A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Hutt, "Hutt o Veer" se Hott; hutta.

Hutt m. 2, en Varslelyd. Jæd. Se hutta 4).

Hutt (u'), Dukken op og ned i Luften; Vippen; Vip. Især brugt om lang uafgjort Kamp mellem lige stærke; = Kult, Kultetak; omtrent = Bendor, Bendetak. Agder, Tel. "Dæ va Hutt um mæ dei", de viste sig jævnstærke. Ogsaa: "Dæ va Hutt um Hutt mæ deidei"; Rbg. VAgder. Og: Hutt um Hale, SætB. Ma. Og: "Hutt o Bask". Tel. Maaske opr. eet med Hutt m. 1, eller ialfald sammenhængende dermed gjennem hutta, huttast v.

hutta (u') v.n. (ar), 1) bevæge sig raskt med smaa Duk ned og op som i Dans; gaa raskt og vippende; vippe afsted; omtr. = hotta. Ma. Sæt. Rbg. Hall. "Eg saag han gjekk o hutta dær borte". "Dei hutta forbi Glasee", om Dansende. "hutta paa seg", løfte og svinge (kaste, slænge) paa sig, i Livsmod. Rbg. 2) true med Næven (som løftes og bevæges frem og tilbage i en Bue, altsaa ogsaa noget op og ned). Jæd. Nhl. (Eksingadal). "Hutta du, so slær eg". Jf. hytta, høtta, hota. 3) "hutta ette aen", være gjentagende efter En med Knub, Puf, Skraal og haarde Ord; især: drive fra sig, jage, med disse Midler. Ma. 4) om Hyrder: varsle hverandre eller Kvæget ved et melodisk Tilraab, "ein Hutt" et langtonet ho hoi! og dl. Jæd. Dal. Ogsaa v. a. "hutta heim Buye". Jf. huta.

huttast (u') v. impers. (ast), dukke el. vippe op og ned; se Hutt, Vippen. "Dæ kunne huttast um mæ dei". Ma. Rbg.

Hutte (u') m. En som gaar og "huttar paa seg” i ungdommeligt Livsmod. Rbg.

Huttebad n. længe uafgjort Kamp, lang Kamp = Hutt (um); se hutta, huttast. VAgder, Dal. Og: Hottebad; Sæt. "Dæ va Hutteba mæ Høyaannæ", der var langvarig Møie med at faa bjerget ind Høet, lang
Kamp med Veiret. – Huttetak n. d. s.; oftest brugt i Flertal: Huttetok (o') Rbg.

hutteleg(e) adj. og adv. 1) lig en "Hutte" dvs. ungdommeligt livlig og (over)modig i sine Bevægelser. Rbg. "Huttelege laga". 2) lystig, lystelig. Rbg. "Æ dæ kji huttelegt aa faa Jennvegjir?"

hutug se hotug.

"Huv m. 5) Bisol". A. Totn (Vardal). Huug, d. s. Vald. Jf. Ur, U(l)v. 6) = Huva dvs. et hvælvet Laag (over en Lampe, en Brændevinskjøler osv.). Østl. (Vardal og fl.). 7) en liden toppet Dynge af Hø. Gbr.

?Huva f. Rede. "Fuglehuva". Sogn (Aardal).

Huve? m. en krumbøiet Figur. Dal.: Huye. Maaske for Huve – jf. Huv, Huva – som "luya" for lu(v)a, (Spuye for Spue). Neppe for Huke.

Huv(e)kaatt(a) f. liden ussel Hue. Ndm.

Huye se Huve. huvond, huande se flg.

Hy n. haardt stærkt Stof eller "To". Tel. (Mo). Høist usikkert. – Et forstærkende hy- findes i flere Sammensætnn.; som: Hyfant, hyvond, hyrask, hysterk. Ogsaa: hyende, hyane (vond, sterk) adv. Tel. Rbg. Ned. Li. Ma. Det hører maaske til hy(da), pidske. Ogsaa: huuvond, huuande vond, Rbg. (Evje); disse turde høre til hu! el. til hua.

hy seg v. n. styre sig; bare sig, dye sig. Senja, Lyngen. "Kann du kje hy deg?" Neppe hyda. Se hia.

"Hya f." A. Rbg. 2) tynd Hinde, f. Eks. Flødehinde paa (skummet) Mælk. Dal. Jæd.

"hya v.a. (ar). 2) hya av, afklippe skjødesløst og dl." A. V- og ØTel. "Han hyar av'n liti av Haari". Ofte(st) med Bøiningen (r, dde), saa det vel er gledet sammen med hy(d)a dvs. hudstryge. – 3) v.n. bli laadden; f. Eks. sætte Skimmel "Hy". Ma. NGbr. "Mjælkjæ hyya". "Dæ hyye uut Skjæⁱgge", NGbr.

hya av v.n. (ar), om Luften: befries for et let Skydække; klarne. Tel. (Moland). "De hyya av mæ Regni", Regnskyerne gled bort. Maaske (neppe) til Hy, Hya, altsaa: befries for en Hinde. Sv. Diall. hya opp dvs. klarna. Se dog hei(d)a, hia, hy seg.

Hya f. et forsultent og snagent eller rapselystent Væsen; om Ko, Kvinde osv. Hall (Gol, Aal); Hyye.

Hyd n. Prygl. Østl.: Hy. Til hyda v.

hya v.a. (er, de), 2) hudstryge, pidske". A. 3) prygle. Oslo, Follo, Tel. og fl. 4) tugte, revse; behandle haardt kropsligt el. i Ord. "Han bleiv so hydd´e o hædd´e", saa hudflettet af Snakket. Tel. (Moland). Ofte: hy av (ar, a og hyr, hydde), se hya afplukke. Tel. (Vinje og fl.) "Han bleiv so avhydde at de va fælt". "Dæe hyar'n av". "Kyri hyr (hydde) ikringg seg", Koen stanger til alle Sider, optræder som en stadig Tugtemester; om altid vrantne, ikke rasende, Dyr; Tel. (Laardal, Raul.). Ogsaa: "Kj^uyra h^uyar o røyter ikringg seg". SætB. – Hyding f. det at hyda.

hyen adj. 1) skimlet, muggen? 2) vranten = gretten; f. Eks. om Hest som gjerne slaar Ørene ned. Rbg. (Aamlid, Gjøvdal). "H^øyen o vo^und´e". Kan være baade hyen (Hy) og hyden. – Udbredt er "hyende vond", meget forbitret. Agder. Se Hy; hyvond, A.

Hyfant m. grov, raa, larmende og tumlende Karl; Renommist. Ma. Ned. Se Hy.

Hyfs n. Vip osv. = Hufs. Sogn og fl.

"hyfsa v.a. (er, te) vippe osv." A. Ryf. Dal. "Hypsa Badne paa Kne´e". hypsja (ar), d. s. Ryf. 2) v.n. gjøre tunge vippende Bevægelser osv. = hufsa. Jf. hypja, hyppa. Rog. Hard. Sogn, Hall. Gbr. Stjør. "Hypsa aa dansa". "Hestn hypsa aa springge". hypsje d. s. Sfj. Tel. (Mo, Mol.). Ogsaa: hyfsa seg og "hyfsa paa seg". Og "hyfsja paa seg", Tel. (Kvitseid, Bø og fl.). "Gaa aa hysje paa seg". Sfj. 3) v.a. slænge (Klæder) paa sig. Gbr. Stjør. Nfj. "Hyfs' paa sæg Brookja", Stjør. "Hypse paa seg Stakkjn", Nfj. 4) v.a. og n. affærdige et Arbeide skjødesløst; sluske; jaske. Sogn. "Hyfsa ifraa seg". "Han hypsja no yve da, men so va da no og darette"; Sfj. 5) v. a. prygle. Smaal. Se hufsa.

Hyfsa f. En som hyfsar 2) og 4); især: en slusket tungt vippende ubehjelpelig Kvinde = Hufs n. Tel. Sogn. Hypsa, Sogn. Hyfs n. d. s. Hyfsi n. d. s. Tel. (Moland). Hyfs-upp m. d. s. Tel. Sogn.

Hyfsand n. et enkelt Vip; en kortere og kortvarigere Bevægelse end Hyfsing. Hall. "Rett som'n sat, gjoorde'n ait lite Hyfsand".

hyfsen adj. let bragt ud af Ligevægt (af Lave) f. Eks. ved at see Blod; snart uhyggelig berørt; nervøs. Gbr. (Lom, Vaagaa og fl.). Til hyfsa. Ogsaa: illhyfsen.

Hyfsetroda f. Fiskestang. Nhl.: Hypsetroova.

"hyggja". A. 2) v.n. "h. um ein", pleie osv.

Hyfsi n. hyfsja v. se Hyfsa, hyfsa.

"Hyggja f." A. 2) = Hyggje n. 2), (Glæde osv.). Østl. "De va lita Hygge vee'n". Se Hyggje m.

"Hyggje n. Sands".A. Sæt.: "Vit o Hyggje".

Hyggje m. Kjæreste. Shl. Sogn. "Hyggjen min". Vel mest i Spøg. Mere udbredt og brugt er Karlens: "Hyggja mi"; Sogn, Ma. Østl. (A.).

Hyggjebonde m. en Mand som fører sig stateligt og smukt og har et ret stort velordnet Hus. Li. (Nes): Hyjjebo^une. Se A.

Hygras n. = Linbendel, Spergula. Shl.

Hyk (yy) m. 1) en sammenfalden el. sammenkrøben Figur, En som "hykjer". Sdm. (Sunnylven). 2) Bugning nedad; omtr. = Høk. Tel. Som Høkjel og Hykjel, Tel.

"hykja (yy) v.a." A. hykje seg ihoop, sætte sig paa Hug; krumme sig eller krybe sammen overh. Nfj. Tel. "(H)yykje seg væl nee unde Klæda", Sængklæderne; Nfj.
Ogsaa: hykje v.n. staa el. sidde sammenkrøben. Ndm. Sdm. Nfj.

Hykja f. = Hyk. Sogn, Vald. Tel. A.

hykjefu(d)a adj. = huklenda. Tel. (Bø, Sellj.).

hykjeleg adj. lig en Hykja. Tel. (Vinje).

"hykjen adj." A. 2) slap, sammenfalden. Nfj.

Hykjyl, Hykjylle(d), se Høkel.

hykla v.n. 1) gaa med krogede Knæer og a) usikkert, ludende og med lange tunge Skridt, som En der er skamfuld eller mørk i Hu eller har for store Træsko paa. Jæd. (Haa): hygla. b) usikkert og forsigtigt, som En der har ømme Fødder. Tel. (Selljor). Til Hykjel dvs. Høkjel. Se høkla. 2) smække, om Sko = hokla, kippe. Trondh. Jf. Ogsaaa høkulskodd.

Hykla f. en liden Tingest der danner som et Knæled (Hase-); saaledes "Kveldhykla".

"Hyl (y') m." A. Flertal: Hylja(r), Li. og fl.

hyla (yy) v.n. (er, te; og ar), sætte afsted i anstrængt klodset Gang eller Løben med fremstrakt ludende Krop. Shl. Ryf. Tel. Hall. Totn, Gbr. Vald. Vestfold (neppe nogensteds med "tykt" L). "Hyyla av Gare". "Han hyylte aa gjekk so foort". "Hyyla paa, hyyle ette". "Hyyle inn-um". "Döm hyyla inn att"; SGbr. yyla Ryf. (Skjold og fl.), Shl. (Etne, Fjellber og fl.). – Hyling f. det at hyla. Se hula (ula); og hyna.

Hyld? n. Tilholdssted. "Rupehyld" ("tykt" ld(rd) el. D). Gbr. (Lom; meddelt). Høld; Gbr. (Vaagaa). Til hylja, skjule; eller hylla seg?

hyldig adj. kun i "ikkje hyldige" dvs. utilpas, noget sammensunken og ude af Ligevægt, især for Mangel af Hvile. Hard. Sh. Maaske til Hold f. jf. G. N. hyldast blive kjødfuld.

Hyldr se Hyr(dr).

Hyling m. Forvikling, Urede, af Fiskenet; ogsaa: en i Søen sammenviklet Masse af Net = Vase. Namd. Helg. Lof. L'et er ingensteds "tykt", undertiden langt – Hylling – men aldrig jodholdigt (palatalt). "Vi kom i Hyling mæ Garnee", plur. defin. SHelg. "Garne laag i Hyling aa Vasi".

"hylja v.n. (ar), øse ned". A. N- og SBerg.

Hyljamyr f. Sump med Pytter. Nhl. (Fana).

"Hylkje n. 3) Dunk osv." A. Hykkji, VTel. Sæt. 4) keitet, stiv, tvær Person. Ryf. 5) drabelig Karl. Innh.: "Hölkji" m.? dvs. Holke?

"Hylla f. Hylde". A. Hydla er en Række af parallelle Brætter (Hjellar) som i en Boghylde; Hard. og Shl. ligesaa Hydl og Hødl f. Ryf. (Strand, Sand, Jelsa). Se Hjell. – Hydlegolv n. enkelt Hylde i en "Hydla". Hard. Shl.

"hylla v.a." A. Hard. 2) faa til at føle sig tryg og vel i Ens Nærhed; gjøre tillidsfuld; gjøre huld; som G. N. hylla. Hard. Sogn. "Hyddla Gjäitena, Kyd´na".

hylleleg adj. behagelig at være i Nærheden af, om Personer, – eller paa, om Steder; omtrent = luveleg, ynneleg. Tel. (Mo, Vinje). "Ein hyddelege Heim´e".

"Hylma f." A. Sfj. "Aangglehylma".

hylma v.a. (ar), vinde Angelen fast til Snøret med "Hylma". Sfj.

Hylp m. 1) uformelig klodset Tingest; især om altfor dybe Kar. "Ein Hylp (Hølp) te Baat, te Brya, te Tresko". Shl. (Stord, Fitja). 2) en Klodrian som vil være fin; en fattig-fornem Bymand. Shl. (Finnaas, Fitja), Nhl. (Eks.). – hylpen adj. som en Hylp. Shl. (Fitja, Finnaas, Fjellber), Nhl. (Fana). "Eit hølpe Kjerald", modsat flaatt.

hylpa v. a. (ar), 1. "h. til", gjøre til en Hylp; især: gjøre (sig) uformelig med Klæder, klæde (sig) klodset. Shl.

hylpa v.a. (ar), 2. faa noget til at hænge mindre sidt; løfte lidt op i fra den øvre Ende. Ma. (Bjell.). "Hylpa upp Stakkjn, Graenene paa Apaaln". Ogsaa: hylpa seg upp, heise sine Klæder, Bukser el. Skjørt, høiere op. Ma. (Øyslebø, Bjelland).

Hylt se Hjolt.

"Hyltra f. Skede". A. Sogn. "Knivh. Sylh.".

hyltra v.n. = hultra 1). Østerd. Trondh.

"hyma v.n. mørkne". A. Nfj. YSogn.

hyma (yy) v.n. 2. (er, de), 1) være vranten "gretten". Rbg. Ned. Bamle. "Hestn h^øymer o glefser", Rbg. 2) være døsig osv. = huma; se d. Sogn (Vik). Usikker Bet.

hymen (yy) adj. 1) om Luften: mørk og taaget. NBerg. Sdm. Gbr. "Hyyme Veer". 2) utilpas, uoplagt, uvel; som efter for liden Søvn. Nfj. Ndm. 3) = gretten; mest om Hest. Rbg. Ned. Bamle. "Hø^ymen aa vo^und´e", Rbg.

?hymna v.n. dukke glimtvis op i Synskredsen. Berg. For himna? Usikkert.

"Hympe n." A. 2) en klodset Figur. Ogsaaa: en tosset Særling. Tel. (Mol.): Hømpi.

Hymping f. Revselse, Prygl. NGbr.

hymse, hømse se humsa.

hymskjen adj. 1) om Luften: lidt overskyet. Gbr. Nfj. 2) utilpas, uoplagt = humsken; lidt vranten. Gbr. Nfj. Ma. Tel.

hymskjutt adj. usikker, upaalidelig, let svigtende. Tel. (Bø). "D'æ hymskjutt mæ Væ´e, – mæ'n". Vel eg. lidt skyet.

Hymt m. yttret Formodning; Ymt. Shl. fl.

"hymta" A. Sogn (Aurl.). – hyn' se hynna.

hyna (yy) v.n. (er, te), sætte afsted foroverbøiet og med svær Fart, omtrent = hyla. Rog. Shl. "Han hyynte tee, hyynte uut". Ogsaa: "han foor so dæ hyynte", Ryf. Maaske eg. springe som en Bjørn,"Hun, Hyn" = NSv. Diall. hunta (Hyn = Hyl dvs. Pilt). Jf. hunta; hyla.

hyna (yy) v.a. og n. (er, de og te), 1) befri en Bjælke for dens "Hun"; kantskjære = hunskjera. Shl.; VAgder: hyyna og høyna; VTel.: høne, (endog i Kvitseid). 2) befri en Bjælke for Ujævnheder; jævne, pynte. VAgder, Tel. "Høne av ein Stokk". Ogsaa:
"høne ut Ljaar´n", smedde Leen ud efter at den er staalsat; Tel. (Vinje). 3) gjøre voldsomme og uvarlige Bevægelser til Siderne. Agder. "Høyna o hogga", hugge uvornt og skjævt; Li. "Høyna o slaa", meie voldsomt og uforsigtigt; Li. Om Kjør og tildels Heste som gjør mange misfornøiede Kast med Hovedet; Rbg. og Ned.: hyyne; Sæt.: h^uyne; Ma.: høyna. 4) være efter En med "onde" (haarde, bidende, affeiende, haanlige) Ord; revse i Ord = røyta (Sæt.). Shl. Ryf. Agder; VTel. (Moland): hyyne og næsten h^uyne (som i Sæt.). "Høyna aen a(v)", revse, VAgder. Oftest: "hyna, (høyna, h^øyne, h^uyne, hyyne) etter"; "høyna ette inan mæ haalige O^ur".

Hyne (yy) m. en gammel vranten og bidsk Mand. Sæt.: H^uyni.

Hyne f. se Hyrning.

hynen adj. tilbøielig til at "hyna" dvs. bidsk, stangende, bidende, affeiende, haanende osv. Hard. Shl. Ryf. Agder, VTel. "Kyyræ æ hyynæ aa voond´e". "Ho æ so hyynæ mæ Oonggane, hyyner o gnufsar dei hor dei fere"; Moland.

Hyning f. det at hyna, særlig 4): Afbiden osv. Tel. og fl. – hyningsfengjen adj. omtrent = hynen. "H^uyningsfængjen o gapen". Tel. (Moland)

Hyngn m. Hanørred. NGbr. G. N. hœngr.

hyngnt adj. n. = lydt 2); ogsaa gjenlydende, resonant. Østerd. (St. Elvdal, Oos, Foldal). Ogsaa: yngnt, øngnt, aangnt; NØsterd. Se yngna. – Hynn(a) f. se Hedna.

hynna v.n. og a. (ar), 1) stikke Hovedet frem; kige; være næsvis; være nærgaaende. Fosn. (Stadsbygd): hynn'. "Kjæm du hynnann no?" til En som kommer stikkende Hovedet fra Siden ind i en Kreds af Samtalende. hyyn', kige. Innh. (Skaun). 2) nappe, rapse. Strinda. "Han tol' itte aa sjaa paa naan Ting, minners han ska hynn' 'taa di". 3) drage, slæbe. STrondh. Gbr. (Lesja), Ndm. "Han hynna aa bær, dræg". "Han kom hynnann paa ein Sækk". 4) drage i Haaret = lugga; ogsaa: prygle. Innh. Strinda, Gul. Selbu. "Han heelt paa aa hynn' om ('aam)". Ogsaa: "Han hynna oopp 'om" (og "h. ihoop 'om?)". Hører maaske til Hynn(e) f. = Hedna, Lugg. Men minder ogsaa i noget om Hyrna n. Hjørne, og om hyrna v. stange.

Hynt m.? tiltalende Ydre og Væsen, gjerne ledsaget af nogen Bevidsthed herom og af Statelighed og Velklædthed. Helg. (Vefsn, Alstahaug, Dønnes, Nesne). "Da va slik Hynt mæ dan Töusä". – hynt(a) v.n. (ar), optræde stadseligt; ogsaa: være i Vælten; sprade. Helg. (Vefsn og fl.). – Hyntarglunt m. Karl som har "Hynt", som "hyntar". – Hyntartaus f. Pige som har "Hynt", er i Vælten; "Fifdame". Helg.

hynteleg adj. statelig osv.; til Hynt. Helg.

Hyp (yy) m. Person med lidet Livsmod, som krymper sig ved alt Tilgreb; en kjælen sammenkrøben Vissenpind. Jæd. og Dal.: Hyyb (og -pb), Hypa f. d. s. – hypa v.n. tee sig som en Hyp; være sammenkrøben i Kuldskjærhed og Kjælenskab. – hypen adj. lig en Hyp; halvvissen. Jæd. og Dal.: hyy(p)ben, Flertal: hyypne.

hype adj. n. "D'æ kje so hyype før han no!" han er i Knibe nu! Shl. (Fjellber, Etne).

Hypja f. 1) en poseagtig Fold eller Udbugning af Klæderne, hvori noget kan bæres; ogsaa: en taskeformig Pose; særlig: en om Livet hængende pølseformig Pose til Nøddehøst: "Natahypja". Hard. Sogn. "Bera i Førklæhypjao"; Sogn. 2) en lang Bylt. Hard. Jf. Jemtsk: hypja dvs. sköte. 3) en klodset og ilde klædt Kvinde. Hard. Jf. G. N. (tötrug)hypja. 4) en langbenet, vippende og skrævende, utækkelig Kvinde; især: et opløbet uyndigt Pigebarn. Sæt. Til hypja 5). – 5) en skjødesløs Arbeiderske, En som hypjar 4). Hard. og fl.

"hypja v.a. og n. (ar), svøbe osv." A. hypja seg til, klæde sig skjødesløst, gjøre sig til en Hypja (2), 3)). Hard. 4) sy skjødesløst, danne "Hypjor", ved Syningen. Ogsaa: arbeide skjødesløst overh. Hard. (Kvamm). "Hypja da frao seg". 5) vippe op og ned; gynge. Sogn (Lustr). "Hypja aa huska Badne". Ogsaa: bevæge sig taktløst vippende hoppende og uyndigt. Tel. (Mol.): hypje. hypje seg, gaa og vippe og hoppe som et Barn. Sæt. I Sv. Diall. ligesaa. Jf. huppa, hufsa, hyfsa, hypsja osv. 6) "hypja (Jordeple)", hyppe Rodfrugter. Tel. (Lunde), Smaal. Follo.

hypjeleg adj. lig en "Hypja" 4). Sæt.

hyppa v.a. "h. Fisk", lægge flækket Fisk (Torsk) op i trekantede Stabler. Nordl.

hysja v.n. 1) gjøre tunge Vip = hufsa, hyfsa. Sfj. Tel. (Mo, Moland). "Ho kaam hypsjandi"; Tel. hyfsja d. s. Tel. (Kvitseid, Bø og fl.). 3) om Vinden = hysja 4). Sfj. (Jølstr). 4) gynge et Barn under Dyssen; = hypja + hysja. Ryf.

Hyr (yy) m. svag Antydning af noget Tilværende; mindste Spor, Glimt eller Tegn. Nfj. (Honndal), Sfj. (Jølstr og fl.), Shl. Rog. Li. (Sirdal). "Han saag ikkje Hyyrn 'ta(v) Setlabookja meir". "Eg saag ikkje Hyyrn av 'aanaa", "ett 'an", el. "att 'aav 'an", Ryf. (Suldal). Vil glide sammen med Hir, Ryf. Se Fur, Gnist. Jf. G. N. hyrr (Gen. hyrjar), Ild, Varme, Emmer; Sv. Diall. hyr, eldmörja. Hertil maaske "Hyyr elle Heim", i Forbindelser som: "han raamt' (treft') ikkje antell H. e. H.", han traf aldeles ikke, opnaaede slet ikke Hensigten; Dal.
"Dør va kje antell Hyyr elle Heim i Snakkje hans", ikke Spor af Mening. Dal. "Korkje Høyr elle Heim", d. s. Jæd. (Haa). Se Heim, hyrda, og det flg., som dog vel er noget andet. Uklart ligesom de nær flgg.

"Hyr (y'), burt i Hyr og Heim". A. Dal. VAgder. "Fara i Hyr o Hæem", snakke vildt; Li. "Vasa bort i H. o H."; Dal. Og: "Han rør borti Hyrumhei", Ma. (Aaserall). "Svore ^euti Hyrhäim"; svare hen i Taaget; Sæt. "Borti Høyr aa Heim"; Jæd. Ryf. ("Hiim"). "I Hyrg (Hyrj) aa Heim", Nfj. Sfj. (til hyrgja?). "I Hørl aa Hei", Vesteraalen. Jf. "Huldr-um-Hei (Hurlumhei), Horg aa Hei(m)". Ogsaa: "Fljuge i Hyr´n", fare sandseløst afsted; Tel. (Moland). "Vasa borti Hyyr´n", vrøvle sandseløst; Dal. "Dæ va so væl borti Hyyrn mæ'an", han var aldeles fortumlet; Dal. Jf. hyra, v. tumle afsted.

?Hyr (yy) n. Luning, Varmning, Beskyttelse. Nfj. (Breimn); oftest: Yyr. "D'æ gott Yyr i Muurane", el. "'ta Muurane". Sjeldent. Maaske eet med Hyr n. Forsyning, A. Jf. hyra (hyrda). – Hyr (yy), se Hyrdr.

hyra v.n. (ar?), 1) skynde sig svært, forsere sin Gang; tumle afsted. Ryf. Røldal. "Hyyra paa". "Han hyyrte i Vegjn". hyyr' v. (ar), d. s. Helg. (Bindal). "Han hyyra i Veig". – 2) tale i Vildelse = ørska. Li. (Kvin, Fjotl.). Ogsaa: "snakka i Hyy`ra" f. = i Hyy´rn, i Ørska. Li. – Hyrsl (yy) n. Talen i Vildelse; Fantaseren. Li.

Hyra (yy) f. 2. 1) Livfuldhed, Oplagthed; Humør. Sogn (Aurland), Hard. (Ullensvang), A. "I go^u Hyyra". "I laok Hyyra". "Han va kje mæ si Hyyra". 2) Trivelse; Lykke i sin Bedrift. Senja. "Han ha'kje noen Hyyra mæ den Kua". Hyyr' f. Salten. Se Hyr n. A. Mere udbredt og brugt er: Uhyra, Uheld; ogsaa: noget som gjør det utrygt (T. un-geheuer). Jf. Isl. hýra, gladt Udseende; G. N. hýrast bli blid, lyste.

Hyra f. 3. Forsyning, Bekomst; hvad der er nok for En. Hall. Østl. og fl. "Han fekk Hyyra sii". "Han fekk ei fæl Hyyre", en Skjændepræken. "Han took'n ei goo Hyyre", gav ham en dygtig Skrabe; Hall. Til hyra v. forsyne; men maaske paavirket af Hyra, 1. (Løn) og 2. Lignende i D. Diall.

"hyra (yy) v.a. (ar) forsyne". A. Sogn. "2) v.n. forslaa osv." A. NØsterd. "Borkjn hyyrer itte oopp moot Blakkjn", B. kommer ikke op mod B. hyyr' seg d. s. Nordl.

hyra seg (yy) v. bli fuldt vaagen, bli livlig. Sfj. (Førde, Holsa). G. N. hýrast bli blid.

Hyrar (yy) m. En som der er Fart i; en dygtig En. Helg. "En Hyyrar te Baat, Kar".

hy-rask adj. meget rask. Ma. (Bjell. og fl.).

hyrd (yy) adj. yndet; høit anskreven og derfor indflydelsesrig = lydd. Rbg. (Evje). "Han æ so hyyrd´e mæ Storkaran(e)".

hyrda v.n. og a. (er, de), skjøtte; forvare, beskytte; forsyne; indpakke. Hid hører maaske: yyre, beskytte, lune. Nfj. (Breimn). Sjeldent. "Veggj´n yyre upp-føre", Væggen luner. "Yyre seg need i Sængja", pakke sig vel ned under Klæderne. Er maaske eet med hyra (ar), forsyne, A. – Hertil: Yyr n. Beskyttelse, se Hyr. – Langt mere udbredt og brugt er det som kjuura (kj^øura, kj^eura, kj^eure): skjøtte, passe paa, forvare, bringe i Sikkerhed, gjemme. VAgder, Sæt. Tel. (?Nissedal). Se hyrda (hyra) A. "D'æ Kar sum kj^øure dæ han he(ve)!" Kvin; Nissedal? "Kj^eura inn ein liiden Hage", danne ved Gjærde en liden Have; Lauvdal. "Kj^eura Apaaln inne", Ma. "Kj^øura H^øus´an mæ Fasgar", Li. "Han kj^eure daa Løen seine ait lite Grann, slær´e paa ait Bo^ur dær o kor", Bjell. "Kj^eura Springvannsstokkn inne mæ Haalm"; Ma. "Du maa kj^eura um H^eusan noge", Ma. "Kj^uyræ kj^eurde seg av innunde Heddeern, kj^eurde seg burt"; SætB. "Han kj^eurde de bort, so ingjen kunna finna de"; Aaserall, SætB. "Heve du kj^eurt ni Takkostn, so han inkji f^uyk av?" belagt Næverdyngen med Stene. "Ja, no æ han væl nikj^eurde"; Sæt. "Eg hev kj^eurt Høytti innunde Skoti"; Sæt. "He du naa kj^øurt deg gott inne? Æ du naa væl innekj^øurd?" indpakket; VAgder. "Dæ laag kj^eurt av innunne Høystaen"; Ma. "D'æ ei ^eUkj^eure, han kj^eurer 'kji um sjave seg"; Sæt. "Eg kj^øurde (og kj^øura) han tee mæ Klæe daa han lae seg"; Kvin. "Gott kjuurd" el. "kjuura", velstaaende = godt innemugga. "jure seg inn, innejurd", pakke sig vel ind; synes brugt i VTel. (Selljor, Moland, Vinje). "kjoore (kjoole?) seg inn", synes brugt i Nedre Tel. "gyrda" har maaske smittet. Hid maaske delvis hyrja. Hertil: hyrden, Hyrding; Uhyrda, en raa hensynsløs uordentlig Person dvs. Uhyrja, Nhl. Shl. og fl.; Ukjyra, Shl. (Stord, Kvinherad, Etne); Ukjyre og Ukjøre, Nedre Tel.; Ukjura, Hard. Ryf. Jæd. Dal. Li. Ma. Rbg. Ned. Bamle, Tel. (Selljor); Ukjoore (og l?), Nedre Tel. (Sauar, Gjerpen); Ukjyle og Ukjøle ("tykke” L), Nedre Tel. (meget udbredt); Ujure, VTel. (Moland, Mo, Vinje, Rauland). Besynderlige er Formerne med kjy, kjø (og kjoo), som ikke sikkert findes i Verbet, der i Formen med kj er indskrænket til Agder. Det meget mere populære Substantiv har i sin Egdske Form bredt sig østover og nordvestover og der er fremkommet Overgangsformer mellem Dialekterne. udenfor Agder er det kun Uhyrja og Ujure som helt tilhører sine Dialekter. Ogsaa Nedre-Telemarks-Formernes "tykke" L peker paa hyrda. Kjuura: hyrda (hirda) = juura : gyrda (girda) = sjuur : styrd (stirdr).