A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Kjeftbrota (o') f. Buldrer, Skjændegjest. Tel.: -brotu.

Kjeftbruk (u') n. Brug af Munden, især til Snak og Kjævl. Gbr. og fl.

Kjeftdengja f. En som jævnlig seirer i Mundhuggeri. Hall.: Kjaftedængji.

kjeftfim (i') adj. med en flydende Tunge; næsten: veltalende. Hard. (Ulls.): (t)kjaaftfime (-eeme). kjaftferm, d. s. Hard.

Kjeftgjengja f. Kjæveled. Rbg. (Aamlid): Kjeftgjængjune, f. pl. defin.

Kjefthake m. disputersyg person. Hall. (Nes, Gol): Kjafthakji.

Kjefthus n. Sagfører. I Spøg. Østl.

kjeftig adj. = kjeftram. Ndm.

Kjeftjute m. Storskryder. Gul. Røros.

kjeftkaat adj. kaadmundet. Vald.: kjaft-.

Kjeftloka (o') f. En som lukker, stopper, Munden paa Folk; = Maalbindar. Hall. (Aal, Nes). Kjaftelaaku og -løku.

Kjeftnøyta f. En som forstaar at tale for sig. Gbr. Kjeftnøyte n. d. s. Gbr. (Øyer).

Kjeftriva (i') f. En som er oplagt og dygtig til at mundhugges. Gbr. (Øyer): -reevo.

kjeftriven adj. lig en K.-riva. Gbr. (Øyer): -rivi.

Kjeftrøyta f. = K.-riva. Vald.: Kjaftraayte.

Kjeftskavl m. Ordgyder; tildels = K.-nøyta. Senja, Vesteraalen. Skavl dvs. Skavejern. – Kjeftskora (o') f. d. s. ØTel.: -skoru; N- og SGbr.: -skooroo. – Kjeftslita (i') f. omtrent d. s. Sogn; Sfj.: Kjeptslite og
Tkjaft-. – Kjeftsmella f. d. s. Oslo og Smaal.: -smælle.

kjeftslegen adj. bragt pludselig til Taushed. Sæt.: kjeftslejen.

kjeftsterk adj. = kjeftram. Hall.: kjaft-.

Kjeftstryta (yy) f. omtr. = Kjeftriva. NGbr.

Kjeftverja f. = Kjeftnøyta. Bamle.

Kjeft(v)rengja f. omtr. = K.-riva. NGbr.

kjega v. omtr. = kjaga, kjea. Dal. (Sokndal, Hæskestad).

Kjegda f. = Kornsenda. Nhl. (Eks.). Meddelt.

Kjegl n. Kiv. Se kjegla.

"kjegla v. snoe osv." A. "Dæ ligg aa kjegla neefør Bringenne" = "agje", kvalmer. Nfj. (Stryn). "2) kjævle, kives". A. Sogn, Gbr. Hall.

kjeglast v. recip. kjævles. Røldal og fl.

kjeglutt adj. kivagtig. Hall. og fl.

Kjek, kjeka se kika.

Kjeka, Kjekje, Kjekabein se Kjake.

"Kjeks m. = Klepp". A. Berg. – = Haav. Ma. 2) liden Segel ("Sigd"). Vestfold. "Läuekjæks, Barkjæks". 3) liden Kile = Aarette. Sogn.

kjeksa v.a. 1) tage med "Kjeks" (Krog el. Haav). Berg. Ma. 2) gribe med et raskt Greb, snappe. Li. og m. fl. 3) snappe efter, bide med Ord = heksa, glefsa. Sogn, Li. Hall. og fl. 4) "kjeksa aa tyggja", tygge usikkert = kjaksa. Nhl. Deelvis eet med kjeksa v.n. A.

"Kjeksa f." A. "Rangkjeksa, Tverkjeksa", vrangvillig Person = Rangkjessa. Sogn, Nfj.

kjeksen adj. 1) tilbøielig til at kjeksa; bidsk = kranglen. Sogn og fl. 2) tvær; vrang; forkeert. Ndm. NTrondh. "De laag kjekse tee".

kjeksla v. 1) gjøre smaa usikkre eller skjæve famlende Hug = kjaksa, kjeksa. Shl. "Kjeksla burti". 2) tygge møisomt = kjaksla. Busk.

Kjel (ee) f. se Keila, Køyla.

Kjeld? m. = Kjeldvid? (Hard.) Stjør. "Vee´n e raa som en Kjæll". "D'e bærr Kjæll´n". – Kjeldkalv m. Ved-Rulle som løser sig af fra det øvrige. Stjør. Se Kalv.

"Kjelda f. 1, Brønd, Vandsted". A. Ma. Bamle og fl. 2) dyb Pyt; f. Eks. til at røde Hør i. Stjør.: Kyll'; "Faakyll". 3) stille og blank Plet paa kruset Vandflade = Tjørn, Løk. Dal.

"Kjelda f. 2, Skjørhed indvendig i et Træ osv." A. Hard. Ogsaa: fugtig Halvraaddenhed i Træ; forskjelligt fra Kalv. Hall.

kjelda? v.n. (ar), føle Kulde; især føle sig klam og kold. Stjør. "Æg kjælle saa oom Føt´n".

"kjelden adj. skjør osv." A. Salten. 2) gjennemtrukken af Vand; frønnet. Hall. Sogn, Gbr. Stjør. "Vassbølen aa kjellen Ve". 3) fugtig og kold. Hard. NTrondh. "Han æ kjelden i Veere", Hard. "Kjællin oom Føt´n", Stjør. og fl.

Kjeldestuv m. Stub som er "kjelden". Sogn.

kjeldutt adj. fuld af Kjeldor 3. Dal.

Kjelkeband n. Baand til at drage Kjelke.

Kjelkebein n. Kjæveben. Ryf. (Vikadal): Kjælka-. Nogensteds i Shl. er Kjelke Kindben, Kind, medens "Kjakje" er Kjæveben.

Kjelkelass n. = Kjelkedrøgje. Kjelkereip n. Reb omkring et Kjelkelass. Hall. og fl.

"Kjella f." A. "No æ du Kjelle!" Hall.

kjellarbrend adj. om Kartofler, hvis Skal er fortykket og forhærdet i Kjælderen. Senja. – Kjellarlem m. Falddør paa en Kjælder. – Kjellarluka f. Aabning i Kjældervæg til at styrte Kartofler og dl. ind igjennem. Hall. (Nes, Gol). – Kjellarmjølk f. sur Mælk fra Vaaren som opbevares i Kjælderen Sommeren igjennem. Østl. og fl. – Kjellarsup m. Lufthul ind til Kjælderen. Voss, Sogn: Kjedlares^øup, -s^eup.

Kjellingkjeft m. se Kjerringkjeft.

Kjellkalv se Kjeld, Kalv.

kjelma se hjelma; Kjelp se Kylp.

Kjelovink m. = Kilvink. NGbr. (Lom).

Kjeltr n. Skrab; Fusk. Innh. Namd. Nordl. – Kjeltr m. Fusker. Innh. – kjeltra v. fuske; gjøre Fuskerarbeide. Innh. Se A. Jf. Kiltr, Kjaltr, Kaltr. Skånske og andre D. Diall. källtra, kieltre dvs. være skamløs.

?Kjeltring m. ringformigt Brandjern til Kjedel. Rbg. For Kjetel-ring?

"Kjelva f. Hvileland". A. Dal. Jæd. 2) Græsland liggende i en skaalformig Fordybning, Dal. Jæd. Sammenglidning med Kvelva?

Kjelving m. = Einbytning. Nfj. For Kjevling.

"Kjemba f." A. Ma. Hall. – Kjemberiva f. Rive til at kjemba med. Hall.

Kjembei se Kinnbei; Kjembil se Kimbel.

kjempast v recip. lege med "Kampe". Hall.

Kjæmpesæte n. Sæde i "Kjempa". Sogn.

"kjena v." A. Gbr. Nfj. Og: tæres hen. "Kjening f." A. "Dæ gaar paa Kjeening" el. "te Kjeenings", man forsmægter. Gbr.

"kjend adj. kjendt". A. "kjend", i Sammens., om noget som er af Tingens Art eller i dens Retning = -agtig. Nordl. "Noko heinkjennt", noget som smager af "Hein", Bryne, et lidet Bryne. "kootrkjennt".

kjengla v. kives = kjangla. Bamle.

"kjenna v. kjende". A. "Æ(g) kjenn ittkj aa børi", jeg ved ikke at bjerge mig. SHelg. (Bindal). – "Vinn´n kjenne yttle, innle", Vinden føles som kommende fra Vest, fra Øst. Nordl. NTrondh.

"kjenneleg adj." A. 2) tiltalende, behagelig. Tel. (Rauland, Vinje).

Kjenning m. 1) en liden Smag el. Lugt (en Kjende, "Kjent") en Tanke; Eng. a thought. Sfj. (Førde); i Nfj. (Breimn): Kjæng´e. "Ein søt´e Kjæng´e", men "ein suur´e Snik´e". 2) noget som man faar føle (kjenna) og ikke let skal glemme; f. Eks. et haardt Slag, Stød el. Sygdom som minder sig. Hard.
kjenskleg adj. tiltalende = kjenneleg 2). Tel.

"Kjent m. Smule". A. En Kjende. Sfj.

kjeppa v.a. (er, te), vippe, rykke = kippa, kjebba, gjeppa (Hard.). Hard.

kjeppa seg v. tee sig udfordrende = bysta seg, kimpa, gjempa. Hard. Shl. Maaske til foreg.; se dog flg. Jf. kjepphøg, -ør.

kjeppa seg v. (er, te), lønne sig; svare sig = stoppa seg. Ryf. Shl. Vel eet med keppa, keppast (hævde sig).

"kjeppast v." A. "k. itte", stræbe efter. Hard.

?kjeppbyrg adj. stolt og trodsig. Sfj. (Førde).

kjepphøg adj. = kjeppbyrg. Nfj. Sfj. Nhl. kipphøg, Sfj. (Vevring). (Jf. kappshár?).

kjeppdregen adj. = buskaslegen. Vald. -dragen.

kjeppør adj. yderst "kjeppbyrg". Nfj.

kjera (ee) v. a. (ar), omvende; forandre grundigt. Voss, Sogn, Shl. "Kjeera eit Vers um atte". "Verse æ umattekjeera". T.?

kjera (ee) v. (ar, a; og de), 1) oftere kjeera seg: give sin Glæde, især sin glade Forventning, Luft paa en barnslig Maade, med Raab og Hop; juble imod noget; omtrent = kria seg. VTel. (Raul. Mol.), Rbg. (Aamlid, Evje, Iveland, Bygl.), Ma. (Øvrebø, Bjelland, Aaserall), Li. (Lyngdal). "Baane kjeera seg o va so gla". "Jenta kjeera seg, daa ho saag Gutane kaam". "Dei kjeera (kjeerde) seg so tee at Far deires sille kaame heim"; Evje. "Dei kjeera seg ette dæ" Paa de samme Steder: kjæra dvs. klage. 2) = kjea, kjaga, gnaa. VAgder (Bakka, Grindeim), Dal. (Sokndal). "Han kjeera saa længje mæ dæ"; "Han kjeera (kjeerde) paa at han ville heim"; Grindeim. Sokndal. Maaske (neppe): være i urolig Bevægelse, for kidra af Kid? (Som: didra dirra deera; saaledes forklaredes "kjea" i Ndm.). Jf. kirren, kirra.

"Kjerald n. Kar". A. Kjærall (og ø), Fl. Kjørøll Ryf. (Nærstrand); Kjøröll Vestf. (kun el. dog mest Flertal), Gbr., se Kjørold. – Kjeraldkraa f. den Krog af Værelset (Skorstensværelset), hvor Kar (Skaaler, Bøtter) staar. Sogn: Kjøraaldkrao. – Kjerald-tvoga f. Innh.: Kjörölltu (ö#-aa).

Kjerja f. trangt Sund med stærk Strøm, Hvirvler og Smaabølger. Shl. Mere brugt er "Straumkjerja". Meddelt.

"kjerjen adj. " A. "Dæ gjekk kerje", møisomt form. Hindringer. Sdm. (Øyrskog, Skodje). 3) "Mat´n va kerjen", slem at faa ned. Sdm.?

Kjerk m. Livsmod, Livsmagt. Gbr. (Fron, Øyer). "Faalaan har faatt Kjerk´n 'ti se". "Kjerk´n æ gaatt utu 'om".

Kjerkalv m. "Kalv" i et "Laksekjer". Hard.

kjerkja v.a. (er, te), bringe Hovedet høiere op ved Strækning af Halsmuskler: a) "kjerk(j)a upp ein Hest", faa Hest til at kneise med Hovedet ved at stramme Tøilerne (trække Hagen ind medens Nakkemusklerne tøies). Dal.; VAgder og Rbg. (Evje): kirkja, kirkje, kirka, kirke. b) "kjerkje seg te", trykke Hovedet ned i Nakken (Stramning i den modsatte Retning). Tel. (Vinje). Til kjerra?

Kjerkja f. 1) Halskrampe som drager Hovedet bagover; indtræder især hos Faar ved Slagtningen. Tel. (Vinje). 2) Stivhed og Skjævhed i Halsen. Dal.: Kjerkja.

"Kjerne m." A. Kjaadne og Kjaane, VAgder (Eikin, Bjelland, Aaserall og fl.); Kjønni i "Nattkjønni" Rbg. (Aamlid, Sæt. og fl.), Tel. (Treungen); Kjønn f. i "Natakjønn", Tel. (Vinje og fl.) og "Nattkjønn", Sæt. og Tel. (mere udbredt) og i "Na-kjin" m. Hedm. SGbr.

Kjerr n. Sump; især med Krat". A. Ned. Kjarr Sæt." A. Rbg. (Aamlid og fl.), Ma. "Kjarr" er gjerne ikke meget vaadt og altid nogenlunde rigt plantedækket, saaledes: "Lyngkjarr, Slaattekjarr"; for Resten: "Myrkjarr, Moltekjarr, Aarekjarr". 2) Krat; som i G. N. Oslo, Vestfold og fl.; mest: Kjær. Ogsaa: Kjærn n. "Haslekjærn, Enekjærn", (men "Kjænn" f. dvs. Tjörn); SSmaal. 3) et Træs el. en Busks hele Vækst af Grene og Løv. Follo og Smaal.: Kjær(r). Jf. romkjerra adj.

kjerra (e') v. rette Hovedet (Hagen) i Veiret, idet man bøier det langt tilbage, modsat knerra. Ndm. Gul. Ork. Gbr. og fl. Med Dativ. "Han kjærra Nakkaa, som ei Kooka Sill"; Ndm. "Söu´n kjærre Nakkam", Faaret kaster Hovedet tilbage naar det klippes; Gul. Meddal. Ogsaa: "kjærr(e) paa Nakkjen"; Gbr. Ork. (Isl. kerra reise i Veiret). Jf. Karr og de flgg.

Kjerra f. 1, Stivhed i Nakkemusklerne. NGbr.

Kjerra f. 2, 1) en "Slederim", hvis Ende el. Ender gaar opad med et Knæ og som sammen med en anden og undertiden dertil en tredie lignende, "Midtkjerra", danner Høslædens "Karr". Hall. Vald. 2) en fast Opstander paa Høslæden. Tel. (Rauland og fl.). – Kjerre n. d. s. Nedre Tel. – Kjerrebug (u') m. a) Vinkelen, Knæet, paa "Kjerra"; Krumtræ til en "Kjerra". b) Krumtræ til en Hjulfælge, Fælgebue = Fella. Vald. (Vang). Her er vel Sammengliden med d. flg. – Til Karr.

"Kjerra f. Karre". A. Kjarra, Kjärra, Ma. (Grindeim og fl.). – Kjerregropu (o'), og -grovu (o') f. Hjulspor. Tel. Se Gropa.

Kjer-raas f. Rende til et "Laksekjer". Sogn.

Kjerre n. = Kjerr, Kjarr. Tel. (Vinje, Svein.). "Moltekjerri, Koortekjerri". – Kjære m. Krat. Østerd. (Tynset). "Graavierkjære". Se Kjerre m. A.

Kjerrekrok m. = Kjerrebug, b). Hard.

kjerren adj. 1. med Hovedet kastet bagover, kneisende, Sogn, Shl. Hard.

kjerren adj. 2, løvrig, busket; om Træ. Sogn. Til Kjerr. Mest i: "Kjerren Skog".

"Kjerring f." A. Kjaringg INfj. (Innvik, Utvik og fl.); Kjedding ma. (Aas. Bjell. Holum, Audndal), Li. (Eikin); i VTel.
(Moland) er "Kjeddingg = ei gaamo(l) Kjeringg". 3) en Vindeindretning at hænge Kjedelkrogen paa. Sæt.: "Kjeddingg".

Kjerringdau(d)e m. yderlig seig Ost lavet af blaa Mælk. Ndm.

Kjerringdengsla f. = Kjerringris? Sdm.

Kjerringkjeft m. Bødkerredskab til at sætte Gjorder paa Kar. Hall. og fl. Kjellingkjeft, Rbg. – Hedder Bandakjeft i Hard.

Kjerringkjørr n. = Kjerringris. Gbr. (Dovre).

Kjerringkrok (oo) m. = Kallkrok. Stjør.

Kjerringskrepp(a) f. skrumpen, indsvunden Kvinde. Trondh. Til skreppa v. Kjerringskrekk(a) f. d. s. Nordl. Til skrøkka.

Kjerringtru f. ugrundet Mening; Overtro.

Kjerringøyra n. Viola plustris? Hard.

"kjerva v.a. 2) svøbe". A. SGbr. og fl.: kjørve. "Kjerva seg tee", svøbe, pakke sig ind. Ma. Ryf. "kyrva, kjørva seg tee" d. s. Li. (Bakka), Dal. Nhl. Sogn, Sfj. (-e). kjurva, Li. (Nes). – Kjervalauv n. Løv i Knipper. Hall. Til Kjerv m. Hall.

Kjerva f. Stivhed i Musklerne efter Overanstrængelse el. efter Sidden i den samme Stilling. Sogn (Vik): Kyrva. "Bøta Kyrva", frembringe (ifølge Overtroen) Stivhed i Ens Been ved aat stoppe Strømpen paa Foden. Jf. Knippa, enslags Stivhed i Been; Kjerve.

"Kjerve n. Knippe". A. Kyrve, Kørve, Helg. Shl. og fl. "Bjørkkyrve, Nævrkyrve". Kjerv m. Hall. Kjørv m.? Namd.

kjerven adj. 1) knippeagtig, byltagtig; klumpet; uden Skik og Lav. NTrondh. 2) stiv og usmidig; tildels: stiv og tung af mange Klæder. Sfj. Dal. og Li.: kyrven, kjørven.

Kjervil m. lidet Knippe. Namd.

Kjervunge m. Svøbebarn. SGbr. og fl.: ø.

kjesa, Kjesi, Kjesmus se kjæs-.

Kjese (ee) m. umedgjørlig, stivsindet Person; Tværdriver. SBerg. For Kise dvs. Krat? Kjæsse (Kjesse?), en trodsig Tingest, er meddelt fra Østerd. (Tynset).

Kjesk (e') n. Mad man har længtes efter. Ma. Ned. – Kjeskemat m., Kjeskemaal n. Til kjeska lyste. Ned. (A.), Rbg. VAgder. Jf. G. N. keski Glæde.

Kjessa f. liden Kjelke = Bumra. Hard.

kjessen adj. fugtig og lidt gjæret, om Hø som har ligget for længe sammendynget = kosen, kasen. Tel. (Moland). Vel til kjessa.

Kjeta f. enslags Kiste til laksefangst. Ma. (Bjelland). Jf. Kitte. Isl. keta liden Afdeling i et Hus (Haldorsen).

"Kjetel m." A. Kasle Te. (VTel. Heiddal).

kjetla? v.n. (ar), gaa usikkert og vrikkende; vralte. NGbr. (Lom, Vaagaa). Især: "Gaa aa kjæhle i Aaklom".

Kjetleberg n. Klæbersten. Smaal. (Rødenes, Trykstad): Kislebær. Af Kjetel. Som kisle dvs. kjetla.

Kjettespene m. Kattedrue, Sedum. Voss.

kjeva v. i: "eva aa kjeva", snakke frem og tilbage og med meningsløse Gjentagelser. Jæd. (Time, Haa). Jf. Kevja, Kiv (i'); kjava osv. – Kjeve, i Kjeevvi, se Kiv.

Kjevja f. "I ei kjævju" i eet væk, Gang efter Gang = uppatt i Kivje. Gbr. (Øyer).

kjevjast v. recip. kives vedholdende. Sdm. (Skodje og fl.). – kjevlast, d. s. Fremmed?

kjevjen adj. om Mad: vammel. Nhl. (Fana, Masfjord). Eg. repeterende? Se de foreg.

"Kjevle n." A. Kjøvle Ryf.; Kjølve Dal. 1) og 2) i Oslo.

Kjevling m. 1) en liden Valse "Kavle"; kort noget tyk Kjep. Oslo. 2) halvvoksen Dreng eller Pige. Tel. (Bø). Se A. Jf. Kult, Knabbe. Andensteds: Kyvlung.

Kjo m. Sten eller Sandpose som Sænkelod paa Fiskegarn. Tel. (Vinje, Rauland): Tkjoo´e. – Kjoe d. s. A. Tel.

Kjo m. (n.) høirøstet Samtale. Østerd. Se flg.

kjoa v.n. (ar), 1) arbeide vedholdende uden synderlig Fremgang; pusle = gnika. Shl. (Kvinnherad, Fitja). – 2) føre høirøstet Samtale. Østerd. Eet hermed er "kjoa v. kives, Østerd." A. Se kjaa, kjea. – Kjoing f. det at kjoa 1), Shl.; 2), Østerd.

Kjog (o') f. En som "kjagar". Tel. (Kv. Sel.).

Kjok (o') f. 1. En som "kjakar". Tel. (Rauland, Selljor; Svein).

Kjok (o') f. 2. Fl. Kjakjir og -ar, Kjæve = Kjake. Tel. (Selljor, Kvitseid, Vinje).

kjoka (oo) v. (ar) = kjøkja. Ork. Strinda. "Høna stoo aa kjooka aa fekk dæ ittj nee".

kjokla v., Kjokla f. se tj.

Kjolemne n. Tøi til en Kjole, "Kjol". NGbr.

kjomla (oo) v. tygge møisomt = kjamla. Rom.

Kjona (oo) f. Hun af Urhane og af Rype. NGbr. (Lom). Meddelt. Maaske eg. Kone, som Bidla, Hermundebidla. Vel til Hjon, (skjønt "Sjoonfaalk" i Lom); eller til flg.

"kjona v. 1) sysle i Huset". A. Innh. (Ytrøy, Stjør.). "2) fodre Fæet". A. Stjør. Ndm. – kjoon' sæg v. trives. Stjør. Se hjona.

Kjonfolk, kjonsle, kjonslik, se Hjon.

Kjonehaare, Kjonespeli, se Kylna.

kjonkjen (oo) adv. stiv og døsig efter Overanstrængelse. Tel. (Bø, Selljor, Kvitseid). utkjoonka d. s. Tel. (Lunde). Til tjona dvs. plage; slæbe, trælle? – ?kjønkjen, d. s. Tel.

kjonsam (oo) adj. smaasyslende. Namd.

Kjor n. sidste Frokost i Bryllupper? Nhl. (Hamre). – Kjorost (oo, o') m. Ost som vælges ud blandt de bedste Oste i Bryllupssendingerne og trakteres paa Gjæsterne ved den sidste Bryllupsdags Frokost. Nhl. (Masfjord). Dunkle, særlig i sit Forhold til Kjore, Kjøra, Kur, Kor, Kost, Køyr.

"Kjos (oo) m. 3) Buskads". A. "Brakakjos, Furekjos, Skogakjos". 4) et smalt fladt Stykke Græsland, der strækker sig som en Vig ind i høiere Terrain, f. Eks. ind i Lyngbakker. Shl. Hard. Fl.: Kjoosar. Tildels blot Snip af Græsland = Skjekel.
Voss. – "Du kann kjo^usa burt i dan Kjo^us´n", du kan strække dig med Leen ( dvs. meie) osv. Voss.

Kjos f. Fl. Kjoser (Kjoosir) = Kjos m. 4. Tel. Rbg. Sæt. Li. Isl. kjós, f. smal Dal.

Kjose m. = Kjos 3). Shl. Ryf. "Ørekjoose".

"kjosa v.a." A. Ryf. Jæd. (sjelden), Li. Gbr.

kjosta (oo) v.n. hoste svagt og saaledes at den svage Strubelyd næsten overdøves af Eksplosionslyden fra de for Resten lukkede Læber. Tel. (Bø). Jf. kjaasta.

Kjugla f., kjugla v. se Kjøgla, kjøgla.

"Kjuka f. 2) en Klods osv." A. Ndm. "3) en haard Svamp paa Træer". A. Mest paa Birk. Ndm. Sæt. "5) = Kjore". A. Ndm.

kjuka v.a. 1) vikle el. trykke sammen = balla. Vesteraalen. "Dæ va ihopenkjuka". 2) søle; vrøvle = devla. Vesteraalen.

kjukeleg adj. 1) lig en Kjuka; svampagtig; knudet. Tel. 2) adj. og adv. klumpet, klodset; forkjert, besværligt. Sogn.

Kjukerot (o') n. Raadnen ved "Kjuka" 3). Tel.

Kjukfare m. stor Bjælke under Bro eller Gulv = Tilfare. Ma. (Bjelland), Sæt.

kjukla v.n. (ar), 1) klynke, ynke sig smaat; især om Hjælpeløse Smaa. Agder, Tel. Stjør. Og: kjugla, Agder. 2) klukke; om Høne. Tel. (Raul.). – Kjukla f. En som gjerne kjuklar. Stjør og fl. – kjuklesam adj. klynkende. Tel. og fl. kjuklaat d. s. Stjør.

Kjukle og Kjukling m. dvs. Jøkul. Vestfold.

kjuksa v. daske til En. Tel. (Laardal). Sjelden.

Kjuksa f. 1) Vaskeklud af sammenviklede Pjalter. Nfj. Maaske T(j)uksa; se d. 2) forviklet Masse, overh.; = Kyksa. Tel. (Selljor, Rauland). "Traakjukse".

Kjul n. se Tjo (paa Lee).

Kjuna, Kjudne, se Kylna.

kjurelaus, se hyrdelaus.

kjus, kjusa, kjusk-, se tjus-.

kjusna v. tørres. Agder. Se tusna.

kjusna v. blive tyst. Agder. Se tjustna.

kjust adj. = kjus. Ma. Se tjust.

kjussa v. søle = kjassa. VAgder. Se t(j)ussa.

Kjækt n. se kjækta.

kjækta v.n. og a. (ar), 1) attraa, lyste = kjeska. VNed. (Øyestad, Landvik). 2) være kjælen dvs. a) krympende sig for Ubehag, Kulde og dl. b) lysten paa at kjæles. VTel. (Vinje, Laardal). – Kjækt n. det at kjækta; Kjælenskab osv. Tel. – kjækten adj. kjælen. Tel. "Kjækten o gretten".

Kjæl n. (i Plov). Rom. Se Tel.

Kjæng´e m. en Kjende. Nfj. Se Kjenning.

kjæpeleg adj. smukt formet, veldannet, formfuld, net. Tel. (Moland). – kjæpelege adv. bekvemt, tilpas. Ryf. Jæd. Se A. – Maaske for keipeleg; jf. and-, att-, bakkeipeleg; maatte i saa Fald snarest være laant fra en anden Dial. med en Udtale af Diftongen som Laanerens Øre ikke vilde vedkjende sig som sin Diftong.

kjæra v.a. (er, te), sprænge Mælk = bresta. – kjæra seg v.n. briste; om Mælken. Hard. (Ulvik). Jf. kaara.

"kjæsa v.n. oste". A. "kjæsa" er den første Del af Ostningen: faa Mælken til at løbe sammen ved Løbe. Innh. Ndm. og Helg. (ar): kjees'. 2) søle med smaa Arbeider; pusle. Nordl. og Røros: kjees(e) (ar). 3) være blødagtig, være kjælen. Vesteraalen, Røros. Bet. 3) (og 2)) tilhører vel eg. et andet Verb, dannet af Kjæse m. 3) (2).

"Kjæse m. Løbe". A. Kjæ`seer, Hall. (Nes, Gol), ligesom "Løypeer, Vasleer, Hæser Kjøller" (der og andre Steder). Kjeesi, Helg. Trondh. 2) lidet Mandfolk. I Spøg. Hard. 3) Søler, Roder; Pusler. Ogsaa: kjælen Person. Nordl. (ee).

Kjæsedull m. liden Spand til Kjæse. Hall.: "Kjæseerd.". – Kjæselog m. Saft "Log" af opblødet Løbeskind. NØsterd. Mest: Kjees-. – Kjæsemus f. 1) ferskt Ostestof. Østerd. (Tynset): Kjeesmuus. Se Mus. Ligesaa i NSv. Diall. 2) liden fersk Ost. Namd. (ee). – Kjæs(e)ost m. Ost, fremstillet ved Løbe. Hard. (Ulls. Kvamm). – Kjæsepinne m. 1) Pind sat for Kjæsen; jf. Pylsepinne. 2) svag, kjælen Person. Østerd.; Ndm. og Innh.: Kjees-. Kjeesmees d. s. Gul. – Kjæseskilt m. "Dravle" brusten ved Hjælp af Løbe. Jæd. Dal. – Kjæseskinn n. Skindet af Kalvemaven, hvori Løben opbevares. Østerd. – Kjæseskyr n. den med Løbe tilsatte sammenløbne Mælk, som endnu ikke fuldt er brusten. Sæt. VTel.

Kjæsegras n. Vibefedt, Pingvicula vulgaris = Tettegras. Tel. (Selljor).

kjæsen adj. tilbøielig til at kjæsa: a) sølende, puslende. b) kjælen, blødagtig. Nord.

kjæsutt adj. svag og famlende. Østerd.