A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Jarnkaka f." A. Jødnakaka, Voss, Røldal. Jarbrø, d. s. Helg.

Jarnlapp n. = Hællapp. Sæt.: Jenn-.

jarnskodd adj. med Jernskinner. Hall. og fl.

Jarnstong f. = Jarnspong. Gbr. og fl.

jarnstengt adj. =jarnskodd. Vald. Gbr.: jønn-. – Jarnstenging n. Slæde, som er jarnstengt. Vald. Til stengja, foreg.

Jarp m. = Jarpe. Tel. (Mo, Laardal).

jarra v.n. 1) bevæge sig meget langsomt; gaa smaat og slapt omkring; gaa uden Maal; = arra. Hard. Shl. 2) = subba. Hard. (Kvamm). 3) glo stivt og sløvt eller forvildet omkring sig. Hard. (Ullensvang, Røldal), VTel. (Skafsaa). Maaske er jarra eg. dreie sig frem og tilbage paa en Tap eller Hængsel, Jarre, G. N. hjarri, Lat. cardo (masculus). Jf. G. N. hjarra(ndi). Ligesom G. N. og Isl. hjarri er = Isl. hjara, Nynorsk Jarre og Jare, og som G. N. hjarsi (hjarri) er = Hjare (Tel.) dvs. Hjerne, saaledes turde jara v. 1, med sit "jaaraa", være blot en Form af jarra. jara v. 2, som vel er jadra, "jaira", vil ogsaa let glide sammen med de to andre.

Jarre m. 1) Dørgjænge: a) tapformigt; se Dyrajar(r)e; Grindjar(r)e; Hurdjar(r)e. Shl. Nhl. Nfj. Lidet brugt udenfor Sammensætn. b) = Dumme. Shl. Nhl. Sfj. "Ta Døra taa Jaren"; Sund. c) Gjænge for Gjelgja ("Gøya"). Sæt. (Bykle). G. N. hjarri; hjarragrind. Se jarra v. – 2) En som jarrar; Halvtosse = Jare. Hard.

jarreleg adj. = jaraleg. VTel. (Skafsaa).

jarren adj. = jaren. Ryf. Shl.

Jarrikji, Jarsmogu, se Jord-.

Jarring m. Halvtosse osv. = Jarre. Ryf.

Jartre se Hjartetre.

jarva v.n. og a. (ar), 1) bevæge Kjæverne i rask og voldsom Tygning; rive Mad i sig = glefsa; ogsaa: snappe med Munden = glefsa. Helg. Namd. "Jarv' i seg Mat´n". 2) tale raskt og hvast og ligesom glefsande. Helg. Namd. Maaske omsat af javra; jf. jauvra, javla. Se A. – Jarv m. Slughals. Namd. Dette kunde dog være det maaske hidhørende Rovdyrnavn.

Jarve m. 1) = Jørve dvs. Grushob osv. Sogn (Leikang), Sfj. (Holmedal, Førde). "Snøjarve, Joorjarve". 2) stenet Undergrund, grovere end "Aur". Sogn (Sogndal, Hafslo). Jerve d. s. Hafslo. – Jarvehaug m. grusblandet Stenhob. Sogn. Jf. Jerva, Jorva, Jørve.

Jarviste m. det underste Lag af Hø i Laden. Tel. (Laardal, Høydalsmo, Rauland). For Jard-. Ogsaa Vistur (Tel.). Jf. Viste.

Jas n. se Jase.

Jasageit f. Hare (overh.). Sogn (Lustr).

jasaleg adj. hareagtig; indskrænket og frygtsom. Tel.; SætB.: "jaseleg". Jf. Jos.

Jasalem m. Lem som er Hovedstykket i Harefælde. VTel.: -læme.
Jasaøyra n. 1) Hareøre. 2) "st^uyve Jaseøyru" kommer man til at gjøre naar man ved Fældning (Styving) af et Træ kan hugge fra kun een Side. Sæt.

Jase m. Ophidselse af Sind og Krop, mest som Følge af Skynding; hed Hast; stakaandet Ivrighed; omtr. = Gave, Gjede. Hard. (Kvamm og fl.). "D'æ fælt te Jase du kjæme mæ (eller: i)". Jas n. d. s. Hard. T. Jast, d. s. Jf. jasta, (G)jestr, G. N. jastr; Sv. Dalarne: jäsa, jas = N. esja, asa, æsa; G. T. jesan, gjære.

Jase se Hjasse. – Jase se Jasse.

Jask m. 1) uselvstændig upaalidelig tosset og frivol Person; Stymper; Pjalt. Land, Hall. Tel. Shl. Ryf. Josk (o') f. d. s. Tel. 2) omtr. = Jaale. Hall. 3) yderst forknyt menneskesky næsten halvfjantet Person. Shl. (Etne). Jf. Josk m. se jaska.

jaska v.n. være en "Jask": a) være upaalidelig og frivol i Tale og Adfærd; fare med Fjas. Hall. Tel. Voss, Ryf. "jaska ette", snakke efter. b) gaa for sig selv, sky og umælende. Shl. Jf. jassa, jasla. – Jask n. det at jaska. Jasking f. d. s. – jasken adj. tilbøielig til at jaska (etter); lig en Jask (1, 2, 3). Hall. Shl. Jæd. – jaskutt adj. fuld af Jask n.

Jaskr m. 1) indskrænket svag frygtsom og uselvstændig Person. Tel. Rbg. Bamle. Joskr og Joskre (o') f. d. s. om Kvinde. VTel. Joskree m. nervesvag og frygtsom Person. Tel. (Bø). – jaskreleg adj. lig Jaskr. Tel. Rbg. Se flgg.

jaskra v.n. 1) tee sig som Jaskr. Tel. Rbg. 2) sledske, smidske; omtr. = liskra. Ma. (Grindeim), Tel. (Bø). – jaskren adj. 1) tilbøielig til at jaskra. Tel. Rbg. 2) vrøvlevorn. Shl.

jasla el. jatla v.n. 1) snakke meget, eenstonigt og trættende; pjatte. Ogsaa: snakke efter. Sogn, Hard. og Shl.: jatla; Fosn, Ndm. og Innh.: jahl'. "Jahl' mæ". 2) smaaskjænde = tandra. Sogn. 3) bære sig slapt, sløvt, tosset ad. Hard. Røros. "Hestn staar aa jahle", vil ikke tage i. – Jasl, Jatl, Jahl n. det at jasla, Pjat osv. Jf. jassa (jatta).

jassa v. (ar), være meningsløs i Tale eller (og) Adfærd; pjatte; vrøvle; søle. Tel. Hedm. og fl. "Jasse etter" snakke efter; Tel. "Jasse dæ bort", vrøvle, søle bort; Hedm. Heraf maaske jaska og jasla. – Jass n. det at j. – Jass m. En som jassar. Tel. Hedm.

Jasse m. evne- og viljeløst Menneske; næsten: Halvfjante. Hard. Ryf. Jf. (?) med dette og jassa v. G. N. játsi adj. samtykkende; eller hjassi et fabuløst Dyr (en udlevet Knark)? Jase d. s. Hard. (Ull.).

jassen adj. 1) tilbøielig til at jassa. 2) yderst forknyt og menneskesky; næsten: halvfjantet = jaskren. Shl. (Strand. Skonevik), Ryf.

jasta v.n. (ar), om gjærende Mælk, som deler sig i opflydende skumfyldt Tykmælk og Valle. Tel. (Vinje, Moland). "Mjokkjee jastar upp". – jeste v. d. s. Tel. (Nissedal). Jf. Jase, jost. G. N. jastr Gjær, Isl. jastr Skum paa Mælk. – Est m. Gjær. NGbr. (Lom). Se Gjester A.

jata v. = jatta; G. N. játa. Li. Sæt.

jata v. skjære klodset; hakke. Hard. (Ull. D.).

jatla v. se jasla.

Jatt m. = Jattar. Vestf. Og: "Jattmæ".

"jatta v." A. jakte, Tel. (Raul. Aamotsd.).

jaug og jaag dvs. jau. Stjør. Sjelden.

jauvra v. tygge langsomt og med Møie. Hard: jöuvra; Røldal: jövra. Maaske for javra; jf. jarva, javla.

"javla v.n. tygge". A. Særlig = geivla 2). Oslo. "2) pludre". A. Hard. 3) jaola, famle i Ord, ikke faa det frem. ISogn.

javska? v.n. gumle. Sogn (Lustr): jaoska.

Jav-ær, -æl, -øle, -øre se Gjavyrde.

Jaaband, Jaabændel se Rjaa-.

Jaablom m. en Sumpplante, Parnassia palustris. Tel. (Høydalsmo; Kvitseid; Wille), Vald.? Gbr. (Skaabu)?

Jaak m. en naragtig Tosse. Jaakfyrkja f. d. s. Østerd. (Rendal).

jaaka v. n. snakke med mange Gjentagelser og liden Mening; vrøvle. Voss, Sogn. "Jaoka aa kjaoka". – Jaok n. sligt Vrøvl. – Jaok m., Jaoka f. og Jaokje m. En som jaakar. Voss, Sogn. N. Sv. Diall. jåk, enfoldigt Tal. – Jaakrakk se Rjaa-.

Jaal n. Sluder som vil være morsomt.

Jaale m. = Jaala f. Gbr. Hall. Hard. og fl. Jaal(e)fat n. d. s. Vestfold, Oslo.

jaalen og jaalsken adj. = jaalutt. Hall. Vald.

Jaam m. 1) bleg svag slap og langsom Person; En med liden Livskraft. Nfj. Sdm. 2) se jaama. Nordsv. Diall. jåm, dum träg tafatt Karl; jåma, vara langsam, tafatt; ifølge Bugge (Noreen, Dalmål) sammenhængende med G. N. híma være langsom (Isl. hía give sig god Tid); altsaa for Hjaam; se Hjaame (Sjaami). Jf. joma.

jaama v.n. (ar), stirre sløvt; maabe. Hard. Shl. Sogn. (Wille: "jaamar, er sandsesløs).

"jaama v.n. fjase". A. Hertil: Jaam n. Fjas. Jaam m. Fjaser. Hall. Se foreg.

Jaama f. Larve = Aama. Hard. (Ulvik, Ulls.): "ao". Sammesteds "Aama (ao)" d. s.

Jaame m. forknyt legems- og aandssvag Person; omtr. = Tusling. ØTel. Se Hjaame.

jaamen adj. lig en Jaam 1). Nfj. Ryf.

jaamutt adj. lig en Jaame; legems- og aandssvag. Helg. og Namd.: jaama(a)t.

Jaan m. og n. maabende Tosse. Senja. – jaane v.n. staa raadløst maabende. Senja. – jaanaat adj. lig et Jaan; ogsaaa: jønaat, Lof – jaantug (-öu) d. s. Helg. Salten, Lof. jøntöu d. s. Lof. Vesteraalen. Ihre (Gotland): gjån, narr. Jf. Aane, Haan.

jaangla v.n. gaa slingrende eller svaiende;
gaa og slænge; slentre = slarka. Shl. (Fjellber, Fitja). Vel for jangla, se d.; minder om jongla, jungla. – jaanglutt adj. slingrende i Gang; slentrende. Shl.

jaanglen adj. lang og bøielig; slank og smidig. Ma. – jaangle-greid adj. d. s. Ma. Et Stevord. Hører vel til jangla; Maalet har dog kun sjelden den Lydutvikling.

Jaangr n. tyndt svagt Græs. Hard. (Kv.).

jaangra v.n. omtrent = jaangla, men mest om Syge som til Nød gaar oppe. Shl. (Stord, Fitja).

Jaank n. Ophold i Uveir. Sdm. Se Jank.

jaapa v. n. 1) drive larmende og tosset Spøg; være "gaputt". Jæd. (Haa, Klepp, Høyland). 2) "jaaba mæ æn Kniiv" = feikta, geipa. Jæd. – Jaab n. det at jaaba. Vesterbotten: jåp, småfjollig Person.

Jaase m. sandseløs tosset Person; Halvfjante. – jaasen og jaasutt adj. lig en J. Trondh.

jaasna v.n. fare med Narrestreger; fjase dumt. – Jaasn n. a) det at jaasna; b) En som j. Sogn: ao. jaas(s)a se josa.

Jaatel m. en liden sløv Kniv. Senja (Ibestad, Trones). Og: Jaataal, Senja, Helg.

Jaatt m. uselvstændig Tosse; Halvfjante; omtr. = Tull, Mæhæ. Bamle, Vestfold, Follo, Hedm. Gbr. og fl. "Go-jaatt"; Follo. "Hei-jaatt". jaattutt adj. som en J. Østl. – Jaattling m. = Jaatt. Senja.

Jaatte se Gjota.

Jebba f. kvindelig "Jabb"; se d. Tel.

jeg og jæg pron. jeg. Rom. Se eg.

jeggl, jengl se jangla.

jeldra v.n. sætte høit og løst op; opstylte, opskrue. Rogaland? Maaske for hjeldra, til Hjell. Jf. hildra og (g)jildra 3, (dvs. hjildra, hjeldra?). – jelinke se heilaga.

Jelm m. Klang osv. = Jalm. Tel. (e' og æ).

jelma v.n. = jalma. a) skraale eller brøle med lange og høie Toner. Tel. (Selljor). "Kyri jelmar o routar". b) synge med høie klare lange Toner. Hall. (Gol). "Ho jælma se so fiint at!" c) mjave. Innh. d) tale mjavende, klynkende og halvt articuleret (med Overflod af M-Lyd). NTrondh.: jælm' og jälm' dvs. jalma. Vel flere Ord; jf. Isl. jálma, mjalma, G. N. (Hver)gelmir.

jelmen og -utt adj. klynkende. Innh. Se hj.

Jelv se Hjell. jenka (jænke), se janka.

jeppa v.n. "jeppe paa Geitadn" skræmme Gjederne med Tilraabet jepp, jepp! Hall.

jera (ee) v.a. lægge Gjorder om Kar = gyrda. Dal. (Hæsk.): (d)jeera. Vel for gjerda; jf. gjerdaflaa osv. G. N. gjardari, Bødker. Sammesteds: (d)jera dvs. gera, (d)jææra dvs. gerda.

jeraflaa, -mun, -raust, Jerek se Gjerda-.

Jeraal, Jeroll se Gj-.

Jerk m. raskt Stød, Skup. Hard. (Kvamm). Meddelt. "Han ga Baotn äen Jerk framyve". Maaske fremmed.

"jerma v." A. jarme, Nfj. (Stryn). 2) = garma, traarauta. Hedm. (Vang): jærme.

jerpa v. pludre = jarpa. Helg. Jerperæv f. en Pludrer. Ndm.

Jerva f. Hob af Sne, Grus og Sten, efter Sneskred. Sogn. – Jerve m. se Jarve.

jesta v. gjære. Tel. (Nissedal). Se jasta.

Jeval se Gjavyrde.

jie se hia. jit-jat se gjete-att.

Jinna f. Indvolde. Vesteraalen. Se Gjerne.

Jo m. Maddik = Joe. Ndm.

Jo f., Fl. Joe(r), lang, dyb og smal Revne i Landskabet, i Bjerg el. Jordmark. Sogn (Aurland). Bestemt: "Jo^u´nao", som "Krao´nao". G. N. gjá. Hertil Bjergnavnet "Jo^uanosi" i Aurland, og maaske "Jo^u´næ, Jo^ubergje" i Ulvik i Hard.

Jobb og Jobbe (o') f. Tel. Se Jabb.,

Jodr og Jodre (o') f. Tel. Se Jadr.

jodra (o') v.n. tale famlende el. stottrende; tale uselvstændigt; jatte med; ogsaa: vaase. Ryf. Røldal. "Joddra aa vasa". Jf. Jodr, jadra. – Jodra f. En som jodrar. – Jodring f. det at jodra. – Jodrekopp m. = Jodra f. – jodreleg adj. om Tale som fremkommer famlende og stottrende. Røldal. "Joddralig Røa".

Jogl, jogla, joglen se Jøkl-.

Jok (oo) m. senfærdig Person. Tel. Hall.

"joka v. være tungfør osv.". A. Tel. Sogn.

jokekall, jokkall (o') se jøkulkald.

Jokl, Jokli, Jokletre osv. se Jøkl-.

jokla (oo) v. vælte Maden omkring i Munden; spise uden Appetit eller møisomt. Jook´l og Jooklee m. og Jookle f. En som jooklar. Hall. (Gol), Vald. Jf. jagla (jakla), jakka.

Jokla og Jukla? f. forfængelig og naragtig Tosse. S- og NTrondh.: Jookl'. Jooklhöu n. d. s. dvs. J-hovud. Jf. jakla, jaklen og Jukul.

"Jol f. Jul". A. Jo^ul n. VAgder. G. N. jól, n. pl. "Gott Jo^ul!" Ogsaa: "Gu Jo^ula!" som "Gu Kvella!" Ma. (Øyslebø). "Gott Juul!" YMa. VNed. "Te Joolan" til Jul; bestemt Genetiv Fl. Hall. (ikke: -adn).

Jolaptaa og -eptaa m. dvs. Jolaftan. VAgder.

Joleband n. Juleneg. Hall. og fl.

Jolebisn se Jordbisn.

Jolegraal m. Travlhed lige før Jul. Sogn: J^øulagraol.

Jolegris m. 1) Gris som slagtes til Jul. 2) En som tinger sig ind som enslags fordringsløs Julegjæst mod at overtage det lette da forefaldende Gaardsarbeide (Fodring af Heste, Vandbæren osv.). Tel. (Laardal, Sellj.). "Joolegriisn" skal paa "Stabben" Eldbjørgdag og hans Fedme da undersøges. 2) Snyltegjæst i Julen. Tel. (Rauland). Lignende i Sv. Diall.

Jolekubbe m. Træklods som lægges paa Julebaalet. Gbr. Helg.: Juul-. Eng. yule-log.
Jolekut, Kaprend i Julen; se Kut.

jolen (oo) adj. lang trind og slank, som en "Jol", Angelica. Nfj. Jf. langsløkjen. – jolvaksen d. s. Nfj.

Joleost m. Juleost. "Sæll Juuloostn sin", dvs. forsnakke sig fælt. Stjør.

Joleotta f. den tidlige Morgenstund paa 24de Desember. Hadel. -u-. Solør, Smaal.

Jolerampa f. Ildebefindende efter Julefestens Nydelser. Smaal. "Juulerampe".

Joleskjerka f. Risning paa Juledagsmorgen. SætB. Se Skjerkja, Langfredagsskjerkja.

Joleskjot m. rask Befordring, som i Julen. Ndm.: Juulskjøt.

Joleskoka (o') f. = J.-skjerkja. Helg. Salten og YNamd.: Juulskaako f. defin.

Jolesprila f. Maneleg i Julen, ved hvilken Ens Tilkommende fremmanes. Voss: Jo^ulaspr^eila.

Jolestratt m. udstoppet Juleskræmsel. Shl.

jolla (o') v.n. snakke meget raskt og livligt, men indholdsløst; pludre. Ryf. Røldal. – Jolla f. og Jolle m. en munter og snakkesalig Vaaser- Jolleskap m. og Jollesnakk n. slig Vaasen. Ryf. – julla v., Julla f., Julle m. d. s. Hard. – jullen adj. tilbøielig til at julla. Hard. Jf. olla v.

Jolla (o') f. stort Slagtetrug = Olla. Tel. (Fladdal): "Jolle, Griisjolle".

joma (oo) v.n. (ar), 1) være mat og døsig; = stura, homa (huma). Sogn (Lærdal). "Hestn staor aa jooma aa vil kje eta". 2) famle i Adfærd og Tale; tee sig sløvt. Sogn, Vald. (VSlidre, SAurdal). "Han gjekk dær o jooma o jooma o visste kji ko han vilde". – jomast v.n. d. s. Sdm. – Jom m. En som jomar. Sogn. – jomen adj. udsat for at joma, for Joming f. "Han æ joomen tao se, kann kje snakka rett"; Lærdal. Særlig = homen (humen). Romsd. Sdm. Jf. jaama.

Jome se Rjome. – jomle se jumla.

Jomr (o') f. En som taler med klynkende Stemme. Tel. (Kvitseid): Jaamm´r. Nydannet af jamra?

Jomr m. Kommers som sætter Huset paa Ende; Tummel. Nfj. (Eid, Honndal, Stryn): Joomm´r og Jaamm´r.

jona (oo) v. (ar), fare vildt omkring; især om Kjør som ikke vil lade sig tage til Malkning, men gjækker Malkeren. Røldal. Jf. jana, (g)jøna. – jongle se jungla.

jonkle (oo) v. = honkla. Oslo.

"Jonsok(e)blom m." A. Ma. Ryf.

Jonsok(e)brensla f. = J.-brising. Romsd.

Jonsokebruse m. St.Hans-Buket. YSogn.

Jonsok(e)vake m. selskabeligt Samvær i Natten mellem 23de og 24de Juni. Tel. (Rauland, Høydalsmo, Selljor). "Halle Joonsokvakje". Se Vake m.

"Jonsvoka f." A. Jønsuku, NGbr.

jopa (oo) v. (ar), bære sig tosset og naragtig ad. Sogn. Ogsaa: joopast(o^u), Sogn. – Joopa f. En som jopar. Jf. jaapa.

Jopp (o') m. liden Nar; næsten: liden Fjante. Gbr. (Fron, Øyer, Faaberg). Ofte brugt som Kjæleord til Smaadrenge. Jupp m. d. s. Shl. (?Etne). Juppe m. tosset og høist uanseelig Person. Ndm. (Tingvoll). Jf. Jupling, "Gypling" A. Formerne minde om T. Joppe, Juppe, Ital. giuppa, G. N. hjúpr, uanseelig ærmeløs Vams el. Jakke. (Af Arabisk; Dietz 1, 216).

"Jord f." A. "Te Jæra", til Graven; G. N. til jardar. Ma. (Grindeim, Bjelland). I Sammensætnn. i nogle Ord: Jær(e) i VAgder og fl. – "jorda v." A. jare, Sæt.

Jordarrepel m. Jordstrimmel. Ma. Shl. Ryf. og fl. Er dog ingensteds, selv ikke i Ma., hørt anderledes end som "Jooraræpel". Jf. Repel (Rbg.). G. N. repill Strimmel?

Jordband n. Markens Uskikkethed til Bearbeidelse formedelst Sne og Frosenhed om Vaaren. Shl. Maaske omdannet af G. N. jardbann (-bönn) en Markens eller Veirets Tilstand som umuliggjør Græsning.

Jordbisn n. et af Jordens Vidundere eller Rædsler; noget forfærdeligt. Saaledes forklaret. Tel. (Bø): Joolebiisn. Kunde være Jolebisn (Juleskræmsel), af Jol f.

"Jordbær n." A. Jareber Tel. Rbg. Sæt.; Jarbeer, Selbu, Ork. Ndm.; Jærebeer, VAgder; Jærbær, VAgder, Nhl. Jæl`bær og Jæl'bær, NGbr..

jordbrenna v.n. (brann). "Kjøre saa de jolbrænner", k. saa voldsomt at det gnistrer. Smaal.

Jorddyrkje n. Jordsmon med Hensyn til Dyrkbarhed. Tel. (Vinje, Høydalsmo). "Eit styggt Joordyrkji".

"Jordeple n" A. Jordepleknapp m. Kartoffelplantens Frøhus (Frugt). Li. (Kvin, Fjotland). Ogsaa: Toppeple.

"jordfast adj." A. jarfast, VTel. G. N. jardfastr. – Jordfeim, Jolfeim se Feima.

jordfest adj. = jordfast. Vestfold.

Jordfløyt m. Stykke dyrket Mark; se Fløyt. Tel.: Joorefløyt. Maaske til Joore n.

Jordgjø(de) n. = Jordkynd. Ryf.

Jordgust se Gust.

Jordkast n. Jordspaakastelse = Moldkast. Ring. – jordkasta v. a. kaste Jord paa Lig. Rom.

Jordkjøme n. = Jordkynd. Hall. (Aal).

Jordkynne n. = Jordkynd. Dal.: -kydne.

jordkøyra v. a. bedække med paakjørt Muld, "Jord". Hdm. "Joolkjøre e Myr".

"jordlaus adj. 2) opløftet fra Jorden". A. "Han foor joorlause itte da", han for saa hans Fødder neppe berørte Jorden; Nhl. Voss. "Hestn sprang joorlöust"; Ned. "Springe ja(r)lost" ("tykt"? L), løbe vildt ustyrligt, umanerligt, synes ogsaa at hedde "jä(r)lost", og kunde maaske være gjerdlaust.
Meddelt fra Østerd., hvorfra ogsaa "jarfast (eller järfäst?)" = jordfast.

Jordmaal n. eet Maal Jord. Ndm.

"Jordnot (o') f." A. Jarnot Tel. (Fladdal).

Jordpaakast n. Jordspaakastelse. Oslo.

"Jordrike n." A. 2) Jordbund, Jordsmon. Tel. (Rauland, Vinje): Jarrikji. Eit toongglegt Jarrikji". Oftest i Formlen: "Joor o Jarrikji".

Jordrøyk m. Jrodrøg, Fumaria officinalis. Tel. (Selljor; Wille: "Jorrouk").

"Jordslag n." A. om Lammelse af Legem eller Lemmer. Li. (Eikin).

Jordsmoga (o')? f. Gjerdesmutte, Troglodytes parvulus. Tel. (Ø, Raul. Svein.): Jarsmogu.

jordsmøygja v.a. (er, de). "J. et Baan", stikke et Barn gjennem den Port som en løftet men med begge Ender fasthængende Tørvstrimmel danner, for at frie det fra visse Sygdomme. Hedm. (Ringsak).

Jordspauk n. Opsparkning, Opkradsning el. Oprodning af Jord; som Hønens. Ndm.

Jordstøkk m. Jordskred. Sogn.

jordtung adj. 1) tung som Jord. 2) døsig, mat. Li. (Fjotland). "Eg æ saa jo^urtunge, dæ bli visst anna Veer".

"Jordveg m." A. jarvege, VTel. Sjelden.

Jordvol (o')? m. = Torvvol. VAgder (Kvin, Vanse): Jærvol. – Jærvolkro^ug m. = Torvkrok. Kvin. Vel et *jardvölr.

Jordøydsla f. Ødslen med Jord; ødsel Anvendelse af dyrkbar Mark. Li. (Fjotland). Jo^urøytla.

Jorr (o') m. Iisgruus og Iisnaale ved Frysningens Begyndelse. Tel. (Mo, Vinje, Rauland), Røldal. "Svolljorre i Mjokkjee".

jorra (o') v.n. (ar), om Vædsker: danne "Jorr"; begynde at fryse. Tel.

"jorta (oo) v.n." A örte Hedm. I Selbu omtr.: ærtre. I SGbr. (Faaberg) "örter" Koen, mens Gjeden "joorter". urte NGbr.

Jorva (o') f. Grushob = Jørve. Sogn. (Lærdal). Ogsaa: Jorve m. Lærdal.

Jos (o') f. 1) Hunhare. VTel. Sjelden. 2) Kryster, Kujon. Tel. (Rauland; Wille: Jaas). Til Jase.

Josk (o') m. 1) = Jask m. Sogn (Lærdal). 2) Tosse; især: En som ikke kan tie. Num. Ringerike. – Josk f. = Jask m. Tel.

josken og joskutt adj. = jasken. Sogn.

Joskr f., Joskre f. og m. se Jaskr.

josa (o') v.n. pludre; sludre; vrøvle. Helg. (Alstahaug, Brønnøy, Bindal): jaas(s)a (ikke: jaass'). Jaas(s) n. Vrøvl; jaas(s)aat adj. vrøvlende. NSv. jåsa, pladdra. Det Trøndske "Jaase m." med sin eg. ikke hidhørende Vokal kunde maaske diog være en Omdannelse af et mellemliggende "Jaas(s)aa dvs. Jose (o') m.

jost (oo) adj. om Ost, se gjorst. Tel.

Jua f. se Djuva.

jua v.n. (ar, a og dde), huje; skraale; tude; larme; ogsaa om dump Larm som af et Vandfald, en Folkesværm. Voss, Ryf. Røldal, Dal. VAgder, Rbg. (Smaal. (A.). "Han judde so ein Skrubb"; Dal. "J^øua o skriiga", Li. Jf. hua, sjua. – Ju n. det at jua; Skraal osv. – Jua-Hus n. Hus hvor der tumles. Ryf. – Jua-Leven m. Voss. – Jua-Ve(d)r n. voldsomt Veir. Ryf. – Jue m. En som "juar o rutar", en Tumler, Renommist. Ma. Røldal.

Juba (Jæd.) se Rjupa.

"jubba v.n." A. Sæt. Jf. Strand(d)jubb.

Jufabb, se Fall, Hjulfall.

Jufn, Juftn, se Djufn.

jugga v. bevæge sig sagte og lydløst frem og tilbage. Tel. (Bø). Jf. jukka.