A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Mela (ee) f. Midtrum, Halvrum, i en noget stor "Færings"-Baad. Ndm. – Meelfæring m. "Færing" med "Meela", større end Tribandsfæring. Ndm. (Ogsaa Christie). Se Mæla, A. Jf. Mel (ee), Mila (i').

"mela (ee) v. 2) uddele knapt". A. = tigla. VTel. (Mo, Vinje, Laardal), Li. (Fjotl.). "Du maa meele de ti, detti vesle Evni";
Mo. 3) "meela mæ Munn´ee", bevæge Læberne lydløst. Hall. (Gol).

melde, for "meir elde" dvs. mer end. Nfj.

"Melder m." A. Mell´e, Tel. Rbg.; Mælle, Vestfold, Jæd.; Mell´r, Ryf.; Mæild, NGbr. Mö(l)´dr og Maa(l)´dr (med "tykt" D), S- og NTrondh. – Meldrlega f. Betaling for Malning. Jæd. (Time): Mæll-læga. Meddelt. Meldrvatn n. saa meget Vand at der kan males. Ryf. Røldal: Melle-.

melen (e') adj. sandagtig; løs. SætB. "Snjo^urn æ melen". "Her æ meli o tunggt o gangge", for Snee eller Sand, f. Eks.

Melfivel (e') m. = Leirfivel. Namd.

Mell m. 1) Møl, Tinea = Mol. VTel. (Kvits. Mol. Vinje). Mell´e, Møllarve, SætV. 2) Mid. (Vinje): "Ostemelle". – "Mellebraud n." A. middet Brød. Tel.

"Mella f. Malle". A. 2) en større Ring, Hæmpe eller Bøile af Metal paa Sæletøi el. Kjøretøi. Smaal. og fl. Mæⁱlle, Gbr. Mæle, Smaal. Hadel.; Meele, Smaal. Rom. (Her er vel Sammenglid med Mila).

Melle, i: Melle Grand n. en bitte Smule. Sæt. VAgder, Dal. Og: Melle Syn f. og n. VNed. VAgder (Syyn og Søyn), Sæt. (S^uyn og S^øyn). Og "Melle Syyns Grand", Sæt. Ma. Ogsaa: "Mille-"? Agder. Og: "Midlo-" og "Mjødlo-Gran"? Hard. (Odda). Se Melde A. – Melle se Melder.

Mellebær n. = Mjølbær. Rog. Mellebærlau n. = Mjølbærris. Til Meldr.

Mellelaas m. Laas med Meenlykke eller "Mollor" (Isl. mella). Tel. (Sauar).

Melleloka? f. 1) Meenlykke. S- og NTrondh. (Stjør. Strinda, Bynes): Mel(l)uku. 2) vanskelig Omstændighed ved Noget; Hage ved Noget. Ogsaa i Flertal: Kneb, Fif; Skjelmerier. Trondh. "Dær e saa mang Meelluku paa dæ". Kunde dog maaske være Mid-loka, el. Meinloka (dog Mæenluku, -oo; Fosn, Innh.).

Mellepinne m. Pind til at sætte i en Ring, "Mella", paa Sæle- el. Trækketøi. Østl.

melleten adj. mølædt. Tel. Sæt. Til Mell.

"Melrakke m." A. Mjøllrakkje, Hard. Tel.

melten adj. = raabergad, moteln. Ned. Tel. Jf. Isl. maltr, bedærvet.

Meluku se Melleloka.

Melunge (ee) m. = Midling. Tel. Ork. Vald. "Karmeeloongje, Jænte-"; Tel. "Meel-Olav", den mellemste af tre Brødre Olav; Tel. "Meels-Ola" d. s. Nfj. Til Medel n.

melungst (ee) adj. mellemst. Sogn. (Lærdal).

men, mendu og menden, se medan og den.

mengjutt adj. flerfarvet. ISogn (Aardal, Hafslo): "mæingjete". Og: fuld af farvede Pletter; f. Eks. om Kartofler. Hall.: "blaamængjutt". – mengla se mangla.

"menn". A. "Guss Mænn!" Tel. Ma. Dal. "Ja saa, nei saa, Guss Mænn!" Sammesteds høres ofte Forundringsudraabet: "Kjære Folk". – "Jöu o mæ, ska me so!" Dal. Jf. Mari. meinn for meir en. NGbr.

menna seg eller mennast? v.n. (est, test), 1) vokse sig før og kraftig. Strinda. "Han hi mænntes tee". 2) vise Rigdom paa Næringsstof; svulme ud, som Meel i Bagning. STrondh. (Gul. og fl.). Maaske fremgaaet af megna, se d. og mannast.

"Menne n. Menneske". A. Helst med Hensyn til en Egenskab, idet det karakteriseres. "Ei Vrite, d'æ eit Mænne, soom æ vraangg i Oor"; Tel. (Rauland). "Han va bare gooe Mænne", han var et heelt igjennem godt Menneske; Tel. (Selljor). "Ha du seett slikt Menne!" "For eit Menne!" Nhl. "Eit liite Menne"; Nhl. Hall. (om en liden vigtig Tingest). 2) eg. 1): Menneske, Person. Li. (Nes). "Me va kje kon tri Mænne". "Naar ein æ just eit Par Mænne".

"menta v.a. 1) vride osv." A. Tel.: "mænte Klæ'i(r)". 3) tugte, prygle. NGbr. 4) faa i Stand eller lave til rette ved megen Bearbeiden. Vald. (ØSlidre). "Han fekk nokk mænta dæ tee". 5) v.n. gjøre vidtløftige Forberedelser og Overveielser? Tel. (Selljor). "Han stænd bare o mæntar mæ sjave seg o kann kje fræmme Arbeie".

Me-or f. pl. se Me.

mera (ee) v. (ar), bede gjentagende og klynkende; trygle; omtr. = gnaala. Li. Dal. Jæd. og fl. "Meera o messja". Og: mjera; Dal. (Hæskestad). Se mjera; jf. mjæra; mirra, mjærra. – Mer og Mjer m. En som merar.

"Merd m. Ruse". A. Tel.Li. Mæl, Smaal. Vald. Mør, Ma.Li.; Mørra, "Aalemørra", Li. (Vanse); Mæle, Smaal. – merden adj. formet som en Merd. Li. "Maur´n æ mæren".

"Merg m." A. "Gaa te Mergar"; Shl.

merga v.a. om Legemsskader, som minder om sig ved tilbagevendende Eftervirkninger; omtr. = meina. Sfj. (Førde, I- og YDale), Nfj. "Da kjem te merg'an heila L^eiv´e".

mergfodra v.a. fodre kraftigt, især med Korn. Oslo: mærjfoore.

mergfull adj. bredfuld, især om Baad. Stjør.: mærj-. Og: "mærja full", drukken. Stjør.

"merglege? adv. voldsomt osv." A. "mærjelien kallt, varmt (var(n)t)"; Oslo, Follo, Smaal. Og: "mærjane k., v., stærk"; Vestfold, Smaal.

mergrunnen adj. = mergfull. Stjør.

"mergsloppen adj." A. mærjslöppen, Oslo, Smaal.

?Merkje n. Skovfoder = Mork. Ryf.

merkjen adj. tilbøielig til at mærke sig; iagttagende. Sæt. "Han æ so viten o merkjen".

Merkjesglopa (o') f. Mærke indhugget i Mærkesteen. Sogn. Ogsaa: -gloppa (og -gloffa?), Voss.

Merkjesgong f. = Markegang. Sogn (Aurland).


Merkjesloga (o') f. Steen som er lagt op som Mærkesteen. Sogn (Aurland).

[Meri n. et Særsyn, et Vidunder = Rygd. Shl. Ryf. "Da va so løye, da va reint eit Mee´ri".

Merla el. Mærla f. 1) Rør til deri at anbringe en Pind (Ladestok). Rog. Ma. (Aaserall), Rbg. (Evje, Sæt.). 2) Malle i Sko. Ryf. Maaske fremgaaet af Malla.

"Merr f." A. Märr og Marr, VAgder (Bjelland og fl., som "Harre, radd"), Nfj. (Innvik og fl., som 'Kjaringg'); Mær, Ndm. NGbr. (kort R); Meer, Trondh. Uppdal). 2) en vandret eller noget skraat opad udgaaende Bjælke i Stillas for Fangst af Kvabbe. Gbr. (Faaberg). Jf. Mara.

Merrakast n. enkelt Knude paa Vidje i "Heldespenil". Sæt. Merre-.

Merrakvein f. et Slags tyndt stivt Græs = Kvein? Vestf. Hadel.: Mærragvein.

Merraskjerpa f. Skavgræs? Ndm.

Merraskot (o') n. = Skotmerr. Follo, Hedm.

Merraskrov (o') n. ussel Hest. Rom.

Merrasprengja f. 1) noget som sprænger en Hest; f. Eks. tungt Læs. Ndm. 2) Plante; = Torbola? Ndm.

Merrastø(d)e n. Støtte under Merr 2). SGbr.

mesa (e') v.n. (ar), pjatte lavt monotont og ligesom fortroligt; indynde sig ved smaat Sladder og Snakken efter Munden; sladre; smiske; Hard. (Ulvik); Nhl. (Mo, Fusa): mesa, meesa og mæsa. Se flg. Jf. masa, mjassa, mesja. – Mesa f. En som mesar. Nhl. – mesemælt adj. som taler mesande.

mesja el. meskja? v.n. (ar), 1) = mesa. YSogn, Voss. 2) snakke vidløfteligt, med trættende Gjentagelser. Jæd. Ryf. ISogn. 3) mane = masa, gnaala. Rog. Sogn. "Messja itte noke". "Mirra (meera) aa messja"; mirra er mere Klynk, messja mere gjentagen Opfordring "ska me kje, ska me kje?!"). Jf. (?) Skaansk Dial.: mäskja, vrøvle.

"meskjen? adj. lysten". A. Rog. Li. 2) slikken; ogsaa om Mandfolk. SBerg. Jf. meiskjen. Isl. ómeskinn = unmerry, drooping, Cleasby.

meslen adj. smaatærende. Ma. (Halsaa). "M. te Mad´n". Lidet brugt.

Messehelg f. = M.-dag. Tel. (Vinje): -hæg.

Messehokul (o') m. Messehagel. Vald. (Vang): -hukul. G. N. hökull. Se A.

Messeskot (o') n. Mellemrum mellem Kirketjenesterne. VAgder (Grindeim, Eikin, Fjotland). "Langt Møsseskot". Jf. Skumskot.

"mest adj. og adv." A. møsst, ISogn.

mestom adv. næsten. VTel. Sæt. mæstaa, Ndm. "Ikkji mestum", ikke paa meget nær. Sæt. "Eg æ kji mestum færige". "D'æ kji mestum so lett". G. N. mestu, Dativ n.

meta (ee) se mita. – mete se meita.

"meta (e') v.a. agte, ansee". A. Inf.: mæt(t)a, Østl. Imperf.: mat(t), Gbr. Østerd. Odal, Vinger; Supinum: mote (o'; maat(t)ee, möt(t), möti), SGbr. ØSterd. Odal, Vinger. 2) ændse; bryde sig om, tage sig nær af. Bruges mest med Negtelse og i Præs. Indik. Tel. Agder, Gbr. Østl. "Han matte dæ inkje"; Gbr. "Hestn met´e kje Svipaa".

metast (e', el. æ?) v.n. "mætast paa", kunne magte et Kraft- eller Pengeudlæg, kunne overkomme; "staa i". Sogn (Leikang, Vik). Kun i Infinitiv. "Han kann kje mætast pao da". Jf. G. N. metast; dog ogsaa: mæta seg.

metja? v. "metkje burt", bortskaffe Ulemper ved Berørelse, Signekunster og dl.; trolde el. signe bort. Sæt. "Metkje Rusk o^u Auga". (G. N. metja, labe).

"mett adj. fuld". A. Hedm. Ring. "Stugu æ(r) mætt me Folk".

"metta v.a." A. "Eta metta seg", æde sig mæt. Voss, Hard.

Metta f. = Mette. Hedm. Rom. Ring. Vestfold, NGbr. – meungs se midjungs.

"Mid n." A. 2) Middelpunkt eller Middelmaal hvorom noget dreier sig; Gjennemsnit, Middelpris osv. Li. (Eikin, Kvin og fl.). "Æen lyyt setja eit Mee paa dæ". – "Te Meess", Nfj.

Mid n. Mærke; Maal, rette Maal; = Pass. Ogsaa: Snit; Greb. Sogn (Aurland, Lærdal), Voss, Vald. Gbr. "Maot aa Mi (Mee)"; Sogn. "Da æ korkje Mee elde Mæte mæ da", ingen Orden, Skik paa det; Voss. "D'æ no äit Mee mæ da alt". "E ha faott äitt liite Mee mæ 'an, so han ska no tee"; Lærdal. Ordet er vel eet med Me n. (og m.) og maaske med Mid f. (og Mid n.). G. N. mid, n. Mærke, Midte.

"mida (i') v.n. 1) tage Med. 2) sigte; tage Sigte". A. Voss, Sogn og fl.; næsten overalt: meea. "Han meea gott, men trefte ikkje". Ogsaa: have i Sigte, have til Øiemed; og: hentyde paa. Sogn, Voss. "Han mia pao da". 3) tilpasse, maale; gjøre Anlæg til; spekulere; fundere; især om lange resultatløse Sigtninger, Anlæg og Funderinger. Helg. Sdm. Sogn, Voss, Nhl. Hard. Rog. Li. "Han maatte no faa dæ tee: han he stede aa mida so længje no"; Sdm. (Hjørungfjord). "Mia (meea) aa mita"; ISogn. "Meea aa mæla", Sogn, Ryf. Li. og fl. "Maota aa mia", ISogn (Aurland og fl.). "Han sto^u aa meea mæ Togje; han meea so længje mæ da te han fekk da tee"; Sogn, Hard. "Dei he meea paa dæ, dær au", man har havt det i Tanke (i Sigte; nemlig: at udstikke en Veilinje) der ogsaa; Li. "Han meea te aa slaa", gjorde en Bevægelse som for at slaa; STrondh. Voss. 4) særlig: afpasse med Tømmergaffel, "Mide". Udbredt. 5) vise et Mærke, en liden Virkning, efter noget. Nhl. (Eksingadal). "Da meea (mia) itte da". 6) særlig: bevæge sig langsomt, netop mærkbart, fremad; glide frem; have langsom
Fremgang. Sdm. Nfj. Helg. Nhl. Hard. Shl. "Dæ (da?) va nett so mykje dæ mida i land'e"; Sdm. (Vanylven). "Dæ (da) meeda fram"; Nfj.-Eid. "Vi roodde kje foort; da va so pass at da meea i Lanne"; Helg. "Da meea (mia) paa Ætt´æ"; Nhl. "Da va eit liite Kjøle, so viitt da marte paa Sjø´n aa meea fram". "Da meea kje stoort før hann" = muna; Helg. "Da gjekk meeande seint"; Shl. 7) rokke, flytte lidt paa noget; vel mest for at faa det i Lav. Vald. (ØSlidre). "Meea liite paa den Stäen´n!" 8) "meea tee äen", gjøre Tegn til En. Sogn (Lustr).

mida (i') v.a. (ar), øine. Hard. (Odda, Ulvik, Kvamm). "Fugl'n föuk so høgt, eg va kje go^u fy meea han". Væs. eet med foreg.

mida seg v. ro hen til et "Mid". Ndm.: meea.

"Mid-aftan m." A. Meeræfta, omtrent Kl. 4#-5, Follo, NSmaal. Møræfta, SSmaal. (Borge). Missaftaa og Meess-, Ryf. "Missaftetiier", ved Kl. 5#-6. Jf. G. N. midsaftonsskeid. "Marafta-nibbaa", en Bjergtop i Sdm. (Hjørungfjord).

Midbende n. se Bende. Stjør.: Meebænn.

Midbolk m. Mellemvæg i Fjøs, Lade. Hall.

Midd m. Midte. Ma. ISogn (Aardal).

middaga v. holde Middag. NGbr.: -daagaa.

middega seg (e') v. om Fæet: hvile midt paa Dagen, omtrent fra Kl. 10#-1. VTel. (Vinje, Mo, Mol. Laardal). – "Middege n." A. Kun om Fæets Middagshvile. Tel. Sæt. Middegre n. d. s. Tel. (Selljor).

"middraga v.n." A. meeadraga, Helg. maadraagaa (el. næsten: o', o', o'), NØsterd.

Middyr f. mellemste Dør. Gbr.: Meedør.

"Mide m. Tømmergaffel". A. Mee'i, Rbg. Sæt.; Meea, Ndm. og fl.; Maae, Selbu, NØsterd. (næsten Moe (o'), som Slo'e).

Mide (i') m. Med, Mærke, Fiskeplads = Mid f. SHelg. (Bindal, Brønnøy): Meea. Isl. midi, m. Mærke.

midfallen adj. om Søen = halvfallen. Hard.

"Midfar n." A. Meefar, Østl. (Rom. og fl.), Mee'efar, Ndm.; Maafar, Helg.

Midflaska f. Flaske med stærk Indsnævring paa Midten. Østerd.: Meeflaske. Ogsaa: "Klunkflaske".

midflødd adj. = halvflødd. Hard.: mee-.

Midfløyta f. hver af de to Fjæle, som anbringes paa en Langslæde imellem og er parallelt med "Rimarne". Gbr.

midfyrdes adv. = midfjords. midfyres, meddelt fra Nfj. (Stryn); midfjøres, Stryn. G. N. midfirdis. – meeanfjoors d. s. Sfj.

Midgavl m. 1) Tværfjæl eller Tværvæg i Midten af et Rum (Kasse, Kiste osv.). Vald.: Mittval (i "Mjølbøln"). 2) Mellemgulv, Diaphragma. Hall.: Mittgavel. Og: Millomgavl, Hall.

Midgavle m. Diaphragma. Ndm. Mee-.

Midgylve n. Midtrum; se Gylve. Hard.

midjungs? adj. gjennemsnitlig, middels. Tel. (Mo, Kvitseid). "Eit meeoongs Aar". Jf. umidjungs.

midjædrs adv. midt i Landskabet Jæ(d)rn; altsaa i Haa Sogn: midjærs.

midlungs adj. = midjungs. Tel. Sogn (Lærdal). "Meeloongs Fisk". Tel. – meelungst adj. midterst. Sogn. Isl. midlungs, adv. maadelig.

"Midnette n." A. Minnætt, Ndm.

Midreip n. Reb tværs over Læs. Hall.

Midsleng m. et Omkvæd som er kastet ind imellem Verslinjerne. Tel. (Moland).

"Midsøyma f." A. Ryf. Missøym, SætB. Missäime, Nfj. (Stryn). – Missäimesko m. Randsko. Nfj. "Sjølemissäimesko", Randsko, hvori selve Overlæderet foldes til en Midsøyma; Nfj.

"midt adv. midt". A. "Ta(a) mitt paa Tree mæ ein", vogte sig for at støde En. Nordl. Østerd.

Migberris n. = Krekling. SGbr.

"Mige (i') m." A. Meia, Østerd. Meie, SSmaal. 2) = Migekvist, se d. Tel. (Treungen) og Rbg. (Sæt. Aamlid): Miji.

Migekvist (i') m. en liden Kvist næsten parallelt med Stammen. Migekvisten vil gjerne være delvis inde i Stammens Ved og forringe Tømmerværdet; den ansees ogsaa for ulykkebringende i Hustømmer. VAgder (Grindeim, Eikin, Fjotland), VTel. (Vraadal). Hedder: Mige-, Mije-, Miie-, Meegekvist. Den sidste Form er uventet i disse Maal, hvori ellers (i') bevares eller bliver i visse Omgivelser til (ii); Omlyden til (ee) kan være en Følge af Genetivforholdet (der er ogsaa optegnet "Megatre"); men da Meiekvist forekommer ved Siden af "Miji" d. s. (se Mige), i Aamlid og Treungen, tør "Migekvist" være en Fantasi-Omdannelse af Mei(d)ekvist, til meida v. – Migetre (i') n. Træ med Migekvist. Ma. (Grind.): Meegetree – men "Tjo^uremiie". Skal ogsaa forekomme om to Stammer opvoksede af samme Rod.

Miggarn, se Misgarn.

migla v. gjøre spinkelt Arbeide. Li., se mikla.

Migleite (i') n. = Mjaaleite. Tel. (Moland).

Migmaur (i') m. gul Jordmyre. Ma.

"migra v.n." A. "Migre dæ naa kje burt te ingjenting!" sagt til den som spinder eller tilskjærer for spinkelt. Jf. Sv. Diall. megra, smalt ställe på ojämnt spunnet garn. – Migre m. En som migrar. Tel. – migregrann adj. for spædt tilvirket. Tel. – migreleg adj. spinkelt tilvirket eller formet. Røldal. "Migreleg o grann Bjørk". – migren adj. spinkel.

Migregn n. fiint og stille Regn. – migregna v. STrondh.

mikla v.n. gjøre spinkelt og svagt Arbeide; ødelægge ved klodsede Forsøg paa at gjøre det rigtigt fint = migra. Vestfold (Andebu, Hov, Sandsvær); Li. (Kvin): migla. "Du
migla dæ tee, saa dæ bli kje tee noge". Jf. meka. mjekle, Oslo,; se mjakla.

miklefin adj. altfor spædt og fint udført eller formet. Li.: miglefeine (og -"fiin").

Mikleverk n. spinkelt Arbeide. Vestfold.

niklutt adj. omtrent = miklefin. Vestfold.

"Mila (i') f. Mundbid osv." A. Meele, Rom.; Miil', STrondh. (Børsen). Ang. midle.

mildleg adj. noget mild. Sæt.

"millom præp." A. 2) adv.: "i millom for (fyr)", i midlertidig Mangel eller Forlegenhed for. NGbr. Hard. Nfj. Sfj. "E æ i millaam faar Mat, faar Skjeling", NGbr. "Eg he(ve) vore imjyldlo fy Mjælk i fira Viker", Hard. (Odda). "Han va kje nee-imyllaa for Svar", Nfj. Sfj. Se nedimillom. Ogsaa: i-millom-aat for, Ryf. Røldal. "Me he vore imjydloaat før Mjelk".

Millombrøyte n. Overgangstilstand; Overgang. Jæd. (Haa,Time). "Mydlobrøyde (i)mydlo varmt aa kallt". Lidet b rugt.

Millomlegg n. = Millomlag. Hall. og fl.

millmoaste adj. superl. midterste, mellemste. Tel. (Laardal); mijjomaste eller næsten "midjom-", Tel. (Moland). Til (i) mijjom (midjom), VTel. Sæt.

Millomgavl m. = Midgavle. Hall.: Myljogavel.

Millomveg m. Middelvei. Gbr. (Lom): -veig.

Milt f. den tykke Muskel paa den indre Side af Tommelfingren. Nfj. (Eid, Innvik).

Milt m.: penis. Nordl.

milta v. støde En i Siden (Milten). Gbr. mjelte d. s. Østerd.

"Milte n. Milt". A. Mjelte, Østerd.

miltra v.a. (ar), støde smaat, knuse. Sæt. Rbg. (Evje). sundmiltra adv. – "Blaamiltri" m. Navn paa "Utmann" dvs. En fra de ydre blaaklædte Bygder; SætV.

Miltra f. "Stai(n)miltre", Ømhed under Foden efter Tryk af en Sten; omtrent = Stein-gur. SætV.

mimra v.n. (ar), gjøre gjentagne lydløse uvilkaarlige Bevægelser med Læberne; mest om gamle Folk, Børn og Heste. Jæd. Ma. Rbg. Ned. Nedre Tel. Ring. (Krødsherad) og fl. "Han sto^u mimra sum ein gamaal Kamp (Hest)"; Ma. "Han stoo aa mimra mæ Kjæften, aa de vart ikkje noko 'taa"; Krødsherad. Pontoppdidan har: mimre dvs. phantasere. Skånske og andre D. Diall.: mimmsa og mimre dvs. bevæge Læberne. – De flgg. Sammenss. med mimre er dunkle.

mimrefljot adj. yderst glat: "mimrefljott Føre". Tel. (Aamotsdal, Rauland).

mimregrann adj. yderst tynd eller fin: Tel. (Selljor og fl.). "Mimregrann Traa".

?mimreklok adj. gammel-klog; om Børn. Tel.

mimreraud adj. af mat rød Farve? Tel. (Selljor): mimmerrou.

mimresmaa adj. bitte smaa. Tel. (Kvitseid, Selljor). Og: mimrende adv.: "m. smaa". Tel. (Moland).

mimresøt adj. altfor sød; især: kvalmt sød. Tel. (Kv. Sel. Laard. Raul. Høydalsmo). Ogsaa: mimmersøt. Og "imresøt", se d. (Wille: Mimmer dvs. Slikkeri; meimre søtt dvs. emmert sødt).

Mimring m. en liden forsvarsløs Stakkel; Pusling. Ma. Ned. Rbg. Tel. (Moland).

"min, pron, min". A. miina f. se din; alt formelt som gjælder om din gjælder om min. "I sjøls miina Tølaa", i mine egne Gjemmer; Ndm. Gul.

Mindremann m. underlegen Person. Hard. Oftere: Mindramenne n. Hard. (Ulvik, Ullensvang). "Ha te Mindremann", have til Nar; Røldal.

Mindremenning m. Person som er lavere stillet i Samfundet. Tel. (Nes, Sauland).

mingla v. mugne. Voss. Se myngla.

"Mink m." A. Ndm. Tel.

minna v.a. og n. = hamla (roe). Rom. (Eidsvoll). "Minne en Baat; minne me den eine Aar´a". Maaske en Form af mynda. NSv. ("Norske") Diall. minna, mynda, d. s.

"minnast v." A. I Gbr. minast og menast.

"Minne n." A. 4) Mindelse af Sygdom el. Lidelse. Oslo. "Harde (hale) Minne".

Minne n. en vandret Flade ovenover eller paa Toppen af en skraa Bakke; Terrasse eller Plateau. VTel. Maaske kun Egennavn. "Naar du kjæm uppaa Meennee, æ de flatt"; Eidsborg. "Braar-Meenni", en Flade paa Toppen af "Braarbakkjen" ved Søningg i Mo. "Minni " el. "Haugeminni", ligesaa i Moland. "Meenni", en Flade ovenpaa en fremstikkende Tange i Vinjevandet. "Minnesjoor(d)" er en Gaard paa en Terrasse i Fladdal. "Minning" (ee), Stødl til Lofthus i Vinje, skal være vandret Flade oppe i den bratte Lid. Jf. Minnsaas Minnis-As i Verdal, Minnestøln i Hall., Eiminnd Eidminni i Sfj., og fl. Maaske G. N. minni for mynni, Munding. Bet. vil dog ikke rigtig passe; heller ikke Lydutviklingen (eller Analogidragelsen) i VTel.

Minnebein n. 1) Læggeben, Tibia, hos Faaret. Tel. (Bø). 2) Bækkenbeen (med Hul i)? se foreg. NGbr. (Lom, Vaagaa).

"minnespak adj." A. Rbg. (Evje, Sæt.), Li.

mirra v.n. (ar), 1) impers. om smaa og vedholdende Stik i Kroppen; krille; klø. Sogn, Nfj. og fl. "Da mirra aa krek´e i Saore" (som læges). "Da mirra i Foot´n; han søv´e". myrra d. s. Ryf.; mørre, Follo og fl. 2) mane osv. = mera, mjera, mjarra. Sogn og fl. myrra, Ryf. "Mirra aa messja". – Mirr n. det at det (man) mirrar, Krillen osv. Sogn. – Mirr m. En som mirrar, en "Mirrebo^utolv". Sogn. – Formerne med y' (ø) har vel ogsaa (faaet) Berøring med murra, mura, maura.

Misaar n. Uaar. Ndm.

"misbjoda v." A. NGbr.: missbjo(e).
misbæres adv. til Spilde. Sfj. (Y- og IDale). "Mjælkja foor missbæres".

misekst adj. med ujævne Aks; om Ager. Sogn.

Miseldrepening m. Penge som betales for at udjævne Ulighed i Alder. Hard.: Myss-.

"misfara v.n." A. 2) fare ujævnt; falde ujævnt = misfalla. Særlig om Uveir. Sæt. 3) gaa feil; gaa forgjæves; især = umfarast. Rom. og fl.

"misfarast v.n." A. 3) løbe uheldigt eller forkeert af; gaa galt. NGbr. "Dæ misfoorst faar 'aam".

misfata v.n. gribe feil. Ogsaa: møssfaataas, NØsterd.

misføta seg v. snuble i sie egne Been. NGbr. For -feta.

misganga v.n. gaa feil; især = umfarast, misfarast. Rom. og fl.

Misgarn n. Vodets Midtparti. Ma. (Holum, Halsaa). Missgaadn. Ogsaa: Misskunn m. d. s. Ma. (Halsaa, Holum, Otrnes). Seer i sin Dunkelhed ud som: Mids-; jf. (til Nød) Missaftaa. Et Miggarn m. defin. (ligesom af Midgard) d. s. er hørt i Fosn (Hitra og fl.).