A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Ladd n. ubetydelig Tale, Snak. Ned. Vel til ladda, tøfle, sokke (Østl.).

ladda (til ein) v. = labba (til ein). Sogn.

Lad-dott m. Forladning. Hall. Sæt.

Lade-dyr (y') f. Ladedør. "Slaa oopp "Ladøra", skoggerlee; (gapskratta). Østl. (Vestfold og fl.). Indvundet for "Dansk-Norsken" i Æventyroversættelserne i Formen: "slaa Latterdøren op".

Lade m. en Stabel. Hard. (Kvamm, Ulvik), Ndm. (Tingvoll), Sæt. "Brølae" (Stabel af Leever), "Høylae", "Konnlae". G. N. hladi.

Ladfar n. en spids Flodbaad. Namdal: Lafar og Laffar; og Laffarsbaat m.

Ladnad m. 1) Ladning, af et Gevær osv.; Indladning; Indbjergning. Voss. "Konnlana". 2) det Indladede = Lood. Voss.

"Ladning f." A. 2) Indbjergning af Korn. Li. (Eikin, med D). – Ladning m. Last. Hall.

"Ladstein m." A. 2) = Ladberg. Tel. "La-".

Lad-terre m. tørt Veir som fremmer Kornhøsten; især om Østenvind. Shl. Ryf. Jæd.

Ladur m. hvad der falder af under Indbjergningen af Korn-Afgrøden; saaledes: a) Aksdynge samlet paa Ageren efter den egentlige Afhøstning. b) Halm- Aks- og Korndynge sammenfeiet paa Logulvet efter Indlægningen i Lade. Tel. (Vinje, Rauland, Selljor; Kvitseid n.?). La-un f., bestemt: La-una, Røldal. La-aur m. Ma. (Bjelland). Jf. Ur, en Dynge Affald (G. N. úfr Flis osv.?), Vistur; Bohuslen: axur = La(d)ur.

Ladvedr n. Kornindbjergningsveir. Ryf. Jæd.: Laveer. I Østl.: Lo(d)ve(d)r.

"Ladvid m." A. Hall.

lafla v.n. om Vind: træffe Seilets Liig, og bringe Seilet til at blafte. Nordl. "No lafla'an i Segle". – lafs se flg.

lafsa v.n. (ar), 1) daske dvs. hænge og slænge; gaa og slænge; gaa sokkende og uregelmæssigt. Tel. (Selljor go fl.). "Griisøyra lafsar". "Han gjæng o lafsar". Lyder: lapse, Nfj. og fl. Og, omgledet,: laspa, gaa tungt og skjødesløst (slængende); slænge afsted. Hard. Shl. Nfj. Odal, Smaal. Ndm. "Laspa mjydlo Garane"; Hard. "Ga o laspa i for sto^ure Sko^u". "Han laspe av"; Odal. I Tel. og Gbr. findes laspe paa nogle af de samme Steder som lafse, med noget anden Bet.: gaa slæbende langsomt og lydløst, ikke netop slængende. "Han laspar o drege Føtan; laspe paa husko, paa Sokkeleistn". "Ho laspa so sloonkjelege". Sv. Diall. laffsa d. s. 2) v.n. og a. daske dvs. slaa til; klaske (til). Vald. Hall. Tel. Gbr. og fl. "Lafse Ungadn ikring Øyro mæ Book´n"; Vald. "Lafse tee ein". lapsa, Sogn, Ma. og fl. Maaske er der meer end eet Ord i Formerne "lafse, lapsa, lapse, laspa, laspe". Jf. labba, lapa, lava (slassa, slaspa; lufsa, luspa). – Laps m. a) en slap, slængende og skjødesløs ("slaskutt") Person. Hard. b) en uanseelig Person eller Figur (f. Eks. liden Bjørn), som gaar omkring stille og for sig selv. Ndm.: Lasp. Ogsaa: "Slasp"; Ndm. – Lapse m. = Laps, a). Nfj. – lapsen adj. tilbøielig til at lapsa; især: vid og slap; hængende og slængende; = slaskutt. Ryf. Hard. "Lapsen aa lepjutt i Maale (Mæle)"; Ryf. – lapseleg adj. omtr. d. s.: slap, slængende osv. – lapsesam adj. omtr. d. s. Nfj. (Gloppen, Breimn). "Han gaar so lapsasamt, æ so lapsale; d'æ ein Lapse".

"Laft n." A. I Hall. og Sogn er "Laft" Hjørnet af Grundmuren, "Nov" Hjørnet af Tømmerværket. Deraf: lafta v-. lægge Hjørnestene til en Bygning. Hall. "Laftæ äi Stugu".

Lafta n. den fremstikkende Ende af hver enkelt Bjelke i Hushjørnet. Hall. (Torpo, Nes). Mest brugt i Flertal: Laftu, -udn.

Laftenybbe n. = Lafta. Rbg. (Aamlid).

"laftestein m." A. Smaal.

"Lag n." A. 6) "Sliite Lag" = Brjota Lag. Gbr. 13) paa Skier og Meder = Hav. Helg. Namd. 14) Skudhold. Sæt.
"Paa styttre Lag va Byrsa go^u". – "Han va so opp i Laj´e (ette dæ)" = "so huga (paa dæ)", saa oplagt, saa lysten; Jæd. (Gjæstal). – "So midt i Lag(i)", saa middelmaadigt; Innh. "So i La`ji", d. s. Hall. – "Saa paa Lai´n", saa omtrent; Ma. (sjelden). "Av Laj´n", af Lave; Agder (Sæt. Evje, Toridal); VTel. (Moland); overalt meget lidet brugt. Dativ: G. N. laginu? Se Hovud, Ljos. "Paa lausum Lag", paa det løse, uafgjort el. uopgjort; Sæt. "Vera i Logum (o')", være i Lave, tilpas, i godt Humør. Ma. (Grindeim), SætB.; "vera i Logo, SætV. Jf. lagom. "D'æ Lag (el. Laj´e) paa di (eller dæ)!" jo det er rimeligt! Nfj. "Seer um Lag", a) særskilt, for sig; Hard. Sogn. b) paa særegen Maade, NGbr.: "see um Lag"; "seer Lag", d. s. ISogn. "D'æ see um Lag mæ di". "Da va seer Lag um han gjo^ure da", det var en anden Sag. Ogsaa "serumslag", se d. Isl. sér-i-lagi, særligt.

"laga v.a. 1. lave". A. "laga til", lave til Barsel, om Folk og Fæ. Østl. Bamle.

"laga v.a. 2. overgyde osv." A. laga ut v.a. trække Kraften ud af noget ved gjentagen Overgyden med kogende Vand el. dl. Berg. Hedder: laagaa, ØTel. ("Grute æ utlaagaa"); loga (o'), VTel.; løga og laaga, Vald. Hall. Se loga.

laga v.n. (ar), snakke løst bredt og indholdsfattigt; prate. Gbr. (Sel, Øyer og fl.), Hedm. (Ringsak): lage (langt A, og E), mens det er "laagaa (og laga?) Mat". "Dæm sat aa laga". – Lagfant, -fut, meis, -stav m., -skræppe f. en Prater. Gbr. Hedm. Lagemeis, Gbr. – Laging f. Prat. lagklook adj. som prater med bred selvbehagelig Vægtighed. Gbr. Hedm. – Lagmesse f. langt Samprat. Gbr.

lagaløysa f. En som ikke indretter sig heldigt, som ikke forstaar at ordne sig. Sogn.

Lagasild f. = Lakesild, Coregonus albula. Hedm. Totn; Laagaasill, SGbr. (Faaberg); Lagsill, Hedm. Vel til Log, G. N. lögr.

lagast v.n. (ast), tage sig (bedre) op, bli skikkelig. Ndm.

"Lagde m. 1) Lok osv." A. Sæt. "Kr^eunelagdi". Og Lagd m. Helg. Sogn. Ogsaa af Græs.

lagdutt adj. fuld af Totter, "Lagdar"; tottet. Sæt. "Engjæ (-ee, -ei) æ lagdutte".

"Lage m. 2) forelagt Arbeide". A. Er n. i Vald. Odal, Solør, Vinger, Hedm. Østerd. Rom. Vestfold: "Lage, Laje, Laie, Læie". "Har du alt gjort Læie ditt?" "3) Tilskikkelse". A. "Dæ ligg ikkje La`je paa dæ", det er unødvendigt, overflødigt; om et Traktement man afslaar. Ryf.

"lagfør adj." A. Nordl. Til "Baatlag".

lagga v.n. (ar), gaa smaat og jævnt; ikke = lakka. Tel. (Bø, Kvits. Mol.), Li. Rog.

"lagga v. 2) gjøre Stavkar". NGbr.: læⁱgge.

Lagg(a)bidne n. = Laggekjerald. Sogn.

Lagg(a)hall n. Levning af Vædske paa Bunden af Stavkar. Hard. (Ulvik, Kvamm): Lagghadl. Se Hall.

Lagg(a)kopp m. = Laggekjerald. Gbr.

laggalaus adj. uden Bundfals, "Logg". Sogn.

Lag-gaas? f. Gaas som ruger. Follo, Rom. Hedm. og Smaal.: "Lagaas".

lag-grann adj. 1) omtr. = lagvand. 2) vanskelig at omgaaes; som maa behandles med Forsigtighed; ømfindtlig. Selbu (Tydal).

laggutt adj. fuld af Klumper og sammenklinede Bolde; f. Eks. om mugnet el. smudset Hø. Shl. (Fitja, Stord). For lagdutt?

Lagils n. Maner, Adfærd; omtr. = Lag. Hall. "D'æ ait Lagils paa de, Guut!"

laglaus adj. uden lav, Skik, Orden el. Takt; utækkelig, taktløs; ubekvem. Gul. Gbr. og fl. – Lagløysa f. 1) Utækkelighed; Ubekvemhed Gul. Gbr. og fl. 2) utækkelig Person.

lagleggja v.n. (lagde, lagt) aftale Samvær eller Fællesskab, "Lag". Hard. Jf. stemneleggjast.

laglik adj. lig det øvrige Selskab. SHelg.

Lagløyse n. = Lagløysa 2). NGbr.: -ee.

Lagna f. Tilredelse; Tilberedelser; Foranstaltning især af Selskab. "Brydlöupslagna"; ogsaa: selve Bryllupsgjæstebudet. Shl. (Ølve, Kvinnherad). For Lagnad m., som Dugna f. for Dugnad.

"Lagnad m." A. Lagnade og Lagnar, Nfj.

"lagom adj. ogsaa adj." A. lagomt adj. n. Stjør.; Adjektivet hedder ellers gjerne lug(hw)um i Stjør og Ndm. (her vel indkommet fra Gbr. el. Trondh.). lögum adv. passende. Ndm. (Sunndal). "D'e saa (so) lagom", det er middelmaadigt = so i Lagje. Ndm. "D'e no saa (so) lagaa". YNdm.

lagsam adj. imødekommende, tjenstvillig = beinsam. Jæd.

"lagvand adj." A. 2) vanskelig at faa i Lav eller komme til rette med; f. Eks. en Baad. Namd. 3) vanskelig at omgaaes = laggrann. 4) kræsen overh. Ndm. S- og NTrondh. Namd. Senja. "L. paa Mata".

Lagvid m. kort Ved lagt i Stabel el. Favn; modsat Kostvid. Gbr. (Ringbu): "Lagvee".

?lagra v.n. gaa smaat og mindre jævnt end lagga. VTel. (Svein.).

laka v.a. (ar), optrevle; ogsaa: øde, søle bort. Vald. (N- og SAurdal). "Han laka burt alt dæ han aatte". "Laka burt Tiiee" (kunde høre til flg.). Til Lake = Filla.

laka v.n. (ar), gaa og drage sig ; gaa og slænge; slænge. Vald. Land, Solør. "Han gjekk aa laka aa inkje gjo(r)de noko heile Dag´n". I Solør opfattes det som: være doven som Fisken "Laka"; men det hænger vel ialfald delvis sammen med foreg. og flg.

"Lake m. Flig, Lap". A. Vald. "Ogsaa: Stymper, Stakkel", A. Og: dorsk og sløv Person; Drog. Shl. Jæd. Nfj. Sdm. Østl.
Sættes m. St. paa Østl. i Forbindelse med Fiskenavnet. "Brookalakje" = Lakabrok; Berg. "Skitlak(j)e", Skjelm, Spitsbube; Hall. Vald. "Slarvelake", Drog. Vald. Østl. – Lakabrok (oo) f. 1) Bukse som er Lap i Lap. Vald. 2) Drog. Berg. – Lakagut m. Stymper eller Drog af en Dreng. Vestfold, Vinger. – Lakafant m. fortrædelig Person. Smaal. Hall. Sogn. Laka- indgaar vistnok i mange flere Sammensætnn. til at betegne noget usselt.

"Lake m. Kvabbe". A. Laka, Solør; Smaal. Laakaa, SGbr.

laken adj. dorsk og slap. Shl. (kj).

Lakk n. Fæstepunkt paa Kjedelkrog = Lag, Lekk. Sfj. Nhl. Shl. ISogn, Nordl. "Skjerdingelakk".

lakka v.a. 1) fæste eller stille paa et Fæstepunkt, "Lakk". Helg. "Lakka upp, ned", stille eller hænge (Gryde, Kjedel) længere op, ned. 2) overført om Person: bringe En længere op (upp) eller ned (ned), materielt eller aandigt; løfte (hjælpe), nedtrykke. Helg.

"lakka v.n. 2) hoppe paa een Fod". A. Rbg. Ma. 4) om Sko = lakra, slarka. Ma.

Lakkar m. den lodrette Stang paa Rokken som overfører Trædebrættets Bevægelser til Svingelen. Hall.

lakken adj. usikker, vaklende = ustød. Sogn.

"lakra v.n. staa løst". A. 2) være løs i Sammenføiningerne; slatte; rokkes mod hinanden; = likra, lukra. Hall. Vald. Hedm. "Sle'en, Stool'n, lakra". "Klauvidn lakra". 3) om Sko = larka, slarka. Hedm. Sogn. Sfj. Hall. STrondh. slakra d. s. Namd.

Lakr-klau(v) f. = Lagklauv. Hedm.

Laksagildra f. = L.-Gilja. Sogn, SBerg.

Laksegeir m. Lakse-lyster. Ma. Se Geir.

laksa v.n. (ar), slaa (til En). Berg. Nordl. Jf. lafsa.

lala v.n. (ar), om en egen syngende Raaben (Hujen) til hinanden, mellem Hyrder. Tel. (Mo), Hall. "Kvaar sko me, huve, hell sko me lala?"

Lamakol (o'). "Liggje i Lamakol", siges om Ting (Redskaber) som ligger vragede og henslængte. Tel. (Rauland, Møsstraand). Næsten kun kjendt, neppe synderligt i Brug. Jf. flg. og maaske G. N. kaldakol, kolde Kul.

lamaleg adj. med matte tunge stive Lemmer. Tel. (Rauland, Vinje). Jf. lamen osv.

"Lamb n. Flertal: Lomb". A. Rbg. Hall. Lomm (Laamm?); Dal. (Eikersund, Hedl. Hæskestad). Og: Laamm´a (Lomm´a?); Dal. (Lund); bestemt: "Laamm´an", Lund. Og: Lamm´a (og Laamm´a? og Lamm), bestemt "Lamm´an"; VAgder (som H^øus, Fl. H^øus´a, Farty Fartya, Eple Epla).

Lambedun n. Lammeuld af første Klipning. Smaal.: Lammedoon.

Lambefot (oo) m. Snot-tap = Kidfot. Hall.

Lambelægje n. Fosterleiet i et Faar. M. St. Lammsleie, Dal. Lambelægja f. d. s. Vald.: -læje.

"lamen adj." A. Nhl. Hard. Ryf. Tel. Ring. (Sigdal), NGbr. "Lamstr o lamen". (Wille: "lammen" – hvad vel antyder kort A, snarere end langt M eller begge Dele).

Lamp m. kort Sok af Gjedehaar. Ma.

"lampa v. slaa paa, banke". A. Tel. Særlig: give gjentagne haarde og lydelige Slag som ved Vaskning eller i en Brædevæg. Lyden er mere høitonet end ved dunka. Voss, Hard. Ryf. Nfj.

Lampar m. Redskab til at lampa med. Hall. "Mykjalampar", Møgknuser.

"lamra v." Tel. lamre ein av, prygle. Tel.

lamren adj. skramlende; om Vei: haard og knudret. Hall. Tel. "Lamren Veg; lamre Føre". Jf. glamra, G. N. glamra, hlamma. (Christie: lamr, haard; om Vei).

lamsa v.n. (ar), 1) daske med Labben, Næven, "Lamsen". Busk. Gbr. og fl. "Lamse tel ein". 2) slaa skjødesløst el. uvornt. NGbr. 3) fare afsted slængende og med lange tunge usikre Skridt = "lampa". Hard. "Han lamsar os`sta", afsted. Jf. slamsa.

lamsen adj. 1) tilbøielig til at lamsa, særlig 2): tung, slængende og usikkert i Bevægelser. Hard. 2) slusket, uordentlig = slamsen. NTrondh.

lamstr adj. = lemster; se d. Tel.

"Land n. Land". A. "Elvi gaor pao grøne Laandi", Elven fylder sit Leie indtil op paa Græskanten; Sogn (Aurl.). "Ælvee gaar i grønt Land", d. s. NGbr.

"landa v." A. = taka Land. Se Hæl.

Land-as n. stærk Bevægelse i Luften under "Landvind". Ndm. "D'e so (saa) eit Lannas 'ti 'naa".

?land-aue. "Han e landaue idag", Luften spaar Landvind. Ndm. Ifølge Christie. – "Han e lannau", d. s. Ndm. (Øre). Usikkert. land-auden (se auden)? landug?

"Landaust m." A. Ndm. Helg.

landdraga v.a. drage (Baad) i Land. Li.

Landdraug m. Gjenfærd paa Landjorden. Trondh.; Ndm.: Lanndräuv. – Lannsdröug d. s. Trondh.

Landfar m. (og n.) det indre Trækketoug i Fiskegarn, modsat Utfar. Ryf.

landfull adj. om Aa: som fylder sit Leie uden at gaa ind over Bredderne. Se Land. Jf. stadfull. Tel. VAgder. – landfylle f.? = Fyld, Stadfylla. Vald. (ØSlidre). "Aanee gjekk i Landfylle".

landfærring m. Landstryger. Helg. Se Farre.

"landganga v.a." A. Ndm.

Landglunt m. ung Baadkamerat som under Fiskeriet mest er i Land go besørger "Egning" osv. Lof.

Landgly m. (f.?) svagt Luftpust fra Landsiden. Ndm. Romsd. Jf. Glya.

Landlaup n. Jordskred, Jordfald. Ndm.

landleg adj. kommende fra Landsiden; mest
om Vind; som: austleg, vestleg. Ndm. Romsd.

landlosa (o') v.n. (ar), løsne fra Land; mest om Iis. Tel. Sæt.

landlosa (o') adj. løsnet fra Land. Tel. Sæt.

"Landmerke n." A. Terrain = Lende. Østerd.

"Landnørding m." A. 2) let Vind som i "Solgangsveir" blæser udad Fjorden der kan have hvilkensomhelst Retning. Hard. "Landnøringjn stænd ^eut adle Fjo^urar um Morgon'n".

Landreinska f. Rensning af Landet eller Marken. Nfj. (Stryn, Innvik).

"Landrøna f." A. 2) = Landnørding 2), altsaa forskjellig fra "Landvind", som her er en Syd-Syd-Øst der kommer som en Føhn fra det Søndenfjeldske. Ndm.

landsetja v.a. landsætte. Ma.

Land-sjo m. den inderste Bølge hvori Havet bryder sig mod Landet. Li. "Lannsjø".

Land-skjegg m. Fastlandsbonde. Ndm. (Mest i Byen "Foosna"). Jf. Skjegg; G. N. Eyskjeggjar.

Lands-kop (oo) m. en uerfaren, om sig gloende Person fra de indre Bygder. Stjør. Ork. Jf. Kop, Markakop.

Land-straum m. Strøm udad Fjorden. Ndm.

Land-strok (o') n. Landstryger. Shl. (Kvinnherad, Strandebarm), Nhl. (Oos). Vel ogsaa om et Følge af Landstrygere.

Landsynna(n) m. = Landsynning. Nfj. (Breimn). Som "Austan" for "Austanvind".

Landtak n. a) Leilighed til at lande; b) Landingssted = Landtøkje. Ryf. Røldal. "D'æ voondt aa faa Landtak mæ Suldalsvatne".

Landtraam f. Bred af Sø eller Aa. Dal. (Hæsk.). Se Trøm. "Ei hool L.", en ludende.

landtrollen adj. omringet af Vand, som paa en Ø eller i en Oversvømmelse. ISogn.

Landvarsl n. Mulighed for Landing = Landtak a). Tel. (Rauland, Aamotsdal, Selljor). Ogsaa: Landevarsl. Se flg.

landvart adj. n. muligt at komme i Land = Landvarsl. Ogsaa forklaret som: forholdsvis vindstille inde ved Land. Tel. (Mol. Kvitseid, Selljor, Raul.). "Her æ landvart, her kann du sleppe inn". "Her æ kje landvart mest noken Sta mæ detta Vatne". Se landvar, A.

"Lang m." A. 4) Strækning. Tel. (Kvitseid, Selljor, Vinje). "Heile Langjn uppette".

"lang adj." A. laang, Ryf. Romsd.

"langa v.n. 2) strække ud". A. Tel. 3) drage sig; være sen. Nfj. (Stryn).

Langbein n. langbenet Edderkop, Opilio. Li. Dal. Den tiltales som "Langbein Loje", og "Loye, Loye, Langbein!" Dal. (Sokndal, Hæskestad). Se Loke (Loge).

langbroken (o') adj. om Ager og Eng: med langt grovt Straa. Dal. Se Brok, broka.

langbøygd adj. med langstrakt Bøining, med en Bue (Kurve) af stor Radius. SætB. "Langgbøygd Mäi".

"Langdrag n." A. 2) Dragning ud i Længden, f. Eks. af Ordene; jf. dragmælt. Sæt. 3) afsluttende Pløining i en Ring om hele Ageren. Totn.

langdraga v.a. og n. drage ud i Længden, især Ordene og Talen. SætB.

langdrjugen adv. senfærdig = langdrøg 2). Tel. Mest: "langdrugjen". langdrøyg, Vestfold (Lier).

Langedrag n. en Plante : a) Asperugo procumbens, eller en Lycopodium? Gbr. (Lom). b) Spergel? Sdm.

langeksa v.n. (er, te), sætte afsted i strakt Galop. Voss, Hard. Shl. laanggheksa, Shl. (Kvinnherad).

Langekse n. strakt Galop. SBerg.

langelta v.a. forfølge længe. Sæt.

Langemann m. 1) Plante = Dagrap. Helg. (Bindal). 2) = Langfinger. Udbredt.

Langfarsjuke m. = Landfarsott. Sæt.: Langgfarsj^eukji.

Langframe m. Kun i: "paa Langfram(m)en", i Længden, gjennem en noget lang (tilkommende) Tid. Innh. (Skaun, Beitstad og fl.). "Dæ kjæm ittj te gaa paa Langframmen", det kommer ikke til at have nogen lang Fremgang eller Fremtid. G. N. langframi lang (lykkelig) Fremtid; á langframann i Fremtiden.

Langfredagskjerkja f. Risning paa Sængen Langfredagsmorgen. Tel. (Eidsborg, Selljor). Jf. Jole-.

"Lang-godfar m." A. NGbr. og fl.: -gofa.

Langhaft n. Langhoft. Ryf.

Langhalm m. heel, uhakket Halm. Gbr.

langhava adj. med langt, ikke steilt "Hav"; om Skier, Meder og Slæder. SætB.

Landhund m. Plante: Spiskummen? Ndm.

"langleg adj." A. 3) adj. og adv. "Sjaa langleg(e) etter noko", følge dvælende, længselsfuldt, med Øinene. Agder og m. fl.

"Langlega f." A. Langlugu, Stjør. og fl.

"langleggja v.n." A. laangg-, Berg. Ryf.

Langleggje n. Galop. Ryf.: Laanglejje.

langleiden adj. om Vei som har lang (svag) Hældning. Sdm. (Hjørungfj.): longgleiden.

?langleides adv. paalangs. Christie: "-leies".

Langrett (ee) f. lang, flad, retløbende Strækning. Smaal. (Rygge, Spebberg, Askim, Trykstad). Maaske ogsaa Langreette f. (Wilse). Se Rett. "Han holl'r (aa#-ö) paa aa pløye nee paa Reett´a", el. "Langreetta".

langræken adj. uforsonlig = langsint. Ma. (Sygne, Halsaa, Holum): "langrægen". Isl. langrækinn, G. N. langrækr.

Langræla f. lang ilde bygget Figur. Vald.

langrøykla v.a. reise Neg op mod hinanden i lange Rader henad Ageren. Stjør. Jf. Langrøykling, Rauk.

Langsaad f. langt Kornskal i Meel. Innh. (Stjør. Beitstad). "Kvænna skyt (skjøt) Langsaaom (-aam)". "Du skjøt Langsaa-am", du smører tykt paa, overdriver
(lyver) grovt. "Skyyt' Langsaae", bruge fornærmelige Ord; Ndm.

Langseme f. (n.?) det at det er "langsamt", at Tiden falder lang; Kjede. Gbr. (Fron); Vald. (Bagn): Langsæme (-ee? n.). Jf. med Formen: "Annsæmee" n. Hall.

Langskonk f. Hunvæsen med lange og grove Knokler, især Laarbeen. Ma. og fl.

Langskrukka f. Krop. I Spøg. Ndm.

Langslede m. Slæde som ikke har Karm.

langsluta v.a. give (en Vei, en Bakke) en lang, svag, Hældning. Stjør.

langsluten adj. = langslut. Trondh.

langsmiten (i') adj. med lang Tilspidsning. Stjør.

langstadig (d) adj. som staar længe; særlig om Ko som staar længe mælketom. Helg. langstaa'ig, Tel. (Bø), Sogn (Aurland). langstø(d) d. s. Ndm. S- og NTrondh. langstø'äug d. s. Strinda, Ndm. Romsd.

langstigen (iijen) adj. = langstiga(d). Nhl.

Langstrange m. lang og tynd Figur (Strange).

langstruta og -strututt (uu) adj. med lang Tud eller Snude, "Strut".

Langstrø n. se Strø. langstød, se -stadig.

Langtangje m. Langfinger. NGbr. (Lom, V.).

Langtid f. fjern Fremtid. Rbg. (Aamlid).

langtjaamen (tkj) adj. med et langt magert og blegt Ansigt. Shl. Se tjaamen, taamen.

langtraa adj. omtr. = traa 1) 2) 3).

langtregen adj. seen til at opgive sin Sorg, Harm el. Fortrydelse. Agder (Rbg. og fl.).

langtykkjen adj. = langsint. Hard.

"langvarug adj. langvurug". A. Stjør.

langvida (og -vidd, i') adj. bestaaende af langt Tømmer "Langvid" (Tel.), eller af lange Brændestykker. Sæt. og fl. "-via", "-veea" og, mest, "-veett".

Langvidstre n. Træ som afgiver "Langvid" dvs. Bjælke over 11 Alen lang. Tel. (Mo).

Langvora? f. langt Ophold = Langvera. Gbr. (Øyer, Sel og fl.) og Stjør.: Langvuru. I Stjør. kan "-vuru" lige saa snart være "-vera". Jf. langvurug.

lannsa? v.n. (ar), gaa omkring puslende eller uvirksom. Selbu: -e. Lanns n.

lap adj. slap = lapen; ogsaa i Smag; flau, fad. Nhl. Shl. Sogn.

Lap n. Gelee = Glya. Tel. (Vinje, Raul. Selljor, Kvitseid, Moland). "Suusselap", Kalvegelee. Se A. – Labr n. d. s. Ma. (Holum). Jf. lapra.

"lapen adj. slap". A. 2) mat af Smag, flau, fad; ogsaa overført. YSogn, NGbr.

Lapp n. Flertal Lopp (o'), stort, tykt, ringformigt "Hæljarn" paa Skotøi. SætB. "Hællapp, Jennlapp".

Lapp m. en blød porøs Klat. Se flg.

lappa v.n. (ar), danne Skumtotter eller -klatter; falde i bløde, porøse Klatter. Sogn (Vik, Aurl.). "Han togg Tobak, so Skræue lappa um Kjeftn". Jf. larpa.

Lappausa f. = Rovetroll. NGbr. Til Lappe 2.

Lappesli n. = Loppegraal. – Lapp(e)spy n. d. s. Ndm. Ogsaa: Frø-æg + Slimet.