A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Kula f. = Kogla, Kokul, se d.

Kuladrag (u') n. kjøligt Vinddrag (= Træk), særlig fra Høifjeldet nedad Dalen eller udad Fjorden. Hard. (Ulvik).




kulalendt (u') adj. om Jordbund: lidende af koldt Undervand, "Kula". Tel. (Bø).

kulalynd adj. tilbøielig til at "kula seg". Tel.

Kulamakk (u') m. = Kjølmakk. Tel. (Bø).

Kularaame (u') m. kold Fugtighed i Jordbunden. Sogn.

Kularid (u') f. et Tidsrum, "Rid", med Kulde. Voss.

kulast (uu) v. impers. vise sig som en Bule, "Kul", eller Top; begynde at bli synbar. NGbr. "Dæ kuulas(t) faar 'aam Ola n'i Bakka naa", Ola begynder at bli synlig nede i Bakken.

Kuld (u') m. og f. 1) Lag af Æg i et Rede; somme Steder: Lag af mindst 12 Æg = Kudde, Kula. Rbg. (Aamlid, Lisle Tovdal, Bygland), Tel. (Moland). "Eggjekuuld", "Røyekuuld", Rbg. Hedder: Kodd m. VAgder; Kuddi m. Tel. (Mo). Kul m. Tel. (Laardal). "Høna hev vorpe ut Kul´n". 2) et Kuld Unger; en Flok af Helsøsken. Rbg. "Ei Kuuld mæ Kjuklingga", Bygland; "ei Ku(u)ld Bonn", Evje. Köll m. d. s. Rom. "Den fysste Boonkölln".

kuldra v.n. tale buldrende og utydeligt. Hall. "Kuldre aa svalle". – Kuldr m. og Kuldra f. En som kuldrar. Kuldresvein m. d. s. Hall.

"Kule (u') m. Kulde". A. Voss, Hard. Tel. 2) = Kularaame. Tel. (Bø): Kula.

Kulekopp m. = Kuleskaal, men dybere. Østerd.

kulen adj. forsynet med en Bugle eller Kul; om Skier = kjølgjengd. Trondh.

Kulk, kulke se Kolk, kolka, kukla.

Kulp m. 1) en kort næsten valseformig Tingest. Nhl. (Masfjord). "Ein Kulp te Stokk, te Baat". Jf. Kylp. (H. O. har: kulp, kulpen, liden og drøi. Berg.). 2) en liden mørk Hai; sandsynlig = Blaatoska, Spinax niger. Hard. (Kvamm, Ullensvang).

"kulpa v.n. plumpe". A. "Kulpe uuti, nee-i", Oslo, Ringerike.

kulske, kulsken, = kulsa, kulsen. Ma. (Tveit).

"Kult m. 1) Klods, Træstump". A. Liden Klods eller Stok (Stang). Østl.; Ryf. og SBerg.: "Roorkult". "2) Bjergknold". A. Tel. Ogsaa: liden rundagtig Forhøining i Landskabet. Shl. NVTel. "Aakrkult", liden Ager som hæver sig over Omgivelserne; Tel. Jf. Skult. "3) tyk og rund Figur osv." A. Særlig om en Figur, som er kun middelsstor, ikke fuldstor, ikke fuldvoksen, men rundvoksen og kraftig. Østl. Tel. Li. Jæd. og fl. Om en halvvoksen Dreng; Sfj. (Bremang): Kult´e. "Ein Kult te Makrel". "Ein Kultemakrel". "Kultegut, Kultjente", henimod Konfirmationsalderen. Smaal. "Ein kulte Kar" og "Kultekar" = Knabbe Kar. "Ein Kulte Stein" = Lyftningsstein, større end "Kamp". Li. Jf. G. N. kultr, ærmeløs Kjortel, "Bul". 4) Hjulnav. Ndm. 5) se kultast.

Kult m. 2. = Skrona; se kulta. Ndm.

Kulta f. Rulle som Fiskernet drages ind i Baaden over. Ndm.

kulta v.n. og a. (ar), 1) være eller danne en "Kult" eller "Kuv"; afrunde sig opad. Tel. 2) afrunde lidt, især Enden af et Emne, f. Eks. en Bjælke. Tel. (Vinje), Helg. 3) kantre, vælte(s) om; vippe; dumpe; ogsaa: støde, puffe. Ryf. Dal. Gbr. Land, Hadeland, Rom. Smaal. "Han kulta ænda, kulta te Hoves". "Eg kulta 'an hovesturt"; Dal. "Kulte te(l) ein, kulte oom, kulte aavr Ænde", Østl. Jf. skulta. 4) kulta seg, rulle sig. Dal. 5) = skrona, skruvla. Romsd. Ndm. STrondh. – Kult m. Skryden; = Skrona. Ndm. – Kultmakar m. = Skronemakar. Ndm.

kultast v. recip. (ast), 1) vippe hinanden op vekselvis; om længe uafgjort Styrke-Prøve. Hadeland og fl. 2) v. impers. vippe op og ned. Tel. (Raul. Selljor og fl.). "Dæ kann kultas(t) oom mæ dei", de kan være omtrent lige stærke eller mægtige ("gode"), være "Jamkultar" = huttast um. – Kult = Hutt. Rbg. Tel. De kann vera kult um mæ dei", d. s. "D'æ Kult um mæ Stoorleikjn". Neppe ganske Kult m. A. 2). Jf. Skult. – kultetak n. = Huttetak. Ofte brugt i Fl.: Kultetok (o'). Tel. Rbg.

kulten adj. 1) lidt konveks = kuven. VTel. (Mo, Vinje), Gbr. "Koun´n æ kulten". Tel. Ogsaa om Svangre; Gbr. (Øyer). 2) tykfalden og kraftig. Tel. og fl. Til Kult m. 3) udsat for at "kulta 3)"; let kantrende; om Baad og dl. Rog. og fl.

kulten adj. muggen = kolten. Follo, Oslo.

Kulting m. 1. kraftig Halv-voksen; en middelstor Figur = Kult. Rom. Smaal.

Kulting m. 2. en høi spids og kort Bølge som kaster sig over. Ndm. Til kulta.

Kultr m. Bjergknold = Kult. Sæt. Jf. Skultr.

kultra v.n. og a. 1) kantre. Sogn. 2) ryste, skubbe; knubbe; tugte. Helg. (Lurøy, Hemnes). Skal ogsaa hedde: kjyltr', Nordl.

kultutt adj. om Landskab: fuld af "Kultar" dvs. smaa rundagtige Forhøininger. Shl. Tel.

Kulufen (e') n. liden Sump dannet af og omkring en kold Kilde = Ilestøde. Tel. (Rauland, Møstraand). Yderst sjelden. Et "Kulu" – Kula f. – kjendes ikke.

Kulykkja f. en Mavelidelse; opfattes som Tarmslyng, men er vel "Kolik", omdannet. Tel. (Bø, Selljor).

"Kumar m." A. Kumur Ndm. (Rindal); Kumul Østerd.; Koom(m)er Selbu.

Kuml m. Bolle = Kumla. Tel. (Moland): Kooml´e.

"kumla v.a." A. 3) være vægelsindet eller vringlende; især: skifte Standpunkt eller Mening saasnart den anden har antaget Ens egen. Senja. – Kumlhest m. en modsigelseslysten, barnsligt selvstændig, Person. Senja.

"Kumla f. Klump; Bolle". A. Shl. Tel.
2) Røre; Forvirring. Tel. "De vart i ei Koomle i Sekkj´n".

kumlast v.n. 1) komme i Røre, "Kuml". Nordl. 2) gaa uordentligt, hinderligt, "ugreidt" for sig. Nordl.

"Kumle m. 1) Klump; særlig af Ekskrement. 2) klumpet Person. Namd. Helg. Jf. Kymle.

kumlen adj. 1) lig en Bolle, "Kumla". Hard. 2) tyk stiv og klodset. Hard. (Ulvik). "Kumlen pao Hændo".

Kumleneve m. "kumlen" Næve el. Person. Hall. – Kumling m. d. s. A. Helg. Namd.

Kum(m)a f. et valseformigt, i Enderne afrundet, lidet Hylle, formentlig omkring et forpuppet Insekt. Gbr. (Lom). Oftere: Fyllkumme.

Kump m. 1) halvkugleagtig Forhøining, Knold; f. Eks. af Landskabet, af Sængklæder. Hall. 2) Bolle, helst af Meel og Blod eller kartofler = Kumla. Ma. Dal. Se A. Kumpe m. d. s. Ma. Dal. Kumpa f. d. s. SætB.: -e.

Kumpar m. Blodbolle = Kump. Sfj. Nfj. (Gloppen; Eid: "Kupare"). – Kumpardos (o') f. = Kumperuta (se Ruta). Sfj. (Bremang), Sdm. (Hj.): "Kumperdos").

kumra v.n. (ar), give sagte eenstonige korte længselfulde eller lokkende Lyd med lukket Mund; om Hest, Faar, sjeldnere Ko og flere Dyr. Voss, Sogn, Vald. "Kyree kumra ette Mat", Vald. "Sou´n kumra aa nokra itte Lamme". Jf. humra; Isl. kumra.

kumra seg v. stønne; jamre. Sogn, Nfj.

Kumsa f. en rund Øse. Helg.

"Kumse" A. Koomsi, Koomsbaat, Namd.

kumse adj. n. = kvavt. Nfj. (Stryn, Innvik, Honndal). koomse?

kunalege adv. overmaade = kualeg. Jæd. "Kuunale mygje, k. fælt". Mere brugt er, med samme Bet., "ukuunale". For kuvnadlege, til kuvna?

Kung m. 1. Mærkesten i Eng og Mark. Vald.

Kung m. 2. en Urt, sandsynligvis Origanum vulgare. Hard. Ofte: Koongg. Sv. og D. Diall.: kunung, koning, konig.

Kunk el. Konk m. Jordklump = Kok (oo) m. Ringerike, Oslo, Follo og Smaal. mest: Koonk. – Kunkestokk m. = Kokestokk. Jf. Kank, flg. (Jf. G. N. kökkr, Gen. kakkar, Klump).

kunka v. (ar), = kukka, kakka. Hall.

kunkla el. konkla v. hinke som paa ømme Fødder. Vestf. (Sandsvær, Eiker): "koonkle aa halte". Jf. hunkla.

"kunn adj. bekjendt". A. Ordet er ikke lidet brugt i Agder (Rbg. Ma. Li.) og Dal. i "kunnt o klaart" dvs. fuldt udredet eller opgjort. "Av meg ska du faa dæ kunnt o klaart (klart); eg ska gjera dæ kunnt o klaart for deg". Paa de samme Steder høres ogsaa det fremmede "kant o klaar (klaar)", hvilket er det sædvanlige (eneste?) østenfor og nordenfor.

"kunna v. kunne". A. Infinitiv: kunja ØTel. Vestfold, Oslo, Follo, Smaal. og m. fl. paa Østl.; kann Helg. Imperf. og Supinum: kunja, ØTel. Østl. "No kunna däi koma um däi vilja". ISogn (Lærdal). – "Æg kann kje da!" Udraab af Forbauselse el. Opgivelse af Forstaaelse, omtr.: den stikker jeg ikke! Sfj. (Askvoll, Førde). Ogsaa: "eg kann meg kje av di (da)", og "eg kann kje meg 'ta ('taa) d". Sfj. (Jølstr, Førde, YDale), Vik i Sogn ("ao da!"). – "Kunna med", have Øvelse i, være fortrolig med, være vant til, pleie. Agder. "Ette sum mi kunne mæ, stænd Fo^ukk seg gott hera", efter vore Forhold (Begreber) osv.; SætB. "Me pla kunna mæ o ha Kratture heima", vi pleier have Kvæget hjemme. Ma. (Bjelland, Grindeim).

"kunnig adj. bekjendt med". A. "Kvær æ sin Kn^eude kunnig", hver kjender sin egen Knude; Ma. koonnuge VTel.

Kup (uu) m. Konveksitet, Udbuethed; Pukkel. Helst en Konveksitet af halv-elliptiskt eller halv-sirkelformigt Gjennemsnit, som paa et alm. Kistelaag. Sæt. (Bykle, Valle, Bygland). "K^eup´n paa Loki". kupa og kupen adj. konveks som et Kistelaag. Sæt.; Ma. (Vennesla): k^øuben el. k^euben.

kupa (uu) v.n. (er, te), danne en "Kuup", hvælve sig. Sæt. "Loki k^eupti for mykji".

"Kupa f. Skaal". A. Hadeland, Totn, Sfj. 4) skaalformig Dal; omtr. = Kvelv. Nhl. Nfj. Sfj. "Dalkuupa". "Kupa bruges i Sammensætninger, som indeholder nedsættende personalkarakteristik, ligesom Kopp, Kolla, Kjerald, Fat, Bytta og fl. Vald. Nedre Tel. "Vældrekuupe", en Vrøvler.

kupeleg (uu) adj. skaalformig; særlig om indelukket skaalformig Dal. Tel.

kupna v.n. = kupa. Sæt. "Jouræ ke^upnar upp".

kur (uu) adj. nedslagen = kuren. Tel. (Saul.).

Kur (uu) n. 1) ostebærme = Kor. Shl. Nhl. Hard. I Hard. ogsaa m. 2) sprængt Mælk = Kjore. Shl. Nhl. – Kurost m. Ost af Kur 1); tør og kornig Ost; Kurball m. Bolle af Kuurost. Hard. "Kuurbadl". Se A.

"kura v.n. (er, de), 1) lude med Hovedet osv." A. kuyra (ar), VAgder (Fjotland, Bjell. Finnsl. og fl.), Rbg. (Evje), Sæt. (Austad). Næsten: kyra (med haardt K), Ma. (Aaserall), Sæt. (Aardal); som Gyro af Guyro. "Han sit o kuyra o fryyse". – kuyra kyra : kura = huysta hysta : husta = Puyse Pyse : Pus (= puyren : pura?). 4) "Maanen kuurer", kommer silde op. Jæd. 5) "kuur' Gubb", lege en Gjemselsleg. Stjør.

kura seg (uu) v. = kurra seg. Tel. (Mo).

kurall adj. = kureleg. Smaal.

kuramende svart adj. = ramsvart. NGbr. (Lom). kulrammende s. Vaagaa.

kureleg og kuren adj. sammenbøiet af Kulde el. Ildebefindende. Agder: kuyrelig.
Kurl m. og n. liden rynket rundagtig Tinges; som: et skrumpent Æble, en Rest af et Traadnøgle. Hard. Kurle m. d. s.? Hard. 2) Körl´e m. liden Klodrian. Nfj. (Gloppen). Maaske et andet Ord.

Kurla f. Klynge? Ryf. – Kurleflaa m. hver af Flydholterne (Barkstykkerne) i en "Flaakurla". Ryf.

kurla v.a. (ar), krølle = krulla. Shl. Romsd. Kun om spiralformig Krøllen, medens "rukka" er krølle bølgeformigt (rynke, kruse). Shl.

"kurla v.n." A. Sæt. Tel. "Orren kurlar". "Utmann’n kurlar", Kystboen har det velare ("skarrende") R; Sæt. Men: "Rjupa skarrar". Sæt. 2) gurgle. Ma. (Tveit).

"Kurle m." A. 3) Kurre paa Traad. Dal. Ma.

Kurleband m. en Kjæde af sammenhægtede Bløddyr, Salpa. Berg.

kurlemælt adj. = karremælt. Hard.

Kurlestong f. den lodrette Stang, som fører Bevægelsen over fra Trædebrættet til Rokkehjulets Krumtap. Hard.

Kurlesky f. = Dravlesky. Ryf.

kurlutt adj. krøllet, lokket. Dal. Hard. fl.

Kurpl n. smaa Knuder eller Knorter. Rbg. (Hærrefoss, Bygland). "Kurpl i Andliti". – kurplutt adj. knudret, ru = korputt. "Tundr æ kurplutte". Rbg.

"Kurr m." A. Lam el. lidet Faar. Nfj.

Kurr m. Stilhed, Stille. I: Kveldkurr m. Vindstille om Kvelden, Vald.; Bikkjekurr m. den nederste Ende af den lange Sæng i Stødlshuset, Vestfold. I Sv. Diall. kurra, en ussel koja.

"kurr adj. stille". A. Ryf. Tel. (Sauar og fl.). "Paa de kurraste", midt pa Natten. Tel. (Mol.). – "kurrende (adv.), still", aldeles stille. Hall.

"kurra v.a." A. "kur(r)e Mat´n", hvile efter Maaltidet, lad Maden "sætte sig". Busk. "kurra seg, slaa sig til Ro"; A. Voss, Nhl.

Kurre m. Pleielbaand = Kurra. Tel.

Kurulfløy m. = Kurlespon. Ndm. Se Fløy.

"kurutt adj." A. 2) uoplagt som efter for liden Søvn; ufrisk. Helg. og Namd.: kuuraat.

"Kurv m. Pølse". A. Kaarv, Körv Ndm. Nordl. 2) en liden tyk (stoppet) Person. Nordl. Jf. Morboge. – Kurvehenge n. det (Snor) hvori Pølse ophænges. Hall.: Kurvehænji.

Kurv m. Stymper, Stakkel. Hedm. Vel til flg.

"kurva v.a. bøie sammen". A. "körv isamen Næv'r", Salten. "kurv' oopp Skjørte", gjorde Skjørtet op. Helg.

Kusa (uu) f. 1) Klase af Blomster og dl.; liden Klynge af Træer. Sogn (Vik, Lærdal og fl.). 2) = Kipa. Nfj. Meddelt.

?Kusa f. Gysning. Sdm. og fl. Jf. kuseleg.

Kusall (u') m. liden rundagtig Sten. Voss og Hard. (Ulvik): Kusadl og næsten Kosadl (o'). – Kuslestäen m. d. s. Voss. Og: Kosadlestäen.

"kuseleg adj. fæl". A. S- og NTrondh.: kuusle. 2) adv. fælt; overmaade. Østerd. "Kuus(e)le stoort".

kusja v.n. og a. (ar), 1) lulle, dysse. Fosn (Stadsbygd, Hevne), Gul. (Melhus). "Kusj' (kysj') aat Bane". "Kusj' te Somns". 2) fjase. Ryf. (Finnøy, Fister). "Kusja mæ ein".

kusla v.n. lege en Gjemselsleg = bumba. Sv. Diall. kusla dvs. trolla, signa. – Kusla f. Gjemselsleg. Hard. (Kvamm).

Ku-sleik m. 1) noget for Koen til at slikke: Salt osv. Tel. 2) Pandehjørne som vigformigt fortsætter sig opad, blandt andet ved begyndende Skaldethed. Tel. (Kvitseid, Sel. Raul.). Ogsaa: Kusleikje m. Tel. Og: Kyresleik m. Ma. Tel. 3) Haarhvirvel fremme i Panden. Bamle. 4) = Draugkyss. Vald.: Kyrsläik.

Ku-slok (o') m. = Buslok. Bamle (Dranged.).

Kussa f., Kusse m. Kalv. Dal. Ma. Hard.

kussen adj. kalveagtig; ubehjælpelig, ræd osv.

Kusseskap m. Ubehjælpelighed, Rædhed osv.

kust (uu) adj. n. forfærdeligt, fælt, høist uhyggeligt. Helg.

Kust m. Ave; Respekt, Tugt; orden. Østl. (Vestfold, Smaal. Oslo, Totn og fl.), Berg. og fl. "Han har Kust"; Totn. "Hu höll´r Kust paa Oongäne"; Smaal. og m. fl. "D'ær stræng Kust, goo Kust i dæ Huse"; Smaal. – Kustus d. s. Berg. Østl. og fl. For Kust-hus? "Han har Kustus paa Oonga sine"; Oslo og fl. Ogsaa: "Halda (hölle) goo Kustus". Her turde være ialfald Indvirkning fra Lat. custos Vogter, ligesom i de lignende Ord i Skaanske og Sv. Diall. Jf. Kuse, kuseleg; Sv. Diall.; kust dvs. fasa; D. kyse, kuske.

kusta v.a. (ar), 1) banke, prygle. Sogn og fl. 2) v.n. være efter En med Aven og Revselse; holde En i Ørene. Berg. Ryf. Østl. og fl. "Kusta ette ein". "Kuste paa Oongänn", Totn, Hedm. Hedder: kooste i Dal. Helg. Trondh. Smaal. og fl., og er maaske for koosta, kvasta (dvs. koste, børste), under Paavirkning af foreg. og af husta (hysta). Hedder "kuste (etter)" paa flere Steder hvor børste hedder "kvaste" (Rom.), "kvaaste" (Gbr.), "kooste" (STrondh.), saa her ogsaa tør være Laan fra Dial. til Dial.

Kusu f. og v. se Kosa, kosa.

Kusumar m. = Kusymra. Shl. (Finnaas).

"Kut (uut) m. og n. Løb". A. Rom. Stjør. "Kuute Fiirkuut", galoppere. Østerd. "Riie Joolekuute" f., ride omkring til Gaardene i Julebesøg. Vald. (ØSlidre). "Kjøre Juulekuut(e)", Odal, Østerd. Gbr.

Kut? m. Forknyttelse i Væksten; Vantrivelse under Opvæksten; omtr. = Knott, Stur. Kut (u'?), Røldal, Ryf.; Kuut, Ryf. Sogn; koot, Gbr. (Fron, Dovre, Vaagaa, Lom), Shl. "Staa i Kut", staa i Stampe; Røldal. "Bjørkjaa æ i Kuut, æ komaa i Kuut´n", Ryf. "Detta Lam(b)e æ Koot´n 'tikaamin", Fron. "Koot´n æ paa dæ kaamin", Vaagaa.
"Dæ (dæ) kjem Kuut itte Kjæta (-e)", Sogn, Ryf.; oftere "Kuur" i dette Ordsprog. Jf. Sv. Dial. kut, puckel (sml. Knott, Knort); men ogsaa: Sv. Diall. koott, koottig, smaaväkst, hopkrumpen. Er "Koot" det opr., kunde "Kot" Smaafisk høre hid.

"kuta v.n. 2)". A. Gbr. Hedm. Nedre Tel.

kuta (uu) v.a. (ar), vride Hovedet af Fisk. saa Indvoldene følger med ud. Shl. Eng.?

Ku-tare m. en Bladtarre. Ndm. Sandsynlig: = Butare, Fucus saccharinus.

kutast v.n. (ast), staa i Stampe, i "Kut", om Dyr og Planter; vantrives. Ryf. Røldal: "ku(u)tast burt"; Gbr.: "kootas(t)". – kuten adj. forknyttet; = sturen. Sogn: uu. – Kootkrytyr, Kootlamb osv. Gbr. – kootaat adj. = kuten. Gbr.

kutla v. kildre. Dal. (Hedland, Hæskestad).

kuv adj. = kuven, kulten. Tel. (Vinje). "Koun´n æ kuuv´e nokk". Noget usikkert.

"Kuv m. 1) rundagtig Top". A. Gul.: Kuuv. 4) "leggja paa Kuu´n" = kyva Øyro; om Heste. Hard. Se flgg.

"Kuva f. Stillads til Tørring". A. Hedm.: af Erter. 4) Pyramide af sammenstillet Gjerdeved, "Faang". Smaal. "Kuue Faangkuue". Se A., flg. 5) "leggja paa Kuue(d)ne" = kyva Øyro. Ryf. Shl. YHard.

"kuva v.n. 1)". A. "Hest´n kuuar paa Øyredn(e)" = kyver øyro. Ryf. "2) ophobe". A. "Kuue Liin oopp i en Kuu (e Kuue)". Smaal. 4) være konveks, "kuven". Ringerike (Modum).

kuva seg v.n. (ar), danne Kuv, a) ved Høining. Tel. (Rauland, Vinje). "Deigj´n kuuvar seg upp". b) ved Afstumpning. Ryf. "Mineboltn kuuar seg" = kuffar seg.

Kuvl m. Makrel i tredie Aar. Shl. Maaske: en middelsstor, rundvoksen, kraftig Figur overh. = Kult. Jf. Jamkuvlingar = Jamkultar, (Kyvlung osv.).

kuvla v.a. kaste omkuld = kulta. Hard. Røldal. "Han kuvl'an enda".

kuvmælt adj. topmaalt. Tel.

kuvna v.n. blive "kuven". Tel. (Vinje, Rauland). "Deigj'n kuvnar".

Kv. De Ord, som i G. N. begyndte med hv og som nu i de fleste Maal har kv, lyder med gv i næsten hele ØTel., i Selljo af VTel., i en Deel af Bamle, i hele Vestfold, Numedal, Sigdal, og en stor (en større) Del af Ringerike, hadel. og Solør. I Bamle, Vestfold, Ringerike og Hadeland er dog gv i de Ord som gjenkjendes fra Bogsproget for en stor Deel ombyttet med V. Dog høres selv i Kodal i Vestfold (nær Sandefjord): "gvitt Gveitemjøl sikta paa Gvitingn" (Navn paa en Mølle); "gvass" i Stokke i Vestfold (nær Tønsberg), og "Gvein" næsten altid og overalt i Vestfold. Enkelge Ord med "gv" kan høres i Follo og Oslo, f. Eks. "gvekken"; maaske indførte. En Udtale hv el. hw høres i en Grændsebygd af Vinger mod Odal.

Kvabb m. et vandholdigt lerblandet Sand, som ved nogen behandling vil flyde hen i Vælling. Østerd. Hedm. Trondh. Jf. Kvabb n., Skvabb. D. Diall. Kvappe.

Kvabbaara f. en Bølge med høi, skarp og brudt Top frembragt ved at Bølger mødes (eller interfererer). Ndm. (Stangvik, Tingvoll): Kvab(b)aar. – Kvab(b)ær n.? Samling af "Kvabbaaror"; Bølgeplask. Ndm. Trondh. Synes fremgaaet af et *kvabb-bæra v. Jf. kvabba, dæmmes til; kvabla. – Kvab(b)ærling m. liden Kvabbaara. Ndm.

kvabla v.n. 1) om Bølger som toppe sig og brydes, idet de møde andre, se foreg.; skvulpe, skvalpe. SHelg. "Da kvabla unna Fjille". kvapl(e) d. s. Romsd. Helg. 2) om Vindkast fra snart en snart en anden Kant. Helg. Jf. kvabba, skvapla, kvapa, kvapsa og fl. (kveppa). – Kvabl n. Bølgeplask = Kvabbær. Helg. Ogsaa: "Vindkvabl" Helg. – Kvaplbaara f. = Kvabbaara. – Kvaplsjø m. = Kvabbær. Romsd.

kvabna v.n. tabe Aanden; for kvavna. Dal.

kvadr (ddr) n. mødende Vanskeligheder, Hindringer; Besvær. Li. (Fjol.). Se flg.

kvadrast v. impers. gaa for sig under Forhindringer; gaa (skee) besværligt og langsomt. Li. (Fjotland). "Dæ he kvaddrast før meg i heile Somar". – kvaddren adj. forbunden med Kvadr; kvaddresam adj. d. s. "Dæ gjekk saa kvaddre, eg kunne kje kaama anten att ell fram". Li. (Fjotland). Skal ogsaa hedde kveddren. Dd er vel for ll. Jf. kvilla (kvidda), hemme, afkræfte; kvaltra, kvaltren (Kvale, kvæla); Båhuslen: kvillsam, Sv. Diall. kvalsam dvs. besværlig (om Veiret). Med dette og "kvilla" hører maaske sammen: Kvaddæve, A., for Kvallhæve el. -hæva (Dativ: -e), jf. Faarhæva?

kvakk adv. lige til, aldeles, = lukt, kav. Gbr. Totn (Vardal, Ø- og VTotn). "Han fløöug (fläug) kvakk paa me". "Ho flyg kvakk ehæl se". Ogsaa: "kvakkt ihæl", SGbr. Og kvapp, kvappt, SGbr. (Øyer). Synes at høre til kvekka, kveppa. Ogsaa: "kvæk(k), kveek (ihæl)", se kvik. Og: "kvav (kva)", se d.

kvakka v.n. bjæffe; kvække; skjælde. Li. (Eikin, Kvin, Fjotl.) "Kvakka o hosta". Jf. skvakka d. s., skvaka (snadre, sladre); G. N. kvaka, kvidre; Sv. Dial. kvaka, snadre. – Kvakka f. = Skrikja, Skogskjor, Garrulus. Li. (Eikin). – Kvakkebikkja f. = Gneldrebikkja. Li.

kvakla v.n. 1) omtrent = kvabla, skvapla. Berg. 2) vakle; være vaklende, være upaalidelig. Berg. Hall. "Han kvakla hit aa dit". – kvaklen adj. vaklende, upaalidelig. – Kvaklebaare f., Kvaklesjø m. = Kvaple-. Nfj. Sdm. Dunkelt i Forholdet til flg., og til kvikla. Jf. ogsaa Sv. Dial. kvakkla, vämjas = vimla, vimra, aga
(Baare-ag); Eng. quake, Ang. cwacian, skjælve.

"kvakla v.n. fuske osv." A. Ofte: kvikla aa kvakla. Voss, Hard. Ryf. 2) "k. burt" v.a. bringe i Vildrede; forkvakle; forkludre. Hard. Ryf. Tel. "Han kvakla meg burt", bragte mig bort fra mit Emne; Hard. Maaske Nt.; maaske snarest eet med foreg. Somme Steder (Odda i Hard) er kvikla (se d.) brugeligere.

kval? m. Veirlig i Forsommeren som holder Plantevæksten nede. Østerd.: kväl.

kvaldren adj. om Luft: lummer, kvalm. Sæt.

kvalen adj. som lader længe vente paa sig, nølende. Nfj. (Breimn, Stryn). "Ein kvalen, langkvalen, Vaar". Jf. Kvale, Kval.

Kvaltr n. Hindringer osv. = Kvadr, se d.; mest dog om Veir som er hinderligt for Høsten. – kvaltrast v. n. gaa hinderligt = kvadrast; være hinderlig, om Veiret. – kvaltren adj. fuld af Kvaltr. VTel. Agder. "Mi he havt so go^ue Hobball; d'æ speeleg at dæ kjæm att nuku Kvaltr i Høyaannæ; eg æ rædd´e at Veere kvaltrast daa"; Aaserall. "Kvaltre Veer; kvaltren Høyturk"; Aas. "De gjekk kvaltri mæ Arbei'i"; "mi hae slik ei kvaltræ Reis"; Moland i Tel. "Alt Høytti hev kvaltrast burt for meg", alt Høet er sølet bort for mig under en vanskelig Indhøstning; Sæt.

"Kvam m." A. Kvaamm f. Tel. (Vinje). Gvam(m)´n, Stedsnavn i ØTel. Kvamm, Kvamm´n, Stedsnavn; m. St. Se Homm.

kvam adj. 1) med Aandeveiene tilstoppede ved Forkjølelse; fuld af Snue = tept, andtept. Innh. (Beitstad). Ogsaa: kvamm. 2) om Luft: kvalm, trykkende, lummer, indestængt. Gbr. NTrondh. Tel. (Mo). "Kvam(m)t Veer"; Trondh. "Kvamm´e Tev´e"; Tel. kvaam(m), Gul. 3) Kvaamm, kvalm dvs. trykket af kvalm Luft. Stjør. Det Telske "kvamm" er maaske ikke samme Ord som det Trøndske; dette hænger nærmere sammen med kvaamaa (kvama). Jf. Sv. Diall. kvammen, kvämmig dvs. kvalmig.