A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Døl m. Klodrian; taabelig, klodset og sen Person. Rom. Sandsvær og fl. "En Tredøl". – Døle m. d. s. Østerd. – Døla f. d. s. Hard. Ryf. Shl. Ndm. Follo. "Ei Galnadøla, tosset vilter Kvinde, Shl. "E Trumpedøle", Follo. – dølutt adj. tosset, halvfjantet. Follo. Se A. og døla.

"døla v.n. (ar)". A. Ogsaa: fare med planløse Arbeider; søle. Ryf. Shl. Follo, Ndm. "Hu gaar aa dølar aa dæ blir 'kje noke mæ 'na"; Ryf. "Døla deg no inkje bort". 2) nøle; spilde Tid; tøve. Hall. (Nes, Gol; med alm. L). – dølast v. impers. om Tiden, som søles bort. Hall. "Dæ dølast førr me komo te mæ di".

Døla f. 2. skaalformig Fordybning i Landskabet, videre og grundere end Hola = Dæld (Shl. Sogn). Sogn.

"Døld f. = Dæld". A. Jæd. Dal. Li.

dølen adj. 1) om Landskab: dannende en "Døl, Døla, eller Døld"; svagt fordybet og sidlændet. NGbr. NSmaal. og fl. "Gar´n (Gal´n) ligg´r dølint te(l)"; Rødenes. 2) noget afstængt fra Lys og Luft. Smaal. og fl.
"De Kammerse ligger dølint, dær er aldri Sol". Maaske delvis til dylja, dulen; se d. 3) om Luft: kjelderagtig beklumret. NGbr. Smaal. "Kjænn haa dølint de luktär hær!" Smaal. – dalen adj. = dølen 1). Totn.

dølsint, Dølsmaate se Dul-.

dølt adj. n. og adv. = dølent 1) Nhl. "Gar'n ligger dølt; da æ so dølt dar". Se døylt.

dølskast v. = døla. Sogn. – Dølska f. Tosse, Klodrian = Døla. Sogn. Jf. G. N. dølskr tosset.

døma v.n. grunde, betænke sig. Ndm. Fosn, Namdal: "dømm'n, dømme, dømt', dømt". "Han dømt paa om han skulde gaa dit".Vel døma A. G. N. dœma ræsonnere. Jf. dømta. – døms(a) v.n. (ar) d. s. Ndm. (Tingvoll, Halse). Jf. dog dumsa.

Døma Dom, Dommedag? Kun i: "te Døma", til evig Tid. VAgder (Bjelland, Lauvdal, Øyslebø, Fjotland). "Her kann me bli sitan (siddan) te Døma!" Ogsaa te Døme (Bjelland), "te Doms Døma", og "te Doms", "fraa Ævor aa te Doms". Jf. "Ævordøme", A. Se Døme.

Døme n. Vidnesbyrd om Tilværelse (Faktum, Datum); Antydning. Tel. VAgder. Kun i: "Ikkje anten Dogg (h)ell Døme", ikke mindste Spor. Ogsaa Døma, Ma. (Grindeim, Bjell.). Og "Dømma" (Dymma? dvs. Dimma) VAgder. G. N. dœmi. Se Dom, Døme A.; udømeleg (hvilket findes sammesteds). Fra Sæt. er meddelt: "o^u øye Dømo" dvs. eksempelløst.

Døming f. Formodning = Dømting. Sæt.

"dømta v.n. (ar)". A. 3) angive efter et Skjøn; skjønne. Dømting f. Skjønnen. Nedre Tel.

Døpl, døple, Døbel se Depel.

døra v. = dura. Vald. – Dør- se Dur, Dyr.

dørla v., Dørla f. se derla.

døs(e) v. se dysja. Døs f. se Dyr.

Døss og Däss n. se Doss 2.

Døttvol m. = Dettvol. Stjør.

døva v. rokkes; lufte; se dova, duva.

Døvlehol, Døvling se Duvl-

Døvre m. en Mand fra Dovre Sogn. Gbr. (Vaagaa). – Døvring og Dovring m. d. s. Er mere udbredt.

"døy v. dø". A. Med Bøiningen: døy, doo, doo, i Stjør. (Hegre, Maaraak); particip: dooin, Stjør. Indr. døye, døyr, doo, daatt i NGbr.

"døyda v.a. (er, de), døde, kvæle". A. Særlig om Isbranden som dræber Græsroden. Tel. (Laardal, Vinje). "Svodd’n heve døytt Grasi". Jf. Svalldøy(d)a, Svolldøy(d)sla. Om Blødgjøring af Garn (Tel. A.) i Sæt. Ma. Dal. Ryf.; STrondh. ("døy"; Imperf. tildels "dögd"). Ordet skiller sig i Tel. og Sæt. bestemt fra "døyve". 2) faa Bugt med, magte; kunne taale = klaara. Shl. Ryf. Jf. G. N. deyda sik dræbe Kjødet. Her er dog maaske Paavirkning af fremmedt (døie, dauen). 3) halvstege. STrondh. "døy Kak, Potet".

Døy(da) f. Udblødning. Ryf. "Leggja i D."

døydd adj. dødet.. "Grasvoddn æ døydd av Svoddn", Tel. sjelden. Se svolldøydd.

"Døy(d)sl n. død Krop". A. Gbr. Ork. Ndm. og Fosn: "Døyhl" og "Döhl". 2) sløv og dorsk Person.

Døy(d)sl f. 1) = Døyvsla. A. Dal. (Sokndal, Hæskestad): "Døytl". 2) Magtesløshed af Ladhed, Sløvhed eller Mathed. Stjør. Gul. Østerd. Gbr. "Han e i Döhl'n", magter intet, er uden Spændkraft (er udblødet). "Gang' i Döhl'n" eller "i Döhlom" gaa omkring sløv, som i Søvne (Østerd. Røros).

Døy(d)sla f. 1) 1) = Døydsl, Døyvsla. 2) død Krop = Døydsl n. Trondh. omtrent: Døylt (Fosn) og Døhl (og ö), "Sjøldøhl'". "Døhlkjøt", Kjød af selvdødt Dyr. 3) sløv, lad og mat Person. Østerd. og Romsd.: "Døhle" (og ö). "Sjøldøhle", d. s. Romsd. Ndm. – Døydslekrøter n. Aadsel. Nfj. (Stryn, omtr. "Dohltjekrøtør"), STrondh. og Østerd. omtr. "Döhlkrytyr". Og "Döhlförkj" f. sløv og dorsk Kvinde, STrondh. "Døyltkalv", ufødt eller aborteret Kalv. Trondh.

døy(d)sla v.a. 1) undertrykke, afdæmpe osv. = døyda. Jæd. Dal. Et andet Ord, men med en beslægtet Bet. er døytl', Helg., se Døytel m. 2) blødgjøre osv. = døyva 2). Jæd. Dal. "døytla Gadn". 3) frembringe Gjæring ved at kaste fugtige organiske Ting i Hob. Ma. "Døysla Høye i Hop, saa dæ bli i ai Surpa". (Dette sidste kunde hænge sammen med døysa A.). 4) dovne sig; søle. Trondh.: døylt; Trondh. og Østerd.: döhle – Døyslebytte f. Bøtte til at udbløde i. Ma. (Øvrebø). – Døytlegröut m. varmt Grødomslag. Dal. Jæd. – Døysleve(d)r n. varmt og fugtigt Veir. Tel. (Vinje; Mo.: "-Veir").

døy(d)slen og døy(d)slig" adj. 1) fugtigvarm og gjærende; om Hø, Halm og dl. Li. (Eikin). 2) lummervarm; beklumret, om Luft: døhle, Gbr. og fl. – døygg se dokk.

Døyld f. = Dæld, Døld. Shl. Rog. Ogsaa: "Dæild, Dyld og Døld"; Hard. Jæd. Dal. – døyldutt adj. fuld af Døylder. Shl. Rog.; tildels: "dyldete". – døylt adj. = dølt. Rog. – døyle adj. n. d. s. "vaatt aa døyle"; Ryf. Jæd.

Døyn f. Galeopsis, se Daae.

døyna v. n. (er, te) tale med doven Haanlighed; sige i al Magelighed smaa kjølige tilveiede Ubehageligheder. Ma. (Aaserall), SætB. "Han sat o døynte der so luptelegt" (stinkende, modbydeligt). Jf. G. N. deyna, stinke. – Døyn n. det at døyna; kolde rolige Haansord; ogsaa Døynetal n. – Døyn m. og Døyna f. Person som døyner. – døyneleg adj. skikket som, el.
væsentlig for, en Døyna. – døynen adj. tilbøielig til at døyna, til Døyning f.

døynen adj. om Luft: fugtig-hed, drivhusvarm. Jæd. Dal. "D'æ so døyne o varmt". – døynevarm og døynleg adj. d. s. Dal. (Lund, Ogna). Døynevedr n. fugtigt og hedt Veir. Jæd. Dal. Jf. deyna, men Bet. synes smittet af døyda, Døydsl osv.

Døys f. svær kvabset Kvinde. Ryf. Shl. – døysa seg v. (er, te) føre sig som en Døys, gaa smaagyngende i Gang og Kjød, gaa "dissande". Ryf. Shl. Jf. Dys f. og de nu følgg.

"døysa v.a. ophobe". A. Hele Rogaland. 2) "døyse nee", trykke ned ved at tumle sig i Tingen. Ma. "døyse nee Sænga, Saada, Ænga". 3) v.n. døse; ikke ville brænde. "Vee´n ligger aa døyser". VNed.

døyse v. sløse = deisa.

Døyse f. se Deisa.

døysen adj. 1) fugtig og tung; om Hø, Halm, Ved osv. = deisen. Rog. Ned. 2) om Luft: tung og uren, kvalm, indestængt. Jæd. Dal. Ned.

Døyst m. tungt Slag. Sæt. Tel. Helsedøyst.

døysta v.a. og n. (ar) 1) give tunge Slag, prygle. Tel. (Ma, Vinje), Sæt. Li (Eikin). "Ho døysta te Ongjen". "Han døyst'an" eller "døyst'an av". "Døyste ette ein" revse ogsaa i Ord; Sæt. døysta seg = berja Flokar, Ma. 2) fare raskt og uvornt frem; gjøre et Arbeide færdig i Hast; tumle med noget. Li. (Eikin). "døysta o rusla, d. o slaa" (meie); "døysta mæ Høye; døysta dæ i Hopa", kaste uordentligt sammen; "døysta upp mange Leiva", bage op i en Fart. Ogsaa: slaa stort paa, "leve høit, leve flot". Ma. (Bjelland). "Dei døysta fælt i dæ Lagje", det gik storartet, men lidt forvirret, til. "Ait døystan(d)e stort Lag". Ma. – Døyst n. Arbeide som man har "revet fra sig". Li. – Døyst m. et tungt Slag. Agder.

Døysta f. og Døyste m. kraftig og driftig (ferm) men noget vel rask og hensynsløs Person. Ma. Sæt. Tel. "Ai Døyste (Genetiv) o drustelig Kaana", Ma. "Aen Døyste Kar´e", Sæt. – døysteleg adj. Sæt. Ma.

Døy`tel m. en Pløg eller liden Kile (el. firsidig Pyramide) = Aarette. Helg. Vesteraalen. "Sætt' ein Døytel i ein" = "slaa ein Bolt i ein" = skrona. Fremmed? – døytla v.a. slaa en "Døytel" i noget (En); befæste, faa i Orden; tugte = aaretta. Helg.

"døyva v.a. 1) sløve, afstumpe. 3) blødgjøre osv." A. Shl. Sæt. Nfj. Saaledes "døyve Ormn", gjøre Slangen uskadelig, Sæt. døyva ein (av) dvs. a) = klumsa. Jæd. Sæt. Heraf avdøydd adj. b) gjøre myg, prygle. Nhl. Sfj. Nfj. og fl. "Eg fær daive deg lite", Nfj. (Innvik, Stryn, Honndal). – Døyv m. Afstumpning; Ydmygelse, Prygl osv. Sæt. og fl. "Han fekk aen Daayv" = dai daayvd'an av", Sæt.

Døyvsla f. sløv og dorsk Person = Døydsla. Sdm. og Nfj.: "döyvsle, Daayvsle, Daivsle".

E.

E dvs. det. Innh. – e f. og n. se ein.

E (ee) n. Ar. Stjør. Eer, Ma. Ndm. For Ær.

Ebbenfru f. den anden Taa; i Ammestuesproget. Tel. og fl. ogsaa "Nebbenfru", Tel.; "Nagelfru", Vald.; "Maggefru, Hadel.

edeleg adj. ægte, erke- = adeleg, se d. Shl. Nhl. "Eit ædele Spiir" (Etne) se A. "Eit eedele Lei(d)sn", noget tilgavns fortrædeligt (Haus, Mo); dog ogsaa "eit idele (i') Läisn", Nhl. Hard.; se ideleg, eveleg. "Kvar eedeleg Dag", Ryf. Stjør.; "maangge edele Gaangge(r)", Shl.; "mang' ædele Gaang'", Ndm. Innh. – I Dal. høres "kvær eedelse Gaang".

Edle n. 1) Slægt; Art; Rase; Slægtsmærker. I Formen Æle, Li. Ryf. Shl. "Eg he Æle", jeg har Rasen, Avlsdyr, i Behold. "Da va inkje Æle atte" = Elde, Shl. "Eit gott Æle", en god Rase, Li. "D'æ Far´n baade i Ætt aa Æle", det er Faderen op ad Dage; "eg kjenne deg i Ætt aa Æle", jeg kjender alle dine Slægts-Forudsætninger; Ryf. Shl. G. N. edli; at ætt ok edli; D. Diall. Eile dvs. Slægt, Rase. 2) Yngel, især af smaa Dyr. Li. (Vanse, Kvin), Ryf. "Flogaa (Poddaa) he lagt Æle", Li. "Sjø´n æ fudl a(v) Æle", Ryf. Ogsaa af større Dyr, f. Eks. af Faar; Shl. Ryf. Ordet synes her at have traadt i Stedet for "Elde", hvoraf det ikke kan være en Udtaleform; i Shl. maatte "Elde" hedde "Ælde" eller "Elde"; i Lister "Elle" (som Velde "Velle", Kjelda "Kjella"); i Ryf. "Ælde"? og "Ælle". Allerede i G. N. forblandes edli og eldi; og maaske bruges ogsaa "Elde" nogensteds (Shl.?) for Edle.

efla v.n. (ar) overhænge med Begjær; være nærgaaende; drive; = masa, om Børn som "mara, bræsa". Hall. (Gol, meddelt). "Uksen æfla mæ Kyyr´n". "E maa æfle so mæ dikko for aa faa dikko te gjera dæ". "D'æ alti slik Efling mæ dikko".

Efsetter, Evsitar se Avsetor.




"Efta" A. "i Æftas" igaaraftes. Ndm. (Øksndal).

"eg pron. jeg". A. Udtales: ek (e', og æk?) Sfj. (Jølstr), VAgder (tildels i de øvre Bygder); eg (e') mange Steder i Rbg. og Tel. (og VAgder og Dal.?); ^eeg eller næsten ⁱeg i Sæt.; æg, VAgder (her undertiden äg, naar ubetonet) Rogaland og fl.; ei Gul. (Flaa); eig INamd.; e i Inderste Sogn (Aurland, Borgund, som i Hall. og Vald.), Nord-Øst-Tel. (Tinn, Grandsherad, som i Num.), Gul.; i, Gbr. (Lesja), Romsd. (Nessæt), Ndm. (Sunndal), Innh. (Stod); æ i mange Kystbygder fra Ned. af Vest og Nord igjennem; jeeg og jæg Rom. (Nes, Eidsvoll); je, Gul. (Singsaaas), Røros. – Akkusativ og Dativ: mæg (og meeg?), Rom. Totn, Land, Birid; osv. aldeles som ved "deg".

Egd m. 1) Mand fra Agder. VTel. Oftest brugt i pl. "Egdir" og "Egdar". "Du flyge som ein Egd´e"; "han æ ein Egd´e te o arbeie", slaa, teke so kvasst i"; "ein Flog-Egde, rektigt ein skjotfarande ein". Tel. (Vinje, Laardal). 2) en forvirret, "forfjamsa" Person; Person som let taber Fatningen; ogsaa = Tulling, Byting. Nedre Tel. – Egda f. Kvinde fra Agder. Mere brugt i "Flog-Egde" f. (og Flog-Igde, se Igda) om Folk og Fæ, som farer raskt og vidt omkring. VTel. – Egdemaal n. Egdernes Sprog. Tel. Se A.

egda v.n. (ar) 1) tale "Egdemaal". VTel. 2) tale forhastet og snublende; samle ivrigt efter Ord. Nedre Tel. – egda seg v.n. te sig som en Egd. Tel. Sjelden. "egde seg upp" = eggja seg upp. Sjelden.

Egda f. en ganske liden graalig Fugl som færdes meget i Buskadser; snarest en Meise, Parus palustris; jf. Hampigda; eller = Buskeskvetten, Saxicola rubetra; eller Troglodytes? Ma. (Vigmostad), Sæt. Ikke ganske sikkert, i ethvert Fald lidet brugt. Skal ogsaa hedde "Igde", Sæt. Se A. "Egda" skal forekomme i SHelg. som Navn paa Erlen. Jf. Igd.

"Egg f." A. "Ljaa´n æ te Eggjar", Leen er tilstrækkelig hvæsset. Tel. Shl. "Ti Eggjes", d. s. Rbg. – Eggjarbrest m. = Eggbrest. Shl. – Æggjismell m. d. s. Hall. Vald.

Eggblom (oo) m. en gul Blomst, sandsynligvis = Knappblom, Trollius europæus. Trondh.

eggende adv. "e. liten", bitte liden. Hall. (Gol). Og: eggande l. Hall. (Gol). Meddelt. Af Egg n.?

"eggja v.a. (ar)". A. "eggja upp atte", oprippe (hvæsse op igjen), Ryf. Røldal. "eggje seg ^eut mæ äin", tirre hinanden til man blir Uvenner. Sæt.

Eggja(r)brot (o') n. = Eggjarbard. Hard.

eggjast v. r. tirre hinanden, kives. Ma. Shl. og fl. "D'æ ilt aa eggjast mæ Bjødn´n". – æⁱggjast ve æⁱnn" tirre En. Gbr. Se A.

?Eggje m. Spire paa Græssorter. Sæt. "Ejji". – eggja v. spire. "Konni fere ti ejje noko liti". Sæt. Jf. Agge. Usikre. Maaske fremgaaede af Eigind (Eiji) hvilket i Naboegnen Vest Agder er Eie m.

Eggjebedja f. Rede med Æg i. Rom. (Eidsvoll, Ullsaak): "Æggebeie". – Eggjehinna f. Æggehinde. Søndenfjelds. – Eggjekuld f. (og m.) Rede med minst 12 Æg. Rbg. Tel. Ogsaa: Eggjekodd m. VAgder; -kuddi m. Tel., osv. se Kuld. – Eggjaplooma f. Æggeblomme. Berg. – Eggjeskjul (u') f. Æggeskal. Li. Eggskul f. og n. d. s. Tel. Li. Dal. "Eggjaskutl" n. Jæd. Dal. "Eggjaskutt" m.? Jæd. (Klepp, Time). – Eggjesmyrja f. Plaster lavet af halvstegt Æg. Tel.

eggjende adv. til Egg f. 1) "eggjende mett" = eggmett. 2) "eggjande sint", yderst ophidset. Sogn. Eller til eggja v.

eggjut og eggutt adj. om Fjeldmasser med flere, oftest omtrent ligeløbende, hvasse Rygge. Hall.

eggmett adj. bredfuld. Tel. (Kvitseid).

eggsetja v. a. sætte (hamre, slibe) Eg paa et Redskab. Tel.

"egla v.n. yppe Kiv". A. Li. Shl. Hall. og fl. egla seg inn paa ein", d. s. Sogn, Shl. Ryf. Li. 2) ægge, især ved Drillen og Lokken. Hard. Ryf. – eglen adj. tilbøielig til at "egla", til Egling f.

Egla f. = Ødla. Totn. "Vassegle".

eglutt adj. = eglesam. Hall. Østl.

"egna v.a. "egne seg". A. Sæt. Se eigna.

?egnende adv. "e. liten". Hall. Se ognende.

egsa v.a. (er, te) 1) drive til Vildskab eller ivrig Anstrængelse ved Skræmsel og dl.; stimulere, ægge; ophidse. Sogn, Hall. VTel. "Dei ekste (e)inan upp". "Hest´n æ uppekste". "Han ekser seg te", laver sig til at slaas. Og: "Han ekste mæ Hestee"; Hall. I D. Diall. d. s. Hertil: egst, A. Jf. aga. 2) v.n. galopere, eller (maaske oftere) kaste over i Galop; "eksa" er ialfald mindre elegant end "tvispora", galopere. SBerg. Jf. langeksa. 3) bevæge sig med meningsløs Voldsomhed; trave omkring; tumle. Hard. Jf. eksa 3) A.; Egse.

"Egse (Ekse) n." A. Voss, Shl. Røldal. 2) anstrængt og klodset Galop. Hard. "Ta(ka) i Ekse". "Nautekse", en Kos Galop.

Egsing (ks) f. 1) Ophidselse osv. til egsa. 2) Omkringtraven, Vimsen; til egsa, eksa, 3. A. Hall.

?egsna (ks) v. fare forhastet til. Hard.

ei, Diftong, udtales som ai (äi, ae, äe) ogsaa i Sæt. og Sogn og Dele af Nhl. Hard. Vald. og fl.; den blir til ai (ae, äe) foran M, N og Ng i en stor Del af VAgder, hvor den i andre Stillinger forbliver "e'i"; blir til æe (Diftong) foran M, N og Ng paa flere Steder (som Nordvest-Tel. Ndm.);
blir til æ foran R i Stjør. og fl. og i mange enkelte Tilfælde i STrondh. (Uppdal) og Østl. – "øy" udtales som ei (äi, äe) i ISogn (Lærdal), I Nfj., I Ndm., Hall. Odal og fl.

"Eid n. Isthmus". A. Eie, Shl. og fl.

eidsvoren adj. 1) = eidsvør, eidfri. Shl.: "eisvooren". 2) eedsvoren dvs.. som har aflagt Ed; stemmeberettiget. Sæt.: aisvoren.

"eia (seg) v.n. jamre sig". A. Vald.

"eiga v.a. eie". A. Omtrent: aaghwaa i Selbu og Gul.; eika i VAgder, paa Grændsen af de "bløde" Konsonanters Omraade. Imperf. og Supinum: aakte, aakt i Gul. og Røros; "aahte" mange Steder omkring Dovrefjeld. 5) have. "Du kann eiga dæg Voon om dæ", eller "paa dæ", det kan du vente dig. Jæd. 6) "eiga heima", have (høre) hjemme, have sit Hjem, bo. Shl. Voss og fl. G. N. eiga heima.

"Eiga f. 1) Eie, Besiddelse". A. SBerg. Tel. Gbr. Gausdal. "D'æ kji mee Eige" (Vinje). "D'æ kje noko Eiga i da" = Hav; SBerg. "Kjenne se Eige paa ein Ting" = kanna seg; Gausdal. 4) Eiendom, det som man eier. Follo, Gbr. "D'ær heile mi Eie". 5) i Flertal: Jord- eller Skov-eiendomme. VTel. Ryf. 6) Tilstand. "Ei lei Eiga". Sogn (Kyrkjebø, Ladvik: äi osv.).

"eigen adj. egen". A. ejen ejo (ejæ), eji (eje), Fl. egne (e') i VTel og Sæt.

Eigje n. "Du fæ haa dær faar ditt Eije", du faar have (gjøre) det paa eget Ansvar. Gbr. – "Eit Eie Beist", et Ærke-, ægte Beest, Ma. (Søgne). Maaske i flere lignende (Genetiv-)forbindelser. Til Eigje n. (se A. el. til Eiga; se følg.

eigjelege adv. eiendommeligt, særdeles. Kun i "e. gooe", eiegod. Ryf. G. N. eiginliga.

"Eigind f. Kornspirer". A. Øyind (og Oy-) Hall. Øyende n. Nfj. (Stryn, hvor ei og øy, ligesom mange Steder i Hall., forveksles, eller eg.: øy er gaaet over til ei, ai og der saa igjen er indtraadt en ofte feilgribende Tilbageførelse); Eijen(d) n., bestemt Eiende, Gbr. (Vaagaa); Eie m. VAgder; Jiende, Voss; Jin og Jine f. Ringerike, Vestfold; Hiin f. Modum.

"Eigindfall n." A. Nfj. (Honndal). Øyendefall, Nfj. (Stryn). "Aakrn gjoore Ø.", Agren lod de første ødelagte Spirer falde (og skjød nye). Noget lignende er Øyafadl? Sogn (Hafslo); se Øyda.

eigindsetja? v. n. om Kornet; spire paa nytt; se foreg. Gbr. (Svastum). Meddelt som "einnsetja".

"Eign f." A. 2) Eiendomsret. "Kaste Eigdn paa noko", tilegne sig. Vald. G. N. kasta sinni eign á eitt. 3) den hjemlige Egn. Sæt. "Han kaam ti Aignin atte", dat. sing el. acc. plur. (Betoningen usikker).

Eigna f. Eiendom; især Jordeiendom. Tel. (Skafsaa, Vinje). Sjelden i Eental. "Eg hev alli kaami eennpaa Eigna hass". Hyppigere i Flertal: "Eignur". I Shl. Egna f.: "han har ei stoor Egna; da æ mi Egna". Jf. Eigna(d) A. Gbr. "Døm ha slie se Eigna paa meir Jool heill døm kann bruke" = Eign 2); Fron i Gbr.

"eigna v.a. (ar) tilegne, tilkjende". A. SBerg. Tel. STrondh. "Han eigna seg Beite te Hestn". egne ti seg". Sæt.? (af ejen). "eine" og "ængne te seg", Røros. Hedder ogsaa "hegna te seg", Shl.; se hegna. – eigna seg (til) v.n. tage sig (Ret) til, tiltage sig, driste sig (til), formaste sig. Hard. "egne seg", Sæt. "eigne seg eenn aat ein", liste (vove) sig ind til En; nærme sig sagtelig, om et Barn, en Jæger. Tel. (Rauland, Vinje).

eignast v.a. og n. (ast) 1) = eigna til seg dvs. tilkjende sig, tiltage sig (Ret til). Tel. (Vinje). "Eignast han o setje Hestn sin der?" "Han eignast de Beiti". 2) eie. Sogn (Vik). "Eg äignast inkje äin Skiling". 4) slægte, ligne. Nfj. (Innvik). "Han eignast attepaa Far´n".

Eignabarn n. elskværdigt Barn. Senja, Salten, Helg.: "Ængnaban". – Eignadeild f. Klenod = Eignalut. Nfj. (Honndal, Stryn): "Ængnadæld". – Eignakjerald n. Kar man sætter stor Pris paa; Sir-Kar. Nfj. – "Eignalut m." A. Sæt.; "Ægnalut", Shl., ogsaa om Eiendel overh.; Eignarlut, Voss. – "Eignemun m." A. 2) Klenod = Eignalut. Dal. (Hæskestad).

Eignarsmann m. Eier. Tel.

eigneleg adj. værd at eie. Sæt.

Eik m. Hjulege. Smaal. Busk. (plur. "Eiker"). Eike n. d. s. Vald. (Aurdal, Vang). Jf. fl.

Eik f. 1) alt som i et Traadnøgle er vundet i een Retning (Stribe); et enkelt Læg (Ring) af Traad eller Tougværk. Ndm. Nfj. Sfj. Midtre Sogn. Ogsaa: "Reik" f. Sfj. Hard. 2) Fid i en Haspe. Nfj. Se følg.

"Eika f. et lidet Traadnøgle osv." A. Trondh.: "Eik', Traaeik'". 2) et enkelt Læg af Traad = Eik, Traaeik'". 2) et enkelt Læg af Traad = Eik. Tel.: "Eike"; Helg.: "Eika"; Helg. og Namd.: "Eik'". Ogsaa: Æikji n. Helg. Og: Auka n. SHelg.

eika v.a. (ar) vinde eller lægge op til en Eika 2). Helg. Namd. "Eik Linaa oopp i Baat´n; eik ihoop Garne".

Eikedøl m. Indvaaner af Eikin i VAgder.

Eikeple n. Galæble. Dal. (Hedland).

eikevinda v. vinde Garn sammen til et Nøgle, idet man vinder Læg "Eik" over Læg og ikke dreier jævnt rundt. Tel.

Eikja f. Baad udhulet af en Stamme. Vestfold (Lier): "Eike"; Ndm. (Sunndal): "Eikje"; STrondh. (Stadsbygd, Ork. Meddal): "Eikj', Stokkeikj' og Øykj'; Rennbu: Økj. Se A. – "Æka", liden Pram, Shl.; er vel laant østenfra. – Eikjestød f. Landingssted for "Eikjer". Ma.: "Støø"; Sæt.: "Sto".




"eikja v.n. (ar)". A. Oftest: plage vedholdende med Angreb, Overhæng, Modsigelser, Paastande. Dal. Agder, Tel. "Han gjekk o eikja mæ dæ". – Eikjelei(d)a f. et Væsen som er besværligt ved sin Eikjing f. – "eikjen adj. trættekjær". A. Særlig: udholdende i Kamp og dl., haardnakket; ufredelig. Tel. Agder. "Ho æ so eikjæ dænne Kyræ, ho gjeve seg aller; d'æ slik ei Æikjkyr. Isl. eikinn ufredelig, om Hornkvæg; i G. N. om Ilden. H. O.: "eiken egensindig". eiken, se eken. – Æikji n. se Eika.

eikla v.n. omtrent = eikja. Tel. Rbg. "Han gjekk o eikla paa meg; han eikla mæ dæ sama". "Eikle seg inn paa ein". Udtales tildels iikle i VTel.; lyder ekkla (æ?), Sogn, Nhl. Hard. Se A.: ekla. – eiklast og iiklast v.r. kives vedholdende, og dl. Tel. Rbg. – eiklen, iiklen og ekklen adj. tilbøielig til at eikla, til Eikling f. – Eikle n. "eiklen" Tingest. Rbg.

"eikorleides adv." A. eikkosleis (og ekk-), Ma.; eikkoleis, Dal. og fl.; ingkvorleis, Voss; ingkorleine, Gbr.; ængkorlei, Østerd.; eekvanlei, Røros. – eikko, se einkvar.

Eikorn m. (ar) Egern. Hard. (Ullensvang) og Voss (her tildels n.): Eikodn. Sjelden. Den sædvanligere Form her er "Iikodn", og "Iikodnag" (Voss). Jf. T. Erichhorn. – "Eikodn" skal ogsaa være = Aakorn. Hard.

eileine adv. alene, Vald., se aaleine.