A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"knybben adj. bister, vred". A. Vald.

"Knyk m. stor Bjergknold med steile Sider; rund Bjergtop. Ndm. (Rindal, Surndal). Ogsaa Lokalnavn; Ndm. Li. og fl. Jf. Nuk, Nyk(e), Knuke. G. N. knjúkr.

knyle v. knuge. Tel. (Bø); se knyra.

Knylla f. 1) liden opsat Hob el. Stak (især) af Sten el. Tørv. Dal. (Ogna, Hæskestad): Knydla, Steinknydla. 2) = Knylling, Nylling. Jæd. Dal. Jf. Knoll, Knulle.

knylla v.a. (er, te), sætte i "Knylla", danne en "Knylla". Dal. "Knydla Torv"; "k. opp ei Knydla". Jf. nylla.

Knylstre n. = Gnylstre, Knul. Tel.

knylt adj. om Vei: afmærket ved "Knyllor" eller "Knyllingar". Dal.

"Knyp', Knip' f. Hyben. Ndm. se Knupa.

"knyra v.a. knuge, presse". A. Tel. (Tinn, Raul. Selljor). Ogsaa: knyle, Tel. (Bø).

knysa (yy) v. (er, te), fnyse, hvæse = frøsa. Ryf. (Suldal), Røldal. "Hunabero knyyste aa gøydde". "Ho va so knyysandes idle".

knysa v. fnise. Voss. Se knisa (i').

"knysja v.a. (knuste) knuse". A. Hard. Ø- og VTel. SætBV. 2) "knysje ihop", knuge sammen, saa det knuses; ogsaa: knuge (sammen) = knyra. Sæt. Tel. 3) v.n. knuses; især: give Knusningslyd. Tel. (Moland og fl.). – Ogsaa med Imperf. knaus og, sjeldnere, Supinum knose (o'); Tel. (Moland, Høydalsmo, Kvitseid). "Han knous 'n oonde seg". "Louvi va so tjuurt at de knous". Jf. gnysja.

Knysja f. Knippe, haard Bylt. Sæt. "Ai Knysje mæ Vijju, mæ Tau(g)ji".

"Knyska f. Svamp paa Træer". Knuska hvid Træsvamp som tørret bruges til at anbringe Staalredskaber i, = Knivsopp. "Kniivaknuska, Syylaknuska". Sogn (Lustr, Aurland). Knøske, Romsd.; "Kniiveknøske". Knøskja, Nhl.

"knysta (yy) v.n. kny". A. Hall. Ryf.

Knyste n. = Knust. Tel. (Moland).

Knystre (yy) n. 1) knortet Udvækst = knustra. Ma. Rbg. Ogsaa: Gnyystre, Ma. 2) tæt vreden Træklods = Knust, Knyste. Sæt. Dal. 3) Knippe. Tel. (Treungen). "Eit heilt Knyystri mæ Skoo". 4) Kvast. Li. (Eikin). "Eit Knyystre mæ Jo^urepleknappa".

knystra seg og knystrast v.n. = knustrast. Agder, Dal. "Kny^ustrast i Ho^upi, ti"; Sæt. "knyta v. knytte". A. Imperf. knaut, Rom.

Knyting (yy) f. Frugtansætning. Hard.

Knyting (yy) m. Gnier, = Kniting. Hard.

Knytta? f. et ganske lidet afbrudt eller afbrustet Stykke; Smule; Gran = Gnita. Hall. (Aal). "Inkje ai aenaste Knøtte". (Synes ikke at kunne være "Knotta" da Aal-maalet har "Daatt, Taapp, Faalk" osv.). Knøtt (ø' eller ö?) n. d. s. Smaal. Hedm. Trondh. Dette maaske for: Knott (o').

knyva v.a. trykke ned = knuva. Østerd. "Knyyve en nee", trykke En til Jorden. knøve, Odal.

knyvla? v. 1) = knuvla. Ndm. Romsd. Sdm. "Knøvl' nee Sængja", Ndm. 2) mishandle; plage. Romsd. Sdm. "Knøvle Smaafugla". Særlig = mara; om Børn. Romsd.

Knyvla f. et lidet, oftest i Huden hængende, Horn = Nyvla. Nedre Tel. VAgder, Dal. Jæd. Knyvle n. d. s. Li. (Kvin). – Knyvlekolla f. Hundyr med Knyvlor. Nedre Tel. G. N. knýfill lidet Horn.




knyvlast v. recip. = knuvlast, knaavlast. Jæd.

knæla v.n. (er, te), 1) faa Bugt med; beseire; dræbe. VAgder (Vanse, Fjotland, Holum). Maaske eet med knella. 2) arbeide møisomt; slæbe. Ryf. (Strand, Nærstrand, Skjold).

knøk adj. med en stram og fordringsfuld Holdning; kneisende. Tel. Bamle (Drangedal). Jf. NSv. ("Norske") Diall. knak dvs. rak, styf. – knøkjen adj. d. s. Sæt.

knøkja v. (er, te), indtage en stram og fordringsfuld Holdning; kneise. Rog. Tel. "Knøkja seg tee". Ogsaa: "knøkje paa se"; Tel. (Tinn).

Knøkja f. og Knøkje m. en "knøk" Person. Tel. Sæt. – knøkjeleg adj. lig en Knøkja.

knøkjast v. recip. kappes. Rog. "Skip´aa (-æ) knøttest om aa koma fysst inn".

Knøl m. tæt og tung, vreden Træklods; omtrent = Knul, Knylstre. Ogsaa om en tætvoksen tung og egensindig Person; Knold. Rom. Vinger, Smaal. – knøla v. (ar), være en Knøl; være stivsindet og seen osv.

knørt adj. livfuld og strunk; kneisende. Ma. Ned. Nedre Tel.

knørta seg v.n. (ar), blive "knørt"; rette sig op til en rank og stram Holdning; blive kneisende. Tel. Rbg. Jf. knerta v.a.

knørten adj. livlig, rask, strunk og spradende; omtrent = knerten. Rbg. Ma. Ned.

knøs adj. overmodigt affærdigende; frastødende myndig. Shl. Sæt. Østerd. Røros og fl. Jf. flgg. og Knas.

"Knøs m." A. 2) en overmodig og myndig, "knøs" Person. Ryf. Sæt. 3) Trodsighed. Til knøsa. Stjør.

knøsa v. (er, te), være "knøs", optræde myndigt og affærdigende. VAgder, Rbg. "Knøsa seg tee", indtage en "knøs" Holdning (til Svar); "knøse imo^ut" d. s. "Knøse ti äen", affærdige overmodigt (Bygland). – Knøse-Gjenta, -Kar, "knøs" Person. Shl. Hard. – knøsen adj. som "knøser". Rbg. A.

knøt adj. af en overmodig, strunk, Mine; storagtig; = knaten (Gbr.). Gbr. (Lom).

knøta v. (er, te; ogsaa ar), pynte; stase; stramme op; opstudse. Tel. (Mo, Laardal, Vinje, Moland). "Ho gjekk o knøtte (paa) seg o ville vera feen´e (fiine)". "Knøte de tee", især: tilstudse sin Tale = knota. Jf. Knata, naten, knoteleg (o'), kneta osv.

Knøta f. en rask, net og tækkelig Pige. Hard. Jf. Knota, Knata osv.

knøteleg adj. lig en "Knøta"; net osv. Tel.

"knøten adj. net, tækkelig". A. Hard. Tel. Velvoksen og net; Sfj. "Ogsaa: rask, flink, dygtig". A. Shl. Voss, Ned. 2) nem; beleilig, bekvem. Sogn. "Egg æ slik knøten Mat aa ta(ka) te". 3) som forstaar at holde sig frem, at gjøre sig gjældende. Ma. (Tveit: d). 4) = knøt. Vestfold.

Knøysa f. 1) tæt haard Træklods = Knause. Sogn. "Veaknøysa, Spiikaknøysa". 2) tætbygget, lavstammet Figur. Sogn. – Knøyse n. d. s. Ryf. Nhl. Jf. Nøysa.

ko (o') adv. 1) hvor = kor A., dvs. 1) hvor, hvorledes, paa hvilken Maade. b) hvor, i hvilken Grad, hvor meget. G. N. hve. Jf. kve, kvi. Se kor, A. Formerne falde oftest sammen med Formerne af "kvat": kee, Gul. (Singsaas: kee er ogsaa = kvat); ko, Rbg. (Evje, Sæt.), Tel. (Mol.), VAgder, Sogn, Nhl. (Fusa; sjelden), Vald. (Vang); kaa, N Gbr.; ho, Ma. Rbg. (Mykland, Aamlid), Tel. (Mol. Mo, Laardal, Selljor, Tuddal, Treungen); haa, Ned. Bamle, Nedre Tel. Østl. (meget udbredt, ogsaa der hvor man spør med "va, vække"). – a) "Kungjen sto^u sjav o saag derpaa, ko Smaadrængjen kleiv ette Bergjæ blaa"; Ma. (Aaserall). "Haa dæ gaar", hvorledes det (end) gaar; SGbr. "Ko som æ" = kor som er, i ethvert Tilfælde; Vald. Ma. (Finnsl.) og fl. Andre Steder: "kvi sum æ, kvi saa (æ), kvikje sum æ", VAgder, Dal.; "kvaar som æ", Tel.; "kaakje saam e", Gbr. osv. – b) "Ko sto^ure, ko str^eie, ko mang(g)e", Sogn, Agder. "Ho mange", Tel. (men: "hot seie d u?"). "Haa-naar", naar, G. N. hve nær, Østl. A. "Kee han skreeg!" Gul. 2) ved Komparativ: ko#-ko = i#-i dvs. jo#-jo (des). Vald. (Vang). "Koo mäir du beer me, koo mäir gjer' e dæ". 3) i Forbindelsen; ikkje ko, kun, se kon A. Ordet har i denne Bet. næsten altid samme Form som "kvat", hvat, har paa vedkommende Sted, men tør være noget andet end "ko" dvs. hve, idet ogsaa "utan" synes at være medvirkende. Former: ko, Sæt. Ma. (Grindeim og fl.), Li. (Fjotland, Eikin); kot, Moland i Tel.; hot, ot(t), VTel.; haa, Ned. (ØMoland: "ikkje haa ei einaste Kyr", kun een eneste Ko); kon, VAgder, Dal. (Hedland). Ogsaa: Alle (aldrig) ko æen", kun een; Li. (Fjotland). 4) ko berre (barre), conj. undtagen; undtagen forsaavidt. Sæt. "Ikkji ko barre aen", kun een; Sæt.

Koa, Koe (oo) f. = Kvaada, se d.

Kobbung m. = Kuvung (Snegl). Ryf.

Koblongje, se Kovlung.

koda (o')? v. smaasysle; pusle. Ogsaa om fordringsløs selskabelig Underholdning; smaapassiare osv. Helg. (Bindal): køa (haardt K). Som knøa af knoda. Se kada A.; jf. dog Kodo, Kora.

ko-dan pron. hvordan. Vald. (Ø- og VSlidre). Se ko. Halvt Dansk-Tydsk.

Kodd (o') m. Rede. VAgder. Se Kuld.

Koddelid m. = Hovlid. Smaal.: -lee.

Koddestein m. Testikel = Kodd. Totn.

Koddever (o', e') n. Pudevaar. Li. (Eikin). G. N. koddaver.

Kodo f. en Rage = Kora. Se d. Lom i Gbr.

Kodravle (oo) m. "Dravle" af Raamælk. Jæd.

Koe m., Koeflare, se Kvaada.




Koflebjørk (oo) f. = Korpebjørk. – koflutt adj. "Borkjn æ kooflutt o usleett". Tel. (Selljor). Maaske for Korpsle og laant fra et østligere Maal (med "tykt" L). Se Korp.

Koflesvoll se Kove-.

kofsa (oo) v. (ar), 1) have sine Øine allevegne speidende el. tankeløst gloende; glo omkring sig. Smaal. Oslo. "Koofse aa glane". "Han stoo aa koofsa oomkring sei". Jf. kopa. – 2) se kufsa.

kofæse, kaarfæsse se godfessa.

kogeleg (o') adj. og adv. om et Sted (en Gaard) som ligger afsides trangt og mørkt og ligesom kiger (kogar) frem af et Hul. Tel. (Kvitseid). Ikke meget brugt.

kogla v. skotte, kige = koga, kaga. Tel. (Laardal), Sæt. G. N. kögla.

Kogole, Kogle m. se Kokul.

"Kok (oo) m. Klump". A. Vestfold (Sandsvær), Hard. Voss, Shl. 3) Klodrian, Stymper. Shl. Jf. Kunk.

Kok (oo) m. Kogning, Kog. Udbredt. "Gryta slæfte Kookj´ee" (Dativ), Gryden gik af Kog. NGbr.

"Koka (o') f. Klump, Klak". A. Kökö (el. Köku) kageagtig Klump af Deig, Leer og dl. Østerd. (Rendal). I Sv. Norrbotten ("Norsk" Diall.): köko dvs. kaka. 2) en klumpet klodset Kvinde. Sdm.: "Koke". Jf.koka (o'), kaka dvs. kludre. – kokutt adj. lig en "Koka". Sdm.: "kokete". – koka v. se kaka.

"koken (oo) adj." A. Gbr. Totn. 2) forstoppet eller sammensnøret i Halsen og Spiserøret som efter Ædning af noget snærpende (Hæggebær). Ndm. "E (ho) vart so harm, e (ho) va mestaa kookja". Jf. G. N. kók, Svælg, Ang. a-ceocan; Eng. choke kvæle; choke-cherry dvs. Prunus (Padus dvs. Hæg?).

Kokestokk (oo) m. Agertromle. Smaal. Vestfold og fl.

Kokje (oo) m. 1) Klump, Klimp = Klepp. Shl. Hard. Sogn, Nhl. Sfj. "Mjølkookje". 2) Stymper. Shl. – kokjutt adj. klimpet. SBerg. "Kookjete Gröut".

Kokkedrope m. = Nasadrope. Tel. (Raul.).

"kokla (o') v. kagle". A. Vald. Innh. 2) kjæle for; forkjæle. – Kokle, se Kokul.

Kokleg (oo) m. = Kokstokk. SSmaal.

Kokning (oo) m. = Koka (oo). NGbr. (Lom).

Kokr (o') n. Kjælen osv., se flg.

kokra (o') v.n. og a. 1) fremstøde en Række af eenstonige uforbundne Lyd. Saaledes: om a) Rypen, Lagopus; Vesteraalen. b) Smaabørn, naar de klynker monotont. Nfj. Sfj. c) Voksne i Tale til smaa Børn; tale kjælent. Hard. Shl. Ryf. Li. Ned. Sydligst: kogra. Eet med kokra, gnægge. A. Jf. kukra, hukra, skjælve hørligt af Kulde. 2) kjæle for; gjøre tam. Dal. Agder, Tel. "Kogra (mæ) Sau´n". 4) forkjæle. Agder. Rog. – kokrast med v.n. kjæle med (for); forkjæle. Tel. Agder. "K. mæ Badne". Jf. kokla.

Kokrebarn (o') n. Kjælebarn. Sæt.

kokren (o') adj. 1) altfor øm; forkjælende. Tel. Agder og fl. 2) om Dyr: kjælen, yndende Karesser; ogsaa: tam, spag, villig til at komme. Tel. Agder, Dal.

Koks, koksa, kokshendt, se kuks-.

Kokstut (oo, uu) m. Skov-Angelica. Innh. (Leksvik), Vestf. (Sandsvær) og fl. Mere udbredt er: Skogstut (dvs. -Rør).

"Kokul (o') m. Kogle". A. Former: Kokul(e) Tel. (Selljor, Nissedal, Mo); Kokuli, pl. Koklar, Rbg. (Aamlid), Tel. (Moland); Kogoole og Kokoole, pl. Kogoolar, sjeldnere "Koglar, Kokoolar, "Koklar", Tel. (Vinje); Kokli, Rbg. (Aamlid, Sæt.); Kukedl (u', eller oo? jf. Kuksa), Røldal; Kogle (o', og u'), VAgder: Kokle (o') f. Ned. (Holt); Kogla f. Jæd.; Kugla (u') f. Sogn; Kula, Ryf. (Skutnes). Se Kogla A. 2) Blomst- el. Frøklase, særlig paa Humle. Rbg. (Aamlid): Kokuli og Kokli.

kokyld (oo) adj. = steinyld. Nfj. Kok m. A.

kol (o'), i nogle Sammensætnn. med Bet.: fuldstændigt, aldeles, i høieste Grad; mest i Nordl. koldjup, -bakkutt, -all, -still, -gamall, -trøytt, -flat, -open, og fl.

Kol (o') n. kjølig Luftning = Kul f. "Vindkol". Sfj. (Vik, Sande). Og: Kul (u') n. Sfj. Sogn. G. N. kul, n.

kola (o') v. (ar), lufte kjøligt = kula. Sfj.

kola v.a. Helg.; Salten: köl; se kvelva.

koladjup, -ladd, -myrk, se kol-.

Kolagul n. (o', u'), kjølig Luftning. Hard.

kol-all adj. fuldstændigt afkræftet, udmattet eller aflevet, "all". Helg. (Vefsn, Ranen).

Kolamyrkr (o') n. = Kolmyrkr. Tel.

kolande (o') adv. aldeles = kol-. Sogn, Ma. og fl. "K. djup, flat, stillt". Og: kolende.

kolast (o') v.n. (ast), forkulles. STrondh.

kol-bakkutt adj. meget bakket. Nordl. "kaalbakkaat", og "köl-".

"Kolblad n." A. Kolebla(d) (o'), Ma. (Grindeim og fl.). Koletsokk m. Stilken.

"Kolda f. Forkjølelse". A. Shl. Nfj.

Koldehola (o', o') f. en kjølig Fordybning el. Hule. Hard. (Kvamm, Ulvik, Ullensvang).

"Koldjup n." A. Kola(d)jup, SætV. Dal.

koldjup (o') adj. dyb saa man ei seer Bund. Ma. Salten. "Koljuup Hyl". kolajup, Tel.

Kol(d)juv (o') n. bundløst "Djuv". SætB.

koldømd (o') adj. dødsdømt; dømt til at kasseres. Ma. (Halsaa, Holum). kondømt, Li. For: kondemneret? Eller se kol-?

Kol-eim (o') m. = Koldjup. SætV. Heim?

Kolehatt (o') m. Hat over Lampen, "Kola".

Koleld (o') m. Taagedunster. Ma. Meddelt.

kol-flat (o') adj. liggende paa Maven. Ndm. Gul. Ogsaa: kolande flat.

kol-fortapt adj. fortabt. Ndm. Fosn: ft.

"kolga v. sværte, kulle". A. Ndm.

kol-gamall adj. meget g., affældig. Helg.




Kolgyft f. fygende Kulstøv. Rom. Oslo og fl.: Kolagyft. Mange Steder i V.: -gypt.

Kolk (o') m. Klak, paasat Flek; f. Eks. af Blæk. Smaal. Rom. og fl.: Kölk (og "Kaalk"). – Kulk n. d. s. Hall. Vald. Hadel. og fl.

"kolka v. kludre". A. 2) kjæle, forkjæle. Røldal og fl. "Kolka mæ eit Badn". 3) klakke. Østl.: kölke; ogsaa kulke. "Booka æ uutkulka". – Kulk m. Kludrer, Fusker. ØTel.

kolken (kolkjen, o') adj. 1) lidt fugtig; om Hø og Halm. Nhl. 2) lunken og kvalm; om Vand og andet. Nhl. (Samnang, Eksing.).

"Koll m. 2) Bjegknold". A. Kaal? Vesteraalen. Kull´e, Tel. (Mo). 6) Træhoved, hvorfra mange Grene udgaar, særlig paa kappede Træer. Tel. (Selljor). 7) kuldet Ko. Vestfold, Tel. Kolt d. s. Tel.

Koll dvs. "Kodd, Köll se Kuld.

kolla v.n. (ar) = detta i Koll. Nfj.

"kolla v.a." A. 4) afrunde en Tømmerstoks Ender, til lettere Fremførsel. Ryf. Dal.: kodla. "Kollhogga", A. d. s. Ryf.

kol-ladd (o') adj. kul-ladet, -lastet. Østl. kolaladd (ö#-aa). – Kolaskuute f. Kulskib.

Kollarkast (o') n. et Rebkast med en særegen Knude om "Kollaren" (Nfj.). Nfj.

Kol-lass n. Kul-læss. Kola-, Hall. Østl.

Kollbein (o') n. Trænagle med Hoved "Koll" som holder "Slederim" fast til Mede. Nhl. Se Bein. ("Kodlebein", d. s. Christie).

Kollfoteskola (o', o', o') f. Storvask paa karrene før Afreisen fra Stødlen. Hard.

kol-loppen adj. aldeles vælen. Helg. (aa, aa).

Kolløyra (o') n. "Hæst´n lægg Kaallörom (-aam)", Hesten lægger Ørene bagud. Stjør.

Kolmøra (o') f. Kulgrus, Kulstøv. Tel. (Grandsherad, Selljor og fl.): Kolamøre og Kolmøyre. Se Møra. – Kolsubb m. d. s. Østl.

kolmøyr (o') adj. meget skjør (som Kul?) Ryf.

"kolna (oo) v.n. kjølnes. Ogsaa: gyse". A. koo(l)ne (med et tilbagetrukket N som minder om rn og ln), Vestfold (Larvik); koone, Vestfold (Sande, Hov), Tel. (Bø). Ligesom folna, foone. kölne Hadeland; synes forudsætte kolna (o').

kol-open (o’, o') adj. aldeles aaben. Helg. Salten, Senja. "Vil Du faa da varmt her som da æ kölaape (kaaloopi)?"

Kolp (o') m. "ein Kolp te Baat", en smal dyb let væltende ("rank") Baad. Ryf. – kolpen adj. Se Kulp, Kylp.

Kolpus (o', uu) m. Mørbrad, Ilio-Psoas = Fisk. Nhl. Sogn. Oftest brugt i Fl.: Kolpuusa. Ogsaa hos Pont. Fremmed?

kol-roten adj. aldeles raadden. Senja (aa, aa).

kolseleg (o') adj. kraftigt voksen; før og førlemmet. Tel. (Rauland, Høydalsmo). Til Kolse dvs. Kogle.

Kolsmell (o') m. = Glodskot. Trondh.

"kolstumende adv." A. Ndm. NGbr. (mm).

Kol-svælm m. Kuldamp. Romsd. Ndm. Innh.

Kolt (o') m. 1) liden Bjergknold = Koll. Hall. 2) kullet Ko = Koll. Tel. 3) Stymper. Romsd.

"Kolta (o') f. Gjed uden Horn". A. Tel.

Kolta (o') f. halvraadden Masse, især af Fisk. Ndm.

Kol-teina f. = Kolkorg. Hall.

"kolten adj." A. Ndm. IØsterd. og Nordl. kaa(l)hlen og kö(l)hlen (omtr. saa).

"koltna v." A. Østerd. og Nordl.: kaalhlne.

koltra (o') v.n. kautre = kaltra. Om Baad. Shl. (Fitja, Stord).

kol-trøytt adj. aldeles udmattet. Helg.

"Kolv m." A. 4) sammenholdende Bolt. 5) = Leikinde paa Fiskesnøre. Helg. Vesteraalen. 6) enslags pilformig Knevel hvormed Hængelaas lukkes. Gbr. Smaal. Oslo.

Kolvlaas m. Laas med Kolv 6). Oslo, Smaal.

Kom (oo) m. Dunkelhed, Uklarhed; Disighed. Innh. (Stjør. og fl.). Se flg.

kom (oo) adj. dunkel, uklar i Lys el. Farve. Helg. (Brønnøy): koom(m) ~ Loom(m) (Fugl). "Koomm Leett". "Koomm i Skinne". "Koommt Mjøl". Jf. kvaam, kaam A.

"koma v.n." A. Supinum: kjeeme, Sfj. (Førde og fl.); kjæme (el. e'), Nfj. (Eid). "Koma fyre seg", komme sig, besinde sig, samle sig; Ma. "Ho kaam yve han saa kufst at han fekk kje kaama fyre seg". "Koma seg fyri", d. s. Sæt. – "Koma paa ein", bli overført En; Gbr. og fl. "Dæ kom paa'n at han hadde stole". – "Koma tee", bli til, komme til Live, "komme sig"; f. Eks. om Ild som optændes; VAgder; se A. "Koma til (med)", komme til Forstaaelse, komme overeens (med)", komme til Forstaaelse, komme overeens (med); Tel. Agder. "De stendst kji paa de, kjem mi ti um de hitt". "Koma under med", komme under Veir med; NGbr. og fl. – koma v.a. "Kaama a(v) Sta(d)e", sætte i Gang, afstedkomme; VAgder, se A. "Koma i Hug", mindes. – komast paa v.n. komme (sig) ind paa (el. i) noget; særlig: faa Appetit. Tel. (Rauland). "Joorepli æ berre te kaamast paa av".

"Koma (o') f. Komme". A. Koome, Sæt. VTel. (Mo, Laardal, Vinje). "Gud vælsigne deg Kooma dee!" Tel. Lidet brugt. "Upp-koome", men "Soole-kaamu", Vinje. "De faar raame si Kaame", det faar gaa som det kan, Vestfold (Dramn). "De fær raake si Kaamaa (? -e) mæ di", d. s. SGbr. "3) Aasyn osv." A. Kaame, Hall. (Nes).

Komelamb (o') n. Lam som er kommet fra en anden Hjord, bort fra sin Moder. Sæt.

"Komemann m. Gjæst". A. Kaamumanne i flere gamle Viser. VTel.

komen (oo) adj. uklar, disig. Innh. Se Koom.

"komen (o') adj. ankommen". A. "Tru d'æ kje alt dæri kome?" mon ikke det er det hele? Jæd. og fl. "2) stedt, stillet". A. "Me va saa kaamen där (dar)", vi var i slig Vaande; Ma. (Bjelland). – "Han æ av seg kaamen", rent ude af det. Tel.




Komlit m. = kom Lit. Helg.: Koomleett.

Komming m. = Kommag. Helg.

["Kompaan m. Karl". A. Koom`paa, Smaagut. Nfj. (Stryn). Koompaa`ni, en indbildsk vrrangvillig Karl. Tel. (Vinje).

"Kona (o') f. Kone". A. Kaanu, Tel. (Vinje, Selljor), Koonoo, Gbr. (Vaagaa, i "Brutkoonoo" og fl.; Faaberg, i "Saan(n)ekoonoo"), ØTel. (Tuddal). Ordet har i Trondh. og paa Østl. oftest uregelmæssig Form: Kaan(n)o, INdm. (Sunndal; men "Høsu (-o)", Føru (-o) Vøku); Kaanaa, YNdm. (her regelmæssigt som "Haasaa, Faaraa"), INdm. (Rindal), NTrondh. STrondh. (mange Steder med et tilbagetrukket N der smager af rn); Kaa(r)naa el. Ko(r)no (omtr. o'), NØsterd.; Kaanaa og Kaana, Østl. (Hedm. Totn, Rom. Solør, Smaal. Oslo, Vestfold), men kun med Eftertryk i Bet. af en noget usædvanlig, "utifraa": en rig, mægtig, statelig, stormodig, dristig, væl dristig, skalkagtig, besynderlig osv. Kvinde. Gift Kvinde hedder her "Kjærring", medens Hustru paa flere af de nævnte sydligere Steder (Smaal. Oslo, og fl.) desuden hedder Koone. "Dæ va(r) Kaanaa te Jente!" "de va(r) Kaanaa si, de!" det var en sjelden (besynderlig, prægtig osv.) Pige. Saaledes i Skjetve i Smaal.: "Kaanaa" i denne Anvendelse; "Koone", Hustru; men "Viku". Koonoo = ei som er utifraa, Tel. (Tuddal). Kaanaa, Hustru hvis Førstefødte er Søn. Hedm. (Furnes).

Konelag n. "faa Br^øua (-aa, -æ) i Kaanelag, en Seremoni under Brylluppet, hvorved Bruden indføres i de gifte Koners Selskab og Stilling. Ma. Ned.

Kongl(e)bit (ii) m. Fjelddompap, Pinicola enucleator. Østl.

"Kongurvaava (?)f. Edderkop". A. Kangro, Østerd. (Trysil); Kingel; Oslo; Kloong´e m. VTel. (Nissedal, Mol. og fl.); Klung´e, Rbg. (Aamlid, Evje, Sæt.); Kung´r? Ryf.

"Kongurvev (?) m. Spindelvæv". A. Koongglvæv (og -vev), Shl.; Kinglveev, Oslo, Busk.; Klungevev, Rbg. Sæt., VTel. (oo); Kungrvaag, Nhl (Eksing.); Klungrvaag, Ryf.; Klungenet (e') n. Sæt. (Bykle). I Shl. Hard. Voss og Sogn er Kunglvaag, -væv, det Væv som hænger i Husets Kroge, medens "Vøvkaanuvøv" spindes af andre Arter, ude.

Konk, konka, konkla se Kunk osv.

Konst f. Kunst. Østl. paa mange Steder: Kaanst; kaanstig adj.

Kop (oo) m. En som "koper", en Gloer, stirrende Tilskuer. Namd. Ork. Stjør. Østl. Sogn, Voss. "Fjellkoop", Voss. "Landskoop, Markakoop", Trondh.

"kopa (oo) v. gloe". A. Namd. Stjør. Ork. Sogn, Voss. kjoope ØTel. (Sauar, Nes).

kopa (o')? v.n. og a. 1) styrte ned eller ud; især om Stene. NØsterd. "Dær kaap(p)aa e S(t)jæⁱnne". Se A. 2) kaste, slænge. NØsterd. (Kvikne). "Kaapaa Steen".