A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Haartenna f. = Hovudtenna. Namd. Helg.

haartoga (o') v.a. (ar): a) drage i Haaret. b) drage ved eller efter Haaret. Nfj. og fl.

haas adj. ru; uglat; skrubbet. Ryf. (Nærstrand, Saua, Suldal, Høgsfjord). "Haas´e paa Hænnedne". "Haarø æ haast", Haiskind er rut. "Vei´n va haas´e, me kjørte hal(v)t paa Berkaa". Jf. Hæsa, sprukken Hud, hæsen adj. ru, hæsa v. osv. Maaske eet med haas, ru i Stemmen – og en oprindeligere Bet. Jf. Grimm, Wörterbuch: heisch. Sml. herkjen. – Haas se Hals.

Haasetjar m. Skibskarl i Jægt. I- og YSogn.

"Haatt m. Sands osv." A. "Eg hadde da i Hætte", jeg havde min Opmærksomhed rettet derpaa; Shl. Er vel Dativ: G. N. hætti af háttr. Ogsaa: Evne til at opfatte. Jæd. "4) Væsen osv." A. "Go Haatt", vindende Væsen; Tække; Takt. Helg. Vesteraalen. Jf. uhaatten. "5) Art, Beskaffenhed osv." A. Ma. "Go Haatt i Veere". "Veerhaatt, -aatt, Veiraatt", f. Veirlig, Ndm. Gbr. Rbg. (Aamlid), tør være G. N. átt, se Vedraatta. 7) Lune; Humør. Ma. "Han æ kje i go^u Haatt idag". 8) Kløgt, Forstand. Ndm. – Haatt = Otte. Stjør. "Æg laag me slik'n Haatt".

"Haatta f. Næmme. Hard. (Ullsv. Ulvik). "Da æ go^ua Haottur pao 'an".

haatta adj. oplagt; i Humør; livlig, fuld af Livsmod. Nfj. (Stryn, Honndal). "Ein haatta Kar". "Eg æ kje rett h. idag". Til Haatt (5, 7,). Se A.

"haatta v. 2) mindes". A. "Eg haatta kje paa dæ". Ma. 4) "haatt' ette(r)", forsøge at besinde sig paa, grunde paa = haaa etter. Helg. (Brønnøy). 5) "haatta til", passe til, have Skik el. "Haatt", el. Lav,
af noget = bjaa. Jæd. Dal. "Dæ haatta ’kje te nogen Ting", det er meningsløst. 7) haatta seg, besinde sig; sandse sig, komme til Samling igjen. Gbr. Ndm. Hard. "E haatta me kje paa de", Ndm. "Haotta seg aa umrao seg", Hard.

"haatta(r)laus adj. glemsom". A. 2) sandseløs, distrait. Ryf. NBerg. – haattlaus adj. 1) sløvet. Shl. 2) indskrænket, dum. Ndm. 3) ligegyldig, skjødesløs. Gbr. Østerd.

Haatta(r)løysa f. 1) Sandseløshed, Uopmærksomhed. Ryf. 2) en sandseløs Person. Sogn.

Haatte m. Respekt blandet med Rædsel og Uhygge. Innh. "Dæ stoo slik Haatte taa 'aam". Jf. Haatt, Otte.

haatten adj. med rask Opfatning; næm. Jæd.

haattesam adj. = ottesam. Stjør. (Maaraak).

haatteslaus adj. sandseløs, uopmærksom. Ryf.

Haatting f. Erindring, Besindelse. Ma.

haattlik adj. lig i Lader, "Haatt". Hard. (Ulvik).

haattliten adj. som "haattar" lidet; sandseløs osv. Hard. (Ulvik).

haattug adj. 1) = haatten. Hard. Ryf. 2) forstandig, kløgtig. Ndm. Gbr.

haatvar adj. = haattvar. Vald. (Vang). aotvar Sogn (Lærdal). aat-var? Jf. atværn.

"Haav m. 1)". A. Haop d. s. Sogn (Lustr).

haava v.n. (ar), tage med Haav. Shl. Smaal.

haava v.n. (ar), "haava paa", gaa raskt med fremstrakt Krop; om Kvinder. Shl. (Fjellber).

"haavar adj. bly osv." A. Nfj. (Honndal). haaval ("tykt" L), Busk. (Krødsherad); jf. haagvard. Ogsaa: haavarige og -in Nfj. (Honndal, Utvik), aavarige, Nfj. (Innvik). Jf. aaværig; Isl. hádvarr som vogter sig for Spot. – høv´ar = haavar. Vald. (ØSlidre), se hevr. 2) høgvar, prippen, som let blir stødt. Hall. (Hol). Maaske, ialfald haaval, eet med haagvard.

haavoren (oo) adj. skamfuld og sur, især ved at være greben paa fersk Gjerning. Tel. (Mo, Vinje, Raul. Laard. Mol.). Maaske for haadvoren (o'; eller -vorden som: tykkvooren, smalvooren, sovooren osv.).

haaværa v.a. bemøie sig med at faa en bly (fordringsfuld) Gjæst til at forsyne sig; nøde; omtrent = kryssa, krusa. Romsd. (Eid, Bolsøy, Aukra). "Ein ska alti vare nøydd te haavær'an so". – Haaværing f. Nøden; "Krus" for En. "Du ska (vil) no ha slik ei H., før du ska kome deg te Boors". Noget lignende er "hovele", se d. – For "haadverja" (jf. haavar), som "kostvære" for kostverja. Eller haaverda?

haavøra, haavøren se haadvyrda.

Hea f. 1) Anfald, Attak = Rid, Tak, Beita, Beite. Ndm.: Heeaa (Aure, Smøla, Halse, Surndal, Frei, Tingvoll), Heeo, -u (Øksndal, Sunndal). Saaledes: a) om et Anfald af Sygdom, Vildskab, Galskab. "Han laag i (e)i svær Heeaa"; "(det)ta va i unnele Heeaa"; "(e)i Lijjarheeaa". b) Irettesettelse, Skrub. "E fikk me i go Heeaa". c) en Uveirstid. "Veerheeaa, Snøheeaa". – Hei, Veerhei f. d. s. om Veiret. Ork. – Det turde hænge sammen med Ord af Forestillingen "brænde": T. hei adj. hed og tør, Heirauch, Hai, Got. hais Fakkel (hei, heibita?). Det har Bett. tilfælles med Hita.

Hebning se Helvning.

"hedan adv. herfra". A. heeaa Ndm. (Tingvoll); heea Ndm. (Sunndal), Gbr. (Lesja, Lom). "Heeaa aa deeaa". "Heeaa aa diit".

Hedde (e') m. noget Udmærket. Li. (Kvin). Usikkert, ialfald lidet brugt. "Ein Hedde te Hest". – hedden (e') adj. lykkelig, glad = fegjen, hollen. Li. (Kvin, Fjotland). "Eg æ saa hedden sum eg hadde fængje æen heile Gar". "Eit hedde Treff", et lykkeligt Træf. – Ordet blir noget dunkelt, selv om en Overgang antages fra hædd (= hollen, sæl). Ædd blir i VAgder gjerne til ææd, maaske undertiden til edd. (I Sæt. holder det sig som æædd). – hedd se hædd.

Hedna f. Hovedhud osv." A. 2) seig Skorpe, tyk Hinde, som paa Ost. Hard. (Ulvik). 3) Tryk over Panden, Tyngde i Hovedet. Hard. (Kvamm, Odda). Samme Anvendelse har Hetta. Eet hermed er vel: Hynne f. Hovedhaar = Lugg. Selbu (Tydal); Gul. (Horg, Soknedal): "Hynn'". "Ta i Hynna". – "hednedragast" v. A. Sogn.

hedna v.a. drage efter Haaret = lugga. Voss.

"hefta v.a. (er, e) 1) hilde". A. Rog.: hepta. "2) standse, forsinke osv." A. Østl.; Rbg. Sfj.: hepte. "Hefte seg burt", spilde Tiden med noget. 4) holde inden Grændser, som ved Fævogtning, se Hefte 4). Sæt. "Ho æ so ranggsæ denni K^øyræ, de kann ingjen hept' æ". 5) v.n. standse lidt; give sig nogen Tid; bie. Hall. Østl.

"hefte n. Hindring". A. 3) hindret Stilling; Sted el. Situation hvorfra man vanskelig kan komme; som: Ø, Næs med afstængt Isthmus (Eid). Rbg. Sæt. Ma. Jæd. "Buje stænde i Hepte dær". "Geido æ i Hepte", naar den er "skorfest". Jæd. Jf. hefta 4). 4) Sted, som er let at stænge, og hvis Afspærrelse bringer Noget i Hefte 3); f. Eks. et Pas, en Isthmus, en Bro. Dal.

hefteslaus adj. fri for "Hefte", eller noget som hemmer, hænger ved og volder Ulempe; især: fri for medfødte Mangler eller Lidelser. Mest med Negtelse. Tel. (Laardal og fl.).

heftinga v.n. = heilbyksa. Sogn.

"hegat adv. hid". A. hega-til hidtil, hega-uppaa, hid op-paa; Hard. Røldal; hega-um hid-om; Hard. Ryf.; hega-lengst nærmest hid; Hard. Ogsaa: dar-hega,herhega, derhen, herhen; Hard. Jf. hæ-i.

Hegd f. se hegdast.




"hegda v.n." A. 3) styre sig, holde sig igjen, moderere sig. Helg. og fl. "Han hegda i Hoggje". Oftere hegda seg A. Dal. Nfj. Gbr.

hegda v. a. (ar), henrette. Tel. (Selljor, Grandsherad, Hjartdal; Wille). Se A.

hegdast v. n. (ast, ast; ogsaa: est, est), kaste sig over En med Drilleri eller Haan, omtrent = haaast. Helg. Finmark. "Di hægdest paa 'an (um 'an) all' i hop". Skal ogsaa hedde: "sanka Hægd paa ein” omtrent = sanka Haa, haaast. Helg. Ogsaa meddelt: "hæggjes(t) paa ein", omtr. d. s. eller: samle sig omkring En i fornærmelig Stirren = ønast; Senja. Ogsaa meddelt: "hækkes(t) paa ein", Vesteraalen. Se heggja og de flgg. Ældre Dansk (Norsk? Moth): hekkes, brydes; Kalkar II, 196.

Heggeitlastein (djdj) m. haard kjertlet Sten. Nhl. Heijeitelestein, særlig: Møllesten; Sfj. Se Geitel. – Heggjedl, Fl. "Hegglar", Kjertel i Sten. Ryf. Se A.

heggeitla adj. om Sten: med Kjertler. Nhl.

heggja v.a. og n. (ar), hidse, tirre; forskjelligt fra eggja, ægge til Handling. Hard. (Odda, Ullensv. Kvamm). "Heggja upp". "Han heggja so længje mæ 'an".

Heggja f. 1) en dygtig men noget mandhaftig og dominerende Kvinde. Hard. (Kvamm, Ullensvang). 2) en ældre ugift Kvinde. Salten. "Gammelhæjj".

Heggjeberlilja f. Klase Hæggebær. Sæt.

Heggjebruk (u') n. Hægge-krat. Sfj. (Jølstr).

heggjelege (jj) adv. i høi Grad. Rbg. (Aamlid), Tel. Lidet brugt.

hegla v. fastgjøre ved Hjælp af Reb og "Hegl" dvs. Hogold. Shl. (Etne).

hegla (paa) v.n. drive stærkt (paa), klemme paa. Helg. For hekla?

hegla og heglande adv. udmærket; i "h. god", udmærket dygtig eller kjæk = hekla. Nhl. Sogn.

hegla v. for hekla. Jæd. Li. "Dæ gaar som hægla Söub", det gar glat. Jæd. I Spøg.

heglast v. recip. kjævles. Li. (Vanse, Hægebostad).

Heglog (o') m. = Hegløge. Hall. (Aal). "Dæ stoo i Hægglaaji haile Flætta". Brugt kun i denne (Dativ-)Form. Til Log, Saft?

"Hegn f. Gjerde, Indhegning". A. Voss. 2) indhegnet Sted. Voss, Tel. (Vinje, Selljor). I Tel. lidet brugt uden som Stedsnavn: Hegn´i, Hegnin(e).

"hegna v.a. (ar), 1) frede". A. "Hegna Skoj´n", frede (og spare) Skoven; "hegna upp S." = ala upp S. Ma. 3) modtage Fæ til Sommerrøgt. Tel. Ryf. "Taka kretur te Hegning(s)" f. – "hegna te seg" = eigna te seg. Shl. Meddelt. Maaske nærmest: erklære Mark for sin Eiendom ved at tage den inden sit Hegn.

Hegna f. naturlig Eng, indhegnet til Meining. Num. "Heg`na", Stedsnavn. ØTel.

hegna adj. udmærket. Li. (Eikin, Kvin). "Ei hegna Kyyr", Eikin. "Ein hegne Skog", Kvin. Genetiv af Hegn (hegna til hegna v.).

Hegne-tre n. pleiet og fredet Træ. Sæt.

Hegr n. det at "hegra (o læ)". Se flgg.

hegra v.n. (ar), spærre op et vidt Gab: 1) lee høit og stødvis, staccato; skoggerle; lee usømmeligt, uhøfligt eller haanligt. Næsten altid: "hegra o læ". Agder, Dal. Tel. "Han hegra o megra o fekk de kje fram for Laatt", Tel. ("megra" tør være for Rimet tildannet af "mekra", bræge staccato, som en Gjed). heigra Jæd. 2) tale skraalende. Sæt. 3) sluge. Sæt. "Du fær hegre i deg noko Graut". "Dai kaam hegrandi ti han", de kom til ham som de vilde sluge ham. – Hegrelaatt m. = Hegr. – hegrelæ v. = hegra o læ(ja). Dal. Agder, Tel.

Hegre m. Person med lang Hals, vid Mund og opspilede Øine. Sæt. Maaske eet med Navnet paa Fuglen, G. N. hegri. Denne hedder Heigr og heigre m. i Li. (Bakka, Nes), hvor man dog siger "hegra o læ". Formen "Heigre" tør være kommen fra Jæd., hvor Heigre er 1) Fuglen, 2) en hensynsløs og larmende Person, En som "heigra aa garpa", omtr. = Garp; "Slo-H."

hegreleg og hegren adj. 1) lig en "Hegre". Sæt. Tel. "Grann o hegroleg"; Nedre Tel. 2) særlig: slugent følgende sin Drift, ubehersket i Ædeveien; modsat: skilen. Sæt.

hegum adv. hid-om. Hard. Se hegat.

hei adj. hidsig paa (efter), ivrig for. Smaal. (Rødenes). "Je er saa hei etter aa faa gjort ifraa mæ Aanna". Meddelt. Jf. Hea.

Hei f. "Veerhei", se Hea.

heia v.n. (ar), "heie a Sta", sætte vildt afsted; fare afsted. Bamle. Maaske af Heida.

heialege adv. i flyvende Fart. Ryf. Shl. ”Dæ gjekk heialege”. Jf. foreg., heida.

Heibit (i’) n. se heibita.

heibita v. impers. (biit´e, beit, bite). "De heibiite", siges, naar den løse Sne i klart Veir fryser sammen og fast til a) Meden, b) Marken. a) "Dæ heibiite so idag, d'æ mest ikkje Raa te koma fram", Meden vil fryse sig fast til Sneen. Ryf. (Suldal, Tel. (Rauland). b) I Sæt. (Austad) tramper man tør løs Sne i den tilsigtede Veibane sammen for at det skal "häieb^eite ti Morgos" og blive kjørbart. Jf. Reistabit. Dette Veir- og Føre-forhold kaldes Heibit (i') n. Tel. (Rauland), Sæt. (Austad). "De bl^eiv´e visst Häiebit ti Morgos". "Her æ kallt men inkji noko Häiebit"; Sæt. – "Hei" er maaske Heid, G. N. heid, n. klar Luft; eller hører sammen med Hea, T. hei osv. Jf. "Heibok, Frost efter mildt Veir", H. O. og flere ældre Ordsamlinger; "Heidrop, en hastig Frost ovenpaa Regn", H. O.

"Heid n. 2) en Opklaring i Luften". A. "Kvellhei", Opklaring om Aftenen; meget brugt i Vestfold, Num. Nedre Tel. Se Kveldheid. – hei(d)ende adj. "h. klaar", aldeles klar; om Luft. Romsd. Num. Vestfold. Jf. heida v.

"Heid f. Hede". A. Saaledes om plantefattige
Flader og Lyngflader, hvilke dog gjerne ligger høiere end det dyrkede Land. Hedm. Rom. Smaal. Jæd. Ryf. "Her æ' kji so ti Heiar, her!" her er ikke saa høit til Fjelds, ikke saa høilandsk, her!. Tel. (Skaffsaa). 2) en vid Markflade, vidt ryddet Græsland. Hedm. Rom. "Han har alt slie nee e stoor Hei", meiet af (ned) osv. "Fjellhei" Fjeldvidde, Rom. – "heia Bergje", se meia.

"heida v.n. (ar), klare op osv." A. STrondh. (Bynes), Romsd. Ndm. (Aure, Frei og fl.). "De heia 'ta Himela". "Han kjæm te hei'an aav", det kommer til at klare op; Ndm. "Han heia taa lite". "Dæ heiar upp", Tel. (Bø). "hei(d)ande klaar" = heidende k. Sogn. 2) især bruges "heie ivi (aavr)", og sjeldnere "heie av", om et Skydække, som har lovet Regn, men drager bort uden Nedbær; Tel. Og, overført, om Lidelser, som glider bort (over). hye av d. s. Tel. (Moland); se hya, hia. – Wilse har: "heie en av, vedgjøre"; Christie: "avheia, forhindre"; disse hører maaske, ligesom "heie ivi", sammen med hia, Isl. hia (og heia?), give sig god Tid, Sv. Diall. häja, hia dvs. hindra, styra.

Heida f. en Kone som "gjeng i Heide" (A.). Nedre Tel.: Heie. Lidet hørt. "Ei Heia, Galneheia, Galheia", tør ogsaa være eg. en "Hedning". – Heiabeist n. et grovkornet, larmende Kvindfolk. Ryf. Jf. Heidebeist.

heida seg el. heia seg (se heia)? v.n. Søen "heiar seg", naar den gaar hvid og brudt. Ryf. (Sand, Suldal, Nærstr. Vass, Skjold), Shl. "Sjø´n heiar seg, naar 'an gaar i Rok". "Fjoor´n ligge nett so ei Hei, kvite so ei Hei, so ei Snøhei (en høitliggende Snemark med dens Ujævnheder, "Skavler", som Vinden pisker til Fog?). – Fra Ryf. (Sand) er ogsaa meddelt: "Sjø´n haiar seg opp; dær æ slik Hai i 'an", naar der er høie Bølger uden Vind. Dette sidste er ikke mindre dunkelt; maaske haia, vugge; snarere sammenhængende med Hage m. Gjærde; jf. G. N. hafgerdingar.

heidaberr adj. = heid adj. Hard. Shl. Sogn.

Heidaskiml n. = "Gidn" (Luftsittren) fra den varme Lynghede. Jæd. (Haa, Time). Se skimla.

Heidatorv n. Tørv som skrælles i kun eet Lag af Lynghederne. Jæd.

Heiddøl m. 1) Indbygger af "Heiddal" i ØTel. Disse Former høres i NVTel., medens "Heddal, Hæddal; Heddøl" (A.) er Formerne paa Stedet selv og i nærmeste omegn. 2) Indb. af "Heiddaln" i Gbr.

Heidebeist n. 1) Dyr = heide(t) Beist. Berg. Hall. 2) noget stort og stygt. Ma.: "Heibeist"; dette sidste er maaske af "Heid", Fjeldmark; jf. Heidgast, Heidjaatt.

Heidehøy n. Hø fra Høifjeldet. Tel.

heidekald adj. kold som paa en "Heid". Hall.

heideleg adj. = heidsleg. Hall.: "heiele"; Shl.: "heiale(g)". heieskleg d. s. Rbg.

Heidemun m. "Der æ Haiemun paa Snjo^urn", Sneen ligger tykkere paa Høifjeldet (end i Dalen). Sæt. "Snø´n fekk Heiemon (o')", Sneen faldt tykkere osv. Ma. (Øvrebø).

heiden adj. hedeagtig = heidsleg. Tel. (Bø).

"heiden adj. hedensk". A. "Haien Haug´e" Sted hvor en Hedning (udøbt) er begraven; uindviet Begravelsessted. Sæt. "Han vore (vøre) kji vær ko at haenum Haugjæ", han var kun værd at komme i uindviet Jord. Ogsaa: "de va i haenum Haugjæ" dvs. i gammel, Arilds, Tid. Sæt. Jf. Heidningshaug.

heidende adv. se Heid n.

Heidevind n. Vind fra Høifjeldet. Hall.

Heidgast m. 1) en Høifjeldsvætte. Tel. (Kvitseid). 2) En som hører hjemme i Høifjeldet. Tel. (Kvitseid).

Heidjaatt m. lidet erfaren, forfaren el. "folkevan", Person fra Fjeldbygden. Østl. Bamle. Se Jaatt. Jf. Fjellkop, Høgdabisn og fl.

Heidmerking (d) m. Beboer af Hedm. G. N. Heidmörk. Vald. (Vand). Heimærkjing NGbr.

Heidningshaug m. hedensk Gravhøi; uindviet Jord = heiden Haug. Sæt. "Ikkji vær ko at Hainingshaugjæ" = at haenum Haugjæ. Heiingehaug Sfj. (Førde, Jølstr). "Ditta æ so gamalt, da æ fraa Heiingehoja" (o', Haug´e, Ho´jn, Ho´ja), fra Arilds Tid = Sv. från Hedenhös (dvs. hauss, Høi?).- Ogsaa: "fraa Heiningehoja", Sfj. (Førde, Holsa, IDale); og: "fraa heiande, heinande, hengjande H." Sfj. (Dale, Askvoll). Se Haug, og einard. – Hei(d)ingshaar n. = Heidningshaar. Ndm. – Hei(d)ningsskova (oo) f. den Nyfødtes ydre Smuds. Sogn. "Heiskoove" d. s. Nfj.

"Heidr m. Hæder". A. "Heer, Vestf. Busk. "Heer (aa ære"), Østerd. "Koma te Heirs", komme til Anseelse igjen; komme til Nytte, i Brug, igjen; om henlagte Ting. Ryf. Tel.

"heidra v. hædre". A. heere, Østerd. (Tynset); hære, Østerd. (LElvdal). heire av v.a. overfuse, gjennemhegle = avheidra. VTel. – heidra seg v. opføre sig til sin Hæder, opføre sig vel. NØsterd.: "heere, hære".

heidrsam adj. fuld af Selvagtelse; velopdragen; dydig. NØsterd.: heersam og hærsam.

Heidrsdag m. Bryllupsdag. Sæt.: Airsdage. – heiene og heigene se heilende.

Heigr, Heigre, heigra se Hegre, hegra.

"Heil, Hil". A. I Sagn fra Vald.

heil adj. se heila seg.

heila seg? v. n. slippe Efterbyrden, "Helda, Hild, Hælle, Heilla (el. Hella)" = buast. Nedre Tel. Østl.: heil(l)e se(g). Heil, om Ko som har buast. Nhl. Nfj. Ogsaa: hælle seæ(g) Rom. (Eidsvoll), hælse sæ(g) Rom. (Skessmo, Høland, Nes).

"heilag adj. hellig". A. "Ein heilag Dag(´e)",
Tel. (Mol. og fl.), NGbr. heilig Li. (Eikin). 2) uskyldig i noget, fri for det; ren. Østerd. og Hedm.: heellag og heelag. "Han höller sei saa heellag för den Tingn", Rendal. 3) "hellig" dvs. som gjør sig uskyldig; udvortes ærbar; skinhellig; hovedhængende. Ogsaa: overdrevent peen og forsigtig; kunstlet forbeholden; tilgjort fin; "knotende". Totn, Hedm. "Heellag aa fiin; heellag aa bli". Jf. heilaga. – ?heileik adj. pudsig, besynderlig. Voss. Meddelt.

"heilaga v. a. (ar), gjøre ren for Skyld osv. Hard. (tildels heilaka)". A. I Hard. (Ulvik, Jondal): heilaka seg, bruge Udflugter. Ser ud som en senere Dannelse, af heilag 2) og 3) Hid hører maaske flgg. Former, fremkomne tildels, synes det, ved smaa Vridninger paa det høitidelige Ord, som man dog ikke kunde dye sig for at bruge ironiskt eller dog halvt spottende; dernæst synes at være indtraadt Tiljævninger, og maaske Sammenglid med andre Ord. I neppe nogen (ingen) af Formerne er L'et tilbagetrukket ("tykt", kakuminalt) som det er i "Hæl", "hala", og i de fleste (alle undtagen de med U, N og de med Diftong) er første Vokal betonet og kort. a) hee(l)laka (kort ee) v.a. og n. snakke fint: beroligende, efter Munden, lokkende, indyndende sig; tildels = kryssa, krusa; ogsaa: bruge Undvigelser, Udflugter; ikke give fuld Besked; bruge smaa Kunster = heilaka seg; jf. høgtida. Hedm. (Rinsak), Totn (Birid, Vardal): "Han sat der aa heelaka aa va saa blii, sat aa heelaka uut Tiia". b) heeleeka v.- (korte ee) = heelaka. Vald. (Bagn, VSlidre). "Han prøvde aa heeleeka se inn mæ'o", indynde sig hos ham (VSlidre). "Han stoo der aa heeleeka mæ 'a = "akkedeerte, heelt utt Tiiee mæ Prat" (Bagn). "E heeleeka mæ Fiskee, te e fekk 'n upp" (Bagn) = likka, lirka. Her, og flere andre Steder, er sandsynligvis Paavirkning fra lidka, "likka, leeka, læka". c) halaka v. = heelaka. SGbr. (Faaberg), Hedm. (Ringsak), Land, Hall. (Fla, Aal), Østerd. (Tynset), Tel. (?Sellj.). "Halaka uut Tiia", gjøre Kunster i Tale eller andet for at udhale Tiden. Her tør hala v. have indvirket. Halak m. En som halakar; en Eftersnakker, osv. Østerd. Halaka m. = Halak. SGbr. halakutt adj. fuld af Halak n. dvs. Udflugter, beroligende Ord, osv. Østerd. d) hulaakaa v.a. og n. tale fint (beroligende, lokkende osv); næsten: trygle. Gbr. (NFron?). e) hulu´ke v.a. smigre, give Medhold; = kryssa. Gbr. (Lom, Vaagaa), Sdm. (Øyrskog). "Han huluka 'kje noken"; Sdm. "E huluka de ikkje faar di (dæ)"; Gbr. f) "hauluke, v.a. tiltale skaansomt, lokke osv. Sdm." A. Romsd. Formerne med de dunkle Vokaler (d, e, f) seer ud som fremgaaede af en Omlydsform, ligesom lugum, logum (lagum); maaske ogsaa Hug m. har virket ind. Lydforskyvningen synes for Resten begyndt paa Hedm. (Hamar Bispesæde, hvor Ordet i sin Tid tør have faaet megen Brug og sit Præg), med dets Sammenklemning af Diftongen (jf. heilag, heilende), og herfra at have skeiet stadig videre ud. Man hører ogsaa: jeelaka, Totn (Vardal); heelinke, Vald. (NAurdal), jeelinke, -a, Vald. (Bagn). De sidste Former tør være fremvirkede ved linka v. (gjøre Bøininger) og (eller) T. gelenken. Jf. hælaka, som ogsaa tør have virket ind paa Former og Bett.

Heilbotn m. fjerde Mave hos Drøvtyggere = Botn. Gbr. Heelbytning d. s. Østerd.

"Heile m. Hjerne". A. Helle Rom. (Høland), Heller, Nedre Tel. (Holla, Solum), Smaal. Hiller, Smaal.

Heilemot? n.: Heelmoot, Hjerneskallens Isse-Søm (Sutur). Rendal i Østerd.

heilende adv. aldeles. Kun i: "heilende still" = hellende s. "Tia heilene still", Rom. (Eidsvoll), Vald. (NAurdal); heilande s., NGbr.; heellene Hedm. (Vang); heelene Hedm. (Nes), Totn, Hadel. Aadal. (Jf. heil adj., adj., heilt-upp adv.; "tia heilt el. heiltupp still", Ryf. og fl.). Men ogsaa: heiene s., Rom. (Nannestad); heigene, SGbr. (Øyer, Faaberg, Gausdal); hæggande, NGbr. (Kvikne); hæg(g)ene, Rom. (Eidsvoll), Hedm. (Ringsak); hængane, Smaal. (Borge). – avhællan(d)e adv. overordentlig. Tel. (Bø). Jf. Sv. Diall. hällande, ofantlig.

heilfallen adj. om Søen modsat: halvfallen. NRyf. og SShl. tildels: heilfadl.

heilgrodd adj. helvoksen, ikke sammensat. Ma.

heilhjelma adj. fuldmoden, om Korn. Sogn.

heilna v.a. erstatte. – Heilna(d) m. Erstatning, Fyldestgjørelse. – Heilning f. d. s. Tel. (Vinje). Lidet brugte.

Heilne m. = Heile. – Heilnekurv m. Hjernepølse. Hall. (Gol). Meddelt.

heilsint adj. = heilhuga. Helg. Senja.

heilsleg? adj. "heelskele", ubeskadiget. NØsterd.

heilspent adj. om Ko med 4 Patter. Smaal.

"heilstrengt adv. uafbrudt". A. Tel. Gbr.

heilstøypt adj. 1) helstøbt. Ma. og fl. 2) lige tyk overalt; ret op og ned; klodset i Bygning eller Snit. Fosn.

heilstøypen adj. 1) = heilstøypt 2); om Kjole. En slik Kjole hedder: Støypkjol, Støypkuft'. Stjør. 2) klodset og uerfaren; uforfaren og uden Folkeskik. Stjør.

Heilstøyping m. "heilstøypen" Person. Stjør.