A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Helna f. Hilde = Helda. Sogn, Voss, Hard. Henla d. s. Sogn, Nhl. "Stutthænla, Laanghænla". – helna v.a. = helda. Hard. og fl. – Helnele m. = Heldelid. Hard. Voss.

"Helorar pl." A. I Helo^uraa, dativ pl., Ma. (Aaserall); i Helo^uran, Ma. (Bjell.). Ogsaaa: i Helo^uræ, Ned. "I Hæljooro", i Sandseløshed; Vald.

Helord (e') n. pl. forfærdelige Ord, formastelige Ord = Vaae-ord, Heluvs-ord. SætB. "Tale Helo^ur". – helordig adj. fuld af Helord. Sæt.

hels adv. hvorhelst; hvor = kvarhelst. SGbr. (Øyer, Faaberg), Totn. "Du kann væra (vara) hælls du vil". Og hens? SGbr.

"helsa v. hilse". A. Særlig: sige Farvel; Sæt. "Vere ^euti paa Helsing", reise om og sige Farvel. Sæt.

helsa seg v. = heila seg. Rom.

Helsedøyst m. Slag som ødelægger Helbreden; ogsaa = Helseknekk. Sæt. Jf. døysta.

Helseknekk (e') m. Knæk paa Helbred. Udbredt.

Helseknekkja v.a. (er, te), knække En paa Helbreden. Noget udbredt, især Particip: helseknekt, med knækket H.

helseslaa v.a. = "helseknekkja" ved Slag. Tel. og fl.

Helsespilla f. Ødelæggelse af Helbreden; Noget som ødelægger H. Tel. (Mo): -spidde.

Helsesprengja f. = Helsespilla. Nfj.

Helsetyna (yy) f. = Helsespilla. Sogn (Aurl.).

helsetaka v.a. berøve En Helbreden. Tel.

Helsfyr Helvedes Ild; Wille, (H. O.). "Gaa te Hælsvir!" reis Pokker i Vold. Follo (Aas). "Helsfyr" er for Resten et Sted i Oslo (ØAker). – Helskefyr, Hard. Nhl. Sfj. "Reis H. i Vald!" Ogsaa D.: Hels(k)fyr.

Helstokk (e') m. en Urt, i Ageren, med bittesmaa lyserøde eller hvide Blomster; vel Polygonum Persicaria. Rbg. (Aamlid).

helsynt (e', yy) adj. fremsynet straks før Døden. Sdm. (Sande).

helste adv. temmelig; snarest; ret. Jæd. Dal. Shl. "D'æ helste gott". Jf. hoste. G. N. helzt til. Se heldr.

Helte n. Halthed. Hall. (Aal).

Helur el. Heluv (uu) m. En som frister Gud; En som formaster sig i Adfærd og Tale; gudsforgaaen hensynsløs Krabat. Heluur, Rbg. (Evje), Ma. (Aaserall); Heluuve og -uuvi, Sæt. VTel. – Heluuvskar m. d. s. – heluursksleg adj. som en H.; formastelig. Ma. heluuvskleg d. s., Sæt. Tel. – Heluuvskap m. en H.'s Væsen. – Heluuvsord n., Heluuvstal n. formastelig Tale. Jf. Ur m. og Uv m. (úrr, úfr; ulfr?).

Helvning m. Halvddel. G. N. helvningr, helmingr, helningr. Hørt kun i: Hevnings verre, endnu meget værre, værre og værre, langt værre istedenfor bedre – man sætter det i Forbindelse med Hevn – Ma. (Otrnes); Hævnings værre, VNed. (Øyestad). Og: Hebnings vørre (verre), Ma. (Bjell. Holum), Li. (Fjotland, Vanse), Dal. (Sokndal, Bjerkrei). Og: Hemnings vørre, Ma. (Aaserall, Finnsland), VNed. (Landvik: æ, æ). Ogsaa: "Helnings (bære)", VAgder (?), ifølge Fritzner I, 703, b. Jf. G. N. halfu betr, en god Del bedre, eg. dobbelt saa god. "Bruke en Gaal te Hälnings"; Vestf. Jf. Halvning, Helming.

Helvitesnavar m. en stor Libellula. Jæd.

"Helvt f." A. Te Hæltar, halvt, halvveis. Shl. Te Hæltane d. s. Jæd.

helvta v. dele i to lige Dele, dele lige (ligt). Vestf. og Busk.: "hæ(l)te mæ se" (”tykt" T).

hem (hæm) pron. hvem. Vestfold. Se kven.

"Hema f." A. Skik, Lav, Orden = Daam; som Uhema = Udaam. Sogn.

hema seg v.n. komme sig, tage sig op, faa Huld. Tel. (Laardal): hæma seg. Andre Steder i Tel. (Mo, Vinje, Rauland): hæmme seg. Et andet Ord er hæme, strække sig fremad, gribe efter og hæme dvs. helma.

"hemja v.a. (ar), samle i en Hast". A. "Hæmja Rjumen ao Mjælki", skumme i en Fart og overfladiskt; "hæmja Mjælki", d. s. Sogn (Aurland).

hemla v.n. være uvel og døsig; døse. Nfj. (Eid og fl.). "Han laag dær aa hæmla". – hemlen adj. døsig, slap. Jf. (?) hamla.

hemla, hemlast, se heimla osv.

Hemling? m. saa meget som man "hemlar, heimlar" dvs. mægter (overkommer, løfter, rummer) paa een Gang. Nhl. "Ein stoo´re Hæmling".

"Hemn f. Hævn". A. Hevn, Rbg. Tel. Ma.
Ryf. Shl. Hard. Sfj.; Hebn, VAgder, Ryf. Shl. Voss, Sogn, Hall. Vald.; Hevnd, Sfj., maaske kun i Hevnabyte. G. N. hefnd.

Hemnabyte n. = Hemningslag. Hevnabyte, Sfj. (Førde, IDale); Hevndabyte, Sfj. (I- og YDale); Hæmdabyte, YSogn (Ladvik), Sfj. (Førde); Handabyte, Sfj.

hemnast v.n. blive hævnet. G. N. hefnast. "Alt Ve(d)r hemnest" dvs. afløses af sin Modsætning; saaledes langvarig Tørke af langt Regn. Shl.

hemnagjell adj. hævngjerrig; kun om Væsener, som menes at kunne tage overnaturlig Hævn, f. Eks. Finlappen, Skaden. Helg. (Vefsn, Brønnøy). – h-gjeld, til gjelda?

Hemneskrok m. = Hemnabyte. Nhl. (Fusa).

hemnfus adj. hævngjerrig. Tel.: hevnefuus.

"Hempa f. 1) Hampelærred". A. Grovt Lærred overh. Sæt. Tel. Endog Bomuldstøi. VAgder. 5) et grovt, ringe Kvindfolk. Vald.

hempa seg v.n. (ar), tage sig op, komme sig. Tel. Agder. Og: "hæmpa seg upp", Ma. Jf. hampa.

Hemsa f. = Hamsa. Tel. (Kvitseid).

"hemsa v.n. 4) & 5) gramse". A. Særlig: famle efter Tanker el. Ord, famle i Talen. ISogn, Sfj. Nfj. "Han stoo aa hæmsa mæ da, aa visste kje kva han skulde seie"; Sfj. "hæmse mæ", jatte med; "hæmse aa vase" = hemla. 6) fare klodset, voldsomt og uvarligt med noget. Sæt. "Dei hemsar so mæ Baani". – Hems m. det at man "hemsar". Sæt. og fl.

hemsa seg v.n. samle sig, ordne sig; faa Skik paa sig; ogsaa: tage sig op, komme sig. Hard. Nhl. Ned. Og: "hemsa seg upp"; Nhl.

hemseleg adj. 1) lig en Hemsa. Tel. 2) med nogenlunde god Skik paa sig; ret net; skikkelig. Sæt.

hemska seg v.n. faa noget bedre Udseende; pynte sig lidt. Sæt. Li. "Ho hemskar seg snildt".

hemskeleg adj. ret net = hemseleg. Sæt.Li.

hemsla v. = hemla og helma. Ryf. "Hemsla Kræture fram", holde til Nød Liv i Kvæget.

hemta v. se himta.

"hemta v.a. samle osv." A. 2) v.n. gribe efter. Salten. "Han hæmta ett Bøtto". Og "hømt'", (Beiarn).

hena pron. dem. f. hin. VAgder. Se hin.

Hend f. Hændelse, sjeldent Tilfælde; mere abstrakt end Hend, Hende n. Hall. (Aal). Dæ va i Hænd´n han va haeme".

Hend m. = Hende n. Vald. – ”Hend n. = Hende”. Romsd. Ndm. Rbg. Hall.

hend adj. stedt, stillet. Li. (Kvin): "hænd´e".

"Hende n." A. Shl. Gbr. "Eit Oondrs Hænde", et overordentlig sjeldent Tilfælde; NGbr.

hende – vel en Form af Hend – bruges som adj. om det sjelden forekommende; enkelt; spredt. "Ai Hænd`de Gaangg"; Sogn. "Her æ ingjæ Moltur, anna eikko Hænd`de Sjaltr", undtagen nogle enkelte spredt staaende; Rbg. Ogsaa: "ei Hæn`na Lukka", et sjeldent Lykketræf. Dal. (Hedland, Hæskestad). Med samme Bet.: hen`te og hen`ta. Jæd. Dal. Rbg. Tel. Hall. "Ei hænte Lukka". "Ei hænta Gaangg". "Eikvor hænta Bønd´ar", nogle enkelte Bønder (Mol. Kvitseid). "Hænta Straa". Maaske til "henta", plukke, sanke. Maaske ogsaa "henta adv. meget", A., hører hid. Vald. Totn (Vardal) og fl. "Hænta fiin", meget fin; eg. sjeldent fin, udsøgt fin. Jf. aahent; Ovhende.

Hendemaal n. = Hende. Romsd. (Bolsøy).

Hendesløysa f. noget man ei faar Tag (Greb) paa; noget ubetydeligt eller upaalideligt; noget værdløst; en Bagatel. Ryf. Jæd. Dal. "Ei Hændesløysa te Kar", en karakterløs, uberegnelig Person; Ryf. Jæd. Dal. "Ei Hændesløysa te Kar", en karakterløs, uberegnelig Person; Ryf. "Han ga meg ei Hænnesløysa". "Fortelja Hænnesløyse" = Heimløysor. – Hendeløysa f. d. s. Jæd. Dal. Li. "Lort aa H." = "L. aa inkjevetta". Særlig: en upaalidelig Snakker; Li. Synes at høre sammen med henda, gribe (gjennem et Hende n. Greb?).

hendug adj. 1) opfindsom, fiffig. Totn, Land, Hedm.: hænnug ("te finne paa"). 2) besynderlig, usædvanlig, pudserlig. Maaske til Hend, Sjeldenhed. hænnug, Østl. – hændig Ned. Jf. behendeleg.

"hendt adj. tjent, hjulpen". A. "Han va sama hænt´e" = lika hendt. Sogn, Nfj. hemt um adj. og adv. omtrent eens, uden Forskjel, ligegyldigt. Sogn, Hall. Vald. "Da gikk hænt um mæ däi", omtrent ligedan; Sogn. "Dæ kann væra hænt um mæ Karo", Karlene kan være saa omtrent jævngode; Hall. Ogsaa: "Han æ hænt um" = lika hendt; Hall. (Aal). "Dæ va Guutn hænt um mæ"; Vald.

Heng n. 1) Sammenhæng; Skik, Orden; = Greida, Lag. Tel. (Moland). "Der æ 'kji noko Hængg mæ den Jænta". 2) en svag jævn Vind; Drag. Sydostkysten og fl. "Et lite Hæng a Nor(d)avinn".

Heng m. Hængen, Slaphed? I Forb. med "Spreng". "D'æ ænten Hæng elle Spræng", det veksler mellem modsatte yderligheder, der er intet Maadehold; Jæd. "D'æ Hæing´n æill Spræing´n mæ'n stødt", d. s. SGbr. Nordl. "D'æ bærre paa H. æill S.", d. s. Gbr. Hedder ogsaa: "ænten Flæng ælle S." Jæd. "I Hængj´n o i Sprængj´n", i aandeløs Hast; Ma. (Bjelland). Jf. hengjast.

Hengetyte f. se Engjetyta.

Hengflog n. udoverhængende eller omtrent lodret Bjergstyrtning. Stjør. "Hæinnflöug".

hengja seg v.n. "gaa aa hængje se", gaa nedslagen. Sdm.

hengjande adv. overordentlig. I "h. bratt", Trondh. og m. fl. Jf. Hengflog. "h. grann", yderst fin, tynd. Hard. Ryf. Tel. Vestfold.

hengjeaksla adj. = hengjeherda. Tel.




Hengjebæ f. (og n.?) det Apparat af Krog og Hempe, hvormed Kløvkurv hægtes paa Kløvsadel. Undertiden, synes det, blot den ene af Dele. SGbr. (Faaberg, Øyer). Bed?

Hengjedikje n. = H-dy (Nordl.). Nordl. Ndm.

Hengjedove (o') m. Hengjedy. Shl.

Hengjeflaska f. et rundt Trækar, "Flaske", til at befordre Vædsker i paa "Klyv". Gbr.

hengjegrann adj. = hengjande grann. Tel.

"hengjeherda adj." A. Tel.; Rbg.: hængjehæærda, Ma.: -hørd; se herd.

Heng(j)elaar n. En som staar (sidder) og hænger, uden at bestille noget. Vestfold.

hengjeleg adj. slukøret; røbende sin Skuffelse. SætB.

Hengjelepe m. sid Underlæbe, som hos Hest.

hengjenøst adj. med sidt hængende Næse. NGbr.: hæingenøst.

Hengjepuss (uu) m. og -puust m. Hængedynd, som løfter sig noget i Midten. Ndm.

hengla v.a. 1) faa noget til at hænge (sammen) til Nød. Voss, Nhl. Røldal og fl. "Han hængla da iho^up inkvorläi". "Hængla Kræture fram te Vaarn", faa Livet til at hænge i Kvæget. 2) v.n. skrante = hangla. Ryf. Nhl. og fl. – henglast v.n. skrante = hengla. Nhl. og fl.

henglande adv. "h. grannt", saa tyndt at det kun til Nød hænger sammen.

Henglor f. pl. nedhængende Stas. Ndm.

Hengmel (e') m. (og n.?) steil, hængende "Mel" (Bakke). Stjør. omtr.: "Hæinnmeel".

hengsla v.n. = henglast; være til Nød oven Senge. Hard. (Røldal). "Han gjæng hængslar uppe; d'æ so viitt han æ goo te hængsla i Klædne". – hengslen adj. = hanglesjuk. Røldal, Vald.

Hengsle n. = Hengsla f. 4). Vestfold og fl.

hens se hels. hent se hendt, Hende.

henta se Hende; hennthort se annakvort.

"henta v.a. hente". A. 2) gribe; faa taget noget tilkastet. Sogn. "Kast da, so ska eg sjao um eg æ go^u te hænta da!" 3) "hænte aen paa Oo`lo", hænge sig i Ens Ord. Hall. (Aal). 4) plukke; gjøre en Efterhøst; rense Ager for Levninger. Dal. (Hæsk. Hedland). "Hænta Aagrn". "Hænta Jo^ureple". Tildels "heenta" el. "hinta"; Hedland. (Af heimta). – henta seg v.n. gribe sig; samle sig; gjenvinde sig, faa Ligevægten igjen = "ta(ka) seg atte(r)", Voss, Sogn, Hall. "Han æ so go^ue te hænta seg pao Svedle", flink til at faa Ligevægten igjen paa Isen. "hænte se", særlig: undgaa en Forsnakkelse som man var lige ved; Hall. Dette peger baade mod heimta (mest) og mod henda.

Henta f. en Masse; en Mængde; et drøit Tidsrum. Sogn. "Han ga meg slik äi Hænta; äi häile Hænta".

hentande adv. overordentligt; sjeldent; = henta. Voss, Sogn. "Han gjekk h. fo^urt". "H. f^ein Jænta".

Hentelyra (yy) f. I Leg: Kast med Bold eller Pind, som er sligt at den blir let at gribe, "henta". Se Lyra. Sogn.

Hentelyring m. drøi Ørefigen. Sogn. Se Lyring.

henten adj. forbunden med megen Sammenplukken, Henting f.; møisom at faa samlet (ind); om Hø, Penge osv. "I Smaahæntingo", i Smaapluk. Hall.

"heppa v.n. "heppa etter"". A. Ringerike (Sigdal, Modum), Vald. Jf. happa (hapa, hespe) etter.

heppast v.n.: "hæppas paa ein", 1) drille, have til Nar. Nordl. (Steigen). 2) vredes paa En. Senja (Kvæfjord). Jf. happa.

"heppen adj. lykkelig". A. 2) velstaaende. Gul. 3) opfindsom; med en lykkelig Gave til at finde paa. Dal. "Heppen o hage".

heppig og heppjen se hippen.

heppleg adj. velopdragen, skikkelig; brav. Sogn, Hard. (Odda, Røldal).

hepple(ge) adv. bra(v), dygtigt. Bruges mest ironiskt; omtrent: brav, sagtens, vistnok = fulla. Sogn, Hard. "Ho æ hepple r^eik!" "Du faor hepple fat i Söu´n!" "Du kjeme hepple, du dao!"

heppnast v. = happna seg. Se d. Shl.

"her adv." A. heer Tel. (Skafsaa, Kvitseid og fl.), Oslo, Vestfold; hør, Dal.; hærane Rog.; heraa, høraa og -aan, VAgder.

"Herd f. Skulder". A. Hæærd (som "Byyrde"), Rbg. (Aamlid, Lisle-Tovdal); Hør VAgder, Rbg. (Evje, SætB.); Hal, SHelg. "paa Halaa" dat. pl.

herd adj. beskaffen med Hensyn til Skuldre. Ma. I Sammenss.: "gruuhørd" og fl.

"herda v.a." A. høle, Bamle; ØTel. (Bø). "Høre Knook", el. "h. Notrur" prøve Knoers Udholdenhed. VTel. "2) herda seg (ut, i Veg), vove sig ud". A. "hæl' se(g) ut, i Veg", Ork. Strinda, SHelg.; "hal' sæg ut", Innh.; "heel' sæg fram, te", drage sig uvilligt frem, tage endelig fat, Indr. Stjør. Fosn, Namd. SHelg. "Han heelt sæ(g) ittj ut", han var for lad til at tage ud, Fosn. "5) v.n. taale, fordrage". A. hæle, Tel. (Bø; men høle, hærde Jern), Østl. (Ogsaa uden flg. Infin.). 6) nøle, krympe sig. Ork. Strinda. "Han staar aa hæle uut i Tiia mæ dæ". 7) blive haard og sprød; om Is, som derfor brister. Tel. (Moland) "Iisn hører". 8) v.a. holde Stangen; kunne maale sig med. Sæt. "Eg hærer han inkji ti hogge".

herdast v. impers. være paa Nippet, holde haardt, knibe. Hall. "Dæ hælest (-ast?) mæ di", det er saa vidt det gaar (an). "Dæ ska hælast um du røkk dæ te Dugurs". Dette hedder ogsaa: "dæ ska staa i Hælingn", Herding f. Hall. – Hid hører ogsaa "Hæla" A. dvs. Herda.

"Herdatopp m." A. Hæærdetopp, Rbg.; Høretopp VAgder. Jf. Haratopp.

herdebøygd adj. med Skuldre og Hoved
fremad- og sammenbøiede. Nhl. (Eksingadal): "hærabaaygd".

herdegruv adj. = herdebøygd. Rbg.: hæærdegr^euve.

"herdelut adj." A. Tel. (Mol.): hære-.

"herden, herdig (og herdug) adj. 1) haardfør". A. hærig, Sogn, STrondh. "3) dristig, tapper". A. Innh. Namd. "En hali Kar", en freidig og flink K. Innh. hælin, YNamd. Hall. hælug Hall. 4) "halöug te Mass" el. "h. paa Mat´n", tapper til at æde. Stjør. hali te Mass", Indr. 5) udholdende i Arbeide; flittig. Sæt.: herdige.

"Herding f. 3) en haard Prøve". A. Tel. Hall. Helg. "Daa da kom paa Halingn". Helg. ”Han arbeidd paa Halingn”, anstrengt. Se herdast.

Herdsl n. en kort Overskyen som menes at hærde koldt klart Vinterveir til endnu større Kulde og Stadighed. Sfj. (IDale, Holsa). "Da va berre eit Hærsl paa Veire". – "Herdsla f." A. d. s. Sfj. Nfj. og m. fl.

Herdsl f. 1) Hærdelse. Dal. 2) ophidset Stemning som røber sig i stor Hast og Voldsomhed i Bevægelser. Dal. (Hæskestad). "Vera i Hærsl´æ". Ogsaa: "Gaa i Hær`slaa". Dal. (Eikersund og fl.), Jæd. Vel: Herdsla.

herdsla v.n. blive koldere, om Vinterveiret; se Herdsl. n. Sfj. (YDale).

"Herdslebrest m." A. 2) Brist i Iis, idet den blir haardere, "hører". Tel. (Mol.): Hørslebreste.

Herg m. 1) skjødesløs Hast, hvormed man river, "hergar", et Arbeide fra sig. 2) en Hastverksarbeider, River. Vald. (Vang).

herga v. (ar), arbeide raskt men skjødesløst = herkja. Vald (Vang). – Hergabite m. en Bid Mad, som en Døende forlanger. Vald. (Vang). Meddelt.

hergja? v.n. (ar), aande med uren (harkende, gurglende osv.) Aandelyd. Oslo. Om høi og skrattende, gurglende el. harkende Latter. Tel. (Mol. og fl.). "Herje o skjerje". Jf. hurga, hurgla, herga.

Hergulv m. en stærk, uvarsom og hensynsløs Karl. Vald. (VSlidre).

"herja v.a. (ar). 3) sluge, rive til sig". A. Om al Gridskhed. Rog.; SHelg. og NTrondh.: hæri (kort Stavelse; og heri?) og hærji. "Han herja te seg (i seg) alt da han seer". Ryf. 4) (ville) dominere, være herskesyg, være myndig og graadig. Smaal. og fl.

Herja f. en gridsk el. graadig Person. Ryf.

herja adj. og adv. voldsom(t), vældig(t). Vald. (ØSlidre). "Han took i so hærja, men dæ vart no kji stoort daa dæ läi paa". Maaske G. N. herjar, Gen. af herr; maaske til herja v. Bruges især i endel (Genetiv-) Forbindelser og Sammensætnn. Se flgg.

Herja-arbei(de) n. et vældigt Arbeide, som kræver Magt og Mod. Sogn, Hard. Ryf.

Herjabul (u') m. = Villstyring. Sogn.

Herjakar m. en behjertet og kraftig men noget hensynsløs Karl; en voldsom, vældig Karl. Romsd. Vald. Sogn, Ryf. og fl.

herjasterk adj. vældigt stærk. Ryf.

Herjastrupe m. en rask men haardhændt og voldsom Karl. Vald. (Slidre). Ogsaa: "ein Hærjastrupe i Munnee", En med en uvorn Mund.

Herjatak n. vældigt Tag eller Greb. Ryf.

Herjaada se Herota. Herjaale se Horjaala.

herjeleg adj. 1) vældig, voldsom; overvættes; ualmindelig. Nfj. Sdm. Tel. Ryf.; Røldal: herjalig; Vald.: hærjarsle. 2) gridsk, graadig. Ryf. Se herja v. og adj.

herjelege adv. overvættes, umaadelig. Tel. Sæt. Røldal. "Herjelege stoort, sterkt, kaldt, sinna". "Herjalig fudl´e"; Røldal.

"herjen adj. graadig, glubsk". A. STrondh. Ndm. Ryf. 2) grov, strid; fuld av Avner, Stilke og dl. = herren. Ndm. "Hærje Mjøl"; "h. Vænnmaal".

Herk m. 1) En som river og slusker Arbeidet fra sig, som "herkjer dæ av". Vald. og m. fl. 2) en Skrantning. Stjør.: "Hærk" eller maaske "Härk" dvs. Hark.

Herk n. Pøbel = Herkje. Østl.

"herkja v.a. (er, te), 1) binde skjødesløst, sy klodset osv." A. Gbr. Land, Tel. (Ogsaa: hyrkje, se d.). Overhovedet: lave (faa) daarligt istand; eller: faa istand (frem) noget daarligt, f. Eks. slemme Rygter: "herkje noko te, – ihoop". Tel. 3) sammenbinde med Vidjebaand "Hork, pl. Herk´r". Totn. Vel eg. Bet. 1). – 4) holde igjen (overh., se 2) A); hindre; stramme; trænge; skrabe. Verdal, Stjør. STrondh. "Hærkj' Hæstn", Stjør. "Booksa hærkje", hindrer Bevægelsen. "Den Saum´n (öu, äu) i Mei´a hærkje", skraber. "Dæ hærkje 'ti", noget tager fat og holder igjen. Ogsaa: "Töugænnin hærkja sæg fast", T. slog sig om noget og holdt igjen. Innh. 5) "herkje ein av" overskjænde, overskjælde. Tel. – Herkstubb m. liden Person som hænger i Mors Skjørt. Stjør. "-stöbb". – Herktaum m. Tømme til at holde Hestens Hoved høit. Stjør.

Herkja f. hinderlig Stivhed, f. Eks. i Halsen. Li. (Eikin, Fjotland).

Herkje n. 1) noget som hindrer eller holder igjen; Hindring. Sogn og fl. Se Herke, A. 2) Galium Aparine = Tine. Ndm. 3) Vidjebaand til Gjærdsel; jf. Hork. Smaal. 4) en Række løseligt forbundne, "ihopherkte", Ting; f. Eks. Tømmerflaader. Totn. 5) et Koteri. Berg.

Herkjebeit(s)l n. Bidsel for stædig Hest. Hard.

herkjen adj. 1) hinderlig formedelst Ruhed; forbunden med Friktion. Til herkja 4). Hard. Sogn. "Mäi´n æ herkjen". "Herkne Skii". "D'æ herkje aa køyra mæ Sle'e pao berre Sand´n". 2) stiv, usmidig. Ma. (Grindeim) "Eg æ saa herkjen o sj^eur´e". 3) stram, snerpende, garvesur. Hard. "Herkjen
Smak", f. Eks. af Hæggebær. 4) mat og ru i Stemmen. Ryf. Jf. haas. 5) skranten. Tel. (Rauland; Wille).

herkjeleg adj. skranten. Tel. Et "hærkjeelin" (härkj-?), i Stjør., er: kjælen, krympende sig.

herklædd adj. prægtigt klædt. Dal.

herleg adj. og adv. betydelig. Rbg. Ma. "hær(e)leg, herlig". "Ei herlig Byyr", en temmelig stor (tung) Byrde. Maaske fremmed. Se hardla.

"herma v.a. 1) citere". A. Ryf.; VAgder og Rbg.: hørma, -e. "Dei hermde ette Knut han ville koma", de sagde at K. havde lovet at komme. 4) "herme etti", slaa ind = heppa etter. Tel. (Mol.). 5) "herma til", svare til, minde om. "Dæ herme ikkje te nogen Ting", der er ingen Mening i det = "d'æ kje likt te nogen Ting". Jæd. Dal.

"Herm n. Eftersagn". A. Helg. Hermelse n. Nhl. "Ga i Herme" citeres, baade om Udsagn og om Autor. Voss.

Hermund m. 1) = Fjellrjupa, Lagopus alpina, Hannen. Hard. (Øydfjord). Hunnen kaldes: Hermundsbidla, Hermundubidla og Hermundsvidla, Hard. (Øydfjord). Se Bidla. 2) Urhane = Orre. Sogn (Ladvik). – Hermundskjerring f. = Yrkna. Sogn (Ladvik).

"her-ne adv. her". A. hænn, her, Stjør. Indr.; hænna, Innh. (Stod, Beitstad); hii, Selbu (med nasalt ii). "'N hii" denne; "de hii" n., "di hii" pl. "De hænne" m. f. n. denne, dette, Vestf. "De (den) hænne" m. og f. denne, "de hærre" n. dette; Smaal. (Trykstad og fl.) og fl. 2) adj. dem. hænn, hænna og hæna (eens for Kjøn og Tal) denne, dette, disse. Innh. "Paa hænn Siaan"; Stjør. Indr. "(Dæ) hænna Huuse"; Stod, Beitstad. Se A.

Herot el. Her-rot (e', o') n.? 1) Sandseløshed, Forvirring; Søvngjængeri = Ørsla. Ma. (Aaserall, Bjell.), Li. (Sirdal, Fjotl. Eikin, Kvin), Dal. Jæd. Forekommer kun efter præp. i, og oftest i en Form der seer ud som bestemt Fem., men kunde være dat. n. "Han gjænge i Her(r)otæ (-tdæ)", tumler afsted uden Maal. Ogsaa: "gaa i Herod", Li. Dal. (Sokndal). "Glaaba i Herodæ", stirre sandseløst; Sirdal. "Braga, snakka, i Her(r)odæ", snakke hen i Vind og Veir; Dal. Li. "Snakka i Her(r)odee"; Dal. (Sirevaag). "Snakka i Herod" el. i "Herodo", Dal. (Sokndal). "Tala i Herodaa", tale i Søvne. Li. (Kvin). 2) Forlegenhed, Knibe, Ildestedthed = Beit. IMa. "D'æ saa raent ^euti Herotæ for dei"; "dei kaam saa raent upp i Herotæ". – Første Stavelse udtales i Dal. (Hæskestad) som i "Herrafad". Maaske af Her, G. N. herr, Gen. herjar, og Rot (o'), Styrtning (til (h)rjota, styrte frem), eller G. N. rot Afmagt. Jf. Her-raas og flg.