A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"eileid adv." A. eilein, eileise, Hall.; eileisa ØTel.

eim adj. 1) mat af Smag, flau; ogsaa: vammel, kvalm; om Madvarer som er for fede, for lidet krydrede eller for længe kogte eller gjemte. Gbr.? Odal, Solør og fl. "eim aa vassen". Og: æm og æmm, Totn, Vestfold (Sandsvær, Eiker), Vald. Hall. Hedm.; øm, ømm, Ringerike, Rom.; øym, Sølør (Vaaler). eimen? d. s. Helg. Nfj. Gbr. æmen, Hall. NGbr. Tel. og fl. æmeleg adj. d. s. Tel. æmmeleg, Shl. Jf. eimen, Eim, eima, imresøt. Se emmen A. 2) øm, saar, smertende. Øvre og Nedre Stjør.: eem. "Æg æ eem aavr heile Kroppin". "D'æ eemt i Fingra". Overgangen fra ei til ee er usædvanlig i Stjør.; Ordet er derfor maaske indkommet fra sydligere Bygder (Selbu, Guldal); eller et andet (beslægtet): æm. Jf. eimen, eimtent. – Eimesmak m. = eim Smak. Hall.: "Æmesmak". Hedder ogsaa Æme f. vammel, lidt muggen Smag. Tel. (Vinje). – Æmeekø^ylle f. flau Person. NGbr.

"Eim m. 1) Damp". A. Rbg. Ma. "3) svag Luftning". A. Senja. 4) let Antydning af noget: a) svag Lugt eller Smag af (efter) noget; Afsmag = Keim. Vesteraalen, Vefsn, Sdm. (Øyrskog, Norddal, Sande), Nfj. (Utvik og fl.). b) svag Lysning. Selbu. "Eem´in 'taa Sol´n, 'taa Eⁱll". c) nogen Udsigt til, svag Sandsynlighed for. Sdm. "D'æ ein Eim te dæ (di)". d) flygtig Lighed = Væv. Sdm. (Skodje, Norddal og fl.). "Han he ein Eim attpaa Bror sin". Jf. eim adj., eima v., Im n.

"eima v.n. (ar) 2) lufte". A. 4) give en Antydning "Eim, Jim", af noget: a) dufte; smage af noget. Nfj. "Bloomen eima gott". b) have en svag Lighed; slægte (paa) = bæva. Sdm. (Norddal, Øyrskog, Skodje, Borgund, Harham, Sande, Synnylven, Hørei, Vanylven), Nfj. (Selja). "Han eima attpaa Folke sitt. eimast v.n. d. s. c) v.n. (og a.) ligne; gjenkalde i Erindringen; tage (sig) op igjen; vende tilbage (til noget); oprippe og dl. eimast v.n. tildels d. s. Sdm. (Volden og de nævnte Bygder), Nfj. (Selja, Davik, Gloppen; ikke meget brugt i Nfj. udenfor Selja). "Dæ vil eime attpaa dæ gamle", om (f. Eks.) tilbagevendende Klarveir efter en Overskyen. "Han eimast attpaa same Veir (Veer)". "Dæ eimast attpaa Fjorvintrn mæ Veira". Ogsaa: "Dæ eima uppatte paa dæ same Styggveire", Sdm. Selja. Og: "Dæ äima te bli dæ same Veere atte", Sunnylven. Og. "Dæ eimast upatte, dæ same Veere", Norddal. "Han held paa aa eima no att i Sør". "Du eima no mæ dæ same", du opripper gammelt, gjentager sagte Ting; "e veit ikkje kva du eima dæ uppatte før?" Sdm. (Hjørungfjord og de øvrige), Nfj. "Dei eima so længje mæ 'naa, te han vart sint"; (ogsaa, meddelt: "dei eima 'naa", de tirrede ham med Oprippelser; her turde være Indvirkning fra "reima" v.a. hvilket betegner et mere uskyldigt, grundløst, Drilleri, medens "eima" altid medfører Gjenoptagelse af noget faktiskt). – Et andet er det Egdske "eima, eimast" dvs. bemøie sig gjentagende med noget, stride med; det er Egdsk Udtaleform af "iima" som det tildels hedder der (jf. G. N. ímun Strid, og fl.), medens vort ”eima” lyder ”aema, äema” der. Betydningen ”gjentage oprippe” minder dog om dette ”iima” og om "iimstra" ("eimstra" VAgder, "imstre", "eemstre" og "ømstre", Tel.). Uklart er ogsaa Forholdet til "impa, (h)impra", og Isl. ympra (impra?). Jf. Im, ima.

eima adj. (part.). "D'æ so eima" = "Dæ he dæ Lagje", det har en Tendens did, det ser ud til at skulle vorde saa; mest om Veiret. Sdm.

eima, eimstra v. se ima, imstra.

"Eima f. Stoppenaal. Helg. Ima, Lof". A. Iima: 2) stor trekantet Naal til Skind- og Seilsøm. Senja (Ibestad, Lyngen), Ork. (Rennbu, Meddal). Iimnaal f. = Ima. Vesteraalen.

eimeleg adj. = eim, eimen 1). Tel. (Laardal). Sjelden.

eimen adj. 1) = eim 1). eemin, Selbu. 2) led, ubehagelig; baade: vammel ved
Blidhed; og: vranten = gretten; om Folk og Fæ. Helg. (Bindal), Namdal (Nærøy, Kolvereid); eemin ("aa sær"), Stjør. STrondh. (Selbu, Gul. Strinda, Fosn); æmen ("æme aa voonn"), Gul. Ork. Ndm. Ogsaa: ymen (for imen?) Sogn; iimen (aa fuul"), Fosn (Ørland, Bjugn, Hitra); se A. 3) lugtende kvalmt. eemin ("aa suur"), Fosn, Selbu; æmen, Gul. Ork. Ndm. Formerne "eemin" og "æme(n)" er dog vel, ialfald udenfor Gul. og Selbu, begge for "æmen" (se d.) og altsaa eg. et andet (beslægtet) Ord. Se eim.

eimis adj. og adv. se ymis (imis).

eimtent? adj. = saartent. Stjør. (Maaraak; usikker Form). Oftest: eemtænnt, Nedre Stjør. Se eim og æm.

"Æimyrja f." A. Øymyrja, Voss.

"ein, Talord: en". A. Omtrent: aen (1 Stavelse), ai, aitt, og "äen, äi (ätt el. att)", VAgder; ligesaa, selvfølgelig, paa de Steder hvor ei altid lyder ai (ae, äi), se ei; ænn, æi, ætt, Jæd. og fl.; Feminin: ii, STrondh. "6) en, som Artikel". A. Masc.: n, mange Steder. Feminin: i, mange Steder i Nordl. Trondh. Østl. Ma. Jæd. og fl. (i Selbu med nasalt I); a , SætV.; Neutrum : at (og ät) SætV., VAgder; a, SætV. ("a Hus"); e, Namd. og fl. 7) "den engne" (æ?) og "ingne"; NØsterd. (Tynset). "8) tvau-eine (tvo eine)" hedder: to-eina, Shl.; to-einers, Rom.; to-eener, Rendal; to-eenes, Hedm.; "9) i Flertal: nogle". A. "For engne (ingne) Karer!" Østerd.; "eene", Røros. "Ai Fugla" nogle Fugle, Vald. (Vang); "ai nokre", enkelte, Voss. – "Me e(i)tt", i eet væk, uafbrudt, Røros og fl.; i eino d. s. Shl. Hard.; "Eitt fill-fæm(m)", fire eller fem, Gbr. (Vaagaa). "Vinn´n staar æen synna" Vinden staar ret fra Syd, Ndm. "I eine Tii´n", i sidste Øieblik, Gbr.; jf. einberr. "Ein aa hin", en og anden, Sfj. "Eine Tii´a – eine Tii´a (Rii´a)", snart – snart; Østl. "Han sa saa i eine Oore", det plumpede ud af ham, han sagde det ganske umiddelbart eller udenfor Samtalens Nødvendighed. Salten, Senja. – "Da va no eine Kar´n sin da!" det var en enestaaende, usædvanlig Karl. Sfj. Nfj. – ein sammensættes med Verber til at betegne at Verbets Begivenhed eller Forhold er der uafbrudt, i eet væk; saaledes: einbanna, -breida, -halda, -skrika; mest i Hall.

einannan; innan´n, Shl. Tel. og m. fl.

"Einang m. Bjergpas". A. "Einang" ("Einaangg, Einongg") og "Einangjn" er i Stjørdal, Romsdal, Uppdal, Sogn, Sætesdal og fl. Navne paa Steder, hvor et Pas dannes af Bjergvæg og Vandløb.

"einard adj. enkelt, ren, ublandet". A. Innh. Stjør. Strinda. "Drekk' Brænnvin einart" el. "einhart", Stjør.; ogsaa: "drekk' einar B." – Hid hører vel ogsaa: "Ifraa einare Ho(g)ja (o')", fra Arils Tid, fra Hedenold, fra Gravhougens Tid. Sfj. (Askevoll, Førde, Jølstr), YSogn ("Hau(g)jn"); det hedder ogsaa: "frao hin Hau(g)jn", ISogn; "fraa Heiningehoja", Sfj. se Heidning. – eenar'n og inal'n (tilbagetrukket rn, ln el. N), egensindig. Rom. (Høland), Smaal. (Trykstad, Spebberg, Vaaler, Rygge); se einalen A.

"einaste adv. alene, kun, blot". A. Busk. Tel. Ø- og VAgder, Dal. "Einaste blaatt", eensfarvet b.; "eta einaste Smør". ænnast, Hall. Ogsaa einste, Li. (Nes). "Han stou einste; eda Gröud einste". Og einsta (äensta) Li. (Kvin, Fjotland), som "beinsta". Og aiste, SætV. som "saiste"; ogsaa i en gammel Vise: "aist' i Fokji", i eet eneste Fog; Isl. einasta. – "einaste adj." A. enerste, SSmaal. (Borge). "Der var'nte eenerste steekanne Granne", der var ikke det ringeste.

einaara adj. eenfoldig, troskyldig. Ryf. (Saua, Suldal), Røldal. Jf. einard, G. N. einardr, enkelt, oprigtig. Jf. dog ogsaa einslungen.

einbanna v. bande i eet væk; bande og skjælde voldsomt. Voss, Hall.

"Einbeite n." A. Østl. – einbeita adj. forsynet med (kjørende med) "Einbeite". Østl. – Einbeitvogn f. Østl.

"einbernd adj. eenbaaren". A. Gbr. Romsd. 2) forsynet med kun eet Barn. Ndm. "En æenbænnt Mann; dæm va æenbænnt".

Einberne n. eneste barn. Einbedne, Shl. Hard.; Ainbidne, Voss; Einbænn, Vald. STrondh. (Børsn).{MERK:vanlegvis Børsen,OV} Og: Ainbedning m. Hard.; Einbænning, Gbr. Busk. Vestfold; Æe(n)bændengji, VTel. (Vinje, Mo, Eidsborg); Einbinding, Røldal. Se A. – Ainbedna-Badn og Ainbedla-Badn n. d. s. Sogn (Lustr, Aurl.). – Æinbæⁱnningsdotter f. Datter som er eneste Barn. N- og SGbr. – Æe(n)bændengslag n. den eiendommelige Art og Maner som vil udvikle sig hos et Barn uden Søsken. Vest Tel. – Einbændingslot (o') n. en E's Humør eller Lune; se Lot. Tel. – Æe(n)bændengslæti n. en E's Manerer. Vest Tel. – Einbænningsjaale f. en naragtig kvindelig E. Busk. Tel.

einber(r) adj. jf. isl. einberr idel, lutter; Sv. enbar, blot og bar. Er kun kjendt i Forbindelse med "Støyta" f., eller sjeldnere "Støyt" m.: einbera Støytaa, sidste Øieblik = Einkomstund; selve Begivenheds- eller Forholds-skiftet (Brinken, Styrtningen? se Støyt, A.) Dal. Jæd. "No kom du i einbera Støydaa", Hæskestad. "Paa einbæra Støydo", Sokndal. "Innpaa (el. i) innbæra (og embæra) Støydaa", Haa, Time, Hedland. Ogsaa: "Dæ va einbera Støydaa mæ dæ", det fordrede en øieblikkelig Besørgelse, Dal. "Støydaa" turde opr. være dat. plur. af "Støyt", men føles ikke nu saa. Se følg.




Einberstøyt m. og Einberstøyta? f. = einbera Støyta. Rbg. VAgder; Jæd.: "Embærstøyd". "Naa kjæme dæ i Aenbörstøytn all Ting", eller "i -støytan", plur.; VAgder. "I Æenbörstøydn", Li. (Herod). "Dæ va Aenbörstøydaa mæ dæ", eller "i Äenbörstøydaa", Li. Eg æ kaamen saa ræent bort i Æenbörstøytane mæ Vaarvinna"; Evje i Rbg., VAgder. Ogsaa: "kaama i Aibörstøytaa" dvs. komme hovedkulds op i mange Forhold, som maa udredes straks; Ma. (Bjelland). ogsaa: "Dæ kaam paa han en Æenbörstøyd", d. s. Li. "Mi vil kje drygja te mi kjæm i Ae(n)börstøytn", Ma. (Aaserall). Jf. med dette og "einbera Støytaa" – "Einkomstönna" og "einkom Stönna"; "i eine Tii´n". Se Eindag.

Einbitar m. enlig Fisk; Særling, som afsondrer sig. Dal.

einbrei(da) seg v.n. om Eng: ligge jævnt dækket overalt med Hø, saa ingen Sammenragning i "Kvervlar" behøves. Ndm. Sjelden. – einbrei(d)a adj. = einbreidd.

Einbytning m. ukløvet Træklods af et Brændestykkes Længde. Sogn.

einbøld adj. 1) forsynet med kun eet Bosted eller Bol; om Gaard. Tel. og fl. 2) enlig, ensom; øde (for Resten). Tel. "Han bur paa ei einbølde Hei". – "Ein einbødla Gar" = einbøld Gard. Sogn. Se A.: einbølt og Einbøle.

Einbøld f. Enlighed, Ensomhed. Dal. "Dei blei ette i Einbøldæ".

einbønt adj. om Gaard: 1) som beboes kun af een Bonde; 2) som ligger enligt. Gbr. Romsd.

Eindag m. fastsat Tid (?), som G. N. eindagr. Kun i: "Uti (borti) Eindagjn" dvs. i sidste Nip, eller rettere: efter den fastsatte Tid, uforsvarligt sent, men dog saaledes at, ved velvillig Bien, det ikke er blevet for sent. Ma. (Bjelland, Vigmostad, Holum). "Du kjæme räent ^eudi Äendain!" siges til en som man har biet paa ud over den fastsatte Tid; derimod kan man ikke komme "uti Eindagjn" til et Jernveistog som holder Ruten, men nok "uti Einberstøytaa". – "Bort i Aendøgraa", d. s. Ma. (Øyslebø) og "Eindøra", Ma. (Halsaa, Holum; som "Jamdør" f. for "Jamdøgr"). Wille har: "Eindeije, subst. for sent". Jf. eindaga seg.

"eindaga v.a." A. Hard. (Kvamm).

eindrjug? adj. hensunken i sig selv, sløv for Omgivelserne, intet iagttagende eller agtende. Ndm. (Tingvoll, Aure og fl.). "Han gjekk der saa æenndräu" (og "æendrug"?). Maaske eg.: enfoldig, troskyldig, tryg = einard. Lidet brugt. Mere brugt er: Eindrugheid f. tryg Ligegyldighed for Omgivelserne. Ndm. Gul. "Han gjekk der i si Æendräuheit like innpaa Bjönn´n". Gul.: "Eendröuhet". "Gaa i Æenfalluhetn" d. s. Stjør. Jf. einvørsleg, Einvøla. Det samme udtrykkes ved "i Sjølvvølaan", "i Sjølvdæle" og fl. Jf. dog ogsaa G. N. eindrœgr vedholdende.

Eindøgr se Eindag.

"Eine m. Enebærtræ". A. Eine, Gbr. Vestfold, Einer, Rog. Nedre Ma.; Eineer, Dal.; Æeneere, NVTel.; Einiri og Eineeri, Rbg. og Tel.; Einar, VAgder, Dal. Shl.; Aenaar og Æenaar, Øvre VAgder. – I Vestfold (Sandeherad) siger "Einen": "vi(l) di kalle me(i) Brisk, ska je gjera Huse frisk". – Ein(e)kave m. tæt stakformig Enerbusk, Ndm. se Kave; Einkaavaa m. NGbr.; Einä(r)kaga m. d. s. Smaal.; Enekaie m. Smaal.; Einekanke m. d. s. Sogn; Einekarre m. d. s. Romsd. Gbr.; Einkare (langt A), Gul. Ork. Strinda; Einkrakje m. d. s. Ndm.; SGbr.: "Einkraka". – Einelog (o') m. Afkog af Enerkviste. Rbg. Smaal. og fl. "Einarlog (Ae- etc.)", Dal VAgder; "Einärlaag", Smaal. – Einerusl og -rutl n. Enerkrat. Agder. – Einestø(de) n. Sted hvor Ener vokser; Enerkrat. Nhl.

Einfare m. En som færdes alene. Shl.

einfaren adj. som færdes alene. Hard.

Einfaring m. Væsen som færdes alene; f. Eks. Laks som gaar alene. Ogsaa: Person som staar alene i Verden. SBerg.

"einfeld adj. enkelt". A. Rom.: einfællt.

einfelt adv. enkelt. Kun hørt i: "pløye, harve, einfællt" dvs. pløie, harve, kun i den ene Retning, saa Redskabet kjøres uvirksomt tilbage. Rom. G. N. einfeldr, adj. enfoldig.

einfengd adj. enkelt, simpel. Namd.; Østerd.: "ængnfængd". Sv. Diall.: enfängdt, om Traad.

einferda? adj. som færdes alene. Shl. (Fjellber): einfært. Meddelt. – "einfara". A. -fala? som Fal dvs. Ferd.

Einfodrs-, i Sammensætnn. om Husdyr som er fodrede een Vinter igjennem. Lof. "Einfoorsokse".

einga adj. om Traad: enkelt, utvunden. Vald.: "ænga". G. N. einga, ene, enkelt; se følg.

eingjerna adj. 1) om Traad: utvunden = einga. Voss, Hard. (Kvamm) og Shl. (Fitja): einjedna. Jf. Isl. eingirni, eentraadet Garn. 2) om Væv = eintrædd?. Hard. (Kvamm). Jf. tvigjerna (dn).

eingjegna adj. = eingjerna. Shl. (Finnaas, Stord og fl.), Hard. Sogn. En Udtaleform af det foreg. fremvirket ved Gogn? – "eingjengd, 2) enkelt". A. aenjængnd, Hall.; ængnjæng(n)d, Østerd.; eenjæng(n)d, Røros. 3) om Væv = eintrædd. Nfj. "einjængt Vænsmaal".

Eingjegna f. en egensindig, trodsig Tingest. "Ai Ainjegna te Kyyr". Sogn (Aurland, Balastraand og fl.). Jf. Godgjegna.




eingjengjen adj. som vil gaa alene = myten. Nhl. Sogn og fl. Ogsaa: eingjengd.

eingjengt adj. = eingjengd 1) A. Shl.

eingjerda adj. om Fingerring og Armring: bestaaende af kun een Slyngning eller "Gjord"; modsat tvigjerda (tojera), trigjerda. Dal. Ryf. Shl. Udtales med samme Lyd som i "gjerda" v. altsaa mest: "-jæra", men ikke sjelden, især i Ryf. "-jera" (e' og ee). Af G. N. gjörd, gjardar. Jf. Gjerdamun, -raust, -flaa.

Eingjerdingje m. = eingjerda Ring. Sæt.

eingod adj. fri for ondt, gjennemgod. Tel.

einhalda v. holde uafbrudt; ikke slippe Taget. Hall. Se ein.

"einhendes adv." A. einhæntes, Shl.

Einhending m. 1) eenhaandet Person. Hall. 2) kort Lee som føres med een Haand. Hall.

"Einherding f. den haardeste og afgjørende Prøve. Helg. (Bindal). "Daa de bar i Einheeling(j)n". Se Herding.

einhjelpen adj. som underholder sig selv og sig selv alene. Salten; Helg.: einjaalpen.

"Einhyrning m." A. Dal. I Spøg om Es i Kort.

einhædda adj. = einhøg. Shl. Lidet brugt. Mere brugt er tvihædda (to-), tri- (tre-). Se Hædd.

"einhøg adj." A. æehaage, VTel.

"Eining f.? "I Einingen", i eet væk, uophørlig". A. Hall. Helg. Namd. Gbr. STrondh. (Bynes; Selbu og Gul. "i Een-"). "Før Eening", d. s. Ork. (Meddal, Rennbu). "I Einingo Takje" og "i Eininge Takje" d. s. meddelt fra YSogn. – Einung 1) d. s. Ryf. (Suldal). "Dæ munar smaatt i Einung". 2) "i Einung", alene. Hard. "Eg ratlar i Einung", gaar a. Jf. Isl. einungis, adv. ikkun.

Eining f. og m. 1) Lyster; maaske ogsaa enslags Pilk. Shl. (Stord, Kvinherad, Fjellber, Fitja).

einka adj. eneste. Vald. (Vang): "ængka". "E äige äi ænka Kyr". G. N. einka (einga). Sv. og D. Diall. enka, enken dvs. eneste. Se A.

einkar(d)a v. karde første Gang. Rogaland. – Einkar(d)e m. første Kardnings Produkt, medens "Darle" er det færdige.

einkeik? adj. egensindig, stivnakket. Vald. (N- og SAurdal): "einkjekk".

"einkeleg? adv. overmaade". A. "enkjele". STrondh. (Røros og m. a. St.). – enkjende adv. d. s. Foldal og fl. "e. grann".

einken adj. enkelt; eenfoldig. Sogn, Ma. Dal. og fl. "Ikkje einken", ganske slu. ”Moo e(i)nken aleina”, ganske alene. Se einka.

Einkestund f. = Einkomstund. Vestfold (Hov). "Naa kaamm du i Ænkestönna!" Ogsaa "uti ænkom Stönna", Smaal. Vestfold. Og: Eentestönna, Smaal.; se Intestund, A.

"einkom adv. A. "eenkomst", Modum. "Einkom Ærend" og "ængkom (ængkonn, ængko) Æren" = eins Ærind. Østl. 2) adj. udmærket = einka. Røros. "Eenkom Mat, eenkomt Veer". – einkomeleg adv. ene og alene. Sogn, Hall. og fl.

"einkvar, ubestemt pron. nogen". A. Flere Former: Maskulin, som mange Steder gjelder ogsaa for Feminin: einkværje og einkværjen subst. Sfj. (Jølstr, Førde); ingkvarn, Ork. (Meddal, Rennbu); einkvann, Shl. Ryf.; ingkvann, Hard. Voss, Shl. Ryf. Gbr. Ndm.; einkvonn og ængkvonn (og -konn) Tel.; angkvann, Vesteraalen; aangkvar, Ndm.; ongkven, -kar, -kon, Nhl. ISogn; einkvænn oftest subst. Sfj. Dal.Li.; einkvænn og eikkvænn subst. i Moland i Tel. medens einkvor og eikkvor er adj.; eittkvænn og ekkvænn, VAgder; eenkvann, eekkvar og eekvann, Røros; ingvar og ængvar, Tinn i Tel.; ængorn (?) og ængonn, Hall. Vald..; eikkor, Rbg. (Tovdal, Aamlid); eior og eiaar, Rbg. (Aamlid); eehaann (og eehaar?) Østl. (Gausdal, Vardal, Totn, Land og fl.); eikkvæ subst. Sæt. – Feminin: eikvor, æekvor og ængkvor, VTel. (Laardal, Vinje og fl.); in(g)kvoor, Voss (ifølge Vidsteen); ængor, Vald. – Neutrum: einkvart og ingkvart, Ryf. Shl. Voss; NGbr. Ork. Lof.; angkvart og angkvat, Vesteraalen; ongkart, Nhl.; eikkvært (?)subst. Moland i Tel.; eitkvort, Skafsaa i Tel.; eikkvort, einkvort og ængkvort adj. og subst. VTel.; ængkort, Vald. Hall.; eiort og eiaart, Rbg. (Aamlid); eikko og ekko, VAgder; eehart' og ee`haant, Østl. (paa de samme Steder som eehaann, og paa flere andre). – Flertal: eikvor, Tel.; eiko (og eikko, ekko; og aiko?) VAgder; "eikko" gjælder sommesteds for alle Kjøn og Tal. "eikvor hænta", nogle faa; "eiko stikta", d. s.; eehaann, SGbr. – "eikor Leid", A.: "in(g)kvoorlais", "eikoorleis", "einkvanleis", Shl.; "ingkorleine", NGbr.; "eikkoleis", Dal. VAgder; "ængkorlei", Østerd.; "eekvannlei", Røros; "ængoleis", Vald.; "ængonleise", Hall. – "einkvar Stad", A.: "einkvanstadn", "inkvanstana" og fl. Shl.; "eikkorstan" og "eiaarstan", Rbg.; "ingkvanstan" og "ingkunstan", NGbr.; "ongkarsta", Nhl. osv. – "eitkvart Sinn", A.: "einkvortsinn" og "ængkvorsinn", Tel. "einkvansinne", Shl. – 2) hvilkensomhelst. "Sidja hør te eikko Ti", sidde her saa længe det skal være, Li. (Fjotland). – einkvartshanda adj. (og subst.) af noget Slags. NGbr.: "inkoortsande".

einlaga adj. enkelt; eenfoldig. Busk. (Sigdal, Snarum). Maaske ogsaa einslaga, Sigdal.

einlit (i') adj. eensfarvet. Gbr. (Vaagaa): "einleet", med kort ee og kort t.

einlitt (ii) adj. som kan hjelpe sig selv, som kan lades alene = einlitande (Jæd.). Oftest "ikkje einliitte", om Smaabørn, Idioter og Gamle. Røldal. G. N. einhlítr sér d. s.

Einlægje n. eenlig Stilling; Eenlighed. Tel.
(Vinje). "Han hev kaami heiltupp i Æe(n)læji", om En som er bleven liggende agterude alene.

Einmennom? dat. plur.: "paa Eenmænnom", paa et eensomt Sted. Østerd. (Tynset, Elvdal). Jf. G. N. einmana adj. eenslig; umana; Einmæle.

Einmjølke m. = Einmjelk, Epilobium. Innh. (Stod). Ammjølk, Vald. Ellmyrje, Østerd. {MERK:Skal Ellmyrje stå her?, OV}

einmyten adj. = myten; om Folk og Fæ. Ma.: "ae(n)myyten" og "äenmyyden".

Einmæle n. eensomt Sted. Tinn i Tel. "Bu paa (i) Einmæle". "D'æ paa Einmæle". Se A.

Einpinna f. = eintrædd Væv. Hard.

Einpraaling m. indskrænket Særling; eenfoldig Person som skyr Selskab. Vald. (Bagn). Jf. praala dvs. slæbe, afmøie sig.

Einraala f. og Einraale m. = Einpraaling. Hall. (-æ f.; -ee m.), Busk. (Krødsherad). – Einraaling m. d. s. Krødsherad. Ogsaa Eintraale f. og m. Hall. (Nes) og "Raale", Hall.; se disse. "einraalen adj." A. Krødsherad. Ogsaa: eintraalen.

einreipa adj. om Hest, som ikke er belastet med andet end "Sile", Sæletøi. Ma.; tildels "aireipa".

einrettes adj. og adv. bestaaende af kun een Ret; tarvelig, simpel. Shl. Ryf. "Eit einrettes Maal".

Einrymd (ø?) f. eensomt Sted. Tel. (Hovin). Mest i: "bu paa Einrymdee".

einrømt adj. = einbøld. Tel. (Sauland; meddelt).

Einrim? m. afsidesliggende Bygd. Hall. (Gol): "D'æ slik ein Einreemm. Mest i dat. plur.: "burt i Einreemmo". Jf. Reemm, Skogsreemm (Aal i Hall.); se Rime.

eins adv. kun, blot. "Han æ eins ukomen", nu kommer han straks. Ryf. (Aardal, Hjelmeland, Nærstrand). G. N. at eins kun.

"einsaman (adj.)" A. Mask.: einsamen, Shl. (meddelt; isamen, Østerd.; eismall, Tinn i Tel., Sdm. (?Geiranger); äisemall(e), Vald. (Vang); eisemadle, Dal. Jæd. Voss, Shl.; eisemadde, VTel.; øysmadle (el. oy) Sogn (Vik, Aurland), Vossestraand. Feminin: einsamo, Shl. (meddelt); eisemo, VTel.; isama, Østerd.; eismoll, Tinn; eisemodl, Dal.; øys(e)modl, Sogn (Vik, Balastraand, Aurland og fl.). – 2) = eintom dvs. ubelæsset; om Folk. Shl. (Etne). – Øysemodla f. eenlig Person. Voss; meddelt.

"einsk? adv. ublandet, reen ægte". A. – ?Meddelt fra Voss: "Eta ainska (aensku) Smør; da verte no 'kje anna aenske Vetlavinna mæ dai; d'æ berre aenske Sløghaitæ hans". – Vestfold: "Eenske", "inske" og "ænske" ene og alene, aleneste. "Inske blaatt"; "je ska'nte væra eenske hos a Moor" ogsaa andre Steder; "eenske Gutär", ene og alene Drenge; "væra ænske" være alene.

einskei(d)es adv. i een Fart, uden Afbrydelse = i eitt Skeid. Hall.

einskila adj. = einskild. Jæd.

einskjeft adj. til Einskjefta f. Udbredt.

einskrevs adv. med begge Ben paa een Side af noget hvorover man pleier at sidde skrævs (Hesteryg). Helg. Modsat: tviskrevs = skrevs.

einskrika v. skrige uafbrudt. Tel.