A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"Hovudstup n." A. "Han rænnde te i Huvustuupe", hovedkulds, Hall.; hovdestuupa adv. Nhl.; hovestuupa, Hard.; hovestupna (og haave-) Ryf.; hugustuup, NGbr.; huustuupe, Østl.; hovdestumpa, Berg. – hovesturt d. s. Dal.; hovdesturta, Dal.

Hovudstuss m. Hovedpynt. Hadel.: Hu'ustuss.

"Hovudtenna f." A. Hovetenna, Voss; Höutænna og Haavtænna, Nordl. Hertil: Höutænnhæklong, en "Heklung" (Sko) gjort af H. Namd. – 2) et stort grovt og stygt Fjæs. Nfj.

"Hovudtre n." A. Sdm. (Hjør.): Audetreed.

hovudtullen adj. = -tullad. NGbr.: hugu-.

Hovudtyngsl(a) f. Tunghed i Hovedet.

Hovudvedr n. voldsomt Uveir. Tel. (Bø, Selljor).

"Hovudvesla? f." A. I Höuvihlom, Strinda. I Höuvæhlaa, dat. plur. Helg. (Bindal). Se Hovvetla.

hovud-ør adj. svimmel. Shl.: hove-ør.

Hovverk (o') n. et stort udført Arbeide, et Storværk; ogsaa: en Coup. Jæd. (Gjæstal). G. N. hofverk en Bedrift (Cleasby). Jf. Hovstykke, Hovgrip.

Hovvetla f. forbigaaende Mangel paa Sands og Herredømme over sig selv; Vildelse, især af Raseri; ikke en saa varig el. konstitutionel som Ørsla. Shl. (Etne), Ryf. (Suldal, Sand). "Han æ reint i Hovvetlo". "Vetla" (og -æ-) er her Formen af "Veitsla". Jf. Hovudvesla.

hoy! interj. af Forbauselse. Agder, Nhl. Oftest: o hoy, o hoy! Agder.

Hoyna og Haayna se Hadna.

"hu! interj." A. Ofte: huhh! hu ha! Udraab af Træthed eller Utaalmodighed. Tel. og fl. – hua Huv´n! se Hoen.

"hua v.n. huje". A. huuge, Tel. Vald. Hall. Hu m. Hujen, et enkelt Huj. Vestf. og fl. Huuv, Tel.; Huug, Hall. og fl.

Hubb, Top, Bugle = Huv? "I Hubb som Nubb", ligegyldigt, lige godt = sliks Lag, Hutt um Hutt. Rbg. (Evje).

hubla v.n. (ar), have et usikkert Greb i en Forestilling; have en uklar Tanke om noget. Østerd. (Tynset). "Ei huble 'ti di", det staar for mig men uklart.

"Hubror m." A. Huubroo. Oslo, Vestfold.

huda- se hud-; hudarose se hudrasa.

hudblodga v.a. (ar), slaa eller støde saa Blod kommer frem under Huden. Hard. (Ullensvang): huublokka (o').

hudflat adj. liggende paa Maven udstrakt og næsegrus. Hadeland, Land, Gbr. Romsd. Ndm. "Huuflat". Ogsaa "skinnflat, kolflat".

hudflegen adj. hudløs; med Hud afflaaet el. afskubbet. Vestfold (Sande): huufliien. Ogsaa: "skinnfliien"; Smaal.

"Hudfletta f." A. Rbg. Sæt. Li.

hudfletta v.a. (er, e; og ar, a), blotte for Hud; især ved Skrubning. Hard. Ryf. "Han datt aa huufletta Nasen sin".

hudgast v.n. (ast), om Saar: dække sig med Hud, faa Hud. Sogn: huggast; Voss: hukkast. – hudga seg d. s. Hall. (Gol): hugge se.

Hudskaure m. Hudflip som har krøllet sig op ved Skrubning. Ndm.

hudleira v.a. (ar), forsyne med Belæg, Forhudning, af Leer. Ndm. (Tingvoll): huulæer.

hudrasa, hudrosa v.a. (ar), blotte for Hud ved Skrubning. Voss, Balastraand i Sogn, Kvamm i Hard.: h^eudrasa; ISogn, Nhl. Shl. og Hard.: h^eu-. "Eg datt aa h^eudrasa (-ste) meg". – huudarose (o') v. 1) d. s. Nfj. (Stryn og fl.), Sdm. huurosa, Nhl. Hard. V- og ØTel. Bamle. "Han datt aa huurosa (-ste) Leggjn". 2) skalles af, om Hud. Nfj. "D'æ aat aa huudarosa". – Huudarosing f. Hudafskrubning; Hudafskalning. Nfj.

hudrenna v.n. = hudgast. Tel. (Vinje): hudrænne.

Hudskofit (i') m. Benling anvendelig til "Hudsko" (Tel. Vald.). Tel.: "Husskoofit"; Fl.: "Fitir" og "Fitjar".

Hudskotryta f. en meget stor og bred Aborre med noget som en Pukkel bagenfor Hovedet.Tel. (Moland, Laardal): "Husskootryyte".

Huff m. Pust? Tel. (Mo). "Han fortel alt i ein Huff", i eet Aandedræt.

hufla v.n. 1) traske med tunge, usikre og larmende Skridt; sjokke, som i for store smækkende Sko. Li. hofla d. s. Dal. 2) om Sko: smække = kippa, med Larm. Li. – Hufla f. en tung, slusket Kvinde, som bevæger sig med Larm. Li.

Hufs n. en liden Styrtning = Ufs f. Hadeland, Vald. Hall. Oslo, Vestfold. "Fjellhufs Berghufs". Ogsaa f. Vestfold (Vaale). Ser ud som Ufs under Paavirkning af hufsa.


"hufsa v.a. støde, vippe, ryste". A. 2) v.n. "Hufse paa Oonga", refse. Odal, Follo. 3) gjøre tunge vippende, hoppende, plumpende Bevægelser; især: gjøre et Ryk opad el. fremad med Overkroppen; vippe, plumpe. Hall. Østerd. Nedre Tel. og fl. "hufse paa se". "Han hufsa tee utaavr Hufse". Jf. huppa, hyfsa. 4) gaa paa Slump; tage det paa Slump; sluske. Sogn, Shl. "Hufsa mæ noke". hupsa tee = rusa til. Shl. – Hufs n. 1) et Vip, Plump osv.; pludseligt Greb. Østl. (Smaal. Oslo og fl.) "Han tar døm mæ Hufs". 2) et tungt, klodset, skjødesløst Menneske, en tung Slusk. Sogn. Ogsaa: Hyfs. – Hufsa f. En som hufsar; omtr. = Hufs 2). Sogn, Tel. – hufsen adj. tilbøielig til at hufsa. Østl. Sogn; Shl. og fl.: hupsen = rusen.

Hug (uu) m. Bisol = Huv. Vald. (SAurdal).

hug (u') adj. prædic. lysten = huga. Tel. (Kvitseid, Selljor, Moland), Rbg. Dal. "Alv va kji mykji hug paa detta". "Eg æ hug paa dæ". Oftere: "Eg æ hugt paa (um) dæ", i Tel. (Mo, Moland, Kvitseid, Selljor). Jf. hugilt, daatt mæ og fl.

"Hug (u') m. 1) Hu". A. Höu, Häu, Østl. "Eg kjæm kje i Hug at dæ ber tee", det kan ikke falde mig ind at det gaar (an). Ma. Sæt. "2) Lyst, Attraa". A. "Den Hestn leika han Hug paa", den Hest havde han Lyst paa, Tel. (Lunde; Landstad p. 211); vel for: "leika haanom H. paa". G. N. einum leikr hugr á. "3) Forløber". A. Sogn, Vesteraalen. Se Hugbit. 4) Kløen, Krillen, især i Næsen; ifølge Folketroen en Virkning af en Andens interesserede Tanke paa En, eller voldt af hans Forløber. Østl. (Rom. og fl.): Hau (äu og öu). "Neesehäu". "Häu i Stortoa, Hæl´n", Kløe i Stortaaen, Hælen. Rom. Se huga, Huge.

"huga v.a. (ar). 2) huske, komme ihu". A. Ryf. Tel. Rbg.; Follo, Oslo og Smaal.: höua og häua. 4) Naar det klør i eller paa Næsen, hedder det: "Dæ (han, ho) haag(hw)aa paa me(g)", jeg er i Ens (hans, hendes) Hu. Gul. Strinda. Se Hug. Endogsaa: "Dæ haagaa Folk paa Nasin min", Fosn (Stadsbygd); "de häua Folk paa Nasaa min", Ndm. (Aure); og: "de hooga Folk te Gaars", YNamd. "D'e een som hungnast me", d. s. STrondh. (Uppdal) dvs. hugnast (ast), jf. G. N. hugnast behage; Hugbit.

"hugad adj. sindet, lysten". A. haagaa, Totn, Rom. Trondh. og fl. höu(wgh)aa, STrondh. og fl. häua, höua, SØstl. Nogen er "hooga te Gaards", naar det kløer i mine Fingre. SHelg.

Hugabrigde n. Sindsuro; Sindslidelse; Bekymring. Vald. (Vang). "Gjera äen Hugabrigde", forstyrre Ens Sindsro.

Hugabur(d?) (u', u') m. stærk og virksom Attraa; Iver for at opnaa; Fremdrift; Driftighed; Gridskhed. Hard. "D'æ Hugabur i dan G^eutn", det er En som vil frem. Jf. Hugburd. Jf. Kvernabur(d), Elvabur(d).

hugaheil adj. = hugheil. Shl.

hugalyndt adj. livlig, munter; især: livligt imødekommende. Om Folk og Fæ. Tel. (Bø).

hugast v.n. (ast), faa Lyster, især urimelige Lyster paa Mad. Totn: haagaas. Se A.

"Hugbit (i') n. Kvalme osv." A. I Nordland varsler "Hugbit" Gjæster, ligesom "Hug, Hau" (Kløen). Hugebeet, Senja; Hoogbeett, Lof.; Hoobeett, Vesteraalen, Helg.

Hugbite (u', i') m. = Hugbit. Dal. (Hæskestad, omtr. -td-). Häubeett n. d. s. SØstl.

Hugbrot (u', o') n. Knæk paa Livsmodet; især formedelst Skuffelse i Elskov. Sæt.

Hugburd m. 1) Sindelag, Gemyt. Tel. (Bø). "Han æ'kje av den Hubuln". 2) Fyrighed, Driftighed, Energi, ligesom "Gjemyt"; omtrent = Hugabur. Tel. (Bø). "Æ der noken Hubul i den Kar´n?"

hugdeleg adj. og adv. 1) sindsrolig, ligevægtig; ugeneret; hyggelig; omtrent = Eng. easy. Rbg. (Evje, Ivel. Veikusdal), Ma. (Øvrebø, Hægel.) "Han sat like hugdelig, endaa dei tala um Tjuv". "Han heve de so hugdelig, teke de so hugdelig". 2) tillidsfuld, ubekymret, tryg; ikke vragende = hugheil. Ma. (Grindeim). "Han teke Mat´n saa hugdeslig. Jf. (?) Ang. hygd, G. N. hugd(a), Sind, Interesse.

Huge (gje) m. Hu, Sind; Attraa, Lyst = Hug. VAgder, Dal. Sogn; Gul. og Innh.: Haagaa. "Eg kjæm kje anna i Huga", jeg kan ikke tænke mig andet. VAgder (Grindeim, Li.). "Ha Huga te", Sogn (Aardal, Aurland). G. N. hugi. Se Hug.

"hugga v." A. "h. av", se avhugga.

hug-graad eller hug-raad adj. bestemt paa, ivrig for, lysten paa; meget oplagt til = moda. Sæt. (Bykle, Valle, Bygl.) "Eg æ'kji hugraa'e paa o eta, paa den Mat´n". "Du ska f^uye (fylgja) mæ, æ du sjaav hugraa". Ogsaa: "hugraa(d)ige ti eta". Sæt. Lidet brugte Ord. Maaske, trods det sidste, snarest hug-raad; jf. G. N. -rádr.

Hug-græe m. bistert Mismod, mørk Harm = Græe. Sæt. "Han gjæng´e, sv^eiv´e i Hugræi".

Hugham m. Forløber = Ham, Hug, Fyreferd. Sæt. Forklaret som: "Den Ham´n, som Hugj´n tek paa seg"; "Hug'e so sterk´e at han kjæm´e mæ Ham´e".

"hugheilt adv." A. 2) sikkert, sagtens. Tel. "Æ Kaffi'n færige?" "Ja d'æ'n hugheilt!"

"hugill adj." A. Ryf. og Jæd.: hugidle.

Hugkjæte m. kaad Attraa. Sfj.

Hugkvida f. nedtrykt Stemning = Umod. Hard. (Ullensvang): -kv^eia.

"huglaus adj." A. Gul. omtr.: hooglos.

"hugleg adj." A. Rbg.; NGbr.: hoogle (kort oo).

hugleid adj. fuld af Sindets Lede; næsten: livsled. I Skrift (Fedraheimen).


"hugleggja v.a." A. häulægge, Vestfold.

Hugmaal n. Interesse; Gjenstand for Interesse. Brugt i Skrifter.

?Hugmod m. Storagtighed, Hovmod. Hall.

"hugmykjen adj. ivrig osv." A. Særlig: fuld af Interesse(r); optagen af aandelige Interesser. Sæt. "Du arbäier inkji, no du æ so hugmykjen?" 2) kjælen, kjælelysten; om Dyr. Hard. (Ullensvang). 3) fuld af mismodige Tanker; trist; bodfærdig efter tilfredsstillet Lyst (Rus etc.) Tel. Maaske til myykja v. I Egnen er kun een Y-Lyd.

hugna adj. 1) ypperlig, prægtig; lystelig. Nfj. (Innvik, Honndal, Breimn). "Ein hugna Mann" = ein gluup´e M. 2) tilfredsstillet, tilfreds, fornøiet. Ma. (Sygne). Til hugna v.

"Hugnad m." A. Hugna f. Ryf. (Sand og fl.), Ned. som Una(d), Dugna(d), i Rog. hoongna, Haangna, fl. St. i Østl. og Trond.

hugnadsam adj. husvalende, hyggelig. Hard. og Dal. (-nas-); Voss: hugnarsame; Vestfold og Busk.: haangnäsam og -oo-.

hugnadsleg? adj. = hugdeleg. Ma. (Holum): hugneslig. – hugnast v. se huga.

hugra v. 1) = hukla. 2) = humra. Se hukra.

"hugram adj. hidsig osv." A. Rbg. Ma. "Skyttarn æ hugrame".

hugraa, hugraaige se hug-graad.

Hugraad f. Beraad med sig selv; Betænkning; Ubesluttethed, især i Elskovssager. Sæt. "Han sväiv i Hugraa, han visste kji ko han villi". "Vera i Raa" d. s. Ma. Rbg.

"Hugs n. 2) Hukommelse". A. Sfj. Nfj. 3) Nemme. Ndm. 4) Skjøn, Forstand (paa). STrondh. 5) Omsorg, Bekymring. Li. (Fj.).

"hugsa v.a. 1) mærke". A. Sogn. "2) lyste". A. Dal. "hugs paa". "3) komme ihu". A. Ogsaa: "hugsa paa", komme paa, faa fat i en Tanke. Trondh. Østl. Nhl. 4) "hugsa paa" og hugsa for", have Omsorg for. Li. (Fjotl.). G. N. hugsa um.

hugsalaus adj. sløv, glemsom. Sogn (Aurl.).

hugsasam adj. med godt Minde. NBerg.

hug-saar adj. værkende (øm) i Sindet af (efter) sjælelige Smerter; let smertelig berørt, ømfindtlig. Romsd.

Hugse m. 1) Iagttagelsesevne; Sands; Skjøn. Sogn. 2) Omsorg, Bekymring. Li. (Fjotland). "Ha Hugse for noge". "Han va saa i Hug`saa koss han skji kaama øve Aanæ".

hugseslaus adj. sandseløs, tankeløs. Sogn.

hugsig og -ug adj. 1) rask i Iagttagelse og Opfatning; nem. Hard. (Ulvik). 2) lærenem. Ndm.: hoogsäu. 3) skjønnende, forstandig, skjønsom. Østerd. STrondh.

hugslaus adj. sandseløs, sløv. Gbr.

Hugsnikja f. En som forsøger at indynde sig; Kokette. Maaske kun brugt i Skrifter. hugsnikjen (og hugsnikjande) adj. indsmigrende; insinuant; koket: ligesaa.

"Hugsott f. Bekymring". A. Hugsøtt (eller hen imod "-sytt", eller "-sutt") Omsorg; Østerd. – hugsottfull adj. bekymret; omsorgsfuld. NGbr. Østerd. Se Hugsut.

hugsottsam adj. forbunden med Bekymring; bekymringsfuld; ængstelig. NGbr. Gausdal. "Dæ saa hugsoottsamt aa væra fraa Boonom".

"hugsprengd adj. fortvivlet". A. Særlig: a) lidende af ulykkelig Kjærlighed. Sæt. b) som ikke kan elske mere = hugbroten. Tel.

Hugsprengja f. en bedaarende Person; En som "sprænger" manges "Hug", volder megen ulykkelig Kjærlighed. Tel. Jf. Gutasprengja, Gjente-. Tel.

Hugst m.? Sands; Forstand; Fornuft. Ork. (Meddal, Rennbu). – hugsug se h.-ig.

"hugstolen adj. forsagt". A. Rogaland.

Hugsut f. Omsorg; Bekymring. Jæd.: -suud.

hugtaka v. henrive, indtage. I Skrifter.

hugtraa adj. udholdende i sin Interesse, trofast; ogsaa: inderlig i sin I. Tel. Ogsaa: "traahuga".

Hugvekkja f. noget som vækker "Hug". Tel.

hugverkfull adj. fuld af "Hugverk". Sæt.

hugverksam adj. forbunden med el. fuld af Bekymring el. Samvittighedsnød. Li. (Eikin).

Hugverks-stund f. Stund fuld af H. Li.

hugvond adj. mismodig. Dal. (Hæskestad).

Huhei: "i en Huu´hei", i voldsom Skynding; = "i Huj og Hast" (ældre D.). Østl. (Vestfold og fl.). Ogsaa: "i Hu aa Hast", Østl. – hu hei interj. "hu hei (h)aa de gikk!" med hvilken Fart det gik! Østl.

hu-hellande? adj.: "hu hellan(d)e Regn", Styrtregn = Helleregn. Vestfold og fl.

Huk (uu) m. en brat Krumning; især: en brat indbøiende Bue eller dyb Vig i Horisontalplanet; skarp Kurve. Berg. Østerd. "Vegjn gjeng i Huukar". Se A. og flg.

huka (uu) v. (ar), 1) danne "Hukar". Berg. "Vegjn huuka(r) seg fram mæ Liiaa". 2) (ar, og er, te), fæste, gribe el. rykke til sig med Krog, Eng. hook. A. Ma. Østl.

"huka (uu) v.n. (er, te)". A. Nfj. Hall. og fl. "huukje". Saaledes: "huukje se(g) inn", bøie sig sammen saa man kommer ind. Derimod: "huuke", gjøre sin Nødtørft. Hall.

Huka (uu) f. 1) Rævens Hvilested om Dagen, mens "Hi(d)e" er dens Natteleie. Tel. (Bø): Huuke. "Ligge paa Huuka" el. "i Huuka", ligge i Ro, ligge inde uden at foretage sig noget. "Han ligg i (sama) Huuka altstøtt". Tel. (Mol. Skafsaa, Kvitseid og fl.). Huku (Hall., A.) maatte i Tel. (Bø, Kvitseid) ogsaa hedde "Huku", er altsaa et andet, omend beslægtet, Ord. Jf. i Hoke. 2) "Liggja i Huu`ke" ligge sammenbøiet, "setja i Huuke", klemme En sammen, trykke ham i Knæ = i Hoke. Nhl. Er vel en ubestemt Dativ (og Akkusativ) af et Huka f. Jf. i Hoke.

Hukeband (uu) n. de nederste, staaende men dukkende, Neg om Kornstavren. Hall.

hukeleg adj. = huken; især: stærkt sammenbøiet i Knæerne. Hall.: hukjile.
hukla (u') v.n. (ar), 1) ryste, skubbes frem og tilbage; om Kjøretøi paa ujævn Vei. 2) ryste og krympe sig af Kulde, maaske altid med Gysningslyd; omtr. = hukra. Rom. Follo, Smaal. og fl. "Hu gjekk aa hukla aa fräus". – huklefryse v. d. s. Smaal.

huklen adj. 1) rystende; om "Føre", eller af Kulde. Follo og fl. 2) om Luften: fugtig-kold, saa man "huklar". Follo, Rom. Smaal. 3) krympende sig for at tage fat. Totn. huklutt adj. d. s. Totn: "huklete".

hukna v.n. blive sammenbøiet, "huken". Nfj. "huukne ihoop".

"hukra v." A. = hukla 2). Røldal, Ma. Ned. "hukra o frjosa". Tildels: "hugra, hugre", Ma. Ned. 2) give en dæmpet skjælvende Lyd: a) "Orren hukre", Urhanen spiller. Innh. b) "Hestn hugra" = humra. Dal. c) "Hæran hukra", Gbr. Jf. kokra.

Hul (u') m. 1) Kraftanspændelse. 2) Drog. Sogn. Se hula.

hula (u') v.n. (ar), hælde Kroppen forover med Armene langt ud fra den, idet man a) slæber møisomt. Hard. (Kvamm). "Ka æ da du hula pao dar?" b) v.n. og a. skyder noget foran sig opad en Skraaning, Sogn (Aurland); ula, Sogn (Vik, Balastraand, Aurland); öla (omtr.), Hafslo. "Ula upp". "Hula itte Hestn". c) drager sig, slæber sig, er et Drog, en Hul m. Sogn (Leikang og fl.). Jf. hyla, hulsa, hultra, hyltra. Sv. Diall. hula, gå lutad; Nt. hulen, om hastig Bevægelse.

huld adj. menneskesky = hulden. Vald. (NAurdal). "hulden", A. Shl.

Huldafant m. og Huldafenta f. en fremmed Person med et fordægtigt Ydre. Hard. (Kvamm, Ullensvang).

Huldaslag n. og -slaatt m. = Hulderslaatt. Shl. – Huldatyssja f. Ellekvinde. Voss.

"Hulder f. Ellekvinde". A. Uldr´a ("tykt" (l)d + r) Vestf., Huud´aa og -a f. defin. VAgder; Hulla VNed. Huddi m. = Huldrmann, VTel. 4) Höldr, el. Höld ("tykt" (l)d) mennesky Person = Haugbue, Byting. Helg. (Vefsn). Jf. huld.

Huldrhol (o') n. om et elendigt (uordentligt, skiddent) Hul af et Hus. Ndm.

Huldrsaar n. Saar som ikke læges. Østl.?

huldr-um-Hei(d) adv. i vild Uorden, i "Hurlumhei". Hard. (Odda), Shl. "Me foor h.". huldr-aa-hei d. s. Hard. (Kvamm). Jf. Horg og Heid, Haug og Horg. – I Innh. høres: "Dæ vart en Halomhei", en vild Forvirring, en "Hurlumhei". – D- Dial. Hurrumhei, dl.

Hull m. Sang uden Ord, helst høilydt. NGbr. "Jæhlhull, Budæihull". Til hulla.

"hulla v.n." A. 2) v.a. "hulle ein Leik, ein Slaatt"; NGbr. Ogsaa: huje med syngende Røst, for at samle Fæet; NGbr.

hulsa (u') v.n. og a. (ar), løfte op med Møie ved at skyde nedenfra, løfte op over sit Hoved. SætB. "Hulse upp Sekkji". "Hulse ette ein", el. "h. i äen", løfte En op el. hjælpe ham med at komme op ved at lette ham op under Bagen. Jf. hula. – hulsen adj. "De va'kji tungt, men so hulsi", møisomt formedelst Stillingen. SætB.

hulstra v. = hultra; se d. Hard. (Ullensv.).

"hultra (u') v.n. trave smaat". A. 2) løbe møisomt og usikkert – haltende, humpende, snublende, imellem Trav og Glaop. Ryf. Hall. Tel. Rbg. Bamle, Vestf. Follo Rom. "Hestn hultra o sprang som ein skamskoten Jase", Tel. "Han hultrar paa, mest han vinn". "Hultra seg unda". 3) gaa usikkert = holtra. Hard. (Ullensv.). hulstra d. s. Jf. hula, hyla, hyltra; holtra, holstra.

hultren adj. 1) tilbøielig til at hultra, Ryf.#-Rom. Særlig: vaklende i Gangen. Hard. 2) ujævn, knudret; om Vei og dl. Hard.

hultrutt adj. = hultren 2). Vestfold.

huluke v. smigre osv. = kryssa, se heilaga.

huma (u') 1, v.a. (ar), 1) faa en Hest til at vende Bagen lidt til Side ved at flytte Bagfødderne; se homa, A. VAgder, Dal. Jæd. Sæt. Tel. Østl. (Vestfold, Busk. Hedm. Rom. Smaal.). I Aaserall i Ma.: huma (u'); i Sæt.: hume (u'); i Størstedelen af VAgder: homa (o' hvilket er denne Egns Repræsentant for u' foran M, mens homa maatte blive haama); YMa.: home (o'); Jæd. og Tel.: hooma; Ned.: hoomme (som floomme dvs. fluma); Østl.: hum(m)a, haam(m)a og hoomme. "Hestn vil kje huma seg inn i Drættæ", Ma. (Aas.). "Homa te Leess, o hopa attyve", Li. (Eikin). "Hooma Hestn te Stokks, te rettes", Tel. "Hestn humar seg i Spiltogje". "Humma de naa!" til Hesten; Smaal. (Trykstad). Og: "haam(m)a de(i), hoomme de(i), humm dæ!" Østl. 2) v.n. om Hesten = huma seg. Sjelden. 3) v.a. faa til at gaa baglængs = hopa. Sogn (Aurland), Dal. Li.; Vald.: hoome. 4) "home upp Hest", stramme Hest op ved Tøilerne. YMa. Ned. og fl.: "hoome". "Hoome upp ein gamaal Pöug". Dette sidste er maaske homa (oo).

huma (u') 2, v.n. (ar), 1) staa raadløs og ørkesløs; betænke sig sløvt; famle i Tale eller Gjerning; især: tale ubestemt og famlende. ISogn (Sogndal, Balastraand): huma (kort U og kort M); Sfj. og YSogn: hum(m)e og hoomme; Shl. og Bø i Tel.: hooma (dvs. huma); Hall. og Vald.: hoome (maaske indkommet hid fra Sogn, hvis u' Halling og Valdris har opfattet som oo; som i slumen, sloomen). Se homa (oo) A. "Hooma aa hængjast". "Daa eg böu han so mykje, took han te hume paa da"; Sfj. (Askvoll). "Sku han hume paa da, maa du ikkje bee haanaa"; Sfj. (YDale). "Han stoo aa humma (hoomma) pa da aa fekk da kje fram"; Sfj. (Kinn). "Ho stoo aa huma aa visste kje ko ho vilde seia", Sogn. "Ho stoo aa hooma aa hiipa aa biia",
Hall. (Nes, Aal). Jf. humla, humsa. Isl. huma eitt fram af sér, at skyde (skyve) til Side; Cleasby. Se ogsaa hooma, gramse. – 2) være ufrisk, slap, mat, døsig; være sløv; = stura. Sogn og Nhl.: huma og hooma. "Hestn stoo dar aa hooma heile Dagjn aa vilde kje eta". "Gaa aa huma", gaa sløv om uden Meed. Skal hedde hyma? Sogn (Vik). Ogsaa hoomast (hum(m)ast); Nfj. Sogn. "Han laag aa h., gjekk aa h.". – 3) blive sløv af Alder, blive sjæleligt affældig. Nfj. Sdm. (Sunnylven, Nordd. Øyrskog, Borgund) og Romsd. (Aukra): hume og hoom(m)e (er, de og te; ogsaa: ar). "Han te(k) te hume (oome)". Ogsaa "han æ aat aa humast (og hoom(m)ast), han kjem att i Bansdom(m)n", Sdm. (Øyrskog, Nordd.). – Og: v. impers.: "Dæ huma (hoom(m)a oome) mæ 'naa" d. s. Sdm. – 4) "Da hooom(m)a (huma?) imoot da her", det passer til dette her; = hopast. Sfj. (Askvoll, Førde). Usikker Bet. – Uvist om her i dette er eet el. flere Ord; dette huma peger i mangt hen imod huma 1, (jf. fuda), minder i somt om "hooma" gramse, og er eet med "hooma", maabe A.

humast v.n. se foreg. Humd se Homd.

humen (u') adj. 1) døsig, slap, mat, sløv, som efter Overanstrængelse eller Rus. Sogn, Nfj. og Sdm.: "humen, hummen, hoom(m)in"; som ved huma 2. "Hestn sto^u dar humen aa vilde kje eta". "Humen aa utsvelt". 2) sløv af Alderdom, affældig. Nfj. Sdm. Romsd. (Aukra). "Han fere te verte humin aa lurrin no". 3) slunken; med Klæderne hængende slapt om Kroppen, ogsaa fordi Klæderne er for store. Endog om Klæder som er for store. Sogn. 4) om Luften: døsig; stille og fugtig. Sogn. "Han æ humen i Veere". Se A.

humen (uu) adj. krybende sammen af Ildebefindende el. Kulde. Innh.: huumin.

humla v.n. 2. famle med Hænder el. Mund; kludre, søle = tøva; gumle paa Ordene, tale usikkert = hamsa og tamsa. Hall. og Sigdal: humle (Aal) og hoomle (sydligere). "Han va so fortura (fortumlet) at han gjekk berre humla aa visste kji ko han skulle gjera". "Han gaar her aa hoomlar aa leitar aa inkje finn", Sigdal. "Ho stoo hoomla aa fekk dæ kje fram". Jf. huma (hooma), humsa. – Humla f. En som "humlar", famler osv. Busk.: "Hoomle". "Ha ein te Hoomle", til Nar; (her tænkes maaske ogsaa paa Insektet). – humlen adj. famlende og usikker i Tale og andet.