A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"kjæta seg v.n. være munter". A. Mest om Dyr: tumle sig i Livsmod. Sæt. VAgder, Røldal. – Kjætetur m. en Tur hvorunder Hesten faar Lov til at "kjæta seg"; Lysttur for Kjørehesten. Agder.

"Kjæte m. Lystighed". A. Voss, YSogn. Kjæti n. (og m.), Rbg. – kjætall se ki-.

kjæten adj. brunstig; lysten. Shl.

"Kjøda f. Ørred". A. Kjøa, Voss; Kjøaa? Ndm., Kjøe, N- og SGbr.; Kjooa, Ryf. (Skjold, Vikadal, Sand og fl.); Kjoova, Ryf. (Vikadal), Shl. (Fjellber). Kjøa, Kjøo, Kjøaa, Kjooa, Kjoova: Kjada (kjødu, A.) = Spøa, Spøaa, Spooa (Spoova?), Spøva: Spada (Spoda A.). – 2) lad og døsig Person. Nhl. Voss.

Kjøgla el. Kygla f. en noget stor rundagtig Masse, stor Klump? Saaledes: "Kveldskjøgla", en Deimasse som skal være baget op endnu samme Aften. Hard. (Ulvik). Se A. 1) "en kugleformig Udvæxt paa et Træ". A. Namd.: Kjugl', "Riilkjugl". Ogsaa om en Skaal gjort af sligt Ved. Namd. 2) den inderste uformelige Del af et Traadnøgle; større end "Vea". Bamle: Kjugle f. og n.
Jf. Kjøgle n., Kugl n. 3) et kortøret Faar. Tel. (Vinje). 4) et kort, plumpt, uanseeligt Kvindfolk. NTrondh.: Kjøgl', Kygl', Kjugl'; Nfj.: Kjugle. "Førkj'ung-kjøgl". 5) En som klæder sig tosset og klodset, som gjør en Klædesbylt af sig. Ma.: Kjøøgla; Stjør.: Kjøgl (ø'). Særlig: En som er uformelig ved Tilpakning af Hovedet; Hard. (Kvamm): Kygla. 6) formummet spøgelseagtig Skikkelse; Skræmsel. Dal. Li. Tel. "Kjøøglaa kjæme o tege deg, æ du kje ro^ulige!" "Kveldskjøgla", Aftenspøgelse; Dal. Agder. 7) = Kylla. – Formerne med ky (kju) af dette og de flgg. kjøgl- synes at pege mod Kugell (Klump, Knort), Kugl (Traadnøgle, og Kukla), Kugla, Kugle, Kogoll (Frøkogle, og Kokul, Kokla), men disse kan maaske ikke skilles fra Isl. (G. N.) köggull liden Klump (G. N. kökkr; Gen. kakkar, Klump): Formerne og Ordene med ku-, ky- (kjø, kju) tør derfor alle sammen være sent udviklede. Udviklingen fra ku- kunde ogsaa være denne: ku, kju, ky, kjø; se fj.

kjøgla eller kygla v.a. 1) Mest: kjøgla og kygla seg til, gjøre sig til en "Kjøgla", svøbe Klæder uordentligt og klumpet om sig. Hard. Dal. Tel.; Nfj.: "kjugle seg tee, kjugle paa seg". Særlig: formumme sig (ved at indsvøbe Hovedet). Dal. Hard. Tel. og fl. 2) forkjæle. Jæd. Jf. kukla v.

Kjøgle el. Kygle n. det Inderste af Traadnøgle = Kjøgla 2). Ryf. Jæd. Oftest: Kygle. Ogsaa: Kygla n. Ryf.

kjøgleleg adj. lig en Kjøgla: a) liden og ilde voksen. Ryf. "Ei kyglaleg Ku". b) klodset klædt. Ma.: "kjøøglelig".

kjøglutt adj. lig en Kjøgla 4. Stjør. -aat.

?kjøk adj. kaad og nærgaaende; udfordrende. Sogn (Underdal). "Kyndig aa kjøk". "Kjøk 'tao seg". Eg kneisende; til kjøkja, Kook?

"kjøkja v." A. Og: "kjøkje aa villa spy". Ndm.

Kjøkjor? f. pl. 1) Løier, Narrestreger. Hall. (Aal, Nes): Kjøkju (n. pl.?). Ogsaa: Puds, Streger. Hall. 2) Sladder. Hall.

kjøkta v.n. (ar), strække Hals. Til kjøkja. a) for at see = kjaatta. Tel. (Laardal, Vinje). "Ho kjøktar o gloor". b) snappende efter Veiret eller hostende. Hard. (Odda, Kvamm), Østerd. – kjøkta f. En som stadig gaar med fremstrakt Hoved, ligesom kigende. Tel. (Vinje). Hertil: kjøkte seg v. svøbe et Klæde om Hoved og Hals saa Ansigtet næsten helt tilhylles; eg. gjøre sig til en Kjøkta. Tel. (Vinje, Høydalsmo). – kjøkteleg adj. lig en Kjøkta, i "Eit Kjøktelegt Plagg", Klæde som næsten helt tilhyller Ansigtet. Tel.

"Kjøl (ø') m. 4) lang Fjeldryg". A. Hadeland. "Ogsaa: Fjeldkant". A. Ryf.

kjøl adj. = kjølgjengjen. ØSmaal.

Kjøla f. en Forfærdelighed; fæl Gjerning; ødelæggende Færd = Bufar. Hall. "Han gjoo(r)de ei fæl Kjøle", om En som væltede med Læsset udover Veikanten.

"Kjøld f. 1) Kulde". A. Kjøl, Oslo (Bærum). "2) Forkjølelse". A. Helg. Kjølt f. Ndm. Kylde m. YSogn. Kyldr m. Hard. 3) = Kjeld n. Gbr. (Lom): Køyld.

Kjøldrag n. = Drag 7). Shl.

Kjøle 1. n. et svagt svalt Vindpust. Shl. (Tysnes, Kvinherad, Fjellber). – 2. se flg.

kjølen adj. gyselig, høist uhyggelig, fæl = kjøleleg. Ndm. NGbr. Nfj. (Eid). "Ein kjølen Kar". "Dæ va kjølee so kaldt". – Kjøle bruges som adj. (Genetiv af Kjøla?) og i Sammensætt. a) om det Fæle: "ein kjøle(e) Fant". Gbr. Romsd. b) om det Storartede (Fæle). Gbr. (Dovre). "Dæ va Kjøle-Kar, Kjøle-Hest, Kjøle Greio" (?kjølee). I Gbr. turde det dog være kjølee af kjøli(n), adj.; i Romsd. maaske: kjø(le)le(g).

kjølen adj. = kjølgjengjen, kjøl. SætV.

kjølgjengd adj. = kjølgjengjen. Tel. (Raul.).

Kjølhus, -hyll, -tørk se Kylna.

kjølja v. afkjøle. Rom. Odal. Se kylja.

Kjøller m. 1) lidet rundt dybt Vandstade med trangt Indløb fra større. Shl. (Tysnes, Fitja, Bremnes), Nhl. (Manger). 2) Pyt i en Sump. Ryf. (Karmt). 3) Parti af Vod (Not) som under Ilanddragningen er blevet poseformigt afklemt fra det øvrige. Shl. (Fitja). G. N. kýll, kyllir Pose (ogsaa scrotum). Ordet lyder for Resten: Kjøll´r Nhl. (Manger; maaske ogsaa: Kjøl`ler); Kjødl´r Shl. Ryf.; Kjød`ler Shl. (Bremnes). "Hala ein paa Kjødlrn", tvinge En til endelig Afgjørelse, drage til Opgjør. Shl. (Fitja). Jf., om Formen, Hæser.

kjølna adj. bli kjølig, "kjølen". Hall.

Kjølp, kjølpen, se Kylp, kylpen.

kjølrend adj. = kjølgjengjen. a) om Skier. Vald. b) om Slædemeder. Totn, Hedm. SGbr.: "-ræⁱnn"; Hadeland, Sigdal og Vestfold: "-rænnt".

kjøls adj. = kulsen. Helg. (Lurøy, Ranen). "Kjö(l)s ("tykt S) i Brøste", frygtsom. Ogsaa: kjølsen.

kjøls(a) v. = kulsa. Helg. kö(l)s' Salten.

kjølskleg adj. uhyggelig = kjølsleg, kulsleg. Tel.

kjølslaa seg v. om Vædsker: slaa Kulden af sig. Østl.

kjølslegen adj. kuldslaaet. Vestf. "Kjølsli'i Øl".

kjøltra eller kyltra v.n. = gyltra (hoste). Shl. Ryf. – kjøltrehosta v. d. s.

Kjøltra f. Midtpartiet fremme paa Skjørtet. SætB. "Take Sand i Kjøltra". "Hu tok ei Kjøltre (fudde) mæ Sand". G. N. kjalta, kelta, kilting Skjød. Helsingland: kiltä, bære i Skjødet. – Kjøtre n. se Hjølt.

kjølva seg v.n. om Ager: blive tæt og frodig = bola seg, leista seg. Nfj. (Stryn, Honndal). Maaske til Kjølve dvs. Kjevle.

Kjølvatn n. koldt Vand i Undergrunden af Marken. Vestfold.


"kjøm adj. tilgjængelig". A. 4) "ho æ kjømt um Ungan", hun er omsorgsfuld, omhyggelig. Num. "Har du saa kjæmt um idag?" har du saa travlt idag? Totn.

Kjømd f. 1) Komme; Nærhed. Dal. Ryf. Hard. "Han æ i Kymdæ" (Dal.), "i Kjømdaa", (Ryf.) han er ikke langt borte, i Vente. 2) Spiredygtighed = Dygd. Sfj. (I- og YDale). "Dar æ goo Kymd i Konne".

"Kjøme n." A. Det man kommer med; de Ting man bringer med sig (fra Byen). SætV. Tel. (Vinje). "Kor heve du Kjømi ditt?" "Eg væntar Kjømi ette meg (me)". 2) Indtryk man gjør idet man kommer = Koma. Voss, Nhl. "Han he äit gott Kjøme".

"kjøn adj. 1) klog, nem osv." A. "Kjønn paa dæ", følsom, ømfindtlig (fysiskt, intellektuelt og moralskt – ogsaa kræsen). Vesteraalen, Lof. Salten, Helg. Hard. "3) stolt stiv". A. Gbr. Shl. Ryf. 4) spændt; rank i spændt Iagttagelse. Vestfold (Larvik, Sandsvær). "Mærra stoo saa kjøn aa va rædd for Følle sitt". 5) kunstlet. Shl.

Kjøna f. Tosse. kjønott adj. tosset. NGbr.

kjønen adj. 1) = kjøn 1). Hard. 2) stolt; stram; selvfølende, selvnok. Vald. Aadal, Tel.

Kjønstre n. slemt arrigt Menneske. NGbr.

"Kjøra f. Røre". A. Dal. "Vej´n va i ei Kjøro", Tel. (Lunde), – hvor Tjøra, tjara, hedder "Kyru"). "Ei Kjøøra mæ Folk", Dal. (hvor tjara er "Kjöra" el. ø'). 2) grynet ostebundfald i Valle = Kor, Kur. Ndm. (Tingv.): Kjøraa (tjara er "Kjäraa el. -ö-"); Hadel. Vald. Gbr.: Kjøre (ø'), (tjara er "Kyru"). 3) Valle indkogt til den faar sødlig Smag, "Brimsmak". Tinn i ØTel. – Formen: "Kjøro", "Østakjøro" (dvs. Austan-; Lunde) synes at tyde paa kort Stammestavelse, hvilket igjen rimer sig mindre godt med Kjoore, Kjoor; kunde dog være Sidestykke til "Mø'o" for Møda, Hall. Det Tingvollske "Kjøraa" har flere Sidestykker: Grø'aa og fl. – Kjøreholk m. "Holk" til eller med "Kjøra". Jæd.

Kjørmysa (øø) f. Røre. Dal. "I ei K.".

Kjørold (ø', oo) n. = Vatsferd. Gbr. (Lom). "Eit Kjøroold Vatn", el. "eit Vasskjøroold". Kjørøyll, Gbr. (Vaagaa). Eg. Flertal af Kjerald.

Kjørost (øø) m. Ost af Kjøra 2. Hadeland.

"Kjørr f. Ro". A. "Staa (statt) i Kjørr!" Shl. (Stodd). Ogsaa: staa kjørr!" Nhl.

"kjørr adj. rolig, stille". A. Ringerike. "Mæ de va(r) som kjørraste" dvs. midt paa Nat.

"Kjørra f. Stilhed". A. Kyrra Sogn (Aurland). "No æ Natti pao Kyrrao", det er fuld Nat; Eng. the dead of night.

Kjørrmyr f. Myr med Kratskov. Shl.

"Kjøsel m." A. 2) Raamælksost. Nfj. (Davik). Tildels: Kjøsøl, Nfj. Sdm.

"Kjøta f." A. Foldal: Kjøto. Og: Kjøske Nedre Tel. Kjøskesi(d)e Hadeland og m. fl. Kjøtrosa Ndm. (-raasaa). Kjøtros (o'), Ryf. Røldal. "Ta Kjøtroso 'taa Huo", afskrælle de indre tynde Hinder.

kjøta adv. i høi Grad, grovt; svært. Rom. og fl. "kjøta nauten (doomm)". Maaske adj. n. kjøta, fyldigt. Jf. Kjøteid ("Kjøded" hos Holberg).

?Kjøtblom m. en rød Blomst. Tel.

"kjøten adj. kjødagtig". A. kjøtint n. om smaa Kjødtillæg til Smørrebrød. Oslo.

Kjøtgryn n.? = Grynsodd. Ndm.

Kjøthjell m. Loft eller Stænge til tørret Kjød. Hall.: -jall.

Kjøtraata f. Stang at hænge Kjød paa. Jæd. og fl. – Kjøtros (o') f. = Kjøta. Ryf.

kjøtska v.a. befri Hud for vedhængende Kjød og Hinder. Voss, Vald. Hadeland og fl. "Kjøske Huuee", Vald.

Kjøtslaa f. Fl. -slær, = -raata. Dal. -slædna.

Kjøtslingsa f. seigt, hindet, tyndt og smalt Stykke Kjød; stor seig Kjødtrevle. Jæd. VAgder. Jf. slangsen, Slongs.

Kjøtslirv f. seig Kjødtrevle. Agder.

Kjøtslongs f. Fl. -slengsr = Slingsa. Ma.: -slaangs, -slængs´a. – Kjøtslintra f. d. s.

Kjøt-tjo n. = -lær. Østerd. (L.E.). Se Tjo.

Kjøt-tota (o') f. Kjødtap i Saar = Villkjøt. Ryf. Romsd. Til Tota f., tjota v. Taate, Kjøttaate, d. s. Gbr. Østl. Stjør.

Kjøtvol (o') m. Stang behængt med tørret, saltet eller røget, Kjød. Hard.

"kjøva v. kvæle". A. Dal. Ndm. køyva, Li. (Fjotland). "3) svulme op af Frost; om Vandet". A. "Elva køyver oopp; de k. oopp". Vestfold, Ringerike, Oslo, Smaal.

Kjøva f. (A.) 1) Tilstoppelse ved Is = Kjøv. Sogn. 2) ganske lidet Vandstade uden synligt Afløb; Pyt. Gul. Strinda: Kjøv(e).

Kjøve m. 1) = Kjøv. Hedm. 2) Tungbrystighed af Forkjølelse. Tel. (Rauland).

"kjøven adj." A. Dal. køyven, Li. 2) om Mad som vil sætte sig fast i Svælget. Sæt.

Kjøvesvoll m. = Kovsvell. Tel. (Lunde; Vinje: -dd-).

Kjøvslesvell m. = Kovsvell. Ringerike.

"Klabb m." A. 2) Klodrian. Hall. Stjør. 3) Klods = Klamp. "Kaste paa Klabb´n", en Leg. NGbr.

"klabba v.n." A. Agder. klabba seg (ihopa), klæbe sig sammen eller ved i store Klumper; kage sig, klumpe sig. Agder. "Klabbe seg inni", blande sig i. Sæt.

"klabben adj." A. "Klabben Snjo^ur´e". Sæt. 2) klodset; plump. Hall. "Klabbint gjoo(r)t".

klabbvorden adj. klodset i Brugen af sine Hænder. Gausdal: klabbvoolin.

Klabeit f. Knibe = Labeita. Nfj. Sfj.

Klabeita f. 1) Knibe. 2) Trætte. Sogn.

"Kladd m." A. Follo, Røros. 2) tyk og kraftig Karl. Rom. 3) sammenfiltet Tot af Uld el. Haar = Klagde. Søndenfjelds. "Koma i Kladdane mæ ein, paa inan'n", komme i Totterne.

kladda v.n. (ar), 1) = klabba. Jæd. "Snø´n
kladda". 2) danne Klumper, især "Kladdar" 3). Follo. klæidde se, d. s. NGbr. 3) føre klodset Tale, "Kläddesnakk". Follo. Jf. Klodda, kledda.

kladdutt adj. fuld af Klumper, "Kladdar" 3); om Haar og Uld (med Skarn). Østl. klæiddaat(e), NGbr.

kladra v.n. 1) søle; kludre. Hall. Ma. "Kladdre aa skriive, aa maale". 2) hamre osv. = klatra. Ma.

[klaffa v.n. (ar), passe; slutte (til); = høva. Østl. (Østerd. Smaal. Oslo, Land), Vald. "De klaffer akkurat mot værandre. Maaske til Klaffe, en Klap. Fremmed Form.

Klagd m. = Klagde. Ndm. "Raak. i Høy".

klagda seg v. sammenfilte sig. Ndm.

Klaka m. vantrevent Træ. Hedm. Se Krake.

klaka adj. gjennemfrosen. Tel. "Klaka Huus".

klakabrend adj. om Græsmark som lider efter Iisbrand. Nhl.

klakagjengjen adj. om Mark: dækket af en Iisskorpe. Shl.: k.-gjeden.

Klakaklympe n. Iisblok. Hard.

"Klake m." A. 3) Iis overh., paa Land el. Vand. Rog. Shl. Hard. 4) = Tele. Ma. "Tele" findes ikke der.

klaken adj. = klaka. Ned. Ma. Rbg. og fl.

Klakk m. Klippe med steil Side og vandret Overflade, hvilken springer frem af en Bjergskraaning. Shl. Ryf. Isl. klakkr; A.

Klakk m. smældende Slag; Smæld, Klask. Tel. Rog. Sogn.

klakk, i Udtrykket: "(dør va) ikkje anten Klakk eller Smakk (i dæ)", ingensomhelst Kraft (Effekt) eller Smag i en Ting. Dal. (Hæskestad). Maaske eet med foreg.

"klakka v." A. 4) klaske, smælde. Tel. Rog.

klakkgjelda v.a. gilde ved Knusning. Rog.

klakna v. = klaka. Ryf.

klama v.n. (ar), arbeide med Møie formedelst ydre Vanskeligheder; slæbe med noget = badla, klamra. Sogn (Sogndal). Jf. T. klamm dvs. trang; klæbrig.

klamen adj. møisom; besværlig; ubekvem. Sogn. "Da gikk klame" = tungvint.

"Klamp m." A. 3) Klimp = Klepp. Tel.

klampa v.a. prygle. – klampast v. slaas. Shl.

klampa v. trampe". A. Hard. Oslo. 2) slaa "Klamp" paa en Aare. Oslo.

Klamr f. Klemme til Linberedning. Innh.

klamra v. 1. 1) larme, klamre. 2) trætte; kives. Tel. og fl. "Klamre fraa ein Reett´n". Kunde være klambra.

klamra v. 2. 1) arbeide ubehændigt sent og møisomt, tildels dog mest paa Grund af ydre Hindringer (daarlige Redskaber osv.); slæbe = klama. Agder, Hard. Voss, Sogn. "Han klamra dæ tee", fik det til Nød istand. 2) "klamra seg fram, upp, igjenom", arbeide sig møisomt frem osv.; bjerge sig til Nød. Agder. – Klamr n. det at klamra; Arbeide som er fuldbragt med Møie og til Nød. Agder. – Klamra f. og Klamre m. En som klamrar. Agder. – klamreleg adj.a) forbunden med Klamr; b) lig en Klamra. Agder. Jf. klumra, klamsa, klama.

klamren adj. 1) = klamreleg. Agder. 2) særlig: om Landskab hvor Fremkomsten er møisom ved "Urder" (Stene) og trange og bratte Kløfter (Pas). Agder. 3) feilende noget i Munden, saa Ædningen gaar møisomt. SætB. "Hestn æ klamren ti ete, han heve Snerpestø i Munn´n".

klamrig adj. = klamren 2). Rbg.

klamrutt adj. = klamren 2). Agder. Ogsaa: klaamrute (-ta). Ma. (Aas.). Se klombrutt.

Klams m. Træklods anbragt paa Hjul til Bremsning; Bremse. Østl. – klamsa v.a. (ar): "klamse et Juul". Østl.

klandra v. arbeide klodset og med Møie. Vald. (Vang), Hall. "Klandre se igjøno", Vald. "Klandre dæ tee", omtr. = "herkje, klamre, dæ tee" (istand), Hall. – klandresam adj. møisom. Vald.

Klank m. 1) Klump. NGbr. 2) Pog. Gbr.

"Klant m." A. 2) = Knatt. Sogn.

Klaps n., Klaps m. se flg.

klapsa v. 1) slaa gjentagende med en flad Ting (Haand, Fjæl, Spade); klappe. VAgder, Jæd. Sogn. "Klapsa tee, k. atte", tilklappe, klappe sammen (noget løst eller aabent). 2) daske. Li. Sogn og fl. – Klaps n. Dasken, Prygl. – Klaps m. en Dask.

klapsefeit adj. smækfed. Hard.

Klark m. Klodrian; = Klarr. Hard.

Klarr n. Kluder; Fuskeverk. Agder, Tel.

Klarr m. Kludrer; Fusker. Agder, Tel.

klarra v. kludre = klatra. Agder, Tel. "Klarra ihop". "Klarra seg fram. – Klarreverk n. = Klarr, n.

Klarv m. = Klarr m. – klarva v. = klarra. Nfj.

klasa v.a. (ar), forvikle, filte sammen. Gbr. "klaasaa ihop; klaasaa se".

klasast v.n. 1) = klasa seg. Gbr. 2) søles bort; forsvinde efterhaanden form. Uorden og Ødslen = fløkjast burt. Gbr. og Ork.: klaasaas(t) b. Til Klase 2).

"Klase m. Klynge". A. Vald. "Sau(d)klase" Faareflok. Rom.: Klaasaa. 2) Forvikling = Floke. Ringerike (Krødsherad): Klasa; Had. Gbr.: Klaasaa. "Hæspiln æ i ein K.".

klasutt adj. forviklet. Gbr. Land, Hadeland, Rom. "Hæspiln, Aakrn æ(r) klaasaate".

klaskjen adj. daarligt sammenhængende; brøstfældig; svag. Shl. (Etne, Fjellber). "Sle'en æ klaskjen, æ klaskje (adv.) gjoord".

"klassa v. hænge ved". A. 2) søle med klædbrige Ting; tilsmudse ved klæbrig Berøring; kline, smøre. Rbg. Vestfold, Stjør. 3) kludre; ogsaa tale utydeligt = klussa. Tel. Stjør. – Klass m. En som klassar; særlig en kjælen, "klinen", Person. Tel. Stjør. – Klass n. det at klassa.




klasseleg adj. smudsig; uordentlig. Især om Husholdning. Tel.

Klassemaal n. utydelig Udtale, især af S og R. Tel. – klassemælt adj. som har "Klassemaal". Tel.

Klatr m. = Klatresmid (Sogn). Hall.

"klatra v.n. 1) banke osv." A. Tel. Rbg. Vestfold, Ma. Og: kladdra, Ma. Og: kloddra, -e (o'), Ma. VNed. 2) klapre. Agder. "Klattre paa Tresko, som vi 'kji hangge paa Føt´an". Sæt. 3) "kludre osv." A. Sogn, Ma. kladdra, Hall. og tildels Ma.; se kladra (som vel for Resten delvis kan være fremgaaet af kladda); klottre (aa#-ö), Østl. 4) dvs. 3) A. Namd. Ndm. Isl. klatr, n. Ting som ikke duer.

Klatrebjølla f. klangløs Bjælde, Bjælde som klaprer, "klatrar, klotrar, klodrar". Tel. Agder#-: "Kladdrebjødda, Kloddrebjølle osv.".

klatreleg adj. klaprende. Agder.

"Klatresmid m." A. Sogn, NGbr.

Klatt m. Klint = Klant, Klett. Dal.

klatta 1.v. (ar), kludre, klatra. Jæd. Ryf. – Klatt n. = Klatr n. – klatten adj. forbunden med Klatt: besværlig. Jæd. ”Dæ gjekk klatte”, n. (adv.).

klatta 2 v. (ar), finte; sigte = kletta. Ryf. Shl. "Klatta paa einann". – Hører, ligesom klatta 1., D. klatte dvs. give Smæk, og maaske klatra, sammen med kletta.

Klause m. (Træ-)Hage eller Krampe som noget – en Slaa, et Seilskjød osv. – skydes (fæstes, lukkes) ind under. Shl. Maaske Latin (ligesom G. N. klausa, Sætning, Klausul). Jf. D. klavse, Fedebaand.

klautra v. være "klaut"; kludre (bjaldra) i Talen. Vald. Hard. Ma. Jf. klutra.

"Klauvhelta f." A. VAgder.

Klauvkubbe m. hver af de med Kløft i Enden forsynede vandret lagte Blokke, hvoraf en gammeldags Fæhusdør bestaar. Hall. (Gol): Klöuvekubbee.

Klauvstolpe m. kløftet Stolpebodsstolpe under "Flak" (se d.). VTel. Sæt.

klauvstæld adj. om Kniv, hvis Staal ligger indkilet i Jernmassen, modsat berrstæld, med Staalet liggende bart. Sæt. – Klauvstæling m. klauvstæld Kniv, modsat Berrstæling. Sæt. – kløyv-, Ma.

klava v.a. (ar), støtte ved en Klave dvs. to oventil forbundne Stænger eller Bjælker, anbragte paa hver sin Side af det som støttes. Vestfold, Rom. Smaal. Totn og fl. "Klava ein Gal (Gjerde)". "Klava upp ein Vegg". – Væs. eet med "klava v.a." A. "Klava upp", om at ende Fiskeriet. Senja.

klavaheilagt adj. n. til Klavahelg. NGbr. klaavaaheilagt er der i Gbr. til 6 Januar.

Klavajul f. = Klavahelg. Ring. (Krødsh.).

Klavatre n. Bovtræ. Hall.

"Klave m." A. Klaavaa, Trondh. (Gul. og fl.). 4) Se klava v. Østl.: Klava. 5) = Garm (Klemme). Ndm.

Klaa, Klaastein se Kljaa.

klaafingra adj. som har Fingerkløe.

Klaamakk m. Fnatmid. Ndm. "Ha Klaamark", ikke kunne sidde rolig. Østl.

klaamen adj. fugtig og lidt klæbrig; klam. Sogn (Hafslo, Aurl.). Jf. Ang. cæm(i)an at tilkline; G. N. klám Besmittelse (kleimen).

"klaar adj. 6) udmattet". A. Namd. Ma. og fl.

klaarglenna f. klart Mellemrum mellem Skyer. Rbg.

klaarljorutt adj. om Luften = ljorutt. Namd.: klaarlyyraat. Til Ljore.

Klaarvatn n. Drikkevand. Shl.

Klaastein m. en Steenart, som menes at volde "Klaa(d)e"; opgiven at være: Hvidsteen. SSmaal. Flint som Lod, "Kljaa?".

klaataa v. søle bort, forøde; se glata.

Klaateblom m. Borre, Arctium Lappa. Tel.

Klaatra f. 1) Udvækst i Huden hos Kvæg = Fleir. SBerg. Sfj. Vald.; Sogn: Klaotra. Hertil: Klaotrekviga f. Kvie med mange Klaatror (formentligt Trivselsmærke); Hard. 2) Knap anbragt paa Kvægs Hornspids. VAgder, Rog. SBerg. Delvis Klaadra. I Tel. Klaate f. Se A.

klaatra v.a. forsyne med Klaatra.

klaautt adj. 1) = klaadug. Hall. Smaal. 2) forkjælet; fordringsfuld = skriputt. Hall.

kledda v.n. klæbe, hænge ved = kladda. Jæd. "Klædda seg inn paa", kline, hænge, fæste sig paa; forfølge. – Kledda f. Person man ei bliver kvit; en Borre. Jæd. – kledden (e') adj. om Sne = kram. Tel. (Selljor; Wille: klæden).

klegga v. (ar), flygte for Klægen (og Bremsen) = bøykja. Vestfold (Lier).

Kleikja f. Borre, Lappa. Innh. (Skaun, Stod, Indr. og fl.): Kleikj'. "Han foor aa hekk utaavr mæg som Kleikja".

Kleim m. 1) = Kleima. Romsd. Ndm.; Selbu: Kleem. "Kvænna lægg Klæim". 2) paatrængende, overhængende, nærgaaende Person. STrondh. 3) undselig og klodset Person som ingen Vei kommer, bliver hængende i alt. Nfj. (Honndal, Stryn). "Klaem te ete". – "kleimen adj." A. a) nærgaaende, kjælen. Trondh. b) klodset bly; Nfj.

Kleimeferd f. undseelig og klodset Optræden. Nfj. Mest i Fl.: Klaemefære (-fere).

kleimutt adj. = kleimen. Stjør. "Klæemaat te aataa (eta)" = ein Kleim te eta.

"kleina v. tilkline". A. Shl. Ryf. – Kleine-Leir, Kleinings-Leir n. Leer til Muring. – kleina v. dvs. klina, se d.

kleina v. (ar; og er, te) = gleidna. Hard. (Kvamm, Ulvik). "Kyræ kläena pao Iisn", gled ud med Fødderne saa den forstrakte sig. "Han kom te kläinte seg", (Ulvik).