A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Lappevon (oo) f. = Botevon.

lapra v.n. = lappa, larpa. Shl. (Fitja).

lapsa, lapsen se lafsa. – lare se larra.

Lark n. daarligt Arbeide, se larka. Hall.

Lark m. og Larka f. En som "larkar", doven og efterladen Person. Shl. Hard. Hall.

"larka v.n. (ar) smække". A. 2) falde ned i halvtflydende kladskende Klatter el. Klumper; kladske. Strinda, Fosn, Ndm. "Bloo´e larka 'taa 'aam". "Loort´n larka 'taa Skoo´ne". "Dæ va bærr so dæ lark 'taa 'am". Se hosa. 3) ligge eller hænge løst, saa Tryk eller Bevægelse frembringer Rokken med smækkende Lyd. Tel. Sæt. Østerd. "Hella larka fysst hant rødde paa 'æ". "Skoo´n larka" = slarka, kippa. 4) gaa dovent og slæbende = slarka. Shl. Sogn, Nfj. Strinda og fl. 5) arbeide trægt og med liden Virkning. Hall. (Gol). Sv. Diall. larka = småspringa; Bohuslän: larka = småningom utføra. Jf. lakra. – Lark n. det at larka.

larken adj. tilbøielig til at larka; lig en Lark; træg og efterladen. Shl. Hard. Hall. "Dæ gaar larkjint"; Hall.

Larp n. noget som "larpar", blød Smuds. Tel.

Larp m. liden halvtflydende faldende Klump eller Klat. Ogsaa: Slarp. Voss, Nhl. Sogn, Tel. Rbg. "Rjomelarp". "Skrau(v)larpane dottu or Munnæ".

larpa v.n. (ar), 1) falde ned i bløde Klumper eller Klatter; = larka. Sogn, Voss, Nhl. Shl. Ryf. Ringerike. "Da larpa or Kidneholæ" (Flødeklatter). "Lo^urt´n larpa 'tao Sko^u´dn dine". "De larpa nee mæ Snø"; Ringerike. 2) daske, smække = larka. Sogn, Nhl. og fl. Ogsaa slarpa. 3) skide. Shl. lerpa, lurpa d. s. Shl. – larpa kunde tænkes omgledet af lapra eller udsvulmet af lappa, lapa.

Larpa f. 1) en i høi Grad skiddenfærdig Kvinde, "ei som Loortn larpar av". Ryf. Hard. og fl. "Skitlarpa". Ogsaa: Slarpa. Jf. Lurpa, Slurpa. 2) uanstændig Kvinde. Gbr. Sv. Diall. larpa, osnygg slarfvig qvinna.

larpeleg(e) adj. og adv. 1) bedækket med Larp n. Ryf. Shl. "Den Stakkjn æ larpalege skiten"; Ryf. 2) kvabset. Tel. "Larpeleg' o feit´e".

larpen adj. 1) larpagtig. Berg. 2) kvabset. Rbg. Tel.

larpende adv. lig Larp. "L. feit". Tel.

larputt adj. = larpeleg 1) Shl. Ryf. "-ete".

larra v.n. (ar), gaa mat og tungt. Shl. Hard. Hall. lare, läre; Østerd.

"Larre m." A. Blød Brimost blandet med Kjernemælk. Voss, Sogn.

"larva v.n. kludre". A. Tel. "larve i Hoop". 2) bevæge sig svagt og langsomt; gaa og slænge. Oslo, Ndm. Innh. Jæd. "De larver aa blaas´r", det blæser svagt; Oslo.
Særlig: gaa paa Nattefrieri, Larving f. Ndm. (Øksndal). 3) være løs og slap i Sammenhængen; see ud til at ville falde ifra hinanden el. ned; hænge løst. VAgder (Eikin, Aaserall). "D'æ kje saa læust sum dæ larva". Dette hedder i Sæt. ogsaa lavre, og heraf kunde dette larva være en Omglidning; jf. lava.

"Larve m. Pjalt." A. 2) Pjalt af en Person: mat, slap, skjødesløs Person. Sæt. – Larv m. En som gaar og slænger, "larvar"; Pjalt af en Person. Innh. Jæd. – Larvstaur m. d. s. Innh. – Larvtytta f. slængende og slusket Kvindfolk. Ndm.

Larvegrenja? f. = Fille-rya. Nordl.: "Lärvgrein". Og: Lörvgrein, Helg. se Lurva. Lärvklee dvs. Larveklæde, d. s. SHelg.

larveleg adj. 1) lig en "Larve"; slap, mat osv. 2) løs og slap i Sammenhængen: a) seende ud til at ville falde fra hinanden; ogsaa omtr. = lurvutt. Sæt. "Larvelege Traa". "Omnsrøyræ æ larvelege, ho vi dette nee". "Eg vi kji vere der sum d'æ fatekslegt o larvelegt". b) med Klæderne hængende løst om sig. Tel. c) om Ko som snart skal kælve = dramseleg. Tel.

larven adj. = larveleg 2). Sæt. "D'æ so larvi o laust at de vi dette av seg sjavt".

Larveleistar m. pl. Haarsokker. Helg. "Lärvlæsta"; og "Lörv-". Jf. Lurva.

"larvutt adj." A. 2) slusket. Trondh. 3) om Lufthimlen: fuld af Skytotter. Ndm. "-aatt".

Las m. laset klædt Person. Østerd. (L. E.). Meddelt. – lasutt adj. laset; = lurvutt. Østerd.; Ndm.: las(s)aatt.

"lasen adj. 1) svag, løst sammensat". A. Rbg. Gbr.; Østerd. Romsd. Ndm. og Trondh.: las(s)in. Især om Trækar som vil falde i Stykkerne. "Sle'en æ lasin". "2) svag af Kræfter". A. Især: mat, slap efter Overanstrængelse eller Sygdom = gisen, kasen. Hall. Rbg. Shl. "Lasin aa treitt (trøytt)", Nes i Hall. Ogsaa: slasen 3) moralskt slap; karaktersvag; ligegyldig. SBerg. – ?las adj. mat. Christie. – G. N. lasinn, lasmeyrr, skrøbelig, svag. las-burda = feeble, ailing; Cleasby. Bohuslen: lassma, tröttna.

laska v.n. (ar), 1) gaa dorskt omkring uden Maal og Med; gaa omkring som i Halvsøvne. Hard. (Kvamm), Innh. Jf. lasken, G. N. löskr sløv, slap. 2) slaa (til); kladske. Hall. "Laske tee ein". "Ha Pængga aa laske mæ", have Penge at kladske (klatte) med. Sdm. (Hjørungfjord). Se flgg.

Laska f. 1) blød Klat; f. Eks. af Maling. Hard. Og: Loska (o') Ryf. Hard. (Se A.). 2) skidenfærdig, slusket Kvinde. Hard.

"Laske m. 1) Kile osv." A. Lask, Ma. 2) trekantet Jordstykke (mellem tre Veie). Maaske kun som et paa flere Steder forekommende Stedsnavn. Vestfold.

lasken adj. slusket i Gang og Dragt. Hard.

Laskereim f. Spandrem. NGbr.

lasla eller latla v.n. arbeide slapt, overfladiskt og uden Effekt. Hall. (Gol): lahle. – Lahlee m. og lahle (ö, -æ) f. En som "lahla(r)". – lahlen og lahlele(g) adj. Til las, lasen (lassa)? – ?lassa v. = larra. Wille.

lasna v.n. blive "lasen" dvs. løs i Sammenføiningerne osv. Rbg. og fl. "Kaggane lasnar o leke".

Lasp, laspa se lafsa.

Lasse m. en før og lidt tung, men kraftig og ret godt udseende Karl. Tel. (Moland, Skafsaa). – lasseleg adj. som en Lasse. Tel. (Moland, Mo, Rauland, Høydalsmo). – lassende adv.; l. feit, meget før og fed, men ikke kvabset som "larpende f.".

Lassemann m. = Høytong. Ma. (Bj. Fi.).

Lass(e)vol (o') m. Stang fastbunden tværsover Tømmerlæs. Li. Dal. Ryf.

Last f. Ladning osv. = Last m. Shl. Østl.

Lastebruk n. Tømmer til Udførsel. Tel. Rbg.

Lasteskot (o') n. = Timbrløypa. Agder.

lastevand adj. 1) om Farkoster: vanskelig at lade. Nordl. 2) overført: vanskelig at omgaes. Nordl.

"lat adj. 2) svagt hældende". A. Gbr. Hard. (Ulv. Kv.). "Ei lat Tropp". 3) hældende; om Vægt, Bismer eller Skaalvægt, hvis Stang ikke staar vandret naar den skulde. Sogn, Helg. og fl. "Vigti æ lat('e) pao denna Siao". "Bismarn æ lat´e", den vil hælde til Lodsiden, veie knapt. Modsat: strid. 4) stump: "ein lat´e Vink´l". Hard. 5) mat, slap. Sogn. "Lat´e Terre", mat Tørreveir. Hertil: latt n. og adv. "Du veg´e for latt, Kar!" du giver for knap Vægt! Sogn.

"lata v.a. lade". A. Inf. leta (e') i nogle Bett. i Ma. og Tel. læta, YNamd. NGbr. (Lom: Imperf. lætte, Sup. lætt). Supinum: leeti og læti; Rom. Land, Hadeland. – "Lata av", holde op at malke; Rom. Hadel. Land; Hall.: "læta". "Lata etter" give efter lidt efter lidt; føie sig. Sogn (Aurland): "lata itte mæ Togje"; G. N. láta eptir. "Laataa paa sæg", tage paa sig; Stjør. "Late ut", udskibe; Sæt.

Latar m. Aarelader. Vestfold, Rbg. og fl.

Lat-brand m. = Dau(d)brand. Jæd. og fl. Tildels: Labbrann.

Late m. Ladhed = Leta. NGbr. (Lom).

"lateleg adj." A. 2) tækkelig = felleleg. Tel.

Lat-makk m. lad Person. Gbr. Ndm.: -mark. Ogsaa: "D'e L. i Rygg´ja paa 'naa", Ndm.

latprutten adj. tvær af Ladhed. Ndm.

Latrova (oo) f. 1) Halestjert paa den flaaede Faarekrop. Nhl. 2) Stroppe i Bunden af "Klyvkjessa". Voss, Sogn. – Latrumpa f. = Latrova 2). Voss, Sogn. Se flg.

Latspæl m. 1) Hale paa Faar og Gjed = Spæl. Ndm. (Øksndal, Tingvoll). 2) lad Person. Ndm.
Latsøy(da) og Latsøkkj(a) f. lad Kvinde. Trondh. – Latstaur m. lad Karl. Trondh.

latt adv. knapt tilveiet, se lat.

La-u, Laue f. se Løda. – laua se løa.

Laudr n. Skum. Salten (Steig), Helg. (Bindal, Brønnøy), Namd. (Lekaa). Kun i: "I eitt Löur". "Han sigld' so da stoo i eitt Löur ett'an (ett'aan, ett'n)". "S(j)y´n laag i eitt Löur". "Han snakka so da stoo i eitt L.". G. N. laudr (lödr), Eng. lather, Sv. lödder. Se løa (laua). Jf. Saapelau.

"Laug f. Vædske osv." A. 2) Bad, en enkelt Badning. Tel. (Moland), NGbr. og fl. Ogsaa n. 3) Døbevand. Sæt. Ma.; Li. (Eikin: "Læu, Læuvatn"). Som Stedsnavne forekommer Formerne: "Löu´jee" om Aaen i Gbr., hvilken for Resten ogsaa nævnes "Laa´jee, Loo´jee, Loog´n" og "Löug´n"; "Løug´n" ('a?), et Kjær i Nordrhov paa Ringerike (meddelt) og i Børsen i STrondh.; "Neelöu" (og Neelog?), en Udvidning af Nid i Aamlid i Rbg. (Nid(ar)lögr?). Se Log.

"lauga v." A. löge, Nfj. (Gloppen).

"Laugardag m." A. Loordag, Jæd. Lorda(g), Ned. (Holt); Logudag (kort o'), Tel. (Vinje). G. N. lögurdagr.

laugende adv. "laugande sveitt", drivende svedt. Røldal og fl.

Laugestrand f. Badestrand. Ned.

"Lauk m. Løg". A. Løk, Løg, Ryf. Jæd. 2) det ypperste i sit Slags. Gbr. Østl. (Land og fl.). "D'er Löuk´n te Kar, "Löukn te Skrøne". – "Læggje paa Löukn", bruge stærke Ord, især overdrive i Fortælling. Gbr. Totn, Oslo, Smaal. "Han lae paa Löukn aa banna". "Han lægg Lok´n (o') paa", Østerd. (Foldal, Rendal og fl.). – Ogsaa: "strø Sin paa Lok´n", d. s. Østerd. (Foldal). Mere dunkelt.

Laukebol (oo) n. den Klase af Løg som udvikler sig ved en Stamløgs Aarsvekst. Saaledes ogsaa Bol n. og "Potetbol" osv. – boole seg v. om Planter: skyde mange Sidestængler, Stammer el. Knolder. Gbr. Østl. (Odal, Totn, Smaal. og fl.). "Bygge har boola se(g) svært iaar; der blir svært Bool". "boole seg" er altsaa, ialfald paa Østl., hverken "bula seg" el. "borda seg", men væsentligt eet med "boola", danne "Bool"; jf. G. N. ból, bólast.

?lauk-god adj. ypperlig. Ma. Usikkert.

Laun f. (Fl. er) Bagdel, fra Hofteknuden til Laaret; mere Partiet hen imod Hoften end hen imod Anus; Lænd. Li. (Fjotland). Dal. (Hæskestad). "Eg he fængje æen Kaaun paa tykkaste Laaunæ", Fjotland – ikke "Læun", hvilket vilde været for "Luun" -. "Dør va Löune paa den Kyræ!", den Ko var bred og kraftig over Lænden; Hæskestad. G. N. hlaun, Lat. clûnis. "Launebrekka", Troldheksenavn i et af Moes Æventyr fra Aaserall i Ma., hører vel hid. Se Lund, Rygglund.

"Laup n." A. 6) Skred af Steen el. Jord. Romsd. Ndm. Landlaup; jf. Skridulaup. 7) Sted hvor Bark har løst sig fra. Dal. "Borkalöu(p)b".

"Laup m." A. Gbr. Trondh.; = Saalaup, Ndm. Li. 3) en høi smal af Næver forfærdiget Æske. Ringerike. Saltlaup, Bærlaup.

"laupa v.n." A. Imperf. løp, VAgder, Rbg. Tel. jop, NGbr. (Vaagaa). – Supinum: lopi, lope (o'); VTel. og fl.

Laupa f. a) Afsats, "Skor", i et Bjerg hvor et Dyr (oftest ved et Sprang nedad) har let for at komme til at staa fast, "i Skorfeste". Sogn, Nfj. Der er: Kyralaupa, Saudalaupa, Geitalaupa. b) = Skorfeste. a) "Kyri staor i dessa Läupen" (Dativ); Borgund. b) "Gao seg i Läupa". – Laupe m. = Laupa a) og b). Voss, Sogn. "Gjäitæ staor i dasso Læupa", (Dativ); Voss. "Stao i Læupa". "Ga(o) seg i Læupe". Ogsa Lopa (og Lope, Løypa?). Se d. (Brugen af Dativ er vaklende i Sogn, saa det ofte er tvivlsomt om der foreligger et m. el. et f.).

Lauparbaat m. en Reise- og Bugseringsbaad ved Fiskeriet, forskjellig fra den eg. Fiskebaad. Nord.

Lauparbikkja f., Lauparhund m. omflakkende Tæve, Hund. Gbr. og fl.

Lauparmaal n. passende Belastning af Baad saa den flyder og seiler godt. Nordl.

Lauparmun m. tilstrækkelig Længde af Slæbetoug for Baad. Nordl.

Lauparsko m. 1) = Kommag. Nordl. 2) = Hudsko. M. St.

laupeleg adj. som ser ud til at kunne skyde stor Fart; let og kraftigt bygget: om Hest, Baad, Slede, Ski. Tel. (Moland, Selljor). "L. paa Lagji". – Laur se Laudr.

"laus adj. 4) fri, uhindret". A. "Ga löusom Gjæl", gaa uden Byrde, med frie Hænder; eller: "ga löus om Gjæl" (Gjerd)? Ork. "6) færdig". A. Til at føde; om Dyr. Smaal. og fl.

Lausaggar m. pl. Brodder til at spænde under Sko. Gbr.

lausbeina adj. med Underlemmerne frie; uhildet. VAgder, Rbg.

"lausbeitt adj." A. Nordl. Agder, Tel. 2) som bider løst; om Fisk. NGbr.

lausbiten (ii) adj. som bider løst, svagt. Dal.

Lausbuna(d) m. daarlige eller upaalidelige Redskaber. Stjør.

Lausdans m. = Halling 2). Vald. Sogn. "Dansa laust", danse uden Dame (solo); danse Halling. Ogsaa: Lausekardans.

lausdraatta adj. om Hest, som den Kjørende leder ved Siden af eller bag sig, uden Kjøreredskab. Trondh. Østl.

Lausdrætte n. løst, ikke sammen- og fastnaglet, Trækketøi, "Drætte"? "Kjøre mæ
Lausdrætte". Hedm. (Ringsak). "Gaa lausdrætte" (adj.?), om Hest som gaar med Trækketøiet paa sig, uden Kjøretøi. SGbr.

lausdrøgd adj. let at drage eller trække (af). Tel. Især om Gevær.

Lausegangar m. = Inderst. Vald. (Vang).

Lausekar m. Arbeider som ikke er fast Tjener. Voss, Tel. Sæt. og fl. Tildels: Lauskar.

lausføtt adj. uhildet = lausbeina. Sæt.

Lausgamp m. Reservehest, som føres ved Siden af Læs. Land.

"laushendt adj." A. 2) let paa Haanden; modsat hardhendt og tunghendt. Tel.

Laushest m. Hest som gaar bagefter den Kjørende, foran Kjøretøi, med eller uden Læs? Østl.

Lausing. "Gaa i Löusingaam", gaa løs og ledig. Innh. "Kjør' i Löusingaam", kjøre uden Læs. Stjør.

"lauskjeftad adj." A. 2) om Hest: blødmundet, som vil have løse Tøiler. Ryf. Østl.

"Lauslivnad m." A. Löusalibna, Jæd.

lausmjølk adj. = lausmjelt. Stjør.

lausmolka adj. = lausmjelt. Ma. -milt, Gbr.

lausmælt adj. løst maalt, ikke knuget eller skuddet. Ndm.

Lausreid n. Skagler og Hammel til Tømmerkjørsel. Tel.

"lausreipad adj." A. Ndm. "Ga läusareipaa" = ganga lausreipa. "Reipaa" er vel Dativ Fl.

Lausereisa f. = Haspereisa. NGbr.

lausskrøypa v.a. (er, de), løse op noget sammenpresset, saa det tager større Plads. Tel. – Lausøykje se Lett-.

Lausslede m. Spidsslæde. Gbr. (Dovre): -sleea.

laussopen? adj. kraftløs, om Drikkevarer og dl. SHelg. "Tynn aa løssaappin".

"laust adv. 2) frit". A. "Dansa laust", se Lausdans. "Gjera laust", om Hest. løbe ud. Romsd. Trondh. "Hestn æ kipp, han gjere läust". 4) "Dæ gjekk löust me'nn", hun aborterede. NGbr.

"Laut f." A. 3) Græsgang som hører til et Sæterbol. Østerd.: Løt.

lauva v.n. (ar), om Træ: faa Løv. Røldal.

Lauvblekkja f. Løvblad. Oslo: Läublække.

lau(v)en adj. om Korn: stor-hylstret og kjernefattigt. Shl. (Stord, Fjellber, Fitja), Hard. (Kvamm, Ulvik). "Da vekse slikt löue Kodn paa dan Aakrn". Eg. løv-agtig? løyven d. s. Ryf. (Tarvastad, Suldal, Hjelmeland). "Lettekodn" er det udskilte kjernefattige Korn.

"lauvga v.n. løve". A. læugga, Sogn; logga (o'), Hard. Hertil: "Logg-Ask, Logga-Bjørk, Logg-Orr, osv., Logga-Kjerr", Træ, Krat, som egner sig til at løves; "Logga-Kniv". – loggast v.n. faa Løv. Shl.

Lauvgota (o') f. Rendebane el. dog Mærke i Bjergsiden efter Nedkastning af Løv. Sogn.

Lauvhogg n. = Lauvjarn. Se Hogg. Tel.

Lauvhøkja f. = Lauvsigd. Tel. (Moland).

Lauvkjørv n. = Lauvkjerve. NGbr. Namd.

Lauvkverv m. (og n.) Lag i en Løvstak. ISogn (Aurland). Læukvarv n. d. s. ISogn (Hafslo).

Lauvløda f. Stækning af løv; denne forudsætter saa stor Luft-Fugtighed, at Løvet ikke under Arbeidet knuses og smules op – skeer i klart Sommerveir gjerne inden Kl. 10 Formiddag. Sogn (Aurland, Hafslo) og Voss: Læuløa. Se Løda; til løda v.

Lauvmark n. og Lauvmerkje n. løvformigt Mærke, klippet i Faareøret. Tel. (Selljor).

Lauvnot (oo) f. enslags Vod, "Not", gjort af Løvgrene. Dal. (Hæskestad): Löuno^ud.

Lauvrauk n. liden Stak af Løv. Sogn.

lauvrik adj. løvrig. Sogn og fl.

Lauvsblad n. Løvblad. Gbr. Tel. og fl.

Lauvsnag n. afløvede Kviste. Tel. (Tinn, Selljor).

Lauvsnagje m. afløvet Træpind. Tel.: -gje.

Lauvsnivil m. dvs. -snidel; se Lauvjarn. Vald.

Lauvsprek (e') n. tørre, frønnede Løvtrækviste. Ma. Sæt. Rbg. Se Sprek (Spræk).

Lauvsprett m. 1) Løvspring. Dal. Nordl. og fl. 2) Vind, som bringer Løvspring; varm Østenvind om Vaaren. Agder, Dal.

Lauvstart m. afløvet lidet Løvtræ eller stiv Løvtrækvist. Sogn. Og Lauvstratt, Sogn.

Lauvstjøl m. (og f.?) Løvtrægren, som er berøvet Kviste og Bark. ISogn og Hard.: Læustjøl (Vik) og Löu(v)sjøl (Hard.). Se Stjøl, Styl; G. N. stjölr, Stjert.

Lauvstyre (yy) n. = Lauvstjøl. Ryf. Røldal. Til Styre dvs. Stjert.

Lauvstyv (yy) m. = Lauvstyre. Ryf. Til Styv dvs. Stjert. – Lauvstyve (yy) n. Samling af "Lauvstyvar". Ryf. Røldal.

Lauvtak n. a) Løvhugst; b) Sted hvor man sanker Løv til Foder. Tel. og fl.

Lauvtannar m. liden spirende Løvkvist; Løvspire. Hall. Sogn og fl. "D'æ kji so godt so ein L. aat Krytyro", en Løvspire.

"Lauvvind m." A. 2) Luftning der om Sommer-Aftenen blæser fra Land (Skoven) et lidet Stykke ud over Fjorden. Helg. – Lauvblekk m. et Vift af Lauvvind. Helg.

Lav n. hvad der "laver" dvs. hænger færdigt til at drysse ned; saaledes: a) Regn- og Dugdraaber, Rim el. Sne i Træer. Ndm. og fl. b) Aske af Løv el. Naale som hænger paa, eller netop falder af, svedne Kviste. Røldal. Samme Ord har den speciellere Bet. Lichen, A.

lava, v. (ar), samle "Lav", Lichen. Hall.

"lava v.n. (er, de), hænge osv." A. 2) (staa og) hænge, døse, maabe. Sogn (Hafslo). "Stao aa lava". G. N. lafa, forholde sig uvirksom? 3) "lava mæ Øyro", hænge med Ørene. Nhl. Ogsaa: lægge Ørene bagover, om misfornøiede Dyr. Ryf. "Hestn laver paa Øyredne". 4) om Sne som falder stille i store Fnokker (Filler). Totn.

Lavabjørk f. Birk, til hvilken man gjorde Løfter og offrede (Mælk, Øl osv.). Hall.
(Gol). Kjendt af de Gamle. For "Lovabjørk" af "lava" (ar) dvs. lova. En saadan Birk "laver" nu i Regelen ogsaa af Kviste.

Lavafaks n. Hængeman. Jæd.

Lavakyrkje f. dvs. Lovekyrkja. Hall. (Gol).

lavja v.a. = lava. Dal. (Hæskestad).

lavra v.n. 1. hænge meget løst og ligesom færdigt til at falde ned = lava, larva. SætV. og B. "D'æ kji so laust sum de lavrar ti". Vel af lava. Se larva.

lavra v.n. 2. haandtere noget med stive, svage, famlende Hænder; være haandvælen og sliphændet. SætB. og V. Jf. labra (lepra, læpra, lævja osv.). Maaske dog eet med foreg. – Lavre m. nogen eller noget som lavrar. – Lavreneve m. = Labreneve. – lavreleg adj. "Han heve so lavrelege noko Neva". SætB. og V.

"Lavregn n." A. Gul.

Lavskrik (ii) f.? = Lavskrikja. Trondh.

Lavøyra n. 1) Dyr med hængende Øren, som er lavøyrt. Shl. Ryf. 2) dovent Drog. Dal.

Laa f. (Spikarlaa, Sponlaa), se Lod (o') f.

Laag f. Fl. Læg´r, en Rul (Lægning) af Tougverk = Loga. Ndm. Romsd.

"Laag f." A. Fl. Læg´ar, Rbg. Læg´a, Sæt. VAgder, Vald. Om et meget stort Menneske eller Dyr. Ma.

"laag adj. Kompar. lægre, lægst". A. Sfj. Sæt. Tel. 6) tidlig paa Dagen. Kun i "laage Mjeltir, Mjøltir, Mjalti(r)", tidlig Morgenmalkning; og "laagt Noon", tidlig Eftermiddagsspisning (Diner). Tel. Sæt. "Gjæte laage Mjøltir", bringe Kvæget tidlig (Kl. 9) hjem til Morgenmalkning. Modsat: haage Mjeltir, haagt Noon. 7) snedig, slu, fiffig = lur. Follo, Oslo, Vestfold (Lier), Rom. Smaal. Maaske for log(n), til ljuga; se flg.

laagall adj. slu = laag 7). Østl. logall?

laagna v.n. = legna. Hard. (Kv. Ulls.): laogna.

Laa-gras n. et eget Græs som vokser paa side fugtige Steder (Dølar); maaske en Carex. Tel. (Kvitseid, Selljor, Mo). Af Laagras blir Laahøy. Tel.

laag(v)rista adj. med lav Vrist. Østl.: -rista.

"laak adj." A. 7) ringe, svag. Gbr. (Vaagaa). "Dæ va slik laak Dygd i Foo`ree".

laaka? v.a. og n. staa tilbage for, give tabt for. laake, Sfj. YSogn (Eivindvik); laok(k)a, Sogn (Vik, Lærdal; Ladvik: -e); laakka (lokka?), ISogn (mere brugt Form), Voss. "Han laoka no inkje fy deg", el., sjeldnere: "laoka no inkje deg", Vik. "Eg laakka no inkje hann!" Maaske til laak adj. daarlig, ringe. Maaske snarere lokka = lakka dvs. flytte Gryde over paa et nyt Fæstepunkt, "Lakk" paa Kjedelkrog. Med samme Anvendelse "fira" i Nfj.: "han fiira no inkje deg". Et ao udvikler sig undertiden i Sogn og Hard. (Voss?) af o' gjennem Mellemleddet aa.

Laakje m. slem ond Karl. "Ein stygg Laakje". "Din stygge Laakje!" Ndm. Romsd. Ogsaa: Laakjels n. Laakjen = den Onde, Fanden; Ndm. Romsd. Af laak adj., ligesom "ein Styggje" af stygg. Se ogsaa Loke.

"Laam f. Spor osv." A. Rbg.; Laamm, VNed. (ØMoland og fl.); Loomm, Bamle, Østl.; Lomr (o', aa og oo), Ma. Ned. Rbg. "Skiilomr, Sle'elomr". "Slaloom", Østl.

laama v.n. og a. (ar), 1) efterlade "Laam", Spor; age foran og saaledes opdrage Vei. Rbg. Tel. "Laame upp Veg´e". 2) laama paa, gaa med svær Fart, gaa paa. Shl. Ryf.

laamen adj. slap, mat; især om Haand som ikke kan gribe fast. SBerg. – Laamneve m. slap Næve. Jf. læma, læmen, lamen.

Laam(m)? Fjær i enslags Hængelaas. Gbr. (Sel, NFron): Laam(m)e (og "Laammo"?), Flertal? Jf. G. N. löm, f. et Slags Hængsel. – laammhard adj. 1) om Laas med haarde Laammer. 2) stiv og ubevægelig; urokkelig; umedgjørlig. NGbr. Og: lommhard, se d.

Laan f. = Laamm. VAgder (Holum, Bjell. Vigmostad, Eikin).

laana v.n. (ar), 1) fire af, give løst, løsne. Sfj. "Du lyyt laane liite". 2) give efter for Tryk eller Tøining (Stræk). Nhl. Shl. Nfj. Sdm. (Sunnylven), Romsd. "Puuto, Høysekkjn, Togje laana unda", el. "laana itte"; Nhl. laona, Hard. (Kvamm); ljaane, Nfj. (Selja). Vel eet med laana (ar), A.; men Vokalen (især Seljas, se laaka) vanskeliggjør Identitet med Isl. lona. Vel ogsaa neppe = laana (er), G. N. lána (ad), give, laane.