A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Gløsa f. = Gloddunge". A. Rbg.

Gløsa f. en vakker, rødmusset og trivelig Kvinde; prægtig Kvinde. Tel. (Vinje, Mo, Kvits. Sell. Lunde). – Gløse m. en prægtig Figur af Hankjøn. Tel. (Vinje, Lunde). "Ein Gløse te Hest". – Gløse, brugt som adj. el. Genetiv om det prægtige. Tel. "Ei Gløse Jænte", "ein Gløse Hest", "eit Gløse Tak" (dvs. Greb). – Gløsar m. = Gløse m. Tel. "Ein Gløsar te Hest". Ogsaa: "ein Gløsar Hest´e, æe Gløsar Jænte"; Vinje; "et Gløsar Tak" (dvs. Greb); Selljor.

gløseleg adj. lig en Gløse; prægtig.Tel.

"gløsen adj." A. 2) rød i Ansigtet. Ryf. (Skutnes). 3) = gløseleg. Dal.

Gløsoks f. tomt Aks. Sogn (Vik). Mest brugt i Flertal: Gløsekse(r); se Oks.

Gløsvid (vee) m. = Gløsfausk (Gbr.). Gbr.


gløyma v.n. (er, te) kaste skjæve og dulgte, stjaalne, Blikke. Vestf. (Sandsvær). Maaske for gleima; jf. dog glyma (hvoraf det dog ikke, saaledes som i VAgder, kan være en Sandsværsk blot Udtaleform).

"gløyma v. a. glemme". A. Med Dativ: "glaayme Stavee sino (seno)", Vang i Vald.; som tildels i G. N. Lyder omtr.: glaayma (som laayna) i VAgder, hvor "gløyma (søyna)" vil sig "glyma (syna)".

gløymast v. recip. glemme hverandre. Sæt.

gløymeleg adj. glemsom. Tel.

gløyna v.n. (er, te) kaste hvasse Sideblik. ØTel. (Holla, Lunde), Num. (Lyngdal). Maaske for gleina, som det betydningslignende gløyme for gleime; eller jf. glyna (hvis dette ikke er glyrna).

gløyp adj. slugen. Land.

"Gløyp m. 3) Slughals". A. Dal. 4) kaad Aabenmund; omtr. = Glafs (Glap): "aen som gløype (glaaype) or se alt dæ'n vait". Hall. 5) En som gjør utidige Løier; omtrent = Glip, Gleip (hvoraf det kunde være en Udtaleform; jf. gløyna). Nedre Tel.

"gløypa v." A. 4) gribe uvornt til; buse frem (til); plumpe frem (til). Li. (Nes). "Gløyba te i Heroda". Jf. glopa.

Gløypa f. ubesindig Person = Glop. Nfj.

Gløype, brugt som adj., om det raske og kraftige. Tel. (Vinje, Rauland). "Ein Gløype Hest'e", en Hest som løber med lange kraftige Skridt. Ogsaa: "Ein Gløypar Hest´e". Tel. Jf. glopa adj. osv.

Gløypestykke n. noget som er gjort paa Slump. Nfj.

gløyra v.n. (er, de) stirre med mørke, iagttagende Blik. Ø- og VTel. Rbg. Jf. glyra. – gløyreleg og gløyren adj. tilbøielig til at gløyra, til Gløyring f.

Gløyrauga n. Øie som bruger at gløyra, se d.; Person som gløyrer, som er gløyrøygd adj. Tel.

Gløys m. en pludseligt frem- eller nedstyrtende Vædskemasse; en vældig Skvat; omtrent = Baus. Sogn (Aurland, Lærdal), Hall. (Nes, Gol, Aal). "Han dro^u Lukao frao, so e fikk häile Glöysn øve me"; Aurland. "Vassgløys; Kinnegløys". "Regngløys", stor Regnbyge. Se A. – Glaus d. s. Uvist hvor. Jf. Guls, Gols.

gn veksler i mange Ord med kn og n. Kn tilhører mest det Sydvestligste.

Gnadd m. 1) tør og haard, tungnem og upaavirkelig Person. Hard. (Ulvik, Kvamm), Sæt. "Turrgnadd". Vel eg. = Gnadde. G. N. gnaddr Pløg, Prop? 2) (el. 1) Bjergknold = Knatt. NGbr. (Vaagaa): "Gnæⁱdd".

Gnadda f. 1) sentvoksende og haardt Træ. Tel. (Selljor, Mo). "Dæ stænd atte nokle Aasegnaddur". 2) = Gnadd 1). Tel. (Kvitseid). Ogsaa: karrig Person. Kvitseid. Gnodd (o') f. d. s. Tel.

Gnadde m. 1) en opstikkende Pig el. Knort af et uddøet lidet Træ. Nfj. (Stryn). 2) = Gnadd 1). Nfj. Tel. (Kvitseid).

gnaddeleg og gnadden adj. lig en Gnadda; tungnem, følesløs, upaavirkelig osv. Tel.

gnaddende adv. lig Gnadd(a). NGbr. (Lom, Vaagaa). "Gnæⁱddende hal" = gnallhard.

gnadren adj. til gnadra: mukkende, knurrende, vranten. Ma. og fl.: gnaddren. Helg.: gnarin. – gnaddrig d. s. Ma.

Gnafs n. omtrent = Glefs m. dvs. Forsøg til at bide. gnafsa v. (ar) = glefsa 1.: Vestfold. Meddelt.

"Gnag n." A. 4) Beskadigelse ved Gnidning. Udbredt. "Skognag, Selagnag". Overh.: det at gnaga, i alle dets Bett. Knag n. d. s.; særlig: virkningsløst (el. svagt) Slæb. Ryf. Røldal. 5) En som gnaver, et Gnav. Gnaglus f. d. s.

"gnaga v." gna(gh)wa (og äu, öu), gnoog(hw), gnøgi? Smaal. Østerd. Præs. Indik.: gnæg´r Østl. (Rom. og fl.). Supinum: gnagje og gnage, Gbr. Vald. og m. fl. gnögi (og ø, og ee), Rom. og fl. Hedder: knaga, kneg´e (og knæg), knoog, knegje (og knagje), Ryf. Shl. (Etne), Røldal, Ndm. knaga (ar) i VAgder, om store Tænders Gnaven, medens smaa (Musens) gnava; i Røldal er gnaga = gnava; se d.

gnagla v.n. gnave saa smaat; mane, trygle, knurre, saa smaat. Smaal.

gnagsa v. gnave vedholdende. NGbr. Se A.

Gnaldr n. tørt og vindigt Frostveir. Shl.; Senja og Vesteraalen: Gnall´r. I Vesteraalen ogsaa "Nall´r".

gnaldra v.n. 1, blæse koldt (og svagt hvinende), men ikke stærkt. Shl. (Strandebarm). gneldra d. s. Shl. (Sveiaa). Maaske eet med gnaldra A. (hvine, knirke).

gnaldra v.n. 2, arbeide klodset (hakkende og knirkende) med Kniv. Hard. (Kvamm, Ulvik). "Gnaga aa gnaldra". Jf. knaldra, gnuldra.

gnaldrande adj. og adv. knirkende; i: "gnaldrande Frost; g. kald". Nfj. Jæd. – gnaldrkald adj. d. s. Romsd.

gnaldrsvang adj. sulten saa det skriger i Tarmene. Helg.: gnallr-.

"Gnallfrost n.; gnallhard adj." A. Ma. Gbr. "gnadlande Frost; g. kald"; "gnadlande har´e Vee". Hard. Nhl. Shl. Ryf.

gnarin adj. se gnadren.

gnarra v.n. (ar) blæse kjøligt, vedholdende men svagt. Ryf. (Suldal, Sand). – gnarre m. kjølig, seig Blæst. Dal. Gnarr n. d. s. Ryf. Jf. Gnerra, Nare.

gnarra seg v.n. saare sig paa en Stub "Gnarre" = gara seg. Romsd.

Gnarre m. spids Stub = Gnadde. Ndm. (Kvernes), Romsd.

gnarva v.n. (ar) tygge møisomt; tygge paa noget haardt. Nfj. (Stryn, Honndal). Maaske for gnavra. Jf.. knarva, narva; gnava.

"Gnasse m. en djerv, haardfør Karl". A. Nfj. Sfj. VAgder, Sæt. 2) en mægtig (rig, indflydelsesrig) Mand, Stormand. Sæt. Rbg. Ma. Shl. "Pæninggsnasse". Knasse, d. s. NGbr. – gnassa seg v.n. tee sig som en
Gnasse; tage kraftigt i; gribe sig svært an; brugt f. Eks. om en Hest. Ma. (Finnsland).

gnastra v.n. klynke; smaaskjænde; omtrent = nastra. Shl. G. N. gnastran, f. Gnidsel. Jf. gnesta, gnistra. – Gnastra f. En som er gnastren adj., tilbøielig til at gnastra, til Gnastring f. Shl.

Gnastrve(d)r n. fugtigkoldt Veir med lidt Sne. Østerd. gnastrutt adj. "gnastrete Vær", d. s. Østerd.

gnaula v.n. 1) klynke; mane, trygle; gnave, knurre, omtr. = gnaala. Sogn, Shl. Sæt. og fl. "Æula aa gnæula". 2) blæse en seig (Mod)vind. Hard. "Da gnöulte aa blees i äino". – Gnaul n. og Gnauling f. det at gnaula. – Gnaul m. Gnier = Gnaur. Stjør. Jf. flg.

gnaura v.n. (ar) 1) skrubbe eller gnide med en skurende Lyd; skurre; skure. STrondh. "Dæ gnöure 'punn Meiann". 2) mane, trygle, knurre = gnaula. Li. Røldal, STrondh. "Gnaura aa grava". Ogsaa: knaura, Li. Hard. 3) gnie, være gnidsk. STrondh. A. Jf. gnora, naura, gnura, gnurka, gnera; Jemtland: gnur dvs. knorra. – Gnaur m. Gnier. Trondh. A. Gnauring f. det at gnaura. – Maaske dog for gnaudra, til G. N. gnauda fare med Larm henad en Overflade, knurre; og gnydja.

gnaura v.n. (ar) blæse kjøligt; især om jævn Morgenvind. Ryf. Jæd. Eet med foreg.?

Gnause m. en stor, tyk og tætvoksen, kraftig Karl. Sdm. (Hjørungfj.). Ogsaa: Knause, Romsd. Ogsaa: Gnøyse (Gnaayse)? Hjørungfjord. Vel eg. en tæt Træklods, som: Knause, Knøysa, Nøyse, Gnust.

gnava v. a. og n. (gnev´e, gnov, gnave) gnave lydløst eller med svag Lyd. VAgder (Aaserall, Bjell. Grindeim, Øyslebø, Øvrebø, Eiken, Fjotl.), Dal. (Hæskestad). "L^øus´æ gneve". "M^øus´æ gneve Ost´n". Men "Geit´æ knaga Borkj´n". Sjeldnere: "Geitæ gnege B." Mere udbredt i Sverige, ikke saa meget i det Dansktalende (Skåne, Småland), som i det Svenske (Vesterg. Østerg. Nerike) og i det "Norske" (Helsingland, Finnland); T. gnaben, gnawen, Eng. Dial. gnave (Ang. gnafan). Jf. gnavla, gnafsa (gnarva, knarva) knavla, nav (kappe Toppen af), G. N. (hnafa) hnóf = nava.

"gnavla v.n." A. Vestf. Gbr. 2) skave eller meie møisomt og langsomt. Dal. Rbg. Vald. Gbr. Østl. "Gnavla mæ Ljaa´n". 3) arbeide klodset og larmende og med lidet Resultat; tumle. Tel. (Raul. Selljor; Wille). "Han gnavlar o hakkar". Ogsaa: "Dei gnavlar o slæst", Tel. Gnavl n. og m. larmende Arbeide; Larm. Tel. "Gnavl o Glam".

"gnaa v. n. trygle osv." A. "Gnaa o gnu". Tel. Ogsaa: gnave, smaaskjænde. Sæt. Li. "Gnaa paa dæ sama".

gnaaka v.n. 1) gnide, skubbe; gnave, om Sæletøi. Sogn (Lærdal). 2) = gnaa, gnaga, gnaala. Sogn (ao), Nfj, Sfj. – Gnaak n. 1) det at gnaaka, Gnaven, Tryglen osv. 2) En som gnaakar. Se A.

"gnaala v.n." A. Hall. Østl.

gnaaleg adj. som stadig "gnaar" dvs. trygler, gnaver. Tel. "Gnaaleg o tkjaaleg".

gnaalen adj. 1) tilbøielig til at gnaala. Østl. Hall. 2) følende jævn Sult; som efter næringsfattig Mad. Vestfold.

gnaavla v.n. 1) give smaa Puf eller Knub. 2) = gnaala, masa. Rbg. (LTovdal, SætB.). "Han gnaavlar o knikar paa dæ sama". Hedder ogsaa knaavla, knaava (og knovla, knova?); se disse. – gnaavlast v. recip. stanges saa smaat; knubbes; ogsaa: gnubbes dvs. gnave hinanden, om Heste. Rbg.

Gneia f. tørt, koldt og vindigt Veir af nogen Varighed. Hard. (Jondal). "Vaargneia, Vindgneia". Ogsaa: Gnei f. Hard. (Kvamm); meddelt. – gneia v.n. blæse koldt og tørt. Shl. (Kvinherad). Se gnæda, Isl. gnæda.

"gneista v.n. gnistre". A. kneista, VAgder. 2) "dæ gneista(r) aa blæs", blæser koldt og knitrende. Nfj. Sjelden. "De kneistar o blæs", d. s. Tel. (Moland, hvor Kn i Regelen blir til N). – kneista seg v.n. blive frisk, tilfriskne; ogsaa: gjøre sig frisk, stive sig op, stramme sig op; ville fremhæve sig. Ma. (Aaserall, Bjell.). "K. seg upp" og "k. seg te". – kneisten adj. livlig; ofte: lidt kunstlet livlig. Ma.

gneistande (adv.) kald adj. knitrende kold. Nfj. Og: gnistrande k., se d.

"Gneiste m." A. Kneiste, VAgder; Gneistre, Gbr. – "gneldra v." A. Vald. Østl.

gneldra v. blæse koldt, se gnaldra og foreg.

"gnell adj." A. knell Vald. nedd´e VTel. (Mo).

"gnella v.n. skrige osv." A. knæll', Helg.? Ndm. nedde Tel. (Mo).

Gnellefura f., Gnellegraan f. sentvoksende Træ, som altsaa er gnallhardt. Tel.

Gnellspik (ii) f. Barn eller Kvinde, som hviner i for ingen Ting. Fosn, Ndm. – Gnellsteik f. d. s. Fosn, Ndm.

gnelta v.n. (ar) klynke efter noget; trygle = masa. Shl. Nhl. Ogsaa knelta. – Gnelta f. En som gneltar. Shl. Nhl. Og Knelta Nhl. Jf. gnella, gnaldra.

gnera (ee) v.n. (ar, a og te) = neira, gnaala, gnurka. Dal. (Sokndal). Mere udbredt: knera, se d. og gnidra.

gnessen adj. lig en Gnasse; a) haard af Sind. Tel. (Mo, Rauland). Usikkert. b) næringskraftig; rig. Tel. (Mo) "Eit gnessi Beiti". Usikkert. Omlyden er lidt usædvanlig; dog = tesse : tasse = tessen : tassen; VTel.

Gnest og Knest m. = Knett. Hall.

"gnesta v.n." A. Nfj. "Dæ gnest´e i Veggjaa".

"gnetta v.n. (gnatt)". A. 2) løse sig fra med en knitrende Lyd; briste fra; springe af. STrondh. "De gnatt utaav e Gnutu", et lidet Skaar sprang af.




"gnetta v.a. (er, te) rokke". A. Ogsaa knetta (er). Ryf. Jf. knita.

gnidra v.n. og a. (ar) 1) gnide vedholdende; gnide blank? Dal. Hertil: "gnidrande Føre", blankt "Føre", naar Sneveien er gneden blank af Meder; "gnidrande haalt", speilglat, som Is naar den er gneden blank af fygende Sne. Dal. 2) arbeide vedholdende men med lidet Resultat; slæbe, pirke = gnika. Sæt. Tel. (Moland). "Han fo^ur o gniddra o slo^u paa M^uyran". "Ho gniddra o skar". knidra, d. s. Ma. "Han kniddra dæ te", fik det endelig i Stand med megen Møie og Pirken. 3) gnidre = gnitra. Ogsaa: ødelægge ved Gnidren. Sæt. VTel. (Moland), Vestfold. "Han gniddrar de ^eut ti ingjen Tingg". – Gnidr n. sligt Arbeide. – gnidren adj. 1) tilbøielig til at gnidra. Sæt. knidren, Ma. 2) udført møisomt pirkende og smaat i Snittet (Tegningen), uden dristige Sving. Sæt. "D'æ so gniddri alt de han gjere". gnidreleg adj. = gnidren 2). Sæt. – Gnidreskrift f. Vestf. og fl. – Gnidreskurd (u') m. Træskjærerarbeide med gniddret Tegning, uden frie Sving. Sæt. – gnidrutt adj. gniddret. Vestfold og fl. – knidrefiks adj. net bygget i den lille Krop og de gniddrede Ansigtstræk, men blottet for Værdighed, "Fynd", modsat "drustelig". Ma. knidren adj. gniddret bygget (voksen); omtrent = smaalagd. Ma. "Kniddren o liten". – "gnidra" 2) og især 3) kunde maaske være for gnitra, idet T endog i ØAgder og VTel. (og Vestfold?) kan gaa over til D foran R og L, ogsaa i Egne hvor T holder sig imellem Vokaler; se glidra, figla. Men den Forestilling om Slæb og Seenhed der hefter ved gnidra ligesom ved gnika (gnikka dvs. gnidka?) peger nærmest paa gnida, G. N. gnída. Her er vel to Ord: gnidra, og gnitra A. – gneera er vel for gnidra.

gnidrande adj. og adv. knirkende, knitrende? I "g. Frost, g. kaldt" = Gnallfrost. Dal. (Bjerkrei, Hedland) Li. (Fjotland). Maaske for gnitrande; jf. gnetta. Se gnidra.

gnidsa v. (ar) gnide vedholdende men smaat, gnave. Søndenfjelds: gnisse.

gnidug adj. nidsk; karrig, nærig. Jæd. og Ryf.: gnioog.

"Gnik (i') m. Gnier". A. Knik Tel. Rbg. VAgder (Knik, Knig, Kneeg); Nik, Neek Tel.: smaalig Person (overh.).

"gnika (i') v.a. gnide; slæbe; gnie osv." A. knike (i') Rbg. (LTovdal), kniga VAgder, Dal.; nika VTel. Sæt.; neeka ØTel. Hall. (gnie); nykaa, nøkaa (gnie) Tel. (Tinn, Tuddal); gnigga, Shl. (Kvinherad). "Neeka seg fram", arbeide sig langsomt frem; Tel. (Sauar). 4) mane, trygle. "Nika o beea" Tel. (Vinje). "Kneera o kniga". Dal. – "gniken adj. gnieragtig". A. knikjen, knijen, knigen, kneegen, Agder, Dal. Jæd.; gniggen, Shl.; gnirken, Sogn (Lærdal). 2) manende, tryglende, overhængende. Dal. VAgder. "Kneeren o kni(g)jen". – gnika (gnikka, gnigga, gnirken) tør være for "gnidska, gnidga", ligesom "glika" (glikka, gleeka) for glidka, "lika" (likka, leeka, lirka) for lidka.

Gniks n. 1) Knirk. 2) jævn, vedholdende, ikke stærk, Vind. Hard. (Odda, Kvamm), Nhl. (Fusa). "Syöustegniks". Se gniksa.

"gniksa v.n. (ar)". A. Trondh. Gbr. 2) gnide vedholdende og hvinende; mest i "gnikse paa Feela (-unn)", Gbr. nikse (paa Feelenne), d. s. Sdm. Sv. Dial. gneka, og gni(d)a. 3) blæse jævnt, vedholdende og med en sagte Hvinen. Shl. gnistra, d. s. Jæd. Sv. Dial. gneka. Jf. gnika.

Gnikul? "Nikul" m. smaalig Person, Gnier, Tel. (Tinn). – niku(l)le(g) adj. smaalig, gnidsk. Tinn.

Gnipa (ii) f. = Nipa. Søndenfj. G. N. gnípa.

Gnirk m. Knirken, Knirk. Gbr.

gnirka v.n. = knirke. Gbr. – gnirken, se gniken.

gnistra v.n. = gniksa, se d. Jæd.

gnisla v. fnise = knisla. Tel. (Skafsaa, Moland).

Gnist (ii) m. 1) et lidet Hvin; et Pib, som af en Mus. Berg.; Tel.: Niist´e. 2) Gnier = Pist. Nfj. (Eid).

"gnista (ii) v.n. hvine". A. niiste, Sæt. VTel. gniistrande adv. "g. kald´e". Nfj. Og.: niistrande k. Nfj. Jf. knista, nistra, Neistr.

"Gnit (i') f. Gnid". A. Kneet (kort Stavelse) Gbr. Kneett, Vestfold. Nit, VTel. – Knitakløyvar m. Gnier. Ryf. VTel.

Gnita? f. 1) et lidet afsprunget eller afbrudt Stykke; et lidet Skaar. Gnitaa? Ndm. Gnutu, Ork. Gul. Stjør. Indr.; Gnötu, Selbu (Tydal). "Dæ datt e Gnutu tu Koppa". Noget lignende, men et andet Ord, er Gnuute, Gbr. (Fron); se Gnuta. A. 2) et Gran, en Smule. NGbr. Trondh. "Æildr Gnutu". Sv. Diall.: gnetä. Ogsaa: Knutu, Fosn, Stjør.; Knoto, Totn. (Gnutu NGbr., Knoto Totn, forudsætter U el. O). Og: Gnitr, Gnitt, se d. Jf. gnita, gnetta.

gniten adj. nidsk, smaaligt nøieregnende. Sogn, Voss. Se kniten, niten.

Gnitr f. en Smule. Ndm. Se flg.

gnitrliten adj. bitte liden. Gbr. (Lesja). Ogsaa: gnitrande l. STrondh. (Uppdal).

Gnitt (i') n. (f.) = Gnita, Gnitr; NØsterd.; Gneett, Vestfold (Lardal); Gnytt, Land; Gnøtt, Gbr. Smaal. Gnitt f. Totn. Gnittr n.? Lesja, Uppdal ogsaa: Knøtt (Knött?), Østl. Trondh.

Gnodd (o') f. = Gnadda. Tel.

Gnog (o') f. En som stadigt gnaver el. skjænder. Tel. (Selljor; Wille: Gnaag).

Gnogsoks (o', o') f. sløv Saks. Tel. (Selljor).

Gnor (o') m. Gnier = Gnaur. Nfj. (Honndal).

gnora (o') v.n. (ar) gnie = gnaura; prutte. Nfj. (Honndal). "Han stoo aa gnora aa krota (pirkede) aa akkedera".




Gnos (o') m. Lugt, god el. ond. Dal. (Hæskestad). Jf. Nus, Nuss.

"gnua el. gnu v.a. skubbe". A. Gbr. Østerd. = gnika. Ma. Stjør. Rom. fl. "Gnuu paa Feela"; Rom. "Gnuu Goosiia te", gjøre sig lækker; Stjør. nuu, Ringerike. 2) v.n. gnide eller skubbe sig frem; avansere meget smaat. Nhl. "Eg gaar no so aa mara aa gnuur". 3) slæbe, trælle med lidet Resultat = gnika. Hard. Nhl. Rom. "Gnuu mæ noko". "Han gnuur aa arbeier, men de blir'nte noe mæ'n", Rom. 4) gnave, trygle ? gnaa, gnaala, gnika. Oslo, Tel. Hard. Ma. Gbr. Nhl. Sogn. "Du æula aa gnuu(r) so jamt mæ detta her"; Sogn. "Mara aa gnuu", om Smaabørns Overhæng; Nhl.

gnua el. gnu v.a. (r, dde) knuge, trykke ned under sig; med Knoerne = knua (ar, se A.), el. med Knæerne, el. med hele Kroppen. VAgder, SætB. Hard. "Gn^øua nee Høye", ved at ligge, sidde el. gaa i det; VAgder. "Gnuu nee Grase". Ogsaa: gnuva, gnyva osv.; jf. de flgg. Maaskee eet med foreg.

gnuffa v. (ar) 1) skubbe; knubbe; puffe. Tel. (Kvitseid, Moland, Vinje). 2) hoste smaat med Læberne lukkede mellem hver Eksplosjon. VAgder. Jf. gluffa, guffa. – Gnuff m. et Puf.

gnuffeleg adj. tyk og tæt af Vækst; ligesom knadet eller sammenknuget; knubbet. Tel. (Rauland).

"gnugga v.a. knuge". A. 2) skubbe, knubbe; prygle (dog i det hele svagere end gnuva, gnua). Li. Gbr. "Han gnugd'an av", Eiken.

gnuldra v. 1) gnide, knuge; knubbe. Tel. (Bø). 2) gnave møisomt. Voss. Jf. knaldra.

gnuldrande adv. = gnaldrande; "g. kald"; maaske med Bitanke paa Barfrostens Knuder. Shl. (Brimnes).

gnuldrast v. recip. puffes; knubbes; kjevles. Nedre Tel. Og gnultrast, Nedre Tel.; og knultrast, knaltrast.

Gnur (u') m. Smerte formedelst stærkt Tryk eller Klem paa en mindre Overflade, især af Foden, – ikke Afgnavning. Tel. (Kvitseid, Vinje). Til gnyrja.

gnura (uu) v.a. (er, de) 1) gnide, knuse = gnura (ar) A. Ma. Jæd. og fl. 2) skrubbe; gnide Hud af. Tel. Sæt. "Eg gnuurde meg moot ein Stein´e".

Gnurk m. Gnier. NGbr.

Gnurk m. Klemme, Knibe, Forknyttelse. Kun i: "I Gnurk´n". "Kom(m)a i Gnurk´n". "Je stællt´n i Gnurk´n", jeg bragte ham i K. Oslo, Smaal. Jf. Nurk, Knurk.

"gnurka v.n. " A. 2) grynte. Østl. og fl. Særlig om smaa Grynte- eller Klynkelyd som Smaabørn giver under Søvnen. Gbr. Tel. og fl. Ogsaa: knurka.

"Gnust m. = Kubbe". A. Særlig: Træklods med vreden og knudet Ved = "ein vranten Kubbi". Sæt. Tel. (Selljor, Raul. og fl.) "Tyrignuste". Gnuste, Genetiv (adj.): "Ei Gnuste Furu", en knudet og vreden Fyrr; Selljor, Rauland. "Ein Gnuste Kar´e", en tætvoksen Karl; Tel. Sæt. – Og: Nust´e m. Tel. (Moland). Sjeldnere: Knust´e m. Tel. (Moland). Jf. Gnyste, Nuste, Gnaus, Knøysa osv. Til gnysja (knysja).

Gnust (u') m. 1) kold og fugtig, barsk Vind; barskt Veir. VAgder (Eiken, Bjell.) "Maandags Ny føre Gnust o Gny". 2) Barskhed, barskt Væsen; ogsaa: haard Myndighed. VAgder, Rbg. (Evje). "Der æ slik Gnust mæ'an" el. "paa 'an". Se flgg.

gnusta (u') v.n. (ar) 1) blæse barskt. VAgder. 2) være barsk; tee sig myndigt og haardt. VAgder, Rbg. (Evje). 3) "gnusta ette(r) ein", revse. Li. (Eiken). Jf. gnysja. – gnusten adj. barsk; om Veir og Folk. Agder. "kaldgnusten".

gnustall (u') adj. om Veiret: raakoldt og vindigt; barskt. Ma. (Audndal) og Rbg. (Honnes): gnustaale.

Gnustr f. lidet Skaar; Smule = Gnita (Gnutu), Gnitt. Gbr. (Sel). Vel til gnesta = gnetta.

Gnustr (u') n.? lidt truende Manen; Gnav; Overhæng. Sogn (Lustr, Lærdal). "D'æ alder anna Gnustr aa Gnäulingg pao de!" – gnustra v.n. gnave, mane. Sogn. "Gao aa gnustra häile Dag´n". Gnustring f. = Gnustr n. Sogn. Vel til gnysja.

Gnustra (u') f. haard, knudet Udvækst paa Træ. SætB.: Gn^eustre. Ogsaa: Knustra. – gnustreleg adj. fast, knudet, og vreden i Veddet; om Personer: knubbet og tæt af Vækst. Tel.; SætB. og Ma.: gn^eustrelege, -lig. – gnustren adj. d. s. SætB. (^eu). Vokalforlængelse indtræder i den større Del af Agder (og Dal.) foran rt og (s)tr; jf. Fiistr, Fluustr, fuurta.

gnustren adj. om Luften: kold og fugtig, raakold indtil Gysen. Num. Jf. gnusta, gnusten.

Gnutra f. lidet Skaar = Gnita. Gbr. (Skjaak, Lom). – Gnutu se Gnita.

gnuva (uu) v.a. (er, de; og ar, a) knuge eller trykke under sig; bearbeide med Knoer eller (og) Knær; prygle; jf. gnua. Sæt. "Han gn^euvd'an kallege, daa utan S^uynemerkjii".I VAgder gn^øua (^eu). Præs. Indic. ogsaa gnyv´e, Sæt. Maaske eg. bøie el. knuge sammen? jf. G. N. gnúfa lude udover.

gnuvla v. bearbeide vedholdende men klodset; arbeide jævnt og smaat men uden synderlig Fremgang; valke; kramme. Smaal. Tel. (Rauland). Ogsaa: gnyvle, Tel. Jf. nuvla, knuvla.

Gnuvr m. liden tætbygget Karl. – gnuvren adj. tætvoksen. Ma. (Grindeim). Jf. Nuvra; Knurv, Knuvl.

Gny m. et Ymt; svagt Rygte. Ndm. Maaske til gnya v. dvs. murre, mumle, G. N. gnydja, og gnydr Murren. Se Gnyr; gnydja.

"gny v.n. (r, dde). 2) trygle, mane". A. Sogn, Nhl. "Griis´n gnyy aa gnäula" (efter Mad).
G. N. gnydja grynte. 3) tiltale barskt og truende; knurre paa. VAgder. "Gnyy paa (ette) Hest´n". "Han gjekk og nyydde paa Bodnan heile Daj´n". Se foreg. og gnydja.