A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

"for (oo) adj. rask, hurtig". A. Hard. Ryf. "Klokko mi æ foor", for rask.

"Fora (oo) f. 2) Færd, Behandling; ogsaa Spor". A. "Eg seer Fooredna hass", jeg gjenkjender hans Arbeidsmaner, Snit (Spor). Sogn, Nhl. Jf. Handafora og mannforeleg. Sv. Diall. fora dvs. uppförande.

["foragta v.a." A. 2) vanskjøtte. Søndenfj.

foransla adj. stundesløs. Shl. Se Ansl.

forapa v.a. gjøre forstyrret eller tosset ved for mange Løier. Gbr.: foraapaa. "Baane æ ræint foraapaa". Mest i part.

forarga v.a. (ar) forringe ved slet Brug; bringe ned i Værdi; især om Gaardsbrug: "forarga Gar´n". Li. (Eikin, Fjotland).




forargast v.n. gaa nedad i Værdi; forringes. Li. G. N. argr ussel, ringe.

forasna adj. forhippet. Jæd. Se asna.

forbassa adv. overvættes. Tel. (Sellj. Heiddal).

forhole, förbool se farborda.

Forbo(d)ing, Forbor(d)na se Far-.

forbore (o') adv. overvættes. VTel. I Nedre Tel.: (oo).

forbyrda v.a. bebyrde for stærkt, overlæsse. Mest: "forbyra seg". Nhl. (Eksingadal).

forbyggja v.a. 8er, de) 1) bringe til Taushed. Sæt. Tel. 2) "forbyjje äen noko", hindre En i Noget. SætB. Maaske fremmed.

Forbøn f. ondt Ønske, Forbandelse. VAgder. "Forbøn"?, Hægebostad?; Faabøn (Kvin, Fjotland, Eikin, Lyngdal, Audndal); maaske ogsaa "Fobøn" (o'), som "Fosæte" dvs. "Forsæte". "Beea Faabøn(n)e øve seg". G. N. forbœn. Formen Faabøn, som er den eneste sikkre, tør være fremvirket ved "Vaabøn" d. s., hvilket findes ialfald i Nabobygden Aaserall i Ma.

"Ford (Foor) m." A. 2) sidt England, der alsomtiest er oversvømmet af den Bæk, som rinder gjennem det. Jæd. (Time, Klepp, Haa), Dal. (Eikersund og fl.). "Slaa paa (i) Foorn", meie Hø der. "Dyrka opp Foorn". Jf. Vodul, med dets Bett.

"Forda f. Førsel, Transport". A. Fl. Foolaar, Førselsmidler, Leilighed til at transportere. SHelg. 2) Anfald, Attak = Rid, Luna, Flaga. Innh. (Stjør og fl.). "Han fekk e Fool att, e Hoostfool". "Dæ va da naa te Foolaa mæ dæg!" det var da underlige Anfald (Lader) du har! "Han æ paa Blifoolaam no", i sit blide Lune.

fordaga? v.a. tabe ved Uagtsomhed; forlægge. Gbr. (Lom, Vaagaa): fordaagaa.

fordaada adj. omtr. = avdaamd. Dal. (Hæskestad, Sokndal, Ogna). Er ikke mindre dunkelt i Formen fordoda (o') som høres i samme Egn og maaske hyppigere. Sammesteds "sova" og "Laavin" (Vokalerne holdes i Regelen vel ud fra hinanden).

fordaassa adj. = "daass me", daatt med. Ndm. (Tingvoll, Sunndal).

"fordom adv. " A. "I fordum", Sæt.

fordridla v.a. = fordruldra. Sogn, Voss.

”fordubla v. forstyrre”. A. Shl. Gbr.

forduldra v.a. forstyrre; forvirre; forkludre. Hard. Sogn, Voss. "Du forduldra meg i Lesnan".

fordumla v.a. = dubla og -dumpla. SBerg.

fordumpla v.a. søle, sløse bort. Ndm.

forduvla v.a. = fordubla. SBerg.

Fordyr (y') f. Forstue = Dyr. Ndm. Innh.

Fore (o') m. Hævelse i Yver hos Kjør. Hard.

"Foreldre" A. Forelli, Dat. -o. Sæt.

forfaren adj. afkræftet af Reisen. Hard.

forfatla seg v.n. forløbe -, forvikle -, forkludre sig. Nfj. omtr. "fahle". Jf. fatla. – "forfjatla" A. Sogn.

forfiksa adj. forvirret ved Skynding. Sogn.

forfjalla og forfjallen adj. fortumlet, se fjallen.

forfjamsa v.a. forvirre, bringe ud af Fatning = fjamsa (ein) vekk. Østl.

forfjansa adj. = forfjamsa. Sfj.

forfjasa v.a. (ar) = forfjamsa. Hard. Ndm.

forfjatra v.a. forvirre fuldstændigt; gjøre En "forfjetra". Hard. Ryf.

forfjausa seg v. forsnakke sig, fordi man lader Munden løbe. Tel. (Sauar, Heiddal).

forfjomsa (oo) v. og adj. = fjamsa. Busk. Jf. fjoms.

forfjosa (o') v.a. (ar) = forfjasa. SBerg. ISogn. forfjaasaa Totn og fl.

forfjusa (u') v.a. (ar) = fjamsa vekk. VAgder, YSogn, Sfj. Tel. og fl. Ogsaa "forfjuusa" og "forfjoosa". – forfjusa adj. = forfjamsa. Agder og fl. – forfjusen adj. d. s. Tel. Agder. Se fjusa, fusa.

forfjusma adj. fortumlet af sin egen Stundesløshed. Sogn. Se fjusma.

forfjussa v.a. (ar) forvikle el. forvirre ved famlende Hast; oftest: "forfjussa seg", forsnakke sig, forplumre sig i Snak, forvrøvle sig. Agder, Ryf. Se fjussa.

forfrosen (o') adj. forfrossen. Hall. Østl.

forfusa v.a. = forfjusa. Nhl. Sogn. Li.

forføra v.a. (er, te) føre i Uleilighed, f. Eks. ved Anklage. Hall.

forføta v.a. = forføtta. Gbr. (Vaagaa: kort Ø og kort T). – Forføt n. = Forføtte.

forgagsna (ks) adj. = forbisna. Sogn. Eg.: med Hagen stærkt fremstrakt; se gagsna, gag.

forgaldra adj. vilter, løssluppen; ustyrligt larmende. Jæd. "Forgaldra mæ Kjæftn".

forganga v.a. (gjeng gjekk gjengje) gaa for voldsomt ind paa, overvælde. Tel. (Flaa, Lunde). forgaa d. s. Vaagaa i Gbr.

forgapt adj. gabende maalløst, især i Undren; forbauset. Helg. Vestfold og fl. Mest: "-gaft".

forgasna adj. = forbisna. SBerg. Sogn. Til gasna.

forgatra seg v.n. forsnakke sig, begaa en Lapsus, sige feil = misgita. Gbr. (Vaagaa). Ogsaa: "misgatre se", Vaagaa.

forgidda (etter) adj. skjælvende begjærlig (efter); yderst ivrig (for at faa). Li. Ryf. og fl. Jf. gidda v. (eller maaske Gjed).

forgidna adj. intenst lysten paa og dertil roligt paapasselig og udholdende i Bestræbelsen for at faa i sin Magt, omtrent = gjednidig. Dal: (Hedl. Hæsk.). Maaske: forgirna. G. N. girnast attraa. Fra Sokndal i Dal. er optegnet "forgitna" d. s., hvilket maaske ogsaa kunde være "forgirna", ligesom Nabobygden Kvinesdals "jætna" er G. N. gjarna; dette hedder dog nok i Sokndal "jædna". Jf. dog ogsaa forgjeten, forgjedja.

forgikka adj. naragtigt lysten efter. Shl.

forgildra adj. yderst indtagen i; lysten paa. Shl. Se gildra.

forgiren (i') adj. 1) yderst begjærlig (efter noget), hidsig (efter). Sfj. "Forjiren aa
galen". – forgjera (ee og e') adj. og adv. d. s. "F. itte", og "forgjerande galen itte", SBerg. Ryf. og fl. "Eit forjera Sinne", rasende S. Nhl. 2) kaad og overmodig. Shl. "Eit forjera Mot" = eit for(g)jeve Mot. Jf. Gir m., gjer adj.

Forgjed n. urolig Iver; Ophidselse tildels formedelst Skynding = Gjed. Hard.: Forjee´.

forgjedja adj. yderst lysten (paa); brændende (efter); ivrig (for). Berg. "forjedjja, forjejja" og "forjeia", Nhl. NBerg.; "forjäijja" og "-jäia", Voss og Sogn; ogsaa "forjeea", SBerg.; og "forjejjen"? "Han va so forjäija pao aa kjøpa da", Vik i Sogn: "Forjäia i da, f. itte da". "Han vatt so forjäija 'tao da", blev saa eksalteret over det. Ogsaa: forjäijande adv. "f. galen itte", yderst lysten paa; Sogn, Voss, Hard. Se gjedja (G. N. gedjadr). Ogsaa: forgjeedd, Dal. se gjeda og forgjeven.

forgjengjen adj. 1) ødelagt; overvældet. Tel. Part. af forganga. "forgöydd taa Arbei", Gbr. (Vaagaa). 2) = forgjedjad; vel snarest: overvældet af Lyst efter, Fr. perdu. I Formerne "forjee´n" og "forjee´dn"; Nhl. Shl.

forjeten adj. = forgjedjad. Ryf.: "forjee´tn ette"; VAgder: "forjee´dn"; Sokndal i Dal.: "forjeet´tn". Jf. Gjete.

forgjeven (e') adj. = forgjedja. Af giva. "forjeeven (og -jæ-) ette", Ryf. SBerg. Li. Dal.; forgoven Sogn (Hafslo); forjidd´e, forjeedd´e, Sogn, Nfj. Sdm. Dal.; som "jeedd" af giva (jee). – "Eit forjeve Mo", en overmodig, kaad hensynsløs Lystenhed; Sfj. YSogn, Ryf. ("Mot"); og "eit forjeeva Mot", Shl. "Eit forjeeve Ting", en kaad Tingest; Dal. (Hedland). "Forjeeven te drikka", rasende til at drikke, Ryf. "forgjeve (adv.) galen ette", rasende lysten paa, Ryf.

forgjord adj. = forgiren; ligesom: besat. Berg.: "forjoor´e itte". Og: for(g)jooren, Berg. – for(g)jooranes adv. overvættes (besat). Østl.

Forgjøda f. = Avgjøda. Shl. (Tysnes): for`jøa.

forglagga v.a. (ar) bringe ud af Fatning; forhaste og forvirre; bringe til at forsnakke eller forløbe sig; fortumle; omtr. = forfjamsa, forfjusa. Nhl. (Eksingadal), Sogn (Leikangr og fl.), Hall. forgløgga d. s. Sogn (Vik). "Prest´n va so sinna aa spurde so han forglagga (forgløgga) Guut´n räint". Mere brugt er forglagga seg, forgløgga seg, gribe Feil formedelst Forhastelse = forrenna seg, forfjusa seg. Nhl. Sogn, Hall. "Skrivarn va so sinna, so Vitne forgløgga seg so räint, dar va kje Mäiningg i da". Ser ud som det hang sammen med gløgg, G. N. glöggr, Got. glaggvus.

forglata v.a. 1) tabe ved Uagtsomhed = kasta burt. Selbu. -glaataa. 2) faarglaata se, forsnakke sig = forfjussa seg. Gbr. (Øyer). Se glata.

forhaffa adj. yderlig fortumlet af Skræk; næsten: panikslagen. Helg.

"forhaga v.a. (ar) fordærve, spilde". A. Ndm. I NGbr. Gul. Selbu, NTrondh.: forhaag(hw)aa.

forhapsa adj. forhippet. Jæd. (Time, Høyland).

forhaadd adj. forvirret af forgjæves Anstrængelse med at iagttage eller udfinde; til haa v. Helg. Jf. forstird, forhygd.

forherdug adj. stærkt optagen eller betagen af noget; høist interesseret (af, i, for); hidsig (paa), ivrig (for); omtr. = forherdig. Gbr. (Sel, Vaagaa og fl.) "Faarhærdog 'taa", og "f. paa".

forhipra adj. forhippet. Sogn. Jf. hippen.

forhitast v.n. (ast) lide af Hede; om Ager. Ma.

forhormelege (o') adv. overmaade. Ryf. Se Horm.

forhosa seg (o') v.n. forsnakke sig, forplumre sig. Tel. – forhov adv. se Hov n.

forhugsa adj. betagen af noget; indtagen i; ivrig for (efter). SætB. "Han va so forhugsa av de han hae høyrt". "Forhugsa i däi nye Klæ'un". "Forhugsa ette o kome av Gari".

forhygd adj. omtrent = forhaadd. Helg. Til hyggja.

forhækja adj. dristigt og kraftigt paagaaende; djærv. Hard. (Ullensvang). Se hækja.

Forhæva (o') f. = Faarhæva. Se A. Hard. (Ulvik, Kvamm, Ullensvang). "Han gjekk seg uti Forhævo", han kom rent i Uføre, stod omtrent fast; især moralskt og økonomiskt; Kvamm. "Uti Forhæve", d. s. Kvamm. Og: "uti Forhævo" = forgjæves. Hele Hard. Ingensteds: Faor-. Jf. Hæve, Hæva.

"Foring m. = Framfare". A. Nfj. (Eid, Breimn). Se Forynja.

For-is m. foranliggende svag Iis. Sogn.

forjara adj. stirrende i forvildet og maalløs Rædsel; skrækslagen. Ma. "Kjuringjn blei saa forjara, daa Bjønn'n kaam". Til jara.

forjaska adj. hidsig (efter). Sfj. "F. itte".

?forkaura adj. sammenkrøben. "En Staatär gaar lite forkore". Østerd. (Tynset). Tvivlsomt. Til Kaure?

forkjapsa adj = forfjamsa; se fortjafsa.

forkliva (som kliva) 1) v.a. overanstrænge = fortaka. Sogn (Aurland), Vald. (Aurdal). "Du teke for tunge Byr, du forkliive deg". "Han forkliive seg mæ Tanka". "Däi forkliive han räint desse Tankadn". forkluva d. s. Sogn (Hafslo, Lærdal, hvor kluva = kliva); forklyva, d. s. Sogn (Aardal); forkljøve d. s. Vald. (VSlidre, hvor kljøve = kliva): "Gjældee forklauv'n". 2) v.n. "Dæ vil forkliive før 'o", det Foretagende vil han ikke magte; Vald. (NAurdal, ØSlidre). ogsaa: forkløve.

forkløkkja seg v.n. (er, te), ynkes, forbarme
sig = kløkkjast. Hall. (Hol). forklykkje se, Hall. (Flaa).

"forkunn adj. lysten". A. Ndm. og Ork.: "furkunn paa dæ". "2) velsmagende". A. Ndm. – Furkunnmat m. Lystemad. Ndm. Trondh. "Furkulmat", Ndm. "Frökkunmat", Helg. Bruges især om Mad som smager En særdeles, fordi man længe har maattet undvære dens vante Nydelse. Forkudnamat d. s. Shl. Se flg.

forkunna adj. og adv. udmærket. Shl.: forkudna. "Ei forkudna Joor". "Einkvart forkudna". "Forkudna go´e Mat". G. N. forkunnar, adv. (Genetiv) særdeles. – forkudnale(ge) adv. = forkunna. Shl. G. N. forkunnliga d. s.

forkvakla v.a. bringe i Urede; forvirre; især: bringe En ud af Ligevægt ved haard Tiltale. Ryf. Hard. Jf. kvakla, kvikla.

Forkveina? f.? klynkende Udflugt; hyklet Forfald. Innh. Namd. "Dæ va saa mang Forkveina(a) mæ 'aam". Ogsaa: "han ha saa mykje forkveina (adj.?) mæ di", han havde saa mange Krympelser i den Anledning. Innh. (Frosta, Verdal). – Forkveining f. d. s. Innh. (Skaun). Jf. Kveina f., kveina v.

forkvidd (ii) og forkviia adj. om Husdyr: udpint, afkræftet; vantreven, forknyttet i Væksten. Ryf. (Sira, Kartn). Uklart. Jf. utkvia adj., vankviast; kvilla (kvidla); eller kvia, G. N. kvía indeslutte i kví?

forkvifsa v.a. bringe ud af Ligevægt, især ved Skræmsel eller Overraskelse; forbløffe, forvirre. Tel. (Kvitseid); Hard.: -kvipsa; ØTel. (Selljor og fl.): -gvifse. "forgvifse seg", omtr. = forfjamsa seg. – forkvifsa part. forbløffet. A. Tel. Se kvifsa, kvifs, kvepsen. – forkvifsen adj. = forkvifsa. Bamle og fl.

forkvikla v.a. forkludre, forfuske. Ryf. Se kvikla.

forkvisa (seg) v. forhaste (sig). Tel. (Bø, Moland, Mo). Lidet brugt. – forkvisa adj. forhastet; forvirret ved Skynding. Tel. Mere brugt. Af kvisa (paa) dvs. skynde sig.

forkvisma (seg) v. = forfjusa (seg). Tel. (Eidsborg). Usikkert eller dog lidet brugt. – forkvisma adj. lidt befippet; ude af Ligevægt; urolig, især af Glæde. Tel. (Mo, Laardal, Raul.). Meget brugt. Af kvisma, bevæge sig livligt.

forkvista (seg paa) v. (ar) forbande (sig paa). Sogn (Aurl. og fl. Maaske Nt. verquisten, forspilde.

Forlag´ n. hed Hast. Tel. Se Førelag.

forlaata v.a. tilgive = forlata. Ma. og fl.

forleggjande adv. overvættes. Sogn og m. fl.

forleita v.a. (ar) overanstrænge. Tel.

Forlende n. Uføre; ufremkommeligt el. vanskeligt og farligt Terrain; slem Stilling. Shl. Ryf. Hard. (Kvamm), Sæt. "Eg gjekk meg ratt i eit Forlænde so eg maatte snu". "Kyræ gjekk ^eut i Myræ, o kaam i slikt Forlændi, hu kaam 'kji anten att hell fram"; Sæt. Jf. Faarlenda, Forland. Ogsaa: "ein Forlænde Plass", SBerg.

"Forlog (o') n." A. Foddog bruges i Ma. Sæt. og VTel. om Forsørgelse baade af Føderaadsfolk, af Legdslemmer, og af andre Fattiglemmer. G. N. forlag Forsørgelse. Derfor Foddog: 3) enhver voksen som helt el. delvis forsørges. "De bli kji snart Fookk atte i Norji anna Foddogji aa Fantn"; Vinje i Tel. 4) Skjebne. Tel. (Moland). Maaske kun i gamle Viser. "De kann eengjen fraa sitt Foddogji fly". G. N. forlög, n. pl.

forlydd adj. stærkt optagen (betagen, forbauset) af hvad man har hørt, maattet "lyda (paa)". Tel.

Forlynning f. Besøg = Lydning. Hadeland.

Forlægje n. = Forlende; stor Forlegenhed. SætB og V. – Forlega (e') f. d. s. SætV.

Form f. Masse; i Jøkleform. Hall.

forma v.n. passe ind i som i en Form. Rbg.

formeia og formeiale(ge) adv. overvættes. Hard. (Jondal, Kvamm). "formeia" er lidet brugt. I. G.: "formeia, forvoksen". Se meia adv., meialeg (heit).

"formeir, formest adj. bedre, bedst". A. Ndm. Gbr. 2) formeir overflødigt. Ryf. (Sand).

Formon, se Fyremun.

formurkjelege? adv. anstrængt, ivrigt, voldsomt. "Han sprang saa formoorkjalege". Ryf. formyrjalege, "formørjanes", d. s. Ryf. "formorjane", d. s. Ryf., "formornane" d. s. Jæd. Jf. murka, myrja, mur-.

"forn adj." A. Hid hører maaske: "Fraa foonne Haugja", fra Arils Tid. Trondh. (Bynes). Jf. dog haugfunnen. Se fornen.

"Forn (oo) f. Gaver osv." A. Foon, Smaal.; Foodne pl. Shl.; Foodner (med Ental Foodna?) Ryf.; Funn, Sfj. (Haukedal), Fudn, Voss; "Fudn" synes ogsaa = Nista.

"forna (oo) v.n. bringe Gaver osv." A. foodna, Shl.; fudna, Voss; foone, YSogn. foone seg, udruste sig med Forn; YSogn. 2) v.a. = nista. Voss. "Eg fær no fudna deg so mykje du he unoggjes Mat".

forna (o') v.n. om Græs: bli til "Forne". Vald. og Hall.: fødne og faadne (burt).

[Fornaring f. Opfatningsevne, Forstand; ogsaa: Skjøn, Rede = Greida. Shl. YRyf. (Kartn). "Han hadde kje F. te gjera dæ".

fornast v.n. om Græs = forna (o'). Ogsaa overhovedet: falme, gustne; svinde hen, bli affældig. Sogn (Borgund, Aardal, Lustr, Sogndal, Vik), Ryf. (?Skjold). "Badne fodnast vekk". Vil let glide sammen med faadnast. Se A.

"Forne m." A. 2) tyndt Askelag som ligger som et Skal om hver Glød, eller Aske af brændte tynde Skiver (Løv, Papir og dl.). Hall. (Gol), Vald. (Slidre): Fødne; Ringerike og ØTel.: Fönne og "Fonne". 3) = Farde. Tel.? – "Han site som ein Fonne",
sammensunken, gjørende sig ikke det mindste gjældende. Tel.

forneleg (o') adj. bestaaende af "Forne", el. "forne-"agtig. Sogn (Borgund). "Grase æ so fodnele".

fornen adj. 1) = forneleg. Sogn, Tel. "Fonni Beiti", Vinje. 2) indsvunden, falmet og svag. Sogn (Vik, Lustr, Lærdal). "Fodnen Aok´r". "Fodne Kodn". "Ho verte fodni aa gamadl no". Synes ogsaa at hedde "foddn", baade "fodd´n" dvs. forn, og "fod`dn"; Sogn. Fra Hall. er meddelt: "fødn = morken, om Træværk".

Forneskap? m. = Utnistning, af foorna foone (YSogn) fudna? Kun i ”fao Fooneskap (pao Dør)", blive kastet ud. YSogn. Og: "faa Foornskap", blive kastet ud eller ned; endog om gamle Bygninger: falde i Ruiner; SætB og V. I Sæt. bruges det, saavidt vides, ganske alvorligt. Formerne passe ikke vel til For(d)ningskap m. a) Befordring, b) befordret Gods, Stjør.; bedre til "Fordingskap" A.; slet ikke til "fornast" dvs. blive "forn".

"Forneste n. Fosterhinde". A. Rbg.

Forrensla f. Forløbelse.

fors adj. ikke behersket og moderat i sin Optræden eller Fremførelse; frembusende paa en haard, kantet, ubehersket Maade; utækkeligt fremstikkende sig. Mest om uyndige mandhaftige Kvindfolk og om for tidligt udviklede Børn. Follo, Nordl. og fl.: faars og förs. "Förs a(v) se(g)". "Ein förs Banunnji". Helg. Lignende Ord (fors, foss, faas, fosser) findes i Sv. og D. Diall. Maaske Nt. fors, adj. frembusende voldsom. Eller sammendraget af "mykje for (fyre) seg". I Hall. (Aal, Gol) siges: "ein for (faar, før) se Kar"; "ei for se Jænte"; "dæ æ for se gjort", dristigt. Synes dog at hedde "faars" somme Steder (Steig og fl.) hvor præp. hedder før, för. Jf. foss (foor).

forsaka v.a. (ar) = forleggja. STrondh. Gbr. "E ha(r) forsaakaa Kniivn i Stell'e mitt, e kann itkj(e) finn'n".

forsaals adj. ødelagt. Sfj. (Holmedal, FØrde). "Bookja æ ratt forsaals".

Forsaapabul m. forvoven og hensynsløs Slusk. Nfj. (Stryn, Utvik).

forsegna (e') v. forklare, redegjøre; underrette. Ryf. Røldal, Tel. Sæt. "Ho forsegna meg at Kyree bar tri Vikur fyre Jol"; Tel. "Eg heve forsegna meg um de"; Sæt. – Forsegning f. Forklaring, Redegjørelse; Underretning.

Forsegt´ (e') n. = Forgjed. Hard. Se for adv.

forsigna adj. forbauset. "Eg va so forsigna paa dæ". Ryf. Røldal. "forsjaaleg adj. bly, undseelig". A. Shl.: forsjaadle(ge).

forsjona (oo) adj. bly; tilbageholden; forsigtig. Li. (Fjotland). "Naa maa du kje vera forsjo^una, men eda sum du va hæema". G. N. forsjón f. Forsigtighed.

forskilen (i') adj. altfor bly = forøven. Tel. (Gjerpen, Selljor). Se skilen.

forskirra adj. lysten; hidsig paa (efter). "f. ette". Li. (Eikin, Fjotland). forskjerra d. s. Ma. (Bjelland). Jf. skjerra, bruse op.

forskjeft adj. for streng; haard = strid. Tel.

forskjerra adj. forskræmt. Ryf. Ma.

forskjupsa adj. fortumlet af Skræk. Ryf.

forskoren (o') urimelig, umedgjørlig. Gbr. Ogsaa: ”äit forskora Sinne", en rasende Vrede. Sogn.

Forskot, Forskotbyte se Farskot.

forslegtast (e') v.n. (ast) forplante sig. Sdm.

forslingra adj. graadig; hidsig (efter). Sogn, Shl. Ryf.: "forslingra ette".

flrsluntaleg adj. og adv. slængende ind uoverveiet og uberegnet; især om Udtalelser. Shl. Se baksluntaleg.

forspront (oo) adj. = forstird.

"forstadet adj. n." A. -steie. VAgder.

forstaga adj. uoverkommelig; for drøi eller for haard; for "strid". Tel. (Bø). Vel af staga, stramme.

"forstava(d) adj." A. 2) overlæsset med Arbeide. Gbr.

"Forstova f." A. "Eg hev kje Fosstogu fe deg (de)" dvs. du (det) slipper ikke ind. "Han hev 'kje Fosstogdynn" dvs. han buser ud med alt. Tel.

forstuffa v.a. forbause; forbløffe. Shl.

forsuffa v.a. tumle eller søle bort. Ryf.

forsumpla v.a. sløse bort, forøde. Ndm.

forsumpra v.a. miste ved Uagtsomhed eller Uorden; søle bort. Sdm. (Hjørungfjord).

forsuppa adj. næsten fortvivlet; ude af det; især form. Samvittighedsnag. Gbr. Ndm.

"Forsyn f. 3) = Forlog". A. Tel. Agder. "Ho heve ei go Forsyyn der". Ogsaa om Forsørgelse overhovedet. Tel. Agder.

Forsyting (yy) f. Forsørgelse.

Forsytning m. En som man forsørger. Østerd.

"Forsæte n." A. Fosæte og Fossæde, Li.

Fort (oo) m. haard Klump i noget blødere, f. Eks. i Ost; en Ligtorn. Sfj. (Hyllestad, YHolmedal).

Fortalsmann m. Frierens Talsmand. Gbr.

fortjafsa adj. forvirret, især af Paaskynden og Driven. Jæd. og Li.: fortkjapsa. Jf. tjafsa, tjava, tava. Kunde ogsaa være "forkjafsa", til kjafsa, kafsa, kava.

fortjuksa adj. = forfjetrad. Fosn.

fortjust (uu) adj. forvirret og maalløs af Skræk, Overraskelse eller Skam; stærkere end "forfjusa"; omtrent = forfjetra. Li. (Fjotland): -tkj^eust, -tkj^øust. Af tjust (kjus) d. s. G. N. tjústr, tyst. – fortjusna (tkj^øu) adj. d. s. Li. (Eikin, Fjotland). Af tjusna (tjustna?).

Fortleike (oo) m. Raskhed. Tel. ØAgder.

fortura (uu) adj. 1) fortumlet, forvirret. Hall. Østl. 2) sløv af Sorg. Nordl.




fortusta adj. forbauset. STrondh. Gbr. Østerd. – fortustra adj. d. s. Østerd. Romsd. Ndm.

fortvinna adj. forviklet. Rog.

fortykkja v.a. vredes paa En, tage En noget ilde op. Sæt. Tel. (Moland). "Du maa kji fortikje meg". Jf. tykkja paa.

fortøbla v.a. forføre ved Overtalelser; forlokke. Vestfold og fl. Se tøbla.

[Forundr m. "De ær ingen Förun´nr!" intet Under! Nu gaar der et Lys op for mig. Østl. (Dramn og fl.).