A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

misgatra seg v. lide et Glip, begaa en Lapsus; saaledes: regne feil, gribe feil af Ord osv. = misgita seg. NGbr. (Vaagaa). Jf. forgatra seg.

misgjor (oo) adj. ujævnt moden. Romsd. og fl.

"mishalden adj." A. 2) slet holdt eller behandlet; om Husdyr. Hard. (Røldal).

"Mishogg n. Feilhug". A. 2) Krydsning af Le-er under Meiningen: Rbg. (Sæt. Honnes), Ma. Ned. "Dei kjæm i M.", deres Interesser krydser hinanden uheldigt. "I mishug mone eg falle", Landstad 690, er vel for dette "i Mishogg"; jf. Mishug.

mishugsall adj. udsat for at huske feil. Hall.

mishøyrast v. = mishøyra. NGbr.

Misjamne m. Ujævnhed, ulige Forhold; Mesalliance. Tel. (i "Fedraheimen"): -vn. Til "misjamn" (A. Berg.); "misjavn", Tel., ogsaa "umisjavn", Tel.

miska v. smiske. misken adj. smiskende. Land.

Miskoma f. ujævn Tilsynekomst; især: ujævn Spiren. Nfj. (Breimn, Gloppen). "Miskome i Aakr´a".

miskomen adj. ujævnt spirende; om Ager. Nfj.

Miskunn se Misgarn.

Miskunnsfugl m. lidet svagt nyfødt Væsen. L. – Miskunnsmaur m. d. s. Ma. – Miskunnsting n. d. s. Li. (Bakka).

mislyda v. = mislydast. Hall.

Mismaksl n. 1) Misdannelse, naturlig eller kunstig. 2) Misfoster. Ryf.

mismasast v.n. = misgatra seg. Jæd.

mismatast v.n. modnes ujævnt; om Korn.

mismenneleg adj. lig et Mismenne (VTel.). VTel. (Moland).

"misminnast v." A. 2) blunde = orminnast. Sogn. I NGbr.: -minast; Præs. Ind. -minist.

mismodug adj. mismodig. NGbr.: missmoog.

mismogna v.n. modnes ujævnt. Tel.

mismæla v.n. = modnes ujævnt. Tel.

mismæla v.n. = mismasast. SætB.

mismæld adj. 1) som forsnakker sig. Sæt. Ma. "Bli mismæld"; Ma. 2) med usikker, skiftende Stemme, som hos en Dreng i Stemmeskiftet. Tel.

misnemna v. a. og n. nævne feil, bruge urigtig Benævnelse. Hard. (Kvamm): mysnemna (og vn). Misnemning f. feil Benævnelse. Hard.

"Miss m. Feiltræf". A. "Ta Mista", gribe feil; Ryf. "Svelgja Mysta", faa i Vrangstrube; Nhl. (Fusa).

Missa f. Mangel; Savn af Noget. Jæd. "Væ(ra), koma, i Mysso".

missegja v.n. = mismæla. Hall. m. seg, d. s. Trondh. – Misseime se Midsøyma.

"Missemaal n." A. Romsd. Ndm. "E græt för (fär) di e he havt so mangt Missmaal, sia e misst Tænn´n miin"; Ndm.

Missemaaltid f. = Missemaal. Røldal: y.

missjaa v. see feil. N- og SGbr.

misskila v. (ar), skjelne feil; gribe feil. Sogn. Nhl. 2) = mismæla; især sætte sine Ord bagvendt. Sogn (Aurland).

missvalla seg v. = mismæla. Hall.

Mist f. Støvsky. Vinger (Eidskog). "Han flöug som en Tein, saa Mist´a stoog om 'n".

mistaka v.n. forekomme, forefalde el. virke ujævnt = misfalla. Tel. (Selljor).

Mistal n. slet Udtale, Feilsnak. Vald. (Bagn).

Mistr n. 1) Solrøg = Moe, Ylrøyk; maaske noget fugtigere. Sfj. (YDale); Nfj. (Honndal, Stryn): Møst´r Mystr). Isl. mistr Taage. 2) Støvregn = Mist. A. Hall. Jf. Mist f. – mistra v.n. støvregne. Hall.

Misvedr n. 1) ujævnt, ustadigt Veir. Tel. (Laardal): Missvæ. 2) Bygeveir. Rbg. (Aamlid): Missveir. Jf. misfalla.

misvedrt(!) adj. n. med ustadigt Veir; ogsaa: med Bygeveir. Voss: missveert.

Misvekstring m. Figur som ikke er normalt voksen; forkrøblet, for liden Figur. Sogn.

Misvilla f. 1) noget som træffes paa et uventet, afsides, Sted; noget der har ligesom forvildet sig hid. Ryf. Røldal. "D'æ reint ei Missvidla denna Bjørkja", om en Birk langt over den sædvanlige Vækstgrændse. 2) noget som er hverken det ene el. det andet; noget som lidet duer; især: en Vantrivning. Ryf. Røldal; Tel. (Vinje, Rauland): Missvidde. Se A.

Misvilleskog m. Skov som form. sit Voksested naar kun meget svag Udvikling. Ryf.

"Mit (ii) m. Mid". A. Li.: miid. 2) Maddikk i Kjød. Ma. (Bjelland). 3) Møllarve.

mita (i') v.n. (ar), bore med en liden spids Ting; stikke; prikke; især: stikke saa smaat idet man sigter, maaler, peger, prøver; sondere. ISogn: Voss, sjelden; Vald. (NAurdal): meeta.
"Mia (og meea) aa mita (og meeta)", Sogn. "Han sto^u aa mita äi Stund før(r) han stakk, slo^u". Veksler med "meita", stikke, mede; mita er eet med "meeta" A.; det Guldal-Østerdalske "meete" er meita. Sv. Diall.: meta, sigta.

Mitel (ii) m. et Gran. Gbr. (Øyer). Miitr og Miittr m. d. s. Romsd. (Eid og fl.). "Ikkje ein Miitr; ikkje dæ miittreste Gran(d)".

Mittingderla f. Erle. Ma. (Grindeim, Bjelland): -døørla; Sæt.: -dæærle. – Mittingørn f. d. s. Li. Mittingørla? Ma. (Finnsl.). Til Derla f. en Vipper, Vipstjert.

mjaia v.n. (ar), 1) mjave sagte. Sæt. "Kjetta mjaia so engdelege". 2) tale lavt klynkende og eenstonigt, sødligt og seit, paakaldende Velvilje eller Medlidenhed. Sæt. "Han mjaia so eg tænkte han smaug inn i meg". – mjaien og mjaieleg adj. tilbøielig til at mjaia, til Mjai-ing, SætB. – Vel blot et Lydord som aia, daia, haia; neppe for mjada. Jf. mjarra, mjassa.

mjakla v.n. (ar), 1) bruge Eggredskaber (Kniv, Øks osv.) klodset og med liden Virkning; hakke. ISogn, Hall. Østl. (Rom. Ring. Hadeland). "Mäitla aa mjakla". mjäkle og mjækle (og mjeekle?), d. s. Vinger, Vestf. Oslo. makl', d. s. Trondh. Jf. smakla, (mikla). 2) "mjakla aa prata", snakke hakkende og trættende = kjasa. Sogn, Vald. Jf. ogsaa Isl. mjaka eller mjáka flytte noget med Vanskelighed. – Mjakl m. og Mjakla f. En som mjaklar. – mjaklen adj. 1) tilbøielig til at mjakla, til Mjakling f. ) klodset tilskaaret; hakket. Hall. "Mjakleeent aa treehændele gjoort" – Mjaklehogg n. – Mjakleskurd m.

mjaksa v.n. (ar), omtrent = mjakla 1). ISogn (Lærdal, Aurl. og fl.), Ndm. SHelg. "Han stoo aa mäia aa mjaksa mæ Kniivi"; Lærdal. I Lærdal er det helst: "mjaksa mæ äi Oks; kjaksa mæ äin Ljao; sjaksa mæ äi Soks"; ("bjaksa", pirke med Stift, Sogndal).

mjaksle v. = mjaksa. Ringerike, Rom.

Mjalt, mjalte se Mjelte.

mjamta v. (ar), mjave = jama, jamta. Li. Rog. Ogsaa: mjaumta.

mjara? v.n. = mjakla. SØsterd.: mjärä. mjarkle d. s.; SØsterd. Meddelt.

mjarra v.n. (ar), 1) mjave fiint svagt og vedholdende, indyndende sig. Rbg. (Sæt. Evje). Jf. mjæra, mjera, mirra. 2) tale i venlig og vindende, men lidt overleget eller naadig Tone. SætB. – Mjarr n. Mjaven; mjarrende Tale. – mjarreleg(e) adj. og adv. tilbøielig til at mjarra. "Han æ so mjarrelege laga o sø^yt´e". "Mjarrelegt Maal". – Mjarremaal n. mjarrende Stemme. Sæt. Se mjassa.

mjassa v.n. tale raskt og ustandseligt, men lidt sødligt lavt eenstonigt hvæsende og med liden Tankesammenhæng; tale som en Betlerkvinde der har det hyggeligt paa sin Rundtur med Historier. SætB. Jf. mjarra, mesa, mesja. – Mjass n. mjassende Prat. Mjassetal n. d. s. – Mjasse m. – mjasseleg og mjassen adj. SætB. – "Han æ äen Mjassi, so mjaieleg' o mjassen o sø^yt´e, fer´e mæ noko Mjass, fortel alt i äin Huff". – En Betler vil gjerne "mjaie"; en Betlerkvinde vil ofte "mjasse"; Rigmanden er udsat for at komme til at "mjarre", ligesaa somme Fjeldfolk, der er meget selvsikre: alle taler de lidt monotont.

mjaua v. (ar), mjave. Ma. Ned. – mjauta v. mjave stærkt. Li. (Eikin). mjaukta v. d. s. Li. Ma. Rbg. Tel. mjaumta d. s. Røldal, se (m)jamta. Ordene staar i Regelen for Bevidstheden som blotte Lydord, idet de udtales med au ogsaa der hvor Diftongen i andre Ord er bleven äu, æu, öu el. ou.

"mjaa adj. smal, tynd". A. mjaaag, Romsd. mjoog, Nordl. 2) slunken; svang; slap; sammenfalden; mat. Hall. Shl. Rog. og VAgder: mjaa; VNed. og Hard.: mjao; Ndm. Namd. Østerd. og Ringerike: mjoo; Nordl.; Tel.: mjaag. "Mjaa i Knjø´no", Hall. "Kodne æ mjaatt aa leett", Shl. "Lang aa mjoo æ aller goo", Namd. "Mjoo i Beina" = trøytt aa moo, Ring. 3) svag af Kræfter. Totn: mjoo; Rom. (Nes, Aurskog og fl.) og Odal: mjør. "Mjøgr Kar". 4) mat af Farve; bleg. Rbg. (Evje; sjelden).

mjaaen adj. blottet for Fasthed, Spænstighed og Smidighed; altfor ledeløs; slap. Ndm. Namd. Stjør. "Mjooin i Kropp´a".

Mjaafisk m. slunken Fisk. Østerd.: -jooføsk.

Mjaaføte n. 1) det smale Parti paa Fod og Fodtøi imellem Hælen og det brede af Fodbladet; Fodsvang. Hard. Shl. Nhl. 2) Smalben = Klenlegg, Smalllegg. Shl. 3) en smalbenet Person. Shl. (Fjellber; Stord, næsten: "Mjaafaatte").

mjaaføtt adj. usikker paa Foden; let snublende. Ork. (Meddal): mjooføtt.

mjaageleg adj. noget mjaa 2); se d. Tel.

Mjaak m. 1. tynd og svag Person. Tel. (Laard. Høydalsmo). "Ein grann´e Mjaak´e". Vel til mjaa, skjønt Formen er lidt uventet. Mjaakji? m. d. s. Tel. (Vraadal).

mjaaka v.n. (ar), sysle uden Fremgang; søle; = tøva. Voss go Sogn: mjaoka. Maaske til maaka, maa (gnide); jf. Isl. mjáka, se mjakla. – Mjaak m. 2. En som "mjaakar"; en Søler. Voss, Sogn.

mjaakeleg adj lig en "Mjaak", tynd og svagelig. Tel.: mjaak(j)eleg; Hall. (Gol): mjaakjile.

mjaakka v.n. (ar), smalnes brat; indknibes. Shl. "Mjaakka aav". Se mjaakka v.a.

mjaakken adj. 1) brat smalnende; indkneben. Shl.: -kji-. mjaakka, partic. d. s. 2) fuld af smale Punkter el. Stykker "Mjaakkar"; om Traad og dl. Shl. (Stord, Fjellber).
Og: mjokkjen (o'), Shl. (Fitja). 3) mjaakeleg. Shl. "Haakjen aa mjaa(kj)kjen". – mjaakkutt adj. = mjakken 2). Shl. "mjaakk(j)ete".

mjaaknast v.n. om Folk: bli mjaa dvs. tør slunken og slap; falde sammen. Ma. (Halsaa, Holum). Sjelden. (Jf. grønknast).

mjaakta v.n. mjaua. Rbg. (Honnes).

"Mjaaleite n." A. Mjaageleitee, Tel. (Rauland); Mjaagløyte, Tel. (Hjartd. Heiddal).

mjaalida (i') adj. smallemmet. Shl.: -leea.

Mjaamenne n, tynd og svag Person. Shl.

mjaamla v.n. mjave; klynke. Om Katte og Folk. Hard. (Kvamm): mjaomla. Jf. mjaumta osv.; Isl. mjálma.

Mjaan n. liden vantrivelig Figur. Sdm. (Hjørungfjord og fl.). Til mjaana. – Mjaan(n)aal m. Stymper. Vesteraalen. Maaske fremgledet af "Maannaal".

Mjaangling m. spæd Figur. Li. (Vanse).

Mjaavette n. = Mjaamenne. Shl.

mjekle, mjækle, -ä-, se mjakla, mikla.

mjelka (ee) v.a. = mylkja. Shl. (Etne).

Mjelkeraak (ee) f. = Vetterbraut, se d. Nfj.

Mjelkestokk m. = Meldestokk. Ma. (Holum).

"mjell adj. 2) om Sneen: tør osv." A. mjødl, Hard. Ryf. Sogn. – mjellen adj. d. s. Ring.; mjøllen og -dd-, Ma.; mjødlen, Dal.; mellen, Vestfold.

mjellende, -ande adv. lig "Mjell". Hall.

"Mjellfonn f. 2)". A. Ndm. Nordl.

"mjelta v.n." A. Østerd. 2) vogte Fæet den første "Øykt" før "Mjelte" dvs. Malkningen Kl. 9 f. M. Tel. (Moland, Heiddal og fl.): mjølte. 3) hvile med Fæet i Malketiden Kl. 9#-11. SætB.: mjalte (Isl. mjalta, malke). 4) "Ky´ne vi mjølte seg", Kjøerne vil komme til Ro og bli malkede. Tel. (Rauland, Vinje).

"Mjelte m. 1) Malkning". A. Mest (kun?) om Malkningen og Hvilen Kl. 9#-11 f. M. Tel. Heiddal og fl.): Mjølte. "Kaamaa heim te Mjøltes". Hedder: Mjalt f. Sæt. (Austad, Bygl.); Mjøltir og Mjeltir pl.f. VTel. "Gjæte laage Mjeltir", bringe Kvæget hjem fra Græsningen til Malkningen noget tidligt, mens Solen endnu staar lavt dvs. omkring Kl. 9; "g. haage M." dvs. til Kl. 10, VTel. (Vinje, Rauland, Laardal). "Gjæte lang mjøltø(y)kt" vogte Kvæget længe om Eftermiddagen før man bringer det hjem; Tel. (Laardal).

mjera v.n. (ar, a; og te), 1) om Gjeder: bræge klynkende eller lokkende (i Brunst). Dal. (Hæskestad): mjeera. 2) mane, trygle = mera. Dal. – Mjer m. En som trygler, mjeerar. Dal. Jf. mera, mjarra.

mjoføtt, mjoin adj. se mjaa-.

"Mjor (oo) n. Ostebærme". A. VAgder, Rog. Røldal. – Mjoremjølk f. "Mjor" opspædet med Vand. Tel. (Skafsaa): -mjookk. – Mjorost m. Ost tildannet af "Mjor". Ma. Dal.

mjorast (oo) v.n. (ast, ast el. dest), smuldres bort formedelst egen Skrøbelighed; svinde umærkeligt hen. Dal. "Dæ mjooordest bort midlo(m) Hænnane". Til Mjor?

Mjudd m. liden stump Kniv. Sogn (Lustr).

Mjuka f. Avnebørste = Snerpa. Shl. Ryf. Mjuga, Ryf. Jæd.

mjuklendt adj. modsat: hardlendt. Li.

Mjær m. spæd svag vissen Person; Stymper. Li. (Vanse, Gyland, Kvin). Til mjaa? Et andet (?) Mjær se mjæra. – mjæren adj. spæd og vissen. Li.

mjæra v.n. (ar, a; og te), 1) om Kat: mjave smaat og vedholdende, lokkende eller indsmigrende. Li. "Mjæra o mjauta". 2) tale langsomt og sødligt, klynkende eller indsmigrende. Li. (Fjotland). – Mjær m. En som er tilbøielig til at mjæra, mjæren adj., eller taler mjærelig adj. og adv. Li. (Fjotland). Jf. mjarra, mjera.

"Mjød m." A. Mjøyr(e) i gamle Viser. VTel.

mjøda v.n. (ar, a, og dde), blive til Mjød; smage sødt og godt. Dal. (Hæskestad). "Aal´n mjødde i Munn´n".

"Mjødm f. Hofte". A. Mjødma, pl. Nfj. (Honndal)?; Mjaadn, Sogn (Lærdal); Mjømm, Sdm. (Sunn.); Mjøbm,, Nhl. (Eks.); Mjømn, Sfj. (Førde); Mjøvn, Shl. (Fitja); Mjøbn, YSogn, Shl.; Mjynn, Mjenn, Mjøn og Miin, NTrondh.; Mjørm, Tel. (Tinn), Vald. (VSlidre, hos de Ældre); Mjærm og Mærm, ØTel. (Bø, Nes); Mee-ærm´, NGbr. (Vaagaa); Mi`ørm, pl.: Mi`ærma, Vald. (VSlidre); Mi`ærm og Mee`ærm, SGbr. NGbr. (Lesja), Ring. Hall. Vald.; Jærm, Vestfold (Hedrum, Sandsvær, Hov); (M)jæmm, NGbr. (Lom). 2) M(j)ynna f. pl. Kryds hos (især) Ko; YNamd. 3) Lyske. Helg.: Mjynn.

"Mjødmarkul m." A. Mjennakuul, Ndm.; Mynnkuul, Namd.; Miinkuul, Stjør.

Mjødmarlid m. Hofteled. Shl. (Fitja): Mjøvnalee.

Mjødmar-rygg m. = Mjaarygg. Nhl. (Eks.): Mjøbma-.

mjødmehalt adj. lidende af "Mjødmehelta". mjærmhalt, ØTel.; mee`ærm-, SGbr.; jærme-, Vestfold.

Mjødongras n. = Mjødurt. Tel. (Selljor).

"Mjødurt f." A. Mee`jort, Sogn (Leikang); Mee`urt, Hard.; Mjao`urt, Voss; Mjo^urtagras n. Sogn (Aurland).

mjøgr adj. dvs. mjaa 3) svag. Rom. Odal.

mjøkta v.n. (ar), brøle svagt og hæst = rækta; om spæde Kalve. Hard. (Ulvik). Jf. mykta.

"mjøla v.a. mele". A. mjølva, Nhl. Shl.; mjølga, Voss, Sogn; mjælve, Romsd.

Mjøla f. en fiin hvid meelagtig Jordart. Odal, Rom. (Høland) og Hedm.: Mjøle; Rom. (Skedsmo og fl.): Mjæle. Og: Mjæla m. Rom. (Eidsvoll, Ullsaak og fl.).
Se Mjele, A.; Sv. Dial. mjøla, mjäla f. – Mjøleleira f., Mjølesand m. Rom.: "Mjælaleere, Mjælasann".

"Mjølauke m." A. -öukje, NGbr.; Mjölöuk, Rbg.; -drygje, Østl. Mjælöuke m. Smaal.

Mjøldukt f. dvs. Mjølduft. Nhl. (Hosang).

Mjølgrop (o') n. grovt Affaldsmeel. Innh.

Mjøling f. Meldrikke til Fæ. Odal.

mjøljin adj. 1) = mjølen. 2) = mjell. Stjør.

"Mjølk f." A. Mjælk, SØstl. Ned. VAgder, Dal. Ork. (Meddal); Mjeelk, INfj. Ryf. (Jelsa, Nærstrand og fl.); Mjilk, Ryf. (Skjold og fl.). Mjaalk, NGbr. ISogn (Lærdal), Rbg. VAgder (øvre Bygder; langt aa) og fl.; Mjalk, Ma. (Bjelland); Meelk, Innh. Helg. Senja; Milk, Ryf. (Strand, Finnøy og fl.), SHelg. (Bindal); Mjøkk, Tel. (Hjartdal, Fladdal, Selljor); Mjookk, VTel.; Mjaakk (langt aa og langt K), Sæt.; Mjölk (hen imod "Maarsk"), Selbu.

mjølk adj. malkende = mjelt. Stjør. Mest i "fastmjølk, lausmjølk".

"Mjølka v. malke". A. mjaalke, NGbr. og fl. mjøøk, Ndm. (Rindal, Tingvoll og fl.); molka, VAgder; malka, SShl. NRyf. Røldal; mookke, VTel. mo^ukke, Sæt.

"Mjølke m. 1) Kjærnesaft i Korn". A. Mjæælkje, VAgder (Eikin, Aas.). Mjælke, i Nødder; Oslo. "2)". A. Mjaalkje, NGbr.

mjølkefløva adj. = mjølkeflødd. Hard. Shl. Ryf. Og: mjælkefløvt, Ryf. (Tarvastad); mjølkefløven, Dal. (Hæskestad); mjeelkefløvarm, Ryf. (Nærstrand). Se fløva.

Mjølkegras n. Spiræa ulmaria. SØsterd.

mjølkely og -lydd adj. = mjølkeflødd. Trondh. mjøklytt, Ndm.

Mjølkesaud m. Faar som malkes.

Mjølkeskol (o') n. Mælke-Afskyl. Hard.

Mjølkesmolog (o' o) n. Faar el. Gjed som malkes. Udbredt; se Smolog. Mjaalkasmaalo, Ndm. Fosn.

Mjølkesope (o') m. = -sup. Tel.: Mjo(o)kk-.

Mjølkesoppa f. = -soll. Voss: Mjælka-.

mjølkestolen adj. om Kjøer som pludselig ophører at malke. Hedm. Gbr.

Mjølkestril (ii) m. 1) Straale af Mælk fra Yver; se Stril. Voss, Ndm. 2) Mælkeaare paa Yver. NTrondh.

Mjølkestødl m. Hvileplads eller Station i Udmarken hvor der malkes eller med Hensyn til at der malkes; = Stødl. Ryf. "Kræture sa(a)nka seg te Mjilkestødl" dvs. til Mælkning (paa Stødlen).

Mjølkkjil m. Sæd i Hanfisk. Romsd.

"Mjøll f." A. Mjødl, SBerg. Mell, Vestf.

"Mjølldriv n." A. Mjødladriv, Voss.

Mjøllfok (o') n. Fog af Mjøll. Voss: Mjødla-.

Mjøllfnøs m. 1) hvid Mule paa Hest; 2) hvidmulet Hest. Ma. (Grindeim, Bj.), Rbg. (Honnes). – mjøllfnøsa adj. hvidmulet.

?Mjølmaule m. = Brandaks. Vald. (SAurd.).

Mjølsalle m. Bundfald af Meel. Sæt.: -saddi.

Mjølspjeld n. liden Skovl til at hælde Meel i Grødgryden med under Kogningen. Ndm. (Sunndal): -spjill.

Mjølstødl m. Hvileplads for Kvæget tæt udenfor Hjemme-engene (med eller uden Malkeplads og Sommerfjøs), = Trod f. Voss, Hard. (Kvamm), Shl. (Strandebarm): "-stødl" og "-støl". For Medal-? Se Mjøstøl, A. (Jf. Mjødd).

"Mo m. 1. Flade osv." A. Moo f. Vestfold. "Bookemooa", Bøgeskoven. Moon, VAgder: "Moon, Mo^un og Mon"; Rbg. (Aamlid, Sæt.) og Tel. (Treungen): "Mo^u´ne". Flertal: Mø´nar, bestemt: Mø´nane og Mø´ne, Rbg. Treungen og fl.

"Mo m. 2. Sandjord; Støv osv." A. "Sandmoo", meget fint Sand, Stjør. 2) meget fint Støv, især Solstøv. Dal. VAgder, Rbg. "So tykkt sum Mo^u i So^ul", eller "sum Mo^u i So^u" (Mod i Sod?), Ma. Rbg. "Solmo" d. s. Paa de samme Steder er "Moa" = Solrøg. Om Støv af Tørv; Shl. (Fitja). Se Moa og Moe. 3) Solrøg = Moe. Sfj. (Førde): Moo´e. "Itte denna Moo´na kjeme Væte".

Mo m. 3. Stof, Gehalt; Art, Natur; omtr. = To, men neppe om Tøier. Jæd. Dal. "Dær æ goo´e Moo i dænne Vee´n, dæn Jooro, dæn Drængjn". "Dær æ goo´e Ængmoo, Grasmoo, Konnmoo i dæn Jooro; goo´e Torvmoo i dæn Myyro; goo´e Brænnemoo i dæ Torv´e". Peger baade mod det foreg. (Isl. mór?), jf. Grjot, og mod Mod (i Sind) (G. N. módr). Ogsaa Moa og Moe, se d.

Mo n. 1, Fraade, Skum. Sæt. Tel. (Kvitseid, Mo, Vinje). "Griis´n, Hest´n togg Moo´i". "Moo´i valt". Se A. (Landstad). – Moa f. d. s. Dal. Ma. (?Aaserall). – Moe m. (n.) d. s. Tel. (Vinje, Mo): Moo`i. – Mo n. se Mod.

Mo n. 2, stor Anstrængelse; yderste Kraftanspændelse, yderste Evne. Kun i: "Moo aa Slæp"; Helg. Senja. Og i: "A(v) Moo aa Makt", af yderste Evne; Vestfold, Nedre Tel. – "Mannsens Moo aa Slæp". "Eg har kje stoort før mitt Moo aa Slæp". ogsaa: Mo-Slæp; Helg. Og: "Mool aa Slæp" dvs. Mord, se d.; Helg. Eet med Mod n. (Sind, Mod)? – I Sammensætn. med Verb betegner "mo" en haardnakket Vedholden; saaledes: mobanna, modraga, mogaa, mohalda, mohogga. Jf. mostolen. Mere brugt er mord-, mool-.

mo adj. rasende? "Han va so uppøst han va ræent moo´e". Tel. (Vinje). – mo adj. varm og noget træt, echaufferet. Sogn? – Se moen, mo og mod, A. (Landstad).

moa (oo) adj. moden; se d. Ndm. Gbr. Innh.

moa (oo) v.n. (ar), 1, skumme, fraade. Sæt. Se Mo n. 1.

moa (oo) v.n. (ar), 2, sysle saa smaat; pusle. Shl. (Stord, Fitja). Maaske for "moda" (o'), af Mod (o'; Shl.: "Moo") dvs.
Affald; altsaa: rode = modda? Eller for "moo(d)a" til Mo(d) = Slæp.

moa (oo) v.a. (ar), gjøre mør ved Trykning eller Bankning. Sogn (Aurland, Lærdal). "Mo^ua äit Eple". mo^una v.a. d. s. Sogn (Vik). For "moda", jf. modna dvs. modnes? Eller jf. G. N. móast opløses, fordøies. – moa seg v. se moda.

moa (o') v.n. brøle som Kalv. Sogn.

Moa f. 1) Stof = Mo m. 3. Li. Dal. Jæd. Ryf. "Dær æ har´e Mo^ua i Kvedn´a" = "h. Grjot". "D'æ Mo^ua i Kvedn´æ, i Drængj´n". "Go^ue Mo^ua i Torv´e". ”Brænnemo^ua i Torv´e”. "Grasmo^ua i Jo^ur´æ". "Arbeidsmo^ua i Drængj´n". 2) Fraade = Mo n. Dal. 3) Solrøg, Dunst = Moe m. A. VAgder, Dal. Helg. "Skoddemoa, Turkemoa". "Ølmooa", Helg. Jf. "Dritmoa", den støvede Uge før Jul; Li.

Moar m. pl. røde tynde Skyer. Hard. Nhl. Se Moe 1) 2) A.

mobanna v.n. = nidbanna. Smaal. Se Mo.

mobrun (oo) adj. mat brun. SBerg. Se Molit, mogul.

"Mod (o') n. smaat Affald af Hø osv." A. Maadd, Trondh. Mad(d), Trondh. Finmark; særlig i "Sagmad". Moo, Rom. Shl. NGbr. Mo, Hard. Mø, Hall. Dal. Vestfold; Østrd. (o'#-ö). Maa, Trondh. Ma, Trondh. Mar, Verdal. "Han fekk eit lite Mo" = Grand, endog om en liden Fisk; Shl. "Mø´æ", Smaa-ungerne og dl. Dal. Sagmod (-mo, -moo, -ma, -mar); Torvmod (Tormoo, Shl. -mø, Rog).

"Mod (oo) n. Sind, Stemning; Lyst". A. "Ha Mo^u te" have Oplagthed til, medens "ha Hug te" er: have Lyst. Dal. "Eit forgjeve Moo", en voldsom Lystenhed, viltert Mod paa noget; Sfj. YSogn. 3) = Moro. Sfj. (YHolmedal). "Da skulde væ Moo te vite". – "Han va mæ ein Mooe", Han var i saadant Oprør af Krop og Sind, Form. Skynding, Travlhed, Forlegenhed ("Opraaddhed, Opkavethed"). Shl. A.

"mod (oo) adj. mødig". A. Vestfold, VAgder, Sogn. "Mo^u aa møyr som äen Makk", Sogn og fl. "Saa kvitt o mo^u sum Feelaa", VAgder.