A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Haratopp m. Pandedusk hos Hest. Ndm. Namd. Helg. Ha(r)topp ("tykt" T) Innh.

harbenn v. hasebinde, se haabinda.

"hard adj. haard". A. "Da va paa har(o) aa häito (at eg naodde Dampn)", det var med Nød og Neppe; Hard. Ryf. Ogsaa: "paa har' aa häitaste", og "paa haraste aa h." Hard. Ryf. "Mæ halo", ved Tvang; NGbr. "I hale Tak´a", med stor Driftighed og Kraft; Østl. (Vestfold og fl.).

"Hardang m. Barfrost". A. Oslo, Smaal. Hadeland. Haloong, Odal, Totn. 3) klart Frostveir med haardt Hjul- el. Slædeføre. Ndm. (Tingvoll).

Hardaasing m. = Hardhause. Helg. Namd.

Hardball el. -bale? m. Foldmave hos Drøvtyggerne. Ndm. Romsd.: "Harbaln" m. defin. – hardbalen, se hardnuggen.

hardballa adj. 1) omtr. = hardbalen (Stjør.) Dal. 2) haardhændet; især mod Dyr. Dal.

hardbasken adj. haard og stiv; modstræbende; vanskelig. Vald. (SAurdal). Viu æ harbasken aa vriie". Se A.

Hardbein? n., Hypericum. Hard. (Ullensv. og Ulvik): Harbeidn og sjeldnere: Harbei. Maaske Omdannelse af Hypericum. Kaldes sammesteds oftere "Pirkom".

"hardbeitt adj." A. Trondh. Ndm. Li. Rbg. 2) driftig og udholdende; energisk. Sfj. (Y- og IDale; Førde).

Hardbeitt? n. Livsmod; Driftighed og Energi. Sfj. (Y- og IDale). "Da æ slikt Harbeit(t) i dinna Guta". Jf. Beite. Maaske n. af hardbeitt adj. Ogsaa: Habeitt, Habit; se d.

hardbords adv. (adj.). "Vinn´n æ harboors", Vinden er ret mod Fartøiets Side "Bord", ret Sidevind. Ndm.

"harddrøg adj." A. 2) haard at drage (af), modsat: lausdrøg. Tel. "Hardrøg Byrse"; Tel. Ogsaa: harddrøgd, Tel. Røldal. "Hardrøgd Kyr" = har(d)malka K. Røldal.

hardduva v.a. (ar), "h. Segle", trække Seilet stramt ned. Ndm. (Aure, Tingvoll).

"Harde m." A. "Paa Harin", for Alvor, strengt, voldsomt; Ndm. "Dæ (de) blees saa dæ va rettele paa Halin". Gul. Innh.

Hardel (e') m.? n.? = hardfostra Krøter; især om Hest. Krødsherad i Busk.: Hal-. – hardelen (e') adj. = hardfostra. Til elja, ala. hardel(?) adj. d. s. Busk. (Sigdal).

Hardeldropar (ee, o'), m. pl. Draaber af et "Hardeel" (Tel.). Tel. (Vinje). – Har(d)eelfjuk m. Snefnug i et Hardeel. Tel.

hardeleg (d) adv. sikkert, sagtens. Tel. (Fladdal). Med D, ligesom arde, Urd (Byyrd, Hæærd i Rbg.). Ogsaa: hareleg; Tel. (Selljor). "Dæ va naa hardeleg saa". "Du gjænge naa hardeleg upp paa ein Timee".

Hardenga kaldes Distriktet Hardanger ("Harangg"), i Shl.: Harængga. Maaske endnu oftere: Haar-, Shl. – Harænggekaka f. = Gliseldekaka. SBerg.

"Hardfang n." A. Vestf. Busk.

"hardfisken adj." A. 2) haard eller fast i "Fiskn" dvs. Muskelkjødet. Rog. 3) nærig, gridsk; nærgaaende og uskaansom i Pengeforhold. Dal. Ryf. Li.

hardfløen adj. haardhændet. Tel. (Kvitseid). Vel sammendraget af "hardflønen"; se Flyna, fluna.

hardfrosen adj. haard ved Frost. Hall. og fl.

hardfynen adj. haard og voldsom; haardhændet, modsat: laushendt. VTel. (Mol.). harfønen Tel. (Mo, Vinje, Raul.); harfy'n Tel. (Treungen), som harflø'n. Til fyna.

"hardfødd adj. 1)". A. Totn, Gbr.

"hardfør adj." A. 3) voldsom. Sæt. "Ell´n søkjer so harført". "De gjekk harført".

Hardgeitel m. 1) = Geitel. Sogn. 2) = Hardgeire. A. Tel. (Kvitseid).

Hardgnadd m. person af haardt, tørt, Gemyt eller Stof ("To"). Sæt.

Hardgnasse m. = Hardgnadd. Sæt.

"hardgnuen adj." A. 2) = hardbar. Romsd. "D'æ hargnue aa reise i slikt Veer". Jf. hardnuven, -nuggen.

hardgrælen adj. om Veiret = grælen 1). Gbr.

Hardggula (u'?) f.? "Mæ Hargolo", med Vold, med stort Kraftudlæg, uden Lempe. Jæd. (Time, Haa). "Han toog dæ mæ H." "Dæ gjekk mæ H." dvs. kun med stor Anstrængelse, med Nød.

Hardhaus og -e m. en haardfør, dristig Karl. A. Østl. Hall. og m. fl. Hardhausing m. d. s. Helg. Hardskalle m. d. s. Sjelden.

hardholdug adj. om Dyr som stadigt bevarer det samme knappe Huld, uden egentlig at være skindmagre. Totn, Rom.: halhöllu. Ogsaa: halhöllt, Rom.; halhöllin, Totn; og: har-.

Hardklyvar m. = Hardhause. Ndm. Trondh.

hardkløen adj. haardhændet. Tel. (Kvitseid). Vel for klønen; se kløna.

Hardkula f. haard Dyst. Gbr.

hardkvatt adj. haard af Sind; ubøielig; ogsaa: haardfør. NGbr. Vel til kvetja.

"hardla adj. meget". A. Fra Nhl. er meddelt hardla? – hadla Shl.; harle Gbr. (Fron, Lom); hale og halle Hall. (Gol); harlig (kort A), Ma. (Bjelland; G. N. hardliga, som "fuddelig" dvs. fullelega, fulla). herlig, VAgder; herleg og hær(e)leg, Rbg.; hærle, Romsd. ("h. kallt, stygg"); hærli,
Ned. Vestfold, Follo, Rom. Ring. og fl. "Han fekk hærli mye, hærli Juling". "De ær hærli længe sea". "Dæ har rængna hærli". Her er vel Krydsning med "herleg", se d. 2) halle, hale, sagtens vistnok. Hall.

"hardleg adj. haard, osv." A. harlig (langt A), haard, fæl. VAgder.

hardleitt adj. med haardt Ansigtsudtryk. Berg.

hardlydd adj. utilbøielig til at lyde; som først sent adlyder. Gbr. Ndm.

hardlyndt adj. = hardlynd. Gbr.

hardmalka adj. = hardmjelt. IShl. Røldal.

hardmausen adj. stridig; trodsig. Shl. Ryf.

hardnakka adj. 1) = hardbalen. "H. Hest". Voss, Sogn. 2) som kræver Haardførhed og Udholdenhed, haard. Voss, Sogn. "H. Arbei". Se A.

Hardnakke (kje) m. 1) = hardbalen Kar. Voss, Sogn, Hall. 2) Stivnakke. NGbr.

hardnua adj. 1) med haarde Knoer "Nuar"; haardhændet. 2) haard af Gemyt. Rog.

hardnugen (uujen) adj. = hardnuven 1) og 2). Ogsaa: haard af Gemyt; uskaansom, streng.

hardnuggen adj. haardfør, dygtig til at taale ondt – medens "hardbalen" (sammesteds) er: dygtig til at gaa paa #-. Ringerike.

hardnuva v.n. (ar) vise uforfærdet Haardførhed; give sig i Kast med (opsøge) Møisommelighed og Lidelse (Uveir). Østerd. STrondh.

hardnuven adj. 1) dristig haardfør og haardhændet. Østerd. STrondh. Ndm. Gbr. Vald.; Sogn, Voss og Sdm.: harnuuen. 2) som kræver Dristighed, Kraft og Udholdenhed; haard. Voss, Sogn, Sfj. Nfj. "Eit harnuue Arbei". "Her æ harnuue aa slaa = hardbeitt. "Han æ harnuuin mæ Veira"; Sfj.

Hardnuving m. = hardnuven Kar. Ndm.

hardreidd adj. haard som Følge af Tilberedningen. Gbr. (Vaagaa). "Harreidd Kvæinn".

"hardsett adj." A. 2) om Arbeide: haard = hardnuven. 2) Romsd. Sdm. (Hjør.).

Hardskavl m. 1) haardfør og haardhændet Person, som sparer hverken sig selv eller andre; En som er "hardskjøven". Til Skavl, et Stavejern. NGbr. (Lom og fl.). Hardskavle, N- og SGbr. (Øyer, Faaberg, Fron). "Skavle" er her en haard skarpkantet Snedrive. 2) høi skarpkantet Bølge, "Skavl". Ryf. (Saua og fl.). 3) "Dæ gjekk mæ Harskavl", med Nød = "mæ Har(d)golo". Ryf. 4) = Hardskrangling. Rom.

hardskjeft? adj. om Vei eller "Føre", som er haardt og ujævnt. Stjør.: "halskjækkt". Vel til skaka; efter Formen dog til skjekkja.

hardskjøvd adj. = hardskjøven. Røldal.

hardskjøven adj. som gaar viljefast og hensynsløst paa; haardt paagaaende; angribende; som tager paa Kræfterne; uskaansom, haard. Hard. "Harskjøve Veer". Til skjøva. Jf. Hardskavl.

hardskranglen adj. "h-e Føre", haardfrossent og ujævnt "Føre". Ndm.

Hardskrangling m. magert og "hardfødt" Dyr. Vestfold (Hov).

Hardskruve m. = Hardskavl 1). Gbr.

hardsnudd adj. haardtvunden. Ndm. og fl.

hardsperren adj. om Veir og "Føre": stadigt tørt og frostigt; især dertil sneløst. Hard. Shl. "Harsperre Veer; harsperræ Føør". Se sperren adj., sperra v.

hardspikka adj. = hardnuven. Sogn, Voss.

"Hardstein m. Bryne". A. Li.: Harstäen, og -stæen. – Hardsteinsskolp m. = Brynestokk. Sæt.: Hasstäensskoppe.

hardstrid adj. meget strid el. stridig. Ndm.

hardstælt adj. 1) haardt staalsat. 2) haardnakket og energisk: Nfj. Sfj.; Røldal: -stæld.

Hardtre n. haardt Træ; = Emnetre. SGbr. Særlig: Birketræ som har ligget afbarket Sommeren igjennem og tørret. Hall. – Hardtrehaus m. Stivnakke. Hall. – Hartreneve m. haard Næve; haardhændet Karl. Hall.

hardtydd adj. af haard Materie, Natur, Art, Sind ("Ty"); stridig; haardnakket. Gbr. (Lesja, N- og SFron).

Hardugg m. = Hardgeire. Rom.: Hal-.

Hardugga f. og Hardugge m. Person eller Dyr som er hardfostra. Hall. (Gol, Aal): Halugge (-æ) f. og Haluggji m. – harduggen adj. = hardfostra. Hall.

hardung (Haloong) se Hardang.

harvedra? adj. om Sted: med haardt Klimat; særlig: udsat for Storme. Kun som: harveirt; Nfj.

hardvinn adj. om Jord: tung at dyrke. Sogn. "Harvinnt Gar".

hardøygd adj. med haarde Øine. Tel.

"Hare m." A. Hæra, NGbr.

Harg, harga v., Hargtaum, se Hagr.

"Hark n. Skrab". A. "Hark" og "Smaahark", særlig om Lam og Kid; SætV. Jf. Hakk.

"harka v.n. (ar). 2) gaa besværligt". A. Særlig om Syge. Sogn, Gbr. "Han harka uppi Klæo, uppao Skrædno", han er saavidt oven Sænge. 4) skure, skrabe; slæbes fremad under skurrende Rivning. Helg. "Mei´n (Krookjn) laag aa harka neer i Jooree". Se A. 1 og 2). 5) kradse med Harka flg.

Harka f. et Redskab til at opkradse "harka" Jorden, bestaaende af et Hoved, hvori flere Kløer. Oslo, Smaal. Odal. "Harke, Härke, Hærk". "Kveekuharke, Braataaharke".

harka adj. og adv. som gaar an til Nød, og neppe det; tvivlsom; maadelig. Nhl. "Eg lika 'an so harka". Jf. harka v., Harke m.

Harkadaude m. uhæderlig Død. Hall. Hard.

Harkaferd f. lidet hæderlig Færd. Hard.

harkavoren (o') adj. noget "harka". Voss.

harkla v.n. 1) gaa besværligt og med stærkt larmende Rivning, om Redskaber; = harka 2) + 4). Tel. Sfj. "Dæ harklar o rister",
om Kjørsel paa "harkall" Vei. 2) kludre, klodse. Nfj. 3) ralle; harke; = harka 3). Tel. (Bø). – Harkleføre n. = harkallt Føre. Tel. – harklen adj. = harkall 1). "h. Veg". Tel.

harkutt adj. skranten. Østl.

harla v. 1) om Redskaber: a) gaa besværligt (usmurt, ujævnt, stødende, rystende) og med Larm; Nfj. Sfj. "Kjerra, Rokkjn harla". b) give knirkende, hakkende eller skurrende Lyd under haard og ujævn Berørelse. Sfj. (Y- og IDale). "Vabeine harla so fy Snøre at ein kunde høyre da langg Lei". 2) gjækkes med; harsellere. Nfj. (Eid).

"harma v.a." A. 3) v.n. være vred, være harm. Tel. (Sauar). "Han harmar paa meg".

?Harmedaude m. beklaget Død. Christie.

harpa v.n. (ar), 1) = draatta, hila, med Fiskesnøret. Shl. 2) "pludre". A. 3) harpe etter = hapa etter. Rom. – Harpa f. = Hiling. Shl. "Eg fekk Seidn paa Harpo".

"Harpa f. 1) og 2)". A. Haarpe, NGbr.

Harre m. Herre. Ma. (Bjell.). G. N. harri.

harsk adj. 1) noget haard i sin Tale, helst i Stemmen og Tonen el. Foredraget. Shl. (Etne, Fjellber og fl.). "Harsk i Male". "Harsk te tala". 2) djerv; dristig; ivrig. Li. (Fjotland). "Harsk o vaagall". Jf. baade hard og hersk, hesk, hask.

Harv f. (er), vreden Ring af Jern el. Vidjer. Helg. (Vesfn og fl.).

Harv n.? sluskende Hastværk. Ndm. Trondh. Smaal. Se harva. "D'e gjoort i Harv´a".

Harv m. 1) en rask og skjødesløs Arbeider, en River. Trondh. Ogsaaa f. Follo. 2) en gridsk, nærig Person. VAgder. Til harva.

harva v.a. og n. (ar), 1) gramse, rive (til sig). Ma. "Harva te seg = grava te seg"; (at "harve" hedder her "horva"). 2) arbeide raskt og skjødesløst, rive Arbeide fra sig. S- og NTrondh. Ndm. Smaal. "D'e harva i Hoop". 3) "harva fram", gaa bust paa, tumle frem. Li. (Nes, Bakka). Jf. herva, horva, hurva; harvla; rava. Sv. Diall. harv m. dvs. rifva til hø.

Harvekrykkja f. en skjeftet Krog til at løfte Harven med. Rom. (Sørum).

harven adj. gridsk, nærig. VAgder, Ned.

harvla v. 1) tumle snublende; fare tumlende afsted. Rbg. Sæt. Tel. Ma. "Laambæ harvla o datt i Vænde i To^ureveiri". "Han harvla av Gare, harvla fram igjænum". "Harvle ti (te)", tumle snublende fremad; "harvle yvi", tumle over Ende til Siden; SætB. hurvla v. d. s. se d. 2) bevæge sig fremad usikkert (snublende) og møisomt; komme frem til Nød. Li. Tel. "Han he harvla seg igjænum nokksaa tolig". 3) v. impers. "harvla til", slumpe sig, hænde ved et Slumpetræf. Rbg. Jf. harva, ravla.

Harvle n. (og m.) Fortumlethed, Ørhed = Ørsla. Tel. Sæt. Rbg. (Mykl.). "Eg flaug her i Harvli". "Halvharvle".

harvleleg adj. tumlende, ravende. Sæt. Tel.

harvutt adj. fuld af Harv n.; slusket. Smaal.

Has f. og m. Hase dvs. Hæl(sene) paa Taagjængeres Bagfod. Vald. Smaal.

Has m. Skræk, Respekt, Ave? Kun i: "Setja Has´n i ein", "faa Has´n i ein", indgyde En en frygtblandet Respekt. VTel. (Mo, Vinje, Rauland, Selljor), Ma. Jf. D. "faa Has (Hads) paa", faa Bugt med. Se hasa.

hasa v.a. (ar), 1) binde om Hasen. Vald. (NAurdal), Tel. (Bø, Selljor). 2) standse eller hemme En i Farten. Tel. (Selljor, Vinje). Jf. Has; Isl. hann hasar á einu, han har faaet mere end nok af noget, væmmes ved. 2) ave; tugte; ogsaa: drive, jage = tasa. Dal. (Ogna), Tel. (Selljor). "Eg ska hasa deg!" "Hasa Souin, Geitæn", Selljor. I Forb. hermed: hass! interj. hvormed man skræmmer (aver) bort, især Gjeder. Tel. Se hassa A. 3) gaa anstrængt. Hall. (Aal, Gol). "Hasa aa gaa". "Hasa fælt paa". Jf. Sv. Diall. hasa dvs. dra fötterna efter sig. Mere end eet Ord.

Hasabesa f. Dyr som er stivt i Haserne og slæber Fødderne. Sogn (Lærdal). Sjelden. Ogsaa: Hasabeist n. Sogn. Jf. Haseband.

hasabinda v.a. binde Dyr om Hasen ((Hælsenen). Hall. Tel. hasabitta, Sogn.

Hasabitar (ii) m. Tyran. Oslo, Smaal.

Hasaknoke m. Hæl hos Dyr. Voss, Hard. "-kno^ukje". Hasingeknookje d. s. Nhl. (Eks.).

hasakruppen adj. kroget i Haserne. Dal.

Hasali(d) m. Haseled, Hælled. Voss. Hasingelee, d. s. Nhl. Voss.

Hase m. en spæd liden Dreng. Hall.

hask adj. djerv; ivrig. Sogn. "Hestn æ so hask´e". Se harsk, hesk.

haska v.a. og n. gramse sammen, især spredt staaende Levninger. Hall. (Nes). Oftest: "haske ette" = "hæme ette". Sv. Diall. haska, skynde paa, sluske.

"Hasl m. Hassel". A. Hatl Li. Rog. SBerg. Sogn; Hosl og Hotl (o'), VAgder, Dal. (tildels med Fl. Hetl´a); Halt, Ndm. Helg.; Hahlsj´e Sfj. (Jølstr). – Hasleblakk m. "faa Skjuss mæ Hasleblakkjn", bli jaget; i Spøg. Tel. – Haslekryypn m. defin. = Aaskryypn; om Maanen. Oslo. –

Haslesmyygn d. s. Østl. (Follo og fl.). –

?Hatlekut m.? Haslestang. Hard. (Ullensv.). – Hotlungje (o') m. bitte liden Hassel; spirende Nød. Hard. (Ullensvang, Kvamm). Endelsen tør have omlydt Vokalen. Jf. Hosl.

Hasløyur f. plur. Løier som drives med En; Drilleri. Tel. (Bø). Vel for A(a)tløgjur. Se A.

haspa v.n. (ar), fare hastigt og skjødesløst hen over; jaske; = hafsa; af dette tør det være en Omglidning. Voss. "Han haspa yve da". – haspen adj. tilbøielig til at haspa, til Hasping f. Voss.

Haspereisa f. = Skeivferd. Gbr. (Vaagaa).

haspla v.n. fare hastigt, slingrende og vimsende afsted; omtrent = skeivla; ogsaa =
haspa. Voss. Hard. – hasplen adj. forhastet, slingrende og uskjøn i Bevægelser.

"Hasse m." A. Tel. (Vinje, Selljor). 2) en lystig Broder. Ma. (Aaserall). 3) en Skjelm, Spitsbube. Tel. (Bø).

Hassegage? m. "Hassegaie" en overmodig Brouter. Ryf. Se gag, Gag, gaga.

hasseleg adj. streng og hastmodig. Tel.

hasvoren adj. tilbøielig til at "hasa" og "faa Has i"; iilsindet og affærdigende, affeiende. Dal. (Lund).

hata v.a. (ar), stadigt forfølge; holde nede; indskrænke. VAgder (Eikin, Grindeim, Holum og fl.), VNed. SætB. "Hata Ugrase, Lauvskogjn". – hate av v.a. udrydde. SætB. "Hate Graanæ av i Fureskogjn". En gammel Bet. af hata, hade.

"hatall adj. = hatsam". A. Særlig: udholdende i at forfølge; uforsonlig. Bruges i Tel. (næsten) kun om Kjøer. Dette forklarer at det paa de fleste Steder forekommer kun i en Hunkjønsform. hotool(e), Tel. (Vinje, Rauland), ligesom et *hötul; hotol(e) Tel. (Mo); hotaal(e) Tel. (Laard. Skafsaa); men: haataale m. som "gaamaale" Tel. (Mol. Nissedal); hataale Tel. (Moland, Treungen), "ei hataale Kyr". 2) udholdende, overhovedet. "Han æ so hotole ti halle paa". Tel.

"hatra v.n." A. 3) "hatra paa", være stadigt efter En, forfølge, plage = hanga paa. Nhl. 4) v.a. irettesætte, skrubbe. Sogn (Leikang, Lustr).

hatra v.n. løbe saa smaat, trippe afsted. Østerd. (Tynset, LElvdal).

Hatt m. og Hatteband n. øverste Neg paa en Kornstavre. Busk. Ma.

"Hattebrot (o') n. Hatteskygge". A. Sæt.

hau! interj. for Gru og Afvisning. Tel. Ryf. og fl. Ogsaaa kun et Hujeraab, hvori Livsmod skaffer sig Luft. Agder, Dal. Tel.

haua v. se huga; Hau-aar se Hovudaar.

"Haug m. Høi". A. Hog (o'), Hog´e (o'), Hög´e, Helg. (aa), Sfj. og Nfj.; Høg(e) Sfj. (Jølstr); Höug´(e) og Höu (Haau), men bestemt Ho´jn (o') og "Hoj´jn, Haa´jn, Haai´n", mange Steder i Sfj., SShl. og NRyf.; Häu og Höu, men bestemt Häu´jn og især Dativ Häu´ja, mange Steder i Ndm. og Trondh. "Folk i Houg o Horg", Vætter i Høiene og i Bjergene? se Horg; Tel. Svara (tala) i Haug aa Vegg", svare aandsfraværende, hen i Taaget = burt i Veggjene; eg.: svare til Høi og Bjergvæg dvs. til de Underjordiske? (de Afdøde?) Røldal, Romsd. "Fraa funne (foonne) Höu´ja", fra Kjæmpehaugenes, Arilds Tid; STrondh.; jf. forn, haugfunnen. "Frao hin Hæu´jn", d. s. ISogn. "Fraa Heiinge (Heininge) Ho´ja", d. s. Sfj. (IDale, Jølstr, Førde); se Heidning. "Fraa einare Ho´ja", d. s. Sfj. osv., se einard. G. N. frá heidnum haugi.

"hauga v.a." A. 2) hyppe. Sogn (Borgund). "Häuga Eple". 3) danne en afrundet Forhøining. Særlig: "Baaen höua; Fall´e höua" dvs. Søen løftede sig over Skjæret uden at der blev Brydning. Helg. Senja, Vesteraalen. Ogsaaa: "Da (dæ) höua paa B."

Haugakall m. = Haugtuss. Hard.

Haugatysja f. Høi-Nymfe, Ellekvinde = Huldr. Voss, Hard. (Kvamm), Shl. (Kvinherad). Ogsaa: Haugatysje n. eller f. plur. = Huldafolk. Hard. (Kvamm).

Haugbue m. 1) Høi-Vætte = Haugatuss. Se A. 2) = Byting (Troll), i dets flere Anvendelser. Hard.: Höugbue, Hæug-, Höu-; og Höugue (for Haugguve?). Særlig: a) folkesky halvfjantet Person, indskrænket Særlig: Höubue, Senja, Helg. Strinda, Fosn, Sfj.; Haab(b)ue (Hogbue), Senja, Salten, Helg. Sdm. Nfj.; Hubbue Helg.; Höuggu (og äu), Innh. (ogsaa Höubu f.). b) en yderlig indskrænket Tølper: Höuböui SHelg. (Bindal); Haabbui Namd.; Höugue Fosn; c) en ustyrlig Slyngel, kaad Ødelægger = Aabue: Höubue (äu) Ork.; Haabue, Nfj. Sfj. Sdm. (Sande). – Hau(g)bukk bruges ganske som Haugbue. Mange Steder i Ndm. Romsd. NGbr. Østl. Berg. – Se Haug(g)uv og Aabue.

haugbu-utt adj. lig en Haugbue 2). Saaledes: a) höuguaatt (äu), halvfjantet; ogsaa = tverrnæm; Fosn, Strinda, Stjør. "H. aat Bookj´n". b) og c) häubuaat (öu), tølperagtig osv. = "gapaat, trollaat"; Innh.

haugbuvoren adj. = foreg. Stjør.: häubu- og höugguvo(o)rin.

haugfunnen adj. funden i hedensk Gravhøi. – haugfunne adj. n. og adv. sært, aparte; ikke som hørende til denne Verden eller Menneskehed; ogsaa: tosset, sandseløst. Dal. (Bjerkrei, Hedl.), Jæd. (Haa, Time, Gjæstal). "D'æ so reint höufunne mæ 'an, han vil væ(ra) slig Kar". "Han snakte so höufunne". Jf. "fraa funne Hauja"; se Haug.

Haugguv? m. en trodsig og ondskabsfuld Spilopmager. Røldal. Höuguv; Hard. (Kvamm): Höugue (æu). Neppe blot en Form af "Haugbue", jf.: Haug-gubbe, Guv, Guve, Tverguv. Neppe: Haug-uv.

haugraka adj. topmaalt = roka(d). Ndm.; Stjør: höuraakaa. haugroka eller hovud-?

Haugrast f. (og m.) kratbevoksen Høi. Ndm. (Aure, Tingvoll og fl.).

Haugsmjøll m. el. f. = Humlegras, Melampyrum (sylvaticum). Tel. (Selljor og Høydalsmo): Hoggsmjøll (o') og -mjødd. I ældre Skrifter: Hougsmyli, Hougemjød(d). Höggsmelle f. d. s. Tel. (Bø). Haustmjelte (Host- og Høst-) d. s. Num. Sigdal. Andre Steder: Marimjøll, Kymat og fl. Dets Navne overføres somtid paa Antirrhinum Linaria. Jf. "Mjelde"; J. G.

Haugstall m. Pebersvend. Haukstadl, Shl. (Finnaas); Haustadl, Shl. Ryf.; Haastadl,
Shl. (Fitja). Ang. hagusteald. Jf. Hogstall; og G. N. haukstaldi Høvding.

haugteken adj. indtagen i Høi, bortført af Ellefolket, "Haugefolkje" el. "Midelsfolkje" (Sfj.). Berg. Nordl. Jf. bergteken.

"Hauk m. Høg". A. "I Höuke Fjell`a", øverst oppe i Fjeldet, hvor Høgen bor. Sfj. Ogsaa: "i höukende Fjella".

hauken adj. 1. 1) fuld af pludselige Kast og Vendinger, "som ein Hauk". Hard. (Ulvik). 2) noget overilet, især altfor rask til at sige Ja, altfor imødekommende. Hard. (Ulvik, Kvamm). "Han æ so höukjen te aa bee".

hauken adj. 2. sammenfalden og sygelig udseende; noget affældig; omtr. = puskutt. Shl. (Finnaas, Fitja, Fjellber og fl.): höukjen. Maaske indkommet fra Hard. og en Misopfatning af "haokjen" dvs. haakjen, se d.

haukjaga? adj. fortumlet og udtrættet af Travlhed eller Bekymringer. Fosn (Stadsbygd): höukjaga; Innh. (Leksvik): höukjaagaa. Jf. haukrida og haukriven. – haupjaga adj. fortumlet af Travlhed. Fosn; Innh.: -pjaagaa. Dette "hau-" opfattes som: "hovud-". – Begge Ord tør være eet, som de forskjellige Forsøg paa Forklaring har omdannet forskjelligt. Jf. pjaga.

haukna v.n. blive hauken 2.; gaa tilbage i Kræfter; blive affældig. Shl. hauknast d. s. Shl.

haukrida v.a. (reid), være stadigt paa Nakken af En med Haan, spottende Spørgsmaal ("Fledjing") og anden Plukken. Dal. (Hæskestad): höugriia.

haukriven (i') adj. 1) a) forreven og plukket af Høg; b) mishandlet overhovedet. Sæt. Dal. Shl. "H. Hane". 2) med forreven Dragt. Østl. (Oslo og fl., hvor Billedet ikke synes at staa for den Talende).