A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

gleinskallutt adj. = fleinskalla. Gbr. og fl.

Gleip m. 1) En som "gleipar"; En som efteraber haanligt. Berg. 2) en kaad, larmende, uvorn og utækkelig Spøgefugl. Jæd. Ryf. Nfj. – gleipvoren adj. noget lig en Gleip; særlig: kaad og uopdragen. Nfj.

gleipa v.n. (er, te) skee ved et Slumpetræf; slumpe; slænge (til). Sæt. "De gläipte so ti".

gleipen adj. lig en Gleip 2). Ryf.

gleivra v.n. drive bespottelig Spas; tale blasfemiskt el. profant. Hard. (Odda, Kvamm), Sogn? Se A. "Gleivra mæ Gusso^ure". – Gleivr n. slig Tale. Hard. – gleivren adj. – Gleivreskap m. det at man farer med Gleivr. Hard. – glævre, glæbra v. omtrent d. s. Rbg. Ma. Se d. (gleivra : gleipa : glipa = Geivra : geipa : gipa).

gleka se glidka. – Glema se Glæma.

"Glenna f. et Mellemrum osv." A. Ryf. N- og STrondh. 2) klar Stribe paa skyet Himmel; maaske særlig i Horizonten ved Solopgang og Solnedgang. Tel. Agder, Dal. Hard. "Dagsglenna, Klaarglenna, Smeikjeglenna". "Toosdags Glenna æ Fredags Renna".

glenna v.n. (ar; ogsaa er, te) 1) have el. faa store Aabninger el. bare Rum, "Glennor"; om Skov. Tel. "Skoogane heve glænna fælt". "De glænnar i Skoogj´n". "De teke te glænne i Lie eette Hogst´n". 2) vise en lys Stribe; lysne, klarne; om Lufthimmelen. Tel. Dal. "Eg heelt paa so længji te eg saag Dagj´n glænnte". "De glænner i Skari". "Dæ glenne (glænne?) udi Have". Dal. Her er maaske to Ord eller en Sammenvoksning af et glenna med et glæn(n)a af glaa (glæ). – glennast v.n. = glenna; om Skov. Tel. (Vinje). – glennen adj. = glennutt.

glenna v.n. (er, de) glide raskt afsted; sætte afsted = glensa. Li. (Eiken). "Ja so glenne me te daa!" – Glennar m. = "aen sum kann glenna o kaama fram". Li. (Eiken). Jf. Isl. glenna udspænde.

Glens n. se glensa.

glensa v.n. (er, te, sjeldnere ar), 1) glide let og med stor Fart henad noget; sætte afsted = glenna. VAgder. "Hest´n glænse bortette Iis´n". "Han glænste asta paa Skeisen". "Dei glænste a(v)", foor afsted. "Br^øureia kaam glænsans". "Skyan glænste". "Ja saa glænsa me te daa!" "La(t) glænsa dæ!" lad staa til, lad gaa! (ogsaa i Aamlid i Rbg.). "Han glaende o glænste", om En som kjørte raskt og uforsigtigt. 2) tilbagekastes under en meget stump (but) Vinkel; glide af til Siden; falde ind meget skraat, næsten parallelt med Overfladen. Ndm. Romsd. Ma. Ringerike. "Øksa glænste nee i Foot´n" ("lika at Fout´n", Ma.). "Sola glænse nee-aavr Bakkjen", skinner meget skraat; Ndm. 3) drive støiende Leg eller Fjas; tumle = "jagast o skuvast o feltast". VAgder, Sæt. "Han æ ^eude o glænsa mæ Jænten", Ma. G. N. glensa fjase, spøge – vistnok en lidet oprindelig Bet. Jf. glenna v. (G. N. glenna Fjas = glens) glenta, gletta. – Glens n. det at glensa. "Bjønn´n sprang eit Glæns nee-aavr" = sprang skaalides; Ndm. "Ga i Glæns" = ganga skaalides; Ndm.

Glensa f. en livfuld og rask Kvinde. Ma. (Holum). Ogsaa: Glense som adj.: livfuld, rask og smidig. "Ein Glense Kar´e, Glense Hest´e". Agder.

glensande adj. raskt omstreifende. Ma. (Holum). "Kyr´a æ saa glænsanse".

glensen adj. 1) glidende; glat. Sæt. VAgder. "Glense Føre". 2) livfuld; vilter. Agder.

Glent n. Spøg, Fjas. Shl. Til glenta.

glepa, glepin se glipa (i'), glipen.

"gleppa v.n." A. Særlig: glide ud af Haanden
formedelst Slibrighed. Østl.: glæpp´r, glapp, glæppi. Og: "Take glæpp´r", Grebet g.

gleppeleg adj. og adv. udsat for at glippe eller glide af eller bort. Sæt. og fl. "De stende so gleppelege". – Gleppe, som Genetiv (adj.) d. s. Sæt. "Eit Gleppe Tak".

glepsa v.n. (er, te), plumpe frem (med), buse ud (med). VAgder (Grindeim, Bjell. Fjotl.). "Ho glepse ^eut mæ alt dæ ho maene; d'æ ai Glopa". "Han glepse te o seia ko sum høve". – glepsen adj. "han æ saa g. te seia ^eut dæ han maene". – Maaske til gleppa; dog maaske snarere eet med glefsa (glepsa; jf. glafsa, glapa) at smække Munden op og i. Se d.

Gler m. blank og glat Flade; Speilflade; Isflade. Ma. (Grindeim). "Vei´n va i aen Gler". – Glerung m. d. s. Li. (Eiken, Fjotl.); -ungje, Ma. (Grindeim, Bjelland); -ungge, -ongji og -aangji, Rbg. (Honnes, Evje, SætB. og V., Aamlid). "Markjæ, Vej´n, va i äen Glerongji". Udtales snarest "Gleer" ~ "Beer", af Ber, ber n.; maaske for Gler; jf. G. N. gler Glas, gleríss Speiliis.

glera v. (ar, a; ogsaa te) være barnligt larmende lystigt; springe om leende og skraalende; tumle. Ma. (Kaansmo, Grindeim, Bjell. Holum, Hægel.) "Dei fläug o glera (glerte) o lo^u". "Dei glera o datt o^u Vænna". "Springa o leiksa o glera". Ogsaa: glera seg, om eksploderende Fnisen og lignende barnslig Moro. "Ko æ dæ di side o glera dykke a(v)?" – Gler n. det at glera (seg). Gler m. og Glera f. En som glerar (seg). Ma. (Grindeim og fl.). Hertil: "glera seg te", tee sig barnligt lystigt, fremkunstle glad Barnlighed. – gleren adj. Ma. – Glering f. "Jænten heelt dæ mæ slik Glering". Vokalen er d. s.s. i de foreg.; snarest nu Gleer ~Beer, neer. Til glisa? Sv. Diall. gler adj. leende. Se flg.

Glera (e') f. aaben, bar, Plet; som i Skov eller paa en skyet Himmel. Tel. (Vinje): Gleru. – gleren (e') adj. som har Gleror. "Skoogjn æ toonn o gleren". "Hemiln æ gleren". glerutt adj. d. s. Tel. (Vinje). Vel til glis- (Glisa, glisen osv.).

Glerong, -ung, -aangji se Gler.

Gleto f. 1) Staalorm. 2) = Glenna; se Glita.

"Glett m. Glid, Gliden". A. "Da ligge paa Glette". Shl. 4) en enkelt svag Lyd. Sogn (Vik). "Aen Glett 'tao Bjødlo". 5) et usikkert, altid afglidende Blik; eg. = 1). Sæt. Tel. "Han heve aen stygg´e Glett´e i Augo, eit styggt Glettelag". Jf. Glutt. 6) liden Aabning = Glott. Hedm. "Dørg.".

"gletta v.n. (glatt)". A. 2) glippe, slaa feil. Gbr. og fl. "De glatt Take faar 'aam". "Dæ glætt æildr!" det slaar aldrig feil. NGbr.

"gletta v. (er, e) 1) titte". A. Kaste et stjaalet Blik. Sæt. "2) ymte osv." A. "Glette ait Ool te aen", give En et Vink i Ord; Hall. "3) (finte, skose)". A. Hard.

Gletta f. Klarning = Glette. Hedm. Vald.

Glettelag n. den Maner at gletta; se Glett m.

gletten adj. tilbøielig til at gletta; a) "gletten i Augo", med en "Glett" i Øinene. Sæt. Tel. b) til "gletta 3)".

Glibb m. kaad Lømmel, som leer og spotter ad alt; Grinebider; ogsaa: Skjelm. Hard. ØTel.; VTel.: Glibb´e og Glib`bi. 2) nærig, gridsk Person = Skoe. Tel. (Mol., Lunde), Bamle (Drangedal); Ryf. (A.: Slughals; ligesaa i Sv. Diall.). – glibbeleg adj. lig en Glibb. Tel. – "Eit Glibbe Tak", et gridskt og raskt Tilgreb. Tel.

glibba v.n. (ar) tee sig som en Glibb overh.; helst da: glibbe seg. Tel. Særlig: a) lee spotsk, haangrine. Tel. b) være gridsk og flink til at rive til sig; æde slugent. Tel. (Mo, Nedre), Bamle. "Han glibba o aat so kallege". "Geita glibbär"; Bamle.

glibbetent adj. med Tænder som har (store) Mellemrum. Tel.

glidall adj. medførende Glidning, glat. Vestfold, Ringerike, Hedm. "Gliall Veg; glialt Føre".

gliden adj. = glidall. Ndm.: glii`en.

glidka (i') v.n. (ar): glikka, -e, glika, gleeka, gleega – som gnidka: "gnikka, gnika, gneeka, gneega"; lidka: "likka (lika, liga?) leeka". 1) glide lidt ud; være usikker paa Haand eller Fod. Hard. Ryf. "Eg gleeka aa datt". "Han sto^u aa glika, so da va kje Undr han inkje raoma". 2) slaa feil, svigte; tage feil. Hard. Shl. Ryf.: "glika" og "gleeka"; Ryf.: "gleega"; Dal. VAgder, Rbg. VTel.: "glikka" og "glikke"; Tel. (Selljor, Bø): "gleeka". "Da gleekar aldre!" det slaar aldrig feil! "Klokkaa glikka kje"; Ma. "De glikkar kji fysst (itt) han heve lova de"; Sæt. "De glikkar kji noken Dag' anna eg fær Fisk"; VTel. "De glikkar alli noko Aar uttass de bliiv´e Fookk i Otre"; VTel. "Han hae tænkt seg te de, men de glikka fø'n", VTel. (Vinje). "Ho^u glikar kje pao äit O^ur", tager ikke (i Gjengivelsen) feil af et Ord; Hard. Et Imperf. "glakk", høres i Li. (Nes). – Glikk m. Svigten; Slaaen feil; Glippen. Rbg. og fl. "Der æ kji minste Glikk´e". Ogsaa: "gange Glikk" ikke træffe, gaa "bom": Rbg. – glikt adv. "dæ gaar glikt", det gaar "bom". Ryf. – Nsv. ("Norsk") Dial. har: klikka dvs. halka; klikkskor dvs. skridskor.

glidra v.n. dirre, saa det synes at give smaa Glimt; kun om Øine, og, sjeldnere, om Luft som stiger op; = blidra. Sæt. Rbg. (Aamlid); VTel. (Mo, Moland). "Han gliddrar mæ Augo". – Glidr m. = Blidr. "Der æ ein Gliddr i hass Augo smaa". – "glidreleg i Augo" adj. Maaske Iterativ (Diminutiv) af glida: gjøre bitte smaa Glidninger frem og tilbage. Neppe for glitra (hvad det for Resten efter Lydforholdene
i ØAgder nok kunde være), idet "glitresvart" findes sammesteds, VTel. Somme af de Ord som begynde med glir-, gler- kunde maaske høre hid til glida; jf. didra, dirra, diira, deera; lidra, lirra, liira, leera. Se ogsaa gnidra.

Glikk, glikka, glikt, se glidka.

glikka v.n. (ar) 1) smile dulgt – skjelmskt eller haanligt; haansmile. Shl. Hard. (Røldal), Ryf. (Suldal, Sand, Hjelmel. Nærstrand). "Glikka aa læ". "Glikka attunna" dvs. att-under. "Æ dæ noke aa glikka aat?"" Sammesteds: "gleeka, gleega", for glidka. 2) tale med kaad Spøg i alvorlige eller farlige Emner. Ryf. (Hjelmel.) "De ska kje glikka mæ sovore; dæ kann snart gaa gale". Dette smager dog af glidka.

Glikka f. et ganske lidet Indsnit, Hak eller Skaar i Fjeldet, omtrent saa stort at det netop yder Fodfæste. Hard. (Ulvik, Ullensv. Odda). – Gliksa? f. d. s. Shl. (Fitja). Og: Glyksa? Fitja.

Glim (ii) n. blændende Lysning = Gliima. Romsd. Berg. "Solgliim".

"glima (i) v.n. (ar) glimre; glimte". A. Sæt.; Vald. og Ma.: gleema.

"glima (ii) v.n. (gleim) glindse osv." A. Nfj. "Sola gliim´e so i Öuaa paa meg".

glima (ii) v.n. (ar; ogsaa: er, te) lyse med uroligt og blændende helst tilbagekastet Lys; glindse med Glimt og Blink. Ma. (Bjelland, Lauvdal, Øyslebø): gleima. "Dæ gleima a(v) Fjeddan; paa Va(t)ne, i So^ulæ". "Ørn´aa gleima i Luftaa". "Kofor gleima du mæ Glas´e?" svingede, viftede, saa det blinkede. Dog ogsaa: "So^ulæ gleime i Äuenn"; Bjelland. "Sooli gleemer i Ougo", Tel. (Rauland). Svag Form til foreg.

glimeleg (i') adj. glimrende; straalende. Sæt.

glimen (ii) adj. blændende; især om det skjærende diffuse Lys fra en tyndskyet Himmel. Nhl. Shl.; Ma.: gleimen. "Da æ so gliime idag før Solo"; Shl. – gløimutt adj. d. s. Berg.: gliimete.

glimsa v.n. (ar) skotte = gleima. Follo, Smaal. Sandsynligvis ogsaa = glima.

"glina (ii) v.n. (glein) glindse". A. Tel. (Moland); VAgder (Bjell. Eiken, Fjotl.): gleina, glein´e, glaen (og glæen), gleene. "Lat gleina (-e) dæ!" lad gaa, lad staa til. Ma. Sæt. Dette maaske for glidna. Det hedder nemlig ogsaa: "lat gli de!" Trondh. Østl. Tel. Jf. "lat glensa dæ! lat glo dæ!"

glina (ii) v. (er, te) stirre (dulgt?). Nhl. Jf. glindra.

glindra v.n. plire; ogsaa: speide; lure; = glira. Helg. Innh. Fosn, Ork. Selbu. "glinnr' Öughwaam (-om)", plire med Øinene. Og sjelden: glindr(e). – glindrøygd adj. plirende. Fosn: glinnrögd. Jf. gliina.

"Glip (ii) m. 2) Svælg, Slug, f. Eks. Udløbet fra Mølledammen". A. ogsaa: en trang smalnende Strøm i en Aa med bratte Sider = Sog. Agder, Tel. 4) en Slughals. Li.: Gliib. Desuden: "Aagliip", Agder. 5) en kort rendeformig Aabning overhovedet. Sogn f. Eks. en Aabning ind til Kjelderen; imellem Tænderne. "Skar(d)gliip" d. s. Sogn. Jf. glibbetent.

Glip (ii) n. lang, smal Aabning; Sprække. Gbr.

Glip (i') m. kaad Yngling = Gliip. Hard.

glipa (ii) v.a. (gliip´e, gleip, gli`pe) gribe med Munden; sluge. Rbg. (Lisle Tovdal, Bygland), Ma. (Aaserall, Bjelland og fl.) Ned. "Auren gleip i seg ein liiten Fisk´e i Teina; d'æ ein Avgut ti Fisk´e ti gliipe i seg". "Han gleip dæ te seg mæ sama". Ogsaa: "gliiba, gliipte", Li. Og "gliipe, gliipte", gabe over, gribe over (?Tel.). – glipen (ii) adj. slugen. Ma. Jf. Gliip, gleipa, Glip (i'), glipa (i'), glipen (i') og fl.

glipa (i') v. (ar) gabe, være lidt aaben = gliipa (A.). Mest om Klæder. Helg.: gleep(p)a, gløp(p)a (og glæp(p)a).

Glipa (ii) f. lidet Gab eller Aabning i noget som burde slutte tæt; f. Eks. Klæder. Ma.

Glipauride m. = Aaglip. Ma. "Gliipäure".

Glipfisk (ii) m. = Aaglip. Ma.

glipen (i') adj. lidt gabende, lidt aaben; med aabne Klæder. Helg. (Bindal, Lurøy): gleep(pin, gløp(p)en; Namd. og Innh.: glip(p)in. "Du æ saa gl. i Brøste".

Glipslok (ii, o') n. den øverste Del af Møllerenden. Li.: Gliibslog.

Glir (ii) n.? enslags Fortryllelse, som gjør Tingen usynlig. "Du tar 'kje leite: "Hougetye (de Underjordiske) kasta Gliir paa dæ". Meddelt fra Tinn i Tel. Ogsaa: "Gliiretrolle ligge aavr dæ". Tel. (Lunde); se for Resten glira v.

Glir (ii) m. 1) Pliren; plirende Blik. VTel. Shl. og fl. Om et falskt Træk ved (i) Øiet; Sæt. 2) En som stadigt plirer; En med et stadigt plirende Smil om Øiet. Tel. 3) En som glirer 4). VAgder, Tel. 4) en Praas. Stjør.: "Løsgliir". Jf. Dise m. og disa v.

glira (ii) v.n. (er, te) plire". A. Jæd. Agder, Tel. STrondh. Ogsaa: griil(e), Trondh. "2) kige, speide". A. Nfj. Sdm. "3) glimte osv." A. N- og STrondh. "Dæ gliire saa aat Öughwom (-aam, -öm), skinner angribende Øinene. 4) lee med sammenknebne Øine undertrykt og lidt haanligt; fnise = glisa. Hard. Agder, Tel. Innh. Ogsaa om uskyldig barnlig Leen med sammenknebne Øine; et lidet Barn, som "lagar seg o æ læntuge o gliirer o lær", kaldes saaledes spøgende et Gliiretrodd, i VTel. (Skafsaa, Moland). Se Glir n.

Glira (ii) f. 1) En som glirer = Glir m. Tel. 2) liden Sprække, hvor Lys skimtes. Ryf. (Nærstrand).

Glire (ii) m. En som glirer 2), kiger. Stjør.: Gliiri.

glireleg (ii) adj. lig en Glir: plirende, skalkagtig
og lattermild osv. Rbg. Tel. "Gliireleg i Augo".

gliren (ii) adj. 1. tilbøielig til at glira. Udbredt. Saaledes: skalkagtig osv. = glireleg; Ma.; glimtende osv. Trondh: "D'e saa gliire aat Öughwaam".

gliren (ii) adj. 2. slibrig, glat. Nhl. (Fana), Sfj. (Askvoll), Bergens By. "Her æ gliire te gaa". For glidren, se glidra?

Glis (ii) m. En som "gliser", haanleer. Hall.

"glisa (ii) v.n. (er, te) glimte osv." A. Ma. Tel. 4) vise (have) Aabninger; være utæt. Nhl. Voss. "Bytto gliiste". 5) glindse. Ma. "Dæ gliise paa (i) Fjedde", om et vaadt Fjeld i Solen. Jf. glissa.

"Glisa (i') f." A. Tel. (Kvitseid): Glisu.

Glisa (ii) f. Aabning, som det glimter igjennem = Glisa (i'), f. Eks. i Væv. Vald. "Skei(d)gliise".

Gliseld (i') m. Ild som flammer op en kort Stund; f. Eks. fra Spaaner. Hard. (Ulvik). – Gliseldekaka f. en tynd rudet Kage stegt ved Gliseld. Hard. Hedder ogsaa "Krotakaka, Harengekaka".

Glisføsk m. = Gløsfausk. Ndm. (Surndal).

glispa v.n. (ar) haanligt drage Munden og dreie Øinene til Siden; grine; haanlee; ogsaa: lee utidigt. Tel. (Selljor, Lunde), Bamle, Vestfold, Rom. Vel for glipsa, som rispa for hripsa, slaspa for slafsa osv. Jf. gleipa, glipa osv. I Sv. Diall. glispa dvs. gapa, vara öppen. – Glisp m. 1) En som glispar. 2) det at glispa; Haangrin; Haanlatter. Østl. og fl. "Je skal ta Glisp´n 'ta de(i), je!" – Glispa f. En som glispar. – glisputt adj. som gjerne glispar. Østl.

glissa v.n. (ar) glindse = glisa. Li. (Eiken). "Hest´n glissa o glein´e paa Haarhamn", G. N. glissa grine.

Glita f. Staalorm = Slo, Angvis fragilis. Gbr. (Øyer): Gleeto. Jf. G. N. glita glindse.

Glita f. lys aaben Plet i Skov = Glenna. Gbr. (Øyer): Gleeto; Østerd. (Aamot), omtrent: Gletö. Derimod: "Glotte (aa#-ö) i Skigarn", Aabning i S.; Aamot.

glitresvart adj. glindsende sort. Tel. Stjør.

Gliva (i') f. Revne i fast Bjerg; smal Kløft større end Gluvra. Dal. (Bjerkrei, Hæskestad, Lund). Mest: Gleeva.

gljaatreleg adj. se glaatreleg.

Gljo m. se Glod; Gljor n. se Glor.

gljup'e adj.; gljupe v. Sæt. VTel. se glu-.

glo adj. gridsk, yderst graadig. Sfj. Sogn, Nhl. Shl. Hard. Vald. "Hamløyparn va so gloo itte Hestaa". – glooin d. s. Namd. Se de flgg.

glo el. gloa v.n. (gloo(r), gloodde, gloott, med baade Vokal og Konsonant lange), sætte afsted; rende til; (lade) staa til; gaa (løs) paa. VAgder (hele), Rbg. (SætB. Aamlid, Mykland, Iveland), Tel. (Moland). Udtrykket: "lat gloo dæ!" lad staa til! bruges desuden i Ryf. Tel. (Vinje) og fl. "La(t) gloo dæ paa Heelaa!" paa Rimet; Ryf. Agder. "Glo^u a(v)", fare ilsomt afsted; Agder. "Aa jäu, me glo^u te!" Ma. (Audndal). "Hu, saa glo^u dæ daa!" "Daa glo^ud(d)e me te o dansa". "Saa glo^ud(d)e me fram". "Han glo^ud(d)e asta, forbi okke", foor forbi som et Glimt. "Dei glood(d)e ihop" = rauk i Hop o sloost; Mol. Mykl. "Dei gloodde ti aa kappkøyre"; Mol. Mykl. "Hadde me bara glo^ut(t) te mæ ai (ei) Gaang!" Li. "Lat Handln glo^u!" Aamlid. "Glo^ua te i Heroda", tumle vildt, sandseløst, afsted; Li. Maaske eet med gloa dvs. lyse, tindre; jf. glorande. De eenstydige Udtryk: ”lat gli dæ!” ”lat glensa dæ!” ”lat glina dæ!" "lat skrensa (glide) da!" synes dog at pege mere mod en Bet. "glide", som tvivlende er fremholdt i Nyt Norsk Tidsskrift I, 60. 61. Jf. glada dvs. glide af Syne.

gloande adj. og adv. "I glooande Tan", i strakt Karriere, i flyvende Løb (Rend); Jæd. "glooande foort"; Tel. (Eidsborg og fl.). "glo^uande baitt´e" uhyre rask og driftig = globeitt; Voss. Til glo, sætte afsted; eller til gloa, lyse; eller til Glod, en Glød, jf. eldende?

globeitt adj. yderst hvas: a) hvas til at bide; lysten, graadig. Hard. Shl. Ryf. Li. og fl . "Fiskj´n æ so gljobäitte", Hard. "Gloobeitt itte" = glo etter. b) dristig, rask, smidig og energisk; yderst driftig. Hard. Tel. Li. "Han æ so gloobeitt um seg". c) med en hvas, skjærende Glands. Sæt. (Bykle, Bygland). "Glo^ubaitt Sylv; g. Stas´e"; "d'æ so glo^ubaitt, de glimar i Augo". d) med et hvast og stirrende Blik; ogsaa: skarp i Iagttagelsen. Tel. Sæt. "Gloobeitt i Ougo". Ser ud som en Sammensætning af beitt (hvas) med snart eet snart et andet af Ordene: glo (graadig), gloa v. (lyse) og Glod (Glød).

Globeitel m. En som stirrer hvast og mørkt; En med et mørkt barskt Aasyn. VTel.: Gloobeitile. Formelt til Beitel, Huggejern; maaske dannet af globeitt.

"Glod f. (Fl. Gløder), Glød". A. Gloo m. Hall. Sæt. VAgder, Dal. Tel. (Lunde og fl.). Gljoo m. Tel. (Vinje). Flertal: Glø, Sæt. Glø´a(r), Tel. Rbg. Hall.; Glød´na, sjeldnere Glø´na, VAgder, Dal. (bestemt "Glød'nan"). Dat. Fl.: Glø´no, Hall.

glo(da) v.a. (ar) stege paa Gløder. Helg.

Glod-drag n. Ildrage. Vestfold (Hov).

Glodhoppa f. 1) en Deigklump eller liden Kage, som man steger en Stund i Gløderne el. Asken for at faa vide om Deigen er velgjæret. Totn. Glooloompe f. d. s. Smaal. 2) Kartoffelskive stegt paa Gløder. Tel. I Sv. Diall. glöhoppa, dsl. 3) en rask, livsglad Kvinde. Dal. Tel.

Glodklypa f. Ildtang. NGbr.: Glooklyype.

Glodkylja f. Masse Gløder. Tel. Se Kylja.




glodra (o') v.n. være tumlende og usikker i Brugen af Hænder og Fødder; famle eller gramse sandseløst; fare uforsigtigt og klodset frem (til); plumpe frem, tumle afsted. Tel. (Aamotsdal, Fladdal, Raul.). gloddre; Ma. (Grindeim, Audndal, Holum, Finnsl.) og Li. (mindre udbredt): glaadra. "Koss æ dæ du glaadra te?! Sjaa for Føt´an!" – Glodra f. En som glodrar. Tel. VAgder. – glodreleg adj. tilbøielig til at glodra, til Glodring f. – glaadren adj. d. s. VAgder. Jf. gladra (gludren). Vokaludviklingen i VAgder's "glaadra" er besynderlig; ikke dr, men rd og rt, pleier at betinge Vokalforlængelse og -forandring.

Glodraka f. Ildrage. Østl.: "Gloorake".

Glodskot n. et Smæld frembragt ved et Hammerslag paa en Glød lagt paa en vaad Sten. SætB.: Glooskot.

glohersk? adj. yderst lysten; hidsig efter. Hedder: gloohærsk, Ndm. Innh. Namd.; glooharsk og -hask NTrondh.; gloohæsk Romsd.; se A. Af hersk (og hesk, og hask) dvs. bitter, vild, hidsig.

glohuga (oo, u') adj. med hed (graadig) Hu; hidsig efter = glohersk. Berg. Er brugt i Bladet "Fedraheimen" med Bet. begeistret = brennhuga.

gloja (oo) v. (ar) gloe, stirre. Stjør.: glooj. "Han stoo aa glooja aa kooft".

"Glom (oo) m. Luge osv." A. Shl. Se Glumm.

Glon (o') f. en Gloer. Sogn (Vik): "Glaan".

"Glop (o') n. 1) Hul, Gab". A. Sogn, Gbr.; Helg. (Vefsn): "Glöp(p), Dørglöp". Om trangt Bjergpas: Sogn.

Glop m. og Glopa (o') f. 1) Slughals. Li. (Fjotl.). 2) En som lader alting gaa paa Slump; en ubesindig, fremplumpende Person; især: en frembusende Snakker. Ma. (Bjelland, Grindeim). Se glopa; jf. glupa.

Glopa (o') f. 1) Kløft, Svælg. Sæt. 2) en mindre Aabning mellem Stene. Hall.: Gløpu. 3) Mærke (Kors el. andet) hugget i en Skille-Sten mellom Eiendomme. Sogn (Aardal). "Merkjesglopa". Glop(p)a Voss.

"glopa (o') v.n. (ar), 1) gabe osv." A. 2) sluge = glupa. Li. (Fjotl.). "Globa i seg". 3) skee ved Slumpetræf, slumpe sig, slumpe til. SætB. "De glopa ti", det lykkedes tilfældigvis. 4) lade gaa paa en Slump; lade staa til; gramse eller fuse til. Li. "Han globa te i Heroda", foor til i Sandseløshed. Jf. Glope m.

glopa (o') adj. el. Genetiv: dygtig, vældig, ypperlig, prægtig = glup, Glufse. VTel. Rbg. (SætV. Aamlid), Li. glope, Rbg. (Evje, SætB.) "Ein glopa Kar´e, Hest´e". "Eit glopa Tak, Arbei, Stikk (i Kort)".

glopaleg (o') adj. 1) fuld af "Glope" dvs. Huller el. Aabninger; om en Mur, en "Urd". Tel. (Kvitseid, Sell.). "Glopaleg o ooven". 2) frembusende, blottet for Selvbeherskelse, ubesindig, til Glop m. Hard. (Kvamm, Odda).

"glopall (o') adj. aaben, hullet". A. 2) fuld af Mellemrum, ujævnt fordelt; afhængig af Tilfældigheder, usikker, prekær. Tel. (Kvitseid, Selljor; Wille: vanskeligt). "D'æ glopaalt fø'n; han liver so glopaalt: soomtir æ dæ Svængj´n o soomtir Sprængj´n". "Du maa stelle deg gott mæ Niste; d'æ glopaalt i Langvegjn". "D'æ glopaalt mæ dæ" = d'æ berre paa ei Von. Jf. Glope.

glopande (o') adj. glubsk? fremstormende? vældig. Sæt. "Han hae fengji slik äen glopande Hug´e". – ?Glop-hug m. d. s. Sæt.