A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

fleikra v.a. 1) stryge, klappe, kjæle. Tel. "fleikre Hoondn, Kattn". "fleikre seg", stryge sig opad En, som Kat og Hund. 2) v.n. = fleikre seg. "Fleikre aa kjæle", Tel. (Vinje). Jf. flika, flikra.

fleima v.n. (er, te; og ar) 1) gjøre sig elskværdig ved kjælne Miner og Lader eller ved kjælent Fjas, Latter osv.; gjøre sig sød;
omtrent = fleina. Stjør. STrondh. (Fosn, Ork. Strinda; Meddal: "fleem"). "Hu stoo aa flæmt' aa gjoor' sæg te". 2) føite, flanere; = flogsa, flagsa. Sfj. (Førde). – Fleim m. Person som er fleimen adj. dvs. som gjerne "fleimar"; sødlig; anstrængt elskværdig; somme Steder: altfor familiær, noget paatrængende. STrondh. – Fleima f. = Fleim. Sfj. – fleimutt adj. = fleimen. Stjør. Jf. flima (G. N. flim og flimt Haan. Grin?).

Flein m. 1) et bagover eller udad og nedad liggende Horn hos Hornkvæg; mest i Fl.: Fleinar; de lade Dyrets Ansigt synes fladt og bart "snaudt", "snaaldutt". Se fleina. Sæt. Tel. Num. Busk. 2) en stor Flis eller Splint. Ma. (Øyslebø). Jf. Fleina, Flina, G. N. fleinn. 3) Knude = Flein n. Hall. (Aal). Fløyn m. Hall. (Gol). – Fleinehorn n. = Flein 1). – Fleinku f. og Fleinukse m. Hornkvæg med Fleinehorn. Num.

"flein adj." A. 2) flad; om det som skulde være svulmende. "Ai flaen´e Kaka". Sogn (Aardal).

"fleina v.n. (er, te) 2) grine, lee ad Folk". A. Overh.: lee utækkeligt (grinende) dvs. forlegent, halvfjantet, letfærdigt eller haanligt (lee saa Ansigtet blir fladt).V- og ØAgder, Rog. Oftest: "fleina o læ". Se flana. "3) kjæle; gjøre sig sød". A. Rog. Rbg. Ndm. Fosn, Stjør. 4) skræve, saaledes at man blotter sig = geisa. Rbg. (Honnes). 5) skjære til Siden (skjævt) eller uvornt; flænge; ogsaa: tage stærkt til (paa) noget, angribe stærkt. V- og ØAgder. "Knnivn flæente te Leess o -a(v) borti Fingjn"; Kvin. "Flaena nee Høy", meie voldsomt; Ma. "Flaena o hogga", hugge uvornt. "Du flaene herlig i Lære; naa flaente dæ paa H^euæ"; Ma. Jf. flinsa, Flein, Fleina, Flina, Flindra. I sine Anvendelser, ligner det flekkja og fledra. – Flein m. En som er fleinen dvs. gjerne fleiner: a) en Griner, Grinebider, osv. Agder. Ogsaa: Fläeni, Sæt. b) en Smigrer; Kjæler; letfærdig Fjaser. Ndm. og fl. I Ryf. og Jæd.: Fleidn. – Fleina f. kvindelig Flein; Flane.

Fleina f. 1) liden tynd Flis. Li. (Vanse), Ma. (Holum, Søgne). Fløyne f. Ma. (Halsaa). Jf. Flein osv. 2) tynd Haarlok. Oftest i Fl.: Fleinaar tynde Lokker. SHelg. 3) Skramme eller Mærke efter et Saar. Sogn, Hall. Se Fleina A. 4) Knude eller Vorte = Flein n. Smaal.

fleina seg v.n. (er, te) løse sig op splint- eller skivevis; flise sig op. Ma. Li. (Vanse). fløyne se(g); Ma. (Halsaa).

fleineleg adj. med et fladt Ansigt, der ligesom griner En imøde (letfærdigt, haanligt, frækt). Rbg. Ma. Jf. flein adj., fleina v.

"fleinen adj. kjælende osv." A. Fosn, Ndm. Rog. 2) se fleina v. 3) synligt skuffet el. skamfuld; forlegen; flau; omtrent = flein, flat, sviden. Gbr. Dal. ØAgder; VAgder "fläenen".

Fleingran f. og Fleinfura f. Træ, som er fladt og tørt paa Stammens ene Side, som Følge af Vold mod Barken ( ikke Raadnen). Ringerike, Vald. Anderledes A.

fleinhyrnt adj. om Hornkvæg med "Fleinar". Tel. Sæt. og Ryf.: "fleinhynnte".

Fleinskalle m. 1) "fleinskalla", Hoved eller Person. Sæt. (dd) og fl. 2) Ko med Fleinar. Dal. (dl).

fleinskollutt adj. = fleinskalla. Hall. Agder. Tel. I VTel. og Dele af Agder: flæeskoddute (og -ai-). Vestfold: flængskallete.

fleint adj. forlegen osv. = flein, flat. Nfj.

fleinutt adj. fuld af Flein n. Smaal. og fl.

Fleip n., Fleip m. se fleipa.

"fleipa v.n. (ar) 1) gabe, bøie sig ud". A. Ogsaa: (er, te); Nfj. Ryf. "3) fjase, snakke lystigt; kjæle". A. Nordl. Ryf. 4) spase grovt, uhyggeligt, uheldigt. Sogn og fl.; Gul.: fleep(e). 5) svinge (slænge) ud til Siden; gjøre meningsløse Bevægelser til Siderne, maaske ikke fuldt saa store og kantede som i "feikta", men = geipa, geigra, maapa. Østl. (Solør og fl.) Vald. Nfj. og fl. "Kniivn fleipte inn i Led´e (Lædret)", Nfj. "Fleipe mæ ein Kniiv". -. Fleip n. det at "fleipa"; mundkaad Spas osv.; ogsaa: planløse slængende og fegtende Fagter. Gbr. Tel. Ryf. Totn, Helg. og fl. "Gjera Fleip aat", Nar ad. – "Fleip m. mundkaad Person, Fjaser". A. Nordl. Trondh. Østl. Tel. Ryf. Sogn, Nfj. "D'æ bær Fleipn din!" Ryf. det er bare din løse Mund, dit Fjas! Stjør. 2) Person fuld af utækkelige, umotiverede Fagter, af Fleip n. overhovedet. Østl. Romsd. og fl.; Gul. og Østerd.: Fleep. "Hunnsfleep" om Hund som farer legende frem og tilbage under uheldige (utækkelige) Forsøg paa at indynde sig. – Fleipa f. en smidskende eller letfærdig Fjaser. Ryf. – fleipast v. recip. = gantast. Østerd. "fleepes mæ Førkjöm". – Fleipebidne og Fleipefat n. mundkaad Person. Vald. Fleipekjeft m. d. s. Østl. – fleipen adj. som gjerne fleipar dvs. mundkaad, kjælen osv. – Fleipferder m. d. s. Østl. – fleipen adj. som gjerne fleipar dvs. mundkaad, kjælen osv. – Fleipeferder f. plur. utækkelige Fagter. Romsd. – Fleipstakall m. et Mandfolk som er vel familiær eller kjælen. STrondh. – fleiputt adj. fuld af Fleip n.; eller: som en Fleip m.; flanevorn. Østl. Trondh.

Fleipemaal n. og fleipe v.n. bruges i VTel. om den noget bredmundede, fladlæbede (smilende) Udtale hos Egden og tildels Molændingen (i VTel.), ved hvilken de lange Vokaler i, (o), u, og y, blir kløvede til en aabnere mere indifferent Lyd + den mere spesifike, til: ^ei, (o^u), ^øu el. ^eu, og ^uy el. ^øy.

fleipra v.n. (ar) 1) = fleipa 4); særlig: spase bespotteligt, blasfemiskt. Gbr. (Skjaak, Lom). G. N. fleipra passiare. 2) gjøre sig sød; være kunstlet blid; smidske; logre.
Gul. og Østerd.: fleepre og flæpre. – Fleipr n. det at man fleiprar. Gbr. – Fleipr m. En som fleiprar. Gbr. – Fleepre (og æ) f. En som fleeprar (æ). Gul. Østerd. – fleeprin og flæpren adj. sødlig, utiltalende blid. Gul. Østerd. – Fleprebikkje f.

"Fleir n." A. Er m. i Bamle, Vestfold. Fløyra f. d. s. se Fløyr. 2) Skjæl paa (af) Hud, = Flas. Romsd.

Fleira, fleire, se Fledra, Fløyra, fledra.

"fleire adj. pl. flere". A. fleiroms, andres: "taka fleiroms Hestar". Tel. (Rauland, Kvitseid). Den besynderlige Form hører maaske ikke hid.

fleirfoldig adj. mangfoldig. Smaal. Oslo.

fleirtynt (yy) adj. om Gaard: med mere end eet "Tun". SBerg.

"Fleis m". A. Tel. Gbr. Østl. 2) mundkaad flabbet eller grinende Person. Tel. Jf. flisa dvs. grine, lee. 3) letfærdig Fjaser. Innh.

fleisa v.n. (ar), tee sig som en "Fleis": a) tale mundkaadt og fornærmeligt; b) = flogsa. Tel. Hertil Fleis n.? "gjaaraa Fleis", gjøre Nar (Grin) ad. Gul. – Fleisekjeft m. En som fleisar a). Tel.

fleisa v.n. (er, te) give et klaskende Slag, især i Ansigtet; daske til En. Hall. Vestfold (Dramn). – Fleis m. Dask.

fleiseleg adj. lig en "Fleis". Tel. – fleisutt adj. letfærdigt fjasende. Innh.

Fleiv m. Brødstikke, se Fløyg. Shl.

fleka, flekast v. logre osv., se flika.

flekataae adj. n. naar Sneen er aftøet stribe- eller pletvis, er det fleekataae. Hall. Vald. – fleekabart adj. n. d. s. Num. – fleekati(d)e (ti'i) adj. n. d. s. Num. Til fleka A., fleeka Vald., maaske eet med flika (i') dvs. gabe, grine, jf. flikja. Eller til Fleke.

Fleke (e') m. 1) en Skive af nogen Vidde, maaske helst retvinklet; en Flade, af nogen Vidde, med Hensyn paa det som dækker den eller er i den – altsaa ikke taget matematiskt. "Flekje" er = Flake, Flak, Flakka, i mange af deres Bett.; det synes at være mindre end Flaatt. Hard. Shl. Tel. Rbg. Ma. Ned. "Isflekje" = Isflak. Hard. Shl. "Du heve skore, slegje, hoggje, ein heil´e Flekje idag!" "Me tok upp ein heil´e Flekje mæ Eple" (Kartofler). "De stænd etti ein Flekji i Skogjn uhoggjen"; Sæt. "Timri ligg i Fleka uppette Bakkane", sammenkjørt i Lag af kun een Bjælkes Høide. Rbg. "Timbrflekje, Bruksflekje", Tel. 2) Fiskestim som breder sig ud oppe i Vandskorpen = Flak. Hard. Shl. Ryf. "Fiskaf., "Sildaf." 3) et Spileværk, Lægteværk. Saaledes: "Uksaflekje", et Spileværk i Bunden af Tyrens Baas; Nhl. "Flege", et tæt Lægte- eller Pæleverk omflettet med Gjorder eller Ris, til Laksefiske. Ma. (Holum). P. Claussønn har "Flæge, Riisflæge", d. s. 4) Stribe eller Plet af bar Mark vekslende med Sne om Vaaren. Hall.: "Flekji". Og Fleek m. Hall. "Væra paa Fleeko", være sin Undergang nær; Hall. (Se Floke). G. N. fleki Lægte- eller Flageværk; jf. fleka, bli stribet. – fleka v.a. (ar) 1) "fleke ihop Timri", kjøre Tømmeret i Hob i Flekar. Flekeplass m. Sted hvor Tømmeret "flekast". Rbg. (Bygland, Hærrefoss). 2) lægge i Flekar. "Fleke o skjere", skjære Korn og lægge Negene i ligeløbende Rader. Sæt.

"Flekk m. Punkt, lidet Rum". A. Flekkjomte" (-aam, -öm, -em) hist og her, af og til. Gbr. STrondh. og fl.

Flekk n. en eensartet, ikke meget stor, Markflade, Eng eller helst Ager. "Aakrflekk". Sæt. Ryf. Hard. (Sammesteds Flekk m. Plet). Eg. Flek, G. N. flek, n. et Stykke Mark.

"flekkja v.a. 2) fraskille osv." A. 3) grine. Trondh. Gbr. og fl. "Flætkje (taa) Tæⁱnnom". "Hunn´n sat aa flækt'", ogsaa: "sat aa flætkja". 4) haanlee, gjøre Grin (Nar), haane. Nordl. Trondh. Shl. Ryf. Li. "Flætkj' taa aat ein" (dvs. 'taa Taannom, Tænnom) el. "flætkj aat Folk". "Han flætkja aa fliirte"; Trondh. "Fletkja aa læ"; Shl. "Fletkja aa spyrja", spørge haanligt = fleggja, Shl. I de sydlige Egne tør denne sidste Anvendelse være udgaaet af Bet. "flække, rive op"; se flengja. 5) fare høit og lavt; føite om = flengja, flana. Li. Ryf. Fosn. "Flekkja øve Boor o Bænkje". "Flekkja ute". "flekkja seg", slænge sig, kaste sig = flengja. Ryf. Shl. 6) drive stærkt paa, rive Arbeidet fra sig = fleggja, flengja, fletta, flysja. Ryf. Shl. Og "flekkja paa". – Flekkj? n. Grinen, Haanen; haanende Spas. Innh. "Gjaaraa Flætkj" (og Flætt? af fletta) gjøre Grin; "han e saa full taa Flætkj, saa flekkjfull (og flættfull?). – Flekkja f. 1) En som haangriner ad alt; ogsaa: Flane. Ndm.: "Flætkje"; Trondh.: "Flætkj". 2) rask Arbeider = Rivar. Li. Ogsaa: Flekkjar m. Li. Rog. 3) Mandfolk som er for familiær mod Kvinder; ogsaa: Smidsker, Sledsker. Røros og Østerd.: "Flekkje (æ?)"; maaske ved Sammenglidning med Fleikja, se d. – Flekkjebikkja f. 1) lumsk, nærgaaende Hund. Østerd. 2) logrende, kjælen Hund. Røros, Østerd. Her indblander sig maaske "Fleikje-". – flekkjen adj. tilbøielig til at flekkja, til Flekkjing f. – flekkjutt adj. 1) fuld af Grin, "Flætkj"; Trondh.: "flætkjaat". 2) sledsk, smidskende; til Flekkja f. Røros.

Flekkja f. en Vidde, en noget stor Flade = Flak, Flakka, Fleggja, Flaatt, Fletta. Nfj. Sogn, SBerg. Li. "Ei Flekkje te Dør", en umaadelig stor Dør. Nfj.

Flekkje n. Sted, hvor noget tilveiebringes ved Flækning; saaledes: "Hedleflekkje", Hellebrud, Flisebrud. Hard.

flekkjeberr adj. = flekabar. Gbr. Vestfold.

flema v. vimse; Agder; se flima.

flemsen adj. forvirret af Forlegenhed. Helg.


"Fleng m." A. "Däi flöug i Flokk o Flængg", tumlende om hinanden. Harad. "I Flæng", i uordnet Mængde. Østl. (Busk og fl.). Se flengja; Heng.

"flengja v.n." A. Ligner i Bett. sterkt flekkja og tildels flysja og flaka. "Han arbeidde saa han va færig aa flængje seg" = flakne. Bamle og fl. 3) gjøre voldsomme Bevægelser til Siderne; slænge sig, slænge; kaste sig = kasta; ogsaa = flangra, flangsa, flaanga. Ryf. Dal. Li. Vestfold, Smaal. "Vindn flængjer"; Ryf. "Flængja yve Bo^ur o Bænkje" = flana, flekkja; Dal. "Han gaar aa flænger innom Gaalane"; Østl. 4) tage store Tag; tage stærkt i eller paa; angribe stærkt = flysja; drive paa, tumle med noget. Agder, Tel. Hall. Bamle, Vestfold, Smaal. Odal, Rom. og fl. "Du flængde svært ette Ækraa, Skogjn, Flaskaa", du gjorde svære Greb i, der var Forslag i din Virksomhed (Meien, Huggen, Drikken) = du fluste etter osv. Agder (Ma. Rbg. Sæt.). "Flængja o skjera, slaa"; Li. Tel. "Flængja avsta" el. "paa"; Li. Tel. "Han flængde aa køyrde so fælt"; Hall. og Østl. "Han flænger aa flaar mæ Folka"; Østl. 5) angribe med flængende Ord, Haansord (jf. Eng. fling = Slengjeord); Li. "Han laag o flængde paa 'an i heile Gjesteboe". 6) gramse, rive til sig; plukke (ud) = bledja, glada; altid med Begreb af Uvornhed. Bamle, Rbg. "Ho flængjer alti ette de beste" (Drangedal). "Han hev flængt ut de beste av Skogjn" (Aamlid, Honnes). 7) v.a. slænge, kaste; maaske særlig noget skiveformigt henad en Flade (et Brev henad et Bord). G. N. flengja d. s. Jf. Sv. flänga, Eng. to fling, gjøre voldsomme Bevægelser til Siderne, kaste (sig), slænge.

Flengja f. 1) afflænget, afskrællet eller løsbrudt Skive. Agder og fl. 2) = ein Rivar, ei Flekkja; ogsaa i Genetiv (som adj.): "ein Flengje Slaattekar", Sæt. Tel. Ryf. 3) Mand som er skjødesløst klædt, især i aabne eller iturevne Klæder. Hall. 4) slusket Kvinde. Vestfold (Dramn): "Flænge". 5) vid Flade = Fleggja, Flekkja, Flaatt. Sæt. Se A.

Flengjand n. = Tak, Fauk, Faukand. Hall. Til fjengjast.

flengjast v. recip. (est, dest) slænge hinanden; brydes; slaas. Hall.

flengjekløyva v.a. = flaskekløyva. Tel. (Nis.).

flengjekøyra v.n. kjøre voldsomt. Hall.; Østl.: "flængekjøre".

flengjen adj. tilbøielig til at flengja.

Flengjevind m. Kastevind. Ryf.

flengjutt adj. a) om Folk som gaar med aabne (”flængane”) Klæder. b) om Klæder som "flænger (3)" for stærkt. Vestfold (Dramn): flængete.

Flengra f. Flane = Flangra. Voss.

flengsa v.a. (ar) 1) flænge, rive op. Hard. "Eg flængsa meg sunde pao Haandæ". Jf. flingsa. 2) = flangsa, flingsa, flogsa. Ma. – Flengs m., Flengsa f. og Flengsar m. En som flengsar 2); en Flane. – flengsen adj. Ma.

Flengsa f. løsflænget Skive = Flingsa; helst af noget blødt. Ned. – flengskallete se flein-.

fleng-trabelt adj. n. anstrængt travlt, yderst travlt. Smaal. fleng- forekommer vistnok i flere lign. Sammensætnn. ogsaa: "flængan(d)e trabelt". Smaal. Jf. flengja 3) og 4).

Flensa f. 1) rask Arbeider = Flengja. Sogn, Nhl. 2) et stort kraftigt Kvindfolk. Dal.

Flensvevnad m. et Slags Mønster-Væv. Gbr.

flentra v.n. smile forlegent. flentren adj. Hard. (Ullensvang). Meddelt. Jf. fleina.

Flenu f. Flis, Hall. se Flina.

flepre, fleprin se fleipra.

Flera, flera, fleren se Fledra, fledra.

Flerra, flerra, flerreleg se Fledra, fledra.

Fles n. tyndt Skal, Skjæl = Flas. Gbr. (Lom, Vaagaa, Fron): Flees (med kort ee og kort S); Ndm.: Fleess. Fles n. Skjæl af Metal. Li. (Vanse). Vel for: Flis (i'); jf. Fliis f., Flesa, Flisma; Sv. Diall. fläis, en flisa.

"Fles f." A. 2) Fleess, Fl. Fleesi, flad græsgroet Holme, som kun i Stormflod overskylles. Stikker høiere op end Flud. Helg. (Bindal).

Flesa f. tynd (fasthængende?) Flis. Dal. og Li.: Flesa og Fleesa; maaske ogsaa Flisa (i'). Jf. Flesja (Flas) og Fliis (Fles).

flesa seg eller flesast (e? og ee) v.n. (ar) opflises eller opflosses, som Enden af et Minebor, af en meget omtumlet Bjælke osv. Dal. Li.

Flesja (e') f. 1) = Flaska dvs. stor Splint frakløvet "paa Flask". Ø- og VAgder. 2) overhovedet: et noget stort, helt afflænget eller løsthængende, fladt Stykke; stor vedhængende Tunge eller Skive; f. Eks. en Plade af Lav el. Mos. ØAgder (Aamlid, Sæt.). "Hogge ei Flesje av Haandæ". 3) stor Flis, helst: Slenflis. Hard. (Kvamm, Ulvik, Ullensvang). Jf. Flasa, Flas, Fles. Ingensteds er hørt "Fleskja"; ellers kunde man tænkt paa Flask, Flaska.

flesja (e') v.a. (ar) 1) = flengjekløyva, flaskekløyva. 2) afflænge; afskrælle tykt; løse op el. fra i Flesjor. – flesjast burt eller upp v.n. løse sig op el. fra i store Skiver; flesja seg upp d. s. Hard. Agder. – Flesjefura f. = Flasefura. Agder, Tel. – flesjen adj. som let flesjar seg upp.

fleska adj. a) flæskagtig. b) smækfed. Østl. fleskutt adj. d. s. Østl.: "flæskete". – Fleskedundra f. smækfed Kvinde. Østl.

Fleskebøn f. grov Eed. Hall. Jf. fliska; D. Diall. fliske, fleske dvs. bande. – Fleske-eid m. d. s. Østl. og fl.

Fleskekjøt n. Musklerne (Kjødet) i slagtet Svin. Østl. Dal. – Fleskelengja f. et halvt
Svin. Sogn. – Fleskeskiir n. d. s. Gbr. (Vaagaa, Sel, Kvikne). Vel for -skid. – Fleskeluns m. et Stykke Flæsk, særlig en Ration F. Østl. (Dramn og fl.): -loons. Se Luns.

Flesma (e') f. løsthængende Hudlap, efter en Hudsygdom eller en Skrubning. Ma. (Grindeim, Bjelland). Jf. Flasma, Flisma (Frisma).

Flessa (e') f. = Flaassa. Tel. (Vinje). "Bly-".

Flesstokk m. = Veginde? Oslo. Se Flauta.

"fletføra (seg)". A. Li.: "fledføra".

"fletta v.a. 2) flække, aftage Bark". A. Ma. og fl. 4) rive Arbeide fra sig; drive stærkt paa = flekkja, flengja osv. Li. Ryf. og fl. "Du he fletta mæ dæ!" Li. "Han flettar paa aa slær". – Fletta f. rask driftig Person = Flekkja osv. Ryf. Agder. Tel. "Arbei(d)sfletta, Illfletta". Genetiv Flette: "Ein Flette Kar, Hest", en udmærket kraftig og rask. – Flettar m. En som flettar; saaledes a) = Fletta. b) Flaaer, haardhjertet Menneske. Tel.

"Fletta f. en Flænge". A. Tel. Sæt. Li. "Ei Grasfletta", afflænget Græstørv. "Hudfletta". 2) Vidde; noget stor Flade, af Ager, Eng, Skov = Flekkja, Flaatt. Tel. Sæt. Hall. 3) Dyst; Tidsrum, Stund = Beita, Rid. Tel.

flettande adj. og adv. overvættes. "Dæ va flættande te alt dæ Kødn me fekk". Hall.

"fli v. 3) række". A. flii, flei, fliitt. Ma. (Bj.).

"Fli f. Plade". A. Flee, Fl. Fleea, om Pladerne mellem Stolpeboden og Stolperne. STrondh. (Tydal); Flyyr, Fl. Flyyri d. s. NTrondh. (Sparbu, Stjør. Frosta). 2) = Agnor, paa Harpun, Lyster og dl. Shl. 3) Flugg n. Ankerflig. Vestfold. Jf. Eng. fluke.

Fligr, fligra (Shl. Ryf.) se flikra.

Flik (ii) f. gabende Saar. Tel. (Lunde, Bø). – Fliike f. d. s. Ned. (Vegaarsheid), Østl. (Modum, Oslo og fl.). G. N. flík og flíka f. Flig, Lap. Jf. Flikja, flikja. – Flik m. se flikja.

flika (i') v.n. (ar) 1) grine, haanlee? Ned. (Vegaarsheid). 2) vrikke, glad eller indyndende sig, med Krop og Hale; logre. Hall. Vald. Hedm. Odal og m.fl. 3) kjæle, karessere. Hedm. og fl. 4) smidske; sledske; særlig: indynde sig ved Bagtalelse; sladdre. Vald. Gbr. Totn, Hedm. Østerd. Solør (A.), Odal, Follo, Busk. Hadel. Land og fl. Er ingensteds hørt med (i') – i de Egne hvor Ordet er fundet eksisterer neppe (i') i denne Stilling – men med et ee og et æ som mange Steder (Gbr. og fl.) er kort (ikke-langt) og med gjennemgaaende a til Infinitiv-Endelse: fleeka især i Vest og Syd, flæka især i Ø. Jf. flikja, fleikja, flikra. Se "(fleka) Faatid". Värmland: fleka dvs. smeka. – flikast v. recip. fjase; kjæles = gantast. Gbr. "ee". – Flikabikkja f. logrende Hund; særlig om den som indynder sig hos Husbonden ved at sladre paa Medtjenere. Udbredt. – flikablid adj. smidskeblid. Gbr. Hedm. Totn, Follo, Smaal. (næsten overalt "fleekablii"); ogsaa "flæk(k)äblii" Smaal (som smæk(k)ä dvs. smika). – flikutt adj. logrende. Vald.(SAurdal). "Bikkja æ saa fæl aa fleekut".

"flikja v.n. gabe osv." A. Ryf. Vald. Vestfold, Oslo, Tel. Østerd. "Døræ fliikje ifraa", Døren slutter ikke til; Vald. – Fliik m. og Fliikja f. En som gaar fliikjen adj. dvs. med aabne Klæder. Hall. og fl. – flikjutt adj. = flengjutt. Hall.; Dramn: "fliikete".

Flikja f. 1) et gabende Saar. Tel. (Heiddal, Grandsherad): Fliikju. 2) forfløien Kvinde. Hedm.: Fliikje; Rom. Ringerike og Vestfold (Sandsvær): Fliike. Jf. Isl. flík løst Kvindfolk?

Flikka f. Lap paa Sko. Dal. Af T. flicken? – flikka (til) v.a. faa i (net) Stand. Ryf. Hid, eller til fli?

flikra v.n. 1) gjøre smaa Bevægelser frem og tilbage; vifte som Espeløv. Ogsaa: pirke, plukke. Vald. (SAurdal og fl.); Li.: fliggra. "Staa kje aa flikkre mæ detta!" Jf. flika, Eng. flicker blafte, vifte. 2) lee undertrykt og vedholdende saa man sittrer; fnise. Hard. Ryf. Dal. Li. Ma. "Fliggra o læ". 3) logre. VAgder, Ryf. og Shl.: fliggra. "Hundn fliggra mæ adle". 4) karessere, kjæle; ogsaa smigre, smidske = flika. Se A. Shl. Rog. Agder; Østerd.: flekkre. "Fliggra aa halla mæ ein"; "fliggra seg inn paa (mæ) ein" (jf. lirka); Ryf. – flikrast v.n. kjæle. Ryf. Shl. "Fliggrast mæ Kattn, Hundn, Badne, Jentedne". Jf. flika, fleikja, fleikra; og frikla. – Flikr n. det at flikra; Logren, Fnisen osv. – Flikr m. en Smidsker, Kjæler. Li.: Fliggr. – flikrande adv. "fliggrande blii(d)" Shl. Ryf. – flikren adj. tilbøielig til at flikra. – Flikrebikkja f. = Flikabikkja. Vald. "Friklebikkje", d. s. Vald. – Flikrevika f. = T. Flitterwoche; "Fliggrevekedne", Hvedebrødsdagene, Honningmaaneden. Ryf. – flikrevæn adj. med smaa vakre venlige Træk. Ryf.: "fliggreveene". flikrefin adj. omtrent d. s. Vald.

flikrutt adj. smaaspættet, prikket; mest om Faar. Af flikra, formedelst det Spættedes urolige "spillende" Lysvirkning (jf. blikra). Sæt. I Ma.: fliggrutte (og -ette). Ogsaa: Fliggre-Sau(d) (-Lamm). Jf. flygrutt, fryklutt.

"flikta v.n. (ar) røre sig sagte". A. Voss, Nhl. Hard. "Da va nett so fjære Liive flikta i 'an". "Da flikta længje Liiv i 'an". Ogsaa blot: "da flikta 'kje i 'an", al Livsrørelse var forbi. Jf. flika, flikra (fløkta, flökta, blikta, bløkta).

flima (i') v.n. (ar) 1) fare uroligt hid og did, fare høit og lavt; føite eller slænge planløst omkring. Om Børn og Kvinder.
Ma. (Bjelland), Sæt. (Aardal). fleema (og flema) efter Egdske Lydforhold; maaske ogsaa "flime" (og flieme), i Sæt. "Fleema o flana". "Liggja o fleema utyve Bo^ur o Bænkje". "Ho fere syssæ o fleema o kliive addesta". "Fleema utyve Bygdane"; Ma. "Kjeptn heve du so v^ei', ham flimar", Stev fra Sæt. 2) "fleeme seg av Gari", fare afsted med stundesløst Hast, tumle osv. Tel. (Moland). – Flima f. a) urolig liden Pige. b) føitende Kvinde. Ma. (Bjelland, Aaserall). – flimutt adj. vims; forfløien, føitende. Ma. Se A. Jf. uflimen?, fluma.

Flima (ii) f. tyndt Skydække. Salten.

Flina (i') f. liden tynd Flis; særlig: liden Flænge, Tunge eller Lap af Hud. Hall. (Aal, Gol): Fleenu. Ogsaa "Pleenu" Hall.; se Plina. Jf. Flint, Flindra, Flein; flina.

flina (i') v.n. (ar) flagre om med usikre skjæve Bevægelser og Slæng til Siden; fare skjævt svingende hid og did; flakke omkring; noget ligt flima og skeina (skina). Tel. (Vinje). "Skjeennvængja fleenar", Flaggermusen f. "Dænna Fantn fleenar hera ikreengg Garane". – Flin n. det at flina. Flin m. Omflakker. Vinje: Fleen´e Jf. Flina, fleina, Faraflein osv. Desuden Sv. Diall. flen, flygverk; flenögd, hvars ögon fara hit och dit.