A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Kopa f. liden Hulning, liden Grube. Rom. (Sørum, Aurskog, Ullsaak): Koopoo og -u. Mest i "Halskoopoo". Tiljævningsformen peger nærmest paa et Kopa (o'), ligesom ved "Halsgroopu, Boosoo" osv. Men stedligt nære Former som "Kneessbootu" (Oslo), "Væggemootu" (Rom. Follo, Ringerike) synes vise at det kan være eet med "Kopa (oo)" A.

"Kopar m. Kobber". A. Kaapaar(e) og -ri VTel. Rbg. – Kaapaarhjelm m. Kobberglans; se Hjelm. Og. -jalm. Bamle (Tørdal, Drangedal). – Kaapaarskjold m. 1) Kobberhinde. 2) = K.-hjelm. Tel. -skjoll (o'#-ö).

"Kopp m. Kar". A. Huulredskab overh. NGbr. Saaledes: "Laggakopp", Stavkar; "Julkopp", Hjulredskab; "Kjørkopp", Kjøreredskab.

"Kopp (o') m. 2, Top, Spids. 1) Fingerspids. Stjør. ogsaa: "Fingrkaapp". 2) første Spire af Sæd (Lin, Kaal, Gulerod og fl.). Innh. (Stod, Beitstad).

koppa (o') v.n. (ar), 1, spire. Innh. Se foreg.

koppa (o') v.a. (ar), 1, folde, lægge i Piber el. Rynker = fella. Hard. (Odda). "Koppa Sköut". Meddelt.

koppa (upp) v.a. (ar) 2, opamme med Mælk af Kopp. Udbredt. Hertil: Koppegris m., Koppekid n., Koppelamb n.

Koppebord n. Karrets Kant. Sæt.

Koppleir n. enslags sandet Leer. Solør.

Koppsaum m. Messingsøm med Hoved, paa Stole, Sadler og dl. Trondh.

"Koppul m." A. Kuppul, Ndm. Kuppulstein, Trondh.; Koppel, Hedm.; Kupul, NGbr. Se Kapall.

koppøygd adj. med fremstaaende Øine. Li.

"kor adv. hvor dvs. hvorledes; hvor meget". A. Se ko. "Koor som er", i ethvert Tilfælde, lyder saa i Hordeland go Rogaland, mens i de Egne "er" ellers udtales "æ", og "som": "so" (sjeldnere "saa"). Ogsaa blot: "koor so, kur so", Hordeland. Og: "kusse". "kvaar (kvaare) sum æ", d. s. VTel. Ma. (Grindeim, Bjell.); kvær (kvære) sum æ", d. s. VTel. Sæt. Li. (Eikin, Fjotl.). Eg.: i hvilketsomhelst af de to Tilfælde: G. N. hvárt sem, hvárt er (eda); jf. at hváru. Af hvárr er ogsaa "koor" i denne Anvendelse fremgaaet; jf. korgje, korkje. Se kvaar, kvær, ko, kort, kvi. Ogsaa: "hosta som er", Tel. se d. – kor (oo) se kort.

"Kor (o') n. Valg". A. 2) et lidet Fortrin; en liden Overvægt. Rbg. VAgder. "Du heve Kore men d'æ äit Augne Kor", du vinder (naar Høide maales f. Eks.), men osv.; se Augna. 3) ved Komparativer: en Smule = Augne Kor. Li. (Vanse). "Han æ Koor´e bære (verre, mindre)". 4) Yndest; det at man foretrækkes. Smaal. "Han
har gott kaar mæ Jæntäne", han gjør Lykke hos Pigerne.

Kor (o') n. Ostekorn paa Bund af Valle; Ostebærme. Sogn (Lustr): oftest Kaar (ikke Kaor). Kuur n. d. s. Nhl. Shl. Hard. Se Kur. Jf. Kjore, Køyr, Kjøra.

Kor (oo), 1) n. (og m.?) Aflukke = Kot. Rom. (Eidsvoll). Se Koor m. A. 2) m. Lædike i Kiste eller Skrin. Tel. (Moland og fl.). 3) m. Fuglekro = Kraa, Kraae. Trondh. Helg.

Kora (o') f. 1. Stang med en liden Tværfjæl i Enden: a) Kjernestang. Nhl. (Eksingadal). b) Rage til at røre i Korn under Tørring. Ogsaa nogensteds Ildrage, Bagerovnsrage, Agerjævningsrage. Voss, Hard.; Stjør. og NGbr.: Kooroo; YNdm. (Halse): Kaaraa, "Aamskaaraa"; Fosn: Kuru; Gul.: Køru; Selbu: Kulu ("tykt" L!). Væs. eet med Kara f. A.: Karaa, "Aamskaraa", Ndm. (Kvernes, Aure, Stangvik). – I Lom i Gbr. er koodoo a) Bagerovnsrage, b) en skjæftet Fjæl til at jævne Ageren. Maaske for Koro; skjønt denne Lydudvikling vilde være høist usædvanlig. Jf. maaske køa (for koda?) dvs. pusle, pirke. SHelg.

Kora (o') f. 2. en senfærdig famlende og klodset Kvinde. Sdm. (Volden). Jf. kora (kara), tøve osv. Maaske eet med foreg. – korutt adj. lig en Kora. Sdm.

"kora (o') v. vælge". A. "kaara (kora) tee seg", tilkjende sig, tilegne sig. Shl. Ryf.

Koralega (o', e') f. 1) = Korlægje. Sogn (Aurl.). "Liggja i Koralega". 2) Henliggen vanskjøttet og unyttet, om Redskaber; Henslængthed = Korlægje 3). "Liggja i K.". Sogn. Jf. Lamakol.

kor(a)vand adj. vanskelig at komme tilrette med eller behandle; umedgjørlig; krakilsk; ømfindtlig; kræsen. Innh. (Stjør. og fl.), Selbu, Gul. "Kaaraavann paa Mat´a, paa Oor(d)aam". Ogsaa om Kværn som "tol liite 'punn se". Se A. (jf. kaaraahytt?).

korbøygjutt adj. yderst besværlig; møisom. Senja (Trones, Kvæfjord). "De va kaarbøyaat før aass aa faa Høye tørrt". "D'æ k. før han aa leeve". Jf. kaaraahytt. Maaske ogsaa: "kolbøyaat".

Kore (o') m. = Kormann. NGbr. (Lom).

Kore, Koring se Kauring.

kor-ein (o') pron. hvilkensomhelst, hvilken (du vil). Maaske eg. af to, for "kvaar ein" G. N. hvárr. Ma. (Bjelland, Grindeim): koraen´, korai´, koraitt´ (-att) = ko-foraen, Ma. – koorn, hvilkensomhelst af begge; altid, synes det, med Negtelse. Hard. Voss. "Inkje kourne G^eutn, O^ure", ingen af de to Drenge, Ord; "inkje ko^urna Jænto".Oftest som Flertal. "Eg kjenne kje ko^urne däi O^uræ; eg kann kje ko^urna däi Viis(e)na". Se kvaar; jf. korgje, A.

Korga (o') f. 1) Vidjering til Gjerdeled = Kverva (Korve), hvoraf det vel er et Udglid. Romsd. 2) Vidjebaand som sammenholder Gjerdestave? Romsd.; Ndm.

Kor(g)ja f. tyk Velling, hverken Velling eller Grød. Shl. (Fitja). Maaske til flg.

"korgje (oo) pron. en af to, nogen af Delene. Med Negtelse". A. koorjen, Shl. "Eg fann kje koorjen". – koorja, Røldal; koorjo, Ryf. (Suldal); ser ud som n. plur. – A. "Koor (el. koort dvs. kvaar, kvaart) vil du helde ha?" (Hvilket af de to vil du helst have?) B. "Eg vil kje ha koorjo". – "D'æ kje so dæ drege paa koorjo Kantn" (dat. sing.?). "Dei skynar kje inan koorja". – koorkje n. 1) brugt for alle Kjøn, med og uden Negtelse. STrondh. "Itt koorkje" taa dian", ingen af disse to; Meddal. "Ikkje koorkje taa di", intet af det, intet af de to Slags; Gul. "Kors(k)je taa di", ingen af Delene; Selbu (Tydal). Her, hvor Neutrumsformen er brugt for alle Kjøn og Tal og Negtelsen udeladt, viser det sig som eet med "korkje (oo) conj. hverken" A. – kaarkje, NGbr.; kaa(k)kje, kaa(k)kjen, Gbr. (Kvikne, Fron); haakkje, haakke, aakke, SGbr. SØsterd. Hedm. Totn; hække, vække, eekke osv., Østl. Disse østlige Former uden R, i hvilke "hokke" (hvatki, hvertki?) og "korkje" (hvártki) synes flydte sammen, bruges ogsaa meget uden Negtelse med Bet.: hvilkensomhelst af to, hvilket som helst, hvad enten; se hokke og Eksemplerne der. "Ta kaarkje (kaakje) du vil". Gbr. (NFron). – gvarkje, Tinn i Tel. "E vi kje sjaa gvarkje". – "kvaargjen Tel. (Vinje og fl.)". A. Tel. (Mol. Raul. Laardal, Mo, Kvitseid, Selljor): kvaarjin, -jeen, -jen (-øn). Endog: kvaar`re jeend'' Tel. (Mo). kvæærjin, kvæærjind, kvæærejeen, Tel. (Moland), SætB. og V. Og: kvææ`re jind, Moland, SætB. og V. Endog: kvæær-Jindæ SætB., kvæær-Jindei og -Jindi SætV., som om "Jind" var subst. fem. Disse Former med kv- undvære aldrig Negtelse. – A. "Kvaar vi du hava, Øl hell Mjookk?" B. "Eg vi kji hava kvaarjin". – "Du kann liggje i kvæær Sængg, du vi; de heve 'kji legji noken i kvæære-jind". – "Han bur kji i kvæærjin av dei Husæ". "Han fekk alli kvæærjindi (n.?) av dai"; Sæt. (Bykle). "Me mog' alli gløymast, me kvæære-jind", vi kan aldri glemme hinanden, nogen af os to; Sæt. (Sandnes). "Eg helle mai av dee hell eg gjer av kværjindæ" (dativ n.?), jeg holder mere af dig end af nogen af de to ("Pape hell Mammi" var nævnte); SætV. – Paa Overgang til conj.: "Dæe va kji hæeme, kvaargjen (og "kvorkjeen?") Bakarn hell Jureengjen"; men "der va kji hæeme kvaarkji (og "kvorkji?") hei'i hell kristi", intet Levende; Tel. (Vinje). Som conj.: enten = anten. "Inkje kvaarjen de eine
hell de are"; Tel. (Rauland). "D'æ kji kværjin inni hell uti"; Tel. (Moland). "Dærsom dæ faanst værken Dævel elle Helvede i heile Boga, saa Fæn´n ta daa meg!" Ma. (Holum). "værken" er vel lempet efter Dansk; kværken høres, sjelden; VAgder, Dal. – 2) altid uden Negtelse: noget som hverken er det ene eller det andet, noget saa midt imellem, noget ubestemt, noget middelmaadigt, noget ubetydeligt; (noget) saa som saa. Se korkje og hørkje, A. Former: koorkje Ndm. (Sunndal), STrondh. Nordl.; koors(k)je, Selbu (Tydal), Stjør. (Maaraak); koorje, STrond. (Uppdal, Soknedal), Stjør.; hoorkje, Helg. (Bindal), Namd. (Overhalla); horkje, Strinda og fl. i Trondh.; hoorje, horje, hörje, Innh. (Stjør,. Frosta, Sparbu). – A. "Va der bra Beite?" B. "Aa, dæ va no koorkje mæ di". – A. "Hadd'n naan Ting aa gjaaraa mæ?" B. "Aa, dæ va no rett koorji (og koors(k)ji) der, dæ", (Maaraak), el.: "dæ va no mest koorsji, dæ", (Tydal). – A. "Ka svara 'n?" B. "Æ(g) fikk nu hoorje te Svar 'taa 'aam ('om), han svara mæ(g) saa hoorje" (Sparbu). "D'æ saa hoorje mæ di". "Dæ gjekk no saa hoorkje". (Christie har, uden Sted: "korkje so, ingen af Delene; korkjen deira, ingen af de to").

korjøsk adj. 1) storagtig, stolt. Ryf. Tel. (Sell.; Wille). 2) livsglad = lettliva. Tel. (Kvitseid): korjosk (o', o'). Maaske Fr. curieux. Jf. dog jysk.

Kork (o') m. en selvtilfreds stram Person. Tel. – korka seg v. give sig en stor vigtig Mine, stramme sig op, kneise. Tel. – korkeleg adj. lig en "Kork".

"korkje (oo) conj. hverken, ikke enten". A. Se korgje, hokke. I gode Maal ofte(st) med foransat Negtelse: "ikkje gvarkje" og "gvarkjen", Tel. (Tinn); "inkji kvaarjen, kværjen ("kvorkjen" og "kvorkji"), VTel.; "inkje koorten" Ryf. (Sand, Suldal og fl.), Røldal; "i(n)kje koorkje" Gbr. (Sel, Vaagaa); "i(n)kje kaa(k)kje, haakkje Gbr. (Fron); "inte haakke, aakke", Østl.; "(ittj) koors(k)ji", Stjør. (Maaraak). Og uden Negtelse: "kaakkje (e hæill du)", Gbr. (Fron og fl.); hörkje, Innh. (Sparbu); hoorsjen, Helg. (Vefsn); kværkjen, Ndm., maaske under Paavirkning af Dansk "(h)værken". Se korgje, hokke. 2) hvad enten (#- eller). Se korgje, hokke.

Korkjekrøkja (oo) f. en ussel vrangvillig ondskabsfuld Stymper. Nfj. (Eid, Innvik).

Korkjekrøter (oo) n. 1) Tvetulle. Nfj. (Eid, Stryn). I Li.: Kværkje n. se d. 2) = foreg.

Korkje = Kyrke. "Mat´n sætte sæg i Korkje". Helg. (Vefsn, Ranen).

korkjen (oo) adj. 1) sammensnøret i Halsen og Madrøret = koken; halvkvalt af Mad; lidende Nød for at svælge. Helg. Jf. kyrken. 2) utilpas, ufrisk; slap. Helg. (Bindal, Vik), Namd. 3) maalløs af ubehagelig Overraskelse = daatt med; slukøret; nedslaaet. Helg. (Vefsn, Ranen), Vesteraalen.

"Korlægje (o') n. Sængeleie". A. Shl.: Kaarlæie (Kor-). "Ligge i Kaarlæia" (Dativ?), Vestfold (Hov). 2) Forlegenhed, Knibe. Hard. Shl. "Smaalogje æ kome i Korlæie", Faaret sidder fast (mellem to Stene); Shl. "I Korlæie fy Høy", Hard. 3) Henslængthed, Vanskjøttethed = Koralega 2). Gbr. (Lom, Vaagaa).

"Korma (o') f." A. 2) Bremselarve = Vere. Salten: Korm' (aa#-ö). – Kormhol, Hul efter K. Salten. – kormutt eller kormstukkjen adj. om Hud: hullet af K. Salten. – Korm m. = Korma f. 2. Helg. (Nesne). Meddelt. – korn, se korein.

korna (o') v. høste Korn; faa Korn i Lade. Dal. og VAgder: kodna; Rbg. og fl.: konne.

Korna (o') n. og f. et enkelt Korn. ISogn, Hard. Shl. Ryf. Dal. VAgder: Kodna. "Eit einaste K.". "Ramnskodna, Kraakekodna".

Kornburd (u') m. Afgrøde af Korn. Shl. Nhl. Nfj. og fl. "Stor Konnbur"; og: Kodn-.

Korndrykk m. Øl. Ndm. (Tingvoll).

Korngift f. Afgrødens Kornafkastning. Ryf. "Dæ vart stoor´e Loo(d)bur(d) men litaa Konngift". – Korngeil f. se Geil f.

korngjeven adj. opfodret paa Korn. Li. (Eikin). "Konngjeven Hest".

Korngolv n. Afdeling i Laden til Korn. Rom.; VTel. (Moland). Konngoov.

Kornhest m. = korngjeven H. Dal.

Kornkolp m. Kornspurv, Emeriza miliaria. Hard. (Øydfjord, Ull.). Konnkorp m. d. s. Hard. (Ull.).

Kornladnad m. Indbjergning af Korn. Voss: Konnlana. Se Ladnad.

Kornlode (o') m. ligesom: "Kornlaaddenhed", Rigdom paa Kornaks. Hard. (Ulvik). "D'æ svært te Konnlo'e pao Stöur´n (i Aokrn)", Stavren (Agren) er rigt dækket med Aks.

kornloden (o') adj. "kornlaadden", rig pa Kornaks; ogsaa: rig paa Korn i Akset. Hard. (Ulvik): konnloen; Li. (Eikin): konnløen. "Stöurane æ konnlone"; Hard. "Aagrn æ k."; pl. -lødne, compar. -lødnare; Li.

Kornløda f. = Kornladnad. Sogn (Aurland, Hafslo), Voss. Jf. Løda 2), løda v.

"kornossa (seg) v. = kosa (seg)". A. 2) pleie sig, nyde Tilværelsen = godnossa seg; mere mageligt og selvbehageligt end "koose seg" (Tel.). Tel. (Moland, Selljor, Rauland og fl.). Tør være en spøgende (kjælende) Tildannelse af godnossa, ligesom koofæse, korfæsse af godfessa, se d. Mindre sandsynligt en Udvidelse af knosa af kosa; se Kn. – kornosseleg (o', oo) adj. selvbehageligt pleiende sig; "nydende". Tel.

"kornoteleg adj." A. Se knoteleg, knateleg.

"kornrjaa m. Stavre paa Ageren behængt med Korn. Søndenfjelds i flere Former,
se Rjaa (Raa), som er mere brugt. Konnrøaa m. IGul.; -røaa f. Ndm. (Rindal); -rø f. YGul. Strinda.

Kornsenda f. 1) Fork hvormed Neg befordres ind i Laden og op paa Stabelen. Shl. Nhl. Sogn, Nfj. 2) = Kornskota 2). Hard.

Kornsetta (ee) f. = Setta. Ndm. Konnseet, -sitt.

Kornskota (o') f. 1) = Kornsenda. Ma. Dal. (Bjerkrei); N amd.: -skootoo. 2) Skovl til Øsning af Korn. Tel. Se Skota.

Kornskur (uu) m. = Gulskur, Emberiza citrinella. Hard. (Ulvik, Ull. Kvamm).

Kornskytja f. Fork til at løfte Neg op paa Stavre. Innh.: Kaaⁱnnskytjk.

Kornsjno m. Sne som bestaar af runde hagellignende Korn. Temmelig udbredt. I Sæt.: Konnesnjo^ure.

"Kornterre m." A. VAgder.

"Korntjuga f." A. Sfj. Nfj. Mest: Konntjue; ogsaa: -tjuke, Nfj. (Innvik, Gloppen).

korntung adj. om Sæd som har vægtige Korn. Ma. "Aagrn (Rugjn) æ konntunge".

Korp n. (og m.?) 1) den knudrede Bark paa gamle Løvtræer, især Esp. Voss, Hard. Se Korpa. 2) noget som er tykt afskrællet eller afskrabet. Sfj. Til flg. Jf. Kurpl.

korpa v. (ar), 1) afskrælle Bark, "Korp". Sfj. (Askvoll, Hyllestad). "Korpe Ospa; korpe aat Beistaa". 2) "korpe Gryta", afskrabe Skover. Sfj.

korpna v. n. trække sig sammen til Rynker og Knuder; blive "Korp", "korputt". Berg.

"korso (oo) adv. hvor, hvorledes". A. kosso, kossæ, kossen, koss (o') (jf. dessæ og dessen), Rbg. VAgder, IRyf. hosi (o'), Tel.; (h)aassen, Ned. Østl. Et hostan (haastan) kan høres paa Østl. med samme Bett. som Dansk "hvordan" dvs. hvad Slags, hvorledes (beskaffen) osv.; – enten en Sammensætning af "hoss" og det dansk-tyske "dan", eller "hosta, kosta" (se d.), med Bett. af "hvordan" indlagte i det. – kossleis, Dal.

Korstova (o', o') f. Hus for "Korfolk".

kort (oo) pron. n. 1) interr. hvilket af to; hvad (enten det – eller det). Røldal. "Koort vil du helde ha, Øl held Vatn?" Ogsaa: koor, ligesom kvaar og kvaart (Tel.), af hvilket det er fremgaaet. Røldal; IRyf. (sjelden). Se korgje. 2) rel. hvilketsomhelst, hvad saa end, af to. I Forbindelsen: "koort som er", i ethvert Fald, alligevel = kor som er. Sjelden. Derimod ofte blot "koort"; Ndm. (Sunndal, Tingvoll). "Du kjæm no væl ænnele koort i Maargo?" "Jäu, ænnele koort so kom'n". 3) hvad enten, hvorvidt, om (#- eller). Gul. (Soknedal, Støren, Røros), Ork. (Rennbu, Meddal). "Burte vart dæ, öss veet int koort dæ rokk (nokk) enn dæ sokk", vi ved ikke om det flød op eller sank; Soknedal. "Han spure koort du ville". Og: koorte Røros; hoort Helg. (Vefsn). – Paa samme Maade bruges kaa i NGbr. (Lom og fl.). "E veit ikkje kaa dæ naakk æill dæ saakk". Formen er NGbr.'s for "kvat"; maaske som "kaakje" (hvatki?) for hvártki, korkje. 4) pron. indef. hver, hvert. NGbr. "See koort", hver(t) for sig, adskilt, i Stykker. Og: "See aa koort"; NGbr. Ogsaa: koor Ndm. (Stangvik, Tingvoll). "Ga (el. gang) synn aa koor", gaa fra hinanden, hver for sig. "Han reiv dæ synnt aa koor". "Ta Koⁱnne synnt aa koor", skille fra hinanden Korn-Sorterne. 5) mon-tro, mon. Helg. "Hoort dennä Bookjä ska kost' mykje?" Vefsn. oort, Ranen. I NSvenske ("Norske") Diall.: hodt (dvs. hoo(r)t) = huruvida. Se A.

"Kort (oo) m. 1) Knort, umoden Frugt". A. Rbg. Ma. 3) lidet Traadnøgle. Tel. Sogn. "Traakoort, Gaankoort". 4) = Suta. Namd. Helg. "Töu(g)koort, Garnkoort".

"korta (oo) v." A. 2) slagte i Utide. Tel. (Mol.).

"Korta (oo) f. lidet Traadnøgle". A. Tel. Ned. Smaal. Kaate f. Oslo (Bærum, Aker).

Kortblækk n. og -blække f. Kortblad. Oslo.

Kortbudda f. Dynge Spillekort. Rog.

Kortgift f. = -gaava. Trondh. NGbr.: -jeeft.

Kortgjeva f. = -gaava. NGbr.: -jeevo.

Korv m. Pølse. Ndm. Nordl. Se Kurv.

"Kos (o') f. 1) Dynge". A. Shl. "Veeakos". "2)". A. "Brænn' Kos", Namd.; "brænne Kös, Koss (aa#-ö), Vestfold, Oslo (Asker), Modum; "b. kase", Ringerike. – kosagraa (ö#-aa) adj. om Luften: disig, saaledes som den ofte er i Slutningen af Mai, da man har Kostoka (o', o') f. en langvarig tør Disighed som i Aars-Tid gjerne falder sammen med Brændingen af Kos. Modum.

kosa (o') v. = brenna Kos. Ring. og fl.

Kosa (o') f. Dynge = Kos. Nhl. Shl. Hard. Røldal, NRyf. Nfj. "Ei stor Kosa mæ Oostra, Sild, Vee". Kaas(s)a, SHelg.

kosa (o') v. (ar), bestemme, beslutte. NGbr. Kun som: "kaasaa see tee" = etla seg til. Til Kos (Valg), kjosa.

kosa (o') v. jage Fæ med Tilraabet kos! Tel. (Selljor, Kvitseid). "Kosa paa Kyn".

kosa (o') v.a. og n. (ar), smøre, besmøre, bestryge. Ndm. og Fosn: kaasa (og koosa?); Stjør. og Selbu (Tydal): kaasaa; Østerd. (Tynset, sjelden): koso (o'#-aa). Vokalen er ingensteds lang; neppe heller Konsonanten nogensteds. Ogsaa: kusu v. dannet af Kusu f. (Kosa). "Han hi kaasaa aa maala heile Dagj´n". "Kaasaa paa for mykjy Tjyru". Særlig: a) smøre Leve over med Vædske ved Bagningen = rjoda, se A. b) smøre, søle, røre. "Kaasa ehoop". "Kaasaa nee Vatn". c) smigre, især ved at fortælle Sladder = fisla; sladre. Fosn (Hemne), Ndm. (Surndal, Tingvoll). "Han gaar der aa saata aa kaasa aa æ fiin". Sammeledes bruges "roda", bestryge. – Kosabytta f. 1) Bøtte med Vædske til
Paasmøren. "Ga(a) mæ Kaasabøttaan", fare med Sladder. Fosn. 2) en Sladdrer. Ndm. Køsubøtt (og ö), Kusubøtt d. s. Ndm. (Surndal). Til følg. Kosa, (Kusu). – Kosalaup m. Sladrer, Smisker. Ndm. Køsuläup, d. s. Surndal. – Kosarøp(a) f. Visk el. Kvast til at "kosa" Brød med = kosa flg. Ndm. "Ga mæ Kaasarøpaan", fare med Sladder. Køsurøp', d. s. Surndal. Til flg. Se Røpa; Rodvippa. – kosasam adj. sølende; slusket. Stjør.: kaasaasam.

Kosa (o') f. 1) Visk = Kosarøpa. Se A. Fosn (Hemne): Koosoo; INdm. Selbu og Røros: Køsu (og ö), Østerd. (Tolgen, Rendal): Kusu (hen imod Kösö); YGul. Bynes, Strinda, Innh.: Kusu. Lydenes Længde er som i kosa v. "Kaasa Leiv´n mæ (e)i Koosoo"; Hemne. 2) en Pjalt, Visk, "Dott", af en Person. STrondh. "E Kusu te Kar". "E Blöutkusu". – Heraf: kusu v.a. og n. (u, u, u), 1) besmøre, bestryge = kosa. Ork. Fosn (Stadsbygd), Gul. Stjør. Østerd. og fl. Tildels: køsu, eller som Femininet. "Hi du kusu paa Leiv´n? E vil ha Leiv´n paakusu". Ogsaa i Imperf. og Supinum og Part.: "kusua, paakusua"; Ork. Bynes og fl. 2) søle, kludre. Gul. og fl. – Heraf igjen el. af Kosa f.: Kusubøtt' f., Køsuläup m., Køsurøp' f. se kosa v. Kusuladd m. Kludrer, Søler. Gul. Kusulörve (og Kusslörve), "Kussfille" = Kusu. Østerd. – Sammeledes: "sugu" v. (Gbr.), dannet af "Sugu" dvs. Soga f.; de to eneste bekjendte Verber som ende paa et Endelsens U.

Kosadl, se Kusall. – kosagraa, se Kos f.

kosen (o') adj. halvtør; lidt fugtig, som Hø der har ligget i Hob, "Kos". Nhl. Sfj. Ogsaa udtalt omtrent kossen, Nhl. og fl. Jf. kasen.

kosja (oo) v. = koosa. Ryf. (Saua, Nærstrand).

?kosne (o') v. hovne? Tel. (Skafsaa).

Kost (oo) Trommesyge? se kostelusstungen.

"Kost (o') m. 1. 1) Vilkaar". A. "D'æ koorje Kost´n høg´e", de er begge lige ringe (daarlige). Nfj. (Honndal). "3) fersk Ost". A. Shl. Hard. Li. Ogsaa: Ostegryn i Mælk, som har været rystet stærkt. Ndm. Romsd.

"Kost (o') m. 2. Dynge". A. Oslo, Ned. Ryf. og fl.: en Stabel el. Pyramide; se Kostvid. Hertil maaske: "Gangge te Kosts", blive udslidt, eller overh. unyttig, og henslængt; gaa til Grunde; især om Redskaber og Kar. Tel. (Grungedal, Vinje). Ogsaa: "g. te Kost", Tel. (Selljor, Moland, Brunkeberg og fl.), Ned. Oslo. "Gaa te Koost", Vestf. (Brunlanes). Jf. "koma paa Dungjen" dvs. blive vraget og bortslængt. 2) en Flokk. Dal. (Hedland, Sokndal). "Ein heile Kost mæ Fanta". Jf. Aakost.

"kosta (o') v. 5) "kosta seg", anstrenge sig". A. Særlig: spendere = kostvare seg. Nfj.

kosta (o') v.a. (ar), bryde sig om, tage Notis af, ændse = vyrda, mæta. VAgder (Eikin, Bjell.). "Eg kosta dæ inkje". Maaske eet med foreg. G. N. kosta prøve = freista.

kosta (oo) v. 1) koste, feie = kvosta? suse? Østl. Kun efter Bevægelsesverber, for at betegne en svær Fart. "Je skä(r) roo, saa dæ (de) skä(r) kooste"; Hedm. "Dæ gaar saa dæ koo`stär", Smaal. (Trykstad). Mest, og meget hyppigt, efter et Bevægelsesverb, især i Imperf., saaledes: "Han foor, sprang, køyrde (kjø(r)te, kjaure) so dæ koost"; "han fær saa dæ koost". Ndm. STrondh. Østerd. Odal, Hedm. Smaal. Vestfold, Oslo og fl. I Vestfold (Lardal): "han foor saa de sae koost", hvilket tør være oprindeligere. I Vald. (Aurdal): "Dæ gjekk so dæ kvaast". Og: kvast, Østl. Vel eet med kosta, kvosta, kvasta dvs. koste, skynde sig, A. Om den interjektionale Anvendelse i den imperativlignende Form, se hosa. 2) revse, se kusta.

kosta (o'): a) pron. interr., hvilken af (de) flere; hvad (for en) = hokke, kvat (for ein), kvat Slag; b) pron. rel. indef., hvilken (du vil), hvilken (som helst), hvad (som helst) = hokke osv. Ma. (Aaserall) og Tel. (Moland): kosta; Sæt.: koste; Tel. (Mol. Mo, Vinje, Laardal, Nissedal, Kvitseid, Selljor, Bø): hosta. – A. "Gakk upp i de Husi!" B. "Kosta Hus? Kosta av dei Husæ meine(r) du?" – "Koste Stoge helle däi seg i?" – A. "Tak h^eit äen Kopp´e!" B. "Koste ska eg take, her æ so mangge". – "Hosta vi du hava av dessi?" – A. "Hosta Veg sko eg gangge?" B. "Aa du kann gangge hosta du vi". – "Du kann gjera hosta du vi". – Ogsaa: "hosta som æ", i ethvert Tilfælde = kor (kvaar, hokke, kvikkje) som er. Tel. (Mo, Laardal). – "kostan" høres længst Vest, i Ma. (Bjell.), med Bet.: hvilken af de flere = "ko-slag, ko-for-aen"; "hostan" høres maaske længst Øst. (Grandsherad?) med samme Bet.; med Bet. "hvordan" er Ordet ikke hørt i nogen Form i Agder#-Tel. (se korso); "hvordan" hedder her: "koss laga" (Agder) og "hoss vooren" (Vinje, Mo og fl.). Det sjeldne N kan have smittet af fra andre Pronn.: kvaargjen, ingjen, nokon, (hokken) osv. Een Gang er hørt hot´sta, Nissedal i Tel. Da Ordet desuden oftest (altid?) udtalee med Eenstavelses-Tone (acut), turde det ligesom "kvatslag", "ko´slag", være et sammensat: *hvat stad (Dativ), i Lighed med hvat fridi, manni, degi, flokki osv.