A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Gaagøyma f. sandseløs eller sløv Person. ISogn (Lustr, Aard. Lærd. Aurl.). Gao-

gaala v. n. tee sig som en "Gaale"; bære sig eller snakke meningsløst eller uopdragent. Helg.

Gaala f. = Gaale m. (A. Fosn, Innh.). Foldal? – "gaalutt adj." A. Innh.

Gaaløysa f. En som er "gaalaus". Sogn.




Gaam(m)aal n. se Gaman.

"Gaaning m." 4) hvad der tilfredsstiller Behovet; Behov; Gavn, Vinding. ISogn, Voss, Hard. Shl. "Tju´n seer seg Gaoningg i alt". "Da æ kje min Gaoningg" = da høver kje te mitt Bruk. "Da va ikkje hinna Gaoning", om en Mesallianse for hende.

"Gaar". A. I Gjaar, VAgder, Dal. Jæd. I Gjærkveld, Ndm. Gbr. VAgder; i Gjærkvald Hard. (Ulvik).

Gaar f. (er), 1) Stribe; f. Eks. i Smør; Aare i Jorden. Hall. Vald. "Vassgaar", Vald. 2) Ring i Vandet efter et Legeme, som har gjennembrudt Vandfladen. Hall.

"Gaara f. Stribe osv." Sogn. 2) = Gaare m. Sæt. Gbr. Nfj. Se A.

"Gaare m. = Gaara". A. Saaledes om Smudsstriber. VTel. (Moland). 2) stor Stribe eller Fure f. Eks. efter fremdreven Baad. Hall.

"Gaas f. 1) Gaas". A. Flertal: Gjæs´a, Hall. Vald. Sæt. Gjæs´na VAgder. Gjæss´r Østl. "3) en liden Klump af Smør". A. Tel. 4) en stor hvid eller lys Svamp paa Træer, Boletus. Tel. (Rauland, Selljor; Wille). "Bjørkegaas", B. suberosus; "Knivegaas"; "Knjoskegaas", B. fomentarius.

Gaasefot (oo) m. en Plante: Asperugo procumbens. Trondh.

Gaasehud f. ujævn Hud = Fugleham 2). – Gaaseskinn n. d. s. Gbr.

Gaaser m. Gasse. Smaal. (Varte).

Gaaserot (o') n. Raaddenhed formedelst Svampen "Gaas". Tel. – Gaastre n. Træ ødelagt af "Gaas". Tel.

Gaaseva(d) n. Gaasedam. Vestfold.

”Gaatt m. Fals”. A. Sæt. Ryf.

"Gaatt n. = "Aat 3)", i Fisk. "Rau(d)gaatt, Krutgaatt", i Sild. Helg. For Got?

"Gaatt m. Fiskeyngel". A. Hard. "2) Gydning". A. Ma. "Fiskjn gjænge paa Gaatt´n"; ogsaa blot: "Fiskjn gjænge", Dal., se ganga. – Gaatte m. Fisk som gyder. Tel. Gaattefisk m. d. s. Tel. – Gaattebekk m. Bæk, hvori Gydning foregaar. Tel.

Gaatta f. 1) Gjænge for en Slaa el. "Skotloka". Shl. 2) liden Indskjæring eller Afsats i en Bjergside, saa stor omtrent at man faar Fodfæste. Nhl. (Eksingadal). Go^utta d. s. Voss; Go^utt f. d. s. Voss (Ævaanga). Jf. Gaatt dvs. Fals, Hylde, A.

Gaavekaup n. = Givarkaup. Tel. (Raul.).

geia (gjaia), Geie, geieleg se gjeda, Gjedja.

geiga v. (ar) om Personer: gjøre svingende eller slængende Bevægelser til Siderne, helst med Overkroppen el. Armene; svinge. Ryf. (Suldal og fl.), Rbg. (Honnes, Evje). "Geiga mæ ein Kniv = fikta, geigra, geipa, maapa osv. G. N. geiga tage en skjæv Retning. Jf. geigla, geigra, giga osv.

geigja (seg) v. (jeijer, jeigde) vugge overkroppen til Siderne; svinge (sig); svaie; = reila seg; mest om Mandfolk. Hard. Voss, Shl. (Kvinherad). Ogsaa: "geigja paa seg". Det bøies ofte: "jeier, jeidde", som "svei(gj)er, sveidde"; endog: (ar, a). "Han sto^u aa jaäia (jäija) seg", svingede sig (af Glæde), Voss. "Han gjekk a jäidde pao seg", svingede i Livsmod med Kroppen, Hard. – Gei(gj)are m. En som er gjei(gj)en adj., tilbøielig til at "g. paa seg", en livsmodig Sprade, – noget livligere og mindre bevidst og overmodigt end "Bretting". Hard. "Ein heil´e Geigjare", en "frisk Fyr". – Former og Bett. synes, især paa Voss, at røbe Sammenglidning med et *gjedja seg; se gjeda v., Gjed, gjedja adj.

geigla v. om Levende: svinge, svaie; svinge og kaste paa sig; omtrent = geiga. Ma. (Bjell. Finnsl.). "Kyræ gjæng' o geigla o jaira mæ Honnan". "Du gjænge her o geigla i Vei´n for Folk". – geiglen adj. tilbøielig til at geigla, til Geigling f. Ma. "Sto^ur og geiglen".

geigra v. 1) om Personer og Ting: tage en skjæv Retning, fare ud til Siden; "skjære ud". Ma. (Valle, Vigmostad, Holum, Øvrebø, Bjelland), Rbg. (SætB. Evje); Li.? Dal. (Lund). Sjeldnere: slænge med Overkroppen eller Armene. Geigra mæ ein Kniv" = feikta. "Geigra borti". "Sle'en æ kje køyrans mæ, han geigra te adde (alle) Kanta". 2) stikke ud forbi noget andet; staa skjævt. Ma. (Vigmostad, Bjelland). "Staangjæ geigra ^eut forbi Lasse". "H^euse sto^u o geigra o ville riia nee". Det er ikke altid let at skille fra og forblandes undertiden med geira (gira), jaira og gaira (gadra). – Geigr m., Geigra f. nogen eller noget som geigrar. Rbg. VAgder. "D'æ slik aen Geigr dænnæ Sle'en". – geigren adj. tilbøielig til at geigra, til Geigring f.

Geil m. 1. voldsom Uro; Oprør; Opbrusning. Hard. (Røldal); Shl. (Etne): Geidl. "D'æ ein fæl´e Geil i Veer´e idag". "Han va paa ein fæl´e Geil idag" = svært uppøst. Det er vel dette som i Sdm. er blevet: "Gøyl", A. Jf. Giil, giilen, gjæla, gjælen; Sv. Diall. gail, gäl, gel, gil adj. munter, kåt, brunstig, T. geil. – geila seg til v. hidse sig op, tee sig oprørt; tee sig udfordrende; ville slaas. Røldal. – geilen adj. oprørt, voldsomt urolig; kamplysten. Røldal, Etne; Ryf. (Skjold). "Han æ geilen i Veere idag". "Han va fudl aa geilen".

"Geil f." A. 4) smalt Rum eller Gang inde i et Hus: a) imellem Sænge i et Værelse; Hall. b) imellem de forskjellige Stabler i en Lade eller gjennem en Stabel; SBerg. Sogn. 5) adfelt Rum for Hø eller Korn i Laden; oftere: afdelt Masse af Hø el. K. i L. Hard. (Kvamm), Voss. "Høygeil, Kodngeil".
6) langagtig fordybet Græsplet = Gjota. Hall. G. N. grasgeil.

Geil m. 2. 1) Fægang = Geil f. Ma. Hard.; Jæd.: Geidl. Giidl m. d. s. Ryf. 2) Hjørnetougene osv. = Geil f. 3). SBerg. Senja, Vesteraalen. Til de to sidste Steder er det indkommet søndenfra: den noget ældre Slægt har Gein f. – Ma. og Dal. har Geir m. Jf. G. N. geirr Spyd, geiri Kile.

Geila f. Fægang = Geil. Jæd. (Time og fl.).

geila v.a. "geila eit Gadn utyve" eller "upp" stramme et Fiskernet ud over en Flade eller mellem Stænger, til Tørring. Shl. Nhl. Til Geil 2, 2). – "geila Gadn i Hop", samle et Garn sammen fra Geil´n af? Shl. (Fitja).

geila seg te, geilen se Geil m. 1.

Geila(r)ris (i') n. høieste Punkt i Geil f., en Fægang. Jæd.: -rees.

Geildans m. Dans, hvori Deltagerne danner to Rækker, en Gade, hvori det dansende Par for det meste bevæger sig. NGbr.

Geile m. 1) Fægang = Geil. Gbr. (Vaagaa, Lom), Hard. (Kvamm). "Gakk ette di Geila", Vaagaa. 2) Indhegning til Smaafæ. Ndm. "Griisgeile, Kal(v)geile". Hertil: Geilkalv m. a) Kalv i første Aar. b) Konfirmationskammerat; ikke længere Spøgord. Ndm. – Geileveg m. Fægang = Geil, Geila. Jæd. Ryf.

Geim m. stærk Uddunstning; stærk Lugt; Os. A. Hall. Vestfold, Ned. VAgder, Jæd. Nhl. Jf. Gim. "Keim" er svag Lugt.

geima v.n. (ar) 1. lugte stærkt; ose. Ned. VAgder, Jæd. Geima av Brennevin.

geima v.n. (ar) 2. – 1) om Hest: gimse; kaste med Hovedet: a) op og ned som for at blive kvit Fluer; b) til Siderne, f. Eks. af Kaadhed, omtr. = kinksa. Ma. "Hest´n gjaema (el. gjaemde) saa mæ Hove, aen kunne idda kaama neer 'an". 2) om Folk, svinge med Overkroppen = keima. Ned. (Eide og fl.). – geimen adj. tilbøielig til at geima. Ma. Jæd. "Hest´n æ saa gjaemen o kjemen". Jf. gimsa.

Gein f. og Geina f. 1) Hjørnereb paa et Vod = Geir, Geil m. 2. se d. Ndm. Fosn, Helg. Salten, Lof. Senja. Oftest brugt i Flertal: Geine (-inn). I Oslo: Jænn. 2) det Parti af Voddet som er nærmest Hjørnetougene. Ndm. og fl. "Sill´a sætt' se fast paa Jæenaa". 3) det Tværtræ mellem "Geilarnes" Ender, til hvis Midte Voddets lange Landtoug er befæstet. Lof. Hedder i Østerd. Jeen f. og Jeentree n. "Gein" og "Geina" forklares ogsaa om den Stroppe, det Øre, i Enden af Fiskegarn, hvortil "Ilen" ("Iletogje") er fæstet. Nordl. Ndm. Jf. Gjea. – Geinstein m. Sænkesten i Hjørnerne af Fiskegarn. Ndm. – Geintog n. det Reb som danner den lodrette Kanting af Garnets eller Voddets Ender. Ndm. og fl. Jænntæu (-äu, -öu), Oslo. Flere Steder (i Ndm. og fl.) bytter Gein og Geintog Bet. – geina v.a. (ar) forsyne Garn el. Vod med "Gein". Senja. – Usikkerheden i disse Ords Anvendelse nordenfjelds skriver sig vel mest fra at de med selve Tingen (den kostbare Stængenot) først nylig er indførte søndenfra (Geir, Geil).

geina v.n. (er, te) glo; gabe paa noget = giina. Nhl. Vel eg. eet med flg.

geina v. (er, de og te) 1) løbe skjævt, fare ud til Siderne; "skjære ud"; omtrent = geigra. Ogsaa: gjøre usømmelige el. overflødige Bevægelser til Siderne. Ligner "skeina, skjæne"; bruges saaledes ogsaa om flade Legemer, som synker skjævt og svingende igjennem Vandet. VAgder (sammesteds "gjegna" dvs. møde), Jæd. Gbr. Busk. Hall. A. "Stokkjn geine ette Baatn", naar den bugseres. "Geina mæ Kniivn" = geigra, feikta. "Geita fer aa geine", farer omkring og har sin Næse allevegne. 2) falde ind i Talen med Sidebemærkninger (Sidehug), finte; opfatte og udlægge vrangt, vrænge. Hall. Gbr. Totn (Birid) og fl. Ogsaa: være løsmundet, snakke noget letfærdigt = gapa, garpa; Jæd. Jf. giina, gina (og gøyna). – Gein n. det at noget geiner; Sidesving, "Skjæren ud", Sidehug osv. VAgder#-Hall. "Stokkjn tok Gein". – Gein m. En som er geinen adj., tilbøielig til at geina, til Geining f. VAgder osv. Særlig: Geidn, omtrent = Garp eller Flein; Jæd. gjaenen iilsindet og fuld af Nykker; Ma.: "gjaenen o haankjen". – Geinstikka f. en Vringler, Finter. Gbr. Totn (Birid). ("geine Fiskn", gjenne F., er gjegna; Busk.). Se A.

Geip n., Geip m. se geipa.

geipa v. (ar; og er, te) lade gabe, sætte aaben, danne en vid Aabning; jf. gipa (gjepa dvs. sætte aaben), Giip m., Giipa f., Gipa f. og fl. G. N. geipa sladre. Vistnok eet med geipa dvs. grine A. – 1) skræve ud; sidde eller gaa skrævende = geiska, geisa. Tel. (Nissedal). 2) kaste Overkroppen eller Armene til Siderne; fegte osv. Sjeldnere om slængende Bevægelse af Kroppen; Ryf. (Suldal og fl.). Mere udbredt om Armbevægelser med et Redskab i Haanden = feikta, geigra, geina osv. Ryf. Jæd. YMa. Bamle. 3) lade Munden løbe, helst til uhøvisk Tale; skvaldre kaadt, tosset, usømmeligt eller fornærmeligt = gapa, garpa. Shl. Ryf. Dal. Smaal. og fl. – Geip n. og Geiping f. det at man geiper. Geip m., Geipa f. og Geipar m. En som pleier at geipa; særlig: a) en stiv, langbenet, skrævende og slingrende, holdningsløs Person. Tel. (Niss.), YMa. b) mundkaad Snakker; raa Skvaldrer = Garp. Ryf. Jæd. ØTel. Smaal. og fl. – geipen adj. tilbøielig til at geipa; særlig: a) lig en Geip a) (stiv osv.); b) kaad og ustyrlig, "gaputt";
med voldsomt skiftende Bevægelser; om Folk, Heste, Vind osv. Shl. Ryf. Røldal, Ma. "Vind´n va geipen mæ oss idag".

geipla v.n. 1) omtrent = geipa 2). Tel. (Bø, Lunde). 2) gjøre store gabende og slængende Bevægelser med Munden (Kjæverne). Tel. Sæt. "Hoond´n geipla ette Mat´n" = glefste; Moland. "Kjuyrei (Kyri) gjaiplar o vi kji eta", slænger Kjæverne forbi hinanden, kvalm og saglende; SætV. 3) spøge drillende; gjækkes med; omtrent = gjøna – ikke bidskt, som geina, gøyna. – Tel. (Bø, Selljor, Rauland). – Geipl m. En som geiplar, især 3): gjækkende Spøgefugl. Tel. (Rauland). Jf. G. N. geipla f. løs Snak.

Geipskraa f. en Flæber. Ndm. Gul. Selbu.

Geir m. 1) Lyster. Ma. (Finnsl. Bjelland). G. N. geirr Spyd. Mest i "Aalgeir, Laksegeir". 2) ganske liden Odde; bitte lidet Næs. Tel. (Rauland). 3) Hjørnetouge osv. = Geil f. 3). Ma. Dal. Jf. Horngeir; Vedrgeir (Vindpil, Vindfløy). 4) se geira v. 5) Navn paa en Bjergtrold, som morer sig med at rulle Stene og er Mand til "Gygræ" og bor i "Geirabergje", i Ullensvang i Hard. Meddelt. 6) Skynding; se Geire, 3.

Geir m. = Gøyr. Dal. (Sokndal).

geira v. (ar; ogsaa: er, te) løbe skjævt, snart til den ene snart til den anden Side; gaa i Zigzag; "gire, skjære ud". Bamle, Ned. Rbg. VAgder. "Pila geira". "Stokkn geire ette Baadn". "Sle'en geire". "Geire mæ Roore". "Han gjæng o geire innum Garane". "Geira" hænger sammen med "gira"; det er ikke en slap Udtale af "geigra" (se d.); man kan saaledes ikke "geira" med en Kniv, heller ikke vel "staa" og "geira". Bevægelserne af "geira" – ligesom i det hele af "geina" – foregaar i Horizontalplanet; af "geigra" oftest i dette; medens "gaira, jaira" altid svinger i nærmest vertikale Planer. Dog skjer ofte Forblandinger. – Geir m. og Geira f. Figur som gjerne geirar; særlig: en langbenet skjævtløbende Figur. VAgder. Jf. Geir og Geire (Spyd, Kile osv.). – geiren adj. tilbøielig til at geira. "Kjelken æ geiren". Overført: vimset, lunet, upaalidelig, "ustød". Agder.

Geiraal, Geirold se Gjer-.

"Geire m. Kile". A. 2) kegle- eller spiralformig Uldtott. YSogn. "Udlageire".

Geire m. 2. Vringler; vrangvillig Person. Tel. (Aamotsdal, Rauland). Nærmest til geira v.

Geire m. 3. 1) Aandslivlighed; Iver og Energi; Begavethed. Tel. (Kvitseid, Brunkeberg, Høydalsmo). "D'æ svært te Geire i den Kar'n, svært te Sjeni (Geni); d'æ Gut som kann snu seg". 2) svær Skynding; hed Hast. Voss. Sjelden. "Han kom i sliku Gjäire". Hedder Geir, "Gjäir", i Sogn (Leikang). Jf. Giir, giira osv.

geiren adj. 1) se geira. 2) ivrig? Voss.

"geisa v. (ar) dampe, uddunste". A. Sogn.

geisa v.n. (er, te; sjeldnere ar), skræve siddende eller liggende, Agder (Sæt. Rbg. Ma. Li.). "Sit ikkje so o geis!" siges til Smaabørn i Skjørter. "Han laag o geiste o vörmde seg i So^ulbakkjen", "So^ulgeis" Spøgenavn paa En som havde denne Vane; Ma. "Kattn geisa(r)", naar den "reiser Gjest", se d. – ?geiste v. d. s. VTel. Høist usikkert. – Jf. geiska, giisa, gisen, gista, Gjest; Sv. Diall. gaist, gist, gista dv.s kløftet Stang.

geiska v.n. (ar), 1) = geisa (er, te). VTel. Rbg. Ma. 2) skræve ud; gaa skrævende el. ogsaa med meget lange slængende Skridt. Rbg. Sæt. Tel. "Ho geiskar o stig´e so langge Stig". 3) gjøre store slængende, udspærrende Bevægelser med Kroppen, Ben, Arme, og Hænder med Redskaber i; slænge; fegte; hugge skjævt osv. Sæt. VAgder. "Gaa o geiska mæ Kroppn". "Geiska mæ Kniivn". 4) være løsmundet (slengje-kjefta); tale uhøviskt. Li. (Fjotland). – Geiska f. Kvinde som geiskar 1) #-4); særlig: en lang langbenet Kvinde med store, kantede bevægelser. – geiskeleg adj. som en G. Tel. Agder.

geiskra v.n. fare frem og tilbage med "geiskelege" Bevægelser. SætB. Tel. (Bø).

"Geisl n. Svøbe". A. Sæt. 2) = Skidstav. Voss: "Geitl". G. N. geisl m. d. s. 3) Straale, Lysstraale; oftest "Solgeisl" n. Tel. (Rauland).

Geisla f. meget stor Stav; stor Stang. Ma. (Aaserall), SætB. – Geisle m. d. s. i "Skigeitle" = Skidstav. Hard. (Ulvik). G. N. geisli, m.

geisla v. piske, slaa med Svøbe. Ma. (Aas.) Sæt. Rbg. "Geisla upp (inn) Hest´n". "De tykjest i Hugjn min geisla", forklaret som: "eg kjæm´e te tænkja paa eit o anna"; i en gammel Vise fra Ma. (Aas., eller eg. fra Sæt.). Neppe: straale = G. N. geisla.

geispa v.n. (ar) = geipa 3) dvs. skvaldre uhøviskt; "vera gaputt". Ryf. Shl. Vel eet med geispa, at gispe, G. N. geispa, og omgledet at geipsa. – Geisp m. En som geispar = Geip, Garp, Gap. Nhl Shl. Ryf. Dal. Jf. Sv. Diall. gispa dvs. gapa; kättjas.

"Geit f. 1) Gjed". A. Jeet Østerd. Gul. Jiit Østerd. (Aamot). Flertal: Geit´ur Hard. (Øydfjord og Ullensvang), som Bøk´ur, Føt´ur, Vi`kur, Vii`sur. "Han ha(r) inte alle Geitenn sine", han er ikke ved sine fulde fem, er halvtosset, SGbr.; skriver sig vel fra Mytherne om Risen som vogter Gjeder. "2) Patte". A. Romsd. N- og STrondh. Nordl. "Gi, faa Geit".

geita v.n. (ar), tee sig som en Gjed; ogsaa: geita seg; særlig: give Sidehug, helst i Forbigaaende; finte; drille. – geitast
v. recip. finte, drille, hinanden. "Geiteri", Drilleri. Østl.

"Geita f. = Yta". A. Gjeet', STrondh. 2) det ydre, noget kraftløse, Lag af Hø- el. Løvstakken. Agder, Tel.

Geita(r)braud n. et sort kruset Lav paa Stene. Lichen (stygius?). Jæd. og Dal.: Geidabrø. Wille har: "Geitebrau" om en L.

Geita(r)laupa f. og -laupe m. se Laupa.

Geita(r)ragg n. 1) Gjedehaar. 2) = Geitskor, Epilobium. Gbr. og Vald.: Geite-.

Geita(r)skilt n. Gede-"Dravle". Jæd. Dal.: Geida-.

"Geitaul m. = Geitjol". A. Geitaudl Hard. (Ullensv.); -aula f. Hard. (Kvamm); -aule m. Sogn; -jool m. Tel.; -juul Ndm.; -ool Hall. NGbr.; Geitajöl Romsd. Geitajule Sfj.

Geitel m. Kjertel i Sten = Heggeitel. Sogn. "Hardgeitel" m. d. s. Sogn.

geiten adj. rig paa "Geita". Agder, Ryf.

Geitestokk m. = geiten S. STrondh.

geithærd adj. striduldet; om Faar. Dal.

Geitjuvr n. = Marihand. Selbu (Tydal): Jeetjuur.

Geitkid n. Kid. Shl.: Geitkjee.

Geitmat m. Gjedeost, hvid + brun. Trondh.

"Geitrams m. Konval". A. Østl. (Land og fl.). 2) = Geitskor, Epilobium a. Østl. (Rom. Vestfold og m. fl.): Geiterams.

Geitskjel f. enslags lange smale Havmuslinger. Lof. (Flakstad).

"Geitskor m." A. Geitsko, Ma. (Hægeland); Gjaiskur (u'), Voss.

Geitsleik m. = Geitjol, Angelica sylvestris. Røros. Gjeetsleek, NØsterd. (Tolgen, Tynset). Ordet er maaske Omdannelse af et "-sløkja"; i det nære Sv. Herjedalen: getslöka.

Geitsleipa f. stor sort Langsnegl. STrondh. (Bynes, Meddal): -sleip', og Gjeetsleepe. Gjeetsleeme f. d. s. Selbu (Tydal). Geitsnigel m. d. s. Fosn. Geitsnook og

-snaak m. (og f.) Innh.

geitutt adj. 1) gjedeagtig; særlig: tilbøielig til at "geita", drillelysten osv. Østl. Gbr. 2) let at narre eller opflamme = jaalutt, ølutt; om Kvinder. Totn og fl.

Geitvid m. 1) = Geita. 2) Rhamnus catharticus, jf. Saxlunds Skovleksikon. – geitvida adj. om Træ og Træværk som er rigt paa Geitvid. VAgder, Ryf.: "Vee, veea".

geivla v.n. 1) om Redskabsdele, som er slet forbundne: forskyve sig (slænge) frem og tilbage, over og om hinanden. Rbg. Voss, Nhl. NGbr.: jeevle. ""Saaksee jeevla Kjæftaam". 2) om Munddele som bevæges møisomt til Siderne og om hinanden, gumle som Drøvtyggere. B.Stift, A., Jæd. Vald.; Smaal.: "jævle mæ Mat´n". 3) snakke uforstaaeligt; vaase. ISogn, Vald.; Smaal.: "jævle". "Han geivla o veima rae", han vaaser stadigt; Vald. 4) kjevle og kjevles saa smaat, mest for Spøg. Hedm. SGbr.: jævle og "jævlas" dvs. geivlast, se d. og geivra.

geivlast v.n. om Træværk, Redskaber og sammensatte Træ-Indretninger, især Fjæleværk: blive skjævt eller buglet; kaste sig, vride sig, helst i flere Vinkler eller Buer. NGbr.: jeevlast. SGbr. (Øyer, Fron): jævlas. "Fjølinn ha jeevlast um 'nan". "Døra, Golve, ha(r) jævlas". I Sv. Dalarne: gävlas dvs. skrefva med Benen. – geivlen adj. udsat for at geivlast; ogsaa: som har geivlast. Gbr. Land. "Saga æ jævlin". – geivlutt adj. d. s. Hedm.: "jævlete".

geivltent adj. med skjæve, udad og indad staaende Tænder. Hedm. SGbr. "Han æ jævltænt". "Saga æ j.".

geivra v.n. om Dele af sammensatte Ting: gjøre smaa Bevægelser til Siderne over og om andre Dele; forskyve sig frem og tilbage. Bevægelserne er mindre end ved geivla. Rbg. (Bygland og fl.). "Geivre te Lees". "Geivre mæ Munn´n", vrikke smaat med Munden. "Geivre mæ (K)n^eivn" = fikta (saa smaat). "Greip´æ geivrar att o fram paa Skapti". – geivren adj. Slæden er "geivren", naar dens Dele vrikker smaat hen over hinanden, den er "geigren" naar den vil løbe skjævt; den er vel sjelden "geivlen". – Geivre m. En, Noget, som "geivrar". Ogsaa En for hvem intet rigtigt vil føie sig. SætB. – geivrtent? adj. med skjævtstaaende Tænder. Gbr. (Øye): jævrtænnt.

gidd (i') adj. skjælvende; særlig: skjælvende af Svaghed, paa Haand eller Hoved. Nhl. Voss. – gidden adj. d. s. Voss, Ryf. Sogn, Sfj. og fl. – giddhendt adj. skjælvende paa Hænderne. Voss, Sogn, Sfj. og fl.

Gidd m. og Gidda f. En som er gidd. Sogn, Hall. 2) Gidda f. særlig om en Bro af et Par Bjælker. Hall.

"gidda (i') v. dirre". A. Tel. Vald. og Hall.: mest om stadig Skjælven af Hovedet. 2) synes dirrende formedelst Dirren i Luften; dirre. Ryf. Vald.

"Gidn f." A. Vestfold. "Giddn, Saagiddn". Gitter, Shl. (Fitja); meddelt. Wille har: "Soljidren" og "Soljædderen".

"gidra v. dirre". A. Li. Dal. Ryf. Shl. "giddrande Frost" = Gnallfrost, Dal. – gidren adj. tilbøielig til "gidra". – gidreleg adj. Tel. "Ougo giddrar i 'n"; han æ so giddreleg i Ougo". Ogsaa (g)jadra, jadreleg. Se gadra.

"Gift f. 1) Given. 2) Portion. 3) Fodring". A. Alle tre Bett., baade det at der gives og det som gives, findes i Sogn, Hall. 4) Afkastning, Udbytte = Foll. Shl. Ryf.: "D'æ smaalegt baade mæ Uppberslo aa mæ Gifto i Aar". 5) = Gifta. Gbr. (Vaagaa).




gifta v.a. (ar) vippe noget fra Enden af en Fjæl eller Planke. Østl. Sæt. gipte. Se gjeppa (gippa).

Giftarblinda (r) f. dens Blindhed som gaar i "Giftartankar". Gbr. (Vaagaa). – Gifteblinks m. d. s. Vald.

Giftarslysa (r, y') f. Uheld som skal være Varsel om Ens Giftermaal. Shl. (Fjellber). Jf. Festarslysn.

Giftebæv m. en Lighed som varsler Ægteskab mellem de Lige. Vald. (NAurdal). "Ho hadde no endaa Giftebævn 'taa hono". Se Biv (Bæv).

giga (ii) v.n. (ar) 1) gaa smaat og vaklende eller vuggende; stavre. Hard. (Kvamm), YSogn. "Da æ nett so mykje han æ go^u´e te giiga aa ga". Jf. gigla, gigra, geiga, geigja, geigra. T. Diall. gigen, geigen, svinge, vakle. 2) staa løst, vakle = gigla. Hall.: gjeega. Ogsaa: være løs i Sammenføiningerne; Hall. – Gjeegageit f. Tingest som "gjeegar". Hall.

Gigg m.? Bisol = Gil. Vestfold.

gigja v.n. (ar) spille "Gigja". Sæt.

gigl adj., Gigl n., Gigl m. se gigla.

"gigla v.n. staa løst". A. Vald. Nfj. Sdm. og fl. 2) være eller holde i en vaklende, rokkende, svagt slingrende Bevægelse. Sogn, Nhl. Hard. Ryf. Hall. "Gigla aa gaa". "(H)jule gigla". "Du maa'kje gigla mæ Roore men halla dæ støtt"; Ryf. "Gigla mæ Bogjen", lade Violinbuen skjælve; Hard. "Gigla mæ Byrsene"; Nhl. 3) gigla upp v.a. lave en høi og løs Opsats, som blir udsat for at gigla 1); sætte (bygge) løst op. Hall. Nfj. og fl. Hedder ogsaa (g)jagla, Hall. (Gol). – Gigl n. det at gigla; Gigling f. d. s. 2) noget som er "gigla upp". Hall. og fl. Ogsaa: Gigleverk n. Hall. – Gigl m. En eller Noget som giglar. Hall. og fl. – gigl adj. tilbøielig til at gigla; vaklende, staaende usikkert. Li. – giglen d. s. Hall. osv. "Bruunee æ giglen". "Han gjekk giglent". Ogsaa (g)jaglen, Hall. – giglutt adj. = giglen. Nhl. Jf. giga osv.