A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

jugla v.n. gaa vrikkende og nikkende i de stærkt udad vendte Knæer. Trondh. (Stjør. Strinda og fl.). – juglbeint og juglen adj. med slige Ben (ikke hjulbenet).

Jukk m. en dvergagtig liden Dreng; en Pog. VTel. (Raul.; Svein.). Jf. Bustejukk, og flg.

Jukk m. Muskelen ved Roden af Stortaaen. Ma. (Bjell. Aaserall), Rbg. (Evje), SætB. Somme Steder ogsaa om Muskelen under Lilletaaen. Jf. Ilk, Jark.

Jukle, jugle-, jukul- se Jøkul.

Jukul m. Tosse. Gul.; (efter A. Larsen).

Jul se Gjord. jula se gyrda, "gjurde".

juldra v.n. om sagte eenstonige Mundlyd: Nynnen, Mumlen, eller en Berusets matte og sløve Snakken, og dl. Tel. (Bø). "Gjætarn sat aa juldra aa saang". – Juldra f. en Halvfjante. Jf. julla.

Julk m. en tung Slusk; en Tølper. Sfj. YSogn, Bergens By. I Värmland: jolk = gosse; ifølge Ihre.

julla, Julla, Julle, Jullen, se jolla.

julra v.n. (ar), gaa med smaa usikkre Bevægelser: rokkende, vraltende, vrikkende, hinkende og dl. Rom. (Fet, Nes). "Hæstn jullrer paa tre Bein". "Slean gikk aa jullre", idet Mederne var ujævne. – julrbeint adj. gaaende usikkert form. syge (ømme) Ben. Rom. Sv. Diall. jullra om Svimlen.

jultra v.n. humpe atsted med voldsomme Bevægelser og ikke ganske liden Fart. Li. (Kvin). "Ho jultra a Gare, sum um Skrubb´n va ett' enn". Sv. Diall. julta, gå liksom haltande. Jf. hultra.

jumla v.n. tygge svagt og langsomt; gumle. Follo, Hadeland, Smaal. og fl.: joomle. "Kua staar aa joomlär aa vil itte ha de". Nord-Sverige: jumla, tugga klent.

"Jungfru", A. 2) = Skaketein. Vald.: Jamfruge. – jumme, jymme se ljoma.

jungla eller jongla v.n. 1) tygge med Anstrængelse paa haarde el. seige Ting, som Been, Steen, Skosaaler; især om Kjøer og Foler. Follo, Smaal. Vestf.; mest: joongle. Ogsaa: tygge med liden Virkning, overh.; gumle. Vestfold. 2) = hongla. Østl.

Jupling m. Grønskolling. Berg. Ndm. Hadel.
Smaal. Jypling, "Gypling" A. Østl. (fl. St.); Jøpling, Tel. Vestfold, og fl.; Jipling, Rom. (Eidsvoll); Jympling, Dal. Jæd. Jf. Jopp. – Jupp, Juppe se Jopp.

Jur (uu)? f. en mørk søile-, tap-, eller poseformig Skymasse eller Masse af Nedbær (Regn, Hagl el. Snee) som udgaar fra en overliggende Banke. Bestemt: Juur´a Oftere: Juure, bestemt Juu`raa. Sdm. (omtrent hele), Romsd. (Aukra, Vestnes, Veøy). "Eelsjuur og Eeljuure, Havjuure, Regnjuure, Snjøvjuure, Veirjuure". "Han sete tee (eller upp) ei bra Juur(e) dær". "Vest i Juurinne (-enne)". "Dæ høgna mæ Juurinne", Regnsøilen løfter sig. "Sjeer du kor han set tee mæ 'sa Juur´enn!" Romsd. "Dæ kjem te blaase utu(r) 'sa Juurenn!" "Han blæs unda Juurenn". "Han bli sterk mæ Juurenn!" – "Juure" kunde maaske være Juvra dvs. Yverkjød, kaldet saa formedelst Pose-Formen. Man "Juur" ikke; Ju(v)r n. er "Yver" der ogsaa. Ordets Brugere synes for Resten ikke at have den Forestilling. Det tør være sammengledet af Juvra (Juvr) med Gyrding "Jyring", se d.; ogsaa Ur n. og Juure, Juur dvs. Gygr kunde tænkes at have medvirket.

Jur (u') n. se Gur.

Jur (uu) n. et lidet forsvars- og hjælpeløst Væsen; en liden Stakkel; om et lidet Barn, et moderløst Lam og dl. "Eit stakkars liite Juur". Gbr. (Sel, Vaagaa, Lesja). Gjør Indtryk af at være ældre D. Djur (Dyr), brugt fra først af kjælende.

Juri, Juli se Gyrde.

"jurla v.n." A. Nfj. YSogn.

Jurul m. se Jørul.

"juska v.n. bruge en fremmed Udtale". A. Tel. (Wille): "juskar, taler Dansk med Kadanse"). 2) snakke utydeligt, – hviskende, meningsløst og dl. Salten. 3) lyve saa smaat. Nhl. Ryf. Røldal, Nfj. Jf. jyska, ljuska. 4) fuske, gjøre daarligt Arbeide = juksa. – ?Juske f. et Jydefruntimmer, Tel. (?Kun hos Wille).

justa v.n. (ar), 1) trippe afsted; især: rende i Ærender. Hall. (Aal). "Du lyt juste sy Gal´n". 2) gaa raskt og taktfast. Hall. (Gol). Maaske fremmed. Jf. Eng. (Fr.) to just rende et Dystrend. – Just m. et Rend, osv. – Justing f. Renden osv.

juste v. være revsende efter En. Østl.; NGbr.: "juste eette". Jf. husta, kusta; foreg.

juta (uu) v. (ar), binde Kornbaand paa Dansk Maner, med kun een Straalængde i "Bendelen"; ogsaa jutebinde, modsat "Bendebinde". Tel. Se flgg.

juta v.n. (ar) = skrona; lyve voldsomt uden Fordring paa at troes. Sdm. juteljuge, d. s. Sdm. Juteljugar m., Jutelygn f. Og: "Ei Juta Lygn", en umulig Løgnhistorie. Sogn. Jf. flg.

Jute m. 1) = Jøtul. Tel. (Bø, Lunde). Jøtul hedder ellers i ØTel.: "Jutul". "Dæ hell saa længje som Juten heelt Merra", sigter vel til en gammel "Soga". 2) Nar, Gjæk, Tosse, Klodrian; ogsaa Tølper. Ork. Strinda, Gul. Selbu. "Narre 'tu Bane Juutin", narre en Troskyldig saa længe til han blir mistænksom. "Han ska vel ut aa spræng' 'tu se Juutin", han skal vel slaa Gjækken løs. "Han sleft' Juutin 'taa sæg", han viste sig som den Tølper han er; Ork. "Juutin tæ(k) dæg", siges spottende til en Tølper. 3) ordgydende Tølper; Storskryder; grov "Skronemakar". Stjør. Gul. Ork. Namd. Sdm. Nfj. "Kjeftjute, Tevljute". Ogsaa: Tevl-jutil. NTrond.

"Jute m. Jyde", A. 2) Dansk Mand, overh.; som i Sv. Ma. og fl., tildels: J^eude.

ju(v)rmykja (y') adj. f. med stort Yver. Sdm.

jygla v.n. og a. føre upaalidelig Tale: fjase, rose overdrevent, forrose; ogsaa: rose op i Øinene, smigre = gjøla. Tel. Røldal, Voss. "Han jyglar de upp; jyglar o rør". "Jygla fy ein". Jf. jugla. – jyglen adj. tilbøielig til at jygla, til Jygl n. eller Jygling f.

jyksa v.a. (er, te), opskræmme = kvekkja. Hard. Shl. – jyksen adj. let at skræmme; sky. Hard. Shl.

jykst adj. (part.) forfærdet; forbauset. Shl.

jyla (yy) v.n. (ar; og er, te), være oppe i Utide uden at mægte at gjøre noget effektivt Arbeide. Shl. (Fitja). "Dei sat aa jyyla oppe heila Naattæ". "Kva æ du jyyle ette, so tiile?".

jympa v.a. kaste omkring, slænge, vippe = vinsa. Ryf. Dal. "Eg ska jympa deg, din Jympling!" – Jympling se Jupling.

jypsa se gyfsa. – Jyrfsle se Dyrfsl.

Jyrva f. vaad Grusmasse; især en Blanding af Snee og Jord (efter Skred), som ikke er saa blød at den flyder ud i vandret Lag (Gyrma). Hard. (Kvamm). Jf. Jorva; Gyrva, A.

jysk adj. om Hest: vælig, ustyrlig. Shl. (Skonevik, Etne, Fjellber). "Jysk aa moorsk". "Kunde I saa vel paa jysken Hest udride?" Omkvæd til en Hemingsvise, optegnet af Jørgen Moe. Jf. jyksa, jyksen.

jyska v.n. (ar) = skrona, juska. Romsd. Ndm. Innh. "Han jyska aa lyge". – ljuska d. s. Nhl. (Haus). Dette er maaske under Indvirkning fra ljuga, en Dannelse som ljystre (Sfj.) for jystre, se gystra.

Jæbba? f. stor Gjerning, Velgjerning = Gjøla. ØTel. (Bø, Heiddal). Kun ironiskt brugt. "Dæ va ei Jæbbe du gjoole mæ dæ!" "Dæ va(r) a stoor Jæbba!" Gjæva?

Jæktesiglar m. En som fører el. farer (seiler) med Jækt (Jagt). Jæktefarar d. s.

Jæle, se Gjerde. – Jælm, jælma se Hj-.

Jælv n. = Hjell, se d. Nordl. (Ofoten).

Jæm, se Gjæm. – jæm-, jæmn se jam-.

Jæmm, Jærm se Mjødm.
Jæpa f. dvask og tvær Sluske. Nfj. (Davik, Gloppen): "Jæpe". – jætna se gjerna.

"jærkjæl (?) adj. kjælen, ømskindet". A. jærrkjæl(l), Rom. (Nes, Gjerdrum). (Wille: jarkjælen, utaalig, kjælen).

Jæreber, Jærvol se Jord-.

?Jæring m. aarsgammelt Dyr. NGbr. Jf. Trijjæring, Tre-j., Tvejjæring. Usikkert.

jæs, jæsna, se gj. – jævlas, jævr-, se geiv-.

jø se Tjo. – Jødde se Gjedda.

jøgr (øø) adj. med en hovmodig Holdning, selvbehagelig, omtr. = kjerren, kry. Senja, Vesteraalen, Helg. Jøg, SHelg. (Bindal). Til gag? G. N. gægjast (gœgjast?), strække sig (Halsen) frem for at naa eller see.

Jøkl n. Iisslag = Jak. Rbg. og VAgder: Jokl (o'), Jogl; Jogl´l m. Li. – Jogle m. d. s. Ma. (Holum). – Hedder Tjakk´l, "Kjak´l", Ringerike og fl. Se Jakel; Jøkul.

jøkla v.n. regne med Iisslag "Jøkl" = jaka. Rbg. og VAgder: jokla (o'), jogle.

Jøkle m. 1) Iistap = Jøkul. Rbg. VAgder. "Jokli, Svalljokli, Jogle" (o'); Jukle m. Hard. og fl. 2) se Jøkl. 3) = Jøklevid. Rbg. (Aamlid).

Jøklefall n. = Ising, se A. Rbg. og VAgder: Joklefall, Jogle-, Joklefadd (o'); Dal.: Juglefadl (u'), Joogel-, Jugel-.

Jøkleform f. Masse af løsnet og sammenstablet Iis el. Snee som Elven fører med sig. Hall. (Aal, Nes): Juklefaarm og -førm. Se Form, Farm.

Jøklelaup n. Iisbelæg paa Tømmer, Stene og dl. VTel.: Jokleloup. – "jokleloupen (adj.) Bjalkji", iisbelagt B.

jøklen adj. 1) belagt med Iisskorpe. ØRbg. "Ein joklen Bjalkji". 2) se Jøkletre.

Jøkleræs n. Iisskred, Lavine. Nfj. Sfj.: Ju-.

Jøkleskot (o') n. 1) Iisskorpe som frosne Ting skyder i Vand = Isskjold; Iisskorpe overh. Nhl. og Hard.: Jokleskot; Ullensvang i Hard.: Juklaskot og Jukulskot. 2) Jøklefall. SBerg.

jøkleskoten (o') adj. belagt med "Jøkleskot", Nhl. (O'). jukulskoten (og jukel-), Voss. Hard. (Ulvik).

Jøkletre n. et krumt Træ som paa Krumningens ydre Side (den konvekse, "kuve") har et meget haardt og sprødt Ved, som springer itu under Øksen: Jøklevid m. Rbg. Sæt. og Ma.: Jokletree, -vi`e, -vee. Veden hedder ogsaa: Jokli m. Rbg. (Aamlid); Jogl m. VNed.; Juglevee (u'), Dal. – Joklefure f. en Fyrr med slig Ved. Rbg. Ma. (Otrnes: "Joglefure". – jøklen adj. "Ei joglen Fur(r)e"; "joglen Vee. VNed.

"Jøkul (ø') m. Iistap". A. Jokule og -i (o') VTel. og Rbg. (Aamlid); Jokel og Jogel (o'), VAgder; Jokedl (o'), Nhl. (Eksing.), Sogn (Vik); Jookedl og Jukedl, ISogn; Jukudl, Voss; Jogedl, Jugedl, Rogaland; Iis-kjukul, Ndm. (Tingvoll); Iiskjukl, -kjookkel, Vald. Vestf. (Hov, Lier), Iiskjukling, Vestfold; Ljokedl, Nhl., se gystra, Jakel. 3) Iislag; Iis. Nfj. (Gloppen). "Vatne fröus te Jukel paa Ljaa´n". 4) særlig: opsvulmet Iislag paa Marken = Svell. Sfj. (Førde): Jukel. Jf. Jakel, Jake, Jak.

Jøkulis m. = Jøkl. Jokeliis (o'), Nhl.?

"jøkulkald adj. iiskold". A. jokukalle, jokkalle og jokande kalle (o'), VTel.; jokekalle (o'), Sæt. jukkene kæll, ØTel. (Nes).

jøkulleg adj. iiskold. Sfj. (Førde): jukele.

Jøle, se Gjerde. – jømm(e), se ljoma.

jøna, jønnig adv. se gjerna.

Jønnøy f. Reinfan. Innh. (Stod, Beistad).

Jønstr, jønstra, se Gjønstr.

Jørul m. En som stirrer sandseløst el. sløvt omkring sig; ørkesløs Person; Maaber. Tel. (Tinn). Jurul, Tel. (Tuddal, Grandsherad, Bø). Maaske til jara, stirre.

"jørve m." A. Jørve f. SGbr.

"Jøtul (ø') m." A. Jutul, Nedre Tel. Trondh. Ndm. Jutul, Tel. (Treungen). Jf. Jute, Jutil. 2) grov og indskrænket Kjæmpe af en Karl. Stjør. Ndm. Romsd.: Jutul. 3) = Tumsing. Tel. (Treungen).

Jøtulstein m. stor Sten paa Bjergtop. Hall. (Aal): Jutulstein og Juslestein (Juhle-).

jøyla se gøyla.

K.
K, Bogstav. Kj, og K foran e, æ, ø, i, y, ei og øy lyder i en stor Deel – maaske den større Deel – af Landet omtrent som tkj; saaledes almindeligst i Vest og meget udbredt i Nord og Øst (Sigdal, Odal og m. fl.). Forskjel i Lyd mellem oprindelig kj (Kjos) og tj (Tjov) findes neppe nogensteds nu. I nogle faa Tilfælde har K foran de linde Vokaler en Lyd imellem K og Kj, i Regelen meget nærmere det første: a) i Lokke- og Skræmme-tilraabene: "kille, kiss, (kissalt, kissebann)" og "kyss", næsten overalt hvor de bruges; se A. b) i Infinitiv- og Præsensformer af endel stærke Verber. Saaledes: "skæra" (og "skeera") dvs. G. N. skera, og især "skeer" og "skær" dvs. skerr i Namd. og Innh.; skek´r (skeek, skæk, skæk´r) dvs. skekr og "skev´r" (osv.)
dvs. skefr, mange Steder i Trondh. og Østl. (Rom. Hedm. SØsterd. og fl.); "skyte" og "skøte" dvs. skjóta; desuten i "skøyt" og "skøt" (sköt) dvs. skaut, "skyve, skøyv" og dl. i sydøstlige Egne (Dele af SØsterd. Solør, Smaal. og fl.). Se G.

kabakleg adj. og adv. ubekvem(t); bagvendt; forkeert = avbakleg. Helg. Maaske for kav-.

"kabba v.a." A. kabba av, gjøre Ende paa. Li. – "kabbe v.n. falde". A. Særlig: falde i Barselsæng. Hall.

"Kabbe m. Træ-Stump". A. Oslo, Totn, Land, Hedm. 4) = kavle. Stjør.: "Kabb".

Kabresta f. Ost som flyder op paa Vallen ved Begyndelsen af dens Indkogning til "Brim". Sogn (Aurland). Se A. Maaske til Kav n. og bresta.

kabyksa v.n. (er, te), gallopere. Jæd. (Hetland og fl.). – kabyksla v. d. s. Hetland. Maaske for kav-.

kadda v.n. (ar), bevæge sig raskt henad en Flade. Hall. (Aal, Gol, Nes). "Guut´n kadda i Veg´n, kadda tee". "Baat´n kadda burtaavr Vatne".

"kaft adj. n. travlt". A. 2) adv. noget vel ivrigt. "Ta da kaft". SHelg.

"Kag n. Blik". A. 2) Sygdom paaført ved Ellefolkets (onde) Øie. Jf. Elsk. Nfj. (Honndal). "Dæ æ kome Kag aavr Bane". 3) Udsigt, Udsigtssted; omtrent = Leite. Li. (Hægeb. Kvin, Fjotl.). "Uppaa dæ Kage".

"kaga v.n. kige". A. Li. Ryf. Nfj.

kaga v.a. (ar), agte, skjøtte, ændse = ansa, vyrda. Nfj. (Davik, Eid, Gloppen, Innvik, Honndal). "Eg vil kje kage dæ (da) meir" = "vyrje". "Eg ha kje kaga dæ noke". "Du skulde kje kage noke slikt før mi Skuld". Ogsaa: "kage paa dæ" = ansa. Nfj. (Honndal, Innvik), Sdm. (Hjørungfjord). "Vei´n æ paakaga", paabegyndt saa smaat. Væsentlig eet med d. foreg.

"Kage m. lav Busk". A. Romsd.: Kaje (Einkaje, Haarkaje); NSmaal.: Kaga (Einärkaga) og Kaie (Enekaie; i Trykstad). Kave, Ndm. (Einkave); Sogn i: "Haarkave"; Kaavaa, Gbr. (Skjaak). Ogsaa Kare og Karre; se disse.

kageleg adj. tilbøielig til at kige, "kaga", til Kaging (haardt G) f. Kigen. Sæt.

Kagg m. Knag paa Leeskaft = Kakk. Hall. (Gol): "Ørvekagg". Jf. G. N. köggull yderste Fingerled.

kagga v.a. = bryna (en Lee). Vald. (Vang).

kagga v. 1) blive stormavet; især om Svangre. Østl. (Smaal. og fl.). 2) proppe med Mad.

kagga adj. stormavet; proppet med Mad.

"Kagge m. 4) Stabel". A. Land, Hadeland.

kaggen adj. 1) stormavet; til Kagge. Land, Birid, Smaal. 2) om Træer: busket; med korte stive noget løvrige Grene = kjerren. Sogn (Lustr). Jf. ogsaa Kage.

Kagging f. 1) = Bryning. Vald. 2) = Kvetja, Slip. Vald.

[Kaie. "I full Kaie", "i kaiene Sprang" dvs. i fuld Fart. Smaal. Vel F. carrière.

"Kaka f. Kage". A. Kaku, Rom. Follo, Smaal. Nedre Tel. Num. Hall. STrondh. (Strinda, Gul. Uppdal), Gbr. Stjør.; Kako, Namd. (Nærøy og fl.); Kak', Stjør. Ndm. Namd. Se Gatu, Skatu, Va'o. "Kaku" og "Köko" i Nordsvenske ("Norske", Lundell) Diall. "Koma paa Kakedne", bli svanger, om Pige. SShl. – Kakubryne n. 1) Afdeling af en med Kakuknot (m. se Knot) inddelt Kage. Hall. 2) Skive Brød. Num. Se Bryne. – Kakunu m. "Nu" som er Deigtrug. Rom.

"kaka v.n. (ar)". A. 2) lægge sig i Lag eller Kager. VAgder. "Skoddæ kaka paa Heian". kaka seg d. s. VAgder. 3) kludre; famle; ogsaa: kjæle. Voss. "Kaka mæ äit Arbäi". Jf. koka.

Kakk m. 1) Næb. Gul. Ork. Ndm. Vel til kakka. 2) Næse. STrondh. Mere udbredt i: "faa paa Kakkn (Kakkjn) sin", faa paa Næbbet, blive tugtet eller afbidt; "gje(va) ein paa Kakkn"; Gbr. Hedm. Rog. Gul. 3) Knag eller fremspringende Haandtag. Hedm. Totn. F. Eks. paa Leeskaft = Kagg; paa Ard "Alkakk". 4) lidet Traadnøgle. Stjør. Strinda. Jf. G. N. kökkr, Gen. kakkar, Klump; D. Diall. kakk dvs. kind.

"Kakk m. lidet Trækar". A. Ndm. Senja.

kakka v.a. (ar), drysse. Hall. "Kakke Mjøl neepaa Søe". Vel eet med "kakka" banke, A. kakka synes flere Steder = hakka, hakla, kakla.

Kakkenyn f. og n. = Hakkenyn. Ndm. STrondh. Namd. Jf. Kakk, Næb.

Kak`ker f. Trækar til at malke i. Østerd. (Aamot). Kak`kir, Hedm. (Furnes, Løyten). Jf. Kakk. (Skulir f.; eg. Fl. af Skul).

"Kakkespjot, Hakkespætte". A. Kakkspjøt m. NTrondh. (Frosta); Krakkspjøt, Fosn (Ørland); Krasspjøt, Indr.; Kakkspætt (og Hakk-), NGbr. "Kakkspett", Jemtland.

Kakla f. Bjelde med hvas Lyd. Innh.

kakla v.n. hakke, banke; saaledes: a) om kortskridtet klapprende Gang især i Træsko; b) om hakkende lidet virksom Roen. Ndm. Til kakka. Jf. hakla.

kaklast v. recip. kjævles. Ryf. Dal. (Eikers.).

Kaks m. (og n.) 1) Stød, Dunk. Sfj. SBerg. "Han datt aa fekk seg ein goo Kaks". 2) liden Bratning i en for Resten jævn Skraaning, f. Eks. i en Agebakke; omtrent = Dump. Nhl. (Ask, Hamre, Oos og fl.). 3) stivsindet og steil Person. Hard. Nhl. 4) mægtig Mand = Kakse. Hard. Nhl.

kaksa v.n. (ar), 1) hakke; hugge el. skjære klodset. Ryf. 2) daske, dunke til En. "k. tee ein". Nhl. Shl. Sfj. ogsaa: kjaksa. Til kakka.

kakse m. 1) en underlig, uberegnelig, umedgjørlig Person; en Særling. Shl. Ryf. "Ein løyen Kakse". 2) En som gjerne udtrykker
sig spøgende (humoristiskt, ironiskt); ikke ondskabsfuldt som "Flæp". Sæt.

kakseleg adj. lig en Kakse. Sæt.

kaksne, se kaskjen.

Kakusta(d) m. = Kakestad. NGbr.

Kal n. surt eller lidt raaddent Ved inde i en Stamme. Ndm. – Kalraand f. Rand af "Kal" i et Træ. Ndm.: -raann. Jf. Kale, Kalv; D. Dial. Kall, Kal, omtr. d. s. – Kal-ve se Kalvvid. – kalveett adj. bestaaende af el. fuld af Kal el. Kal-vid. NGbr. "Bjørkjee æ k.". – Kal se Kard og Karda.

"kald adj. kold". A. kal m. og f., kalt (langt A) n. SGbr. og fl. käild og kæild NGbr. og fl. "Kumpe o Kage sede ein Mann paa kallan (accus.) Klage"; Dal. 4) frastødende, uhyggelig; omtr. = kaldsleg, kjøleleg, kjølen. Ein kald´e Fant". "Ein kald´e Hjelm". Sogn, Nfj. Gbr. G. N. kaldr fordærvelig osv. (som i Ældre D. og Engelsk).

kalda v.n. (ar), blive kold, om Luften. Smaal.: "källe". G. N. kalda. – kaldast d. s. Totn. "Dæ källes paa te Kvella". – kaldna v. d. s. Smaal. "källne".

Kal(d)aa(d)r f. Kilde. Østerd.

Kaldbit (ii) m. = -bitel. Sæt. Hall. Voss, Gbr.

kaldbrest m. Brist i Is i Kulde. Sogn.

kaldfisa (ii) v.n. blæse ind i Ilden uden at faa det til at flamme op. Hall. (Gol). Se fisa.

kaldflø v.n. (r, dde). "Elva kallflø(r)", naar isdannelse, særlig opskydende Bundis (Or), dæmmer op og volder Flom. Stjør.

Kaldgaara f. Kuldegysning der gaar ligesom stribevis henad En, især efter Strabadser. NTrondh. (Stjør og fl.): "Källgaar". – kaldgaarutt adj. lidende af Kaldgaaror, "kæilde Gaaro" (Gbr.). Stjør.

Kaldglya f. tyndt overskyet og fugtig-kold Luft. ISogn. – kaldglyen adj. = graakald.

kaldgnæ(d)e m. tørt og koldt, vindigt Veir. Agder. – kaldgnæ(d)en adj. Se Gnæe.

Kaldgova (o') f. Frostrøg. NTrondh.: Kallgovo (oo).

Kaldgraut m. kold Grød som egen Ret. Udbredt.

kaldgrisa (ii) v. (er, te) = kaldflira. Tel.

kaldgrylen adj. = graakald. Ryf.

kaldgrysjen adj kuldegysende. Gbr.

kaldgrælen adj. = graakald, og lidt vindig. Gbr. Nfj. og fl.

kaldgufs (u') f. (m.) koldt Vindpust. Trondh.

Kaldgul (u') m. svag kold Luftning. Dal.

Kaldgust (u') f. (m.?), 1) koldt Vindpust. Voss, Sogn. 2) = Kaldhjelm. Voss, Sogn.

Kaldgysja f. kold Uveirsbyge. Hall. (Nes).

kaldhisken adj. = graakald, indtil Gysen. Sogn, Sfj. Ofte: kaldiskjen.

"Kaldhjelm m." A. Nfj. = Bæv, Bøv.

Kaldhuru f. se hura v.

kaldhusken adj. = kaldhisken. Ndm. Romsd.

kaldhustren adj. kuldegysende. Stjør.

kaldhyrren adj. = graakald. VNed.

Kaldhæsa f. Tørke af langvarig kold Blæst. Shl. Ma. Rbg. Tel. – kaldhæsa v.

Kaldkjøl m. fugtig Kulde. Sogn (Borgund). – "kaldkjølen adj." A. Sogn.

"Kaldkjelda f." A. Kalkjøle, Østerd.

kaldklok adj. følesløst klog. Tel. (Selljor).

kaldkløkkjen adj. = kaldhisken. Ndm.

kaldkræma f. Sneens Klamhed og Vedhænge,"Kræma", naar den efter Kulde begynder saa smaat at blive "kram". Ryf.

kaldlæja v. lee en "Kaldelaatt". Hall.

Kaldlægt m. = Kaldelaatt. Hall.

kaldnyggjen adj. = kaldsnækjen. SGbr.

Kaldoe m. = Kaldyl. Li. (Hægebostad).

kaldruggen adj. = kaldhisken. VAgder. Mest: "-ruggjen". Til rugga, ruggen, ryggja. – kallryggen d. s. Smaal.

kaldruklen adj. om Luft: noget "graakald" uden at være uveirslig. Stjør.

Kaldrøyk m. kold Damp af Jorden. Shl.

kaldrøykja v. suge paa en utændt Tobakspibe. Udbredt.

kaldsam adj. 1) = kaldvoren. 2) frastødende. Gul. (Ogsaa Christie).

kaldskratta v. lee koldt eller unaturligt.

kaldslaa v.a. kuldslaa. Shl.

kaldsmida v. smede (Jern) koldt. Hall.

kaldsnaulen og -snauren adj. om Luft: ubehagelig for Følelsen ved kold Fugtighed og Vindighed. Ryf. (Karmt).

kaldsnikjen adj. 1) = kaldsnaulen. Li. (Hægebostad: i'); Ma. (Valle: "kallsneejen"). 2) frastødende = kald 4. Innh. "En kallsniikje Mann". Se flgg.

kaldsnoken (oo) adj. = kaldsnaulen. Gbr.

kaldsnuggjen adj. = kaldsnaulen. Ryf. Dal.

"kaldsnækjen adj." A. Nfj. Shl. Til Snaak, kold Luftstrøm. Jf. med de foreg. og Snik = Snæk, Snugg, Snok. 2) frastødende = kald. Innh.

"Kaldspyta f." A. Tel. (Vinje).

Kaldstjerna f. Planeten Saturn. Gbr. (Vaagaa). "Kæillsjæinna frøyse ihæl Köynne derest Lesja, – aa ja derest Vaagaa öu".

kaldtokka adj. frastødende; uhyggelig; som der er "Kaldtokke" (Sogn) ved. NGbr. "Ein kæilltaakka Kar".

kaldtrætta v. kjævles uden synlig Hidsighed. Tel. Østl.

Kaldul (u') 1) svag Strøm af kold og fugtig Luft. Sogn (Flaam). "Da staor äen Kaldul frao Bræen". 2) Se Kaldyl.

kaldvaska v. vaske med koldt Vand. Oslo.