A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Fjun (uu) n. 1) Fnug = Fjon, Fjom. Namd.

SHelg. 2) = Falaske. Innh. (Levangr). 3) = Duskregn. Namd. 4) Dun paa Hagen. SHelg. Som i Svensk og Ældre Dansk. Jf. Fjoner, Fyner. 5) usolid Stof. Namd. – Fjunregn n. = Duskregn; fjunregna v. Namd.: "fjuunrængn".

[fjunka (seg) v. 1) opfriske; gjøre livlig, "fjunk"; stive eller stramme op; pynte. Sogn, VAgder. "fjunka seg upp" eller "te". 2) sætte i fuld Stand, gjøre færdig; udruste. Ryf. "fjunka seg te". – fjunkjen adj. = fjunk (Num.) Voss, Sogn, Sfj. fjaankjen, Nhl. Sogn.

fjunta v.a. (ar) udruste = funta. Num. Hall.

fjunta v. (ar) trippe om mellem flere smaa Arbeider; pusle stundesløst og længe; søle: Gbr. fjuntra d. s. "f. burt Tiiee". Berg. Trondh. Gbr. Vald. Hall. "Dæ fjuntrast førr me komo te", der bortsøledes megen Tid før vi kom i Gang. Hall. – Fjuntr m. En som fjuntrar. – Fjuntrdag m. Dag som er spildt ved Fjuntr; Fjuntrstund f. Jf. fjuma; fjantra. Synes somme Steder at være = fundra dvs. skulke.

fjurla (u') v. (ar) kludre; pusle; søle, omtrent = tøva. – Fjurl n. Kluderi; Puslen. – Fjurl m. en Kludrer, Pusler. – fjurlen adj. puslende. Hard. (Ulvik, Kvamm). "Dæ gjængge fjurle". Jf. fjarla.

fjurreleg og fjurren adj. slet klædt = lurvutt. Rbg. (Gjøvdal, amlid).

Fjus (u') n. 1) Skum? noget som er gjennemsat med Luftblærer; saaledes om flødeskumagtigt nykjernet Smør. Li. (Sirdal). 2) ubehjelpeligt Snak; Plappren; Vrøvl. Li. (Fjotl.). "Aa Fjus!" Vrøvl" Se fjusa.

fjusa (u') v.n. (ar) 1) om susende, futtende Luft-(Gas-)udstrømning; futte; fuse. Follo, Vestfold. "Fjasvee'n (Krute) fjusär opp". "Dæ fjusär tor Pädda, naar hu dætt´r neer (ætter Jiftinga)". 2) tale med fusende og sprudende Iil; tale forhastet, blæsende og utydeligt eller forvirret. VAgder. Jf. fjussa. 3) "fjuse paa", fare forhastet til, fuse frem. Tel. og fl. Jf. fusa, føysa, forfjusa, fjusma. – Fjuse (u') m. en forvirret, fremfusende Person, En som "fjusar (paa)". Hard. og fl. Særlig: En som "fjusar" i sin Tale. Agder. – fjusen adj. tilbøielig til at "fjusa". Hard. Ryf. Agder. "Fjusen o tiddmælt"; Li.; fjuseleg d. s. Sæt.; fjusutt d. s. Ma.

Fjusk n. noget løst og let, skjælagtigt, laset (lurvutt), kjerneløst, usolid, eller upaalideligt; tildels = "Fusk", eller = "Rusk og Fusk". Saaledes om meget let Sne, Dun, tyndt Tøi, en opreven Høstak, osv. Trondh. Berg. Gbr. Hall. Østl. Tel. Agder. "Fjask o Fjusk". Jf. Fjus og de flgg. – fjuskeleg og fjuskutt adj. som ligner "Fjusk"; fuld af "Fjusk". Tel. Sæt. Rbg. "Ein fjuskeleg Høystakk; f. Kar = lurvutt.

fjuska v.n. (ar) = fjukra. Vestfold og fl.

fjusla (u') v. føre sig uroligt og famlende, sysle ivrigt men famlende og med liden Fremgang. Nedre Tel. og Hall.: fjusle; Hall.: fjuhle; Shl. og Ryf.: fjutla. "fjarra aa fjutla", fare stundesløst famlende omkring; Ryf. "fjutla seg te", faa sig selv til Nød i Stand. – fjuslen adj. tilbøielig til at "fjusla" . "Dæ gjekk fjuhlent", det gik stundesløst famlende og med ringe Fremgang; Hall. Vel fjotla paavirket af fusa.

fjusma (u') v.n. fare stundesløst omkring. fjusmen adj. Fjusming f. Sogn. – fjosma (o') v.n. d. s. Sogn. Jf. fjusa, fusa osv. (busa, busma, bosma, bjosma).

fjussa v.a. og n. (ar) 1) forvikle ved famlende Hast = ussa, vasa, men udført med større Skynding. Ogsaa: forvikle sig, gaa uheldigt formedelst Hast som volder Forvikling. Agder, Tel. "Du he fjussa Gaadne te"; Ma. "De fjussa so" = "de gjekk usseleg o gale"; Tel. Ogsaa: fussa se d. 2) særlig: pluddre; tale for raskt og med sløv og usikker Articulation. Tel. (Kvitseid og fl.). "Han
fjussar i Mæle". – Fjussa f. og Fjusse m. en forvirret og famlende Tosse; Halvfjante. Ma. Sæt. Rbg. Minder desuden om Fjossa og om Fusse.

fjutla v. næsten = fjatla, fitla. Se fjusla.

Fjygl, fjygla se Fjugl.

fjæla se fjela; fjæra se fjerre.

fjærla se fjarla, fjela; fjærma se fjarma.

fjæsa sladre, se fisa (i'). Fjæsing se Fjersing.

Fjødd n. se Fjall og Fjell.

Fjøddra, fjøddren se fjadra.

"Fjøder f. 1) Fjæder". A. Fjøyr Sfj. Sæt. VTel. (Mo, Moland, Nissedal), Rbg. (Aamlid); Fjaayr SætV. (Sdm.), Fjeer og Feer Gul. Selbu (n.), se Fer. 4) Skovl i et Vandhjul. Østl. og fl. 5) Fremspringet i Kanten af Planker som pløies sammen. Østl. – "Fjøderham m. Fjæderham". A. Fjøyrhame og Fjøhame i Sæt. og VTel. 2) smaatoppet Hud = Fugleham. Sæt. – Fjør- og Fjærkall m. = Kvernkall. Smaal.

fjødra seg v.n. (ar) vel eg.: faa sine Fjædre i Orden; a) ordne sig, pynte sig, stase sig: fjøyre (seg), Sfj. VTel. Rbg.; fjaire, fjaayre, Sæt.; fjara, Ma.; fjøra m. St.; fjære Tel. Østl. (ogsaa paa m. Steder hvor Fjødr lyder Fjør); fjeere Røros og fl. b) komme til Kræfter og Huld igjen, komme til Magt, komme sig; oplives, opkvikkes = fidra seg, feera seg. Oftest: fjøra (fjøyre, fjaayre, fjaire, fjara) seg upp (atte) eller te, Tel. Sæt. VAgder (fjara og fjøra), Sogn (fjøra). Shl. (Kvinherad fjæra, men "Fjør"); ogsaa: fjarra seg Shl. Ryf., se fjarra (om en øieblikkelig Opfriskning), og fjara te, VAgder (hvor "fjæra" er "at ebbe", se fjøra). – Ogsaa: fjødrast dvs. fjøyrast VTel. Sæt.; fjaayrast, SætV.; fjairast, SætB.; fjarast, VAgder. – fjødrast av eller avfjøyrast, -fjairast, -fjarast: a) miste Fjædre. b) gaa tilbage i Kræfter (Livlighed, Udseende). Agder. – fjødren adj. opkvikket, tilfrisknet, livlig: fjøyren, fjaayren, fjairen, fjarin, (fjarrin, vever, Shl. Ryf. se fjarra). – fjaireleg adj. = fjairen, SætB. "Han fjøyrar seg upp o blive so gille", kommer sig; Tel. "Du fjøra deg inkje av de!" derved vandt du intet! Tel. "Han va so mo^u som ein Makk, men so fekk han seg ein Kopp Kaffi, o jaumenn blei han nokkso fjarin", Ma. "Ho hev fjairast atte mykji si her i Vaar, daa ho va so reint avfjaira". – Formerne "fjaire, fjarra, fjara" – og "fjæra, fjære" der hvor "Fjødr" ikke lyder "Fjær" – pege hen mod et *fjadra; G. N. fjadradr befjædret, fjödr Genetiv: fjadrar. Lydutvikling som: dadra, daira, darra, dara. Se feera seg, fidra seg, firra, fjadra, fjarra. Et avfeerast = avfjødrast, er meddelt fra SætV.

fjødrall adj. som en Spændfjæder; spændig, elastisk. Land (Torpen): fjørall.

fjødrande adj. = fjødrall, lettliva. Sæt. (öy).

fjødren adj. = fjødrall. Vald. Gbr. "D'æ fjørine Bäen paa Hæstee"; Vald. Ogsaa: livlig, let. "Fjørin aa gla so äin Fugl". Voss. – fjødrstælt? adj. d. s. Gbr. (Fron): fjørstællt. El. -stellt?

"Fjøl f." A. 2) = Brundbloka. Gbr. (Vaagaa).

"Fjøld f. Mængde". A. Særlig: Flokk af Folk eller (og) Fæ, i Formen Fjaadd i SætV. (med lang Vokal og lang Konsonant; jf. Aalmannfjøld) og Tel. (Mo, Moland, Vinje, Eidsborg, Aamotsdal; med kort Vokal). "A(i)Fjaadd mæ Fo^ukk", Sæt. "Her stænde eg mæ heile Fjaaddi mi", sagde en fattig Brandlidt, som stod omgiven af sin Familie og sit Fæ; Aamotsdal. Lidet brugt.

"Fjølde m. Mængde". A. Fosn. Fjaaldin eller Fjaaddin (emd "tykt", stærkt tilbagetrukket, ld eller dd), Mængden, den store Hob, de fleste. SHelg. (Bindal). – Fjaaldiseeglar m. en ganske almindelig, slet ikke udmærket, Seler. SHelg.

"fjølg adj. mandstærk". A. Stjør. Fosn, Selbu, "Flugu æ fjølg", det vrimler af Fluer.

Fjølgylta f. = Bumra. Se Gylta. STrondh.

"Fjøra f." A. Fjörö Østerd. og fl. Se Fyru.

"fjøra v.n. (ar) ebbe". A. 2) om Ferskvande: faa lavere Vandstand, minke, synke. Mange Steder. fjare SætB (se fjødra), fjaaraa Tel. (Tinn). G. N. fjara ebbe. 3) blive liggende paa Stranden efter at Vandet er faldet ud; lignende i G. N. fjare, SætB; fjæra VAgder. "Iisn, Baatn, hev fjara upp". "Boommn hev fjara upp o ligg atte paa tjurre Landi, o Farkostn æ innefjara av Boommn", indestængt i Fjæren. "Hoviis, d'æ Iis som he fjæra upp". "fjærast upp o nee", om Vandet som stiger og falder, og om Ting som stiger og falder med Vandet. Li. 3) "fjøra nee", siges om skraa Ager, hvis Muld glider ned til den nedre Kant. Tel. (Lunde, Selljor). Ogsaa: "fjøra seg nee", og "fjørast nee", el. "av", Tel. (Selljor, Lunde). "Aakrn, Joori, fjøras av; Aakrn æ neefjøra". 4) "fjøra burt" el. "av" el. "nee", aftage, minke; om hvadsomhest. Tel. (Kvitseid, Aamotsdal; Wille).

fjøra v.n. (er, de) om Alkohol: gaa i Hovedet, virke. Dal. (Hæskestad): "Dæ fjørde paa'an". Maaske trods Bøining, til Fjødr, fidra, firra. – fjør´e, se fjerre.

Fjørenfar og Fyrnfar n. = Fjørefar. Ndm. og fl. Fjøringfar Sdm. Se A.

Fjøretit m. = Fjørepist. Ndm.: Fjæretiit. Fjæreskiit m. d. s. Ndm. Nfj. Begge forklares ogsaa somme Steder = Rurpikka, og = Fossekall.

fjørfeig adj. = feig, forstærket; Døden meget el. uventet nær. Dal. (Hæskestad).

Fjørstund f. ledig Stund, Fristund. Dal.

"fjørug adj. livfuld". A. Østerd.: "fjöröugh"; ogsaa fjee-, til Fjødr "Fjeer"? Jf. illfjørug.




fjøsa v.n. (er, te) bruse op, som kogende Melk; ville syde over = føysa. Gbr. (Gausdal). Et Imperf. faus er ogsaa hørt. (Det er nu vel Nydannelser, og et "fjosa, faus" tør ikke antages uden som saadan). fjøyse (er, te), for føyse. Gbr. (Skaabu, Dovre). Jf. fusa.

Fjøssa f. en slusket og uanseelig ("lurvutt") Kvinde. Ma. For Flyssa, Vaskeklud? Bruges undertiden omtr. = Fjossa. – fjøssen adj. slusket = lurvutt. Ma.

Fjøtr n. "Isfjøtr", fjøtra v. se fjatra 2.

Fjøtr m. og Fjøtra f. famlende Klodrian; sløv Vaaser. Tel. (Kvitseid). Se fjatra 1.

fjøtra (paa) v.n. trippe afsted; skynde sig, med smaa vimse eller vevre Bevægelser. Nhl. Voss, Sogn (Vik, Aurland). fjetra (pao) d. s. Sogn (Leikang og fl.).

Fjøtul m. en famlende, vimsende, Klodrian. Ma. (Grindeim): Fjøtel. Hedder Fjotoole m. (se d.) i Tel. (Vinje, Rauland); vel til fata, fjata. Ogsaa: Fotoole se Fotul. – fjøtelslig adj. som en "Fjøtel". Ma.

Fla`a m. se Flade.

Flabba f. en kvabset, klodset fremplumpende Kvinde. Smaal. "E tykk Fläbbe". – flabbutt adj. lig en Flabba. flabbig d. s.

flabba v.n. (ar) kysse og kjæle. – Flabbing f. det at flabba. – "flabben (adj.) te snakka", kjælen i sin Tale. Jæd.

Flaberg n. liden nøgen jævn Bjergflade, som har fremmedartede Omgivelser; saaledes: et lavt ø- el. næs-formigt Bjerg i et Flodleie, en flad Bjergø i Skov- el. Græsland. NSmaal. Solør, SØSterd. (Aamot), Rom. Oslo, Vestfold (Eiker, Lier), Modum, Sigdal, Hall. (Hol). Aldeles forskjelligt fra "Flag", Bjergvæg, samt fra "Flaaberg" (og "Svaberg"). Jf. Flabrynn, Fla(d)e, Fleda (Flæde, et fladt Skjær).

Flabrynn m. vidt og grundt, gravet Vandbasin med jævnt skraanende Sider; mest til Vanding af Fæet. Rom. (Nes). Se Flaberg, Flade.

Fla(d)e m. en jævn omtrent vandret Flade af dyrket eller dyrkbar Mark; flad Eng eller Ager. Oslo, Rom. "Solør, Smaal. og SØsterd.: Fla`a, "Aakrfla'a". Og "Fla`e". "Fla`an" er hyppigt Navn paa Husmandsplads i Oslo og Rom. Jf. Fleda (Flæde osv.), Isl. fleda; T. Fladen dvs. vid Kage; Nordsvenske ("Norske", Lundell) Diall.: flade, flada m. dvs. lidet Vandbasin, liden Vig. (Jf. om Bett. Svad).

Fla(d)r m. et lidet Eksemplar af de tynde, flade og brede Fiskearter. Mest: Bras´mrflar, liden "Bras´mr" dvs. Brasen. Vestfold (Hov). Betyder vel eg.: liden Skive, overhovedet; ligesom Flær (Fledr) f., Nordsvenske ("Norske" Lundell) Diall.: flader, flar og flår, en Barkskive, en liden Træplade = Flær. Jf. Fledra og de følgg.

Fla(d)ra f. 1) liden med den ene Ende fasthængende Flis eller Flænge. Vestfold (Hov). "Malingflare". 2) liden Sprække i Træ, omtrent = Flipa. Vestfold (Hov). Fyldt med Harpiks: "Kooe-flare". Begge disse Bett. har paa andre Steder Fløyra, hvilket vel er samme Ord, et G. N. *fladra A.. flödru; ligesom "Bløyra" er bladra, "Møyre" er madra. Jf. Fledra, Fleira.

fla(d)ra v.n. (ar) 1) logre, smidske, sledske; karessere, kjæle. (fladre, logre; Christie, uden Sted); flarre, Sdm.; flare, Gbr. (Vaagaa), Nfj. (Selja), Hedm. Ogsaa kokettere, lefle. Innh. (Stjør. og fl.). "Ho fær aa flare mæ dæm all' i Hop". 2) lee utækkeligt, flanet eller uanstændigt; grine. Vestfold (Hedrum, Hov): flare. 3) "flara, a) flamme, b ) prunke". A. – fla(d)rast v. recip. kjæle med hinanden. Gbr. – Fla(d)r n. Smidsken; Kjælen; Leflen. Gbr. Nfj. Innh. "Laavaa (liva) i Flaks aa Flar"; Innh. (Fladr, Hykleri; Christie). – Fla(d)r m. a) En som fladrar. Gbr. Innh. b) utækkelig Latter; Grin. Vestfold. "Slaa oopp en Flar". – Fla(d)rar m. = Fladr m. a). – Fla(d)ra f. Kvinde som fladrar; særlig: Flane; Kokette. Gbr. Hedm. og Vestfold: Flare; Innh.: Fla-ar. Flar f. og n. d. s. Land. – Flarhoond, -bikkje, H. som fladrar. Gbr. – fla(d)rutt adj. som farer med Fladr dvs. sledsk, koket osv. Gbr.: flaaraatt. G. N. fladra = bladra tungunni (bevæge en Skive frem og tilbage, vifte); Isl. fladra, logre; Sv. fladdra dvs. flagre; Sv. Diall.: fladdra og flarra v. dvs. sladdra og dl. (føite); fladdra f. lätsinnig qvinna. Jf. Fladr og Fledra, en Skive osv., fledra v. (fleera); T. Flader dvs. Flamme i Ved; fladern, flattern dvs. flagre, flamme; Fledermaus dvs. Flaggermus.

Fla(d)reflis f. meget tynd Flis. Vestfold.

"Flag n. 1, Søbassin". A. Namd. Flak d. s. Shl. Ryf. Flakk, d. s. Ryf. 2) vid Flade. Ryf. Se Flak.

"Flag n. 2, Bjergvæg". A. Sigdal.

"flaga v.n. (ar) flække". A. Nhl. "Seljo flaga", S. slipper Barken (om Vaaren).

"flaga v.n. komme stødvis". A. Tel. (Mo). "Aaee flagar", Flodens Drøn kommer s.

"Flaga f. a) Byge". A. Flago, Namd. (Fosnes, Namsos); Fla-ag, Innh. Fosn, Ndm.; Flogo, Gbr. (Lesja, Foldal) og fl.; Flugu Stjør. STrondh. (Tydal); Floge (o') f. Sdm. (Ulvstein, Øyrskog); Flaagaa f. Innh. (Leksvik), og Flaa(gh)waa f. (?m.) Gul. (som "Kaanaa" dvs. Kona).

Flaga f. 2, a) afflækket el. overhovedet fraløst Plade eller Skive; Flænge; b) barkeløs Flade paa et Træs Side. Rbg. (Tovdal, Aamlid): "Flage, Nævreflage, Tyriflage, Fjærsinggflage"; "Halsflaga". En mere udbredt Form er Floga, se d. – Flagefura f. Fyrr hvis Bark er borte
langsad en Side. Rbg. G. N. flaga Skive; Eng. flag. Jf. flaga, flagna.

Flage? m. en noget vid Terrasse i Bjergsiden. Gbr. (Fron, Vaagaa): Flaagaa. Jf. Flaa f. (Som: Slaagaa – Slaa).

"flagna v.n. flækkes osv." A. VTel. "Sou´n (Uddee) flagnar, Faarets Uld løsner af i Skiver.

flagra v.n. se flakra.

?Flagspetta f. en Træpikker. Østl.

"Flak n. 5) Fiskestim osv". A. Sfj. Nfj. "6) letsindigt Menneske". A. Hedm. Vestfold. 7) stor Vidde; vid Flade. Smaal. Ryf. "Sköuärflak", Smaal. ”Du har sleje eit heilt Flag (Flak) idag!" Ryf. – Flak og Flakk se Flag. 8) hver af Halvdelene af en kløvet Bjælke; særlig: den nederste halvt kløvede Bjælke i Stolpebodens Væg, umiddelbart over Stolperne. Sæt. og VTel. Flertal: Flok.

flaka v. n. (ar, a og er, te) gabe; aabne sig og svinge ud; mest om Klæder. Tel. Ryf. Sæt. "Kjolen flakte ut mæ han dansa". G. N. flaka d. s. Eet med "flaka, sværme omkring", A. Hall. Sogn, Oslo.

flakall adj. tilbøielig til at "flaka" (i dets forskj. Bett.); løst klædt. Sæt. Sogn og fl.

"Flake m. Flage". A. Særlig: hvidmalet Brædegulv, som lægges ved Lakse-net og skal forestille Vandfald. Berg. 4) vid Flade, Vidde = Fleke. Nhl. 5) Skive = Flak. 6) Tømmerflaade = Flak. Hall. 7) enkelt Lag Tømmerstokke i en Flaade = Fleke. Vestfold (Eiker). 8) Spileverk ("ei Grind") der bruges som Bihang til "Slede, Sløda" til Fiskefangst i Floder; jf. Fleke. Vestfold (Lier): Flaka.

flakk adj. = frakk. Romsd. Gbr. Sogn.

Flakka f. vid Flade. Li. (Bakka, Nes, Kvin).

flakka v.n. = kippa 8. "Skod´n f." Dal.

"flakka v.n. flakke, færdes". A. Særlig om langsom og noget usikker, planløs, Bevægelse: "flakka aa ro". Ryf. Dal. – flakkast v.n. flakke. Ma. (Aaserall).

"flakna v.n.. A. flaktne Østl. (Ringerike, Rom. og fl. – som saknte dvs. sakna); flaktn Trondh. Nord.

flakra v.n. (ar) 1) om svag Vind: blafte; vifte frem og tilbage; være omspringende. Dal. (Hedland): flagra, hvilket tør være en ligesaa oprindelig Form. 2) flagre om; sværme om, føite = flaka, flaksa. Trondh. og fl. 3) logre; kjæle; fjase. Ryf. Trondh. "flagra mæ Jentedne, mæ Hundn", Ryf. – Flakr n. Kjælen, Fjasen. Østerd. og fl. "Flakkr aa Fjas". – Flakrebikkja f. Hund som føiter om og logrer for alle. STrondh. "Flakkrbitkj'". – flakren adj. tilbøielig til at flakra, til Flakring f.; særlig om Vind: viftende, blaftende. Dal.: "flagren"; slig Vind er Flagrevind m. Dal. Jf. flaka, flika, flikra.

flaksa v.n. (ar) flagre omkring; føite = flaka, flakra. Berg. og Trondh. – Flaks n. 1) Føiten; Flanen. Trondh. og fl. "Flaks aa Flar". 2) let Person; Flane. – Flaksa f. Flane, Tøite. Berg. – Flaksefat n. Flane. Nfj. – Flaksekjerald n. Flane. Num. Rom. "-kjöröl". – flaksesam adj. tilbøielig til Flaks eller Flaksing f. Nfj.

Flaksida f. = Svangsida. Ma.?

Flalenda f. Agerland paa en "Fla(d)e". – flalendt adj. om Terrain bestaaende af "Fla(d)e" eller "Fla(d)er". Rom. Smaal.

Flams n. Vimsen, Flagren. Sdm. og fl. – Flamsa f. en Flane. Trondh. – flamsen adj. forvirret, vimset = forflamst. Helg. Til flamsa v.

flana v.n. (ar) 1) klavre, entre = kliva. Agder. "Flana uppette Furaa, Flagstaangjæ"; "f. i ait Tre". "Han fo^ur aa flana utyve Bo^ur o Bænkji". 2) fare vidt omkring, fare baade høit og lavt, tumle = flaa, flengja, flekkja. VAgder, Oslo. "Flana o rænna paa Ski". "Ho flana o flyge addesta"; Ma. "Han fær aa flanär aa kjører mæ dissa Mærraskinna sine stødt"; Oslo. 3) føite = flogsa. Oslo, Shl. (Finnaas, Fitja). 4) bli skamfuld eller nedslagen; bli flad i Ansigtet. Ma. (Holum). "Han flante herlig, daa eg sae dæ". I denne Bet. maaske kun en Udtaleform af det Egdske "flaena" dvs. fleina; dog snarere sammenhængende med "flana (er, te), gloe", A. 5) v.a. "Han flana ut de beste av Skogjn", foor vidt ud over Skoven og huggede ud det bedste. Rbg. – Flana f. En som føiter om; Flane. Shl. – flanen adj. 1) tilbøielig til at "flana"; særlig om Smaabørn: paatrængende, klavrende op ad En. Agder. 2) skamfuld, "flad". Ma. (Holum). Isl. flana (ada) løbe blindt hen. Jf. flanta, fjanta.

Flange m. en stor utækkelig Figur. Gbr. (Fron). "Ein digr Flangje". G. N. flangi, omtrent = Flangre. Maaske dog eg. eet med Flange A. (en vid utækkelig Klædning, opr. vid Barneklædning; Gbr.).

Flangra f., Flangre m. føitende Person. Tel. Nordl. – flangren adj. Tel.

"flangsa v.n. (ar)". A. Li. flaangsa (og "flongsa, flungsa", Ryf.), Rog. 2) gaa med Klæderne gabende. Hall. – Flangs m., Flangsa f. En som flangsar. Li. Tel. og fl. – flangsen adj.; Flangsing f. Jf. Isl. flangsast, logre?; flongsa, fjongsa.

Flans m. Hingstens Avlelem = Frans, Fans. Dal. Sæt. G. N. flanni, Mandens.

Flant m. Snip af en Hud = Hik. SBerg.

flanta v.n. (ar) føite = flana. – Flanta f. "Ei som flyg aa flanta". – flanten adj. Shl.

Flar m. se Fladr; Flare f. se Fladra.

flare v., Flar, Flare f., flarra, se fladra.

"Flas n. tyndt Skal, Skjæl". A. Sogn, Li.

Flas n. 1) letsindig Færd og Tale. Innh.
"Laavaa i Flas aa Flangr". Til flasa 2,. Ogsaa: Flaas, af Formen flaasa. 2) vel dristig og skjødesløs Kvinde; Flane. Tel.

flasa 1, v.a. (ar) løse op eller af i store lange Skjæl eller Skiver; opflise, afflise; afskalle. Tel. (Vinje, Nissedal og fl.). – flasa seg v.n. løse sig op eller af i store lange Skiver. Tel. Sæt. "Fura flasar seg" = er "Kalvtre". – Maaske eet med flg.

flasa 2, v.n. (ar) 1) være noget løs, dristig og skjødesløs i Dragt, Adfærd, Tale; omtrent = flaka, fjasa. VTel. "Eg flasa o køyrde mykji", tumlede, var flot. 2) flane; kokettere. Innh.: flaasaa og flas' (fla-as). "Ho fer aa flaasaa mæ dæm all ihop". – flasaleg adj. løst og skjødesløst klædt. Tel. (Kvitseid og fl.; Moland: "flaseleg"). – Flase m. og Flos (o') f. En som flasar 1), som er noget dristig og skjødesløs ("flot"), Flane. Tel. – flasen adj. tilbøielig til "Flas"; flanevorn. Innh. flasutt adj. d. s. Innh.: flasaat og flaasaat. Jf. de flgg. og flosa, Flosa; Isl, flasa buse frem.

Flasa f. 1) stor og især lang Skive af Bark eller Ved som hænger løst paa Træet. Tel. Rbg. 2) langt, barkløst Sted paa et Træ. Tel. og Rbg.: Flase. Jf. Flosa (Flosu), Flas osv. – Flasebjørk f. og Flasefura f. Træer, hvis Bark er afløsnet langsad een Side. Tel. Rbg. – Flasetyre n. fed Ved langsad en barkløs Side af en Fyrr. Tel. (Nissedal). – Flasetopp m. fortørret Fyrretop som har "Flasetyre" langsad den ene Side. Jf. Fjersingtyre, Fræsetopp. – flasutt adj. fuld af Flasor. Rbg. Tel. "Borkjn æ flasutte".

flasaleg adj. se flasa v. 2.

flasast v.n. (ast) = flasa seg. Om Bark og Ved. Rbg. og fl. "Gei`ta hev flasast av, so d'æ etti barre Al´n".

flasja seg v.n. (ar) = flasa seg. Ned. "Nævra flasjer seg".

flasjen (el. flaskjen?) adj. bruges om konvekse og konkave Ting, hvis Buethed er meget liden og som derfor er flade og aabne i Forhold til Vidden; omtrent = flaa, flaassen, flassen. Hard. (Kvamm). "Ein flasjen Grunne; ei fjæskæ Kvedn, Skaol; eit flasje Fat, Trog". Jf. flassen.

"Flask m." A. Sogn, Hall. Busk. Oslo. "Han slo dæ paa Flaskn", væltede det om paa Bredsiden.

Flaska f. langt Træstykke eller stor Splint som er fraskilt et Træ "paa Flask" dvs. saaledes at det er et Sylinder-Segment (eller Stykke af et Rør); Tel. Sjelden. Ogsaa: "Flesja". – Flaskefura f. Fyrr som er flad paa een Side, enten ved Borttørren eller ved at "Flaskor" er afslaaede. En slig Bjælke er flaskutt adj. Ø- og VTel. – flaskekløyva v.a. kløve "paa Flask". Tel. Jf. Isl. flaska splitte, flaskast kløves. Se A.

"Flaska f. 2) et Trækar osv." A. Ryf.; Gbr. Hall. og Vald.: Flæske.

Flaskefat n. = Fjams. Rom. Smaal.

flaskra v.n. = flagsa, flaksa. Tel. Vald. – Flaskrefat n. en Føiter. Vald.?