A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Finnska f. gammelt Græs = Fyrne, Forne. Helg. (Bindal). Fyrnska?

?Finnske m. = Farde. Ryf. (Tarvastad). "Dæ finnskar" v. der lægger sig "Finnske" paa. Ryf. Se finnska v. Usikkre.

finnsken adj. som gjerne "finskar" (laster, spotter, harsellerer). Hall. Sogn.

Finnskjegghol (o') n. Kindfistel hos Heste, voldt af Børstegræs, "Finnskjegg". Ndm.

Finnsko m. Blomsten af Stormhat, Aconitum septentrionale. Trondh. (Bynes).

Finsel se Fitel.

Finntoppfit (i') m. lav Engslette med Børstegræs, "Finn". Hall.: feet. – Finntoppslætte n. et Stykke England, "Slætte", med "Finn". Hall. – Finntopptubla", -tugga, -tusta f. = Finntusta. Hall.

finskle(g) adj. = finsleg. Hall.

fintfarande adj. forsigtig, sparsommelig. Tel.

fipla v.n. (ar) pusle, plukke, famle = fikla. Se A. Gbr. Nfj. Busk. fibla og -e, Agder. Ogsaa: "fibla mæ Munn, f. paa Oraa", famle i Talen, stottre. G. N. fipla fingre. – Fipl m. en Pusler. Jf. fippa.

Fipp m. Spids, Tip. "Nasefipp". "Næpefipp" Rodspids af Roe. Ma. (Bjell.). Sv. Diall. fibb, febb dvs. svans.

fippa v.n. (ar) gjøre et Greb med Fingerspidserne, se foreg.; gjøre et svagt Tilgreb. Li. (Eikin, Fjotland). "Han fippa te eit lite Granna mæ sama". Jf. fipla, fjapsa.

Fir n., fira v., firen adj. se fer-.

Firføting m. firføddet Dyr. Berg.

Firhakka f. Planeten Jupiters Tegn i Almanaken; ogsaa om selve Stjernen. Ma.

firig adj. føielig; til fira v. at fire. Oslo.

Firl (i') n. smaat spredt-staaende vredet eller krøllet Græs, Haar eller Skjæg. Sæt. Li. Ma. "Nokle Firle Straa". Ogsaa Feerl – Firle-gras n.; firlen og firleleg adj. lig Firl. "Grasi æ tunnt o firle". Sæt. Li. Jf. Fer og flg.

firla (i') v. (ar) 1) gjøre smaa raske dreiende eller hvirvlende Bevægelser; hvirvle, krølle (sig). Rogaland, Sæt. "Fliisæ firla seg", ved Høvling. "Pytterlaa föuk aa firla bakette Ploogjn". "Vindn firla fiint i Kodnstöuradne", Ryf. "Vindn firla dæ mæ seg". "Grasi firlar seg", Sæt. 2) gjøre smaa raske Bevægelser frem og tilbage: a) vimse, Li. Sæt.; "firla att o fram". feeril', Helg. (Bindal, kort ee), især fare frem og tilbage sledskende og sladderbærende, omtr. = fisla. b ) pusle, pille, pirke; kludre; kjæle. Sogn, Voss, Shl. Ryf. Agder, Helg. "firla i Stand Husaa", el. "firla te Husaa", sætte Husene istand til Nød; Ryf. – Firl n. og Firling f. firlande Bevægelser eller det at man firlar. – Firl m. og Firla f. Person eller Ting som firlar; saaledes: Feeril m. en Pigernes Jens, "Jæntefeeril", Helg.; "Firla" især om vævre vimse Smaapiger. Jæd. Dal. Agder. "Vindfirla" = Vindkall; Dal. – Firlevind m. liden Vindhvirvel. Jæd. Jf. firra.

"Firne n. (?) Vildmark". A. Fidna, Shl. Jæd. Finna, Sogn. Fydne og Fjydne, VAgder. Fynne, Ma. Feenni, VTel. – I Ma.
(Grindeim) bruges Fjydne om de smaa Bjergknolde (Knauser, Knatter) som ligger henover Høifjeldsfladen. "Kratture ligge uppaa hæste Fjydnen", f. pl.? Sjelden.

Firpa f. et lidet letfodet Pigebarn; en "Visk" af en Pige. Ned. Sæt.

Firr n. = Fer. Agder. "Noko Fir`re Straa".

firra v.n. (ar) omtrent = fidra (hvoraf det vistnok er fremgaaet, ligesom feera, fira), og tildels = feera; se disse. 1) bevæge sig raskt: a) let og livligt. Hard. Røldal. b) frem og tilbage vimsende, viftende, spillende. Ø- og VTel. Hall. (A). "Fivrelde firrar mæ Vængjine". "Kaam, ska eg halle Hatt´n din, mæ du firrar!" (spøgende). "Staa aa firre", staa med urolige Fagter; Nedre Tel. ("Faaraa aa ferre (færre, färre?) fare om fra Sted til Sted; hører maaske til Farre, m. Østerd.). 2) om Ilden: fare i Zigzag om mellem tørt Løv, Lyng eller lignende; ogsaa om Brændet som fænger saaledes. Tel. I Sæt.: feere. "Ell´n feerar o brenne i Lyngji; Ell´n feerar utyvi". "Kvist´n fjasar (blusser op) o firrar te". "Briskekjerre firra o brann mæ sama". Hertil "feereleg (adj.) som Lyngg", Sæt. 3) om Opbrusning af Vrede; se A. Tel. "Sinne firra paa'n". "Han firrar te (eller upp), æ so sneggsinna". "Dei firra ihop" = rauk ihop, til Slagsmaal. Det samme (som 2) og 3)) udtrykkes ogsaa ved svirra, sveera, svidra. 4) firra seg eller "firra seg te" el. "upp", faa et bedre Udseende; saaledes: friske paa sig, pudse sig; blive opfrisket, livlig; ogsaa: faa Huld igjen, komme til Kræfter. Shl. Ryf. Hard. Hedder i disse Bett. Ogsaa "feera, fira, fjaira, fjarra seg", se disse og fjødra. Jf. med 1) og 2): NSv. firr, svänga omkring.

Firra f. liden væver og net Kvinde. Ma. I Tel. er "Firra" lidt vims. Ogsaa Ferra, Ma.; Fjarra, Ryf.

firren adj. tilbøielig til at firra; saaledes: a) livfuld og let i sine Bevægelser; Hard. Shl. Ma. og fl.; ogsaa "ferren", Ma. b) vims; Tel. c) let fængende. d) opbrusende, hastmodig; Tel. "firren o sneggsinna"; ogsaa firresinna, adj. Tel. – firreleg og feereleg = firren, i Tel. og Sæt.

Fir-rø(d)ing (ii) = Firroring. Ndm.

[fis (ii) adj. kræsen, overdrevent fiin. "Han æ no bra fiis paa da". Nhl. Nt. fiis, d. s. Jf. dog Isl. vandfísinn d. s.

Fis (i') m. en magt- og modløs Person; en Vissenpind. VAgder: "Fis" og Fees; Nfj. (Gloppen, Stryn): Fees´e, "Ræddefeese". Se flgg. Fis (i') n. NGbr. (kort ee).

Fis- (ii, mest paa Østl.; i' og ee, mest paa Vestl.) bruges i mange Sammensætninger om det usolide, upaalidelige, værdløse. Sjeldnere: Fiso- (i'), som af et Fisa f. – Saaledes: fisblid adj. anstrængt eller kunstlet blid, – ikke netop sledsk; meget udbredt, maaske alm. Ogsaa: fisande b. (i' og ee), Ryf. SBerg. Sogn. Og: fjasblii og fjeesblii, Vestfold (Sandsvær o. fl.). Og fjeesablii, fjæsablii, Vestfold (Larvik), Odal; nærmere til fjesa, fisa (i'). – fisbleik (i') adj. gusten; bleg og vissen. Sogn og fl. G. N. fisbleikr. – fisfin adj. anstrængt eller kunstlet fin; overdrevent fin (eller blid). Udbredt Søndenfjelds. – fisfjaag adj. anstrængt eller kunstlet imødekommende, overdrevent venlig og straalende (som en Syg, der er velvillig stemt, og søger at skjule sin Uoplagthed). Agder, Dal. – Fisfjas (to korte Vokaler) n. Sladder; ogsaa: Sludder, Vrøvl, Visvas. Ringerike, Modum, Vestfold (Dramn); jf. fisa og Fjas. – fisgod (i') adj. = fisblid. Ma. – Fisjo (i' eller ee) m. sødtalende Person. Gbr. Gjod eller Navnet Jo(n)? – Fislæte (i') n. sledske Lader: Smidsken, Kjælen, Slikken. Sæt. Rbg. "Däi fo^ure mæ noko Fislæti sum Fantan". – feesvarm (ee kort) adj. lunken. NGbr. (Vaagaa, Lom). – Feesæren(d) f. ubetydeligt Ærinde. NGbr. (Vaagaa, Lom). – Jf. "fesnyttu, noggrann, Vesterbotten", Rietz. – Uvist, om dette fis (i') kun hører sammen med de flgg., eller om delvis ogsaa med noget svarende til (G. N. fis, Skal, Avne?) T. Fese, d. s., Sv. Diall. fjas dvs. smått ludd, Ældre D. Fjæs, Fjøs, Føs dvs. Trævl (Føsbold = Fisball). Maaske jf. G. N. fis-krykni, Hykleri.

"fisa v.n. (feis), fise; puste, blæse". A. Jf. fistra. 2) ryge, fyge i Luften som Røg = gyva. Smaal. Follo. "De fiis´r 'tor Fisballn", af Røgsoppen. Ogsaa overført: gaa op i Røg, fordunste, blive til intet. Sæt. "De va paa Vangji, men de fäis av atte". "D'æ likt ti de kjæme te f^eise av atte". 3) forbrænde i et Øieblik og med et Pust; futte, som løstliggende Krud. Ryf. Østl. Ogsaa: fisa (i'), og fjasa. 4) lide Nederlag, tabe = gyva, fjuka, rjuka. Tel. "Han feis i Oto". 5) svige sit Ord. Ma. (Otrnes, Øvrebø, Bjelland, Øyslebø). 6) skabe sig, indsmidske sig? – tildels vekslende med "blaase". Rom. Oslo, Ringerike. "Bikkja fiis´r aa fiiner", Hunden logrer og stryger sig; ogsaa "B. fii`ser", "fyy`ser aa fyyner", hvilket tør være tilhyllende Udtaler. "Du vil vel inte fiise, vel?" siges til en smidskende. "De ska du fiise bli for", det skal du forgjæves logre efter. Maaske: blæse. Jf. flgg. og fisla.

fisa (i') v.n. (ar) 1) ryge = fiisa, gyva. Smaal. (Trykstad). "De feesär 'tor Fisball". 2) futte = fiisa, fjasa. Ryf. Dal. (Sokndal). "Kruude feesa". 3) snakke saa der høres en stadig Lyd af Blæsen og Pust: hviskende, ufreidigt eller smidskende; føre Sladder; sladre; sledske; smidske. Vald. Hall. Nfj. og fl.:
feesa og feese. "Däi stoo o feesa imylljo inan". Hertil: Fisabrok (oo) f. Øretuder. Vald. og Hall.: "ee". Ogsaa: fjeesa, fjæsa Østl.; fjæse Sfj. Se fjesa. Og: fjasa, Ma. Tel. se d. Jf. fisla; Sv. fjasa dvs. kurtisere, fjesk og fl. 4) "gaa aa feesa" (ee kort) gaa og drive. (Lom, Vaagaa).

Fisaald n. en bleg, svageligt udseende Person. Sogn (Borgund): Feesaold. Jf. Fis (i'), fisbleik, fiseleg. – Fisak m. 1) d. s. Jæd. Ryf. 2) upaalidelig Person. Jæd. Ryf. Ogsaa "Fysak"; m. Steder. Maaske af anden Oprindelse.

Fiseball se Fissop.

Fisegras (i') n. stinkende Storkenæb, Geranium Robertsianum. Hard. Ofte: Feese-.

Fisel m. en Smidsker; særlig: En som indynder sig ved Sladder, Øretuder. Innh. Namd. og SHelg.: Feesil (kort ee). Desuden: Oskefisel = Oskefiis. Sfj. (YDale og fl.). Vel for Fisl, til fisla v. – Feesiltut m. = Fisel. Romsd. Trondh. – feesilaat adj. smidskende osv. NTrondh.

fiseleg (i') adj. tynd, svag og vissen, som et Skal (Avne, Hylster). Sæt. "Ho æ so blaik o kveit o fiseleg. Jf. T. Fese, Skal, Avne; Isl. fis (?) d. s. Se Fis-.

fisen (i') sledsk. Kun i "fisen (feesen) aa blii" = fisblid. Voss, Sogn. fisende blid?

Fisil m. se Fitel.

Fisk m. en tyk Muskel. Hall.; Shl.? Fisk er i Hall. (Nes) Mørbrad, Psoas; oftest i Fl. "Fiska, Fiskadn". ("Fiskjen i Haando", den tykke Muskel paa Indresiden af Tommelfingren. Christie). Hid hører vel ogsaa: fast i Fiskn" dvs. fast i Musklerne. Udbredt. Jf. Kinnfisk, fisktjukk. G. N. fiskr Muskel? – "Fisk m. Fisk". A. Lyder m. Steder Feesk, i Østerd. tildels Føsk.

fiskbeitt adj. n. "Dæ va svært fiskbeitt idag", Fisken bed meget livligt paa. Romsd. Ndm.

Fiskebjølla f. liden Bjælde paa Fiskestangen. Tel. (Moland): -bjødde.

Fiskebyte n. Fiskedrættens Deling; særlig den tørrede Fisks Skiftning i Parter ("Laatta") paa den 12 Juni. Lof.

Fiskeflækje m. se Fleke.

"Fiskeham m. 3) meget glat Hud". A. Sfj.

Fiskejugr f. = Fiskegjod. Nhl. (Fana, Fusa). "Fiskejo(n)", meget udbredt Søndenfj. "Fiskejon sat paa en Spoon; nappa dæ, saa droo'n; fekk'n no, saa loo'n"; Vestfold.

Fiskekjelke n. 1) Kjælke til Fiskning paa Iis. Østl. Oftere: Fiskar-, "Feeskar-". 2) en Mandskjole som bruges i Flaa i Hall. "Fiskekjölkji". Busk. Hall.

Fisk"eraa´a bestemt f. forklares som en Vætte der raader for Fiskeriet. Skal efter nogle være den samme som "Kraken", en meget stor Octopus. NTrondh. Helg. Jf. Ældre Sv. "Råa" el. "Råde", "Skogsråa"; sv. "Råa" el. "Råde", "Skogsråa"; Sv. Diall. "råd" etc., "Skogsro" (Bohuslän); Høisvensk "Rå, Sjörå" osv. om lignende Vætter. Fritzner sætter G. N. halfræingr i Forbindelse med disse sidste.

Fiskerygg m. et Tøi af bomuldsblandet Lin, vævet paa en egen Maade. Hard.

Fiskeræa f. uheldig Fisker. Rog. Se Ræa.

Fiskesaks n. Fiskerkniv. Helg.

Fiskeseta (e') f. = Fiskesaat, i Søen eller paa Land. Shl. Rog.: Fiskasæta og -seda; Helg.: -sæt(t)a.

Fiskeskinn n. = Fiskeham 3). Søndenfjelds.

Fiskesprot (o') n. Fiskestang. Land, Hedm.: -sprött; Totn: Fisjspraat(t).

Fiskestall m. undersøisk fladtoppet Høi, "Stall", hvorpaa der fiskes; Fiskegrund. Shl.: Fiskastadl.

Fisketase m. Forvikling og Oprivning af et Fiskenet, voldt af indkommen Fisk. Hall.

Fisketætte n. Fiskeredskaber. Li. (Lyngdal, Feda). "Tæte", Redskaber; Li. "Tæte" for Tætte (af Taatt?) som "aata" for aatta (8), "Vete" for Vette.

Fiskfat n. et Dobbelttrug, det øverste hullet, til Fisk. Helg.

fiskleg(e) adj. og adv. fiskeagtig. Sæt.; Ma.: "fiskelig". "Her æ fisklegt" eller "fisklege laga" dvs. her ser ud til at være en god Fiskeplads.

fiskli adv. Vestfold (Andebu, Hov). "Dæ gjekk fiskli", det gik forkeert uden egentlig at medføre Ulykker eller større Tab. "Han kjørte fiskli, mistä Jule". (?Jf. Fisk = Fjask, Nfj.?)

"Fiskling m." A. SætV.

fisktjukk adj. om Fisk: tyk i Muskelkjødet, "i Fisk´n"; solid. Ndm.

fiskøygd adj. 1) med Fiskeøine. 2) med dirrende Øine. Hall. (Gol).

Fisl (i') n. Stof (Tøi, Traad) som er saa let tyndt og mygt, at det let bliver hængende ved eller om Fingrene; spindelvævagtigt Stof. Jf. Fisma, Fistr. Sæt. Rbg. Ma. fisla (ut) v.a. gjøre til Fisl; produsere Fisl ved Spinden og Væven. "fisle ^eut äin Traa". Sæt. – fislast v.n. blive til Fisl; optrevles? Jæd. – fislen adj. lig Fisl. Agder. – Fisleverk n. tyndt usolid Tøi; Li. Jf. de flgg. og Fis. Desuden: Sv. Diall. fissla f. og v. dvs. trassla.

fisl adj. smidskende, sledsk = fislen; se fisla. Ryf. (Skjold, Saua og fl.). "Feesl aa blii".

fisla v. n. Ordet udtales overalt, hvor det er hørt, med sl; undtagen i Hall. (Gol, Aal, Hol), hvor det lyder fihle og saaledes falder sammen med fitla. Denne Udtale med sl behøver ikke netop at gjøre det mistænkeligt som indført, ikke engang fra Landsdel til Landsdel: grisla, bisla, drusla udtales ogsaa overalt med sl, ogsaa der hvor Maalet ellers har tl eller hl. Dets Lighed i Bett. og Sammensætningsanvendelse med fisa, fjasa, fjesa, fjasla, fjaska, kunde gjøre Afledning af fisa (puste, fyge) sandsynlig. Det findes paa nogle (vestlige) Steder ved Siden af fitla, G. N. fitla, hvorfra det da
gjerne har holdt sig ud, ogsaa i Bet. For Resten ligger fitla nær til nogle af Betydningerne, hvilke altsaa turde høre til fitla, medens andre kunde være Laan fra D. fisle (Sv. fesla dvs. sladdra, fjeska), hvilket maaske er T. fitscheln, fitzeln, der igjen er G. N. fitla. Her tør altsaa være en delvis Sammenglidning af tre (to) Ord foruden en Indvirkning fra det saa lige bisla. Bet.: 1) gjøre gjentagne smaa Sving eller Vift; vifte frem og tilbage (med Halen). SBerg. (Røldal), Rog. Sæt. Tel. Num. Hall. Busk. Hadeland, Follo, Smaal. Vestfold. "Hund´n, Katt´n fislar paa (el. me) Roovaa (Rumpa); Rogaland – Smaal. "Söu´n fisla paa Rumpa); Num. (Lyndal). "Hund´n, Katt´n, fihla mæ Roovunn; Høna f. mæ Sjartee, Gjaitee mæ Spælee"; Hall. 2) logre; sledske, smidske, indsmigre sig; tale efter Munden. SBerg. Ma. Rbg. Tel. Hall. Vald. Sogn, Nfj. (men "filkje", kludre dvs. fitla, Breimn), Sfj. Vestfold, SGbr. (Øyer: "feesle"; men "ruhle", "væhle"), NGbr. (Lom, Vaagaa: "fisle", men "fihle" dvs. fitla). I S- og NTrondh. og SHelg.: fis`l og fees(s)il, Imperf. "fees(s)ila"; men "fihl(e)", kludre dvs. fitla. "Hund´n fislar mæ so mangje"; SBerg. "Fila o fisle"; Tel. "Han fisla mæ to-tre Jænte paa ein Gaangg"; Sfj. "Han laag aa fisla seg inn mæ'an", indsmigrede sig hos ham. Shl. Dal. Sæt. 3) indynde sig ved Sladder; sladre paa andre; føre Sladder. udbredt, ogsaa i Berg. "Fisla aa ljuga (lyga)"; "feesil", NTrondh. Helg. D. Diall. fisle dvs. sladre; Sv. Diall. fesla dvs. sladra, fjeska. Jf. frisla (frihle) dvs. vifte med Halen. – fislen adj. tilbøielig til at fisla; særlig: smidskende, sødtalende. Dal. (her: "Hatl") og m. fl. – Fislebikkja f. = Fiklebikkja. Østl. – fisleblid adj. smidskende blid, sledsk; (mere falskt end fisblid). Ma. Ogsaa: "fislende, fislande, feslandes, fislennes (og feislandes?) blii". Udbredt (Hordeland, Rog. Agder, Hedm. og fl.). – fislefjaag adj. omtrent = fisfjaag (men falskere). Dal. – Fislefuut m. Sledsker, Øretuder; Rog. Fisletruut m. d. s. Ringerike, Hadeland og fl. Fisletuut m. d. s. Udbredt. Ogsaa: "Feesletuut", Vestlandet; "Feelsiltuut", Trondh. (se Fisel); "Fisiltuut", Ndm. Hedm.; "Svees(s)iltuut", STrondh.

Fisle m. se Fitel.

Fismegras n. en Plante: enslags dunet Hieracium? Sogn. – "fismen" A. Hard.

Fiso- (i'), i Sammensætt. se Fis. Feesobrook f. en daarlig Karl; Slyngel. Vald. – Fisusopp se Fissop.

fissa v.a. gjøre blank, polere, afpudse. Shl. Nhl. Nordl. "Fissa Skriine, Boore, Golve". Maaske fremmed: jf. Nt. fisseln dvs. støve, feie Huset; T. fitzen, fitscheln dvs. gnide.

fissig adj. net udført; afpudset; pyntelig. Nhl (Hosang). Til fissa.

"Fissopp m." A. Fisesopp (i' og ee), Sogn, SBerg.; Fisu-, Tel.; Feeso-, Vald.; Fisi-, Ndm. STrondh. Gbr. Vald. Hall. Busk. Tel. Vinger. G. N. fisisveppr. Fiisarsopp, Dal. – Og: Fiseball (i' og ee), Nhl. Sfj. Nfj. Feesiball, Namd. SHelg. Fisball, Smaal. "Veesesopp", Fosn, Ryf. D. Diall. Fisebolle, Fæsebold, Føsbold. Se Fis-.

Fistr (ii eg. i') n. tyndt floragtigt Tøi; "Fiist´r" kan være grovtraadet og er altid utæt, medens "Fisl" er meget fintraadet og blødt og kan være ret tæt. Rbg. Ma. og fl. Ogsaa om tyndt Græs, Haar og dl. – fistreleg adj. som "Fiistr", Sæt. "fiistreleg o tunnvoren". – fistren adj. d. s. Ma. Sæt.

fistra (i') v.n. puste eller blæse svagt og med liden Virkning. Nhl. Shl. Ryf. "Kva æ du staar aa fistra aa blæs itte?" Til fisa.

fistrast (ii) v.n. optrevles; opslides. Ma. "Togje he fiistrast upp". Til Fistr (Fis-).

"Fit (i') f. (Fl. Fitjar) lav Græsplan ved Vandet". A. Fit og Feet, Hard. Rbg.; Feet (Fl. Feetkja) f. Hall.; Fitj og Fetj, Nedre Tel. (Lunde); Fit (Fl. Fite, kort Stavelse), Gbr. (Fron); Fid, Feed, Fidj og Fijj (Fl. altid: Fidja, Fijja), Ma. Ned. Somme Steder i Ma. (Audndal) synes Fid (Fl. Fide) at være: feed dyrket Mark nærmest Hus, men Fidj (Fl. Fidja): sidlændt udyrket Græsland ved Vand. Fit´e m., Fl. Fitjar (Fitkjar, Fiikjar) i NVTel. (Vinje, Rauland); Fit m., Fl. Fykjaa(r) og Føkjaar i NØTel. (Tinn, Grandsherad, Hjartdal og fl.); heraf er igjen dannet en Entalsform Fykjaa og Føkjaa.

Fit (i') f. (Fl. Fitjar) 1) Bord paa strikkede Ting. Hard. (Ullensvang, Kvamm; tildels "Feet"); Hall.: Feet (Fl. Feetkja). Isl. fit d. s. 2) det indre (øvre) mørkere, oftest ved Klipning blottede, Parti af en staaende Heste-Man; Manens øvre Bord. SætB. Maaske eg. eet med foreg. Fit f. (Landets Bord mod Vandet); jf. dog Fit m. 3) A.

"Fit (i') m. 2) Fod paa et Skind". A. Hall.: Feet, Fl. Feeti. I Tel. med Fl. Fitir (Vest), Fiti og Fytaa (NØst; Fytaa dvs. Fitar), og Fitjar (VTel. sjeldnere end Fitir; Sæt.: "Fitkja"; Svein.: "Fiikjar").

Fit (i') m. 1) En som sidder inde med mange smaa Kunstgreb og Færdigheder og derfor sjelden staar fast; snu, fiffig og seig Karl. VTel.: Fit´e. 2) seig, listig og sledsk Person. Tel. (Selljor, Bø, Lunde) "Fit, Feet, Mæhængfit, Søtefeet". Eet med foreg.?

"fita (i') v.a. fede". A. Tel.: "fita seg".

Fitasko (i') og Fetasko m. = Fetesko. Num. Tel. (Tinn). "Fessko", Vald. (Vang).

Fite (i') m. Fedme. Gbr.: Feeta; SGbr. og Rom.: Fæta (næsten overalt kort Stavelse).

Fitel (i') m. Fod paa Skind = Fit. Tel. (Kvitseid, Selljor, Heiddal og fl.). Med
Formerne: Fitil og Feetil, Fl. Fislar, Feeslar og i ØTel. tildeels Fyslar, Føslar. Nyt Eental: Fisil og Fisle, Nedre Tel.; og endog Finsil, Fl. Finslar, Nedre Tel. (Holla), omtrent som "Skinkjil" og "Skinkle" af Skjekjel.

"Fitja f. Fid". A. Sogn, Romsd. Ndm.

"fitja v.a. "f. ein Vev"". A. Gbr. Shl. Sogn, Nfj. "fitja opp eit (Fiska-)Gadn". Shl. 2) "feekja att", afslutte (fælde) ved Strømpestrikning. Gbr. (Øyer og fl.).

fitja v.a. og n. (ar) strikke Bord "Fit f." paa Vanter og Strømper. Hall.: feetkja. "feetkja oor", fælde Borden af (til den øvre Side?). Se foreg.

Fitjablom m. = Hestehov, dvs. a) Caltha palustris. Ma. "Hestsko", Tel. b) Nuphar luteum = Vassblom. Jæd. Ryf.

Fitjeband n. Trækkebaand hvormed man "fitjar" Væv. Sogn, Nfj.

Fitjehudsko m. = Fitasko. Tel. (Vinje).

"fitla v.n. kludre". A. Se fisla. Omtrent. fihl(e), Trondh. filkje, Nfj. (Breimn). fihle, pille, klø (Huden f. Eks.), Hall. "fihle aa fjahle", kludre, pusle; STrondh. Sv. Diall. fessla dvs. kittla. – fitlast v.n. "dæ fihles", det gaar kludervornt, Innh. fitlast burt, bortkludes, søles bort.

"Fivel m. Myrduun". A. Myrfiivl og -fiibl, VAgder. – fivlande adv. som Fivel. "f. mjuk", Voss, Sogn.

Fivel (ii) m. Fibel, en Hestesygdom. Dal. Fiib´l, Ndm. Maaske fremmed.

Fivelstunder f. plur. knap Tid til Varetagelsen af Forretninger som samtidigt kræver Besørgelse, sa man nødes til at fare om mellem flere Virksomheder. Tel. (Laardal, Mo, Vinje). – Fivelvinna f. travl Deelthed mellem flere Arbeider form. Fivelstunder". VTel. "Me fekk æe Fivilveenne mæ de, hae slike Fivilstoondir". Ordene medfører ingen Forestilling om Stundesløshed. De opfattes som Sammensætt. af "Fivil", Myrduun; maaske dog til flg.

fivla (ii) v.a. parre sig med; bedække. Tel. (Laardal og fl.). Kun hørt i gamle Nidvers. G. N. fífla forføre. Se A.

"Fivrelde n." A. Fivrell, Rbg.; Fivel, Li. (Sirdal); Fibel m. Ned. Ma.; Fiffil, Odal; Fryvil, "Samarsfryvil", Totn. "Fly", Smaal.

fivren adj. skalagtig og let; kjerneløs; usolid. Sfj. "Hervin (Harvin) va so fivrin aa lett = skjeelin". fevraleg (og -ei-?) d. s. Ryf. Jf. feimren.

fj. Et J er indgledet imellem F og den følgende Vokal, især A, Aa og U, – ligesom ved K, T og P og sjeldnere andre Konsonanter – ofte uden synderlig at farve Betydningen, især der hvor Begrebet allerede indebar en nedsættende Karakteristik, ofte dog ogsaa med nedtrykkende Virkning. Saaledes: Fagg og Fjagg, Faks og Fjaks, fatra og fjatra, fatt og fjatt, fampa og fjampa, fangla og fjangla, Fark og Fjark, fatla og fjatla, faama og fjaama, faana og fjaana, Fogg og Fjogg, Fugg og Fjugg, fukla og fjukla, Fusk og Fjusk, fussa og fjussa. Undertiden synes fj fremkommet af fl – ligesom i Romanske Sprog – vel snarest dog gjennem Overgangen flj: Flas (?) og Fjas, Flaas og Fjaas, flamsa og fjamsa, flanta og fjanta, Flongsa og Fjongsa. Ordet kommer saledes til at begynde med et bortblæsende (haanligt) fj (fi!).

fjabba v.n. kludre, pusle; vrøvle = fabba. Stjør. Tel. – Fjabb m. En som "fjabbar".

Fjadd n. se Fjell; fjalla. – fjadda se fjalla.

fjadra v.n. 1) gaa planløst frem og tilbage eller fra det ene til det andet; vimse, men ikke med livlige og lette Bevægelser som ved "fidra"; tumle; gamle, sløve Folk kan "fjadra", men ikke "fidra"; Fluer "fidra" eller "firra", ikke "fjadra". Agder, Dal. VTel. (Moland). "Fjaddra o vimra". "Bodnæ he Moro o spring o fjaddra mæ eikko". 2) lade Munden løbe sløvt tumlende fra det ene til andet; pludre forvirret; sludre. Sammenhængen er vel: fidra : fjadra (fjødra) : fajira : fjarra, omtrent = didra : dadra : daira : darra osv., se dadra. "Fjatra (fatra)" er betydningsbeslægtet, men endnu mere kraftløst og famlende; tør dog have indvirket her. D. "fjadre paa", handle med ubetænksom Hast (Sælland), tør være fjadra – eller fjatra. – Fjadr n. det at fjadra; især: sløvt Snak, forvirret Pludder. – Fjadr m., Fjadre m., Fjadra f. En som fjadrar; Dal. Agder, Tel. Fjodr (o') f. d. s. Rbg. Fjodra og Fjødra f. d. s., Jæd. Dal. Agder, Tel. – fjadren adj. tilbøielig til Fjadr n. eller Fjadring f.; fjodren (o') d. s. Rbg.; fjødren d. s. Ma. Jf. fjodra.