A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

heilvond adj. rigtig vred = fullvond. Tel.

"Heim m. Hjem". Hiim, Ryf. (Li. (Sirdal, NVFjotland)?). I VAgder (Bjell. og fl.) vistnok "Heim", men dette synes at maatte være af "Hiim", ligesom "Reim" dvs. Riim hrím, "Greima" dvs. Grima gríma, medens "Eim, Reim" hedder "Aem, Raem". Häem og Hæem, Li. (Fjotland og fl.); Hæem, Ndm. og fl. "3) Verden". A. "Heimsens
Ufre(d)" betyder Kvinden, i en Gaade fra Dal. (Hæskestad). 4) Luft, Veir. Sfj. (Y- og IDale). "Han æ kaldiskjen i Heima idag" = "i Luktinne". 5) Strækning; Tidslængde. Hall. (Nes, Gol). I) "lange Heimadn". "Dæ va kji anna Uføre lange Heimadn". "Dæ va lange H. imyljo". "Dæ va l. H. at e inkje fekk upp Augudn". 6) sikkert Grundlag, Vished = Sæt; ligesom: Hjemsted. Rbg. (Aamlid, Lisle-Tovdal), VAgder, Tel. (Lunde). "Der æ kje noken Heim mæ dæ han brakar (seie), han snakkar vilt", det hører ingensteds hjemme. "Han snakkar mykjy som inkje æ noken Heim i"; Lunde. "Ho he kje noke Heim mæ dæ"; Ma. Ogsaa: "dør æ kje noge Häema mæ 'an" = noko Sæt. Li. (Fjotland); hjemme adv. hedder "häeme". Se Hyr. – "Heim", om Husmandsplads. Gbr.

"heim adv. hjem". A. hiim, Ryf. osv.; samme Former som ved Heim m.

Heima n. 1) Hjemsted: i "eiga, hava, Heima", have hjemme, høre hjemme. Shl. Voss, Tel. NGbr. og fl. 2) = Heim 6), se d. Sæt. Li. G. N. heima, n. Hjem.

"heimalen adj." A. 2) hjemmevant, fortrolig i Huset som var man opfødt der. Ndm. (Rindal). "Han he vorte saa hæemaalin no, han gjere just so han vil".

"heiman adv" heiman og heimaan, VAgder. heiman-, heimaante, VAgder; heimaate (heimo-), Shl. – Som præp. med Akkus. = heimanfyre (hæimafaar); NGbr. "Hæima Fjæille", modsat "burta F.".

Heimanfylgd f. = Heimanfylgja. VTel.: "Heimafyygd"; Vald.: "Heimafuld".

Heimanfylgje n. den hele "Ferd" af Kjørende og Læs som følger Bruden fra det gamle Hjem. Hall. (Aal): Haimafølji. – "Heimagaava f. Medgift". A. Vesteraalen: "Heimagaavs-ku".

heim-att-aat adv. hjem igjen; hjemme igjen. Totn. "Vi ær snart hæm-". – "Sjaa ein heimatt", naar hun (han) "geiser". Hadeland, Vald.

Heimdabyte n. = Hemdabyte. Sfj. YSogn.

Heime n. = Sæt, Heima n., Heim 6). Tel. (Laardal og fl.), Sæt. "Der æ kje (kji) noko Heimee (-i) mæ Snakkjee (-i) hass".

"heime (eller heima) adv. 1) hjemme". A. 4) i eller nær ved det ældste, først bebyggede, Bol eller Tun af en Gaard som har flere Brug. VAgder.

Heimebeite n. = Heimehamn. Hall. og fl.

Heimedomar m. En som sidder hjemme og giver sit Besyv i en ukjendt og uforstaaet Sag; inkompetent Dommer. Et slikt Besyv hedder Heimedom m. Li. (Eikin). Fra først af maaske: Dom ifølge "Heimeretten". (Vald. Sæt.).

heimegjord adj. uerfaren = heimalen. Hall.

heimehoggjen adj. = heimalen. Hall.

Heimekvern f. almindelig Bækkekværn med "Kall", modsat større "Mølle". Rbg. Maaske andre Steder = Innekvern.

"Heimel m. 1. Bohave". A. Ma.; Sæt.: Häemile.

"Heimel m. 2. Hjemmel". A. Häemile, SætB.?

Heimel? n. 1) Hjemsted, Hjem; Bosted. Stjør. "E gott Heimæl". 2) Bohave, Bo. Innh. (Indr.): "Heimæl". G. N. heimili n. Hjem; Bo.

"heimeleg adj. hjemmeværende". A. -lig, VAgder (se Heim), Dal. Røldal. hiimeli, Follo, Smaal. häemsle d. s. Vald. Ogsaa: "heimele-vee", Hall. (Gol); "hiime-vee", SSmaal. (Borge). hæimele, mest adv. NGbr. 2) fortrolig = heimsleg. Trondh.

Heimemenneskje n. En af Egnens eller Landets Egne, modsat "Fremminfolk" el. "Byfolk". Sæt. Tel.

heimen adj. eenfoldig; uviis. Hard. (Ulls.).

"heimfus adj." A. Hard. Ma.; NGbr.: -foos.

Heimils n. liden beskeden Bolig. Vald.

Heimkjering f. = "Reiddeigja" i Lag. Ndm.

Heimkomar-øl n. = Heimkomeøl. Tel.

Heimkomerod (o') f. det Følge af Slægt og Venner som ledsager Bruden til hendes nye Hjem. Voss: -ro (-raa).

"Heimkynne n." A. Rom. og Ringerike: Hiimkynn(e).

heimkynnug adj. = heimkynnt. Ma. hiim-. Rom. Smaal.

heimla v. (ar). Formen heimla, høres i Sogn, SBerg. og Sæt.; især i Sæt. adskilles "häemle" og "hæmle". Ellers vil de let glide sammen i "hæmla". Flere af de her opførte Bett. minde om "hemsa" og turde snarest høre til et hemla. (Jf. heimta, hemta). 1) v. a. skaffe et Hjem, faa til at føle sig hjemme. Hard.?, Nhl. Shl. "Han æ heimla isjaa meg", han har faaet sig et (midlertidigt) Hjem hos mig. "Eg ha kje vore Kar te hæmla Kyræ (Kyro), ho traast tebakars"; Nhl. Shl. "Hæmla Buskapn" = "faa B. te roa seg"; Nhl. "Kyræ traar (traor) so tebakar, ho vi(l) kje heimla seg"; Shl. Hard. "Detta Venjedyre vil hæmla seg her". 2) v.a. "hæmla (heimla?) te seg" eller "hæmla seg" (Dativ), bevare el. erhverve sig til retmæssig Eie, ved Odel, Hævd, Kjøb, Bytte osv.; tilegne sig. Hard. (Kvamm, Røldal), Shl. Ryf. Dal. "Dæ va so vitt han vann aa hæmla Gar´n", det var med Nød han opnaaede at bevare Gaarden for sig; Ryf. "Han ha(r) no fængje hæmla Gar´n te seg". "Han hæmla te seg eit Stølsbeite". "Dæ mangge Aar sia eg hæmla denna Gar´n". Vel, ligesom 1), eet med "heimla, hjemle, give Ret til" A.; G. N. heimila. 3) faa i sin Vold, gjøre sig til Herre over, faa Bugt med, faa gramset sammen, faa bjerget, mægte, kunne haandtere = raada med; Sogn, Nhl. Shl. Rog.; SHelg.: hæmm´l. "Hæmla i Ho^ub ei Byra mæ Høy"; Dal. "Me he so viitt te hæmla
idag"; Dal. "Hæmla inn Høye"; Jæd. og fl. "Hæmla Baatn i Land"; Nhl. "Eg va knapt goo' te hæmla Fiskjn upp i Baatn, so mykje va da". "Hæmla dæ te Husa(r)"; Ryf. "Han fikk so mykje Fo^ur, han kunde kje hæmla da", Sogn. "Æg vinn ikkje hæmml´n; æg kann ikkje hæmml’ meir i Baatn”; Helg. "Me kann 'kje heimla Smalen i detta Huse, her æ so mange"; Sogn (og fl.). "Hæmla Kræture fram", holde Liv i Kvæget Vinteren over; Shl. Ryf. "Hæmla Aakrn, Bø´n", faa beskyttet (bjerget) Ageren mod Kvæget; Ryf. I denne Bet. siges somme Steder i Ryf. baade "hæmla" og hælma, se helma. 4) v.n. bemøie sig med, slide og slæbe med. Ryf. Nhl. YSogn. "Eg hæmla mæ eit Par Nöut Vintrn øve". "Kva æ da, du hæmla aa dytte mæ?" slæber og pusler med? YSogn. Dette ser ud som hemla = hamla. 5) v.n. og a. lokke; lokke til sig, gjøre sig fortrolig. Bet. nærmer sig 1). Sogn, Nhl. Shl. "Han hæmla mæ Laambi (Hundn), at dei skulde hydla seg mæ'an" (4.?). Ogsaa: "hæmla te seg". 6) "hæmla mæ", smigre ved at jatte med; give Medhold til Upligt = høla. Sogn, Nhl. Shl. 7) "häimle iho^up" samle skjødesløst fra et vidt Omraade, sætte løseligt sammen. ”Han häimla i ho^up noko Häimløysu", Historier; Sæt. – Derimod: hæmla seg, faa Kræfter, faa Magt, komme sig; ogsaa: faa Overtaget igjen i Styrkeprøve. SætB. Ma. (Aaserall). Se hemla, A. hæmlast upp atte v.n. = hemla seg, fjairast. Sæt. Ma. (Som antydet, er her sandsynligvis flere Ord).

heimleides adv. 1) i Retning hjemad; i Nærheden af Hjemmet. Busk. (Snarum): hiimleies. 2) adv. og adj. = heimeleg. Trondh. (Bynes: "hæemleess"; Melhus: "heemle'es"). Ogsaa: "heemslæstaam"; Gul.

Heimlengting f. = Heimhug. Sogn.

Heimlid f. "Lid" som hælder ned mod Hjemmet (Gaarden). Busk. (Modum): hiimlii.

heimlides adv. i "Heimliden". I Hall.: häima-.

"Heimløysa f. 1) 2) ". A. Ma. "D'æ raent ^euti Heimløysaa", det har ingensteds hjemme, er aldeles grundløst. Jf. Heim, Heima n.

"heimre adj." A. heimre og -a, Ma.; heimdre Vald.; Sæt.? – "Heimste-Gar(d)n", den oprindelige Gaard, den først bebyggede Del af Gaarden. Ma. (Aaserall). Se heime adv.

Heimrost (o', aa#-ö) f. = Heimrast. STrondh.

"Heimsed m." A. "Sjaa Heimse'edne" = skoda Heimsederne. SShl. Røldal; Ryf.: "Hiim-".

Heimshæror f. pl. Saa kaldte den ældre Slægt Lynget Calluna vulgaris, "Graalyng", idet de mente det var den aldrende Jords (Verdens) graanende Haar. Tel. (Moland). Oftest defin.: Heimshærune. Jf. Hæra, Graahæra.

Heimsjaanad m. = Heimsjaaing. Sogn: "-aona".

Heimskjer n. Skjær nær Hjemmet eller Fastlandet. Kun i faa Udtryk. "Dæ bere i Heimskjerjan", det nærmer sig Hjemmet. Dal. (Hæsk.). (Skjer n. har ellers i Hæsk. i Regelen i Fl.: Skjer; jf. dog "Nes", Fl. "Nesja" i Jæd. Dal. og fl.). "De gjell ikkji fyrr du kjæm i Heimskjera", og "d'æ hæknaste i Heimskjera (plur. el. dativ sing.?)" eller "i Heimskjeri" (acc. sing.) der er farligst (for den Hjemvendende) nær ved Hjemmet, "for der ska ein drikke mæ saa mangge", (der lurer Troldene graadigst); Rbg. (Aamlid, Lisle-Tovdal). Dette Kystudtryk findes saaledes i Rbg. høit oppe under Fjeldet.

"heimsleg adj. familiær". A. Sogn: -le; Li.: -lig. 2) häemsle = heimeleg 1). Vald.

"Heimstad m." A. = Heima n. "Slikt Prat har ingen Heemsta". Østerd.

heim-te adv. "gangge h.", gaa igjen. Sæt.

heimtraa adj. udholdende i sine Bestræbelser for at komme tilbage til det gamle Hjem. Om Husdyr. Vestfold: hiimtraa.

Heimtrøing m. en lad og selvraadig Hjemfødning. Hard. (Ulvik, Ullensv. Odda). Jf. Eintrjøning, Eintrø(d)ing.

heimtyd adj. = heimkynt; om Dyr.Sogn, Voss: häemty'u.

Heimvipor (ii) f. plur. 1) tossede Historier = Heimløysor, Skronor. Tel. (Rauland). 2) tossede Indfald, som kommer tilsyne i utækkelig barnagtig Spøg i Tale og især i Gjerning; (dum) praktisk Spøg; Skoledrengestreger. Tel. (Vinje). Ogsaa: Himmviipur og Hinnviipur, Tel. (Kvitseid, Selljor). "Gap´n æ so full av H."; Hinnviisur og Hingviisur, Tel. (Selljor, Hjartdal, Heiddal, Bø). "Viipa" f. = Skrona, Ryf.; "vipa (i')" v. vimse, Vald.; G. N. vípur Barnespil. Dette Ord forbinder sig maaske med Hinnvita, liden Gave A., gjennem Forestillingen "Bagatel". "Hinnvetu", bruges maaske mest af Giveren: altsaa nedsættende.

heimvitja adj. "vær(a) heimvitkja", være stedt paa et kort Besøg hjem. Salten, Senja.

"heina v." A. 2) have til Nar. NTrondh.

heinkjend adj. "hein"-agtig. Trondh.

Heinmule m. paa Eggredskab: Buthed som Følge af slet Bryning; maaske ogsaa = Brynslevol. Stjør. – heinmyla adj. brynet but. Stjør.

Heinor (oo) m. og n. det Mel (Kvataur) som ved Bryningen slides af "Hein". Innh. (Beitstad, Leksvik).

Heinsvorta (oo) f. = Heinor. Selbu, Namd. Helg. Og: Heinsvarta, Helg.

heirunen og heiruna (u') adj. = heirun, om Kjør. Sfj. (Dale), Y- og ISogn. Ogsaa, i Spøg, om Folk: lysten. "Eg æ so häiruna pao Sild".

"Heis m. Kun i: "i Heis´n". Østl. (Totn, Oslo, Follo og fl.). "Gaa i Heisn", "væra i Heisn", maatte give tabt, give sig, undgjælde. "Han maatte i Heisn". "Sætta i Heisn", sætte
En fast, maalbinde. Maaske til heisa v. = rjuka; maaske til DT. heise (hale op, hive) og Heis (paa Seil og Flag).

heisa v.n. om Kornet: 1) fremdrives stærkt saa det skyder op i grovt Straa og golde Aks, især under lunende Fjeldvægge hvor der er noget varm, stille og fugtig Luft. VAgder. Jf. His, hisa, hisen. Sammesteds: hæsa dvs. blæse koldt og fortørrende; se A. 2) fremdrives og fortørres før det modnes. VTel. (fra Selljor vestover), Rbg. "Konni heiser reint burt i dænni Vermden, de grønheiser o fær kji si fudde Gjersl". "kvitheise". Sammesteds: hæse, som i VAgder. 3) tabe, spille op, fallere = rjuka. Tel. Se Heis. D. heyse, puste af Hede.

heisen adj. som udfolder eller forudsætter stor Kraft eller stort Moment; vældig; mægtig. Shl. Ryf. Hard. NVTel. (Vinje, Rauland). "Fjoorn va heisen idag", svær at mægte. "Vindn æ heisen nokk idag; han æ heisen paa Fjoorn". "Heisen Kar". "Eit heise Arbei". "Dæ vart heise før'an", svært, vel svært. "Dæ va heise te bera". "Heisen Priis" = strid. "Dæ va heise (adv.) gjort", dygtigt gjort.

heiska v. impers. (ar): det "heiskar", naar der i koldt, næsten klart, Veir falder lidt let drivende Sne. Ma. (Aaserall), Rbg. (Evje, Honnes; Bykle?). – Heisk n. let, spredt drivende Sne. Ma. Rbg. Skal ogsaa hedde: Hei-skar n. Ma. Er denne Form faktisk, turde heiskar v. præs. indik. være for "heiskarar", og Ordene have Sammenhæng med Hei(d) i Heibit (Heidrop), og med Skar n. dvs. Tande. Jf. Heideskav, A.

heiskleg adj. forfærdelig; voldsom; vild. Kun om Veiret. Rbg. For heidsleg? – Hid hører maaske heiskjele, Hall. (A.); häirsle adj. og adv. forfærdelig, Vald. (Ø- og VSlidre; heisleg, A.): "Häi(r)sle foort"; "häirsle stoort Fjell". "Häi(r)sle Mann".

"heit adj." A. se hard. "Paa heite Flekkjn", paa Øieblikket. Ndm.

heit! interj. hei! (Tilraab). Vestfold og fl. Se A. "Heit du!" – heit´san og hei´san! interj. heisa! Ofte Udtryk for lystig (triumferende, ironisk) Overraskelse. Vestfold og fl.

"heita v.n. (ar) true". A. Ogsaa v.a.: "han heita Nevin (Nævan, Navan) aat me", løftede knyttet Næve. Ndm. (Tingvoll, Stangvik, Surndal, Øksndal).

"heita v.n. (er, te), hedde ". A. Former: heita (-e), hei`te(r), heet, heite (-i), i Dal. (Hæskestad), VAgder (de øvre Bygder), Sæt. Rbg. (Honnes, Aamlid), Tel. (Treungen og Egnene NV derfor), Ryf.

heitande adj. Kun i: "i heitande Flogji", i uafbrudt flyvende Fart. Tel. (Vinje, Kvitseid). Til "heita", skynde? Og: "hittende".

Heitekatl? m. Trusel om Hævn, om Prygl; truende el. udfordende Ord; ogsaa synes det: Hævn, Prygl. Nfj. (Stryn), Sdm. (Hjørungfjord), omtrent: Heitekahlj eller Eitekahl(s)j (samme Lyd som i Dialektens Form af Hasl, Tasl); maaske mest i Fl.: -kahlja. "Han ga haanaa goode Heitekahlja", Stryn. "Han lova 'naa so ein Eitekahl(s)j". Første Del af Ordet hører maaske til heita, true. Den anden lyder som dannet af "Katlar" Fl. af "Kjetel", som nu hedder Kjeel, Kjeil. Maaske fra først af kun et Spøgord. – Heitekaka f. d. s. (varm Vaffel?). Sogn.

heiteldt adj. om Ved som afgiver en hed Ild. "Bjørkeve(d) æ heitelt". Nhl. (Haus).

Heke m. snip, Udkant = Hik, Hekel. Tel. (Kvitseid "Heekje"), Li. (Eikin "Hekje"; Fjotland "Hegje"). – hekutt (e') adj. fuld af "Hekar". Li. "Gar´n æ smal o hekutta", Eikin; "hegette", Fjotland.

"Hekel (e') m. 1) Snip". A. Tel. "2)". A. Lang Person som bærer og fører sig ilde. Li. – hekjelleg adj. lang og usmidig; omtrent = ulenkeleg.

hekjen adj. forskrækkelig, fæl. Ndm. (Tingvoll). "'Ta va heekje aa sjaa". Maaske for hækjen, som "lees'" dvs. læsa.

[Hekker, Pokker. "Ga te Hekkers!" Ndm.

Hekkja f. 1) lang Hylde. 2) lang tynd Kvinde. Nhl. Jf. Hekk, Hekka.

Hekkje n. Melkeskab med Hylder. Jæd.

Hekla f. Halmstub = Helma. Ma. (Aas.). Se A.

Heklemo m. en stenet Slette med opstikkende Pigger af afhugget el. fortørret Krat. Tel. (Vinje; Landstad; Wille: hvas og stenet Slette). – heklutt adj. = flisutt, flustrutt. Tel. (Rauland).

hekla v.n. hænge sammen til Nød. Stjør: hækk`l. Maaske til hækk (Stjør.) at hænge; ligesom hangla til hanga. Jf. hekla A.

"heklad adj. kjæk, frisk". A. Vestfold, Sogn. Jf. hegla adj. Ogsaa adv.: "ein hekla goo Kar", Sogn, Vestfold. Og: "ein reinhekla K.", "ein upphekla K.". Oftest om En som er flink til at sno sig; smidig og handledygtig.

heklande adv. overmaade. ISogn. "Stao heklande gott pao Ski".

heklug adj. duelig; dygtig. Gbr.

Heklung m. = Fetesko. Namd. Helg. Maaske af Høkul, Ankel; altsaa Fodbedækning som gaar til Ankelen. Jf. G. N. hökulskúadr, hökulbrœkr. Den politiske Flok Heklungar tør have faaet navn af en slig Fodbedækning, i Modsætning til Birkibeinar.

Heknfjell (e') n. Navn paa den vide stenige Fjeldmark i det Indre af Agder fra Lygne-Vatn i Eikin nordover. Agder (Eikin og fl.). En mere udbredt Form er "Hekkfjell". Til G. N. helkn (hölkn), stenig ufrugtbar Grund; Fritzner, I, 785, a.

"heksa v. 1) sluge". A. Smaal. Gbr. Agder. "2) give hvasse Ord". Hard. Vestf.; Ndm. som i Innh. 3) "heksa etter" snappe efter = glefsa. Agder, Sogn, Gbr. og fl. "Heksa o
kjeksa ette ein", forsøge at bide En (med Ord). – Heks n. bidske, hvasse Ord. Innh. og m. fl. – Heks m. en vrangvillig Person som gjerne bider Folk af. Stjør. – Hekse n. = Heks m. Hard. – Heksa f. en Heks. Tel. Vel fremmed, men sat i Forb. med de foreg. – heksen adj. som gjerne heksar.

?Hekse n. et Ugræs; maaske = Herkje. Østerd.

Hekt, i: "paa Hekt`e" og "paa Hækt´a", paa Nippet, meget nær ved (at glippe). Tel. Østl. Tør være af "Hekt" dvs. Hogold (Rebbøile), hvilken Rebets anden Ende netop naar. Se dog A. Jf. Hank um Hank.

"hekta v." A. "hekte se fram", hage sig frem, arbeide sig frem med Møie. Gbr. (Fron).

Hektnaal f. Synaal. Ndm.

"Hel, Død". A. "Fø ein i Hel", underholde En til hans Dødsdag. Ndm. Ligesaa i Sv. Diall.

Hel, hel' (ee), se Hæl, hæla, herda.

"Hela (ee) f. Rim". A. "La(d) gloo dæ paa Heelaa!" lad staa til! Ryf. Agder. – ?Hele m. d. s. Li. (Kvin).

helag, hellag se heilag.

helaka, heleka, helinka se heilaga.

Heldeli(d) m. nederste Fodled paa Dyr, særlig Hest og Ko. Hall. Sogn, Shl.

heldehoppa v.n. = heilbyksa, heldebyksa. Hall.; Gbr.: hæillhoppe; Nedre Tel.: "hællhoppe". – Heldehopp n. Hall. Sogn. – Til Helda.

heldesaar adj. om Hest som ikke taaler Hilden. Sæt.

Heldespenning m. "Spennel" til Hilde. Hall.

"heldr adv. 1) hellere". A. "Ko vi du hell´e ha?" helst af de to Ting (ligesom Kompar. overhovedet). Ma. "3) noget, temmelig". A. "De va hell´e gott at du kaam"; Sæt. "D'æ hell´a kallt"; VAgder. Ogsaa: "D'æ hell´e ti kallt", temmelig koldt; "hu æ helle ti ring´ge", hun er noget (vel) ringe el. ubemidlet; Sæt. (Valle, Bykle). G. N. heldr til; jf. helste, hoste dvs. helzt til. – "Han æ eldre held´e so eg", ældre end jeg; Shl. og fl.

heldra v.n. om Bjergvæg: danne Grotte, "Hellar, Hillar"; forme sig til Grotte; hænge ud over. Hard. (Ullensv.). Ogsaa: "heldra seg". "Fonnæ heldrar (seg)". hildra, Shl. (Etne, Fjellber). "Hildra utøve". – hildren adj. udoverhængende. Shl.

Helebutta f. en Flyndresort; Rødspætte, Pleuronectes platessa? Shl. (Fitja). Meddelt. Eng. halibut, Holl. heilbot er Helleflynder, maaske dog eet med vort Ord.

"Helg f." A. Hæælg, Rbg. VAgder.

"helga v.a. 2) pynte". A. hægre, SætV.

"Helgabil n." A. Hægrebil, Tel.

Helgamess(e)-Sumar n. (m.) længere Tids varmt Veir, gjerne med SOVind, omkring "Helgamessa"; Indian summer Ndm. Sdm. NBerg.

Helgamot (oo) n. Høitidens Indtræden. Sogn. "Mæ Helgamoote", naar det (atter) er Høitid.

Helgaskot (o') n. = Helgabil. Vald. Hall.

Helgaturk m. tørt Veir om Søndagen i Hø-høsten. Tel. (Vinje): Hægreturk.

"Helgdag m." A. Hægedage, Tel.

helhugsen adj. fortumlet; sandseløst frembusende; aandsfraværende. Ringerike, Vestfold (Lier). Jf. heljug.

Heljagreida f. noget overordentligt, noget "Pokkers", noget man skryder af. Hall. (Aal): "Hæljagraie".

Heljaknut m. Adamsæble. Busk.

"heljaleg adj. uhyre". A. I Hall. (Aal, Gol) mest om det udmærkede, prægtige; i Tel. (sjelden) mest om det uhyggeligt store.

heljalege adv. uhyre, overvættes. Hall. (som ved adj.), Tel. (som ved adj.); Rbg. og Sæt.: "heljelege"; VAgder: "heljelig". "Dæ va heljelig!" over al Maade. "Heljelege sto^ure". "Heljelig lang". "Han tala so heljelege", saa uhyggeligt, saa fælt.

Heljastrupe m. 1) en Slughals. Hall. 2) en hensynsløst frembusende Karl = Ageløysa, Rivar; ein hastig og heljug ein. Hall. (Aal, Gol); Vald. (SAurdal): Höljastrupe.

heljugsleg adj. = heljug. Hall. (Gol).

hella, hellaa se ellaa.

"hella v.n. strømme ned". A. Tel. (Vinje): hedde, hellte, hellt.

"Hella f." A. Hedla, Hordeland, Rog. VAgder (Sirdal, Nes, Bakka); Hedda, VAgder; Hylle, Østerd. "2) = Bakstrhella". A. Smaal. VAgder. 4) den øvre haarde Flade af en Svulst: G. N. hella. Li. (Fjotland).

hella seg v. danne Stenflade, blive til Hella. Østerd.: hylle se(i).

"Hellar m. Grotte". Hellar og Heddar, VAgder; Heddeer(e) og Heddire, Ma. (Aaserall), Sæt. VTel. (Vinje, Mo, Laardal, Mol.); Hidler, Fl. tildels "Hildrar", Shl. (Etne, Finnaas, Fitja), Ryf. Ogsaa "Hydl´r, Hødl´r(?)", Shl.

Helle n. og f. Efterbyrd. Østl. se Hild.

helle seg se heila seg.

Hellefleke m. en meget stor Stenflis, "Hella". Hard.: "Hedleflekje".

Helleflekkje n. = Hellebrot. Hard. (Ulvik: dl).

Helleflingra f. Splint af en Stenskive. Ryf.

Helleflis (ii) f. tynd Stenflis. Jæd.: dl.

Helleskurre m.?, en Sedum (album). Hard. "Hedlekurr(e)". Meddelt.

"hellende adv." A. "hællane still", SSmaal. Maaske saa stille som en "Hella", jf. "tegja som ein Stein"; eller som den der er lagt under "Hella" (død). Se heilende.

Helleregn n. Styrtregn. Tel. (Vinje): Hedde-.

Hellerim (ii) n. Sod paa "Bakstrhella". Li.: Heddereim.

Helleskit m. en liden Fisk som ligner "Bergnebba". Ryf.: "Hedleskiit".




hello, hellu, se ellaa.

Helletak n. = Hellebrot. Hard. Af taka v.

"Helm m." A. 2) en svingende Jern-Galge (Gjelgja) i Skorstenen, til at hænge Kjedelkrogen i eller Klæder paa. Nhl. Sogn og Sfj.: Hjelm.

Helma f. = Plogaas. Jæd. Jf. Helm m.

helma v. bjerge osv. Ryf.: hælma; se heimla. (Dog har Christie: helma, skjule, dølge).

"Helma f. Halmstub". A. Hæælma, VAgder (øvre Bygder); Heelma, Ma. (Aaserall); Hølme, Hylme, Ma. (Kysten), Ned.; Haalm', Hölm', Namd. Innh. Gul. og fl.; Halm', SHelg. (Bindal); Heeme og Hæme Sæt. og VTel. (Moland, Mo).

helma v.n. = halma. hælme, og "hälm(e)" (dvs. halma); Østl. Trondh. hylma, Nhl.; hölm', haalm', Trondh. "Hylma laangt". "Hölm' vakker, høgt". hæme (og heeme?), VTel.; lidet udbredt.

Helmaur m,." A. Hæmaur VTel. ØTel. (Tud.).

"Helming m. Halvdel". A. Hælving, Smaal.; se Halving. Hølming, Hall. (Gol). "Te Hølmings", halvt, halvveis. "Slaa te H.", meie (Hø) mod at faa det Halve. Halming, Helg. "Bookshalming". Se Helvning.

Helmingaskifte n. Deling i to lige Dele. Berg. Tildels: -skipte.

Helmot (ee), se Heilemot.