A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"kvæm adj. nem osv." A. kveem´e, Nfj. (Stryn, Innvik, Gloppen, Hyen, Eid). "Kveem´e te fate Eld". "Kveeme te take eette", om nemme Børn. 2) vel tilpas; fuldt Herre over sig; følende sig bekvem. Innh.: kveemm. Maaske ogsaa "kvæmm". Disse Former, især de Nordfjordske med langt ee, seer ud som fremvirkede ved det betydningslignende "fim".
kvær, -e, hvilken af de to, se kvaar, kor, ko.

"kværa v.n. (er, te)". A. Østerd. "Dæ kvære(r) ti Baa`naa", der høres en svag Lyd fra Barnet; Tynset. kviire, Østerd. (Kvikne). I SætV.: "De kværar i 'o". 2) klage saa smaat, klynke = sutra. SætV. (ar); Ndm. og N- og STrondh.: kveer' (ar); Gbr. (Dovre): kvære, meddelt. "Baan´i laag o kværa"; Sæt. Trondh.: kvæl', kveel'.

kværgjen, kværken, se korgje, kvaargjen.

Kværkje n. 1) Hvergarn, af Uld og Lin (el. Bomuld); = Verken; D. Diall. Hverken. VAgder (Eikin, Bjell.). 2) stakkels udygtigt vantrevent Væsen; unyttig, ubrugelig Ting; ogsaa: Tvetulle = Korkjekrøter? Li. (Kvin, Eikin, Fjotland, Nes, Bakka), Dal. (Eikersund, Lund). Udtales østligst Kvæærkje; vestligere: "Kværkje", og "Kverkje?". Synes at være kvær (= kvaar) + kje (gi); se kvaar, kvaargjen, korkje.

"kvæsa v.n. (er, te) hvæse, hvisle". A. kvees', Trondh. væse, Rom. Smaal. og fl. 2) tale arrigt og hvæsende; skjælde. Tel. (Selljor, Bø, Lunde): gvæse; Vestfold (sjelden): gveese. 3) = kværa. Romsd. Helg. Sogn; se A.

kvæsa og kveesa v. (ar), se kvisa.

kvæsen adj. tilbøielig til at kvæsa 2); skjældende. Tel. og fl.: gvæsen.

kvæta v.a. (er, te), stikke, nedstøde. Tel." A. I VTel. (Mo, Moland, Nissedal, Kvitseid) særlig: nedstøde med eet Stød. Se kvetta. Jf. Sv. Diall. høta d. s.; G. N. hvátinn gjenemstukken. 2) gveetä v.n. (ar), gjøre store kantede Bevægelser; a) med Haanden: omtr. = fikta, geipa, sprokta; b) komme pludselig stikkende sig ind el. frem = kvetta. Vestf. (Lardal, Hedrum, Sandeherad, Sæm, Andebu, Foon, Vaale, Sande). "Gveetä mæ (me) en Kniv" = fikta. "Naa gaar Baan´e aa gveetär me Lyys´e". "Fara aa gveetä". "Kaam(m)a gveetänes". Gv for hv; ee for æ, som i det Vestfoldske "veete" dvs. væta, "jeetä(-e)" dvs. gæta; "leese" dvs. læsa, "Heese" dvs. Hæsa. Bøiningen er lidt dunklere: Infinitivens (ä) som i det Vestfoldske "heesä" dvs. hæsa, og flere sydøstlige Maals "dætta (-ä)", "jeetä, "skræppä osv." istedenfor det lydlovrette østlandske "dætte, (g)jæte osv."; Infinitivens A (ä) maa da have medført fuld A-Bøining, som nogle Steder: jeetä, jeetär, jeetä, jeetä.

kvæta, Kvætan, Kvæto se kvetja.

"Kvæv m. liden Dal osv." A. Kvæv Fl. Kvævar, er skaalformig = Kvelv; forskjelligt fra "Homm" (se d.) og fra "Kove, Kleve". Rbg. (Aamlid, Evje, Hærrefoss), VAgder (øvre Bygder), Dal. (Hæskestad). Paa disse Steder hedder "at hvælve" nu: "kvelve, kvæælva" og tildels, ved Siden deraf, "holva" (Li. Dal.), og "kvæva" (Grindeim i Ma. og fl.): se og kvæla.

kvæv adj. kraftløs; svag; af ringe Værd; næringsfattig. Oftere: kvæven. Nfj. (Stryn, Innvik, Gloppen, Hyen), Sdm. (Sunnylven), Romsd. "Dette Smør´e æ kvævt". "Øksaskafte æ kvæve". "Ospeved æ den kvævnaste". "Han æ ung aa kvæven, han kann kje svare før ein skikkele Kar"; Romsd. Jf. kvæden.

"Kvæv n. Snue". A. Nhl. Shl.

Kvæva f. Dal = Kvæv m. Dal. (Hæsk.).

"kvæva v.a." A. 3) om Røg = kvefta, kvæla. Gbr. "Røyk´n kvæve nee att". 4) hvælve, se kvelva.

Kvævd f. Dal = Kvæv. Rbg.

kvæven adj. tilstoppet saa Luften ikke faar fuld Tilgang. NGbr. (Vaagaa, Lom). "Dæ æ kvæve faar Bringunn" = "dæ kvæve(r) f. B.". "Dæ æ saa kvæve paa Varma".

kvæven se kvæv.

kvøfta, se kvefta. – Kvølp, se Kvelp.

Kvøkk, kvøkkja, se Kvekk, kvekka.

Ky- i Sammens. af Kyr (Ku). Sæt. Tel. Hall. Vald. "Kyræpe", "Kyfoostr osv.". Se A.

kydda, Kyddingkrakji, se kylla.

kydna, Kydne, se kynn-.

Kyfsa f. en forviklet Masse, især af Traad = Kyksa. Tel. (Bø). Maaske snarest "Tjyfsa", af *Tjufsa af Tufsa.

Kygla, kygla, Kygle, se kjø-.

"Kyksa f. 1) Forvikling osv." A. Tel. (Rauland, Kvitseid, Selljor). "Traakykse". "Ei Kykse mæ Ormar, Makkar". Ogsaa: "Kjukse", se d. For T(j)uksa? 2) en Sluske. Tel.

Kyl (y') m. 1) Kulde, Frost = Kjøl. VTel. Rbg. Sæt. VAgder, Dal. 2) = Kjøl 3). "Reinkyln", "Elgkyln". Rbg. Tel. og fl. Jf. kylja.

Kyla (yy) f. Hævelse efter Slag. Ma. Se A.

Kyla f. et aflangt firkantet Hanke-Kar til at bære Fisk i. Helg. "Fiskkyyla, Sillkyyla".

Kylde, Kyldr se Kjøld.

Kyle (yy) n. stor Hævelse, især Svulst eller Byld, = Kylda. NGbr. Tel. Sæt. Rbg. Jæd. Shl. G. N. kýli, n. "Barkekyle, Blodkyle". ?Kyyl m. d. s. Ndm.

"kylja (y') v.n. (kyl, kylde), kjøle". A. I Hall. (Gol) og fl.: "kjølja, kjøl (og kjølja), kjø(l)de ("tykt" ld el. D); Land, Smaal. og Rom.: "kjølja (ar)". "Dæ kjøl paa Føto"; Hall. "Dæ kjølja 'taa Jedn`ee, 'taa Snjo´ee", der staar Kulde af. Hedder: kylja, kyl´e, kulde, kult; Sogn (Vik). 2) kjølja v.a. (ar), afkjøle. Rom: Odal. Smaal.

"kylja (y') v.n. (ar) brænde Kul. Ogsaa: kyl, kulde, kult". A. Tel. (Laardal, Kvitseid, Selljor), SætB. Hard.

Kylja f. 1) Masse af Kul. "Glo(d)kylje". Tel. (Vinje og fl.). 2) Kulmile. Tel. (Vinje, L. K. S.). "Laga tee ei Kylje te Kyljing" f. Kulbrænden.

Kylla f. 1) Trekølle (Mukker) hvormed man overklæder Tougværk med Hyssing. Rog. Shl. Nordl. Klæ(de)kylla. Maaske fremmed.
D. Kølle, G. N. kylfa. Ogsaa: Kygla? Rog. 2) Kølle til Kalfatring. Vestfold.

"kylla v.a. (er, te), kappe osv." A. Vald. VAgder. Paa vedkommende Steder: "kydla og kydda, kyllte, kyllt". 2) afhøste et Frugttræ. SætB.

kylla v.n. (er, te), 1. 1) danne en rund Top, "Koll"; runde sig af oventil. SætB. "Høystakkjn kydder, (llte, llt)". 2) om Skier (Snesko): bøie sig ned i Midten, være "kjølgjengne, kulne". Ma. (Øvrebø), Bjell. Finnsl.), Dal. (ar). – kylla adj. = kjølgjengd. Dal. – kyllast v.n. = kylla; om Skier. Ma.

kylla v.n. (er, te), 2) 1) vælde frem med Kraft; strømme voldsomt til eller over. Gbr. (Lesja, Lom, Vaagaa, Fron). "Dæ va saa dæ kyhlte ut igjenaam Kjørkjedøræ". "Dæ kyhlte aavr Bytta". 2) kylla seg v. strømme sammen, stimle sammen. Gbr. (Fron). "Dæm kyllte se ikring 'om". Ogsaa: kyllast; Fron. "Dæ kylltest ihoop saa mykjy Folk".

Kyller m. 1) Fuglekro. Salten: Kyllar. G. N. kyllir, Pose. 2) = Kjøller 1). Nhl. og Shl. (Sund, Oos, Strandvik): Kyl`ler, Kyll´r og Kyd`ler; Sfj. (YDale): Kyllar (og Kyljar).

Kylling f. halvkugleformig Afrunding oventil. Til kylla 1. SætB. "D'æ kji ko Kyddingjæ av Høystakkjn, sum æ raa". – Kyllingkrake m. se Krake. SætB.: Kyddingkrakji.

Kylling m. 1. Stak af Hø el. Løv. Sogn (Leikang: dl). Se foreg.

Kylling m. 1. Stak af Hø el. Løv. Sogn (Leikang: dl). Se foreg.

Kylling m.2. et kappet, "kyllt" Træ. Dal.: dl.

kyllen adj. 1) rundvoksen, fyldig. Vald. (Bagn). "Griisn æ kyllin aavr Magin". "Kødne æ kyllint o stridt". 2) om Skier = kjølgjengd, kylla. Ma. (Øvrebø, Finnsland). Til kylla, Koll.

Kyllestuv m. et "kyllt" Træ. Ryf.: dl.

kyllgjengd adj. = kyllen 2). Ma.

"Kylna f. Tørrehus for Korn og Malt". A. I Smaal. ogsaa for Lin. Kjølne, Smaal. (Borge) og fl.; Kjöln, Innh. (Steinkjer); Kylla, Ryf. (som Eng. kiln udtalt kill); Kjoone, Smaal. Land, Vestfold, Bamle, Tel.; Kjuuna, VAgder; Kjuudne, Ma. (Halsaa). Se Badstova. – Kjölhus n. = Kylna. Steinkjer. – Kjölhyll' f. Tørrehelle i Kylna. Steinkjer. – kjöltörk' v.a. tørre i Kylna. Steinkjer. – Kjoonehaare f. Haardug til at tørre Korn og Lin paa i Kylna. Smaal. (Trykstad, Spebberg). – Kjoonespili n. tæt Spileverk, dels til Erstatning, dels til Underlag for "Kjoonehaare". Smaal. Og: -speeli, -spjæli, Smaal.; -spyli, -spjyli, Odal. Jf. Spol. D. s. s. "Kylna" er "Maltkjöln"; Innh. ("Makjinn" f. Helg. Namd. osv. se Make, A.).

Kylp (y') m. (ar), 1) dyb og trang Indsænkning i Landskabet, smallere end "Dalkupa". Shl. (Finnaas, Fitja), Senja. Mest: Kjølp. 2) = Kulp, i Bunden af en "Hyl" i en Aa. Røldal. 3) liden kraftig Karl. Sdm. Romsd. Jf. Kulp (og Kylp dvs. Haandfang).

Kylpa (y') . en smal, næsten sylindrisk, Hankegryde = Holkegryta. Rbg. (Aamlid).

kylpen (y') adj. dyb og smal; om Kar. Hard. Shl. Senja. "Kylpen Baat". – kylpe adj. n. (adv.): "bu kjølpe", bo i en Kylp 1).

Kylsme f. Kulgrums = Kylsna. Vald. (Vang).

kyltr(a) v. prygle. Salten. Meddelt.

kyltra v. hoste. Se kjøltra, gyltra.

Kymat m. = Humlegras. Tel. (Selljor).

Kymd f. se Kjømd. – kymde se kynda.

Kymle n. 1) Jordryg, hvori to skraa Bakkeflader mødes, omtrent = Rid; liden fladtrykt Høi. Sæt. Rbg. (Evje), Ma. (Øvrebø, Hægel. Bjell.). 2) Dynge. VAgder. "Eit Kymle mæ Huus, Folk, Orm, Muusunga". "H^eusan stænn i aitt Kymle"; Hægeland. Jf. G. N. kuml Gravhøi; kumla, Kumla.

kympa, kympeleg, kympr, se kimpa.

kymrast v. se kimrast.

Kymse f. Stymper = Kymsa. NGbr.

kynd adj. fortrolig; kjælen; om Dyr. Voss.

kynda seg v. (ar), tee sig udfordende, hidse sig op = moa seg, gjera seg Kar. Sogn (Lustr, Aurl. og fl.). "Uksen kynda se(g). Jf. kyndug. kymde seg? Sfj. Til Kymd.

Kyndel m. Fakkel". A. Kynnyl, Østerd. (Elvrom); Kynjul og Kinjul, Odal, Vinger; Tynjul Rom. (Nedal og fl.).

"kyndug adj." A. kyndig trodsig og udfordrende (som en Stud); Sogn, Hard. Shl. Nedre Tel. "Kyndig aa kjøn"; "k. aa kjøk"; Sogn. "Kimpen aa kynnug"; Sauar. "2) urolig osv." A. VTel.: kjønduge; Selbu: kyndöwgh (omtrent saa). 3) overgiven; lystig, kaad; især om Børn og unge Dyr. Sogn, Gbr. 4) fordringsfuld; myndig; herskesyg. kyndug. Nfj. Hard. Røldal, Tel; kynnog, Li. (Bakka); kynnau(g), Vestfold (Hov, Sandsvær), Gbr. 5) kræsen = matvand. Innh. (Verdal), Namd.: kynnöug. Gotland: kyndug d. s. 6) kyndig, fortrolig, kjælen; om Dyr. Shl. Hard. I flere af Bett. forekommer hyppig "kynnug", se d.

kyne (Bygg) v. dvs. kyrna; el. tina? Smaal. (Spebberg). Snarest kyrna, som i Smaal. (Rødenes) og fl. hedder: "kynne".

Kyne n. Kuld, Yngel, Familie = Elde. NGbr. (Vaagaa, Lom): Kyni, Kyny. "Rupekyni". "Ho kjæm mæ hæile Kynyde".

Kyng m. = Raudlus, Trombidium Holosericium. Ryf. (Nærstr.). Og King? Ryf.

"Kyng m. Hob osv." A. 2) omtr. = Flaga; om Fænomener som optræder i gjentagne Stød eller Byger – tilsyneladende ikke bølgevis eller rytmiskt -; Hob (efterfulgt af andre Hobe) af en Masse som pleier forekomme mere jævnt fordelt; Byge; Stød. Saaledes om store tilsyneladende uregelmæssigt (ved Interferens) optrædende Lydmasser, som fra en fjern Klokke el. Fos;
om stærk Ord- eller Tale-tone. Tel. (Eidsborg, Vinje). "Snjor´n kaam Kjøngg´ i Kjøng´", Sneen kom i flere adskilte Snefald. "Snjokjøngge". "Ein stoor´e Kyngg´e (Kjøngg´e) mæ Timm´r" = Vase. Sv. Diall. kynge n. knippa; kyng m. anfall.

Kyngja f. = Kyng 2). Sæt. Tel. (Raul.).

kyngja v.n. (ar), danne ""Kyngar", se d.; omtr. = flaga. Især om Lyd. Tel. (Mo, Eidsborg, Vinje, Moland). "Aaee kjøngjar moot Uveir". "Juringjn kyngjar". "Noormann'n kjøngjar", om Vestlændingens Taletone. "De heve kyngja upp ein stoor'e Kyngg'e mæ Timm'r".

"kyngja v.n. (er, de) 1)". A. SBerg. 3) "Da kyngje før Brøste", det trykker for Brystet. Shl. – Kynjul, se Kyndel.

kynna v.a. (er, te), gjøre En fortrolig med sig; gjøre tam og kjælen; kjæle. Jæd. Dal. Li. "Ho kynne Kræture te seg". "Kynna dei upp". G. N. kynna, gjøre bekjendt. Og: kynnast v.n. "K. mæ dei", gjøre sig fortrolig med dem; kjæle. Jf. G. N. kynnast vid ein, stifte Bekjendtskab med En. Ogsaa: kydna, Dal. (Hæskestad), Li. (Bakka); som om det var kyrna. Se flgg.

"Kynne n." A. 4) Vane til at holde sig til et Sted eller en Person; fortroligt Forhold, Fortrolighed. Dal. (Hæskestad). "Dei he havt Kydne te kværandre i mangje Aar". "Eg he havt slikt Kydne te 'enn, so dæ maatte vore Mo^ur mi". "Kræture he fingje slikt eit Kydne te meg". (Wille: Kynne, Tilbøielighed). 5) vindende Væsen, Tiltrækning; omtr. = Ynne, Sigr. "Dør va slikt Kydne mæ 'enn". Dal. (Hæskestad). Jf. Heimkynne dvs. Hjemlængsel. Se kynna.

"Kynnehus n." A. 2) Hus hvor man stadigt bliver velvilligt modtagen; Tilflugtssted, Tilhold(sted). VNed. (Øyestad, Landvik); Li. (Fjotland): Kydnehus.

kynnflat adj. = kolflat. Helg. (Bindal).

"Kynning m. Slægtning". A. Tel. (Moland; Rauland: "Kjønnengg"). Lidet brugt.

kynnug adj. kjælen dvs. a) meget fortrolig. b) lysten paa at kjæle og kjæles. Om Dyr. Ma. (Aas.); Li. Rog. "Kynnug at ein"; Aaserall. "kynnöug", i Helg. og Namd. om Børn som altid vil være hos sin Moder. Forholdet til kyndug og kynna er uklart; maaske er Ordet delvis eet med kyndug.

kynt adj. 1) opkjælet, fortrolig, kjælen = kynd. Vel part. af kynna. Dal. (Sokndal, Hæskestad). "Hestn æ so kynnt´e, han kjæme strakst han seer Mjølposen". "Me he gjort Söu´n so kynnt´e”. 2) Fordringsfuld, storagtig = kyndig. Dal. (Hæsk.). ”Han æ so kynnt´e paa dæ" = "sto^ur´e paa dæ". Forkjælet? Eller for kyrnt dvs. moden, udviklet? Eller for kyndt, eg. beskaffen, dernæst ligesom "dan" (paa dæ)? 3) skarpsindig, kløgtig, fiffig. Vald. (Bagn, NAurdal).

kyntelgod, se gynta.

kypa (yy) v.a. (er, te), 1) trække sammen, snøre sammen = hyrpa. Sogn, Nfj. "Kyypa ihoop Munn´n". 2) drage sig sammen; falde indad, slaa ind. Sogn, Nfj. "Dosi kyype inn unde Røvi". Jf. Kupa, kyva.

Kyr f. = Mide. – "kyre ein Stokk" v. = middraga. Rbg. Lidet brugte.

Kyr se Tjodr og Tjor.

Kyralaupa f. "Laupa" for Ko. Sogn.

Kyreblom m. Koblomme, Caltha. Agder.

Ky-reksla f. = Kurekstr. Vald.

"Kyrke m." A. "Han aat sæg i Kjørkje; "Mat´n sætte sæg i Kjørkje". Helg. Salten. – "Svelgja seg i Kyrkje", Sogn, Nfj. og fl.

kyrkje adj. n. og adv. til kyrken adj. 1) trangt, uglat, besværligt, vanskeligt; med Nød = traatt. Sogn, Sfj. Romsd. Ndm. STrondh. Gbr. Østerd. og fl. "Da gikk kyrkje". "De va so kyrkje (kjørkje) aa faa noko Svar 'taa 'naa"; Ndm. 2) klodset udført = tungfengt. Sdm. Romsd. Helg. "D'e kyrkje gjort". – Ogsaa: "Kjørkje Føre". Gbr. Østerd. – kjørkjen peger ogsaa mod kjerkjen, hvoraf det nogle St. (NGbr.) tør være en Udtaleform.

Kyrkjebolk m. Gjærde om Kirkegaard. Gbr.

Kyrkjeborg f. Mur om Kirkegaard. VAgder. Tel. Kyrkjebose, se Bose.

Kyrkjereid f. Følge af Ridende til Kirke. Li.

kyrkjerøkjen adj. = kyrkjefør. NGbr.

Kyrkjeskor (o') f. Skammel at sidde paa i Kirke. Ndm.: Kirkjeskaar. Kun kjendt.

Kyrkjeskruv (uu) n. Vaabenhus. Tel. (Høydalsmo og fl.).

Kyrkjespegjel m. en begloet besynderlig Kirkegjænger. Ndm.: Kirkjespijil.

Kyrkjestare m. Stær, forsaavidt den hækker under Kirketag. VAgder, Dal.

Kyrkjesvola f. Kirkesvale.

Kyrkjetile n. Kirkegulv. Ndm.: Kirkjetel.

Kyrkjevang m. = Kyrkjebakke. Totn.

"Kyrlag n." A. Mest om Fiske. Jæd. Dal.: Kydlag I Sogn (Vik): Kydlaok, 6 Faar.

"kyrmast v. n." A. Gbr.

Kyrmjelt f. = Kyrmjelte. Hall.

Kyrna f. 1) Kjertel i Sten = Kyrning m. Tel.: Kynne. 2) lidet Aks med faa Korn? Tel. (Moland): "ei Tvikynne, Trikynne".

"kyrna v.n. 1)". A. Dal. "Kodne kydne vænt", Sæden udvikler sig smukt til Korn.

kyrnast v.n. (est, test), = kyrna 1). Jæd.

"Kyrning f. Modning". A. Jæd. Dal.: Kyd-.

"Kyrning m. Kjertel". A. VTel.: Kynning.

"kyrnt adj. 1) moden". A. Ringerike. "Aakrn æ jillt kynnt". "2) kornet, kjertlet". A. "blautkynnt, grannkynnt, grovkynnt, tettkynnt osv.". Tel. Dal. og m. fl. Se kynt.

kyrpa v. (er, te), = kypa, hyrpa. Dal. (Sokndal, Hæskestad). Jf. G. N. kyrpingr, En som krymper sig.

kyrra v., Kyrra, f., se kjørra.

?kyrrsta(d) adj. stiv af Sidden. Christie.


Kyrva, Kyrve, kyrven, se kjerv-.

kysja (haardt K) v. dysse i Søvn = hysja. Nfj. – kyss! Skræmmeraab til Kat osv.

Kysja f. uordentlig Hob, Dynge. Tel. (Kvitseid, Morgedal, Høydalsmo): Kysju; Tel. (Rauland): Kysje. Jf. Hysja, Krysja. – ?Kysjil m. liden "Kysja" eller "Vondul". Tel. (Morgedal). Se Tysjil.

Kyt (yy) n. 1) Skjend. 2) Skryd. Se flg.

"kyta v.n. 1) skjende, give onde Ord". A. Agder, Tel. 3) v.a. og n. love truende; true med. Sogn (Vik, Lustr, Aurl.), Ma. NGbr. "Kyyta Stemning, Dengjing, illt"; Sogn: "Han kyytte paa at me skulle ha dæ atte"; Ma. NGbr.

kyta (yy) v.n. (er, te), rende afsted. Gul. A.

"Kyta f. Bugle osv." A. Nordl. (Senja, Vesteraalen, Steig). Særlig om poseagtig Udvidning af Smaapartier af Fiskenet. Nordl. Snarest for Tjyta for Tjota, som Tjyv af Tjov, Tjytt af Tjo(tt). Det samme hedder andensteds Tota (Kjøt-tota).

kytast (yy) v. recip. trættes, kjævles. Hard. (Ulvik, Ullensvang). Isl. kítask trættes. Ogsaa: kyta, Hard.

Kytt m. en liden Fordybning i Landskabet med synlig Vandsamling i Midten. Rbg. (Hærrefoss, Aamlid, SætB.). – kyttutt adj. fuld af Kyttar. Rbg.

kytta v.n. (ar), betænke sig; være i Beraad. Østerd. (Tynset, L. E.). "Ei kytte paa aa taa paa".

"kyva v.a." A. Shl. Sogn.

Kyve f. Fork. Vestfold. Se Tjuga.

Kyve n. en middelsstor fyldig Fisk (Ørred paa omkring 1 "Mork"). SætV.: Kjuyvi. Vel eg. en buttet (afstumpet) Figur = Kult; til kyva, Kuv.

Kyving (yy) m. = Kyve n. SætV. VTel.

Kyvleseid m. = Kjevlungsseid. Shl. Kyvlungsseid m. d. s. Ndm.

Kyvlung (yy) m. 1) = Kyve. Sæt.: Kjuyvlongji. 2) Smaafisk. Dal.: Kyvlongje; Tel.: Kyvling. Dette sidste kunde være (y'), for Kjevling (Kavle); eller til Kuvl.

kæ, kær (haardt K) se kvat; Körle se Kurl.

Køa (haardt K) se koda. Köss se Kos.

Køya f. 1) liden Pyt eller Sump med høit Græs eller Siv. Tel. (Kvitseid, Selljor, Hovin, Vinje). "Gorkøye", meget mudret, "Vasskøye", noget klarere. 2) Søle. Tel. (Rauland). "Snjokøye", halvt opløst Sne.

køye v.a. (er, dde), afslide, afgnide = kjaa (tjaa). NGbr. (Vaagaa). Formodes, af Meddeleren, fremgaaet af part. kjaadd "kjøydd", af kjaa.

"køyast v." A. Gul.

Køyl m. 1) smal dyb Rende i Elv. Røldal: Køydl. 2) halvsylindrisk Rende el. Fure i Træværk. Ryf. (Nærstrand, Tarvastad): Køydl. Jf. Køyla, Keil.

Køyla f. se Keila; køyla v. se keila.

køyla adj. om Træværk: forsynet med "Køyl". Ryf.: køydla. Se keila v.

køylen adj. om Skier = kjølgjengd. Tel. (Selljor, Kvitseid). Jf. Keil (Køyl). – kjøl d. s. Smaal.

"Køyna f." A. Ma. Sæt. Tel.

Køyr m. seig Ostemasse af blaasur Mælk. Hard. (Kvamm). Jf. Kor, Kur, Kjore.

"Køyr m. Drivning". A. Ogsaa: a) Kjørsel. Hall. b) stærkt Stød, Stik el. Slag. Hall. c) Luftstrømning gjennem smal Aabning; Træk. Ma. (Holum).

"køyra v.a." A. 4) befordre ved Hest, endog i "Klyv". Sogn, Oslo og fl.

køyregreide n. = -greida. NGbr.: Køyrgreie.

Køyrar m. en Kjørende, modsat: en Gaaende. Ogsaa: Vognmand, i Byer Søndenfjelds.

Køyrehæl m. Straakjøl eller "Drag", anbragt under Bagdelen af Baad som slæbes. Nordl.: "Kjørhæl".

Køyrekopp m. hulrummet Kjøreredskab. Gbr.

Køyrsla f. 1) Kjørebane. Nhl.: ø. Kjørsl, Hall. 2) Vei ad hvilken Fæ drives; Driftevei. SGbr. "Kua har inte vore utu Kjøhlom idag".

Køysa f. en tung ubehjelpelig Tingest eller Person. Romsd. (Vestnes, Bolsøy). "Bekkøyse", om en klodset Baad.

"Køyta f. 1. liden Sump". A. "Køyta" er meget blød (vaad) og oftest sivgroet. Ma. (Finnsland: "Køyda"; Otrnes: "Køyte"!); Nfj. (= Skitdikje). "Gaa i Køyta", gaa til Grunde. Nfj. Hard.

Køyta f. 4. = Fisk-kyla. Nordl.

køyva v. kvæle; køyven adj. se kjøva. For sin Form kunde det (især i Li.) have Sammenhæng med "kyva, nedtrykke". Men Bett. er = kjøva.
L.

-la, en Endelse hvorved dannes Adjektiver, oftest af Substantiver. De faa Adjektiver giver en oftest nedsættende Karakteristik. Adjektivet bruges mest som Prædikatsord. Vest Agder (mest Kysten: Sygne, Holum, Halsaa? Bjelland? Vigmostad, Valle, Lyngdal). Saaledes: drustela, dunsela, faamela, kovela (o'), pjuskela, ruskela, rekela, skrymptela, sæbrela, tustela, tverela og fl. "-lag" høres nok ingensteds nu. Maaske eg. adv., for -lega, som "fulla, tiila" (Agder) og allerede i G. N. fulla osv. – dette hedder
for Resten nu i en Del af de samme Egdske Egne "fuddelig" dvs. fullelega. Eller for -laga, jf. einlaga, serlaga, avlaga; Gotland: smallagä, temligen smal. I nogle af de nærliggende (og de samme?) Bygder findes ogsaa prædikative Adjektiver paa -ligan, eg. acc. masc.; dernæst adv.: "Dæ va fæligan, deiligan", Li. (Kvin og fl.), ØDal.

La-a se Løda. – La-aur se Ladur.

Labba f. en noget tyk stegt Kage. Ndm.: "Labb', Potetlabb".

"labba v. sokke". A. 2) slaa saa det klasker. Nhl. Voss, Nfj. og fl. "Labba tee ein".

labbeleg adj. sokkende, tøflende. Tel. "Ho æ so vii o labbeleg te Footar".

labben adj. hængende mat ned; slap. Dal. Jf. lebba, lebben.

Labbsaum m. tykt Broderi paa Lintøi. Ndm.

[Labeit f. = Labeita. Nfj.

Labr n. Gelee = Lap. Ma. (Holum).

labra v.n. 1) bevæge Læberne smaat og lydløst = mimra. Li. (Fjotland): labbra. 2) tale slapt og utydeligt; pludre. 3) sludre. Ma. Shl. – labren adj. slap i Munden, slap i Talen; ligesom mundvælen. Ma. Shl. "Labbren i Maale"; Shl. Snarest delvis for lavra (lava); maaske ogsaa for lapra (lapa); jf. lepra, læbra, lefra, lebba osv.

Labreneve m. en haandvælen, famlende, "slepphendt" Person. Ma.: Labbre-. og: lavreneve, Sæt.

labyksa v.n. (er, te), løbe i Galop. Ryf.

"Lad n. 3) Stabel". A. Gbr.: "Veeala".

"lada v. a." A. laadaa, NGbr. (Lom); ladd', Trondh. "Ladd Børsa". 4) "la Bruur", pynte Brud med "Lad". Tel. (Vinje). Sjelden.