A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

fullblaut adj. gjennem-blød, -vaad. Tel.

fullbøla adj. fuldproppet. Tel.

"fullbørt adv." A. Og adj. n. NØsterd.

fullferda v.a. (ar) sætte i fuld Stand, gjøre færdig; fuldende. Ø- og VTel.: fullfære. I Ma. og Rbg. fullføra, og -e (ar), som førast dvs. ferdast. Jf. skamferda. Ældre D. fuldfærde, fuldende.

fullfløygd adj. fuldt "fløygd" dvs. udviklet, selvhjulpen. Sogn. I Hard.: fullfløøgd.

fullgalen adj. bindegal. Ndm. Trondh.

fullhavd adj. 1) = fullfløygd. Strinda. fullhaft, Ndm. 2) fuldbaaren, om Foster. Ndm.

fullhaven adj. fuldmoden = fullhavd. NGbr.

fullhesta adj. udviklet til voksen Hest. Dog ogsaa: "en fullhesta Kar" = fullfløygd. Ork. Fosn, Ndm.

"fullhuga adj." A. fullhaagaa, Røros.

full-illt adv. meget ondt; rigtig ondt. Tel. og fl.

[Fullmegt f. en Fuldmægtig. Berg.

fullna v.a." A. SætV. "Dai fullna Rø'un seine mykji bete, dai gamle", den ældre Slægt udtrykte sig meget fyldigere og bedre.

fullnande? adv. tilstrækkelig; tilfredsstillende, tilfulde; fuldt ud, ganske. "D'æ kje fullnane so", ikke ganske saa. Dal. Jæd. "Han fekk kje fullnans Greia paa dæ"; Ryf. Dal. Tel. (Selljor). fullnan, tilfulde. Tel. (Aamotsdal, Rauland). Af fullna v.; eller af Fullnad m., ligesom fullnas, Tel. (Vinje: "d'æ fullnas so"), og maaske te Fullnane, d. s. Jæd. "Ti fulls" d. s. SætB. Jf. G. N. til fullnadar fuldt ud. "Dæ vart ikkje fullnan", det blev ikke tilfredsstillende. Sogn (Lærdal). Kunde være "Fullnadn" m. defin.

fullnappa adj. indædt ondskabsfuld. Nfj. (Breimn, Utvik). For fulnappa? Se fulnappast.

Fullnesta, "te Fullnesta" tilfulde. Hard.

fullpanta adj. og adv. fuldt udstyret; fulddygtig; solid og komfortabel. Vestf. Smaal. Rom. Ringerike, Gbr. Hard. "Fullpanta Bevis, Kjole, Hest, Kar". "F. stor Hest". fullpante, Rom. Ring. Oslo (Bærum). – Jf. D. fuldpantet dvs. tilstrækkeligt med Pant.

Fullpora (u', o') f. Drilleri i Gjerning eller Tale; Skalkestreger; = Erting. Hard. Nhl. Fullporestykkje n. Skjelmsstykke. Hard. Maaske "Fulpora". Jf. Fupor, Por, Pora.

fullraade? adj. n. topmaalt; fuldstændigt. Gbr. (Vaagaa). "Da vart dæ fullraae", da blev det topmaalt (galt). Jf. dog avroden.

fullskuvande adv. (og adj.) rigelig. Tel. Hall. Vald. fullskuande, -anes, Sogn, Shl. Vestfold og m. fl. Se A. I Tel. ogsaa: "skuvandes nokk". Jf. Skuve m.

fullstadd adj. fuldt udviklet, i sin bedste Alder og Kraft. Odal. NSmaal. "Ein fullstadd Kar": "Ei f. Ku".

fulltakug adj. 1) = fulltaka. 2) = fullfløygd.
Land, Totn, Foldal. Ældre D.: fuldtagen, -tags.

fulltenkt adj. fuldt betænkt paa noget; besluttet paa. Sæt. "Han va fulltænkt ti fare ti Amerika".

fullvond adj. rigtig ond; meget vred. Tel.

fulløykta adj. udhvilet. Helg.: "fulløkta".

fulnappast (uu) v.n. = furta. Helg. (Bindal, Brønnøy). – fulnappen adj. = furten. Helg. fulsnappa d. s. Smaal. Jf. funappeleg.

fulpingsutt (uu) adj. fuld af fortrædelige Skalkestreger; ondskabsfuld i sine Puds. Tel. (Nes). Se Pings.

Fulska (uu) f. Brunst = Fyla. Sogn.

fulkjemd adj. skamfuld, slukøret = fylen. Hall.

fulsnappa (uu) adj. = fulnappen. Smaal. (Eidsberg).

fulsnopen (uu, oo) adj. røbende Skuffelse; slukøret. Tel. (Sauar, Nes). Se snopen.

fultenkt (uu) adj. rænkefuld; forslagen. Vestf.

fulvis adj. snedig; fiffig; smidig; flink. Tel. (Ø- og V-). "Dæ va fuulviist gjort" = "snodigt, lettvinnt gjort".

fulvorden adj. noget "ful". Gbr. og fl.: -voolin.

"fuma (u') v.n. (ar) kludre, gjøre klodsede Forsøg". A. Sogn, Sæt.; fooma Tel. Rog. Shl.; foma (o') Ma.; fome (o') Rbg. (Mykland, Evje, Sæt.); foom(m)a Smaal.; faamaa, Hedm. Num. "Denni Hestn fumar o kann kji st^eige; fumar seg fram i Snjo^ur´n" SætB. "De fumar i Snjo^ur´n, so Vatni skvett uto", der tumles. faamaa paa, tumle afsted. "Han faamaa se(g) ændele te", han blev endelig færdig efter megen Kludren el. Tumlen; Num. Tinn i Tel. 2) særlig: kludre i Talen; tale famlende og tumlende. Jæd. Shl. "fooma aa snakka; fooma aa inkje vita ka han ska seia". 3) proppe = foga. Dal. "foma nee i Sekkjn". – Fuma f. En som fumar. Helg. og fl.

"Fume (u') m. Forvirring". A. "Gaa i Fooma" og "i Faama" gaa sandsesløs og tumlende omkring. Rom. Ringerike, Oslo. "I Faamaa" Gbr. (Vaagaa og fl.). Formen i Rom. og Ringerike og maaske Oslo synes at tyde paa Sammenglidning med Faama, se faama v.

Fume (u') m. 2, En som "fumar" dvs. gjør forhastede og famlende (tumlende) Forsøg; en famlende Klodrian. Sogn, Sæt. Rbg. Foome Tel.; Fome (o') Ma. og Rbg.; Foom(m)e, Smaal. Se A. Et andet Ord er Faame, Faome. – fumeleg adj. lig en "Fume"; keitet famlende. Sæt. Rbg.; foomaleg, Tel. Se. A. – fumen adj. d. s. A. Sæt. Rbg. Ma. Dal. "fumen (fomen) o seinfør". – fumutt adj. d. s. Østl. – Fumeskap m. Keitethed osv. Shl.

fumhendt adj. ubehændig. Østl. Tel.

"fumla v.n. famle, gramse efter noget". A. Shl. Tel. Vestfold, Smaal. Rom. Busk. Hedm. "fumla seg fram i Myrkne", Shl. – Fuml n. Famlen. – Fuml m. En som "fumlar", Klodrian. Østl.: Foomm´l. – Fumling m. d. s. Østl. – Fumleneve m. d. s. Shl. – fumlen adj. famlende; keitet. Shl. Hard. Tel. – fumlutt d. s. Østl. "foommlete". – Ogsaa: fjoommle, fjoommlete. Vestfold.

Fump m. tyk, stiv og tung Figur. Rog. Agder, Tel. og fl. Fumpi m. d. s. Sæt. Fjump m. d. s. Tel. Ryf. Ma. T. fump, pfumpf dvs. kort og tyk. Jf. Famp, Fjamp. fumpeleg, fumpen og fumputt adj. lig en Fump; plump. Og: fjumpeleg, fjumputt adj. – fumpleitt adj. "fumpen" i Ansigtet; især: pluskjævet. Ryf.

fumpa v.n. (ar) 1) gjøre store langsomme stive og tunge Bevægelser op og ned; a) gaa og stampe, som i Sne, Dynd, tunge Sko. Jæd. Ma. VTel. og fl. Ogsaa: "pumpa". b) arbeide tungt med Munden, f. Eks. tygge med Munden fuld. Hard. "Fumpa aa røykja"; Rog. 2) bevæge sig tungt og virkningsløst i Arbeide, som formedelst tykke og stive Klæder; klodse. Shl. Hard.

Fums m. = Fuml m. Shl.

funa (u') v. (ar) bevæge Kroppen i langsomme Vrikninger og Skubninger; tungt arbeide sig selv frem eller noget andet til Side ved at vride Kroppen, især Bagdelen; ogsaa: tumle, klodse med noget. "funa" er ikke hastende og famlende som "fuma", bruger ikke meget yderlemmerne som "fluma" (Benene) og "fluna" (Ben og Arme), men minder i Bevægelsen om "fuda" – som dog er noget mere svansende – og sættes ogsaa af Befolkningen i Forbindelse med Fud ("Fu", u'). SætB. "Kyræ sto^u funa inn-aa Baas´n, funa nee Baas´n". "Hest´n stænde barre funar o vi 'kji hume seg". "Fune seg fram, ut, ti, upp". "Han sto^u o funa mæ de, de gjekk s(t)jurvinnt o säent o han fekk de kji ti". – Fune m. En som funar; ubehjælpelig Klodrian. – funeleg og funen adj. SætB. "Denni Slaatt´n kjem säenar o funelegar hell däi nye Slaattan", dette Musiknummer arbeider længere og møisommeligere med at faa sit Thema frem end de nye M. gjør.

funappeleg adj. 1) lumpent svigtende (trækkende sig tilbage), især i mindre Sager; skammeligt uordholdende. Tel. (Rauland, Aamotsdal). Ordene minder om fulnappast, fulsnappa, fulsnopen, men sættes af Brugerne i Forbindelse med Fud, Fupor.

Funk m. = Fump. Hall. Li. Ryf. Shl. Sogn. Fjunk m. d. s. Tel.

funka v. "f. paa seg", gjøre sig til en "Funk", pakke sig meget ind. funka seg til, blive tyk og stiv. Sogn (Aurland).




funken adj. formet (voksen) som en Funk"; byltagtig. Li. – funkevaksen d. s. Ryf.

Funkhus adj. = Busthus. Li. (Kvin). Meddelt.

Funt m. fundet Gods. Num. Hall. (A.).

funta v.a. (ar) 1, døbe. Sogn. Af Funt, Font.

funta v.a. (ar) 2, gjøre færdig; udruste; især: overklæde, pakke ind. Vestfold (Eiker), Follo (Kraakstad), Rom. Smaal. "funte" (Rom.) og oftest "foonte paa se(i), foonte se(i) inn". "Du maa foonte de(i) tel", see at bli reisefærdig; Eiker. fjunte d. s. Num. Hall. – H. O.: funte, fuldføre. (Wille: fonte, faa istand). Sv. Diall. funta, laga till, göra färdig; D. Diall. funde d. s.

funta adj. udrustet, udstyret; i Stand; skikket, beskaffen; stædt, stillet. Smaal. Follo (Kraakstad), Rom. (Høland). "En gott (væl) foonta Hest", vel voksen og vel fodret; oftere: "vælfoonta". Om Folk: "væl foonta", vel udstyret, vel klædt; ogsaa: velstaaende; Kraakstad. "Ille, daarli, foonta", ilde stædt, især økonomiskt. Sv. Diall. funtadr, fonta dvs. beskaffad, klädd.

funtug? adj.? "Foontäu(g) Ku" og "Foontäu-Ku", Ko, hvis Malkning er stærkt indsvunden for ny Drægtighed; Ko som "lagar tel", se funta v. ogsaa: "foontäu Mjölk (Mjaalk Mjælk); foontäu Smak a Mjölka"; "de smakär foontäu a Mjölka"; om slige Kjørs bedske Mælk. Follo (Kraakstad), Smaal. (Borge – kun her med G – Raade, Rygge, Rakkestad). – Foontäu(g)e f. = "Foontau-ku". "Je har Mjölk a(v) fire Foontäuer; de ska'nte bli stort". Smaal. (Borge – med G -, Glæmmen, Rakkestad), Wilse, Norsk Ordbog 1780: "Fontaua, Ko som strax skal bære". Jf. Bohuslän: "fo(r)ntida, ko som är nära försinad; funted, tjurgalen"; Rietz.

Fupor (o') n. fortrædelig Skalkestreg; ondskabsfuldt Puds. – fuporen adj. fuld af Fupor = fulpingsutt. Tel. (Vinje). For Fudpor, el. Fulpor? Se Ful(l)pora, Por. (I Vinje, som i Størstedelen af Tel., er der kun eet U).

?Fur m. Gnist? Glimt? Meddelt fra Li. i Udtrykket: "snøgg sum ein Fur" el. "Fure", hvilket veksler med "snøgg sum ein Tandre" dvs. rask som en Gnist, Ild. Hørt i Odda i Hard. i "eg saog ikkje Fur´n tao 'an", ikke et Glimt af ham = "Hyyr´n", som er det gjængse. Ikke vel bekræftet dette heller. Jf. G. N. fúrr Ild (hyrr Emmer, Ild).

"Fur m." A. 2) rask Befordring, Fart. "Koma i Fuur mæ noko", komme i Fart, Gang, med noget. Voss og fl. Spøgende: "faa Fuur", blive jaget. Søndenfjelds; mest i Byerne og langs Kysten.

"Fura (u') f. Fyrretræ". A. Føru (ö) STrondh. I Ndm. og fl.: Foor(r)aa Ndm. (Tingvoll, som Snoor(r)aa); Faar(r)aa YNdm.; Faar(r)a Fosn, Helg.; Fooroo Vald. (Slidre) og fl.; För, Salten. – Furugadd m. fortørret Fyrr = Gadd; Ndm. og fl. Fyregadd d. s. Shl. (Etne): Føre-. – Furekime (i') m. Fyrrelund. Sogn, Shl. Se Kime. – Furumord m. Maar som bor i hul Fyrr. Ndm. ("-mar") og fl. Se Bjørkemord.

"fura (uu) v.a. (ar) 1) gnide, skubbe". A. Paa Østl. udbredt i: la(t) fuure dæ (de)!" = lad skure, lad det gaa sin ujævne Gang. "Je lar dæ fuure". "2) drive dygtigt paa". A. Østl. "fuure aavr", rive noget af. – "Dæ gjekk i en Fuur-om" = Fur. Oslo.

Fura (uu) f. grovt mandhaftigt Kvindfolk. SHelg. Vel til fura, v. drive paa.

"furda v.a." A. 3) forske, udforske. Voss. 4) v.a. udforske, udfritte; "pumpe" En uden hans Vidende: "fuura ein ut". Ryf. 5) "fuule paa", grunde paa, betænke sig paa. Østl. (Hedm. Vestf. og fl.). – Fuurar m. Forsker. Voss, Hard. – fuuren adj. 1) forskende. 2) opfindsom. Voss, Hard.; se A.

"Furda f. 2) et Under". A. Tel. (oftest i Fl. "Fuurur", ligesaa i Rbg.), Ryf. Jæd. "Eg vart før ei Fuura", jeg blev forbauset. 3) en vidunderlig Historie = Slosa. Ryf. 4) Udvei, Mulighed = Raad. Ryf. Shl. "Eg ska finna (ha) ei Fuura mæ dæ; dæ ska alti varta ei Fuura". "Fuurer, Bans-fuurer", pl. Nykker; "Fantefuurer", Skalkestykker, Kneb; Ryf. Shl. Jf. med Bett. af Gila, Gira (Varsel, Spøgeri, Spøg, Historier, Fif og dl.).

"furdeleg adj. forbausende". A. Sæt. Jæd. Ryf. Nhl. furdelege (med D), Tel. (Rauland; som "Urd"). 2) forskrækkelig, forfærdelig, fæl; overvættes. Tel. Ogsaa adv. overvættes: "fuurelege kallt", Tel. og fl. 3) fuld af Nykker; egen; særsindet. Ryf.

Fur(d)eskap m. et Under; noget fælt. Sæt.

fur(d)ig adj. forbausende. Shl.

Furebjørn m. 1) Egern; som "Trebjørn". Ma. 2) en laset og skiden Stymper. Ma.

Furebukk m. et Insekt, Lamia Sutor. Ogsaa: "Skomakar". Ifølge Saxlunds Skovlexicon.

Furelus f. bruges om flere meget smaa Fugle som holder til i Fyrretræer. Ryf.; Vestfold, Follo, Gbr.: "Furu-". Se A.

Fureskjor (oo) f. Skovskade, Garrulus (Corvus) glandarius. Ork. (Meddal): "Furuskjuur". Oftere: Tollskjoor, Graan-.

Furk (u') m. 1) Gaffel, hvormed den fangede Fisk (Laks) tages op. Jæd. Eng. fork, Lat. furca, Gaffel. 2) tyk og stiv Karl. Ma. Rbg. Ryf. Nfj. Se A.

Furka f. liden Sprække, a) i Træværk = Frukka. Ryf. b) i Ost. NBerg.

furken adj. tyk og stiv, som en "Furk, Fork". Særlig naar Klæder gjør Bæreren stiv og klodset. Ryf. Hard. "D'æ furkje aa ga(a) mæ so mangge Trøyer". – furkje adv. "f. klædd".

Furkla f. Sprække i Træ, hvor Ved er raadnet ud. Ryf. (Suldal, Hjelmel. Imsl.).




Furra f. omtr. = Furkla. Ryf. (Hjelmel.). Jf. Furka, Føyra.

Furre m. lang storknoglet mager og dorsk Karl. Ndm. Namd.

furt adj. = furten. Østl. Agder.

"furta v.n. (ar)" A. Udtales i V- og Ø-Agder "fuurta, fuwrte, f^øurta, f^eurta osv.", med lang Vokal, som "Hærd, Øørt (Æært) osv." foran rd og rt. 2) vrage, ikke ville have. "Furta Mat´n". Nhl. Totn, Busk. Oslo. – Furtegunnar m. en Personification af "Furte"-lunet. Vestfold. "Ær'n Furtegunnär kommen te dei naa?" – Furteguri f. og Furteper m. En som har Furtevane m., Hang til at "furta". Østl.

Furtekro f. Vraa hvori et Barn gaar hen og furtar. Shl. Furtekrok m. d. s. Østl.

Furtelaat m. (f. n.) Ytring af "Furte"-lune.

"furteleg adj." A. 2) fortrædelig, ærgerlig, beklagelig = tregaleg. Tel. (Vinje, Rauland, Kvitseid).

Furuhort m. se Hort (Bark). Innh.

Fus (uu) m. Førstemand i Leg; ogsaa: Ret til at være først. Søndenfjeldske Byer.

fusa v.n. (er, te), 1) fuse, strømme voldsomt og fusende frem. Li. "Vatne fuuste (f^øuste) upp um Fo^udn´n daa eg trødde neerpaa Flottorva". 2) "fusa fram" el. "te", el. "paa", fuse frem, storme frem, fare ivrigt til. Jæd. Dal. Tel. Hall. I Hall. og maaske fl. St.: "fuuse (ar)". Jf. fjusa, fjøsa. Se A.

Fuse m. omtr. = Fusse 2. Gbr. (Faaberg).

Fusing (uu) m. = Framfusing. STrondh. Østerd.

Fusk, fuska = Fjusk, fjuska. Østl. og fl.

Fuskeregn n. = Fuskregn. NBerg.

fusla v. kludre osv. = fjusla, fjutla. Hall. Ned. Tel. – fuslesam adj. som gjerne "fuslar". Tel.

fusnappeleg adj. slukøret. Tel. Se funappeleg.

Fuss n. "gaa mæ eit Fuss", fare stundesløs om. Nhl. (Mo). For Fus, til fusa? Jf. flg.

fussa . (ar) forvikle; kludre sammen = fjussa. – Fussa f. og Fusse m. En som "fussar"; en Kludrer. – fusseleg adj. kludervorn; "fusseleg' o liti fyre seg". Tel. (Moland).

"Fusse m. 2, Landstryger". A. Gbr. 2) skiden og modbydelig Person. Ndm. Trondh. 3) affældig gammel Mand. Sdm. – Fusselukt f. og Fussevist m. Landstrygerlugt, Lugt af skidne Klæder. Trondh. – Fusskall m. og Fusskjerring f. Landstryger. NTrondh. "Fuss' aa Fark".

futa v.a. (ar) sætte Fogden paa En; eksekvere. VAgder (Eikin, Aaserall og fl.). "Eg ska f^øuta dei, æ dei kje rimelige".

Futt m. = Fump. Hall. (Nes, Hol).

futta (u') v.a. (ar), 1) fritte, uhøfligt eller beskjæmmende, omtr. = foa. Dal. (Lund, Sokndal, Hedl.), Jæd. (Haa, Time, Klepp). "Futta ein ud". "Han heelt paa mæ Fooing aa Futting (f.) ein Time". 2) "futta ein a(v)", beskjæmme. Dal. Jf. foa, fuda.

futum adj. veldannet, se Fota. Gbr.

fuy interj. fy. VAgder, Dal. – fuya v. sige fy. "Fuuya ein a(v)", skamme En ud. VAgder, Dal.

Fyddingge m. Faareskind, se Filling.

Fyk n. lidt Sne, saa meget at det kan fyge. Hall. (Aal): "Føk, Snjøføk". ("Fok" vil i Aal udtales "Faak"). Se ogsaa Fjuk.

Fyk se Fjuk, Fyk-upp.

Fykja f. Skynding = Fok. Nhl. Hard.

Fykjaa, Fykjaar se Fit, Fite.

fykjen (føkjen) adj. se fiken.

Fyk-um m. omskiftelig, karakterløs Person. Voss.

Fyk-um-Nov n. Diarree. Ryf. Spøgeord. – "Fyk-upp" m." A. "Fatti(g)dom aa Fyykopp", F. og Prippenhed, Opfarenhed. Trondh. 2) lystig Fyr. Romsd. Ogsaa blot: Fyyk, Østl. 3) Fallit. Romsd. Hedder ogsaa "Ryyk-upp".

fykla v.n. sne med spredte dunagtige Sneflokker. Tel. Ø- og VAgder; tildels fygla. – Fykl n. saadant Snefald. Tel. "Snjogfykl". – Fykla f. et enkelt Sne-Dun. Agder. – fyklen adj. "f. Snjo". ØAgder, Tel. – fyklesnjova v.n. = fykla. Tel. Rbg. Ma. "sn(j)oge, snjoe, snøa".

Fyl m. tung og klodset Sko. Tel. (Heiddal).

fyla (yy) v.n. (er, te) tage tunge og voldsomme Tag; drive kraftigt men tunghændet paa; gaa voldsomt og uskjønt. Tel. Sv. Dial. fjola, springa lutande. Se fjoltra.

Fyla (yy) f. 1. en driftig, men tunghændet Karl = Rivar. Ryf. (Sand, Suldal). "Ei Fyyla te gaa, te slaa".

Fyla (yy) f. 2. 1) Tæve, Hun-Hund. Nfj. (Selja, Innvik, Honndal, Stryn). Mere brugt og udbredt er "Graabeinsfyyle" f. Hun-Ulv; Nfj. "Hundsfyyle" en hæslig Hund. Nfj. 2) uterlig Kvinde. Nfj. (Gloppen). G. N. fýla nedrig Person. Se A.

Fyla (yy) f. 3. Træsko af helt Træ. Tel.

"fyla (yy) v.n. (er, te)". A. 2) vise sig tvær, vrangvillig og ondskabsfuld, "ful". ØTel. (Lunde, Bø). Ogsaa (ar); i saa Fald afledet af Fyla f. flg. fyyle seg v. d. s. ØTel. (Bø). 3) = furta. Innh. (Beitstad, Stjør. Stod). fylas(t) d. s. Innh.

Fyla f. 4, vrangvillig Person. ØTel. (Bø, Lunde). – fyleleg adj. vrangvillig.

fyla (yy) adj. skamfuld. Østerd. "Fyyla (-e) 'taa sei", skamfuld over sig. Se fylast.

"fylen (yy) adj. skamfuld". A. Ndm. Trondh. Østerd. Vald. NGbr. Især om Hunde: "fyylin som ein Hoond", røbende Skamfuldhed; NGbr. Jf. Fyla 2.

Fylg? n. Medfølgen = Fylgje. Sfj.: Fyl. "Halde Fyl mæ". "Gaa, ro, kjøre te Føls (te Førs) i Følgeskab". Rom. Smaal. Oslo.

fylgja v. 1) følge". A. fyja og fya, Imperf. fygde og fydde i VAgder. 4) føie sig; harmonere; passe til; klæde. Nhl. Sæt. Ndm. "Kjolin føl (Ryggjn) gott", sidder
godt; Ndm. "Da fyl gott Maale", det stemmer med Dialekten; Nhl. "De fuyjer kji ti Maali", d. s. Sæt. – fylgjast v. passe sammen, harmonere. Gbr. Sæt. Se A. "Dæ føljest aat" der er Harmoni i Tingene; Gbr.; særlig om Dyr som er smukt formede.

"Fylgje n." A. 4) et ubestemmeligt men stærkt og aldrig svigtende Indtryk som en Persons Udseende og Væsen gjør; noget umiddelbart vindende eller frastødende som ledsager Person. Nhl. (Eksingadal), Vald. (SAurdal). "Han he (eit) gott (illt) Fylje mæ seg", Nhl. Andensteds: "gott Lei(d)e" Østl., "go(d) Koma", Hall. Jf. Fylgja (Fylgje) G. N. fylgja, Ham, Hug, Gjæva og fl.

"Fylgsl f." A. 2) Harmoni, Samspil. Sæt. Tel. "Däi fuyjest ikkji gräitt dessi Rosune (Ziraterne); d'æ kji noko gräi Fuygsl i däi"; Sæt. "Detti bliv' umisjavnt i Fyygslee", der blir ingen Harmoni i dette; VTel. Maaske ogsaa: Symmetri.

Fyling (yy) f. det at man skammer sig, "fylast"; Skamfuldhed. Gbr.

?Fylkjesbyte n. Grændse mellem Provindserne. Ulvik i Hard. Ifølge M. Schnabel.

fylla v.n. (er, te) 1) opfylde (et Rum). Udbredt. "De fyller gott". 2) fyldes, synke sammen; om Kulmiler, Jorkjældere og dl. Tel. (Bø). – fylla upp v.n. optage stor Plads; borttage Rummet for noget værdifuldere. Søndenfj. "De bare fyller upp". Ogsaa v.a. "Fylle oopp huse".

"Fylla f." A. 4) Person som fylder sig. Hall. 5) Udfyldning = Fylle; se d. Tel.

Fylld f. 1) = Fyll. Tel. (Kvitseid, Selljor, Hovin, Tinn). "Aai æ i Fylld", Aaen fylder sit Leie. "Fylld paa Vegjn". 2) Fylderi; Drukkenskab, Beruselse = Fylla. Tel. (Tinn, Hovin, Sellj.; Wille). Fyll f. d. s. Østl. Hall. Gbr.

Fylle n. noget som fylder; Fyldning; Udfyldning. Sæt. Saaledes: "Karefyddi", Uldmasse som fylder Karden. Fylla f. d. s. Tel. (Laardal): "Kalefydde". – "Ha te Fylles", have tilstrækkeligt til at fuldende; f. Eks. Garn til en paabegyndt Strømpe. Hall. (Aal, Gol).

"Fylleholm m." A. Smaal. – Fyllerøle f. se røla; Fyllerolp, Fyllerolv m. se rolpa, rolva; En som r. i Drukkenskab.

"Fyllekumar m." A. 2) en knoplignende Udvækst paa især Birkekvist, i hvilken en Insekt-Larve ligger. Nfj. (Stryn, Breimn).

"Fylrova f." A. Fylarooa Hard. (Ulls.).

fylskjota v. om Hopper: abortere. Ndm.

fylsnast v.n. skamme sig, blues. Hall. (Gol, Nes). – fylsnen adj. skamfuld; undselig.

fylsogen adj. = fyltoggen. Vald.

fyna (yy) v.a. (er, te) 1) stryge, glatte = strjuka. Østl. Mest: fyyne se(g), el. "fyyne se(g) oopp": a) pynte sig. Hadeland, Land. b) stryge eller gnide sig kjælent; mest om Dyr. Smaal. Follo, Oslo, Rom. Hadeland, Vestfold, Num. I Oslo og Busk. (Modum og fl.) ogsaa: fiine. "Katta (Hundn, Hestn) fyyner se saa innat me". Sjeldnere: "Bikkja fyyner", stryger sig kjælent; "B. fyyser aa fyyner" og "fiiser aa fiiner", se fisa. Maaske eet med "fyna = fivla", A. 2) lege voldsomt; tumle. Tel. (Moland). Jf. hardfynen. – fynast v. recip. lege voldsomt med hinanden, tumles. Tel. – fynen adj. tilbøielig til at "fyna"; kjælen osv. fynete d. s. Østl. – Fyning f. Kjælen osv.

"Fynd f. Fynd, Kraft, Eftertryk". A. Særlig om den Respekt, den Vægt, som følger en solid og betydelig Persons Ydre og Optræden; Værdighed; solid Anstand. Ø- og VAgder, Tel. "Han heve Fynd mæ seg; der æ Fynd mæ'o (honom); d'æ Fynde Mann´e, Kjeringg", en solid prægtig, M., K. Sæt. Tel. "Ein Fynde Gar", en dygtig, prægtig, "gild" Gaard. Rbg. Sæt. "Fynde" indgaar ogsaa, sjeldnere, i Sammens. "Fyndegar(d)" = "Fynde Gar(d)"; Rbg. – Ogsaa: Fynda f. Kvinde som imponerer, "som d'æ Fynd el. Drust mæ". Sjelden. Tel. (Rauland, Kvitseid): "Fønde". Se flg.

Fyndeheim m. defin.: den gamle Verden, den graa Oldtid, Arilds Tid. Sæt. "D'æ fraa Fyndehäimn; de hev vori so fraa Fyndehäimn". Her, i al Fald, er vel "Fynde" = G. N. fyrndar, Genetiv af fyrnd, Ælde, Oldtid.

fyndeleg adj. respektindgydende; værdig; statelig, næsten imponerende; noget høiere end "lagleg, skipeleg". Rbg. Tel. – fyndig adj. d. s. Rbg. (Evje). Se A.

fyndug adj. solid; kraftig; værdig. "Fyndog Kar", Karl som fører sig vel; Vald. "Fyndögt gjort", gjort til Gavns. STrondh.