A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Gjett (ee) eller Gitt (i') m. "Vera pao äin Gjeett, pao rette Gittn", være i stærkt Sindsoprør = uppøst. Hard. (Odda, Kvamm). Jf. Gjete, andgjeetten; Sv. Dial. gät dvs. lynne.

Gjev, se Gjæv. – Gjevidla, se Gjedvilla.

Gjevst (e') m. Givning; det som gives = Gift. I Kortspil og i Fodring. Tel. (Rauland, Vinje). – Gjeves se Give.

"Gjod m. Fiskeørn". A. Jugr f. Nhl. P. Claussøn: Gjur. I Sv. Dalarne: Dius, fiskmåse (Lundell).

"gjord adj. moden". A. Udtales med tilbagetrukket (noget "tykt", supradentalt) rd eller D. Hall. Gbr. Tinn og fl.

"Gjord f. Gjord". A. Jaar, Sæt. Tel. (Moland, Mo); Juur, Ma.; Jool, Gbr.; Juul, Hall. Flertal: Ja`ri, Sæt. (Bykle), G. N. gjardir; Jeru´u (ee og æ), Voss; Jøl, Gbr. (Fron); Jøl`ee, Gbr. (Vaagaa; ogsaa Joo`lee); Jø`re, Ndm. Jf. gjerdaflaa – Gjerdarek.

Gjordsadel m. Sadel med buet Rygstød, i hvilken man sidder indgjordet. Søndenfj. Gjuursøyle, Sæt. (Dette maaske til gyrda).

"gjordutt adj." A. joordutte, med tilbagetrukket (r)d, i Hall. og fl. hvor "Gjord" har "tykt" L.

Gjorsla f. se Gjersla.

gjorst (oo) adj. moden; af gjerast; a) om Bær: joors, uden Fl. Innh. (Stjør og fl.). "Beera æ joors". b) om Ost: fuldt gjæret, modnet. joors, Tel. (Kvitseid); joost´e, Tel. (Moland, Vinje), hvilket sidste dog ser ud som sammenhørende med "jaste" v., gjære osv.; det hedder nemlig: "Ost´n æ joost´e"; men: "Ostn heve joorst".

"Gjot (oo) n. Understrøm". A. Senja. "Joot i Juksa", Afbøining af Angelsnoren formedelst Understrøm. "Joot i Knee´a", spøgende om krogede Knæer. 2) svær Fart og Kraft i alle Bevægelser; især en, hvori for Resten undertrykt Sindsoprør udlader sig. Hard. (Ullensv. Odda, Ulvik). "Da va slikt Joot i 'an idag; han kom mæ slikt Joot". Til gjota v. Se A.

Gjot (oo) f. = Gjota. Østerd. (L.E.), med Fl. "Gjoter"; Helg. (Vefsn, Alstahaug, Vega): Fl. Jøt´r; Vestf. (Lier, Hov): Fl. Jøtt´är. Isl. gjót. – "Gjota f." A. Senja, Lof. Helg. (Herøy, med Fl. Jøt´r), Romsd. Nfj. Ned. Rbg. "Aakrejoote, Slaattejoote". 2) "Hals" el. Smalning af en Sump. Innh.: Jøt', "Myyrjøt, Moltjøt'"; Follo: Jaatte, "Myyrjaatte".

"gjota v.a. gyde". A. 3) v.n. strømme ud; strømme frem; gydes ud. Sæt. Shl.? "No seer eg Regni o Skj^uyne gjo^ute". "De gj^uyt kji ko vo^undt av 'æ haile Dagjn". "Evjo gyt´e", Mudderet skyder op; Shl.? Hertil Gjot n. 4) fare afsted; stryge. Jæd. Dal. Ma. "Naa maa du gjooda din Veg". "Gjood naa asta!" "Han göud daa han höurte dæ". "Han kaam gjo^utan". Ma.

(G)jul se Gjord; (g)jule, (g)jure se gyrda.

(G)jur n.; (g)jurde, (g)jurt v. se Gur, gyrja.

Gjuv n. drivende Vandstøv, fygende Damp som fra et Vandfald. Sfj. (YDale): Juuv. Til gjuva.

Gjæe se Gjede, Gjed. Gjæhl se Gjerdsl.

"Gjæla f. Tosse". A. Innh. (Skaun): Jeel'.

Gjæla f. 2. let Vind som netop kruser Vandet; Luftning. Sfj. (Førde, Jølstr, YDale). "Ei kalde Gjæle"; "Vaargjæla"; den tørre Vaarvind.

Gjæla f. 3. voldsom Bevægelse; Oprør; Tummel; Tumult; omtr. = Uppstyr. Rog. Shl. Hard. Nhl. "Gjæla i Øl; i Sjø´n (= Brot)". "Dær va noke te Gjæla mæ Fugl, mæ Folk". "Her gaar slik Gjæla; eg saag ei svær´e Gjæla utpaa Have idag", om Bevægelse af Hval, Fugl og Fisk = Bruk. "Da va dao äi Gjæla mæ deg!" til støiende Børn, Hard. "Da va daa fælt te Gjæla han va i!" = Gjeralag. Nhl. "Han gjoore ei heile Gjæla a(v) dæ", gjorde meget Væsen af det, gav det store Dimensioner; Dal. Jf. Giil n. Gil m. Geil m.

Gjæle m. 1) Luftning = Gjæla 2. Nhl. (Oos). 2) Oos, Damp. Nhl. (Manger), Sfj. – Gjæle se Gjerde.

gjælen adj. fuld af Gjæla: oprørt, ustyrlig, ubændig; vælig; omtr. = geilen. SBerg. "Hest´n æ so gjælen, dar æ slik Gjæla i 'an". "Han æ gjælen i (mæ) Veere", Luften er i Oprør. "Ein gjælen Kar".

Gjæm? m. Strøm af lugtende Gas; især: stærk aromatisk Lugt. Tel. (Moland), SætB. "De stoo ein Brænnevins-jæm av 'an". Jf. Gim, Geim. Kanske dog for Hjelm; se d. og hjelma v.

gjæma? v. (ar) dampe, lugte; se Gjæm. Sæt. VTel. "De gjæmar Øl av deg".

gjæma v. (er, de) fare raskt, stundesløst og ligesom søgende, vidt omkring. Mest om Kvinder. Tel. (Vinje, Rauland; Kvitseid). "Ho gjæmer oomkreengg i Bygdee; d'æ ei Floggjæme". "Han flyg´e gjæmer ette de; gjæmer paa o gjængge". – Gjæma f. En som "gjæmar". Tel. Maaske til geima (= keima), gimsa. Gjær se Gir.

"gjæs adj. stolt, storagtig". A. 2) fordringsfuld (saaledes ogsaa: dyr paa sine Varer); kræsen, yderst nøieseende, strængt akkurat ikke lempelig; omtr. = vand, vønen, bratt. V- ogØTel. Ma. Ned. Ryf. og fl. "Gjæs paa dæ". 3) storartet; prægtig, ypperlig; omtr. = ginsk, glup, grum. Agder. 4) vældig, voldsom; om Folk og Veiret. Li. Jæd. (Wille: jæs, frodig). Dette og de flgg. Ord høre maaske (neppe) sammen med Jase, jasta; altsaa: jæs?

gjæseleg adj. og adv. storartet, overordentlig. Ma. "Gjæselig sto^ur".




gjæsen adj. omtr. = gjæs. 1) storagtig; udfordrende; fordringsfuld; kræsen. Tel. Dal. og fl. "Han va kje gjæsnare paa dæ, han took o aat dæ". "Ikkje gjæsen", ikke krympende sig. Dal. 2) vældig, voldsom; mest om Veiret. Shl. "Han æ kje so lite gjæsen idag". "Gjæsen te blaasa". 3) vælig; kraftfuld og modig. Shl. "Gjæsen Hest". gjæssen, d. s. Hard. (Odda, Ullensvang). "Gjæssen Stut".

gjæsna v.n. bli "gjæsen" dvs. vældig, voldsom. Shl. Jæd. "Han (Veere) gjæsna te".

gjæst adv. fordringsfuldt; storartet; vældigt; voldsomt; overmaade; se gjæs. Ma. "Dei rei saa gjæst". "Han va gjæst fudd´e".

"gjæta v." A. jeet(e), SØstl. Trondh.

Gjætargut m. se Gjætslegut.

Gjætling m. Hyrde = Gjætar. Jæd. Dal.

"Gjætsla f." A. 2) Samling af Fæ som vogtes under eet. Østerd. Gbr. Sdm. Omtrent: Jæhle. 3) Græsgang, hvor der vogtes. Hall. (Aal), Gbr. (Vaagaa). Mest i Fl. "D'æ fine Jæhlu der". "Langt burti Jæhlo".

gjætslebyrg adj. skikket til at være Hyrde. Hall.: jæhlebörg. – gjætslefør adj. d. s.

Gjætslegut m. Ajuga pyramidalis. Num. Modum: Jæsle-. Østerd. (Aamot), Land, Totn (Birid, Vardal) omtrent: Jæhltgut. – Gjætargut m. d. s. Rom. Smaal. Busk.

Gjætslemark f. = Gjætsleskog (Ndm.). Salten.

Gjætsleplagg n. en sammenhængende Hoved- og Rygbedækning for Hyrden. Hall. (Aal): Jæhle-.

Gjætslesvein m. Hyrde. Gbr. Ndm.: Jæhlt-.

Gjætslestav m. Hyrdestav. Dal. (tl), Hall. (hl).

Gjætsletave m. en liden Hyrdedreng. Hall.: Jæhl-. Tave dvs. Lap. – Jæhlköure m. d. s. Namd. Se Kaure.

Gjæva f. Held og Yndest som følger En, især for hans vindende Personlighed; betagende Væsen = Sigr. Li. (Fjotland). "Hu æ kje vakker, men dør fye slig Gjæva mæ 'enn". "Han he slig Gjæva mæ seg". G. N. gæfa Lykke, Held, gæfumadr, En som har gæfa. – gjæve meg! se giva.

Gjæving m. gjæv (nobel) Mand.

gjævlyndt adj. høisindet. I Skrift.

gjævvoren adj. noget gjæv 2) (Rbg.). Hall.

Gjøda f. Person med høit Livsmod = Avgjøda, Forgjøda; se d. Nhl. Shl.: Jøa. – Gjøsja f. d. s. Nhl.; for Gysja?

"gjøda v.a." A. 3) erstatte Fordampningen fra et kogende Stof (Kar) ved at tilsætte Vædske; spæde. Tel. Rbg. "Gjøe Grout´n mæ Mjokk; gjøe Spa'i". "Gjøe ei Gryte; gjøe Kaffikjetiln".

gjødfødd adj. gjødet; om Dyr. Rom.: jø.

Gjødsl n. fedet Dyr; = Slagt. SætV og B.

Gjødslestig m. Gjødesti. Gbr.: Jøhlstiig. Misdannelse. G. N. svínstí, n.; (stigr, m. Vei). Og: "Staa paa Jøhlsti(g)je", Gbr.

Gjøflokar (oo) m. pl. Uld som klippes i "Gjø", ved Marimessa. Tel. (Bø, Vinje).

Gjøgr f. = Gjø 3., Gøyr. Ma. SætB.

Gjøl n. 1) Smiger. 2) Markskrigerros. Innh.

"gjøla v.a." A. Ogsaa = gola. Tel. "gjøla upp". – "v.n. smidske osv." Li. 2) skryde noget op, rose markskrigende. Trondh.; Tel.: "gjøle upp". – Gjølstut m. En som gjøler. Trondh.

"Gjøla f. noget som man maa rose". A. Særlig: a) en god Gjerning; oftest brugt ironiskt. Vald. Tel. ""No ha e gjoort Jøla 'taa!" nu har jeg redet det godt! Vald. – "Ja, no gjoore du ei goo Jøle!" Tel. b) en prægtig Kvinde. Tel.

Gjøle m. en prægtig Karl. Ringerike, Vestfold. "Ein Gjøle te Kar, te Hest. Sjelden. Oftere som adj., se Gjøla: "ein Gjøle Kar, Hest, Kniv", en udmærket; "eit Gjøle Tak", et dygtigt Tilgreb. Ringerike, Vestfold, Vald. Sogn, Hard. Tel. Og: "ein Gjølekar, Gjølehest", d. s. Vald.

"gjølma v.a. (ar)". A. Ogsaa: (er, de), og "tvigjølmd". Gbr. (Fron, Vaagaa).

gjølsjødd se gjell.

gjølstra v. smigre = gjøla fyre ein. YSogn, Smaal.: gylstre og gjølstre. – Gylstre f. En som gjølstrar. YSogn.

Gjøm se Gim. – gjømme se gøyma.

Gjøn n. 1) Drilleri, Gjækkeri. Østl. og fl. "Gjøra (drive) Gjøn". 2) en Driller; Gjæk. Sogn. Til gjøna (Tel. Hall. Sogn).

gjønndregen, gynndreien se gjenom-.

gjønnverdug adj. 1) yderst fordringsfuld; som vil have noget at sige i alt. Ork. (Meddal, Rennbu): jønnværäu (-öu). 2) slem, umedgjørlig; især om Børn. Stjør.: jønnvalöug. Stjør.: jeenvalöug. – Vokalen foran N er kort; N'et dog maaske ingensteds jodholdigt. Se gjøn(n)-, G. N. gin(n)-, gjenverdug og gjennvær; jf. Ældre Sv. gænwærdogher dvs. vidrig.

Gjønos (oo) m. stærk susende eller hvinende Luftstrøm; hvinende Træk. Helg. (Bindal). Meddelt. Til Os, Susen. Jf. Gjenos.

Gjønstr eller Gynstr? 1) n.? Gunst; omhyggelig Pleie. Tel. (Vinje): Jøn´str. 2) n. Jønstr, En som er stadig Gjenstand for Drilleri og Latter; et "Spektakel". Ndm. Trondh. Nord. Se flg. og Ugynstr.

gjønstra eller gynstra? v.a. og n. 1) pleie saa Gjenstanden bliver altfor trivelig; fodre og pleie overdrevent. Dal. Li. Rbg. Ned. "jynstra upp ein Hest". Og: jønstre. – 2) smigre = gjøla, jølstra. YSogn: gynstre? Kunde maaske høre til gjøn(n)-, G. N. gin(n)-,. ginna 1) udruste med overnaturlige Kræfter (= magna), 2) forlokke; (jf. jønsk = ginsk, Tel.; örjynnas = örjønast dvs. smaatrættes, Gransherad i Tel., og gjøna?). Med Bett. jf. gjøla, gjølstra, og "Gjøle" om det opskrydte, det (for)roste.
Jf. ogsaa: Ældre D.: gynde; Skånsk: gynna dvs. gjøde. Fremmed?

"Gjørs m." A. Rom. Og. Snørgjørs".

gjøv adj. ypperlig; for gjæv. Østerd.

Gjøv f. Portion = Gjæv. VAgder, Dal. (Bjerkrei). Og: Gjov (o'), og Gjaav, NMa. Sæt.; Gjeev, Ma. Rbg. og fl.; Gjev, Tel. G. N. gjöf.

gjøva v.n. lave istand "Gjøver" til Fæet. Li. (Fjotland): "gjøva iho^uba" og "gjeva iho^ub(a)".

"glada v. (ar) gaa ned, om Solen". A. 2) kaste et klart og stærkt kortvarigt orangegult Skin over de østlige Fjelde ved Nedgangen = gylla. Ndm. (Rindal).

Gladbeita f. stor Glæde. Kun i: "Mæ Glabeitaan" (Dativ), med største Fornøielse. SHelg. (Brønnøy, Bindal).

"gladlynd adj." A. Sæt.

gladra v.a. og n. behandle uvarligt og ubehændigt (skjælvende, spildende, fordærvende) Ting som kræver Varsomhed; klodse. Jæd. (Haa, Gjæstal). "Du maa kje gladra Glas´e du seer d'æ fullt!" "Inkje gladra dæn Ruo mæ Talerka!" Gjæstal. "Han side gladra mæ Klokkaa heile Dagjn, side gladra aa vil ha ihob Klokkaa"; Hall. Maaske eet med glatra, A.; jf. glodra (dog: glidra).

gladskalla (første A er langt) adj. = glasskallutt. Sdm. (Sunnylven): gla-skalla.

"gladvær adj. livsglad". A. glaværi(g), Follo; Vestfold: -li. – glaværanse d. s. Ma. (Bjelland). Med Æ ikke E, trods den partisipagtige Form, ("vera, veranse").

Glafs n. se glafsa. – Glafs m. og Glafsa f. 1) en løsmundet, indiskret Person; En som buser ud med alt muligt. Tel. Hall. Østl. 2) en kaad og fremfusende, Uro og Fortræd bringende, Person = Glaap. Ork. Strinda, Innh. Stjør. – glafseleg adj. lig en Glafs 1). Tel. – glafsutt adj. lig en Glafs 2). Trondh.: aat. Se glafsa.

glafsa v.n. (ar) 1) = fikta, fleipa, geipa, geisa osv. "Glafs' mæ ein Kniv". Trondh. (Børsen og fl.). 2) være en "Glafs": a) være løsmundet; Hall. og fl.; Shl.: glapsa. b) fuse uvornt frem. Trondh. – Glafs n. 1) det at glafsa: være kaad og fremfusende i Ord og Adfærd osv. Innh. Hall.; Shl.: Glaps. "D'æ bær(e) Glafs mæ 'aam". 2) Person, helst Kvinde, som glafsaar; Person med en løs og uhøvisk Mund og Opførsel. Hall. Glafsetre n. d. s. Hall. Jf. Glap, glapa, glapast, glefsa; Isl. glapmæltr, G. N. glópr en "Gap", glap n. Utilbørlighed; glöp og m. fl. Sv. Diall. glaffsa dvs. sluka i sig; ogsaa "glaffsa ur sei" dvs. plumpe ud med; glafs m. en som uppför sig oskickligt, og fl.

glafsast v. recip. = gantast. YNamdal.

"glama v. skralde". A. Sæt. Ryf. Hard. "Glama aa gøy". 2) skjælde, skjænde. Ryf. og fl.

glamen adj. 1) skramlende. 2) om ujævn Iis og frossen Vei, hvorpaa man ikke bevæger sig med Sikerhed (forklaret = svikhaal; Forestillingen om Larm synes borte). Sæt. Dette skal ogsaa hedde glæmen? Sæt. (Sandnes og fl.). – "glamren adj. skramlende; ujævn". A. Sæt.

Glamp m. en løsmundet og ubehændig, skramlende Snakker. Ryf. – glampast v.n. snakke som en Glamp. Ryf. – glampen adj.

Glams m. 1) en sandseløs, klodset, larmende, lidet ærekjær Person, som snakker og handler paa Slump. Li. (Fjotland). 2) en raa og hensynsløs, larmende Person; omtrent = Garp. Stjør. Selbu, Østerd. 3) se glamsa.

glamsa v. (ar) 1) skramle = glamra; gaa klodset og larmende. Tel. (Mol). "Glamse paa Tresko". 2) gjøre hastige anstrængte og klodsede Forsøg paa at gribe; gribe i Grams; gramse (til sig). Li. (Kvin, Fjotland). "Glamsa te seg". 3) tee sig som en Glams 1). Li. Ma. 4) ikke kunne besinde sig paa noget; huske (gribe) feil. Tel. (Grandsherad). – Glams m. ør, larmende Lystighed; Tummel; Fortumlethed, Ørhed. Ma. (Vennesla, Øvrebø), Rbg. (Honnes, Aamlid). "Gaa i Glams´n, springa i Glams´n", gaa (springe) sandseløs af ør Lystighed. "Ho æ mæ i Gudeglamsn", Vennesla. – Glamsa f. En som glamsar; især: en sandseløs, fremfusende Kvinde. Ma. – glamsen adj. tilbøielig til at glamsa. VAgder. "Han æ saa glamsen o forfjusa o inkje stidd´e o skibelig", Fjotland.

glamsast v. recip. fjase støiende. Trondh.

glamsutt adj. lig en Glams; omtrent = garputt. Stjør. Selbu, Østerd.

"glana v. n. 2) glimte osv." A. 3) særlig om Lysplet eller Lysrand som stirrer frem af Synskredsen lige efter Solnedgang. Jæd. (Haa, Time).

Glana f. lystig Kvinde. Ndm. (Kvernes, Tingv.).

Glanauga n. en rødlig Fisk med store gloende Øine. a) = Aug´r, Sebastes Norvegicus. Ma. b) Hunnen af Blaagume, Labrus mixtus. Ma. c) Gadus minutus. Ma. – Hedder ogsaa Glanaure og Glanaur m. Ma.

Glane m. 1) Lysrand eller Lysplet i Synskredsen lige efter Solnedgang. Jæd. Ryf. Nhl. 2) fri vid Udsigt. Hard. – "glanen adj. = glanutt". A. Ryf.

Glanhaa m. en Art Hai. Ned.

"Glankar m. en Lurer". A. Særlig om ubudne, ofte formummede, Gjæster ved Bryllupper og andre Feste. Sogn, Hall.; Shl.: Glaa-.

Glant m. kaad Skjemt (ikke ondartet, hvilket "Gap" er her). Ndm. Fosn, Selbu, Stjør. "D'æ bær(r)e Glant´n paa 'naa". "Han slo ut bærre paa G.", han gjorde bare Løier eller Fjas; Fosn. "Paa Glant", for Spøg.

glanta v.n. (ar) glide til Siden for noget; glide af = glensa. Tel. (Selljor, Sauland).
"Øksi glanta av Stokkjn". Det flg. er vel omtrent eet med dette oprindeligere. I Sv. Diall. glänta, glinta dvs. glide.

"glanta v. fjase". A. Ndm. Fosn, Selbu.

glantast v. recip. fjase med hinanden. Helg.

"Glap n. Hul, Mellemrum". A. Sfj. Voss. Snarest, maaske, Mellemrum som ikke er stadigt eller ikke burde være. "Døraglap", Voss. Jf. glapa; G. N. glap; se glafsa.

Glap m. se glapast.

glapa v.n. (er, te), have Mellemrum eller Aabning som ikke burde være; ikke slutte til; gabe; omtrent = glipa. Voss. "Huse glape o gliise adlestan". – glapen adj. "Døræ æ glapæ". Se Glap n.

glapast v. recip. drive kaade og voldsomme Løier med hinanden; fjase tumlende og uheldbringende (undertiden svigefuldt). Stjør. (Maaraak): glaapaas. Jf. Glap, glapa, glafsa, G.N. glepja (forpurre, narre), osv. – Glap m. En som glapast; omtr. = Glafs. Østerd. (Rendal); Innh. (Indr. Stjør.): Glaap, se A. – glaapin adj. dvs. glapen fuld af voldsomme, fortrædbringende (ogsaa ondartede) Løier. Stjør. og fl. – glaputt d. s. Innh. "Han va glaapaat aat mæg aa fletkjfull!"

glasa v.a. forsyne med Vinduer. NGbr.

glata v.a. (ar) 1) tabe ved Skjødesløshed, spilde. Gbr. og Selbu: glaataa. Og: klaataa, NGbr. Trondh. G. N. glata fordærve, tilintetgjøre, miste. 2) slippe sig af Syne; miste? Tel. (Tuddal, Grandsherad). "Eg æ saa boonden, eg tor' kje glaataa dænne Oongjen". 3) slippe ud af sig, røbe. Gul. Røros. "De da maa du itt glaataa 'taa", det der maa du ikke røbe noget af. "Du maa itt glaataa ett Ool (Oor)". 4) v.a. og n. gjerne med "av" adv. (og præp?): bortskaffe en Del af en Masse el. Mængde, redusere; formindske; især ved Slagtning. Gul. (Soknedal, Støren, Horg), Stjør. (Maaraak). "Mi maatte glaataa 'taa (adv.) to Ky(r), mi ha saa liti Foor"; Maaraak. "Öss löt glaataa 'taa fæmm Ky" dvs. me laut osv.; Soknedal. Ogsaa "Dæm glaataa 'taa Buskapa", formindskede Besætningen. "'taa” maaske adv. her, og da glata med Dativ som i G. N. Hedder: klaataa, i Stjør. (Hegra, Vernes), Strinda. "Vi klaataa 'taa saa my(kjy) Krøtør". 5) v.n. svinde ind, minke. Stjør. "Grase klaataa 'taa". "De hi klaataa 'taa Hoopa hænn aa no", det har minket paa denne Hob ogsaa nu.

Glaton m. støiende Lystighed, især med megen Snak. Helg. (Bindal). "Gap aa Gla`toon". Se Gladtun.

glatt adj. glat. NGbr. Sogn og fl. Til gletta; eller T. glatt (gladr)?

Glaus m. = Gløys. Nhl.? Li.?

"glaa v.n. skinne". A. NGbr. (Dovre, Lom).

"glaa adj. aaben, om en Dal osv." A. Tel. (Bø, Sell. Kvits. Mol.). 2) bar, nøgen, skovløs; med vid Udsigt. Tel. (Bø, Nissedal, Mol. Vinje). "Nuutn æ glaa!" "Her æ so glaatt for Vindn". "No bliv' de glaatt i Skoogane hass". "Skoogjn æ glaa no mot fyrr´e", tynd. Og: gljaa, Vinje. "De hev blivi so gljaatt, se Skoogjn bleiv tekjen". 3) blank, klar. Sogn. "Glaott Øl" og "glatt Øl", som "daomlæus" og "damlæus". 4) = glæ 2. NGbr. (Lom). Jf. glæ; G. N. gljá og glæa skinne; glær, lys.

glaadra se glodra.

"Glaam m. omtrent = Glanar". A. Sogn, Vald. Gbr. Tel. 2) En som har stive Øine og et benet, stramt, hulkindet (Yankee-) Ansigt. Sfj. Nhl. Voss, Hard. 4) Gjæk, Nar. NTrondh. I.G.: Glom. 4) Udsigtspunkt. Ndm.

Glaama f. til Glaam 1) og 2). Tel. Ryf. Hard. Sogn. 2) et arrigt, haardt Kvindfolk. Sfj. Maaske eg. d. s.s. Glaama, = Daae, Galeopsis, A. 3) mørk Halvring under Øinene. Vestfold.

"glaama v.n. (ar) stirre". A. Voss, Sogn, Hedm. Ndm. glaame, -de i Gbr. (Vaagaa), -te, Rom. – Glaam n. (m.) Stirren. "Selja St^eir aa kjøpa Glaom", spøgende om bare at glo paa Markedet; Sogn.

Glaamauga n. en Gloer. Hard. Sogn, Sdm. "Ditt Glaamauga der du stende!" – Glaamskalle m. d. s. Gbr. – Glaamstaur m. d. s. Stjør.

glaamen adj. lig en Glaam: a) stirrende, b) med stive Øine og et benet stramt Ansigt. Nfj. Sfj. Shl. c) med Glaama 3).

glaamøygd adj. gloende; sættende store Øine. Sogn, NGbr. "Du mao kje sjao hiit, du kunde verta glaomøygde". glaamsø(y)gd, Gbr.

"glaana v.n. (ar)". A. 3) om Skov: blive "glaa" dvs. tynd, aaben. Tel. (Bø, Sell. Vinje).

Glaap, glaapaas, -in, -aat, se glapast.

Glaap m. Hybrid af Urhane og Røy. Ryf.

Glaap n. 1) Stirren. Shl. Ryf. Agder. 2) noget at glo paa; Gjenstand for Stirren. Ryf. og fl. "Kjøpa Glaap o selja Stare".

Glaap m. en Gloer; en Dosmer. Tel.

"glaapa v.n. stirre". A. Ryf. Agder, Tel. – glaapen adj. tilbøielig til at glaapa.

glaapeleg adj. = glaamen, lig en Glaam 2), Tel.

glaaren adj. skrupsulten. Ndm. "Glaarin so ein Varg". "graalin" er graadig her.

glaase v.n. see = glosa. Selbu.

glaataa v. se glata.

Glaatra f. person med langt magert Ansigt, lang Hals og Øine som fare uroligt iagttagende omkring. (!Dette sidste tør være Hovedforestillingen i dette, saaledes forklarede, mangesidede Begreb; en slik Stirren ledsages gjerne af strammede Muskler). Tel. (Kvitseid, Selljor). – glaatrleg adj. lig en "Glaatra". Tel. "G. i Ougo", med Øine
som fare iagttagende hid og did. gljaatreleg, SætB. "Han æ so gljaatreleg' o fanteleg' øygd´e, renner Augu(n) hiit o diit o kann kji glaape støøtt o reett".

Glede m. Glæde. Gbr. (Vaagaa): Glee`ee; VTel.: Glee`i og Glæ`ee. Se Gjede.

"glefsa v. n. bjæffe". A. Li. Ryf.: glepsa. "glekse utu", gispe ud. Gbr. "2) v.a. glepsa i seg", VAgder. Se ogsaa glepsa. – Glefs n. 1) = Glefs m. 2) Bjæf. Vestf.

"Glefsa f. Sax osv." A. Glepsa, VAgder og fl. Glæfs', Ndm. Glæks', Fosn. 2) Klemme, overhovedet. Ma.

glega, gleka (ee) se glidka.

"gleidna v." A. Sogn. "kleina", i Hard. – gleina v. (er, te) glide. Shl. Tør trods sin Bøining være gleidna. Ligesaa maaske glein', glide ud saa man forskræver sig. NTrondh. Se dog de flgg.

gleima v.n. (ar) kaste raske og korte Blikke; see stjaalet og skjævt (forelsket, vredt osv.); skotte. Rom. Follo, Smaal. Vestf. "Han sat aa gleima paa 'o". Omtrent = glimsa; jf. glima dvs. glimte, og fl. – Gleim m. skottende stjaalet skjævt Øiekast. Østl. – gløyme v. d. s. Vestfold; se d.

gleina v.n. (er, de eller te) 1) glide af til Siden = Glanta, glensa. Ma. SætB. "Øksæ glaende av inni Fo^utn". 2) skyde voldsom Fart = glensa. Ma. "Han kaam glaenan". Sandsynligvis eet med "gleina v.n. se skjævt", A. især kaste raske stjaalne, skjæve Blikke. Ma. Vald. Hadeland, Rom. Solør; Røros: glænne. Maaske til glina (glindse, glimte), glina (stirre); jf. glensa, glanta; Sv. Diall. glänta dvs. halka, framskymta; sola gläjner te dvs. framskymtar. Sml. ogsaa: gleima, glima. Se gløyna.

Gleina f. bar Flek paa et Træ. Ma. (Aaserall). – Gleine f. aabent Rum i Skov. Busk. (A.) Gbr. (Øyer og fl.). Kan i NGbr. bruges = Glæinne dvs. Glenna.

gleinskalla adj. = fleinskalla. STrondh. (Meddal).