A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Hak n. Skaar osv." A.Ndm. Tel.

"haka v.a. (ar)". A. 2) drage ved Hjælp af Hage. Østl. og fl. "Haka til seg". "Haka seg fram". "Haka Baatn fram".

"haka v.n. glide osv." A. Vestfold: "hak´r, hakte, hakt". – Hakeføre, -bakke.

haka? v.n. (ar) gaa tilbage i Livsmod og Kræfter; afdæmpes, afslappes. Dal. Ryf. "Han he haga paa, no". Sjeldnere "haka, ha(k)ga". Maaske haga. Eller eet med flg.

haka v.n. = hika (i'), draga paa Maale. Nfj. (Stryn, Breimn). "Han haka paa di".

haka upp v.n. løfte sin Hage op. Østl.

Hakabeisl n. Stangbidsel. Dal.: Ha(k)ga-.

hakakvesst adj. om Hestesko med "Hakarne" hvæssede. Østl. Mest: -væsst.

Hakasko m. Hestesko med blot "Hakar", ikke "Grev", el. med flere el. andre "Hakar" end de regelmæssige. Østl.

Hakaure m. se Hakefisk. Tel.

"Hake m. Knegt, Lømmel". A. Sdm. Sfj. Skjelm. 4) = Baktaa paa Hestesko. Berg. Østl. – Hake og Haku f. se Hoka.

Hakk n. 1, Mærke efter Hakning. Tel. og fl.

Hakk n. 2, Sværm af Smaakryb, især Insekter. Hard. Jæd. Busk. Smaal. Strinda, Stjør. "Tjukkt som Hakk aa My". "Dæm kom som Hakk aa My", i en uhyre Sværm; Trondh. "Myhak(k), Kruhakk; Smaahakk".

"hakka v." A. "Hakke Tænn´r", klapre uvilkaarlig med Tænderne i Skjælven. Østl.

Hakka f. 1) hakket Masse. 2) Masse, Hob, Slump. Hard. (Odda, Ullensv.). "Heila Hakko". Hokka d. s. Shl. (Etne, Fitja).

"Hakkemeis f." A. Innh. Namd.: "Hakkmeis".

Hakkenyn (yy) f. og n. et vrantent og gnavent Kvindfolk. Fosn, Stjør. og fl. Og: Ka-.

Hakkespett m. = Hakkespetta. Østl.

Hakkestabbe m. en høi Hakkeblok. Hall.




Hakketro f. = Brydja. Hall.: -troon.

Hakkfok n. Forvirring fremkommen ved Manges samtidige Hastværk; broget Tummel. Namd. og Innh.: -faakk. Maaske eet med Hattafok, Jæd. A.

hakla v. smække, om Sko; = kippa. Ndm.

Haks m. stor Klods (Træklods). Ogsaa om stor Brødskalk. Vestfold. – hakse (i sei) v.a. sætte tillivs, æde graadigt. Vestfold.

Haku, se Hoka. – hal, se herda.

Hal m. = Adel, se d.; halin, om Skov. Fosn.

Hala m. sentvoksende "Adelfura" som er tørret hen paa Roden og nu er fortrinlig Ved. SØsterd. (Elvrom; Imsdal; Aamot). Haalaa, NØsterd. Gul. Selbu. – Halaskog m. (fortørret) kjernerig Fyrreskov. Haalaastre n. sligt Træ. Haalaasgadd m. og -kragg m. forkrøblet H-tre. Halasve(d) m. og Haalaasve(d). "Tørrhala" m. Jf. Turrøle.

Halafaks n. Hestens Halehaar. Jæd.

halaka v. se heilaga.

Halapadda f. Haletudse = Rovetroll. Kun som Haalaapadd m. (og f.?), Innh. (Indr. Stjør. og fl.), og Holopadd m. og f. Innh. (Indr. Sparbu).

halarisk adj. lidende af Kramper i Ryggen og Halen, hvilke skal kunne stilles ved Aareladning under Halen. Jæd. Dal. Jf. risk.

Halarist f. 1) Rygradens Endeparti hen imod Halen. Ryf. (Vikadal, Suldal). Se Rist. "Halaristo staar so høgt paa denna Hestn". 2) se Halastad.

Halastad n. = Halereim. Ryf. Agder. "Dæ stoo pa Halasta'e", Kræfterne anspændtes til det yderste, det var paa Nippet. Ryf. Ogsaa: "Dæ speelte (stoo) paa Halaristaa (-o) idag", d. s. Ryf. Se foreg.

Halastake m. = Halastad. Tel. Halestak n. d. s. Sæt. Halasterta f. d. s. Nhl.

Halastokk m. et langt Træstykke anbragt under Kløvhestens Hale, fra hvis Ender Reb er strammede frem til Kløven. Vald. Sogn (Aurland). Halastokka f. d. s. Sogn (Vik).

"halda v. 6) beholde". A. "Oong lære, gaamæil hæild". NGbr.

Haldar m. den Han-Reen som i Brunsttiden, Haldstid, holder Flokken sammen. Vald. Gbr. Ndm. Haldsbukk m. d. s.

Haldflog n. pludseligt Sting el. Hold i Ryg el. Side, hvilket holder En stiv og skjev. NTrondh.

Haldnad m. Varighed, Hold = Hald 3). Romsd. Ndm. Strinda, Innh. "D'æ ikkje nokon Hallna 'ti di". Og "Hollna", Ndm.

"Hale m." A. "Hali" er kun Koens Hale i VTel. (Mo, Vinje); "Roove" er Hestens.

hale adv. vanskeligt, med Nød. "Da gjekk hale". Hard. (Ulvik, Ullensv.). hardliga?

hale v. se haala.

Halge m. en Bundt af (8) Halm-Neg, som bruges til Dækning af Tag og Ydervægge. Rog. "Rughalje". Sv. Diall. halje dvs. kärfve. Jf. Holge. – halgaklæ(da) v.a. dække Hus med Halgar. – halgaklædd, halgatekt adj. Rog.

Hall n. 1) Hæld". A. "Gryta hæng(r) paa Hal`le"; Hadel. "Dæ staar paa ha(l)t Haⁱll", halvt hældende. NGbr, "2) Skraaplan osv." A. Særlig: en svagt skraanende, jævn og græsrig Side af et Høifjeld. Hadl Hard.; Hall f. Vald. Hall., Fl. "Halli"; Hadd n., Fl. Hodd Sæt. Tel. (Sellj. og fl.; Tinn, ogsaa "Haddi" f.); Hadd n. og f. Fl. Haddir Tel. (Moland). "Hadd" staar igjen fra et ældre Lydforhold i mange Egne hvor "ll" er kommet tilbage i de fleste Ord ("alle Fjølli"); saaledes i Tinn og Sellj.; ligesom "fjødde", se fjalla. – 3) Hadd n. Fl.: Hodd og Hadd, Slump Drik som staar igjen udrukket i et Drikkekar = T. Neige. Tel. (Moland, Vinje). "Han drakk adde Hoddee i Glosee". I Hard.: "Lagg-hadl"; se d.

"Hall m. Sten". A. "Haddemo-Hadden" er Navnet paa en stor rund Sten paa Haddemo, en med runde Stene overstrøet Slette i Vinje i Tel. "Roondhæill"; Gbr. (Vaagaa).

"halla v. hælde". A. hadda (-ee) i VAgder, Sæt. og Øvre Tel. – endog i Selljor og Tinn, som ved Hall n.

"Hallaar n. Uaar". A. Helg.; Jæd. og Dal.: Hadlaar; VAgder: Haddaar. 2) et mindre godt Aar, ikke saa slet som "Uaar". Stjør.

"Hallbakke m." A. Hadlebakkje, Nhl. Shl.

Hallbakke m. = Molbakke, -brot. Ma. Ned.

hallbest adv. halvveis; saa halvt; saa temmelig; næsten. Ø- og VTel. "Eg trur hallbest du æ galen". "Han va h. sinna". "D'æ h. so". Til halla, hall? El. til heldr, Got. haldis, hellere, snarere? El. for halvbest som det sjelden hedder, maaske ifølge Forsøg paa at forklare. Hedder "hallbest" somme Steder hvor man siger "halvgalen, Halvjaale, Haavslette". Jf. halvgota.

Hallbrekka f. = Hallbakke, A.; helst i en Vei. Shl.: "Hadle-".

Halle f. Hank. Østl. Se Hodda.

"hallen adj. A. Hall. med comp. hallnare.

hallflaa adj. om Kar som er el. staar el. hænger skjævt, saa den indeholdte Væske staar høiere i Forhold til den ene Side. NØsterd. Gul. "Gryyta æ (staar, hæng) hallflaa". – hallflø d. s. Trrondh. (Stjør. Selbu, Gul. Ork. Uppdal). "E hallflø Gryyt". – hallfløyg, d. s. Gbr. (Lesja); hallfløy, Gbr. (Lesja, Dovre), Østerd. – hallfløygd d. s. Hall. (Aal), NGbr. – hallflaug? Stjør.

Hallfløyta f. Kar som hælder eller er lavere paa den ene Side; skjævt Kar; om Gryde, Ske, Bøtte osv. Tel. (Raul. Vinje).

"hallfløytt adj." A. 2) = hallflaa. Tel. (Vinje og fl.), Rbg. (Ivel.), Sæt. hallfløtt d. s. Ndm. (Rindal).

Hallgota (o') f. dybtraadt Gangsti opad en Bakke. Gul. og Strinda: "Hallgutu".




Hallheid f. Rygning paa Høifjeldet med jævnt skraanende, gjerne græsklædte, Sider. Sæt. VTel.

Hallis f. et Parti af Fordøielseskanalen hos Drøvtyggerne; uvist hvilket. Jæd. Dal.

hallmanka adj. om Hest: med Halsen hældende til den ene Side. Sæt.

hallmeidd adj. = hallmeitt. Hall. Se meida.

hallnær adv. = hallbest. Ndm.: -neer.

Hallrune m. en Bakkeskraaning med stadigt nedglidende Grus. Stjør.: Hallraanaa.

hallsnudd? adj. Kun i: "eit hallsnutt Bil", en Haandevending. Tel. (Høydalsmo). Sjelden. Mere brugt og udbredt er "eit handsnutt Bil". Tel. (Mol. og fl.). Se halv-.

hallutt adj. om Høifjeld som er rigt paa "Hall" n. 2). Hall.; Hard.: "hadlete".

Halløyra n. En som hænger med Hovedet; Hængehoved. Gbr.

"Halm m. Halm". A. Haalm(´e), Rbg. (Aamlid, Evje og fl.), VAgder (undtagen Sirdal, Bakka og Nes); Haam´e, Sæt. VTel. (Mol. Mo, Laardal, Vinje, Raul.). Hälm, Gbr. Østl. og fl.

Halmbedde m. Underlag, "Bedde", af H. Rog.

Halmblik (i') n. Kornstraaets Blegnen eller Gulnen; Halmens blege Farve. Romsd.: "Halm(e)blik"; NGbr. og Nfj.: "Halmbleek", tildels "Hallblik"; Ndm.: "Halmbleekk", og "-blækk".

Halmdolg m. stor Halmbundt. Trondh. Ndm.

Halmdott (o') m. Halmvisk.

Halmhjelm m. Halmstak dækket af et lidet Tag. Jæd.: -kjælm. Paa nogle Steder blot Taget. Jæd.

Halmkjemil (ee) m. = Halmdolg. Namd. Innh. Se Kjembel.

halming m. Halvdel, se Helming. Helg.

halmkvere m. Halmvisk. Tel. Se Kvere.

Halmlit (i') m. = Halmblik. Gbr.

Halomhei m. Innh. Se Huldr-um-Heid.

"Hals m. Hals". A. Haals(´e) Rbg. VAgder; Hash (og "Hals" med "tykt" L), NGbr. Hæish og Hæils ("tykt" ls) NGbr. (Vaagaa). Haas-, i nogle Sammensætninger i VTel. (Vinje, Rauland, Treungen), og Sæt.? "Kaama øve Haals o Høre (Herdar) paa ein", komme over En med en pludselig og streng Revselse. Ma.

halsa v.n. 1, puste, stønne? Ryf. SBerg.

halsa v.n. 2, hale ujævnt, møisomt og voldsomt. Hard. Shl. "Me löut halsa paa dei bljuga Jæntena, dei vilde kje inn i Lagje". Vel af hala, som dragsa af draga, leiksa af leika, og fl.

halsa seg v.n. faa kraftig Hals, om voksende Dyr, især Heste. Nfj.; Østerd.: hä(l)se (med "tykt" S).

halsa adj. forsynet med Hals. Nfj. og fl. "Hestn æ halsa nokk". Østerd.: hä(l)se; se foreg.

Halsbester f. pl. = Halsbast. Sogn (Lustr): "Halsbestedn". Flertal af Halsbost f. (til Bost f. Bast), der maaske kun eksisterer som Halsbust (u') f. d. s. Sogn (Balastraand, Aurland). – Halsbraa se Halsbræde.

halsbrotes adj. meget slem, forbandet; Pokkers. Maaske til et "Halsbrot", Halsbrud. N- og STrondh. omtrent: hä(l)shbröttes. "H. Væg, Veer, Oonga, Kar". "Mæ h. Magt", med Vold og Magt. Ogsaa: "Du maatt' da te H. ha gjoort dæ!" du kunde da for Pokker osv.

Halsbræ(d)e n. hvert af de to lange flade Muskellag langsad Luftrøret. Ndm. (Tingvoll). Til Bræde n. Plade. Halsbraa'ann pl. def. d. s. Ndm. (Øksndal); "Halsbraa'adn" Hall., meddelt – Halsbust se Halsbester.

"Halsdarre m." A. Hall.; Sogn: -dare.

Halsesyk(j)e m. og n. = Halssykja. Hall. Østl.

Halsflaga f. = Halsbræde, afskaaret af Slagtefæ. Nhl. (Mo). Se Flaga.

Halsgropa (o') f. Halsgruben over Nøglebenet. Rom. og Smaal. omtr.: Hä(l)sgroopu og -oo ("tykt" S). Ogsaa: Halsgroop f. Østl.

Halsilska f. Halsesygdom. Helg.

"Halsklut m." A. Haasklute, Tel. (Vinje).

Halsklæde n. Halstørklæde. Tel. (Rauland, Treungen): Haasklæ'i.

Halskopa f. = Halsgropa. Rom.: -koopu, -oo.

Halskrok (oo) m. øverste Halshvirvel. Nfj. fl.

Halskula f. = Barkekyle. Smaal.

Halslina f. Halslinning. Tel. (Vinje): Haasleene.

Halsloga (o') f. Halsmuskelpartiet nærmest Nakken, ISogn; Vald. og Hall. (Gol, Nes): -lugu. – ?Halslok n. d. s. Sogn (Hafslo). – Halsloko f. d. s.? NGbr.

Halslykkja f. Bugt mellem Hals og Hoved = Halsloga, el. = Halskrok? Nfj. (Bremang).

Halssmoga (o') f. =-smog. Gbr. (Lom, Vaagaa): -smogo (oo); mest: Hæishsmoogoo.

Halstabbe m. = -loga. Gul. Østerd. Ndm.

Halsvinda f. Halsvridning. I Spøg-. Sogn.

"haltra v. halte". A. Hard.

haltstreng adj. ujævnt strammet; om Traad eller Snor sammensnoet af Dele "Tætter" af forskjellig Længde. NGbr. (Vaagaa). "Snooree, Tvinnin(g)jee æ halststræing". "D'æ haltstræingt". "D'æ haltstræingt tvinna", adv.

"halv adj. halv". A. haav´e, VTel. haalv´e, Rbg.; haal, VAgder; men: "Mat´n æ haalva Fø'aa", Ma. (Grindeim og fl.). I Fem.: holv, Sogn. Neutrum: hä(l)t (tykt "T”), NØsterd. (Oos, Tolgen, Tynset, Rendal); halt "(tykt" (lt?) T), NGbr. og fl.; hæi(l)t ("tykt" T), NGbr. (Vaagaa). Det er neppe tilstede i: "i hä(r)t (hært) aa i tvä(r)t (tvært)", i mange om hverandre kastede Stykker. Se haart.

"Halva f. Halvdeel. Ogsaa: Holva". A. "Teena Holvo", tjene den halve Tid, f. Eks. en Uge, vekselvis hos En og hos en anden; ogsaa: tjene det halve Aar. hard. Shl. Og: "teena Holve", SBerg.; "teene Halva",
Nfj. Sfj. Og: "vera Holvo". – Holvotenesta f. slig Tjeneste. Hard. – Holvokar m. Karl som tjener H. Shl. – Holvopyltr m. Bylt som en Holvo-Tjener har med sig. Shl. – "Halva meira" i en Nordhordlandsk (Sund'sk) Form af "Fuglavisaa", og "Holva meira", i et Rimeri fra 1695 i enslags Nordhordlandsk, synes at betyde "endnu mere, en god Del mere", som G. N. halfu meira. – "D'æ Hälve kalt", temmelig koldt. Stjør. Jf. Helvning.

halvaka? v.n. (ar), blive betænkelig ligeoverfor en tagen Bestemmelse = ira; ikke kunne bestemme sig helt; trække sig ud af Aftale, skifte Bestemmelse. Tel. (Hjartdal og Bø): halvhaakaa og hälv-, hælv-. Ogsaa: hællhaakaa og hælhaakaa ("tykt" L?), Tel. (Bø, Lunde); hal(l)aka og hal(l)haka, Tel. (Selljor). Maaske Tillæmpninger af "hælaka", eller forklarende Omdannelser af en østenfra indkommen Form af "heilaga", se d. Ogsaaa Formernes Vaklen tyder paa Laan. – halvhaapaa v.n. trække (sig) halvt tilbage. Meddelt fra Bø i Tel. Jf. G. N. hopa á hæl.

"halvannan adj. 1 1/2". A. m.: halvanner Ryf. Ork. (Meddal); halv`an(n), NGbr. og fl. halla`n, Østl. – f.: holvaannaar, Sogn (Aurl.). halvan(n)´ol (og -æinnol) NGbr. – n.: ha(l)tan(n)´a og hæ(l)tæinn´a ("tykt" T), NGbr. halla`nt, Østl. – halvbest, se hallbest.

halvbols? adj. "hallboo(l)s Ga(a)l" = halv Gard. Østerd.

halvbroten (o') adj. halvt brudt. Tel. Sæt. "De va so halvbrotee mæ dei", de havde halvveis brudt med hinanden; Laardal. "V^eisa va halvbrot^ei", Visen var halvt omsat fra Dansk til Norsk. SætV.

Halvbud? f. liden Skovhytte hvis ene Side er Klippevæggen. Selbu: "Häl(v)bu". Maaske: Hallbud, til halla v.

Halvdao se Daa f.

Halvdogurd (o') m. Tiden omkring Kl. 8 Morgen. Hall.: "Halvdugul".

Halvdusting m. Halvfjante. Tel. Østl.

Halvfjasking m. = Halvkovring. ISogn.

Halvfjolling m. halvtosset Fjaser. – halvfjollutt adj. Østl.

halvflidd adj. halvpyntet.

Halvgalning m. En som er halvt "Galning".

Halvgjelding m. halvt gildet Dyr. Ndm.

halvglad adj. halvveis glad. Gbr. (Sel).

"halvgota f. Slud". A. Halvgutu, Hall. (Aal); Hällgutu, Vald. (Bagn), Hall. (Gol). – Halvgot(t) n. d. s. Sogn. – Hallgaataa m.? d. s. Num. (Flesberg). "Dæ gjekk Hallgaataa". Maaske halvgota, adj. og adv.

halvgota (o') v.n. slude. Tel. (Selljor).

Halvgota (o') adv. halvt, halvveis, saa temmelig = hallbest. Tel. (Kvitseid "halvgota"; Selljor, Høydalsmo, Rauland oftest: "hallgota"). "De va hallgota Regn, h. Snjor´e", Raul. "Eg likar de (dæ) bare so h." "Dei va h. voonde". "Dei va no h. te jaga meg ut", paa Vei til at.

halvgoten (o') adj. 1) om Fisk: halvfærdig med Gydningen. Romsd. Sdm. 2) ufrisk, utilpas, som efter for liden Søvn. NGbr.

Halvgot n. = Halvgota, se d. Sogn. (Vik).

Halvgraut m. = Halvgrøyta. Voss, Sogn.

halvgraatt adj. n. halvt uvenligt; se graa. Tel. Sogn. "De gjekk so halvgraatt mæ dei".

Halvgreitt n. tyk Vælling. Hard. (Ullensvang, Ulvik, Kvamm). Seer ud som "halv" med et Particip af "greida" med Bet. af "reida" dvs. lave Grød; altsaa: "halv-redet, halvlavet". Men hedder ogsaa Halvgreite n. Hard. (Ulls. Ulvik) og tør komme af Graut, med indfjordbygdsk ei for øy. A Se flg.

Halvgrøyta f. Melkevælling osv." A. Hal(v)grøyta, Voss, Sogn (Lustr, Hafslo, Balastraand); Haalgrøytæ f. el. Haag(g)røyt f. Hall. (Aal); Høggreite (og øy) f. tyk Vælling, Hall. (Gol, Nes); Halvgrøyte og Hallgrøytt n. d. s. Sogn (Aurland).

Halvharvle n. halv Sandseløshed = Halvørska f. Tel. (Kvitseid og fl.). Haavharvli Sæt. Tel. (Moland). Se Harvle.

halvhaakaa, halvhaapaa se halvaka.

Halvhempa f. 1) en Mellemting af Hampe- el. Hør-lærred og andet Stof (Bomulds-). 2) Mellemting overhovedet, saaledes: a) Hæl(v)hæmpe, en Mellemting mellem "Buløks" og "Telgjebila", Hall. b) Haavhæmpe, Pebermø – mindre agtelsesfuld Betegnelse – Tel. (Rauland). c) = Halvkovring A. (Sogn). – Halvhempestell n. saadant Husvæsen, som der er hos en H. c); halvfint, fattigfornemt ”Stell". Sogn.

halvheilag adj. til "Halvhelg". Sæt. (Hylestad). "Daa va de haavheilagt, Jonsok".

"halvhevert adj." A. Tel.: -hev´art.

halvhjelma adj. halvmoden. Sogn. Romsd.

halvhuga adj. med halv Hu; kun halvveis (halvt) interesseret i (for), lysten paa, ivrig for, bestemt paa. Tel. (Heiddal).

Halvhøkja? f. en lidt naragtig Kvinde. Busk.: Hallhøke. Se Høkja.

Halving m. Halvblanding, f. Eks. af Kaffe og Brændevin. Smaal.: Hælving og Hälving. Se Helvning.

Halvkatla f. kvindelig "Halvkovring"; ogsaa: indskrænket og uvidende Kvinde. Sogn (Aardal, Lærdal).

Halvklepping m. =-kovring. Nord. -kløpping, Namd.

Halvklovning m. hver af de to lige Dele, hvori noget er kløvet. Tel. (Raul.): Haav-.

halvkløyva v.a. (er, de) kløve i to lige dele. Tel. (Rauland): haavkløyve.

halvknabben adj. middelstor, el. noget mindre. Ryf. Se knabben.

Halvkorkar (oo) m. Karl med dobbeltsidig Levevei, ogsaa = Halvkovring (se d.) og
Halvfark m. Ndm. – Halvkoorviis f. "leva paa H.", have blandet Levevei, Land- og Søbrug. Ndm.

"Halvkovring m." A. Halvkauring, Shl. 2) En som ikke gjør fuldt Mands-Arbeide; en halvvoksen. Berg. Halvkooring, Ndm.

Halvlabb m. = Taaladd. STrondh. (Uppdal).

Halv-liden-eftan m. = Midaften. Smaal.: Hällinæfta.

Halvnyra? n. en arrig Halvfjante. Smaal. (Spebberg, Askim): Hällnyyre.

Halvravle n. = Halvharvle. Tel. (Moland, Vinje, Rauland): Haavravli.

Halvreising f. "lijja i Halvrøysingn", i Færd med at staa op. Ndm. Jf. Reise n.

halvromsen (oo) adj. halvvaagen. Trondh. og fl.

halvruvla seg v.n. skrubbe Huden halvt af. Tel. (Raul. Vinje): haavruvle (og -fl-).

Halvsjaala, -s(k)jaasla, -s(k)jodra, -s(k)jøgla f. vimset Kvinde i forskjellige Grader af Halvtossethed; se de Ord. Tel. (mest Ø-). – Halvskøyta f. Kvinde som er Halvfjante især paa det moralske Felt. ØTel.

halvskjerd adj. om Maanen: halv. Sogn: -skjær. Jf. skjerd, skjerda.

Halvskjøva f. Mellemting mellem "Skjøva", Skavejern, og "Reka", Skovl? VTel.: Haav-.

Halvskratling n. = Halvkovring. Oslo. (-sl-).

hallskraslete adj. Oslo. – Hällskrötting m. d. s. hällskröttete adj. Smaal.

"Halvsletta f. Slud". A. Haavslette VTel. Sæt. Haavsletta Ryf. (Skutnes)!

halvsløgd adj. halvpudset, halvpyntet, halvklædt. Ndm. Romsd. Ogsaa: "hallsløydd". Af "sløgja (sløy)", rense Fisk. Jf. usløgd.

halvsnuen adj. "Um äi halvsn^eui Stund", om et Øieblik, i en Haandevending. Sogn (Vik og fl.). "Um äi Halvsn^euinga Reid", Sogn (Aurland; meddelt). Jf. hallsnudd.

Halvspenn n. = Halvspenning.

Halvstilling f. halvt flydende Masse. Dramn.

Halvstyving m. = Halvstøling. Ryf. Shl. Nhl. Hard. Sogn, Nfj. Jf. Framstyving. – Hallstøvling m. d. s. Busk.

Halvt f. = Halva, se d. "Teene Hæl(v)tee". Hall.

Halvtaus f. enslags Øks, Mellemting mellem Øks og "Taus". Tel.

Halvtoka (o') f. = Halvtekkja (Ryf. Hard.) Ryf. – Halvtokeskut (uu) m. et Skur med Skraatag lænet op til et Hus. Ryf.

Halvtulling m. En som er halvt "Tulling". – halvtullutt adj. = halvtulla(d), A.

Halvtumsing m. En som er halvt "Tumsing". – halvtumsutt adj. halvfjantet.

Halvufsing m. Middels-seid. Ndm. Hallupsingg (og: oo), Sfj. og Nfj. Til Ufs, Isl. upsi: en stor Sei.

Halvvefte n. Værken af Uld og Bomuld. Totn.

halvvore adv. halvt, halvveis. Namd. Helg. SGbr. hal(v)voole (-i) d. s. Totn, SGbr. Trondh. og "häl(l)-".

Halvvokstring (o') m. Barn omkr. 13 Aar. Tel. og fl.

Halvørska f. halv Ørhed. Tel.

"Ham m." A. "Springge o Ha`mi", gaa af sit gode Skind; SætV. "Vetterham". "3) Gjøglebillede osv." Sæt. Ryf. Dal. "Hugham, Ridham, Rinham". 4) Lignelse af noget; Portræt. Rbg.

hama v.a. (ar) 1) give Tingen sin "Ham", sin Skik, sit Lav; pudse, ordne, pynte; røgte. Shl. (Stord, Fitja, Fjellber, Kvinherad), Sogn. "Hama aa pynta". "Ho kann 'kje hama Beisto eingaangg". Se hema, hama A. 2) bruge Formaninger, tale til rette; revse lempeligt; mane. Stjør. "Æg haamaa paa Ongann mæ'n Gaang, men æg fee dæm itkj te gjaaraa dæ". Dette kan, selvsagt, være "hema" (ar). 3) "hama paa ein", forfølge En uafladelig med Drilleri, Haan, haarde Ord, Fortræd = hanga paa ein. Ma. (Bjell.). Mere brugt er hamast; jf. hamm adj. 4) v.a. samle i en Hast, rive sammen, gramse (sammen) = hamsa, hemsa, hemja, homa. Ryf. (Jelsa, Sand, Tarvastad). "Hama Høye isamen". – Her er maaske mere end eet Ord.

hama seg v.n. (ar), faa "Ham", Skik, Orden, Lav. a) tage sig ud med noget. Shl. (Fjellber). "Ho hama seg 'kje fiint mæ da Plaggje". b) faa sin "Ham" igjen; komme sig. Sogn, VAgder, Tel. "Hest´n tege te hama seg aa snøsast", Kvin. c) pudse, ordne, pynte sig. Shl. og fl.

hamaleg adj. lang, tør og slunken; som en Ham. Tel. (Kvitseid, Vinje).

Hamal- eller Homalkyrne (o') n. Akskorn: Byg, Rug og Hvede = Hummelkyrne, A. G. N. hamalkyrni Rug og Hvede? Former: Ham(m)alkynn, Smaal. (Rakkestad; og "Hämäl-"); Haam(m)äl-kynn og sjeldnere Hoom(m)äl-, Vestfold (Sandsvær, Hov, Kodal, Sande og fl.); Ham(m)är(r)s- (oftest med "tykt" rs el. S), Smaal. Rom.; Haam(m)ä(r)s-, Vestfold (Hedrum, Lardal); Hoomle- (el. u?), Smaal. (Raade); Haam(m)är- og Hoommerkynn, Smaal.