A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Drun (u') m. en fremadskridende Flok, af Folk eller Fæ. Shl. og Ryf.; Droon (og Drun?). Jf. Dun, Dune; Drynja.

Drunk m. senfærdig Klodrian. Jæd. Se flg.

drunka v.n. (ar) gaa og drage sig; slentre; slænge. Helg. Jf. drunna, drunta.

drunna v.n. (ar) gaa og drage sig; slentre; slænge. Helg. Jf. drunna, drunta.

drunna v.n. (ar) 1) = drumla. Solør. 2) nøle = drunta. Oslo. 3) = drynja. Smaal. A. Sv. Diall.: dryna, dröna dvs. vara langsam, böla (= drynja).

Druns (u') m. en svær, kraftig Krop, særlig med Tanke paa at den træder tungt (saa det drønner). Ryf. Agder, Tel. – Drunsa f. en kvindelig Druns. Ryf. Agder, Tel. Hall. Jf. Duns, Dunsa. 2) Ko som drumbar, drunnar. Vald. Gbr.

drunsa v.n. og a. (ar) 1) støde gjentagende tungt ned mod Grunden; træde tungt. VAgder. "Drunsa (ein) i Golve". 2) = drumma. Vald. – Drunsing f. det at drunsa.

drunsen adj. 1) skikket som en "Druns". Ryf. Agder, Tel. 2) tilbøielig til at drunsa. – drunseleg adj. = drunsen 1). Tel. Rbg.

"drunta v.n. (ar) nøle, ikke blive færdig". A. Nedre Tel. Hedm. Østl. 2) = drumma. Østl. Jf. drunne, drunsa. – Drunt m.
og Drunta f. senfærdig, nølende Person. Nedre Tel. Østl. og m. fl.

drunten adj. 1) senfærdig; tung og stiv. Berg. Østl. 2) = drunsen. Ma. Sv. Diall. d. s. 3) surmulende; = furten. Hall. – Drunting f. Surmulen. Hall.

"drupa (uu) v.n. (er, te) hænge, lude". A. Tel. (Sauar, Lunde, Sellj.) "Skipe (Baatn) druupte mæ Framænden". "Han æ gaamaal aa druuper moot Joola". Ogsaa: "druupe seg nee", lude. Tel. (Bø, Selljor).

drupnasa adj. med hængende Næse. Tel. (Selljor); drupnaasaa, Tel. (Bø).

drupsa v.a. og n. (ar) lade drysse eller falde i Mængde; spilde, sløse. Shl. Sfj. Nhl. – Drupsa f. En som er drupsen adj. sløsende, eller som farer med at drupsa, med Drupsing f. – Ogsaa druspa v., Druspa f. osv. Sogn, Shl. Nfj. Sfj. – Og drypse v. osv. Sfj. (Jølstr). "No drypsa du gott mæ Høye!" – Og drufse v. osv. Nfj. (Honndal). Se druspa.

"drus (uu) adj. rundhaandet". A. Voss, Li. drøs d. s. Stjør.; vel for drys, af drysja. 2) druus og druusen, tilbøielig til at "drusa" eller "drysja" i disses fleste Bett.: a) buus, frembusende. Nhl. "Han kom so druust mæ da". b) storladen; "flot"; i Ord og Adfærd = drysjen. Rbg. Tel. Ryf. c) druusen, uforfærdet og energisk. Jæd.

Drus (uu) n. stor Hob af Løsøre, især som Bagage = Styr, Sty, Spark. Dal. Ryf. Shl. Jf. Drusa.

drusa (uu) v.n. (er, te) 1) falde tungt eller rigeligt; om Regn og dl.; styrte ned. Li. (Eikin), Shl. "Ei druusande Floo". "Da rignde so da druuste nee", Shl. "Eg fekk saa dr^øusan(d)e Kodn", Li. 2) styrte frem, komme styrtende eller plumpende; tumle ind paa. Se A. Nhl. Shl. Rog. og fl. "Druusa fram"; "druusa tee ein", komme til at give et haardt Stød eller Slag. "Lat druusa dæ" lad staa til! 3) drive paa; klemme paa; slaa stort paa; vise sig "drus". I denne Bet., i hvilken det maaske ogsaa er et andet Ord (Afledsord af drus), ofte (ar). Nhl. Shl. Rog. Li. "Eg fær no druusa tee (paa), kor da vil no gaa". "Han druusar paa mæ dæ han har". Jf. drysja. 4) v.a. styrte ned. Dal. "Han druuste dæ udfyre Fjedle".

Drusa (uu) f. 1) Styrtregnsbyge. Shl. 2) storladen og rundhaandet (flot) Kvinde. Ryf. Druusar m. rundhaandet Mand. Shl. Ryf.; Voss: Ødeland. – 3) Flok. Ryf. (Sand). Se Druse.

Drusa (u') f. 1) livfuld, fyldig og kraftig Kvinde. Sogn, Voss. 2) et svært, tungt Hunvæsen. "Ei Drusa te Jænta, te Kyr". Li. Shl. Nhl. Ndm. Udtales nær "Drussa", hvormed det vil glide sammen; se d.

Druse (u') m. Flokk = Drose. Sogn (Aurland) Røldal, Ryf. (Saua). Ogsaa: Druuse m. Ryf. (Suldal) og Druusa f. Ryf. (Sand).

druseleg (uu) adj. = drusteleg. Li. "dr^øuselig".

druska (u') v.n. (ar) 1. slaa saa det giver en dyb susende Lyd, som med en stor Gren. Shl. Jf. drusa.

druska (u') v.n. (ar) 2. gaa langsomt og sløvt omkring, gaa som i Halvsøvne. Ndm. (Øksndal, Tingvoll). – Drusk m. og Druskar m. tung og sløv Person. "Han gaar aa druska aa siig liksaa i Sjøleiskoddaa; d'e bær(e) Druskjing mæ'naa; d'e ein Drusk, han e saa druskjin". Jf. Droska. Sv. Diall. druska, drössa dvs. vara senfärdig.

drusla (u') v.n. (ar) 1) drysse saa smaat. Ma. Rbg. 2) v.a. lade drysse; strø fint og med Flid. Hard. Ma. Sæt. Tel. Se A. og drysla. 3) v.n. gaa sent og smaat. Nhl. (Meddelt fra Eksingadal). Jf. rusla, druska. – Drusl n. Drys, Afdrys, det som druslar. Ma.

druslen? adj. svær og solid = drubben. Romsd. (Eid og fl.): "druhlin". Maaske for drulten (som dahle for dalta?).

drusma (u') v.a. og n. komme til at drysse noget ned; spilde tørre og lette Ting. Sæt. Tel. (Moland); Sfj.? "Du drusmar so mæ Høyi". – Drusma f. bred ("vid") og udmaiet Kvinde, paa hvem alt (Kjød og Klæder) synes at hænge løst. Tel. (Laardal, Kvitseid). – drusmen og drusmeleg adj. 1) tilbøielig til at drusma, til Drusming f. 2) af en "Drusmes" Væsen og Snit. Sæt. Tel. Jf. drysja, drusa osv.; om Bett. dramsa v., Dramsa f.

druspa v.n. (ar) 1) styrte frem, ruse til = drusa. Sfj. Nfj. 2) gjøre Arbeidet paa en Slump; sluske. Sfj. Nfj. Sogn. (Jøstedal). 3) sløse = drupsa, drypse se d. Om der i drupsa og druspa er to Ord, med Sammenhæng henholdsvis til driupa (drufsa) og drusa (drjosa), er høist tvivlsomt; druspa lyder nærmest som omsat; jf. lufsa (lupsa) og luspa, Tufs og Tusp og m. fl. – Drusp n. Nattefrieri. Berg.

Druss (u') n. 1) grovt Arbeide = Dramp. IRyf. Røldal. 2) larmende Travlhed; Tummel som ved Flytning. Shl. Hard.

Drussa (u') f. 1) se Drusa (u'). 2) svær, kraftig men grovslagen og kluntet Kvinde; En som kun duer til "Druss". IRyf. Røldal, SBerg. Sfj. – drussen adj. grovtbygget; storknoglet og klodset. Ryf. Jf. Isl. drussi Daare (a drone, Cleasby).

"Drust (u') f. Pragt, Stads, Glands. Tel. (sjelden)". A. Ikke saa lidet brugt nu, i Tel. og Ma. (tildels m. Ma.). "Dæ stænn ikkje noken Drust av 'an", der er intet imponerende ved ham; Ma.

drusta seg (u') v.n. give sig et stateligt Ydre; føre sig prægtigt. "Droosi gjæng o drustar seg". Tel.

Drusta (u') f. prægtig, stor og statelig Kvinde. Shl. Tel. Ogsaa adjektiviskt (Genetiv): "ei
Druste Jænta, ein Druste Kar", prægtig, statelig, imponerende. Shl. Ryf. Tel. Og "Drusta-Gjenta, -Ku, -kar"; YSogn, SBerg. Ryf. – "drusteleg adj. prægtig, glimrende". A. Rbg.; VAgder "drustelig"; Dal. og Shl. "drustale".

Drusta (u') f. Røre, Blanding; særlig af Mælk og lidt paadrysset Mel. Ryf. Shl.

Druta (uu) f. Stenlod paa Fiskesnøre. Shl.

Dryft m. et Stød eller Ryst, nedad eller opad. Sæt. "Columbus lae ti Eggji äin l^eiten Drypt".

"dryfta v.a. (er, te) drøfte". A. 2) ryste eller støde op og ned = drypsa. "Kjerra dryfter o skjeke". Tel.; Sæt. tildels: "drypte". – Drysteotta f. tidlig Opstaaen (for at drøfte). Shl.

"Drygd f. Drøihed". A. Tel. Drygda f. Shl. Drygn f. Sogn. Drygna(d) m. STrondh. (Tydal).

"Drygja f. Drøielse". A. Shl. Ryf. Agder, Tel.

Drygjyl n. = Drøgje. Vang i Vald.

drygle v. se drøygla.

Drygn f., Drygna m. se Drygd.

drygo se drjugom.

drygsla v. drøie = drygja. Jæd. Li. Tel.

"Drykkja f. Gilde". A. Ma. 2) Svir, Fylderi. Innh. (Verdal og fl.): "Drykkj". – Drykkjebolt m. Svirebroder. Shl.

Drykkna(d) m. Drikken; Fylderi. Hall.

Dryl (yy) m. 1) stor Prygl dvs. Knippel eller Karl = Lurk. Nhl. 2) = Drold c. Nhl. 3) senfærdig Person. Shl. og Ryf.: Dryydl. Jf. Drul og fl.

dryla (yy) v.n. (er, te) = drila og drøla; jf. draula. Shl. Røldal.

Dryle (yy) n. stor tung Tingest; lad Krop. Shl. Ryf. "Eit Rotadryyle" (o'). – Drylse f. se drulsa v.

"drynja v.n." A. drøna, Shl. drønne v. (er, te) d. s. Smaal. 2) tale med doven Vigtighed uden at aabne Munden skikkelig. Jæd. Se drynta.

Drynja f. Flok = Drun. Ryf. (Hjelmeland).

drynta v.n. (ar) tale langsomt med fremskudte halvaabne Læber i doven Selvbehagelighed, omtrent = dynta (denta), drynja. – Drynta f. En som dryntar. drynteleg adj. Tel. (Moland). Maaske overalt "drønte". Til drynja eller til dynta; eller til begge, ved Sammenglidning.

"Drypel". A. Tel. Dripil, Hall. Vestf. Tel.

drypsa v.n. og a. (er, te) 1) ryste sterkt op og ned; løfte og støde gjentagende ned mod Grunden. Dal. VAgder, Rbg. (Evje). "Han sette seg saa hart i Karjolen saa de drypste". "Ho tok aa drypste Drengjn upp aa nee". 2) gaa vippende = hyfsa. Sogn. Det minder om dyfsa, men ogsaa om dryfta se d.; og er maaske eet med drypse = drupsa, se d.

Drypsa f. skjødesløs Kvinde. Sogn. Se drupsa.

drypsen adj. skjødesløs, især i Gang. Sogn.

Drys se Drysja; drys, drøs se drus.

Drys (y') n. selskabelig Underholdning; hyggeligt Samsnak. "Sidja i Drys'e (æ?)", sidde og prate sammen (dat. sing.?). Dal. Af drysja; forskjelligt fra Drøs dvs. Sladder, upaalidelig Tale.

dryseleg (y') adj. tiltalende ved Ynde og Værdighed = fyndeleg. VAgder. "Ho æ saa dryselig; d'æ äi sum he Fynd o Ynne mæ sæg". Til Drys, Drysja f. ogsaa drysjeleg, Sæt. – drysen (y') adj. d. s. Ma.

"drysja v. drysse; udstrø". A. 4) fortælle Sladder. Nfj. (Innvik). 5) slaa stort paa i Gjerning eller Ord; leve eller tale stort (flot); tumle; braute; jf. druusa, druus adj. Tel. Ø- og VAgder. "Koss dryse han no, han druste fælt ifjoor?" "Han drys'av de han æ slik ein Kar'e" (Stev). Jf. rjoda, rynja dvs. drysse, snakke, skryde. 6) underholde sig selskabelig; leve med Leg og Lystighed; more sig = "tura" paa Østl., "dundra" paa Agder. VAgder, Dal. "Koss dryste dei i Bryddäupe?" "O dei dryste saa svært”. ”Drysa mæ Jæntene; drysa o dundra". 7) befinde sig saa eller saa under Samvær og Samvirksomhed; "have det"; leve = duna, dundra, stuka. Ma. og fl. Oftest med et Flertals-Subjekt. Ikke blot i Spøg. "Koss dryse de sjaa dykke?" – "O jæu, me dryse herlig gott".

"Drysja f. Skryderi osv." A. Shl. Ryf. Rbg. Nfj. 2) Skynding = Driva; voldsom Hast. Sdm. (Sande).

Drysja f. 1) rask og driftig Person. Jæd. Dal. Drys f. d. s. Li. (Fjotland). – Hertil drysja v. (ar): "han drysja dæ ifraa seg", river Arbeidet af sig; men "han drøs'e (drys'e) nee Kodne". Dal. (Ogna). – 2) statelig Kvinde. Agder, Tel. Paa nogle Steder er "Drysja" vel opstadset, paa nogle ogsaa fordringsfuld i Optræden; paa andre er "Drysja" En som fører sig værdigt, som er fuld af "Fynd og Ynne"; IMa. og ILi. Bruges i Genetiv som adj. "Drysje Jænta, D. Kar, D. Hest" osv. I Ma. og fl. findes paa samme Steder med omtrent samme Bet. Drøse, se drøsen. – 3) stort og kraftigt Hunvæsen = Drusa. Dal. (Lund), Ned. Ma. (Øvrebø). Drys f.d. s. Li. (Fjotland). Drøse f. d. s. YMa. (Øvrebø). – 4) Flokk, Masse = Druusa. Hard. Røldal, Ryf. "Smaladrysja"; "heila Drysjo mæ Krætur". 5) Sladderkjelling. Nfj. – Drysjar m. til Drysja 1) og 2), bruges om Mænd, men sjeldnere.

Drysjarlag n. et storartet og muntert Gjestebud, "äit Lag der däi drys'e svært". Sæt.

drysjen adj. 1) tilbøielig til at drysja, til Drysjing f. Tel. Agder. 2) statelig og værdig = drusteleg. Tel. Agder. 3) respectindgydende og dygtig, = "fyndelig o ferm". Ma. – drysen d. s. Ma.

drysla 1) v.n. drysse, falde fint og tæt; f. Eks. om Taageregn. Shl. "Sveitten drysla
taa meg". Jf. drisla. 2) v.a. udstrø; sprede ud. Ma. (Holum), Ned. (Øyestad) "Drysla Talle udøve Ængane". Jf. drusla.

dryspe v., dryspen adj. se drupsa v.

Dryssa f. 1) et ringe Sængetæppe. 2) en stor Pjalt (Klud); jf. Filla. 3) en slusket, ilde paaklædt Kvinde. Tel. (Vinje).

dryv adj. dvs. drjug. VNed.

Dryvja f. en fyldig, robust Kvinde; omtrent = Dyvja, men mindre tung. Tel. (Moland, Skafsaa, Rauland, Selljor). Dryvja: Dyvja = drysja : dysja = Dryn : Dyn. Jf. ogsaa Drufsa.

drækja v.a. og n. (er, te) 1) tage Friskheden, Glandsen af noget, særlig ved at kramme det eller paa anden Maade paaføre det urene Striber "Drækr"; jaske til; jaske. Ma. Rbg. Tel. I Ma.: "drækja, dræga og dræge". "Drækje ut Kyrkjeklæ'in", Tel. "Eg heve dregji aa drækt 'an ^eut"; Sæt. "Gaa aa drækja mæ eit nytt Plagg"; Ma. Af Draak. – Dræk n. Ting som fuldstændig er berøvet sin Glands eller Friskhed; noget tiljasket. Sæt.

Drækja f. Kvinde som er snar til at "drækja", faa tiljasket sine Ting. Agder. – drækjeleg adj. 1) lig en "Drækja", eller væsentlig for en D. 2) tiljasket. Agder.

drækjen adj. 1) snar til at drækja, til Drækjing f. Agder. 2) ufrisk, tiljasket. Ma.

Drætta f. 1) Dragt Kviste osv. = Drøgje n. Li. (Bakka, Fjotland). 2) = "Skaak" eller "Arm" paa Kjøretøi. Ma. Udtales mange Steder med baade Vokal og Konsonant lange; dog ofte, især i Li., Dræta, som "aate" dvs. aatte 8, "Tæte" dvs. Tætte af Taatt.

"Drætte n. 3) Dræt, Skagler og Trækketøi". A. N- og SBerg. Ryf. Sæt.: paa alle disse Steder kun foran Meder; saaledes endog: Reb, hvormed Slæde eller Kjælke drages, Ryf. (Suldal). "5) = Drøgje". A. Dal. Jæd. "Høydrætte, Veadrætte". "6) Slæng, Følge". A. Dal. 7) Forspand af Heste. Ndm. 8) Fart. Ryf. Nhl. "Koma mæ Drætte". Se A. 2). – 9) = Drætta, Skaak, Arm. Ma. "Dæ aina Dræt(t)e". – 10) Sted, hvor et Vod bekvemt drages op af Søen. Oslo.

Drøge m. tykk og tung Krop. Ned. (Landvik, Birkenes).

"Drøgje n." A. I Sæt. og VTel. om Læs som drages paa Kjælke: "Drøgji, Kjaakkedrøji".

drøgjen adj. tilbøielig til at drage det ud; slæbende, langtrukken i Udtalen (Foredraget) eller Fremstillingen. VAgder. Se dalkeleg.

drøgo adv. ofte, Shl. se drogo, Drag.

Drøgsla f. 1) lidet Læs = Drøgje. VAgder, Dal. Nfj. Drøgsl f. (og n.) d. s. Ma. – 2) Slæbevei, Spor efter Dragning, især af Ved og Hø. Nfj. 3) tungfærdig og slusket Kvinde. Dal. (Eikersund, Hæskestad). 4) = Splintekjerring. Nhl. – drøgsleklædd adj. slusket klædt. Nhl. Ogsaa: Drøygsla, et byklædt Kvindfolk af Almuen. Sogn. Jf. Drogsla.

drøgsla v. slæbe sig frem. Nhl. (Herlaa).

"drøla v.n. nøle". A. Sdm. Romsd. Ndm. Fosn, Innh. Jf. drola, drala. – Drøl m. en Nøler; Søler. Nfj. Ndm. Trondh. – Drøla f. d. s. Hard. – Drølkrøtør n. = Drumm. Trondh.

drølen adj. 1) nølevorn. 2) tungfærdig, tung at haandtere. Gul. "drølin Kar, Bør".

Drøs m. senfærdig Person. Ork. Gul.

drøs adj. kraftig og fyldig; anseelig; fuldtonende, om Udtale. Se drøsen. Ma. (Hægeland), VNed.

drøs adj. rundhaandet, for drys; se drus.

drøsa v. n. være ødsel, slaa stort paa. Ned. Ma.: "drøse", maaske for drysja.

"drøsa v.n. prate". A. Shl. 2) om Smaabørn: forsøge at artikulere, begynde at tale. Hard. – Drøs n. Prat, Snak. Shl. Ryf. – Drøsa f. en Snakker, Skvaldrer. Østerd.

"Drøsa f." A. Ryf. Drøselaup m. Sladderbærer.

drøsen adj. kraftig og statelig; imponerende = drusteleg. Tel. (Skafsaa), Ma. (Vigmostad, hvor drysja lyder drysa; i Tel.: drysje). Og Genetiven Drøse om det som er livfuldt, stort, stærkt og stateligt. Tel. Sæt. Ma. "Ei Drøse Jænte" forklares som = Droos f.; "Drøse Hest, Kyr". Hører maaske til Droos f.; se for Resten under Drysja.

drøvla v. 1) søle med noget. Nfj. Sfj. Se dravla. 2) vrøvle, sluddre. Nordl.

Drøygd f. 1) Gjenganger-Tilstand. Sogn. (Aardal, Hafslo). "Eg saog han i Drøygdi". 2) = Draug. Sogn, Vald.

drøygla v.n. (ar; og er). "Kyri drøyler", Koen afsonder fra Bærendet i Brundsttiden. Tel. (Selljor). drygle, drøgle ØTel. (Heiddal og fl.). Jf. drøygja dvs. sagle. Ogsaa: drigle Tel. (Bø), Drigl n.

drøyla, drøylda, Drøyla se draula.

Dryma f. En der gaar som i Drømme eller Halvsøvne. Nfj. (Eid, Innvik). Tildels: Draime.

drøymeleg adj. aandsfraværende og senfærdig; gaaende som i Halvsøvne. Tel. Jf. Drøyma, draameleg.

Drøysa f. en svær, plump og grov Kvinde. Totn og Rom.: "Drøyse". Jf. Drusa osv.

drøysa v.a. og n. (er, te) sløse; søle bort. Rom. (Sørum).

Drøyvd f. 1) = Drøygd dvs. Draug. Vald. 2) = Framfare. Vald. (Vang).

"du pron. for 2 Pers." A. Udtales, som overhovedet det lange (lukte) U, med diftongisk Vokal naar det betones – omtrent duw, d^øu, d^eu (ikke döu, däu eller dau) – næsten overalt i Agder, Sogn, Voss og mange Steder i Hard. Dal. og fl. – Akkusativ og Dativ: dek (og dæk?), Sfj. (Jølstr),
VAgder (tildels i de øvre Bygder); dæg (og deg?) Smaal. (Rakkestad), Rom. Totn, Land, Birid og Kysten fra Ma. til Nhl.; d^eeg og næsten dⁱeg Sæt.; dig? Totn (Vardal, Birid; lidet udbredt); de og di i nogle af de inderste Bygder af Tel. (Tinn, Grandsherad), Ndm. Gbr. Gul. Sogn; dæ mange St. langs Kysten; deig INamd.; dei mange St. paa Østl., Gul. (Flaa). Jf. eg, meg. – Genetiv: (te) din Nhl. (Mo; sjelden). – Nominativ: tu, i "er tu, kann tu, vil tu, skal tu, seer tu (see tu)"; ISogn (noget udbredt); Hard. (sjeldent; "sjer tu meg!").

Dubb m. kort Søvn, Blund, Nik. Til dubba.

Dubba f. en liden Tømmerslæde; ogsaa: et Bihang til Tømmerslæden, hvilket bevarer Tømmeret mod at slæbe. Vestfold (Sandsvær, Lærdal, Hov), Modum. – ?Döbbe m. d. s. Tel. (Bø).

["dubbel adj. dobbelt". A. Bruges ligesom "tvifald" om svangre. Jæd. Ryf. I Shl. om drægtige Hopper. Jf. dabel, se daper.

dubla v.a. og n. 1) forbinde ved "Dublungar". Tel. (Heiddal): "döble Kjerald samen". 2) ombøie ved Hamring noget som skulde slaaes ret (ind); f. Eks en Egg, en Nagle. Hall. (Aal): duvle. Det som bøier sig sammen eller slaaes dobbelt siges at duvlast v.n. Hall. Ogsaa döblast, Hall. (Nes, Gol). 3) skyde op Luftblærer, om Fisk. Dal. Vel eet med duvla. 4) gaa usikkert og tumlende som bitte smaa Børn. Trondh.: dub´l og döb´l. Til duvla. Hertil: Dublkagg m. = Kagge 3). Trondh. – Dublvaff og Döblvaff m. en Særling som gaar og tumler for sig selv. Innh. Halvveis spøgende Overførelse fra "Dubbel-Vaff" dvs. Dobbelt-V? – Dublehol se Duvle-.

Dubl-kagg m. Boiekar; se Kagge. Trondh.

"Dublung m." A. Dubling, Berg; Duvlung og Duvling, Trondh. Berg.; Duvlungje, Agder; Dyvling (og -i-), Hall.; Døvlung, Vald.; Døvlongje og Døblong, Tel. (Bø, Heiddal, Kvitseid).

Dublungsnavar m. Naver til at bore Huller for "Dublung". Mange St. Ogsaa kaldet "Duvlung".

dudda v.a. og n. dysse i Søvn ved Lullen og Vuggen. Li. (Fjotland).

dudra? 1) duyra v.n. ryste eller skjælve stærkt og gjentagende med en dump Larm for hvert større Ryst; ikke = dura. Ma. (Aaserall, Bjelland, Holum), SætB. og V. Rbg. (Honnes, Evje, Aamlid). "Rokkjn, Kvennæ, duyrar", naar de svinger noget, ikke meget, raskt med et slæng formedelst Løshed i Gjængerne. "Ho spann so dæ duyra i H^eusæ". – Duyr m. slig Lyd. – dudra kunde bli duyra, som Gudrun: Guyro = Gudrid : Guyri = Gudleik : Guyleik (Sæt. Aaserall, Aamlid) = Gudlaug : Guylöug (Aamlid). I Sæt. (og Ma.?) Betegner "durra" en svagere og jævnere surrende Lyd, mens "Fossen duurar", se ogsaa dadra, didra. Jf. (?) G. N. dýja (dúda) ryste, svinge, Isl. dúda? Sv. Diall. durrä, dorrä, dörr dvs. skakas ljudeligen (dudra dvs. supa i flera dagar). – 2) durra hvirvle surrende afsted. Voss, Nhl. og Sfj. "Kvednæ, Rokkjn, durra". "Han durra pao", han drev paa fremturede; Voss. "Lat durre dæ!" lad staa til; Nfj. – 3) lulle = dudda. Jæd. "Durra, durra Badne!" – 4) vikle sammen, svøbe sammen; bylte = veiva, veivla. Jæd. (Haa, Gjæstal): durra. Jf. Isl. dúda. Her er dog maaske mere end eet Ord. Jf. ogsaa durla, og Brugen af "tura".

Dufse m. Dusk = Dufs. Tel. (Selljor, Skafsaa). – "Dufseblom m." A. 2) Kløver. Tel. (Skafsaa). – "Dufsesprette" anføres af Wille som Navn paa en Myrplante Carex vesicaria.

"Duft f. Støv". A. Smaal. Duft, Nhl. "Mjøldukt". 2) Gran, = Dust. Ryf. Li. Trondh.; Helg.: tildels "Døft". 3) opstigende Damp af Jorden, Dunst. Oslo. "Tæladuft". – I Li. (Fjotland) bruges et (Flertal) "Dufte", Støv: "Mjøle æ saa feint sum Dufte" (ikke pt!). – Duftagryn Grynmel. Jæd. – Duftepulver n. støv-let Pulver mod Hudløshed. Østl.

dufta v. (ar) 1) n. afgive Støv, støve, ryge = dyfta. Shl. Li. "Kvednæ æ saa vunne te dufta" (Fjotland). 2) a. banke Støvet af noget, støve = dumta. Tel. Rbg. "Dufte av ein Sekk". "Han fekk dufta seg!" fik en banket Trøie. "Naa duftar eg ti!" nu slaar jeg!" Rbg.

duga til v.n. gide. Sæt. Rbg. VTel. "Han kann væl, men han dugjer kji ti". Se A.

dugg adj. fugtig; mest om Luften. Helg. (Brønnøy). "Stuaa e dugg". "D'e dukkt i Jækt´a". Jf. duggjen, dunkjen.

Dugga f. et kraftigt og dygtigt Hunvæsen. Nhl. (Hosang).

duggjen adj. 1) fugtig-hed, lummervarm. Trondh. (Bynes og fl.). 2) lidt muggen. Ndm.

dugleg? adj. og adv. flittig(t), stadig(t), udholdende. Vestfold (Tjødling, Sandeherad, Vaale, Hov). "Han æ ikkje stærk men saa duli" ("tykt" L). "En duli Træl". "Je har siti saa duli aa lesi (læst)". Og: "ni(d)duli", yderst flittig. D. Diall. duelig dvs. tidlig oppe. Maaske eet med dugleg A., G. N. duglegr. Jf. dog duveleg.

Dugleike m. Duelighed. Tel.? – dugleike v. (ar) arbeide overdrevent omhyggeligt; se hagleike. Tel. (Grandsherad). Sjelden.

Dugling m. dygtig Karl. Tel.

"Dugnad m. Arbeidshjælp osv." A. Dugna f. Jæd. Dal. (Sokndal); Dugne m. Ryf. Jæd. Duunade og Duunar, Nfj. (Eid, Honndal; Duna f. Nhl.




Dugnadsslaatt m. = Slaattedugnad. Ndm.: Doona-.

"Duk m. 4) = Blæja". A. Ned. Ma.

"Dul (u') n. Skjul. I Dule". A. "Bekkjn gaar i Dule", under Jordskorpen; "Fiskjn gjekk i Dule", paa Dybet; Ryf. "Aakrn ligg i D.", i Ly. "Han rudla i D. i Skitdikje", plumpede i Dyndet til op over begge Øren; Shl. Ogsaa: "i Doole"; Ryf. Shl. I Dulo dat. pl. d. s. Shl. Ryf.

dula v.n. (ar) gaa dovent og sløvt; ogsaa om Fæ: ikke følge Flokken = dulla. Ndm.

"Duld f. = Dul". A. SætV. Tel. (Moland), Shl. Ryf. (Skjold): "Gar(d)'n ligg i Duldaa", skjult af Høider eller Skov. "Da gjekk i Duldo".