A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"einsleides adv. 1) nogenledes". A. Ma. (Bjelland). "Dæ gjekk aisle(i)s".

einslegt adv. ene og alene. Jæd. Dal.

"einsleist adv. ene og alene". A. Li. einslesta (grønt) = einske, Ndm.; einslyst, Dal.: "han gjekk e. ette dæ". einslistes og æeslistes, Tel.; einslestom, Gbr. 2) adv. og adj. særdeles; særlig, særskilt, særegen. Tel. (Moland). "Han hae gjaart seg ei eislystes Klubbe te dængje Gutane mæ". Ogsaa einslistom adj. og adv. Tel. (Høydalsmo) "Ei einslistom Klubbe; ei einslistom gooe Byrse".

"einslengd adj." A. 3) enkelt staaende; spredt; om Græs, Træer, Haar osv. Vestf. (Lier).

einsta, einste adv. se einaste.

"einstaka adj. eenlig". A. Rom. Nordl. einstaakaa og een-, Stjør. STrondh. Foldal; enstaka, Jarlsberg; aistaka, Ma.; æestaka, VTel.; ei(n)staga, VAgder, Dal. 2) enkelt. Dal. Ma. "Tri Gaange Trinnlinga, tvo Gaange Tvinnlinga, aa sjæu aistaka Bodn", Ma. 3) eendoldig. Ryf. 4) adv. med blotte Hænder, uden Redskab eller Vaaben. Li. (Fjotland). 5) adj. og adv. lige, lige frem, direkte. Rom. Hadeland, Aadal, SGbr. "Gaa einstaka Veg´n", el. "gaa einstaka". Jf. einstrak. Ogsaa = bein. "Einstaka Brisk", Ener som danner et lidet Træ. Vald.

Einstaking m. 1) en enkelt eller eenlig eller enestaaende Gjenstand (Fugl, Træ, Person osv.) Østl. 2) = Einstøding 2) og 3). Nfj.

"Enstape m." A. Eenä(r)stamp, Vestfold; Ellstamp, Modum. 2) = Einstøding 1) og 3) (Særling). Tel. (Laardal; Vinje "Æestapi").

einsteikja v. modsat tvisteikja. Gbr. Romsd. Ndm.

"einstira v." A. Sogn, Ma. Ndm. Trondh. I VTel. "eistire" og "eiende stire".

einstrak adj. lige = bein, rak. Gbr. Hedm. Totn, Birid. "Gaa einstrakje Veig´n", Gbr.; "einstraka Veg´n", Østl.

einstraka adv. lige, direkte. Rom. Hedm. Gbr. "E. fram; gaa e. paa Sætra". – einstrakt d. s. Vald. einstrakje d. s., meddelt fra Gausdal.

Einstreng m. (uafbrudt) Straale af Vædske. Øvre Tel. "Dæ rænne Einstrængjn ootoo Toonna", det sprøiter (rinder) i uafbrudt Straale.

Einstyving m. indskrænket og stivsindet Særling. Land.

einstø(d) adj. 1) selvstændig. 2) stivsindet; = einvis. Voss. G. N. einstødr eenlig.




Einstøding m. 1) eenligt Træ". A. Ndm. STrondh. Vald. Sæt. Ma. "Einstø'ings-Graan", Tel. Agder. Særlig: Træ(stamme) som ikke har noget Rodfællesskab med andre, modsat "Rynning", Ma. Einstø'ings-Vio f. Vidje vreden af een Kvist, ikke sammentvunden. Vald. "2) eenlig Person". A. Ma. Røros. "3) Særling". A. Gbr. Vald. Shl. Trondh. Isl. einstødingr {MERK: Ikkje isl. men g.n.? Skriveforma med (stutt) ø er vel feil. G. N. burde ha lang ø, Isl. måtte heite –stæðingur?,OV} En som staar alene i Verden. Einstøling m. d. s. Busk. (Modum). Einstøning m. d. s. Ryf.

einstø(d)ug adj. som lever for sig selv. Ma.

"einsvordom adv. særskilt". A. Røros. ængsvoolom, Østerd. (Tynset).

Eintal n. Samtale under fire Øine. VAgder. Tildels "Aital"; Ma. G. N. eintal.

Eintegla f. lidet, slankt, næsten kvisteløst Træ. Tel.

Eintenna f. = Eintræda. Hard. (Ulvik).

"eintom adj." A. Shl. 2) ubelæsset, uden at bære paa noget. Shl. Jæd. Ma. "Eg gjekk eintoome". "Hest´n gjekk aitome", uden Læs paa Slæden, altsaa forskjelligt fra einreipa (Ma.). – eintomen adj. d. s. Li. G. N. eintómi, ledig.

Eintorv n. Tørv paa tørre Lyngheder, hvoraf der skrælles blot eet Lag = Heidatorv. Jæd.

Eintraala f. og -e m. eenfoldig Person. Hall. og Vald.: f. -æ el. -ö; m. -ee. – eintraalen adj. eenfoldig, tosset. Vald. Hall. Jf. Einraale, Eintre og Einpraaling. Af "eintraadleg"? Jf. einlagd, einslungjen og fl.

"Eintre n." A. 2) eenligt staaende Træ. Vald. Hall. 3) Kar dannet af en udhulet Stamme. Sogn. 4) egensindig Person; ogsaa: Særling. Vald. (ØSlidre og fl.).

Eintrjøning m. Særling. Vald. Jf. G. N. eintrjánungr = Eintre (Sogn) og Eintrø(d)ing, A. Christie har "Eintrøing, Træ som ei er styvet" dvs. = Einstøding.

"eintruen adj." A. Sogn. – Tel.: "-trugjen".

eintryggjeleg adj. tillidindgydende, troværdig; Hard. "Han sat dar so eintryggjelæ aa löug". Jf. tryggja, trygg.

Eintræ(d)a f. = eintrædd Vev. Hard.

"eintræda v.a." A. 2) "eintræ Vev", lægge Rendegarnet op til en "Eintræda". Li.

"eintrædd adj." A. Hall. Sogn, Hard. Shl. Li.

Eintræ(d)ning m. 1) = Eintræda. Røros. 2) Kornstavre som er "eintrædd" dvs. hvor kun eet Neg ad Gangen er trædt paa. Busk. Ogsaa: Eintræn(n)ings-Staur. Eintræ(d)ning f. det at "eintræda" Kornstavren. Busk.

Eintut (uu) m. Bukkehorn, hvori frembringes kun een Tone. Tel. (Selljor).

Eintøkje n. eenfoldig Person, Tosse. Voss, Hard. (Ulvik). "Da æ äit gott Äintøkje, han let seg narra tao adle". – eintøkjen adj. enfoldig. Ryf. (Suldal). Jf. Tøkje, Faatøkje. – Einung se Eining.

einvegs adv. lige, direkte. Rom. Vestfold (Sandsvær, Modum): "eenvegs". Jf. einstraka.

einverkjeleg adv. overordentlig, udmærket. Foldal.

einviken adj. 1) = einvikt. 2) = einvis. Tel. Ned.

Einvoka (o') f. Søvnløshed, uafbrudt Vaagen. Ma. (Bjelland): "Aivoka". Jf. Aavoka.

einvordom adv. = einsvordom. Gbr. (Vaagaa).

einvoren (o') adj. eenlig, eensom. Sogn, Nfj.

"einvorug", A. äinvordig, Hafslo i Sogn.

Einvøla f. = Eindrjugheid, (Sjølvsvøla). Hard. (Ulvik, Kvamm). "Han gjekk dar i si Einvøla".

einvølsleg? adj. = eindrjug. Vald. (Slidre, Vang): äinvørsle. – Einvørsle(g)heit f. = Einvøla. Eller til vyrda? Eller jf. einvoren.

Einøygjing m. eenøiet Person. Hall.

"eira v.a." A. 2) nyde med Lyst; gjøre sig til gode med. Hard. "Katt´n eirte Slo^uæ". D. Diall. eire sig dvs. gjøre sig det godt.

Eira f. jernholdigt Dynd. Ma. og fl. Øyra, Ryf. Shl. Se følg.

"eira v.n. blive erret". A. 2) om Jernkar: sværte. L i. Dal. Jf. erja (om Kobber).

Eirk m. (og n.) Er. Dal. V- og ØAgder, VTel. Sjeldnere "Erk", Dal. Ma.; og "Irk", Li. Jf. Lat. ærugo. – Erg m.? d. s. Hard. (Odda); Sv. erg. Erj n. Dal. Li.

eirka v.n. (ar) blive erret. Agder, Dal. Ogsaa "erka", "irka". Se A.

eisa v. bygge en "Eisa". Tel. Num. "Eise upp ein Kjetile", lægge "Eise" op under en Kjedel; Hjartdal i Tel.

Eisebrand m. 1) den Stok tværs over "Eisa", hvori Kjedelkrogen hænges. Tel. Sæt. 2) = Aarebrand. VAgder. Tildels Øysebrann, Ma.

eiskra v.n. gyse ved Synet af noget; oprøres = askrast. Hall. "E aiskra me". G. N. eiskra være oprørt, fnyse. Jf. æskra.

eiskreleg adj. og adv. gyselig; oprørende. Hall. "aiskrele kallt".

Eiss m. 1) noget modbydeligt ved en Ting, f. Eks. Usmag, ond Lugt; Modbydelighed. 2) Uhygge, Rædsel, som staar af en Person = Bæv. Sogn (Vik, Lustr). Ogsaa: Eis, Iss. Vel fremgaaet af eiss, iss, Interjection for Modbydelighed. Jf. G. N. eiskra, fnyse.

eitaleg adv. og adj. voldsom(t); hvas(t). Sogn. "Da kom ai Frona so autale", en Byge med pludselig Voldsomhed. "Aitale kvass". Maaske blot for eitr-leg; som inntale = indrleg. Sogn. Jf. Eitrstorm, eitrkvass osv.

"Eitel m. 1) Kjertel". A. Eitili, Rbg. (Aamlid); Eitaal, Salten; Eitaali, SHelg. 4) en liden tætbygget og kraftig Karl. Berg. Tel. og fl. Ogsaa: "ein eitlande friske (go^ue) Kar", Sogn. 5) = Bjørn 2), Draug. Sdm. – "eitlutt adj." A. eitilaat, Innh.

eitra seg v. eddres; samle Arrighed. Tel.

Eitrauga n. hvast Øie. "Eitröuga" siges den førstefødte at have. Helg. Jf. Eitrtenning.
Sogn.

Eitrabjørk f. en meget haardveddet Varietet af Birk som vokser paa den magre stenige Grund nederst i Dalen. ISogn. ogsaa: "Halveitrabjørk".

"eitrende adv." A. "eitrande kald, ill, sinna, kvass, frisk", Hall. Sogn, Tel. Agder, Jæd.; "eitrane(s) gäln, sint, gla(d)". Oslo, Smaal.

eitresmogen adj. bedækket med Udslættet Eitresmog (Tel. Hall.; Østerd.: Eetr-). Hall.

Eitrfisk m. en Fisk med formentlig giftige Finner = Fjersing, Trachinus draco. Ned. Bamle.

eitrkald adj. bitterlig kold. Agder. G. N. eitrkaldr.

eitrkvass adj. yderst hvas. Jæd. Agder, Tel.

Eitrkøyna f. = Eitrkveisa. Shl.

Eitrstorm m. Storm med pludselige og hvasse Stød. Helg.

Eitrtenning m. 1) et hvast Egredskab. Tel. (Laardal og Rauland: "Eitertænningjee"). 2) hvas eller arrig Person. Tel. Bamle. 3) den førstefødte. Busk. Tel. Sogn. Jf. Eitrauga. 4) = Eitrkveisa. Smaal.

Eitrtonn f. = Eitrtenning 2). Tel.

Eitrunge m. = Eitrtenning 3). Sogn.

eitrvill adj. yderst opbragt; eitrsint, d. s.; eitrvond d. s.

eittak og eittakje adv. undertiden. Sogn, Sfj. "Da hænde eittakje". Eitt Tak. Se A.

Eitte m. 1) et Eental. Ndm. 2) en Ener. Ndm. (Tingvoll). Eittj f., bestemt Eitt´ja, Namd. Fosn.

eka (e') og æk(j)e v. 1) se aka. "Eke seg fram", "ega seg inn paa ein". Agder. 2) være ubestemt og vreden (vringlende, vrikkende) i Ord. Bamle. "Han sto der aa ecka aa eeka, ein fekk 'kje vete haa'n ville". Jf. ekä, rida paa Ord, Gotland. Men minder ogsaa om "heka, hika" og "æka" dvs. stotre, famle i Talen. – eken adj. se aka. Ogsaa "eiken Baat, Hest" = einvikt. Ned. Her synes overhovedet at være en Krydsning af aka og eikja, og maaske flere.

Eke (e') m. Mængde, Masse; helst (altid?) en fremadglidende. Sogn (Hafslo, Lustr). "Ain Folkeke, Fiskeke". "Ain haile Eke mæ Timm´r". – "Æk´n" er Navnet paa Jøstedalsbreden i Vang i Valdres. Jf. Æka f. Af aka?

Ekkja f. Spor efter Kjørsel eller Gliden paa Skier. Østerd. (Tolgen). Ekkj' og Eikj' Innh. (Indr. Steinkjer, Verdal, Snasa, Skaun, Frosta, Beitstad), Namd. "Ei Sleaekkj', Skiekkj; all Ekkjaan ætt Julaam". Se Ekkje n. 1, A.

ekke, eekke, ække se hokke.

ekla, eklen (Sogn, Nhl. Hard.) se eikla.

ekku adj. se idkug. Ekhla se Oksl.

Ekle og Eksle m. = Jaksle. VAgder.

[E`koa plur. underlige Fagter. ISogn.

"eksa v." A. 4) = skryfta. Jæd. og fl.

eksa v. se egsa.

Ekse n. et Aks. Hall. (Gol).

Eksing m. og Eksingrot f. Kvikhvede. Østerd. (Tynset). – Eksing m. se Egsing.

ekst adj. forsynet med Aks; se A. Sogn. "Kodne æ svært ekst iaor". Det samme: "Kodne har slikt Eksingalag".. Sogn.

ekutt adj. 1) vringlende. Bamle: "eekete". 2) = eken. Ned. Se eka (aka).

El (e') n. noget som opfostres; Tillægsdyr. Ndm. (Sunndal): Æl. Til elja, ala.

"El (ee) n. Iling". A. Æl, Romsd. Ndm. Fosn, STrondh. (Uppdal). "Ska-Æl". 2) Lune; Stemning. Trondh. "Dær va dæ Eele (Æle) paa 'om". – Æle n. ) El 1) og 2). Trondh.

Ela f. = El(ee). Rom. (Høland): Eele; Smaal. (Rødenes, Trykstad): Æle og Eelle.

"ela (ee) v.n. (ar)". A. 2) "Dæ eela upp (te gott Veer)", der falder Byger, hvori Overgangen sker fra Uveir til klart Veir. Ma. Ogsaa: "bøya upp", Li.

Ela (ee) f. 1) Fure eller Rende paa Undersiden af Skier, Skøiter og dl. SHelg. Fl.: "Eelaar". 2) Fure i vrangt- og ret-strikket Strømpe, i "Eelhusu". Østerd. (Rendal, LElvdal): Eele; maaske ogsaa Eel. Sv. Dalarne: ela, i Skier. – ela (ee) v.a. anbringe "Ela" paa Skier og dl. Helg. "Eela-skeisaar". Jf. Eil.

Elboge m. Regnbue. Ma. (Aaserall): Eeleboje.

"elda v.a. gjøre gammel". A. Shl. – "eldast v.n. ældes". A. "Sjukdomn eldast aav' an", hans Sygdom svinder med Aarene.

"elda v.n. 2) grye". A. "Dæ elda for (taa) Dagjee (-a)". Gbr. Ndm. "3) svie". A. Tel. Gbr. Østerd. Stjør. "Dæ eldar for Brjoste". Ogsaa: "je eille för Brøste". Hedm. (Ringsak). Jf. ogsaa elgja, olja.

"Eldbjørgdag n." A. Naar det hviner i Ilden, hedder det i Dal.: Eli Ellbjør dængje Bodne sine, i Li. (Fjotland): "Ellbjøraa dængje Bod´nan seine"; i Ma. (Kaansmo): "Ellbyraa osv."; i Ma. (Halsaa): Ellbør osv.; i Ma. (Bjelland): Ellsmo^uræ osv. "Eldsmor" er maaske eg. Emmer; se Gardmor, Hagsmor.

"Elde n. 2) Yngel, Slægt osv." A. Ælde (omtrent "tykt", kakuminalt, ld, rd el. D) NGbr. Se ogsaa Edle. "Ogsaa: Eldre", A. Ældre (omtrent "tykt" ld eller D foran alm. dr) Hall., Æld´r og Ær´r (el. Æl´r) Ringerike. "3) Art, Race". A. Gbr. Ærdd og Ærddre, STrondh. (efter A. Larsen). 5) Tillægsdyr. Ryf. "Ælle"; og "Elde"? 6) livfuldt ungt Væsen. Ryf. (Høgsfjord, Tarvastad).

Eldebrenna f. og Eldebrennsla f. Kvalme = Elding. Hall.

eldeleg adj. gammelagtig, noget gammel. Sæt. og Tel.: "ellelege". Og ellesleg, Ryf.; elleskleg, Sæt.; ellsle, Sogn.

eldende adv. 1. som Ild, Gnist; "e. kvass"

= gloande kvass, yderst hvas; "e. frisk, snøgg, spræk". Søndenfjelds. Ogsaa eldande. Derimod ofte "illande rau(d)".

eldende adv. 2. "e. gamall", ældgammel. Tel. Hall. Ogsaa: eldande. Derimod ofte ”illande rau(d)”.

eldende adv. 2. ”e. gamall”, ældgammel. Tel. Hall. Ogsaa: eldande g. Hall.

Eldevid m. Brændeved, især til Opildning af de gamle Røgovne. Shl.: "-vee". G. N. eldividr.

eldfengjen adj. som let fænger Ild. Tel.

"eldfim adj." A. Tel. Sæt. Jæd.

Eldflog n. = Hugbit. Stjør.: "Ellflöug".

Eldfras n. Sprag fra Ild. Hall.

eldfrek adj. = eldfim, eldfengjen. Røros.

Eldfør(e)toska (o') f. Taske til Fyrtøi, "Ellfør". Tel. – Ellførpoongg m. d. s. Gbr. Tel.

Eldgogn f. stor Kjedel, Bryggekjedel. Innh.: "Ællgaangn". Hid hører maaske: "Eldgaang = Gruva", meddelt fra Trondh. Se Eldgagn.

Eldgriotstein m. en ildfast Skifer. Shl. Ællgro-, -grø, Jæd. (Time, Gjæstal). Jf. Esja.

Eldhug m. 1) Nidkjærhed, Ivrighed. Hall. Sjelden. 2) Entusiasme. Brugt meget i Skrifter. Bedre er: "Brennhug", se d.

Eldingotta (oo) f. tidlig Morgenstund. Shl.

Eldkveik m. Ting, hvormed Ild optændes. Ma. (Grindeim, Aaserall). Jf. Kveikje.

Eldremerr f. Avlshoppe. Sogn. Ærdrmærr, Ringerike. Af Eldre se Elde. Ælesmær d. s. Ndm. (Sunndal); jf. El, elja.

"Eldskora f." A. Ildskuffe. Tel.: -u.

Eldsmid? n. = Eldsmæle. VAgder: Ellsmee. – Eldsmugl n. et lidet Eldsmæle. Li. (Bakka).

Eldsmor f. Emmer? se Eldbjørgdag.

"Eldsmæle n." A. Ellsmæl og -meel", Tel. (Vinje); Ellsmöl, Rom. Vinger, Oslo; Ellsmool, SGbr.; Eellsmæl Vestfold (Lier); Eesmæle og Eessmæl, Hall. Smaal.; 'Smæle, Østerd. (Elvrom), 'Smal, Østerd. (StElvdal, Rendal, Aamot).

Eldsnart m. = Eldsnort. Rbg. Ned. Ma.

Eldstikka f. Tændstikke, Fyrstikke. Sogn.

Eldsto f. Ildsted paa aaben Mark. Tel. Rbg. (Tovdal, Sæt.) Udtales maaske overalt "Ellsto" (o') og skiller sig for saa vidt fra G. N. eldstó, og slutter sig til Stod (Stød, stöd), Hesjestod, Skinstod. – Ellto f. Ildsted af løse Stene. Sogn (Aardal, Lustr). – Ellta f. 1) = Gruva. Sogn (Sogndal, Aurland); se Eldstad. 2) = Eimyrja. Voss. – Elltestein m. Sten, hvoraf Ildsted er dannet. Sogn. Jf. Eldstein.

Eldtjov m. Brand eller "Ellesnorte" som brænder slet. Tel. (Rauland, Laardal).

Eldty n. = Eldføre.

"Eleveder n." A. Eelveir, Rbg.

"Eling m." A. Shl.: Ælingg. "2) Ryk, Anfald". A. Særlig: Lune = El 2). Ndm. Trondh.

"elja v.a. opfostre". A. Ringerike. Hedder: ælja, æl, alde, alt (eller arde, art, se Elde) i Hall. (Gol), Totn. "Dei alde gooe Kydn". Ogsaa: "Dei ælja se '(t)i gooe Söui"; Hall. Hid maaske: æla (er, te) d. s. Ryf.; Smaal.: "æle opp et Dyr". 2) udklække, udvikle = elna. Hall. "Ska den Halm´n væra te ælja se 'ti Løppu?"

Eljaskjut (uu) n. Avlshoppe. Ringerike, Krødsh.

El-jur eller Els-jur (ee, uu) f. og -juure f. søile- eller poseformig Bygesky. Romsd. Sdm. Se Jur.

ellaa og ello adv. ellers; eller ogsaa. Helg. (Bindal), Namd. Nfj. (Breimn), Sfj. (Jølstr), VTel. Num. Sigdal. Ogsaa: hello, Ryf. (Suldal), Tel. Rbg.; hellaa, Tel. og fl.; hellu, Gbr. (Vaagaa), Tel. (Bø); hella, Tel. Turde være G. N. ella, ellar ellers. I Nfj. lyder "og" adv. vistnok aldrig uden G. – Ogsaa: eldaa, Nfj. (Gloppen), heldaa, Rbg. (Aamlid); disse Former turde være "eldr-daa". Se eldaa A.

"elleve, Talord". A. øllov, Gbr. (Faaberg), Li. (Fjotland); øllöu, Ma. (Øvrebø); ødluvu, Voss; ellug og eddjug, Sæt.; øllug, øddug og øddjug, Sæt. Ma. (Aaserall, Bjelland); øddog Li. (Eikin); øylve NGbr.

Ellto og Elltestein se Eldsto.

elna v.n. udvikle sig, blive til; efter Folketroen oftest af sig selv (spontant). Dal. (Sokndal, Hæskestad). "Dæ he elna Makk i Kjøde". G. N. elna. – elnast v.n. d. s. VAgder. "Beitemakkj'n æælnast i Skyane". "Loppene æ saa te æælnast i Eplemollæ". Som "Hæælma" dvs. Helma. Se A.

Elning f. Kreatur-Tillæg; Fortsættelse af Slægten. Ma. (Bjelland). "Eg vil ha saa mykje Smaalo at eg he te Æælning".

Elrod? n. Opklaring = Elrov (Romsd.). Ndm. i Formerne Eelraa, Ælraa og Eelingsraa (og Æ). Til (h)rjoda, (h)rydja?

Elrot (ee, o') n. Smaaregn ned fra en liden Skymasse; liden Byge. Hard. (Røldal). Til (h)rjota, falde.

Elsk n.? m.? Sygdom som menes paaført især Børn ved Tusse- eller Ellefolkets Kjærlighed. Sfj. og fl.

"elska v.a. 1) elske. 3) kjendes ved, antage sig. Solør: "ærske". A. Sogn. "Sæu'n vil ikkje elska Lambe sitt".

elskast v. recip. elske hinanden. Sæt.

"elsken adj. kjælen osv." A. Shl. Vald. og fl. ærskin og ærskjin (tilbagetrukket R) N- og STrondh. æⁱskjin, STrondh. (Gul. Bynes); ælskjin NGbr. "Daa vart'n ærskjin!" da blev han venlig, blid; ironiskt. Helg.

Elskugsgaava f. = Elskuggaava. Shl.

El-stytta f. pludselig og meget kortvarig Iling. Romsd.: Ælstøtte. Se Stytta.

"elta v.a. (er, e), 1) drive, forfølge". A. Hall. Ma. 4) egge, tirre,; ophidse. Hard. (Kvamm). 5) v.n. og a. (tildels: ar) drive stærkt og vedholdende paa med noget; tumle længe med noget; være trættende plagsom ved endeløs Manen, Pressen, Tryglen eller
anden Forfølgelse. Jæd. Ryf. Røldal, Shl. "Eg elta so længje mæ Söu´n". "Han elta mæ dæ sama, ville elta utav meg all Tingg, elta seg inn paa meg". – elten adj. som gjerne "elter": haardnakket forfølgende, stridslysten; drillesyg = eglen; overhængende med Manen osv. Shl. Ryf. Jæd. "Ein elten Stuut, Ungje". "Elten Hoste". – Eltebad n. uafbrudt Jag, Anstrengelse og dl. Ned. Se Bad.

Elta f. 1. 1) æltet Masse. Voss, Hard. Sogn, Shl. Senja. "Leirelta". 2) Hinde af Jern, Stenmel og Spyt som lægger sig paa Brynesten. Voss, Hard. Shl. Jf. elta (elda) A.

"Elta f. 2. 2) Kraft, Egenskab osv." A. Grundbeskaffenhed, Grunddrag. Hall. Røros? "Dæ æ äi kald Ælte i Væree no um Dagadn". Ogsaa: Vedrelta (Værælte), Hall. Ogsaa n.? "Dær æ slikt Æltee i dessa Lee`ee (Lædret). Hall. (Gol). Eet med foreg.?

Elta f. 3. 1) Driven, Jagen, Overhæng; hvileløs Anstrængelse; Slæb. Dal. Ryf. "Dritelta, Finnelta, Naudelta, Priselta, Traaelta". 2) Person som elter"; Plageaand. Ryf. – Ordet er vel eet med Elta 1), A.

eltast v. recip. forfølge hinanden. Ma.

Elte n. se Elta f. – "Elte n. en Smule. Voss". A. Snarest Sammendragning af erlite, bitte lidet. Voss. "Bia elte, stogga elte!" bi lidt; ogsaa "stogga erlite!" Se d.

eltesam adj. 1) forfølgende, plagende, plagsom. Jæd. 2) anstrængende derved at ingen Hvile gives; drivende paa; hvileløs. Ma.

Eltevedr n. Veir med hyppige Byger. Sdm. Jf. Havelta.

"Elv f. Aa". A. Olv Nfj. (Olden), Aalv Helg. (Vefsn). Bruges nogle Steder i NØsterd. (Tolgen) om Bifloderne til "Aa´a" dvs. Glaama; andre Steder omvendt. "Te Elvar", til eller paa Floden; Shl. – Elvabard n. Aaleiets synlige Skraaside, Aabred. Hard. – Elvabradd f. = Elvabard. Ndm. – Elvabrot (o') n. a) Brynet (Vinkelen, Klanten) mellem det skraa eller bratte Elvabard og det henimod vandrette eller dog fladere Land indenfor. Hard. Oftere: b) = bratt Elvabard. Hard. Shl. Ma. Elvabrun (uu) f. = Elvabrot a). Shl. – Elvabur(d) m. en Flods pludselige og voldsomme Stigen. Sdm. (Hjørungfjord), Nfj. (Hyen: "Elvaböre"), Sfj. Shl. Jf. Flodaburd. – Elvaflog (o') n. = Elvaburd. Gbr. Nfj. Sfj.; Romsd. og Ndm.: "Elvafläug". – Elvafløde n. Oversvømmelse fra en Flod. Nfj. – Elvafylla f. Vandflod, som gjør Floden bredfuld = Stadfylla. Nfj. – Elvagrjot n. Grus og Stene som ligger eller har ligget i Floden. Hall.: "Ælvegrjøt". – Elvakongje m. 1) = Elvarkall, Cinclus. Nfj. 2) mytisk Væsen, noget ligt "Nykk". Nfj. – Elvakreda f. liden Elvefisk; maaske kun om smaa Ørret. Ndm.: -kreeaa. – Elvamot (oo) n. = Aamot. Shl. – Elvanes n. Landspids, som stikker ud i en Flod; ofte med Flertal "-Nesja". Helg. og fl. – Elvanykk m. = Nykk. Sfj. – Elvaraak f. Flodleie. Sogn (Vik) – Elvaris (i') n. en Flods Stigen. Nfj. Sfj. – Elvaræs n. 1) Isgang i Flod. Sfj. Nfj. 2) det af en Flod oplagte eller opskyllede: Sand, Is osv. Sfj. Nfj. – Elvasand m. Sand i eller fra Flodleiet; yderst ufrugtbar Sand. Ma. "Dei grev´e te seg (el. "upp" i") Æur o Ælvesann", om meningsløst havesyge og nærige Folk. "Han ete paa (bade) Æur o Ælvesann", fortærer alt. Besynderligt, da "Elv" (= Aa) ikke bruges i Ma. uden som indført. Af Elv (Æælv) = Alv? – Elvasoda (o') Susen af strømmende Flod. Nfj. Sogn. – Elvasog (o') n. = Aasog. Flodleie. Sfj. (Førde). Se Elvskot. Elvaskut n. (og m.?) d. s. Sfj. (Førde). Maaske eg.: steil eller udoverhængende Elvebred (Skuut). – Elvasta(d) m. (og n.?) = Elvabard, Stad, Ringerike, Rom. (Ullsaak; Fet n.?), Hadeland, Sogn. "Bratt Elvesta". Jf. Stadfylla. – Elvestø(d) f. = Elvastad. Østerd. A. – Elvatroll n. en Flodvætte. Sfj. (Jølstr).