A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

kostelus-stungjen (oo) adj. stukken af Kostelus f. (sjeldent), Trombidium holosericium. Nfj. Sfj. Denne Mid menes ved sit Bid at volde Kvæget en Sygdom (Trommesyge?) der i Sfj. skal hedde "Koost" (Storaker's Utrykte) og som kureres ved at Midden gives Dyret ind. "Sprengja" er
i Sogn Trommesyge, og "Sprengjemakk" er Trombidium.

kostgjeven (o'; e' eller æ?) adj. generøs = kostgjæv. Sogn, Nfj. – "kostig". A. Røldal.

"Kostnad m." A. -nade, nad, og nar. Nfj.

Kostoka f. se Kos (o') f.

Kostvid (o', i') m. lang Ved sat (lagt, reist) i Kjegel (Stak), modsat "Lagvid". Hard. SGbr. Totn; Oslo: "Kaastevee". Se Kost.

"kostvara (seg) v." A. kostvare, Nfj.; kostvære, Romsd. Sdm.; kostverje? Sdm. (Norddalen). – Kostværing f. = Kostvaring. Romsd. Sdm.

kosvill (o') adj. uvis om hvad man skal vælge; raadvild. Gbr. Til Kos n. Jf. villkos.

Kot (o') n., Koteholk m. se Kvat, Kvata.

"Kot (oo) m. Smaafisk". A. Tel. Li. I Tel. (Nes) om en egen liden Fiske-art. Jf. flg. – kota v. (ar), fiske "Kot". Sæt.: "ko^ute".

Kot (oo) Vantrivelse, -ast, aat, se Kut.

kota (o') v.n. (ar), sidde ørkesløst gloende; sidde og gabe. Tel. (Aam.). Se kota (oo) A.

"Kota (o') f. lidet Hus". A. Kutu, Gul. 2) lidet Værelse eller Rum = Kot. Ndm. (Aure): Kaataa; Ndm. (Rindal): Køtu (ö?); Innh. og Strinda: Kootoo.

Kota (o') f. 2. tarvelig kort Sok. Hard. Hall.

Kota (o') f. 3. et sødladent og senfærdigt (seigt) Kvindfolk. Smaal.: Kootoo, "Søtekootoo". Jf. Seinsokk. Kota 3. er maaske eet med Kota 2., og begge eet med Kota 1.

Kota f. 4. se Kvota.

Kotr (oo) m. 1) Smaafisk = Koot. 2) liden Stymper. Namd. Helg. Kootrfisk m. Smaafisk. kootrin og kootrkjennt adj. smaafiskagtig.

kotra (o') v. = putra. Nordl. "Da kaattra i Grytaan".

Kott (o') n. lidet Traadnøgle. Jæd. Lidt usikkert. Kaatte og Kaate d. s. Oslo. Se Kort, Korta. Hertil, eller til Kota 2., maaske "Huvkaatt'" f. en ussel Hue. Ndm.

"Kov (oo) n." A. 4) "eta seg i Koo`ve", æde saaledes at Maden blir siddende i Spiserøret og man har ondt for at puste. Tel. Ma. "Ete seg i Ko<sup>u</sup>v", d. s. Rbg. "Faa i Koo`vi", han vilde kvæles af Æden. Sæt. "Eta seg i Koova, faa i Koova", d. s. Shl. Voss, Røldal, Hard. Se A.

"kova (oo) v.n. (ar)". A. 3) om Vand: skyde igjennem og op over Isen og danne nye (øvre) Iislag = kjøva. Jæd. 4) "Vee´n ligg aa koover aa ikkje brænner", om fugtig Ved. VNed.

Kova (oo) f. ny Iisdannelse af Vand som er skudt op over det tidligere Iislag. Rbg.

Kova (oo) f. a) Raamælk, for Koda. Ryf. Sogn. b) Gummi = Kvaada. Ryf. Sogn.

kovaukjen (oo) adj. om kile- og kegleformige Ting, som er meget tykke i Forhold til Længden eller udvider sig raskt fra Eggen eller Toppen. Sæt. (Hylestad, Austad og fl.). "Ai ko^uvaukj^ei (-ee) Øks". "Ai ko^uvaukj^ei (-ee) Gjaar", en (Jern-)Gjord som er udhamret, altsaa videre, langs ad den ene Kant. Et Ko^uvaukji m. om Kegle el. dl. skal ogsaa findes; Sæt. Maaske: Kolv-.

"Kove (o') m. Kammer". A. kave, Ndm.; Koove, Romsd. 2) lidet Skur, lænet op til Ladebygningen. Innh.: Kaavaa.

Kove m. trangt Landskab, indesluttet af steile Høider. Ma. Li. og Rbg.: o'. Maaske eet med foreg., jf. Kleve. Dog er Ordet neppe hørt uden i Maal hvor oo foran Læbelyd blir til o'. Hører derfor maaske sammen med flgg. og Koov osv.

koveleg (oo) adj. og adv. om Sted el. Rum: trang, mørk, kvalm og uden Udsigt; indesluttet, skummel, trykket; som i en Kove. Rbg. (Aamlid, Sæt.): ko^uvelege Rbg. (Evje), Ma. Li.: kovelig (o'); Dal. (Hæskestad): ko^uvalig og -le. "Gar´n ligge so ko^uvelegt i ein Kvervi"; Sæt. "Hø^usæ ligge so ko^uvale; ein ko^uvale Gar"; Dal. "Ei k. Stova". "D'æ ko^uvaligt mæ mæ laage Værelse". Ogsaa koveslig (o'); Li. (Fjotland). Og: kovaleg (o'), Tel. (Mo). "Her æ kovaleg laga". Og: kovela (o'), Ma. (Øyslebø, Holum). Til Koova, Koov dvs. Tilstoppelse, koovt, kooven. Men se ogsaa de foreg., hvilke vel ogsaa har indvirket, ialfald ved Dannelsen af "kovaleg" (Mo).

Koveluna (oo) f. Anfald af kvælende Hoste. Sæt. Ko^uvele^une.

Kovesvodd m. dvs. Kovesvoll; VTel. Koflesvoll? Tinn. For Kovlesvoll. Jf. Koflebjørk.

"koven (oo) adj. 2)". A. Agder, Dal. Hard.

"kovhella f." A. Koovhyll', Ndm.

Kovlung (o'?) m. Klods = Kubbe. Tel. (Bø): Kövloongje. Maaske til Kavle, se d. Jf. Kjevling, Kyvlung.

"kovna (oo) v.n. kvæles". A. Tel. Rbg. Romsd. kobna (o'), VAgder.

ko-vor(d)en (o', o') adj. hvordan. Flere Steder. Jæd.: kovooren; Østl. (Totn og fl.): haa-völ(e)n. Neutrum: kovoore, haa-vøli adv. hvorledes. Jæd. Totn.

kovr (o') n. Erhvervelse = Kovring. Sogn.

Kra og Kra-a m. Fuglekro, se Kraae.

Krabb m. En som kravler "krabbar". Tel.

Krabba f. Træ med krybende Grene. SætB.

"Krabbe m." A. 4) liden krybende Tingest. Tel. (Mol. Bø), Li. (Fjotl.). "Kvær Kryyp aa Krabbi"; Mol. 5) Brystbrusk = Skivra. Ryf. (Høgsfjord). 6) enslags Heiseindretning el. Kran. Østl.

Krabbebuk (uu) m. Skallet om Krabbens Krop. Shl. (-a-). Krabbabyykje n. d. s. Shl.

Krabbekjørr n. Krat af vantrevne krybende Smaatræer. Vald.

krabben adj. lig "Krabba-, -e". "K. Tre". Sæt.

krabla v. dvs. kravla. Li. (Fjotland).

kradda v.n. (ar), være i sagte bevægelse: a) gaa svagt og smaat, slæbe sig frem = kreka, krusla. Sfj. (IDale), Sogn (Lustr).
"Han gjængge so aa kradda". Ogsaa: slæbe sig igjennem Livet. b) koge sagte. Tel. (Vinje). c) v.a. "kradda ihop", samle sammen lidt ad Gangen; tigge, skrabe sammen. Sogn, Sfj. (Jf. krala seg, Krade?).

Krade m. tæt Flok; Klynge især af Levende. Nfj. (Gloppen, Breimn, Stryn), overalt: "Krade"; Dal. (Hæskestad): krae. "Dei sto^u i ein Krae". "Ein heile Krae mæ Tree'na". Minder, trods Vokalen, om kryda, kroda, og Eng. crowd. Jf. ogsaa krea seg. For Krode?

Krafse m. en tregrenet Kvist eller "Tvare", der tjener som Rokkehoved under Spindingen især af Blaar. Sæt. Tel. Ogsaa Krafs n. (Døende med Tingen).

krafsa v. gramse; jf. grafsa.

krafsen adj. 1) tilbøielig til at "krafsa"; som forstaar at gramse sammen, at rede sig ud af især økonomiske Vanskeligheder, at "krafsa før seg". Helg. Vesteraalen. 2) n. "D'æ krafsint mæ dei", de har megen Møie (Krafs, Grav) med at bjerge sig = "d'æ kra(v)fængt mæ dei". Hall. – "Gaa krafsen" : a) gaa tabt, gaa spildt. b) tabe i Kamp = "gaa i Rokje"; rjuka. SBerg.

Kragesnepe (e') m. Kraveflig; Snip. Sogn.

"Kragg m. lavt og kroget Træ". A. Stjør. Strinda, Ndm. 2) usselt Dyr; Vantrivning. STrondh. (Klæbu og fl.).

kragga v.a. (ar), proppe, stoppe; særlig med Mad. Østl. (Oslo og fl.).

Kragge m. 1) = Kragg 2). STrondh. 2) stor Pjalt el. "Fille"? "Skj^eurtekraggje", gammel Pjalt af en Skjorte. Ma. (Bjelland).

"kraka v.n. (ar). 2) kravle sig frem". A. Land og fl. "3) faa en Hinde af Iis". A. Li. Tel. 4) abortere. Hard. (Kvamm).

kraka v.a. (ar)", A. sy eller stoppe skjødesløst = hyspa. Ma. Sæt. Tel. "Kraka ihop Sokkar".

Krakadom m. = Stakarsdom. Vestfold.

krakall adj. stiv og svag i Fødderne. Hadel. Modum, Follo, Vestfold. "Krakall i Beina". Til kraka (1). – Krakan se Krake.

krakande adj. svag til at gaa. Land.

krakastøde n. Stavre til Støtte for Krake 5). Gul.: Kraakaastøe.

Krakaty n. noget som er vantrevent, Stympere og dl. Vald. Til Krake m.

"Krake m. 1) Vantrivning osv." A. Smaal. og Vestf.: Kraka; særlig om Hest, Smaal. "3) vantrevet Træ". A. Ndm. Krakje, "Einkrakje", en vid flad Enerbusk. Østl.: Kraka. Hedm. (Ringsak): Klaka. "4)". A. Ndm. "5)". A. Gul.: Kraakaa, "Hesjekraakraa". "6)". A. Sæt. Kyddingkrakje, den øverste af de tre Krakarne. Se Kylling f. 7) "kjøre paa Krakan" = paa Krakaføre. Smaal. Til kraka 3).

kraken adj. som gaar stivt og møisomt. Hall.

?Krakestry n. et Slags Lav. Stjør.

krakfullt adj. meget fuldt, af Fisk. Vesteraalen. – kraktjukkt d. s. Lof. kraaktjukkt, Senja. Maaske til Krake = Sjohorv.

"Krakk m. 3)". A. Hard. og fl.

Krakk m. Stymper, Stakkel; Pjalt; Usling. Oslo, Gbr. Tel. Shl. Voss, Nordl. "Sælakrakk", ussel Hest; Oslo.

krakkjen adj. svagelig. Shl.

krakksitjande adj. = krakksæt. Sæt.

Krakkspjøt m. = Kakkspjøt. Fosn. Krass-spjøt d. s. Innh.

Krakl n. Slæb; Møisommelighed. Trondh. "Dæ gaar paa Krakl", møisomt. Se krakla.

krakla v. 1) kravle sig frem, arbeide sig møisomt frem = kraka. Romsd. Ndm. Trondh. "Krakle se fram". 2) faa en Hinde af Iis = kraka. Rbg. "Fjo^ur´n fere te krakle o leggje seg". Ligesaa i Sv. Diall.

kraklen adj. 1) som bevæger sig frem med Møie; svag, ussel. Ndm. Trondh. "Kraklin te ga". "Ga krakle". 2) forbunden med "Krakl"; møisom; høist besværlig. Trondh. Sogn, Voss. "Krakle-Føre". "Her æ krakle te slao". 3) tvær, vrangvillig. Hard. "Kraklin aa läi". Ogsaa: klodset. Hard.

kraksa v. (ar), hoste op. Helg. Jf.- kraka, NSv. Diall. kraaks' dvs. hosta.

Kraksaud m. = Vaarskrake. Helg.

krakutt adj. om Træer: fuld af vantrevne, korte, stive, Grene og Pigger = taggutt, angutt. Hall. Vald. og fl.

krala v.n. og a. (ar), 1) klore, kradse; skrabe. Innh. SHelg. "Han sit aa krale aa skriiv". "Kral' aat se(g)". 2) arbeide sig frem med Møie; klore sig frem. STrondh. Jf. krola; T. Krale, Kralle dvs. Klo.

krala seg v. krybe sammen til en tæt Klynge. SætB. "Krale seg iho^up; k. seg ikring Ell´n". Maaske for kradla; jf. Krade, kre(d)a.

kralda? v.n. (ar), 1) brage gjentaget og stødvis; skralde. Tel. (Vinje). "Toora krallar". Jf. skrella ("skredde", Vinje). 2) skoggerlee. Tel. (Tuddal). "Kralle aa læ".

krama v.a. 1) gramse; rive (til sig). Ryf. (Skutnes). "Krama tee seg". kramsa d. s. Ryf. Sæt. 2) proppe, stoppe, kramme. Nhl. "Baat´n æ teekrama", fuldproppet.

kramast v. recip. klemme hinanden, bearbeide hinanden. Sogn.

krambudegg f. = Budegg. Tel.: Kraam-.

Kraml f. et Snedkerredskab til at klemme Fjæle sammen med. Busk. og fl. Til kramla. Jf. Klamr.

Kramp n. Krat, Samling af forkrøblede Træer = Krampe (Nhl.). Sogn. – Krampevid m. kratskov. Sdm. – krampen adj. kratagtig; om Skov.

Krampe m. en gammel indtørret og kroget Mand. Bamle, Nedre Tel.

krampa v.a. (ar), knuge, kryste, klemme Klæder i Vand under Vask = kremta. Rbg. (Honnes). "Rista Klæne paa L^øutæ, o saa
krampa dei i Bekkjn". Jf. krympa, Kramp, Krampe; Sv. Diall. krampa dvs. böja något styft; kramp dvs. krokig og fl.

kramsa v.a. gramse, rive (til sig); klore. Ryf. Sæt. Nhl. "Kramsa tee seg". "Kramsa seg fast"; Nhl. Til krama. Se A.

kramsast v. recip klore hinanden; slaas saa smaat. Shl. Nhl. Nfj.

kramsen adj. 1) tilbøielig til at "kramsa": famlende osv. 2) særlig: med svag Appetit; som pirker i Maden. Ma. (Otrnes). I denne Bet. maaske for kraemsen; se kreimskjen.

krana v.n. (ar), stige stærkt i Veiret med For-Enden; kneise. SætB. "Skii'æ, Mei'n, Eikja kranar so upp". Jf. krøn.

Krane m. 1) en Figur med stærk Reisning, kneisende Figur. Sogn (Lærdal, Borgund). "Krane te Kar, te Hest". 2) Reisning. SætB. "D'æ go^ue Krani paa han, paa Mäi´n". Ogsaa (concret) = Hav. Sæt. 3) Skjærm fortil paa Karjol eller Slæde. SætB. 4) Fuglekro. Vinger. Se Kraae.

kranen adj. med Reisning; kneisende. SætB.

Krangdom m. stadig Sygelighed med Vanskelighed for at gaa; Uførhed. Jæd. (Haa). "Badnakrangdom", Rachitis. Jf. krengja, Krong og flgg.; G. N. kranga slæbe sig frem; krangr, skrøbelig; jf. krankdóm.

Krange m. 1) Jernbrodd under Sko. Ryf. (Aardal). Meddelt. 2) tvær, vrangvillig Person. Fosn, Ork.

Krangl m. en trang kroget besværlig Gjennemgang (Passage). Østl. "Eiker-Krangln". – Krangla-Veg m. = kranglutt Veg. Follo.

Krangleføre n. = kranglutt Føre. Østl.

kranglen adj. 1) om Træ eller Gren: fuld af Vridninger eller Kviste som ligger paa Kryds og Tvers over hinanden = krongen. Ma. Sæt. 2) skranten; især: smaatærende. Tel. Rbg. 3) lidet arbeidsfør. Hard. 4) = krangleg. Busk. "D'ær kranglint aa leitt aa kaama(a) fram".

kranglesjuk adj. skranten. Tel. Rbg. Hard.

kranken adj. = krankall (Gbr.). Vald.

Kranseskaal f. = Kranselag. Hard. og fl.

Krap n. Krat = Kramp n.; ogsaa om smaa eller vantrivelige Dyr. Krukrap, Li. (Eikin).

krapa v. (ar), borthugge Krat. Hard.

"krapa v. = krava". A. Sdm. Ndm. Nordl.

krapen adj. kratagtig; forknyttet. Li.

Kras n. tæt Krat. Østl.

"krasa v.n. (ar), lyde som naar noget knuses". A. 2) rasle, Gul. "Dæ kraasaa ne-i Halm´n". 3) leve et overdaadigt og noget uregelret Liv; søle; næsten = rangla. Helg. Salten. Ogsaa v.a. "Han ha(r) krasa burt heile Arv´n". Jf. Sv. Dial. krassla, hushålla illa.

krasa v.a. og n. (ar), 2, danne Klase, Klynge, "Krase". Sæt. Tel. "Däi krasa seg i Ho^upi kringtum Ell´n". "Fænaarn krasa seg i Ho^upi innunde Graanæ"; SætB.

krasafaren adj. brøstfældig, færdig til at falde i sine Dele. Hall. "Krasaf. Sle'e". Se flgg.

Krasakippe n. en Skrantning; En som intet taaler. Jæd. Jf. Krase, krasen.

Krasar m. Ødeland; Søler. Nordl.

"Krase m. Klase = Kongul". A. Tel. Sæt. Oslo. "Krase av Blomar". "Berkrase". I Tel. (Moland) er "Krasi, Berkrasi", en tæt Klynge af Bærplanter med Frugt paa, medens hver Bærklase er Krusi, "Berkrusi, Tyteberkrusi". 2) en Krands eller Hob af Kviste og lignende stive Ting. Tel. Ma. Dal. Sæt. "Kvistekrasi". "Dæ laag i ein Krase". "Kvistekrase". 3) forkrøblet Træ el. Gren med stive, krogede, over hinanden liggende Kviste. Østerd. STrondh.: "Krase" (ikke tiljævnet). 4) stiv Visk til Rengjøring. Jæd. 5) Kvist med en Hage til at bære Fisk paa = Kræa, Snik. Østerd. 6) vrangvillig og ustyrlig, umedgjørlig Person. Østerd. STrondh. "Honnkrase". 7) = Krasar. Salten.

"krasen adj. svag, brøstfældig". A. Jæd. Dal. Især = krasafaren. 2) af smaa Legemskræfter, svag. Stjør. "Litin aa krasin".

krasken (kj) adj. svagelig; skrøbelig. Rog.

krasknast v.n. blive skrøbelig. Ryf. (Vass, Nærstrand). "Huuse fere te krasknast".

Krasl og Kratl n. Risskov; Krat. Rbg. og Ma.: Krasl; Sogn og fl.: Kratl; Nhl.: Kritl-Kratl; Ndm.: Krahl. Jf. Kras (dvs. Krat) og Krat. Se krasla, kratla.

Krasl og kratl m. Skrantning, Pusling = Kryp, Kraum. Ogsaa: Kludrer, Slæber, Stymper. Agder; Trondh. og NGbr. (Lesja): Krahl, "Matkrahl". Se flg.

krasla og kratla v.n. 1) bevæge sig smaat og møisomt frem = kreka, krusla. Tel. Agder; Hall.: krahle og "krasle". "Krasle mæ", til Nød følge med. Tel. og fl. 2) "kratla v.n. kludre, slæbe uden Fremgang". A. "Gaa aa krahl", pusle. STrondh. – kraslen adj. som "kraslar", kryber afsted, kludrer, slæber osv. Agder, Tel. Hall.; Trondh.: krahlin. Særlig: som intet mægter el. udretter; magtløs. Ma. ("skraslen": meget vantrivelig). – kraslesam adj. forbunden med mange smaa hindringer; besværlig, møisom. Tel. – Ordene pege, med krasl, kratl og Krahl, baade mod krasen, Krase, Kras (krasa?) og mod Krat, krata, og mod klatra A. Sandsynligvis er her flere (to#-tre) Udgangspunkter, men Afledningsordene lader sig nu neppe rede ud fra hinanden. Sv. Diall. har kun sl: "krassla sej ur sängen"; "krassla" dvs. hushålla illa.

krasutt adj. dannende en "Krase" 2) el. 3); fuld af "Krasar". Tel. Agder. "Krasutte Kvist´e, Grein, Tre".

Krat n. 1) noget som er for smaat, for
ubetydeligt; noget værdløst; noget vraget; Skrab. Ndm. Gbr. Østerd. og fl. Søndenfj. "D'æ berre noko Krat atte", f. Eks. af Frugt, naar den eg. Høst er gjort. Kratsaud m. lidet usselt Faar. Østerd. (Tynset): -so (o'#-ö). 2) særlig: Kratskov, Krat. Gbr. Gul. Ork. Fosn. Se krata. Sv. Diall. kratt og krote dvs. allehanda smått: småskog, smått och sämre udplock, affall. Kratskog m. Gbr. "Skogkrat".

krata og krota (o') v.a. og n. Kun i Formen kraataa. 1) bortskaffe en Del af en Masse; formindske; redusere; særlig: formindske en Kvægbesætning ved at slagte nogle. Innh. (Beitstad, Skaun). "Kraataa 'taa Buskapa". "Kraataa 'taa to Ky". Denne sjeldnere Bet. tør skrive sig fra Smitte fra glata ("glaataa, klaataa"); se d. 2) svinde ind; formindskes; afmagres; = fara (falla) av, utor. Gul. (Soknedal), Strinda (Klæbu), Stjør. Mest som "kraataa 'taa", dvs. utav, og "kraataa 'tu" dvs. utor. "Mathaagan to(k) te kraataa 'taa", Madlysten begyndte at aftage. "So´n he tie te kraataa 'tu", Faaret har begyndt at afmagres. "Hæst'n ha vorte saa tukraataa". Maaske en oprindeligere Bet. er: plukke (ud), pille (af); jf. skrata, rata dvs. vrage, (og: gaa spildt). Jf. Krat, Kratsaud, Krota (o'); Sv. kratt, krate. For Resten falder det i Form og nogle Anvendelser sammen med krota (o', kreta) dvs. pirke, pille.

Kraul n. (og m.) En som er i stadig Smaavirksomhed. Hard. Se kraula.

Kraul f. og m. Flok som mylrer paa snævert Rum; Myldrer. Hard. Nhl. "Dæ gjængg i äen Kröul". "Lambakröul". Kraule m. d. s. Voss. Se kraula.

kraula v.n. (ar, a; og de, og te), 1) krybe; om Leddyr, hvis mange Been gjør et Indtryk af Mylder. SBerg. "Da kraulte vekk". 2) krybe i Mængde om hinanden; mylre af smaa Dyr, helst Kryb. Nfj. Sfj. Sogn, Voss, Nhl. Shl. Hard. "Da kraulte likaso i äi Maurtuva". "Da aulte aa kraulte mæ Makk". "Da kraula mæ Fisk". "Aula aa kraula"; ved dette er Bevægelsen mere fremme end ved "y (yrja, aura, øyra) og kry", hvor Mængden er mere fremme. 3) krybe sammen til en tæt Hob el. Dynge; om mange Enkeltvæsener. Hard. 4) være i uafbrudt Smaavirksomhed, arbeide jævnt og smaat = aula. Sogn, Hard. "Kräula aa arbäia". Det vil i "ao"-Maalene let glide sammen med kraala og kravla ("kraola"). – kraulande adv. mylrende. "Kjøte va kraulande fullt mæ Makk". – kraulen adj. fuld af mylrende smaa Væsner. Mest i n. "D'æ so^u kräule isjao oss, mø ha so^u mangge Bodn"; Hard. (Kvamm). – kraulig adj. altid smaat virksom. Sogn. Ogsaa: kraolig. – Jf. krøyla (krola). Vesterbotten: kraul' dvs. kräla, hvimla; kraul m. krypare, stackare; Gotland: kråjl m. dvs. krälande hop; og fl. hos Rietz. Eng. Diall.: crowdle, krybe som en Krabbe. Hænger vel sammen med kru, Kru, krya (og kryda?).

kraum m. 1) Væsen som bevæger sig svagt og langsomt, som en Maddik; lidet Kryb; Pygmæ; Pusling; Stakkel; omtrent = Krasl, Krek, Kryp. N- og STrondh. Nordl. 2) Stymper til at arbeide; Kludrer. Nfj. Jæd. – Kraummakk m. d. s. Jæd.

krauma v.n. (ar, a og de), 1) kravle som en Maddik; slæbe sig frem. Shl. Trondh. Salten, Senja. "Alt so kunde kröuma aa gaa". 2) mylre., især af krybende Tingester; vrimle. Nfj. Shl. Ryf. Jæd. "Dæ va saa fullt dæ bara kröumde"; Jæd. 3) koge sagte = putra. Sdm. (Sunnylven). "Grytaa tæ te kräume". 4) tale sødt og indsmigrende og lidt klynkende; især om gamle Koners "Velgjerdsprat". Hard. (Odda). – Kraumeprat n. Hard. – Kraum(a) f. = Kraum m. 1). Fosn. – kraumen adj. ømskindet, klynkende. A. SBerg. – Hertil: krøyma seg v.n. (er, de), bevæge sig som en Maddik, "Kraum"; drage sig sammen; krybe sammen. Hard. (Odda, Ullensvang, Ulvik). "Badne krøymer seg attemæ (inn te) Mo^ur si". "Me laog aa krøymde aoko nee-mæ Ovn´n". "Han gjekk aa l^eurte aa aa krøymde (-te) seg fram so Katt'n". – G. N. krauma koge sagte = putra (Cleasby); Isl. kreima (kreyma?) svag Person. Vesterbotten (se kraula): kraum' dvs. kvida, klynka; kraumen, ømskinnad; sml. ogsaa: kravla dvs. sjuda, porla, i Sv. Dalarne.

"krauna v.n. (ar), krympe sig; klynke". A. Hall. Røldal, Ma. Jf. krøyna. – Kraun n. 1) det at man kraunar. 2) En som kraunar. Hall. og fl. – Kraunesteik f. = Kraun 2). Røldal.

"krav n." 2) vandblandet Iisgrus eller Snee som er tilstede i et Vandløb, naar det "kravar" 2) og 3). Helg.

"krava v.n. (ar), faa en tynd Hinde af Is". Sæt. kraave d. s. Tel. (Selljor?). 2) om Bæk = kova, kreppa upp, kjøva, krya. Helg. "Bækkj´n krava oopp", Bækkens Vand stiger (ved faldende Barometer) op igjennem og omkring dens Iis og danner nye tykke vandblandede Iismasser. kraagh(w)aa, Stjør. kræv' (oopp), Imperf. krævd' og kræft', d. s. Fosn. 3) om større Vandløb: tilstoppes og svulme op formedelst flydende Sne el. Iis. Stjør. "Elva kraagh(w)aa att 'taa Snøfaar". kræv(a) d. s. Ndm. Fosn, Namd. "Elva kræv oopp".

Krave m. = Krav n. 2). Innh. (Sparbu): Kravi; Stjør.: Kraagh(w)aa. – Kravsyrpa f. d. s. Helg.: -sørp(a).

Kravelde n. = Gravelde (Sogn). Sogn. Meddelt. Jf. Krevel, Krevja.

kravlen adj. 1) stadig i Bevægelse, urolig. Rbg. og fl. 2) flink til at gramse til sig =
kraalen, krafsen. Ndm. og fl. Til "kravla te seg"; "kraola", Hard.

"Kraa f. Vraa". A. Kroo, Ndm. VTel. (Moland, Fl.: Krø´ar). Kroon, Kro^un, Tel. (Treungen), Rbg. VAgder, Dal. Fl.: Krø´na(r), Krød´na; bestemt Krø´ne og Krø´nane, Rbg., Krød´nan, VAgder, Dal.

"kraa (seg) v. komme sig". A. "krao se tee" Sogn (Borgund). Jf. kradugur, rask paa nytt; Gottland.

Kraae m. Kro hos Fugle. Ring. Totn, Oslo (Bærum), Vestfold (Sandsvær), SSmaal.; Kraa, Hedm. Vestfold (Lier); Kra-a og Kra-e m. Rom. (Høland, Ullsaak, Nedal, Nannestad), Odal, Smaal. (Trykst. Askim); Kra m. Rom. (Eidsvoll); Kran? Smaal. Rom.; Krane m. Rom. (Fet), Vinger; Kruye m. Jæd. Dal.; Kroove, Shl. (Etne). Sv. Diall. kroe, krove; Eng. craw.

kraagaa v., Kraagaa m. se krava, krave.

"Kraaka f." A. e) det fremspringende Parti midt under Hestefoden, Horn yderst, Brusk indenfor. Helg. Sogn, Shl. Sæt. Hall. Østl. f) enslags tarvelig Kvindehat. Udbredt. – "Stuupe Kraake". støde Kolbøtte. Søndenfj. "Skutla Kraoka", d. s. Hard. – "Spursmaalskraaka" se flg.; jf. "Kraaka greve".