A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Kroda (o') f. sammentrængt Flok, tæt Klynge af Levende. VAgder og Rog.: Krøa. "Dei stoo i ei Krøa". Se Kroda v. – Krua f. d. s. Shl. (Etne). Meddelt.

Krodda (o') f. Talggrever = Krota. Ma.

Krodde (o') m. 1) Grus af Kaffe, Bær, Fedt osv.; Ostebærme i Valle; og dl. Romsd. (Eid, Bolsøy). 2) særlig: Talggrever = Krodda. Li. – Kroddar m. plur. Pølse lavet af Talggrever og "Brimost". Tel. (Moland). – Kroddevelling f. Velling af Krodda og Mel. Ma. (Bjell.): -"Vedding". Jf. kroda. – Krodo f. se Kreda.

Krok (oo) m. Fælgestykke, se Kjerrekrok.

"kroka (o') v.n. krumme Ryggen osv." A. 2) om Fæ: omkomme af Uveir el. Kulde = starva. Ryf. Shl. Hard. "Smalen kroka vekk før dei". Jf. krjuka.

kroka (o') adj. forkommen af Uveir. Hard. Ryf. – Kroka (o') se Kruka (u').

Krokaleist (oo) m. kort Sok med endel Figurer syede paa den øvre Rand, "Fit´æ". Hard. (Ullensvang).

"kroken (o') adj." A. 2) sammentrukken; om et Lem: Finger, Ben osv. Hard.

Krokfingr (oo) m. "draga K." = "d. Krok". Hall. og fl.

Krokgarner (oo) f. plur. et kroget Parti af Fordøielseskanalen; vel: Tyndtarmene. Tel. (Vinje): krookgaanir. Og: Krookgaanee (?Gonnee?) f. defin. Vinje. Se Gorn.

krokganga (oo) v.n. gaa i Vinkler eller Bugter, gaa ind og ud. Hall. (Torpo, Nes): krookgaa.

Krokhæl (oo) m. Tøirepæl, "Hæl", med Modhage "Agnor" øverst. VAgder.

Krokmoder f. Blok, hvori en Hage er fastsiddende. Trondh.: "Krookmoor".

Krokmeis (oo) m. 1) kroget Tingest. Østl. 2) sygelig Stakkel. Tel.

"krokna (o') v." A. Tel. Nfj.

Kroknev (oo, e') n. = Krokraft. VTel. SæV. "Aa Kro^uknevjo", Dativ Fl.

Krokstokk (oo) m. øverste Bjælke i Tværvæggen, umiddelbart over Sidevæggens øverste. SætB. Dal.

Kroktak (oo) n. det at "draga Krok".

krola (oo) v.n. (ar), 1) arbeide sig møisomt frem; kravle. Namd. Innh. og fl. "Mark'n kroola". Ogsaa: "Han kroola seg fram". 2) mylre. YNamd. (Lekaa, Nærøy og fl.). "D'æ saa fullt at dæ kroola". Jf. krala, kraula, kraala, kræla.

"krola (oo) v. kradse". A. Gul. Jf. krala, rola.

Krong f. Fl. Kreng´r, 1) vantreven Gren med mange krogede over hinanden liggende Kviste; ogsaa: et kvistet og vredent Stykke Ved. SætB. og Ma.: Kraang(g), Fl. Kræng(g)´a. 2) sygelig og vranten Kvinde. Ma. – Kraangl f., Fl. Krængl´a, d. s. SætB. Jf. Krangdom, Krange, krengja osv.

krongen adj. lig en "Krong"; forviklet og vreden; hinderlig; = vrang. Ma. kraanglutt adj. d. s. Agder.

"kropna (o') v.n. blive kroget; om Lemmer". A.
Shl. Om den hele Figur; Nhl. krofn(e), om Lemmer; Nordl. krupna d. s. se d.

"kroppa v.a. (ar) kradse; plukk". A. Nordl. Namd. 2) v.n. arbeide uden videre Fremkomst; pirke. Namd. Helg. Han kraappa aa roodd, kraappaa aa sloo".

kroppen adj. pirkende; kraftløs. Namd. Helg.

"kroppen ad. krumpen". A. Ryf. Se kruppen.

kroppsnild adj. med vakker Krop. Trondh.

kroppstemnd adj. om Fartøier: med Stavnen stærkt opadbøiet; sammentrængt, modsat "dragstemnd". Ryf. Til kroppen, kreppa.

"Kroppung m. Smaatorsk". A. Romsd. Ndm.

"Kross m. Kors". A. "Læggji paa Krøss´n", begynde at arbeide. Vald. (Vang). "Han kjæm kji anten ti Kross hell ti Kyrkje", han er en ugudelig Krop. Sæt.

krossa seg v. vægre sig længe; være utilbøielig; nøle. Tel. (Tinn).

"krosskasta v." A. 2) v.n. om Skøiteløb, hvori Benene slænges korsvis. Agder.

Krot (Krött, Kraatt), se krota seg.

Krot (o') n. Pirken; se krota.

Krot (o') m. en Pirker; Kludrer. Nfj. (Gloppen).

"krota (o') v.a. udskjære osv." A. 2) v.n. og a. pille, fingre (paa); pirke; arbeide sent og daarligt; kludre. Sdm. (Hjørungfj.), Nfj. Honndal: krote; Innh. og STrondh.: kraa(t)taa. "Kraataa 'taa ('ti) Løsa", pirke i Lyset; Røros. "Kraataa paa", fingre; Gul. Innh. "Kjøte æ 'taakraataa 'taa Beinaa"; Fosn. Ordet er i Trondh. vanskeligt at skille fra "kraataa" for krata og krita. 3) lufte = krita. Ryf. "Dæ kraata lite paa Vatne". 4) "kraataa 'ti", gjøre Udsættelser ved, fremføre Anker mod; eg. pirke i. Innh. 5) gnie, prutte. Nfj. Sdm. "Han stoo aa gnorte aa krota aa akkedera". 6) søge smaa Udflugter aa Paaskud (pirke); krympe sig. Dal. "Han kro(t)da kje paa dæ", gik beent paa Tingen. – I Fosn og Gul. skal "kraat(e) ut", partic. "utkraata, 'tukraata" være = udskjære, pynte, og forskjelligt fra kraa(t)taa. – Krot n. Pirken; Pirkearbeide; Kluderi. Nfj. Sdm. "Krot aa Krahl". – krotatre n. Træstykke, hvormed anbringes Figurer paa Kager. Voss; Dal.: "Kro(t)detree".

"krota (oo) v.n. pynte". A. Sogn. (Aurland).

"Krota (o') f. 1) Smule; liden Levning". A. Krotu (o'), Nedre Tel.; Krootoo, Smaal. Follo, Hadeland, Land, Totn. "Inte e(i) Krootoo". Ogsaa: en ussel liden Tingest; Smaal. Jf. Krat, krata. "2) Grever". A. krøto, Vald. (Vang); Krotu, Nedre Tel. (Bærme af hvadsomhelst); Krootoo, Gbr.; Krutu, Stjør. Ndm. (Surndal). – Flertal: Talggrever; Krotur Tel.; Krutur Solør; Krootoor, -er, Busk. Oslo, Vestfold; Krøturer, Østerd. – Krootoobrø(d) n. Brød lavet med "Krotor"; NGbr. (Lom). – Krootoo(l)jos n. Lys støbt af Krotor. NGbr. (Vaagaa).

krota seg (o') v. (ar), danne Gryn el. Smaaklumper. Smaal. "Brøe krootär (krötter, kraatter) se(i)". "Rømmen k. se(i)". – Krot (Kraatt, Kröt(t) n. smaa Klumper som afsætter sig i en tykt flydende Masse. Smaal. Oslo.

Krotafisk (o') m. Ørred. Nhl. (Eksingadal).

Krotakaka (o') f. = Gliseldekaka. Hard. (Ulvik).

krotasam (o') adj. forbunden med "Krot", Pirken osv.; "äit krotasamt Arbäid". Nfj.

Krotuhol (o', o') n. et trangt smudsigt, usselt Rum. Smaal.: Krootoohöl.

krotutt (o') adj. fuld af grynede Klumper "Krot". Krøtut(e) Vald.; krootoote Totn, SGbr.; kröttete tildels i Smaal.

Krove m. Fugle-Kro. Shl. Se Kraae.

"Kru n. Mængde, Vrimmel". A. 2) om alt smaat og lidet værdifuldt som er i Mængde. Hard. Li. og fl. Om smaa Kartofler; Hard. Om Flok af smaat eller vantrevent Kvæg; Li. (Eikin). – Kru-krap n. og Kru-rak n. d. s. Li. (Eikin). Se Krap, Rak. – Kruhakk n. om Flok af Smaabørn. Hard. (Odda). Se Hakk.

Kru n. Iisgrus som skyder op fra Bunden = Or. Shl. (Etne og fl.) "Elvo staar i Kru" = kryr. Jf. krya.

Krua f. Vrimmel. Shl. Se Kroda.

kruande adv. mylrende. "k. fullt". Ryf.

Krubbebit (i') n. = Krubbedrag. Hall.: -beet.

krubbebit (ii) adj. lidende af Krubbebit. Hall. – Krubb(e)bitar (ii) m. NGbr.

"Krubbedrag n." A. Østl. Rbg. Li.

krubbeleg, krubben og krubbutt adj. trang og mørk som en Krybbe; om Rum og Lokaliteter. Hall. "E ha(r) dæ so krubbint". "D'æ so krubbutt i Gal´ee".

Krubb(e)rat n. Krybbelevninger. Totn, Gbr.

Krudde m. Krydder = Krydda. Ndm.

Krudu og Krug(hw)u, se Kreda.

kruende adv. "k. smaa", om smaat Mylder; smaat som Kru n. Tel.

Krufs m. svag og sygelig Person. Ndm.

krufsa v.n. (ar), gaa smaat og svagt, som en Syg. Vald. (SAurdal). – krufsen adj. svag, skrøbelig, især til at gaa. Vald. Vestf.

krufseleg og krufsen adj. trang osv. = krumleleg, krupsen. Ned. Vel til kruppen, kreppa.

krufsutt adj. 1) skranten; skrøbelig. Vestfold (Hov, Andebu). "Gammäl aa krufsete". 2) trang osv. = krupsen, krumleleg. Vestf.

"Krugg m." A. 2) opskudt, puklet Ryg; Pukkel. Gbr. Hall. Østl. (Oslo m. fl.). 3) kroget Person; pukkelrygget Person. Smaal. Hall. 4) kortvokset kroget og kvistet (for krøblet) Træ. Gul. Strinda. Krugg-furu; Krugg-gran. – "krugg adj." A. Hall. Østl. (Smaal. og fl.). – kruggjin adj. d. s. Gbr.

Kruggje m. = Grugg. Ndm. Kryggje, Romsd.

kruggryggja adj. = krugg. Gbr. Aadal.

kruggutt adj. = krugg. Gbr. Oslo.




Kruhakk n. Flok af Smaa. Hard. Se Kru.

kruk (uu) adj. krumbøiet fremad = kruken. Hard. Nfj. Sdm. Til kruka, krjuka 1); ligesom de flgg.

"Kruk (uu) m." A. Tel. 2) forsagt Person; Stymper; Kryster. Ryf. Ma. Tel. og fl.

Kruk (uu) m. 1) Haandfuld. Tel. (Vinje, Rauland, Selljor, Lunde). 2) Samlingen af de nederste 4 el. 6 Neg paa Kornstavre. Nfj. (Stryn). Se Kruka, Kroka. 3) = Krøys, Rauk. Nfj. Maaske eet med foreg. Krukk m.? d. s. Nhl.

Kruk (uu) = Huk. I "sitja (staa, dansa) paa Kruuk", Sogn, Hall. Sfj. Nfj. Hard.; og "dansa i Kruuk(j)e", Nhl. Jf. Krukedans.

Kruka (u') eller Kroka (o') f. Samlingen af de tre nederste Neg paa Kornstavre, af hvilke de to er stillede paa sin Rodende op mod den, med Toppen bøiet, og det tredie trukket paa Stavren til Dækning af dem. Se Kruk m. Innh. (Stod, Sparbu, Indr. Beitstad): Kruku og Krookoo. – Krukuband n. hvert enkelt af disse Neg. Innh.

kruka (uu) f. 1) to sammenholdte fulde Hænder = Gaupn. Vald. Tel. (Vinje, Mo, Moland), SætB. Jf. Kruk. 2) liden og uanseelig Tingest. Hall. – krukeleg adj. lig en Kruka 2); uanseelig. Hall. "Kruukkjile aa nustrin".

"kruka (uu) v.n. (er, te), huge". A. 2) = "slaa (dansa) Kruukedans". Hard. Sæt. 3) sidde selskabeligt sammen (bøiet frem over Ilden)? Vald. (S- og NAurdal). "Tiee som mø ha kruuka tesamen", den Tid som vi har tilbragt hyggeligt sammen. "Mø kruuka (el. kruukte) morosamt", vi havde det morsomt. Maaske et andet Ord: (ar, a). 4) gaa til Sængs? Stjør. (Maaraak).

Krukband (uu) n. Vidjebaand om "Hesje"-stavre. Romsd.

Krukeband (uu) n. de Neg som stilles opret om Stavrens Fod. Vestfold. Til kruka. Jf. Krukuband.

"kruken adj. forsagt". A. Ma. Tel.

Krukesveisar (uu) m. kroget Person som gaar og svinger med Armene. Shl.

Krukhol (uu, o') n. trangt Rum, hvor man ikke kan gaa (ind) opret. Hadeland.

krukjile(g) adj. se Kruka (uu).

Krukk se Kruk.

krukk adj. sammenbøiet; -krøben. Nedre Tel.

krukka v.n. (ar), bøie sig sammen; krybe sammen, især af Kulde = kroka. Tel. (Vinje, Rauland). "Ky'ne krukkar". "Ho sat krukka o frous".

krukla (u') v.n. mylre (af Krybende) = krjuka 3), krykja. Shl. Sogn, Nfj. "Da krukla paa adle Kanta". "Kruklande fullt".

Krukla (u') f. 1) en sammenkrøben, kroget og stiv Figur. Tel. (Selljor). 2) Stivhed og halv Lamhed i Lemmerne hos Fæet = Krykla, A. Nfj. (Stryn).

krukla (u') v.n. gaa med krogede og stive Lemmer (og Ryg?); gaa møisomt og usikkert. Hard. Vestfold.

krukla adj. om Mælk: lidt sammenløben og klumpet uden at være sur. Ndm.

krukl(e)fingra adj. med stive og krogede Fingre. Ndm. "Laappin aa k.". – krukl(e)føtt adj. om Fødderne. Ndm.

krukleleg adj. lig en "Krukla". Tel. (Sellj.).

kruklen adj. 1) som gaar snublende og møisomt formedelst stive og krogede Lemmer. Hard. Ned. Ndm. "Kruklin te ga", Ndm. 2) n. neppe fremkommeligt; hinderligt. Voss, Sogn: "Her va krukle te slao", meie.

krukna (u') v.n. = krokna. Romsd. Ndm.

Kru-krap n. smaat Fæ; se Kru. Li. (Eikin).

Kruks f. = Kroks. Sdm. (Hjørungfjord).

Kruks (u') n. En som kryber sammen, som krymper sig; forsagt eller kjælen Person; Stymper. Sfj. Li. – Kruksa f. og Krukse m. d. Agder, Rog.

Kruksa (u') f. 1) brøstfældig Ting = Kroks; Nfj. 2) stiv og svag person. Sogn.

"kruksa (u') v.n. (ar)". A. 2) bøie eller trække sig sammen; krybe sammen. Hall. Sæt. Jæd. Dal. "Ho kruksa o fraus".

kruksall (u') adj. fremadbøiet, sammenkrybende; især af Sygelighed. Hall.

krukseleg (u') adj. stymperagtig (Kruks). Sæt.

"kruksen (u') adj." A. 2) overhovedet: sammenkrøbe, for Uveir, af Kulde, Frygt, Svagelighed, Ælde. Hard. Shl. Ryf. Jæd. Li.

Krukul m. sammenkrybende, kjælen og forsagt, Person; Stymper. krukulsleg adj. Gul.

Krul (uu) m. kroget Træ. Romsd. STrondh. Gbr. Jf. Kryl. NSv. Diall.: krul, krypare.

"Krull m." A. 2) = Isilja. Østl. (Follo, Vestfold, Oslo og fl.): Krøll. 3) krøllet Spaan = Kaure. Sæt.

Krulla f. Klynge = Krull. Vestfold (Lier).

krulleleg adj. noget krøllet el. lokket. Rbg.

krum (u') adj. stiv og kroget i Fingrene af Væde og Kulde. Jæd.: kruum´e og kroom´e. "Krume paa Hænnene". – krumm (u') d. s. Jæd. Dal. "vasskrumm" (og vassklumen), NBerg. Jf. Krum(m)a, Krumsa; Sv. Diall. krummen, krumsen, krumla = krum.

Kruma (u') f. "dra(ga) Kruuma", prøve gjensidigt Styrken af de krummede fire Fingre. Ryf. (Sand og fl.). Se Krumma, Krumsa, A.

kruma (u') v. (ar? de), klore, gramse. Ryf. (Sand, Tarvastad, Nærstrand og fl.) mest: kruuma; ogsaa: krooma. "Kruuma te seg".

[kruma v. tildanne en Krumning; f. Eks. paa Støvler, paa Klæder. Ryf.: kruuma. krymma d. s. Agder, Jæd.

Krume (u' el. oo?) m. (og f.) Smule. Sfj. (I- og YDale, Holsa). "Da va ikkje Kroomen (Krummen) atte; kvar Kroomen va reist'e". Maaske dansk-tysk.

Kruml f. en stiv kroget indsnittet Pind i en Fugle- eller Harefælde. Vestfold (Hov).

Krumla f. trang kroget stenet og forreven
Kløft i et Bjerg. Ndm. (Surndal). "Bækkjn eet kroomlaa i Fjælle". Jf. Klumra.

krumleleg adj. om Rum og Huse: trang ubekvem og næsten utilgjængelig ved Uryddighed el. Overfyldning med Skrammel. ØMa. Sæt. Mest i n. krymlen d. s. Hard.

krumlen adj. stiv og kroget formet (ikke blot forbigaaende som "krum"). Rbg. Ma. "Krumlen paa Hændane". Jf. klumra, -en. – krumlefingra adj. med krogede og usmidige Fingre. Tel. og Vestfold: -oo-.

krumlutt adj. = krumlen. Ma. Rbg. "Eit krumlutta (-te) Tree", Træ med stive og krogede Lemmer. – Krumlebjørk f.

Krumm?, kun i Flertal: Krumma(r), de fire bøiede Fingre. Li. (Eikin). "Han æ sterk i Krumman" (ikke "Krummen" af "Krumma"). – "Dra Krumma", a) = draga Kruma. VAgder, Sogn. b) = draga Krok.

"Krumma f. Haand". A. Dal. "Go^ue Krumme", gode Næver. – Krummetak n. "taka Kroommetakji, paa Fingj´n, paa Nakkjen", bøie en Andens Finger sammen, Hoved ned mod Brystet. Tel. (Vinje).

krumma v. gramse = kruma. Dal. Hard.

"Krump m." A. Nhl. Jf. Krumt.

Krumpa f. Svinesygdom med krumme Ben. Shl. (Etne). Sv. Diall. krympa, sammandragning.

"krumpa v.a." A. 3) knuse saa det lyder stærkt, f. Eks. Sukker eller Slat; = knasa; ogsaa: gnave hørligt = knopra. Hall. (Torpo, Nes, Gol). "Dæ kroompa aa eet 'taa Brøee". 3) krympe. NGbr. (Lom).

Krumtastykke n. Milt = Ramnesteik. Sogn. – ?Krumt m. Ravn; Christie.

"Kruna f. 3) Bjælke osv." A. Gbr.: Kroone.

Krunelagde m. Uldlok i Panden paa Faar. Sæt.: -lagdi. Krunelokk m. d. s. Ma.

"Krungla f." A. Østl. Tel. Se Kryngla.

krungla v.n. 1) fingre noget med grove stive krogede og klodsede Fingre. Hall. (Gol). "Kroongle paa ei Klukke". 2) være i færd med ei møisomt Arbeide. Oslo og fl. "Han laag aa kroongla i Iisn". – Krungla f. og krungle m. En som krunglar. Hall.: "Kroongle (-ö, -æ)" f. "Kroonglee" m. – krunglen adj. 1) tilbøielig til at krungla. 2) om Lemmer og Træer: kroget og knudret. Hall. Vestfold. – Krungleneve m. en kroget og knudret Næve. Hall.

krungleføtt adj. som gaar møisomt paa Krogede og stive Ben. Rom. Vestfold.

krunglknypa f. Hyben = Hjupa, Njupa, Knypa. Ndm.: Kroonglknyyp. "Kroongl" dvs. Klungr; Ndm.

"krunglutt adj. kroget, knudret". A. Vestfold. 3) om Lemmer, Rom. Smaal. 4) særlig = krungleføtt. Rom. Smaal. "Kroonglete te aa gaa". 4) n. (adv.) møisomt, under Forhindringer = traatt. "Dæ gikk kroonglete". Oslo, Rom. Smaal.

krupna (u') v.n. 1) blive "kruppen" = kropna. Tel. Agder, Rog. 2) skrumpe ind = skrupna. Tel. (Moland).

"Krupp m." A. 2) sammenbøiet Figur. Tel. 3) skarp Bøining som, retlinet, danner en spids Vinkel. Tel. (Rauland og fl.).

krupp (u') adj. sammenbøiet; indadbøiet; spidsvinklet; modsat gag. Tel. (Hjartdal, Sauland og fl.). "Ljaa´n stænd krupp i Orve". "Hestskon æ for krupp".

"kruppen (u'), particip af kreppa", A. = krupp. Tel. Røldal, Jæd. Dal. Ma. Rbg. "Ljaa´n stænde kruppen i Orve". "Kruppe Nos", krum, nedadbøiet Næse; SætB.

Kruppleik (u') m. Sammenbøiethed; Spidsvinklethed. Rbg. (Aamlid, SætB.).

Kruppsyl (yy) m. Krumsyl. Fig.: Karl med slet Holdning. Dal. (Ogna, Hæskestad).

Krups n. et trangt og ubekvemt og ved overfyldning indsnævret Rum eller Hus. Ma. (Tveit). Til kruppen, kreppa osv.

krupseleg og krupsen adj. lig et Krups; omtrent = krumleleg. Ma. (Otrnes, Tveit), Rbg. (Iveland). Ogsaa: krufsen, se d.

Kru-rak n. vantrevent Fæ; se Kru. Li.

krus adj. livfuld og rank af Holdning; livsmodig. Omtrent = kry. Tel. (Grandsherad, Heiddal, Bø, Selljor). "Like kruus", fuldt frisk igjen. Maaske eg. kruset i haaret.

Krus (uu) n. Samling af smaa vantrevne Tingester – Fæ el. Træer = Krap. Li. (Eikin). – krusen adj. forkrøblet; som "Krus". Li. Jf. Krusk, Krusl.

krusa (uu) v. skjære krøllede Spaaner, "Kruusar" = kaura. Strinda, Gul. Ork. – krusa seg v. flise sig op i bøiede Spaaner, som en Stavre der stødes ned mod Sten. Rog.

krusaal se Krusul.

Kruse (uu) m. 1) krøllet Spaan = Kaure. STrondh. 2) Klase af Blomster el. Bær. Sogn (Blomster); Tel. (Moland): Berkrusi. 3) kjælen Stymper. Tel. (Mol.). Jf. Krusul.

Kruse m. et Slags Kortspil. NGbr.

Krusk m. 1) Klynge, Klase. Sæt. "Berkruske". 2) kroget og stærkt kvistet (vantriveligt) Træ el. Busk. Ryf. (Vass), Tel. "Brakakrusk". "Ein Krusk te Apall".

Krusk n. kroget og tætkvistet Trævekst; særlig: slige Grene paa vantrevne Træer. Sæt. – Kruska f. Træ med "krusk" n., især i Toppen. Kruskefura, Kruskegraan f. – kruskeleg adj. om Træer: (vantreven og) lig en Kruska. Tel. Sæt. – kruskjen adj. d. s. Ryf. – kruskutt adj. fuld af Krusk n. Sæt. Se A.

kruska v.a. knuse med Lyd; omtr. = krumpa. Hall. "K. Skørpu".

krusknast v.n. blive "krusken", affældig. Ryf.

Krusl n. 1) noget smaat og sammenslynget, som i Filigransarbeide, i Maling af "Rosor". Tel. 2) Æg af Fisk, Frø og Padde = Grusl. Ma.: Kruusl.

Krusl m. en Skrantning. STrondh.: Kruhl.

krusla v. 1) fare langsomt og noget bugtet
frem, af Svaghed eller stor Forsigtighed; arbeide sig langsomt frem gjennem Bugtninger; krybe afsted. Hard. Tel. "Ga aa krutla"; Hard. "Krutla seg fram". "Han kruslar seg uut oom Fjøline"; Tel. 2) arbeide med liden Kraft og Virkning; pusle. Berg. Tel. Se krutla A. Jf. Kruse, Krusul. 3) smaakoge. Hall.: kruhle og "krusle". Jf. krasla, kratla.

kruslast (av) v.n. blive svagelig. Rbg. Tel.

Krusle m. En som "kruslar"; en svagelig, langsom og famlende Person. Ma. Rbg. Sæt.

krusleleg adj. lig en "Krusle". Tel.

"kruslen adj. skranten". A. 2) = krusleleg. Ma. Tel. Comparativ: kruslar(e). Kruhle-in (omtrent saa) d. s. STrondh. Til Krusl m. 2) om Vei: hvor man maa "krusla"; møisom. Li. (Eikin, Bakka). "Krutlen Veg"; Bakka.

kruslutt adj. skranten; skrøbelig. Østl. "-ete".

kruspa v.n. lyde som naar noget sprødt knuses; svagere end krasa. Hall. (Torpo). "Dæ kruspa i Brø`ee". Jf. knuspa.

Krusul (u') m. = Krusle. Tel.; STrondh. (Selbu, Guldal: mest om Skrøbeligheden). Krusuli Rbg. (Aamlid, Sæt.). Krusaal Li.

krusulsleg adj. og adv. svagelig; skrøbelig. Selbu, Guldal. "Krusulsle gjoort". krusulsle-in d. s. STrondh.

Krut-aat (uu) n. sorte Smaadyr, som Fisk har slugt. Shl. Nordl. Ogsaa: Kruutgaatt n. Nordl. – Kruye se Kraae.

"kry adj. 1) livlig, godt oplagt". A. Smaal. Follo, Vestfold, Oslo, Tel. Rbg. Li. kryleg d. s. Tel. kry-ug d. s. Tel. Li.

kry seg v. (r, dde), være eller blive livlig "kry". Tel. (Selljor). Se krya seg.

Kry n. noget Levende; især: et lidet Væsen som lever og rører sig i Regelen sammen med mange flere af samme Art; et lidet og krybende Ting; et Kryb. VAgder, Dal. Romsd. "Dær va 'kje kre^upanse Krye", Ma. "Der va 'kje eit Kry aa sjaa". 2) en stakkels Skabning, et Kræ. Romsd. (Nessæt). "Eit stakkars Kry" = "eit Inkjeskrøtur". Se krya, Kru. Jf. Kræa.

Krya f. = Kry 2). Helg. Stjør. Strinda. "Ei Söukry(a)", et vantrevent Faar.

"kry(a) v. 3)". A. Shl. "Elvo kryyr opp".

"krya seg v." A. = kria, kjæta seg. Tel. (Mo, Vinje).

"kryda? v.n. myldre". A. Nhl. Shl. Hall. Ringerike (Aadal), Rom. Smaal. og fl.: kry, kry(r), krau (kröu), kroe; Imperf. krau (kröu) desuden i Vald. Sigdal, Totn, Vinger og fl. "Da söu aa kröu mæ Makk."; Salten, Senja. Ogsaa: "Han krau se(g) fram, gjekk aa krau", skred sagte frem. Trondh. Ndm. Jf. kroda, Kroda, krydda. 2) begynde at koge, danne Luftperler ved Kanten. Helg.

krydda v.n. (ar), mylre. Ryf. (Sand). Usikkert; ialfald ikke meget brugt. Oftere: kryddande adv. "k. fullt", mylrende fuld.

Krydde m. = Krydda. NGbr.

kryddig adj. dumstolt. Nfj. (Breimn). Kryddepose m. dumstolt Person. Breimn. Jf. krydig, kryndig.

Kryk (y' el. ø?) m. liden Flok (el. Fangst?). Nfj. (Stryn). "Dær æ äin häile Kryk´e (ø) mæ Sild innpaa Fjoor´a". Til krykja (y', Præsens: "krøk´e"), eller krøkja?

Kryk (y') m. sammenkrøben Figur; Stymper; omtr. = Kruk, Kruks. Sogn (Ladvik, Aurland); tildels Krøk (til krøkja?). Til krykja (y'), krjuka.

Krykeber (y') n. = Krekling, Empetrum. Nfj.

krykja (yy) v.n. (er, te), = kroka (o'), om frysende Dyr. Tel. (Bø). "Kræture stænd aa kryykjer". Til Kruuk.

krykja (yy) v.n. (kryk, krukte og krykte), 1) trække sig sammen, krympes = kjuka. Ma. Hard. "Kryk(k)ja i Hop". 2) se krjuka.

Krykja (y’) f. levende Væsen, helst et lidet = Kry n. Sfj. Nfj.: Kryk(k)je; (spidst Y formeldelst kj). Til krykja (y’) v.