A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

ibraaden adj. lidt smeltet". A. Tel. (Kvits. Sellj. Grandsh.). "Smøre æ ibraae". "Eg va so sveitt, eg va ibraaen".

Ibrot (o') n. = Ibraut. Hall. (Aal, Gol, Nes).

ibugjen (u') adj. = ibogen. Tel.

ibunden adj. 1) ibunden; fastbunden, som Lee paa Skaft. Gbr. 2) oplagt; i Humør, "i Lag". STrondh. (Uppdal). "E æ itt rett iboonde idag". Ogsaa: "'tiboonde", NGbr. (Dovre, Lesja, Lom). "Kor e du t.?" Og: "D'e kje saales 'tiboonde faar me", det falder mig ikke bekvemt.

ibøygd adj. = ibogen. Tel. (Vinje, Raul.).

"Ida (i') f. Hvirvel". A. Ia og Ija, Lof. Vesteraalen; Iia (jia) Vestera.; Ie, Smaal. (Trykstad, Rødenes og fl.); Eea og Eeaa (Fl. Eea og Eeaa), SYNamd. YNdm.; Æ-e, Romsd. (Eid); Eeo (og Eeu), Ndm. Gbr. (Lesja); U-u (og Ue), U (Att-u, Snar-u) og Vu-u, Ork. (Ork. Meddal, Rennbu, Uppdal); Oe (o'#-ö), SGul. NØsterd.; Att-oe, Att-o (o’#-ö), Gul.; "Att-öue", Gul. se Evja; Ödu og Udu, Selbu og Strinda; Vudu, Innh. (Sparbu, Steinkjer). "Du sjir Ee-aann 'taa Fiskja", du seer Hvirvlerne efter Fiskens Bevægelser. – I STrondh. og NØsterd. vil Ida ("Oe, Ue") glide ind
paa Evja, idet det bruges om et stille, noget grundt Parti af en Flod. Jf. ogsa Aa, O.

"ida (i') v.n. (ar), 1) hvirvle". A. Nordl. Sfj. Sogn, Voss, Shl. eea, Helg. Fosn. "Sildi ia aa myyle", danner Hvirvler idet den stikker Næbbet op. "Da ia ratt inn aot Land, naor han datt i". "Da ia tao Fiskjn, før(e) Baotn". "3) myldre". A. eea, Ndm. Namd. "De eea lite Grann, e saag Sillfrøn eea 'tu", der gik smaa Hvirvler, jeg saa Sildeyngelen myldre op igjennem Vandskorpen. aad(d)aa, Strinda, Selbu, Stjør. Gul. – Aad(d)ing f. Hvirvlen, Hvirvel. Gul. Og: Aadaaing.

idag`tidleg adv. tidlig imorges. Østl.

idande adv. 1) myldrende. Sogn. "Iande fullt tao Sild". 2) se iden.

idast (i') v.n. hvirvle = ida. Ndm. (Sunndal). "De eeast paao Vatne 'taao Sillfrøa", der danner sig Hvirvler og Ringe i Vandskorpen efter Sildeyngelen.

"idast (ii) v.n. gide". A. Infinitiv iise (sjelden), Præs. Indik. iis, Imperf. iiste, Perf. har iist, Gbr. (Øyer), Tel. (Bø). Præs. og Imperf. iist, Perf. har iist(a), Helg. iis, iiss og jiis, Østl. Se gitast.

Idekast n. en Bugt eller Sving af en Flod med dertil hørende "Ida". Ryf. Sfj. Je-. G. N. idukast.

"ideleg (ii) adj." A. Ryf. "Kvar iidelege Dag", hver eneste Dag (Skutnes). Ogsaa: "kvar eedelege Dag"; Ryf. (Nærstr.) og fl. "Bare iideli Løngn", lutter Løgn. Søndenfjelds.

iden adj. møisom, slæbesom, tung. Ryf. (Sand, Vikadal og fl.), Shl. (Bremnes). "D'æ so iie aa gaa i Snø´n". "Her æ iie aa dra paa Iis´n". "D'æ iie, detta Arbeie". G. N. idinn, virksom. Ogsaa: "Dæ va so iian(d)es tungt aa roo"; "dæ gjekk so for-iianes seigt". Ryf. Shl.

"idig adj. stræbsom". A. idoge, Sogn (Sogndal og fl.); iuge, iog, iu, Ryf. VAgder; iau, Helg. 2) møisom = iden. Shl. (Bremnes). "Dæ gaar so mykje idigt". iauge, ioge, Ryf. (Karmt). – Idigheit f. Uro = Idka. Vald.

"idka v.n. arbeide, være flittig; "ikka"". A. 2) v.a. og n. om Smerter, Anfægtelser og Meen: vende atter og atter tilbage, yttre sig i gjentagne Eftervirkninger = minna seg; angribe gjengtagende, nage. Nfj. og Sfj.: iike; ISogn og Voss: iikka; Vald.: iikke. "K(v)a æ dæ so iika deg?" "Dæ (da) Slagje, Saare, kjem te iike meg so lengje eg live". "Dæ iika meg att i Hæl´a". "Drikkjn iika'n", Drikkelysten anfægter ("tager") ham igjen; Nfj. Og: "dæ iika paa haanaa mæ Drikkja", d. s. Nfj. "Dæ Slagje kjem te iike attepaa", Nfj. "Da iikka upp atte", Voss. Ogsaa: iike seg, om tilbagevendende Lidelser; Nfj. (Eid). 3) vente med Uro = ottast. ISogn (Aurland og fl.) "E(g) laog aa iikka". Du hadde væl noko te iikka pao". Hid hører foruden de flgg. maaske "Ekkje n. Meen", A.

Idka f. urolig Venten, Frygt for at forsømme = Otte. Vald. Totn, Hadel. Ringerike og fl. "Je laag paa ei Iikke" = "je laag paa ei Ootte". Østl. Sjelden: "ligge mæ Jikke" Ringerike.

idkall adj. fuld af "Idka", ængstelig, urolig. Land, Totn og Hadeland: iikkall.

Idke m. = Idka. Sogn (Aurland), Totn, Hadel. "Eg laog mæ slik Iikkje", Sogn.

idkug (i') adj. 1) sparsommelig med Tiden; flittig, travl = gridug. Hadel. Ringerike. Krødsherad. iikköug, (Kr.), iikku(g), og eekku (eekko). "Han ær saa iikköug paa Tiia". Ogsaa: ink, Rom.; maaske af I(d)n f. 2) bange for at forsømme Øieblikket = idkall. Ringerike. Sjeldnere.

"Idn f. Syssel". A. 2) vedholdende Gjenoptagen af den samme Virksomhed, Utrættelighed. Sdm. "D'æ ei syndige Iin paa dinne Tiggarn!"

idna v.n. (ar og er), være i uafbrudt eensartet Virksomhed; sysle flittigt. Sdm. "Han iina (iinte) mæ (el. paa) dæ same seint aa tile".

idnarlaus adj. blottet for Idn 2); uenergisk, slap. Sdm. (Volden): iinalause. Meddelt.

I-eldre n. Tillægsdyr, Avlsdyr; Rase. Hall. (Gol): 'Ti-ældre ("tykt" ld, rd el. D, + R). "No ska me ælja 'ti dessa Söuidn, so fær (faar) me gøtt Tiældre".

"Ifall m." A. 2) det at falde i eller igjennem (Snee, Iis). Sæt. "Denni Hestn fær kji noko kallegt Ifadd!"

Ifar n. = Iferd. Tel. Hard. "Sko(d)´ne æ for stoore i Ifare".

ifjaag adj. inderlig glad. Li. (Kvin, Fjotl.). Oftest dog "ii fjaag". Se i, adv.

ifjaar hitt Aari, iforfjor. Sæt. Se Fjor.

iflødd adj. som nys har været oversvømmet. Tel. (Grandsh. og fl.). "Aakrn æ iflødd".

frø (ö) dvs. ifraa. Smaal. se fraa.

ifull adj. meget fyldig og solid; næsten vel stor eller tyk; fuld-stor; især om kavledannede Ting. Ndm. Romsd. NGbr. "Skafte, Emne, æ ifullt". "Traa'n æ i." "Gan'e, Ty'e, æ ifullt". "Ifull Hest, Kar". Isl. ífullr noget fuld.

ifullt adv. fuldelig; næsten vel meget. Gbr. (Lesja, Lom, Foldal). "Ifullt mykjy".

Ifylla f. Fyldevom. IMa.: Ifydda.

Igd n. en liden tynd spæd og svag Figur; især om et lidet spædt Barn. ISogn (Aurland og fl.). – igden adj. yderligt spæd. Sogn. – igdande adv. "i. grann" = igden. Sogn, Hard. – Ikt n., iktande adv. d. s. YSogn.

"Igda f. Erle". A. Egd(a) Helg.? "Uveersigda", Vesteraalen. Igde f. Sæt. se Egda. Flog-Igde f. Tel. se Egd. Jf. Igd n.

Igl n. Krat. Ndm. "Bjørke-igl!. Iglskog
m. Kratskov. Ndm. – Iglegraan f. forkrøblet Grantræ. Tel. (Vinje). Om noget vantrevet og smaat overh. Ndm.: Iglgriis m.

"Igle m." A. Igjile, Tel. "2) Leverorm". A. Ndm. 3) Skøier = Igel. Hall. (Gol).

"igrøn adj. grønlig". A. Nhl.

iheldrukken adj. som har drukket sig ihjel. Sæt.

ihengjen adj. paatrængende. Jæd. Li.

ihlje (omtrent saa) dvs. litle. Sdm. Romsd.

ihop-, i Sammens.: ihopa-, Ryf. Jæd.; f. Eks. ihoopatadda adj. om Uld, som er sammenklistret af Skarn. ihope-, Follo; f. Eks. ihoopesökken adj. sammensunken, udmattet. Flere Sammenss.: ihopklembd (VTel)., -kruppen (Tel.Rbg.), -kryppt (Sdm. og fl.), -rusa dvs. gramset sammen (Sæt.), -skrakla, -roota (Trondh.) osv.

ihopkomen adj. 1) sammensat, sammenføiet, bragt istand, lavet. Sæt. Shl. og fl. 2) voksen, bygget. Trondh. "Gott ihoopkomen", velvoksen.

"Ihug m. Uro osv." A. NGbr. (Lesja); Tel. – Ihuge m. d. s., især = Otte, idka. Tel. (Laardal, Rauland, Vinje): Ihu(g)jee (og -ji); SHelg. og Namd.: Ihooga m.; Fosn, Selbu og Gul.: Ihaagaa og Ihaa(gh)waa.

ihuga v.n. (ar), være urolig i Sind; ængstelig grunde paa; ane slemt. Tel. Sæt. "Han gjekk der o ihuga paa de o plaaga seg". G. N. íhuga betænke.

ihuga adj. 1) ængstelig; fuld af uhyggelige Anelser. Tel. Rbg. Li. 2) "ihuga paa", lysten paa, ivrig for (efter). Hall. Rbg. Li. Helg. I Li. ogsa ii huga, se i, adv.

ihugalaus adj. sorgløs; ubekymret. Namd.: ihooga-.

ihugast v.n. være omsorgsfuldt bekymret; omtr. = ihuga. Namd.: ihoogas; Innh.: ihaagaas. "Moor ligg heim' aa ihoogas fär (för) oss".

ike, ikke, se idka. – Ikke, se Idka, Idke.

ikkje pron. n. intet, se ingen. – ikkje adv. ikke, gaar vestenfra til de syd-vestre og de indre Bygder af Vestfold (delvis: Styrvoll, Hedrum, Tjødling, Sandeherad, Andebu, Vivestad og fl.), hvilke derfor kaldes Ikkje-Bygder, og deres Indvaanere Ikkjebusokningar, af befolkningen i de østenfor og nordenfor liggende, i egne Tanker mere kultiverede "Inte-Bygder". Den yngre Slægt i "Inte-Bygderne" som ogsaa i flere Østlandske Byer siger mest "ikke".

iklast (ii) v. iklen adj. se eiklast, eiklen.

Ikorna n. Egern. Ikodna, ISogn (Aurland), Shl. Ryf. Røldal, Dal. (Sokndal, Lund), VAgder; Ikonna, VAgder (Bjelland). Flertal: Ikodn n. (hvilket er Ental i Aurland ved Siden af Ikodna), Sogn, Shl. Ryf., og Ikodner f. Shl. Ryf. Røldal; Ikodna (m.? bestemt "Ikodnan", som "Epla, Eplan", "Farty, Fartyan" af Eple, Farty) og Ikodne f. (bestemt "Ikodnen", som "Øyren" af Øyra), i Dal. og VAgder. Desuten: Ikodnag n. Voss (som "Hydnag"); Ikonne m. Nfj.; Rbg. -i, Tel. (Treungen) -i, G. N. ikorni, m.; Eikodn(?) m. og n. Hard. (Ullensv.), Voss. – Med "Ikorna" jf. Korna, Kraakekorna, Ramnskorna n. – Ordet er, ligesom de tilsvarende i nærliggende Sprog, en Omdannelse af det Græske. Se Grimm: Eichhorn.

Ikornber n. Plante. Majanthemum bifolium = Saudskyrpa, Smaaskyrpa?. Vald.

Ikornkvoda (o') f. blank brunlig Harpiks paa Grantræer. Hall. (Aal, Gol): "Ikaadnkvaa'u" og "Ikødnkvø'u" (og -kvöu). Vel d. s. s. Ikornknapp, A.

Ikornsopp m. Agaricus campestris, og maaske andre Svampe, som bruges til Lokkemad i Egernfælder. Vald.: "Ikødn-"; Gbr.: "Iköynn-".

"Ikt f. Gigt". A. 2) et traadformigt Vanddyr som menes at krybe ind i Fiskernes Hænder og volde Gigt. YSogn. 3) se Igd.

iktande se igd-.

Iktagras n. Geranium sylvaticum. Voss. Andre Steder om andre Planter.

"Il (i') f., plur. Iljar". A. Tel. (Vinje).

"Il (ii) f." A. Vestfold, Tel. "Plogiil".

"Ila f. Kun i Udtrykket: "salt som Iile", Hall. (Gol), el. "som ei Iilæ", Hall. (Aal) dvs. vammel ved en Smule Salthed = saltilen. Jf. ila, ilen.

"ila v. væmmes". A. Dal. Ryf.

"Ila (ii) f. Kilde". A. Vestfold, Busk. Rom. "Iile" er mindre end "Olle", et Væld.

ila (ii) v. (ar), træde eller pible frem, om smaa Vandaarer. Tel. (Lunde). "Vatne kaam ilande fram". Sjelden.

"Ilag n." A. Om Skind-Kile som danner det meste af Overlæderet i "Hudsko". Tel. (Vinje, Kvitseid og fl.). – Ilagskinn n. Skind til "Ilag". Tel.

ilang adj. aflang. Nhl.

"Ilaat n." A. Sogn, Ryf. Rbg. Ma. 2) en af de smaa Maver hos Drøvtyggerne. Nfj.

ilaaten adj. oprømt, "godt i Lag". Ma. (Bjelland).

?Ile (ii) m. = Ilehol. Nfj. (Honndal).

ileine, se aaleine.

"ilen adj." A. 2) kvalmt sød. Tel. (Vinje). 3) som let føler Væmmelse. Til ila. Ryf.

"ilendt adj. n." A. c) om Farvand som synes spærret af land paa alle Kanter. Helg.

ilengd adj. lidende af Hjemvee. Ndm. (Surndal).

ilengja v.a. (er, de), forlænge, udhale. SætB. "Ilængje L^eivi, T^eiæ".

"ilengjast v.n." A. Gbr. Østerd. VAgder, Ndm. Ogsaa: ilængte, Nedre Tel. Ndm. ilængje se v. især om Dyrs Hjemlængsel. NGbr. Ndm. – "Ilestøde n." A. Rom.

Ilevær n. dvs. Elevedr. Vestfold og fl.

Iljeband (i') n. Baand under Fodsaalen "Il", til Fastbinden af Snesokker. Rbg.


iljefatt adj. opadbøiet i Midten af Saalen; om Fødder og Skotøi; om Skier = stigfatt. Tel. (Vinje, Rauland).

"Ilk m. Fodsaale". A. 2) Muskelen under Stortaaen. Østl. (Totn og fl.). 3) = Jark. NGbr. "Stortaailk" "Vehltaailk".

Ilke m. 1) Hvælvet under Foden (Vristen). Oslo (Bærum), Tel. (Laardal). Ikkji, Tel. (Vinje). "Liiten Ikkji", flad Fod: "stoor'e Ikkji", hvælvet Fod. G. N. ilki Fodsaale. Ælke d. s. Smaal. 2) Kanten af Fodbladet = Jark. Vestfold.

"ill adj. slem osv." A. iil, neutr. iilt; NTrondh. SHelg. "Æg took iil Røyn taa di", fik bitter Erfaring deraf. Stjør. "Han bar sæg iilt".

illa v. "De illär i Hälsn", jeg har Halsbrynde. Vestfold, Busk. "Je ællär", jeg føler Kvalme. Smaal. Se elda, igla, ila. – Illing f. Halsbrynde. Vestfold.

"illa (og ille) adv. ilde". A. idla, VLi. (Sirdal, Bakka, Nes); idda, VAgder (øvre Bygder); iddi, Sæt. VTel. (Mol.). 2) kun med Vanskelighed; kun med Nød; neppe. Vestfold, Ma. Jæd. og fl. "Dæ va saa løje, æg fekk idla læ"; Jæd. "Je vart saa sinna, je kunne ille hæle (herda)"; Vestfold.

"illa v.n. tænke ilde om". A. Vald. Ogsa: "Du maa kje ille dæ paa me!" du maa ikke lægge mig det til Last(?). Vald.

illast v.n. vredes". A. Voss, Sogn. "Du ska kje idlast pao da", vredes over det. – ?illjast upp og illja seg upp, hidse sig op. Li. (Fjotland, Nes). Usikkert.

illbeit adj. arrigt afbidende. Sogn. "Adle F^euta æ idlbäitte".

Illbelle n. 1) Person, som kan taale meget ondt (illt); haardfør Person. Trondh. (Bynes). "Han va slikt Illbelle, de beit itt no voont paa'n". 2) ømskindet Person? Ndm. Jf. illbellug.

illbellen adj. som et "Illbelle", haardfør. Trondh. Ndm. (Aure).

illbellug adj. 1) som vanskeligt (ille) taaler; ømskindet = illtolug. Romsd. Ndm. (Øksndal, Stangvik). "Du maa ikkje slaa Hestn min, han e so illbælläu paa Svipo". 2) = illbellen? Romsd. "Han e so feit aa illbælläu, dæ biit ingja Svipe paa 'naa".

illbjergsleg? adj. om Veiret: høist voldsomt, livsfarligt. Ndm. (Aure): "illbjærsle Veer".

illbrynt (yy) adj. med vrede Bryn. Ryf.

Illbya f. opfarende Skjændegjæst. NVTel.

Illbysje n.. stort arrigt Dyr; se Bysje. Ryf. (Saua, Suldal, Nærstrand). Det hedder oftest: "eit Illbysje te Krætur"; men: "eit Illbyste, og Idlabyste, te Kvinnfolk". Ryf.

illdra(ga) v. drage stærkt og vedholdende = niddraga. Smaal. Se ill.

illehuga adj. bekymret, urolig = illhugad A. Voss og fl.: idlahuga.

illelaatesam? adj. klynkende. Hard. (Ullensvang): idlalaoutusamu.

Illelæta f. en altid utilfreds Person; Klymnker, Jamrer. Shl. Se A.

Illelæte n. Bebreidelse; Vantak. Stjør.: Iileet. Og: Iilaat dvs. Ill(e)laat. Stjør.

illeslungen adj. ilde voksen (bygget). Tel.

illetru v.a. mistro. SBerg.: idla- og ill-.

[Illfakter, stygge Fagter. Stjør.: Iilfakti.

Illfletta f. = Fletta (forstærket, se ill); dristig og driftig, rivende Karl. Ma. Tel. "Ei Illfletta te arbeia". Iddeflette, Sæt.

illfjørug adj. urolig og uvel af Forventning eller Venten; oppebiende med Uro = "oottsam". Østerd. (Tynset: illfjøröughw). illfjeeröu(ghw), Østerd. (Tolgen, LElvdal og fl.). – illfjøroll adj. d. s. Østerd. (Tynset). Jf. fjørug.

Illfræna f. Vredesopbrusning, Vredesmod. Vald. (NAurdal): "Dæ took hono äi I.".

illlfysen adj. høist ublid, yderst uhyggelig; om Veiret. Ork. (Meddal).

illgjerast v.n. (gjordest), hidse sig op, oparbeide Vrede = maka Sinne. Li. Rbg. illgjera seg d. s. Li. (Sirdal). (illgjæra, tragte efter at gjøre ondt; Christie; hører vel til gjer(r), illgjerr adj.).

Illgjer(d)sdyr n. Dyr som gjør megen Skade; især om Bjørn. Tel. (Mol.). Peder Claussøn: "Illgjurdsdjur".

illgjersleg adj. om Veir og Folk: meget slem, yderst ublid; ødelæggende = illbjergsleg. Ndm. Sogn. "D'e illjærsle aa vara ute idag"; Ndm. – illjelsle(g) d. s. om Veir. Sogn. Maaske til Gjelg.

illgjerr adj. 1) fuld af indædt Harme; vred, harm og vanskelig at gjøre til Pas. VAgder. "Ho æ saa i. i seg". "Han gjo^ure seg saa illjer(r) o har´e". 2) saa opsat paa (ivrig for, hidsig paa) noget, at ingen Hindringer ændses; ikke krympende sig ved noget; uforsagt, dristig og haardfør = usytande. Ma. (Bjelland, Finnsl.). Mest: illjarr, -järr, -jærr – som Kjarra, Mjalk, Märr. "Han va saa i., han ænst' ikkje ko vundt dæ jo^ure; saa i. o bustaale". Hører vel til gjer(r).

illgjersk adj. ivrig og udholdende; dygtig til at klemme paa; energisk. Namd. Se A., og gjersk.

illglana v.n. glo stivt og vedholdende. Smaal.

Illgrin (ii) n. fugtigkoldt Veir med Snefnug nu og da. Sæt. (^ei). – illgrinen adj. om sligt Veir. Sæt. (^ei).

illhendt adj. klodset med sine Hænder. Vald.

illherdug adj. uforsagt og haardfør; omtr. = hardbalen. Gul. Stjør.: illhælug (og -ee-), og iilhalöu(ghw). Ogsaa: iilhæli (-hali) te klæmm' paa" = illgjersk. Innh. (Beitstad). Vel illherdig.

Illherva f. 1) Fremmanen og Anspænden af alle sine Kræfter; voldsom Energi. Sogn. "Eg läut ta i mæ Illherva". 2) fælt opbrusende Person. Hall. Jf. herva.

"illherveleg adj. voldsom osv." A. 2) med
et ophidset, oprevet (bistert, fælt) Ydre. Sæt. "Han sat so illherveleg o vo^und´e". "Hund´n va i. i Augun". "Han æ gaamaal o skum´e o i.". – illhervelege adv. "Han straik i. vo^undt". Sæt.

illherven adj. fælt ophidset? Nhl.

"Illhug m. Bekymring". A. Ryf. Røldal.

illhuga adj. hidsig paa, ivrig for. Tel. Sæt.

illhuga v.n. (ar), lide af Længsel, særlig Hjemvee. Fosn. "Kua staar aa illhaagaa". – illhaagaas v. d. s. Fosn, Ork. Se A.

illhugsa adj. ilde til Mode; uoplagt. SGbr.

illhugsen adj. 1) sandseløs. Vestfold (Hov). 2) fortumlet, især af Skræk. Rom. Se A.

illhugum adj. ulysten paa et Foretagende; forsagt. Gul. (Aalen), Røros. Sammesteds: "haagaa", adj. dvs. huga.

illhuva (uu) v.n. (er, de) = illhua. Ogsaa: huje af Smerte. Sæt. illhuge, (ar); Tel.

illhyfsen adj. utilpas; særlig: sat i uhyggelig Stemning, ubehagelig berørt. Gbr. (Fron, Vaagaa og fl). Se hyfsen.

illhyra (yy) adj. = illhyfsen. Sogn. Til Hyr.

Illhæror f. plur. løse Haar som er til Meen; f. Eks. i Smør. Tel. Se Hæra.

illkuren adj. utilpas; især efter Rus. Helg.

illkverug? adj. urolig og uvel ved at maatte kaste bort Tid; ivrig for at komme i Gang. Østerd. (Øvre og Yttre Rendal): illkveeröughw (omtrent). Jf. maaske kvera.

Illmilkje m. Dueurt, Epilobium. Totn. Se A. ved Mjølke. – Il(l)mjølkgras n. d. s. Stjør. – Ogsaa: "Ellmynkje", Hedm. (Ringsak); "Ellmyr(k)je", Østerd. (St. E.).

["illpliktug adj." A. 2) vrangvillig, tvær. Stjør. – innplektu adj. altfor forbeholden; tvær. Innh. (Stod).

illramsen adj. meget slap og utilpas, som efter overanstrængende Strabas. Namd. Helg. Se A.

illraud adj. ildrød. Hall. (Gol), Østl. Som: illskarp, illsnøgg osv. – illende rau(d), d. s. Hall. Østl. Og: illane r. Østl.

Illro f. Uro; især = Otte 2). Tel. (Kvitseid, Laardal, Rauland, Vinje, Mo). "Eg hae slik Illroo i meg".

illro adj. urolig. Tel. (Laardal). Sjelden.

"Illrot f. 2)". A. "Faa Illrootee utu æin", faa det Onde med Roden ud af En. NGbr.

illrumsen adj. = illrusken. Vald. (oo). – illrumskjen og illrymskjen, d. s. Gbr. – illrimsen d. s. Sogn, Vald.

illsinna adj. = illsint. Hall. Voss. iilsint, Stjør. – Illsinne n. voldsom Vrede. Li.

"Illska f." A. 3) en pludselig og voldsom noget uforklarlig Sindsrystelse, a) med Gysen = Tverkvekk. VTel. (Mo, Laardal, Rauland, Vinje). b) med Opbrusning og Overilelse = Ras. Ringerike (Krødsherad). 4) = Illherdska. Hall. "Mæ Illsko".

illska v.n. faa en "Illska" el. "Tverkvekk". Tel. (Vinje). – illskast v. d. s. Tel. (Laardal, Rauland).

illska seg (upp) v.n. = illgjerast. VAgder.

"illsken adj." A. Voss, Hard. Shl.

Illsketandr m. yderst arrig Person. Shl.

illskleg adj. og adv. fæl, især for Hørelsen. Hall. "Han skräik so illskle". "Dæ va illskle aa høyre". Se A.

illsmakom adj. ildesmagende. NGbr.: illsmukum; Hall. (A.): illsmuku. Jf. reinsmakom. (Totn, Hedm.).

Illsneisa f. arrig og spydig Person. VAgder.

illstiren adj. krympende sig ved at tage fat = kviden. Nhl. Shl. Se stira.

illsvint adj. = illsnøgg. Hall.

Illtintra f. = Illtandr. Hall.

illtolig (o') adj. som kan taale meget ondt, haardfør. Ma. – illtolug d. s. Li. Sogn, Romsd. – I Ndm. er illtolug = utolug. Se A. Jf. illbellug.

illtrygg adj. utryg, urolig; især = ottefull. NØsterd. – illtryggjen adj. d. s. Østerd. (Tynset, Rendal). Ogsaa om Følelse af Uhygge, Forlegenhed paa fremmed Sted.

Illuve m. = Illur. Tel. (Mol.): Idduvi.

illve(d)rsam adj. uveirslig.

illverkja v.n. (er, te), 1) smerte voldsomt. 2) føle voldsom Smerte. Sæt.

illverkjele(ge) adv. overordentlig. NGbr. "Illværkjele grannt Gaan". "I liiten".

illvesast (ee) v.n. (est, test), føle sig uvel og kraftløs af Gjennemvaadhed og Kulde. Helg. (Bindal, Brønnøy). – illveesin adj. saaledes uvel. Helg. Vel for illvæsast, se væsa, som "lees" dvs. læsa.

illveseleg (ee) adj. om Veir som aldeles magtstjæler En ved sin Væde og Kulde. SHelg. (Bindal). Namd. (Nærøy). "D'æ iilvees(e)le aa vara i Markjee idag". Maaske for "illvæseleg" (illvesast). Jf. dog illvisteleg.

illveslast? v.n. være urolig og uvel af Længsel; stunde saa man er syg. Namd. (Grong): iilvætlas (iilvæhlas?); saaledes meddelt. Jf. (?) veslast.

illvidd adj.: "illveett" n. om Træmaterial som formedelst sin Vækst er vanskeligt at bearbeide. Senja, Vesteraalen.

illviksen adj. forvirret ved høist ubehagelig Overraskelse; yderst forbløffet. Bamle. Jf. forviksen.

illvinsen adj. slem til at kaste, "vinsa" med Hovedet. Om Kjøer og Heste. Ryf.

illvisen (ii) adj. af et arrigt og ondskabsfuldt Gemyt; bidsk; mest om Dyr. Ryf.