A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Fyne, enkelte Straa eller Haar, se Fjon.

Fynn f. Fund. Ryf. (Suldal, Sand): "Fønn". (Fynd, Hard. ifølge M. Schnabel). G. N. fyndr, m. – fynnska se finnska.

"fynt", A. NBerg. – "Fynta", A. Gbr.

fynten adj. = tykkjen; gretten. Shl. (Skonevik, Etne, Fjellber, Stord).

Fyr (yy) m. en livlig og skjelmsk Karl; Spøgefugl. VAgder, Tel. "Dæ va Fyyr te Kar!" Fyrebasse m. d. s. – fyren adj. munter og skjelmsk; omtr. = lentug. Li. Jf. Sv. Diall. fyras, drifva gäckeri; fyr n. gäckeri, löje. – Fyra f. kvindelig Personage. "E arti, rar, snodig Fyyre". Vestfold.

fyra (yy) v. (ar), gribe sig an; drive paa; skynde sig = nøyta seg. Tel. Hall. Ryf. "Me fyyra ette'n, fyyra o floug”. ”Han fyyra o kasta”. ”Ho fyyra paa aa flaug" "Fyyra deg opp!" el. "f. deg te!" Ryf.

Fyrda f. og Fyrde m. Fjordboer. Maaske kun i Øydfyra og Øydfyre, Beboer af Øyfjord, (sjelden "Øydfjo^ur") Eidafjördr i Hard. Øydfyring m. d. s. Med D som i "Øydve", G. N. Eidvin. Ulvik i Hard. –
"Te Fyrs", til Stedet "Fyre", i Sfj. og fl. Se Fjord.

fyrall (yy) adj. tidlig paa Færde; tidlig fremme, tidlig udviklet = gridug, fyrug. Land (Torpen). "Aakrn æ fyyrall". "Fyyrall Vaar".

"Fyre (y') n. = Tyre". A. Li. Dal.

"fyre præp. og adv. for". A. Former: fyri, Ork. Gbr. Rbg. Tel.; fyry, Gbr. Ork. Gul. Tel. Hall.; firi, Gbr. Tel.; fyr, Rbg. (Aamlid), VTel.; fer, fær Nedre Tel.; för (fär#-för), Ndm. Stjør. Østl. og fl.; for (o'), Ma. og fl.; fy, og fø, VTel. Dal.; faar, Gbr. og fl. Ordet har paa de fleste, maaske alle, Steder to Former, hvoraf den tostavelsede bruges naar Ordet har Tone, dvs. som adv. eller som præp. med Bett.: foran, forud for, før og fl.; den eenstavelsede ubetonet. Saaledes i Dele af Rbg. Tel. Gbr. Hall. Ork.: fyre, fyri og fyry – for; i Dele af NVTel., Hard. Voss, Dal.: fyri, fyre (og føre?) – fy, fø; i Tel. (Selljor og fl.): fyry, firi – fe; i Vald.: fere – før (för); paa en Mængde Steder: føre – før (för, for faar). Saaledes i Hall. (Aal): "Dæ va faar se gjort", dristigt gjort; men "gjera se fyry". "5) som". A. "Dæ va gaatt faar nytt", saa godt som nyt; Gbr. 14) præp. og adv. foran dvs. i Veien for, til Hinder for; imod. Ryf. Jæd. Li. Rbg. og fl. "D'æ minst fyre (føre) dæ", der er mindst i Veien for det, det falder lettest. "De heve han inkji noko fyri", imod; Sæt. "D'æ ikkje fyre o rista breie Räema a(v) annans Manns H^eu", der er ingen Vanskelighed ved osv.; Li. "D'æ minst føre te eiga ei Karphua, d'æ værre te stil' enn", det er let nok at eie en Hæte (Capuce), det er vanskeligere at anbringe og bære den stilfuldt; Jæd. G. N. einum er lítit fyrir d. s. "Han hae tænkt o gjera dæ, men dæ foorst fyri", der kom noget i Veien; Tel. (Selljor, Aamotsdal); se fyrefarast. (Jf. 6) og 8) A.). – "Verta føre da", omkomme; Sogn. "Gaa for de", d. s. Østl. – "Eg verte saa fyre dæ" = det gjør mig saa ondt; Li. (Eikin). – "Før neer saa", paa nær, saa nær som; Jæd. – "Han æ mykjen fyre se" = G. N. mikill fyrir sér; Sogn (Aurland). – "Fyre bera" el. "fyre berast", komme fore, forekomme, foreligge; se bera fyre; Sæt.Li. – "Koma fyre seg", fatte sig, faa samlet sig; Ma.; jf. ”taka fyre seg” dvs. gribe for sig. – "Leggja seg fyre", a) lægge Hænderne i Skjødet; b) slaa sig til Ro paa et Sted. Østl. og fl.

fyre-aste adj. og adv. superl. forrest, fremst. Tel. (Mo): "fyri-aste"; Ma. (Otrnes): "føraste".

Fyre-aabit (ii) m. = Fyrebite. Stjør. Ork.: "Fyri-, Fyry-, Firi-". Jf. Aabit.

"fyreaat adv." A. Gbr. "fyriaat".

fyrebera v. undskylde sig med = bera fyre. Sogn, Gbr. Vald. "Han ha so manggt te fyrebera, dan so inkje gott vil gjera". Se ogsaa fyre.

Fyrebjaa n. Forvarsel. Sogn (Vik: -bjao). Ryf. (Nærstrand og fl.). Hyppigere: "Føreboo" (Fyrebod), i Ryf. og Sogn. Se bjaa, Bjaa n.

Fyrebraa n. Forvarsel. Sogn (Hafslo, Lustr). Se braa.

Fyrebytning m. et Parti af Fordøielseskanalen; = Bygningsbroder? ISogn. Førebotning d. s. Sogn (Aardal).

fyredags: "i fyredags", iforgaars, Rbg. Tel. "I førdags", NGbr.

"Fyredagverd m. Mordenmad". A. Gbr. Gul.: Fyredugul, Fyri-, Firi-.

Fyredrope m. første Draabe, af Ølurt. Sogn.

?Fyre-etlan, forudfattet Beslutning. Christie.

fyrefaren adj. i Forveien tilredet el. forsynet? særlig: forsynet med Underlag (Grundlag) = undersett. Ma. (Bjelland). "Han æ gott førefaren", siges f. Eks. om den som har spist et solid Maaltid kort før han tager fat paa at æde atter. "D'æ firifare", det er (fuldelig) forskyldt, dette er (kun) en Gjentjeneste; NGbr. Eg.: Der er Forgang, man har Eksempel for sig; se fyrefaren, forudgangen, A.

Fyreflyssa f. Forklæde. NGbr.: Fyriflysse.

Fyrefolk n. = Husbondfolk. Sogn.

Fyrefylgja f. Forgjænger = Foring. Nfj.

Fyreførsl og -sla f. 1) uventet Hindring, Forfald. Tel. 2) Opsættelse formedelst Forfald eller Hindringer overh.; ofte: unødig Opsættelse. Tel. (Kvitseid, Selljor, Bø). "D'æ kje ana Fyryførsle, han kjæm kje te mæ dæ". "Fyryførsla tek ve alt dæ ho fær"; Bø. "F. tek mæ hot ho fær", Selljor. I Hall.: "Drygjingji tæk alt ho fær". Se fyrefarast, (farast) fyre.

Fyregadd m. = Furegadd. Shl. (Etne "ø").

Fyregangsmann m. = Bidlemann. Ryf.

Fyregjersla f. 1) Umag el. Uleilighed man gjør sig; især med Opvartning, eller med at hævde sin Gjæstfrihed eller Vigtighed. Sogn, Nfj. Af "gjera seg fyre". 2) Vidje som binder Skaglerne til "Veginde". NBerg. Jf. Fyregjerd dvs. Foranstaltninger, Forebyggelse.

Fyrelog (o') m. (og n.) Fakkel af "Fyre". Ma. (Holum, Valle).

"Fyreloga (o') f. forelagt Arbeide". A. Nfj.

Fyreloka f. liden Skodde. Ndm.: Förlaakaa.

Fyrelopa (o') f. = Fyrelaup 2). Nfj. (Stryn).

Fyremun? m. "Gjera paa Faarmoon'", gjøre for at føie sin Lyst, gjøre med Vilje = gjerast paa. Gbr. – I Hard. "gjera fy(re) Mun", d. s. G. N. munr Vilje, Lyst.

Fyremysa (y') f. Paaskud osv. = Formysa. Hard. (Odda), Sogn og fl. Oftest i Fl. – Formøsa, Ryf. Nhl. – "Tormøsu(r) f. pl. d. s. Sæt. Tel. (Moland); "Tolmøsu(r)" d. s. Sæt. Tel. (Moland); "Torføsu", d. s. SætB.




Fyrerot f. harpiksrig Fyrrerod. Ma.

"Fyrerunar pl." A. Fyryroone og Firi- pl. NGbr. Jf. Far-runar. "Fererynje", i Vald., bruges ogsaa om: Forsmag, Antydning af noget kommende mere af samme Slags.

"Fyresegn f." A. Tel. Fyrysøgn, Hall.

"Fyrestoda f. 2)". A. Shl. Senja: Førestøa.

Fyretale m. = Fyretola. Sogn.

fyreteken adj. overanstrængt, udmattet. Sfj.

"Fyretola (o') f. Formaninger". A. Ryf. Sæt. Tel. 2) uselvstændig Person som let lader sig overtale? Sæt.

Fyrevit (i') n. Forvarsel; Anelse. Sogn (Lustr, Ladvik). Oftest: "Føreveet". Jf. G. N. vita at henpege; fyrirvissa Anelse; (vit Trolddom).

Fyring m. = Færing. Fosn (Stadsbygd).

"Fyrja f. = Fyrkja". A. Tel. (Kvitseid, Selljor): Fyrju, Førju; Sæt. VTel.: Fyrje. – Fyrju, Genetiv (adj.), om det store og sværlemmede. "Ein Fyrju Hest, Kar". Tel.

Fyrkeiping (yy) m. = Firkeiping. Sfj. (Dale.

"Fyrkja f. 1)". A. Jæd. "2) Pige, Tøs osv." A. Follo, Ringerike, Hall. Shl.; Vestfold: Førke, Kvinde man har noget at udsætte paa. 3) stor og statelig (mægtig) Kvinde. Ma. (Bjelland). 4) stor og svær, vældig, Figur overh. Gbr. Tel. Ned. Sæt. Hertil Genetiv Fyrkje = Fyrju; "Fyrkje Kar, Hest, Bjørk osv." Sæt. Ma. – Fyrkjebaltar m. En som tumler med Pigerne. Gbr. – Fyrkjeriva (i') f. en liden Pige, "Jentefille"; af Riva, Pjalt. Gbr.: "Fyrkjereevo".

fyrkjeleg adj. = Fyrkje (Gen.). Sæt. Ma. "Fyrkjeleg' o fäite". – fyrkjen adj. d. s. Sfj. "F. Kar´e".

Fyrmyssa f. dorsk og uduelig Kvinde. Tel. (Kvitseid, Laardal, Vinje, Moland): -e. Dunkelt Jf. Fyremysa.

"fyrr adv. før". A. fyrr´e, Tel. Rbg.; fyrr´a, VAgder (Grindeim, Eikin og fl.). – "Fyrr (før) eg skal gjera dæ, fyrr skal eg osv.", hellere end at gjøre det, vil jeg osv.

"fyrre adj." A. "I førre Vikun", eller "i Førrvikun", i næstsidste Uge. Gbr. (Vaagaa).

fyrrfor conj. førend. Østerd. (L.E.) "förrför".

"fyrst" A. "Mæ fysste", i Begyndelsen. Tel.

"fyrsta adv. først, endelig". A. Hall.: "so fyssta". (Daa) fysstan og oftere fysstaan VAgder (Eikin, Grindeim, Finnsland) – som "heiman og heimaan", "vestan og vestaan” #-; føsstaan og føssten Helg. G. N. þá hit fyrsta. I VTel.: fys`ste, og oftest fysst´e, som "seist´e"; i Østl.: "(da) først´e. 2) "fyssta", i Begyndelsen = fyrstundes. Shl.

Fyrstedag. "F. Jol, Paaske, Pinstid", den første Helligdag i Jul osv.

Fyrstemann m. den som optræder el. møder (naar) frem først. Østl. og fl.

"fyrstundes adv." A. fysstundi?. Sæt., som "säisstundi"; fysstoonns (i Slaatten) Tel.; fysstnas, Gbr. (Faaberg); fyssnes (i Veeka) Vestfold; i Fysst´n, d. s. Hall. Østl.; i Fysstne (Fyst´ne?). Voss; i Først´n Østl. (Oslo og fl.); i Først´nes Vestf. (Dramn); ogsaa: i Fys`sten? fysst`aandes, NGbr. G. N. i fyrstunni. "paa Fyst´n", d. s. Østl.

Fyru dvs. Fjøra, Elvestrand. "Fara Fjell aa Fyru" = "f. Fj. aa Finne". Gbr.

"fyrug adj. 2) før, tyk". A. Ndm. Romsd. "Ein fyräu Stokk". 3) aarle i Virksomhed; tidlig paa Færde = fyrall, gridug. N- og SGbr. "D'æ fyrugt aa vaarfimt".

"fys adj. tækkelig, behagelig". A. Hyppigt i "ikkje fyys", ikke hyggelig at komme i Kast med, ikke til at spøge med = ikkje ty (tøy) dvs. som tager dygtige Tag, dygtig. Innh. Østerd. – fysen d. s. A. Nfj. Gbr. Hall. "Dæ va ikkje fyysen Guut (aa gaa i Kast mæ)".

"fysa v. (er, te) lyste". A. "Han fyyser paa Mat". Oslo, Vestfold, Aadal i Busk.

"Fysa f. Lyst". A. Busk. (Aadal). "Naa ska(l) du faa Fyysa di". – Fysak se Fisak.

Fysebite m. lækker Bid. Voss, Nhl.: Fyysa-.

"Fysemat". A. Hall. Hard. Vestfold. "Fysemeta", A. Nhl.

Fysemete (e') n. lækkert Maaltid. Nhl. Shl. Hard.

"fysen adj. 1) lysten". A. Vestfold. 3) se fys.

Fysn f. Lyst = Fysna. Tel. (Kvitseid, Vinje), SætB. "Ho hae so længje traatt ette o kaama der, men daa fekk ho Fyysni av seg". – Fysne f. SætB dvs. Fysna A.

Fysnamat m. = Fysemat. Ryf.

Fæbbl n. mørke Prikker som inde i Øiet glider forbi Synet; mouches volantes. Namd.

fædd adj. pudset, pyntet. Kun i: "fædd o klædd". Tel. (Mo, Moland). "No æ du baadi fædde o klædde o tar 'kji vera Rev´n rædde" siges til pudsede og paaklædte Smabørn. Jf. faaen, fáinn; for fægd?

"fægja v.a. feie, pudse". A. "Pussa o feia seg", pynte sig, Li. "Feia paa seg", d. s. Røldal. "Feie seg" d. s. Tel. Ogsaa: fæje, fægde, NGbr. fæje (ar), pynte. Tel. (Tinn, Hovin). 2) skjærpe, bryne. NGbr. "fæje ein Kniv, ei Skjær". 3) "feia paa" drive stærkt paa. Udbredt.

fægja v. (er, de) ligne. Gbr. (Lom, Vaagaa). "Du fæje gaatt Far dine", Dativ. Ogsaa: "fæje paa", med Akk. Eet med foreg.? Jf. svipa.

fægjeleg adj. pyntelig; ordentlig. Kun hørt som fæjeleg i Tel. (Tinn, Hovin) og som feieleg i Tel. og Nfj. Jf. Ufægja, ufægjeleg.

Fækka f. Person med smaa Evner, lidet Mod og Tilgreb. Sfj. (Vik, Haukedal, Holsa): "Fække". Jf. faa adj., Faae m.

Fæl m. Rædsel, Afsky = Stygg. Vestfold (Hov). "Dæ stoo en Fæl a'n".

"fæla v.n." A. VAgder. "Eg fælte meg a(v)", jeg opgav Sagen i Rædsel; Fjotland.

"Fæla f. Frygt, Rædsel". A. "Ta(ka) eller dra(ga) Feela aat sæg", blive bange; Indr.
Stjør. "Dra Fælaan (Feelaan) aat se(g)", d. s. Ndm. Stjør. 2) en Rædsel, en Forfærdelighed; noget forfærdeligt, noget overvættes, = fælt. Oftest i bestemt Fl.: Fælune Tel. (Moland, Kvitseid, Selljor). "De va Fælune, du!" Særlig som adv.: "fælune fiint, gildt, kaldt, længje".

fæld, fældande adj. = fæl, fæl-. Hall. (Gol).

"fæleleg og -lege adj. og adv." A. fælig VAgder. fæligan, prædikativt og som adv., ligesom mange adj. paa -lig, i VAgder (Kvin, Lyngdal, Audndal, Mandal). "Dæ va fæligan!" det var fælt!

"fælen adj." A. 2) bange; skræmt. Ma. Ndm. Gul. Helg.

fælesam adj. frygtelig = fæleleg. Tel.

Fælke m. Rædsel = Fælka. Land, Sogn.

fælke v. se falka.

"Fælske f." A. "Fælska took meg" = eg took Fæla. Tel. Ma. – Fælske m. d. s. Hard. Vald. Hall. (A.).

fælskeleg adj. = fælsleg (Smaal. Vestfold). Tel. Sæt. Jf. Fælska.

Fælsl f. Rædsel. Li. (Vanse og fl.), Dal.

Fælsl n. en Rædsel; noget rædsomt. Hard.

Fælte m. uforklarlig Rædsel; hemmelighedsfuld rædselblandet Afsky, Gru eller Uhygge; omtrent = Biv, Dipp osv. Sfj. Sogn (Ladvik, Vik). "Da fyl 'an ein Fælte". – fælten adj. høist uhyggelig; fuld af Rædsel, grufuld (aktivt og passivt). Sfj. (Førde, Jølstr), Nfj. (Stryn), Sogn (Vik, Ladvik). "D'æ fælte aa gaa dar; eg verte so fælten, eg skjelve, naar eg gaar framun dar". Jf. fæltast, G. N. felmtr Skræk, Panik, og felmleg.

fælune adv. se Fæla.

fæma v.n. (er, de og te) gribe ud til Siderne eller med udbredte Arme som i Blindebuk; gjøre store svingende vandrette Armbevægelser; se feima; forskjelligt fra "fevne" dvs. femna, fra "hæma" dvs. strække Kroppen fremad for at gribe, og fra "gjæma". Mest om Mandfolk. Ø- og VTel. Bamle (Drangedal). "Han fæmde ikring seg". "Ho færmer so utivi". "Han stoo o veima o fæmde mæ Hændane". "Du fæmer paa o gjænge, o slær (Gras)". Maaske G. N. felma (falma, se Fritzner I, 374, a).

fæmble se felmleg. færa se fera.

Færsta(d) m. = Eisa. Namd. Meddelt. Fyr-?

Fæsa f. et udueligt, evneløst og tvært Kvindfolk. VAgder (Kvin, Øyslebø). – ?Fæs n. d. s. Ma. Usikkert.

Fø-ausa f. Troldkrabbe; se Fausa.

"Føde n. Kuld". A. Gbr. (Fron, Vaagaa).

føderaada v. indtage Forraad af Fødevarer eller Foder. Gbr. (Faaberg), Vald. (Bagn,VSlidre): "føraa te Vintrn". Jf. vidraada.

Fødesheim m. Fødested. SætV og B. "Fø'ishäemn min". Se A.

Fødning (d) f. Fodring = Fødnad. Hall.

Fødsle-far n. Livsophold, Næring; Levebrød = Livemaate. Voss: Føtlefar.

Fødsle-ver n. stadigt Herberge og Livsophold paa et Sted; Kost og Logement. Sæt.

Fødsle-vit n. = Fødevit. Gbr.: Føhlvet.

?Fødsle-von f. Udsigt til at faa opfostret, Rimelighed for (i) at fodre et Dyr Vinteren over? Usikkert. Tel. (Wille: "som duer til at fodres Vinteren over").

Føg n. lykkelig Stund? Tid da det føier sig for En? "D'æ hans Føg idag; han hadde sit Føg idag", det gik ham efter Ønske, "til Lags". Dal. (Hæskestad). Meddelt. Jf. Ældre D. føge, Ældre Sv. føga (fog) dvs. kort Tid (el. Gavn)? – føng se faa v. at faa.

Fønstr n. en løierlig Særling; et "Spektakel" af et Menneske. Trondh. Romsd. Og Faanstr.

"før adj. 1) fremkommelig osv." A. "Laate ført", betegne noget som udførligt, som en ikke særlig vanskelig Sag, jf. telja ført. Rbg. Tel. "fara ein ført", adv., lempeligt, se fara. "5) bekvem, skikket til". A. Jf. "kyrkjefør, brydlaupsfør", skikket til at gaa did; Berg.; "skaakfør, sperrfør", om Tømmer; Vald.

"føra v.a. føre". A. 6) transportere paa Hesteryg. Ringerike, Oslo. Hertil Føring f. hvad en Hest kan bære = 1/2 Skippund (80 Kilo). 7) fremdrive, fremskynde. NTrond. "De-hænn Veere føre Aakrn for mykjy". – "føra burt, ned, sund", osv., foranledige at noget kommer bort, falder ned, gaar itu. Ma. Tel. Vestfold og fl.

Føra f. Støvlefod eller slidt Sko der bruges som Tøffel. Helg. Namd. Jf. Buføra. G. N. fóra, Rustning.

Føra f. maaske kun i Flertal, Føror, Midler til at komme frem el. eksistere; Midler; Forsyning. VTel. (Vinje, Mo, Moland), Rbg. Sæt. "Her æ 'kji Nou paa gangge, me hava daa Hestførur!" det er overflødigt at gaa, vi har dog sagtens Befordringsmidler (Hest med redskaber). "Dei heve gooe Førur, heve Smør o Ost i Mængdi; d'æ Vælstandsfookk". "De va 'kji Smaaføru, heile Loss mæ Brenneviin!" Jf. Føre, G. N. fœri Midler.

"Førd f. Bekvemhed til at fare". A. Fremkomst. Ryf. Røldal. "D'æ fljote Føør idag", det gaar raskt idag. Derimod: "Før`e æ gott", Veiens Beskaffenhed er god. Ryf.

"føre n. 1) Leilighed til at komme frem". A. Ogsaa: Befordringsmiddel. Li. (Nes), Dal. (Sokndal). "3) Stemning, Lune". A. Nhl. Ndm. "Han va i slikt eit fæla Føre", Nhl. "Han va paa Leikføraam sin no"; Stjør. Jf. Forda. 7) Terrain = Lende. "Bratt Føre". Ryf.

Førelag n. ophidset Hast, exciteret Skynding; Excitement. Tel. (Selljor, Kvitseid). "Han kaam i (mæ) slikt eit Førelag". Forlag´, omtrent d. s. Tel. (ikke "Fyrilag"). Jf. Føre.




Føringsbaat m. Baad til eller med Last af Varer. Føringslass n. Varelæs.

Føringsfoll (o’) f. = Førefall. Stjør. (Maaraak). "I værst' Føringsfaalln". Jf. "Førefodd", A. Eg. pl. n.? – Føror se Føra.

Førning f. = Føring 3. NGbr.

Førsleveg m. Transportvei. Sæt.

førug adj. stærkt bygget; før. Tel. (Skafsaa). Se førleg A.

Føstre n. 1) Kuld. "Griiseføstre, Rjupef."; "Fantef., "Skøyarf.", Skøierfamilie. Busk. Hall. Vald. Totn, Hedm. Gbr. Ndm. 2) en liden opfødt Skabning; mest om Lam og Kid. Gbr. (Fron, Vaagaa). – Føstretid f. Yngletid. Østl.

Føt(t) n. se Fet. – Føtangje se Fet-.

føta se feta. – føta seg = fota seg. Hard.

Føtla f. Strømpefod. Sogn (Lærdal). Føsle Vald. og Hall. "Sokkeføsle, Raggeføtla".

"føy (?) adj. forlegen, forvirret, flau". A. Rbg. og Ma.: foy el. foy´e (o', ikke faai, heller ikke føy); maaske nogensteds i Agder: fuy. – føyen d. s. Nfj. (Breimn). Jf. faajen; D. Diall. foi, truffen; Nt. foje, bærende til Skue Modbydelighed; Gotland: fåj dvs. rädd.

"Føyk m." A. 3) svær Fart; Jag. Berg.

"føykja v.a." A. 3) rive Arbeide af. Ryf. Hard. Jæd. "Føykja dæ ifraa seg". 4) gynge stærkt; vel ogsaa: kaste op i Luften og saa gribe. Shl. Ryf. "Føykja Badne paa Faangje".

Føykja f. og Føykjar m. rask, kjæk Person; ogsaa: rask, driftig, Arbeider. Ryf. Jæd. Tel. "Føykje Kar, Kjering", Genetiv. Tel.

"Føykja f. Fog". A. Østl.: Føyke; "Snøføyke". 2) Skynding = Føyk, Fok. Ryf. Røldal. 2) Forlegenhed, Knibe. Num. ØTel. "Væra i Føykje".

Føykje n. 1) Fog, Drev. Ryf. 2) Skynding, Jag. Hard. Ryf. "Han kom mæ (i) slikt F.".

føykjeleg adj. forbunden med meget Drev el. Fog; fygende. Shl. "Ein føykjaleg Debat", en Debat med meget Mundsveir.

Føykjemjøll f. = Drivmjøll. Sæt. -mjødd.

føykjen adj. 1) livlig; lys og blid = fikjen (fykjen), fjaak. Sfj. Shl. "Føykjen aa lett; føykjen aa fiin". Ogsaa om Veiret. 2) forekommende; tjenstagtig. Hard. (Kvamm).

Føykt m., føykta v. se feikta.

føyldom, føylde, se Foll, folla v.

?føyne v. mugne. Tel. – Føynelukt f. Sæt.

føyr adj. svampagtig, porøs = føyrutt. Gbr. (Sel, Lom), Tel. (Bø).

Føyr n. spredte Snefnug; smaa Snekorn. – føyra v. sne saaledes. "De føyra naakaa lite Føyr". Romsd. (Molde, Veøy, Nessæt); Ndm.: För (ö#-ä).

"Føyra f. 1) Sprække eller Hul i Træ". A. Sogn, Nhl. Hard. Shl. Hall. Nfj. Tel. (Rauland, Kvitseid, Landstad p. 686; Wille), Vestfold. 2) Sprække i Ost. Sogn (Vik, Aurland). Jf. Furra, Furka.

føyra og føyrast v.n. blive svampig, porøs eller smaahullet. N- og SBerg. Se A.

føyren adj. = føyr, morken. Vestfold, Berg.

føyrna v.n. blive føyren. Nfj.

Føys f. fordringsfuld og staselig Kvinde; En som vil være Dame. Rbg. (Evje), Ma. Jæd.

Føys m. rask Affærdigelse, Fart = Feis, Fei. Nhl. Shl. Ryf. "Da gjekk i ein Føys".

"føysa v. 2) bruse op, syde over". A. Hall.; Østerd.: føse. 3) løfte sig, svulme ud; om tørre løse Ting, som befries for Tryk. "Humlen, Duune, Høye, føyse so". Hall. 4) gynge voldsomt op og ned. Ryf. Shl. "Føysa paa Armadne". 5) kaste i Veiret; drøfte (Korn). Nhl. Rog. "Du fyse(r) Høye for høgt". 6) drive voldsomt paa med noget; tumle. Nhl. Shl. Jæd. og fl. "Han føyste Arbeie fraa seg paa ein Maate". 7) "føysa te Ein", drive (slaa) til En. Jf. fjøsa.

Føysa f. en livfuld, rask, statelig og dygtig Kvinde. Jæd. Ryf. Tel. "Ei Føyse Jænte" (Genetiv), Tel.

Føysar m. En som faar Fart i Tingene, i Arbeidet. Ryf.

føysen adj. til føysa. 1) svulmende, som Dun osv. Hall. og fl. 2) rask og dygtig; ferm; driftig og noget storagtig. Ryf. Shl.

føysken, føyskna se fausken, fauskna.

G.

G, Bogstav. I nogle faa Tilfælde har G foran de J-holdige eller linde Vokaler en Lyd meget nærmere til G end til J. a) i Lokkenavnet "Giss" dvs. Gris; "med haardt G", A. b) i Præsensformen af "gala, gool": "gæl´e, gæl, geel", i Rom. Hedm. SØsterd. N- og STrondh. og fl.; i "gyyve, gyyv'r" (Imperf. gauv), i "Gøyve" f. og maaske flere beslægtede Ord, i Dele af Solør, Smaal. og fl. Lyden er selvfølgelig "haardere" dvs. nærmere til G, i "gæl", end i "geel" og endmere "giss"; i "Gøyve" end i "gyyve". Se K. – G og Gj i Forlyd lyder foran de linde Vokaler næsten som Dj, med et svagt D: i Dal. (Dele af Hedlands Præstegjeld og af Hæskestad Sogn), Jæd. (Dele af Gjæstal Sogn), Hard. (hos nogle Ældre). "Dør æ so djert djille Djænte te djætda i Djya; dei djætte Djeitdan so djillt i heile Djaar (Hedland og Hæsk.; sammesteds hedder
G. N. hjarta: Jerta). Jf. A. Gramm. S. 27. – Ggj og d(d)j har i Indlyd gjerne een og samme Lyd, en Mellemlyd mellem jj og djdj: Vidja ~ liggja; rydje ~styggje; stydje lyder ligt styggje.

Gabb m. 1. en stor tung levende Tingest, en vældig Krop. Shl. Ryf. Ogsaa Gabbi m. Tel. (Moland), Rbg. (Aamlid). "Ein Gabbi ti Fisk´e". Ogsaa "ein Gabbe Fisk´e, – Hest´e"; ei Gabbe Root", Genetiv. Jf. Gamp.

Gabb m. 2. fygende Støv; Røg. Gul. Strinda, NTrondh. (Verdal). "Gjøraa G.", "gjaaraa G.", jage op Støv. Er n. i NGbr. Se flg.