A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

Skjøva f. 3, En som tager store Tag. "skjøver paa"; dygtig rask og driftig Person. Tel. Rbg. og fl. Ogsaa: "ei S(k)jøøve Jænte", (Genetiv), "ein S(k)jøve Kar". Og: Skjøve-Kar, "Skjøvefant" d. s. Skjøvar m. d. s. Ryf. Hard. Sogn. "Ein Skjøvar (og "Sjöuar) te dansa". skjøveleg adj. lig en "Skjøva"; som tager Skjøve-Tak n., stort Tag. Tel. Rbg.




skjøvja v. (ar), skave. ISogn. Jf. skjevja.

skjøvja v.n. (ar), fare raskt og ustadigt afsted og omkring; streife om, svæve om; føite. ISogn. Vel eet med skyvja dvs. skivja. Særlig: gaa paa Nattefrieri: Skjøvjing (og y'), ISmd. Skjøvjar (og y') m. Omstreifer, Nattefrier. – Skjøv´l se Skjol (oo).

skjøvla v. 1) skave, gjøre stærke Indgreb = skjøva (er). VTel. 2) feie, muge = skjøra, strenda. Dal. Jæd. "S(k)jøvla Tuun´e". Oftere: s(k)jøbla, sjybla; Dal. Jæd.

Sko m. Sko". A. 2) Sko^ur´e nederste Kant af Skjørt; jf. Sko(r)duk. SætB.

"sko adj. graadig". A. Rbg. Voss, Sogn, Oslo. 2) rask og dygtig til at rive til sig, men ikke hemmeligt som "snak". Tel. Vald. Sogn og fl. "Sko um seg". 3) ivrig og energisk i Arbeide. ISogn (Sogndal).

Sko n. Forringelse af Markens Afgrøde formedelst indbrydende Husdyr; Skade. Vald. (Vang, SAurdal). "Hæst´n din ha gjoort so mykje Skoo (h)jaa uss". "Der æ slik(t) Skoo dær; Gar´n ligg so i Skoo`ee", Gaarden ligger saa udsat for Kvæg. Jf. G. N. skód, skadelig Ting; el. G. N. skár, se skaa seg.

sko og skoa v. tage graadigt og hensynsløst til sig; æde graadigt; frækt rive eller grave til sig; være ublut nærig; ogsaa sko seg, se skaa seg. Hall. Vald. Sogn, Smaal. Nfj. og fl.: skoo (r, dde); Tel. Bamle, Vestfold, Ring. Oslo: skooe (ar). "Han æ bäitt´e (svær´e) te skoo seg", el. "te skoo te seg", el. "skoo ikring seg"; jf. skjøda. "Kyyr´ee skoor häimatte", = traar; Vald.; jf. skjøda. "Han skooar os krubbar", æder ublut; Tel. "Kyyr´a flyg o skooar", røver Føde; ØTel. – Skobeist n., -bikkja f., -dyr n., -krøter n. graadigt og frækt tyvagtigt Dyr. Tel. Vald. Hall. "Skjeer`ee æ eit gott Skoodyyr"; Vinje. – Skoe m. En som skoar. Tel. Rbg. – skoen adj. fræk og nærgaaende i sin Nærighed osv. = sko adj. "D'æ skooen Kar, ein so kann skjø ikring seg". – skoig adj. d. s. ØTel. Bamle. "Skooig te lesa". – skoleg d. s. Tel. – Skoe-Tak, ogsaa Skoetak ligesom "Skooe Kar", et vældigt Tag (Greb), i Madfadet el. i Arbeidet = Skjøvetak. – Skoar m. En som skoar; særlig: som tager Skoe-tak. Tel. – skoande adv. "skooande snak itte da". Sogn.

"sko el. skoa v.a." A. "Sko av seg", "sko paa seg", tage sine Sko af, paa, sig. Agder og fl. – skoa, skoe (oo) se skoda.

Skobb (o') f. (Fl. er), tør stenet og ufrugtbar Plet i Mark, især Ager = Skabb. Hall.: Skøbb og -aa-.

Skobba (o') f. 1, = Skobb, Skabb, men mest i Eng. VTel. (Raul. Laardal). "D'æ so seigt o slaa paa desse hare Skobbune". Sköbbe, Vestfold (Hov).

Skobba (o') f. 2, haard dristig hensynsløs og kynisk Kvinde = Skjebba. VTel. (Mo, Vinje, Laardal, Raul.). – skobbeleg adj. lig en Skobba. VTel.

skobben (o') adj. fuld af magre stenede Pletter, om Mark. Hall. Skobbemark f. Hall.

skobeitt (oo) adj. 1) som er øvet (uppbeitt) i at "sko", røversk; om Kvæg. Hall. Vald. Tel. 2) "skoobäitt i Kjaft´ee", øvet og dygtig i at mundhugges. Vald. Hall. En som er slig kaldes ogsaa "ei Skoobikkja"; Sogn. Jf. skjødbeitt. Se A.

Skobeist, -bikkja, -dyr, -krøter se sko v.

"Skod (o') n." A. "Fara te Skass", reise til sin vordende Mands Hjem for at besee sig. Ndm. – Skod (o'), Skot, se Skut (u') n.

"skoda (o') v. (ar)". A. skoa, Ma. Tel. skoe, Rbg.; sköa, Vestfold; skooa (skoodde), Vang i Vald. Shl. Ryf. Røldal; skoooe, SætB.; skaa-a, Hall. og fl. "Skaa-a (el. skøa) se før" = fara te Skods; Hall.

Skodd (o') f. Taage. VTel.; NGbr.: Skøydd. Skoll, Tel. (Skafsaa). "Skadda", Færøyar.

Skodda f. et Slags Lefse. Li. Jæd.

skodda (o') adj. taaget. Num. Hall.

Skodde m. se Skolle.

Skoddedurma f. Dunkelhed i Luften formedelst nogen Taage. Nhl. (Sund).

skoddegalen (o') adj. forvildet i Taagen. Vald.

Skoddegyrma f. = Skoddegyrja. Nhl.

skoddegysen adj. kold og taaget. Hall.

Skodd(e)gyv n. fiint Taageregn. Li. (Eikin).

Skoddelarve m. = Skoddefloke. Sfj. Ndm.

Skoddelyrma, -ljyrma f. se Lyrma. Nhl. Sogn.

Skoddemist n. = Skoddegyv. Hall.

Skoddemoa f. fugtig Disighed. VAgder, Dal.

Skoddemyrra f. = Skoddemoa. Li. Rog.

Skoddemørja f. = foreg. Ryf.

skoddutt se skoll-. – Skoe, skoen se sko v.

"Skoduk m." A. Ryf. Jf. Skorduk.

"skofata v." A. Tel. "Skofata seg".

skofla (o') v.n. gaa tungt tumlende og snublende, som i Blinde. Dal. Jæd. Se skovla.

"Skofot (oo, o') n.pl.". A. Skooføt Ndm.; Sko^ufod, Dal.; Skuffot ISogn, Hard.; Skooføt´ee NGbr.

Skoft (o') n. Stød, Puf = Skump. Li. (Nes, Bakka). Jf. skyfta (skypte); se skjefta.

Skoføra f. forslidt Sko. Se Føra. Helg.

"Skog m." A. Sko^ug, Rbg. Hard. og fl.; Skog (o'), VAgder (øvre Bygder); Skau (öu, äu), Østl. Ned. "Vera (ganga) i Høyskog", hente hjem Hø, hvadenten det er fra Oplag i Skoven eller andensteds fra, oftest fra det skovbare Høifjeld. Voss, Sogn, Shl. Hard. Tel. Rbg. og fl. Ligesaa om Hjemhentning hvorsomhelstfra: "vera i Beiteskog, Berskog, Bjelkeskog, Bjørnskog (Bjørnefangst), Dyyraskog (! Reenjagt, aldrig i Skov, Voss), Gjætsleskog (Fævogtning), Hesteskog (Østerd.), Morkaskog (Shl.), Smalaskog (Nhl. Voss), Reinskog (Sogn)"; "vera ute paa Lyngskog, Berskog, Molteskog osv." Shl.; endog, dog vel mest i
Spøg,: "vera (vaaraa) i Matskog, Mjølkeskog, Pængskog", mest i Østerd. 2) enkelt Løvtræ. Ork. Gul. Strinda, Innh.

Skogarflak n. fladt Skovparti, Smaal. (Spebberg og fl.): Sköuer- og Stäuär-.

Skogarfløyt m. = -flak. Tel. Num.: Skooge-.

skogargretten adj. vranten som den der kommer fra det overanstrængende Skovarbeide. Gbr. (Lom). skogehyrren adj. d. s. Li.

Skogarhomm m. se Homm 2). Rbg. (Aamlid): Sko^ugehaamme.

Skogarkant m. Skovkant. Smaal.: Sköuer-.

"Skoga(r)kime m." A. SBerg.

Skogarkjos m. Buskads som er paa Overgangen til at være Skov. Shl.: Skooga-.

Skogarmerke n. Mærke mellem Skoveiendomme, i Steen el. Træ. Nhl.: Skoogamerkje; Østl.: Sköu(er)-.

Skogarmuna m. Skovens nedre Kant i "Liden"; se Muna. Vald. (Ø- og VSlidre).

Skogarorm m. sort Skov-Slange. Follo: Skäuärorm (o dvs. aa#-ö).

Skogarrifte n. = Skogteig. Hall. (Nes): Skooga-; Num.: Skoogaryfte; Tel. (Selljor): Skoogeryfte; Solør, ØTel.: Skoogryfte, -røfte; Ndm. og Helg.: Skoogaræft f.

Skogarrime (i') m. Skovstrimmel, især en som strækker sig opad Bjergsiden. Nfj.: Skooga-. Hall. -reemm. Skoogsreem d. s.

Skogarrip (i' og e') m. smal Skovstrimmel. ISogn og Voss: Sko^ugarip (og ee); ISogn: Sko^ugarepp; NGbr. Østerd. og Vald.: Skoog(a)ræp(p); Hard.: Sko^ugarræpe. – Skogarripel (i' og e') m. = S.-rip. Shl. og fl.: -ræpel.

Skogarsnabb se Snabb. Smaal.: Skäuär-.

Skogarsnadd m. Snip af Skov. Vald. Gbr.: Skoogasnadd, -snäⁱdd; Totn: Sköu-.

Skogarsnigel m. sort Skovsnegl. Follo: Skäuärsniile. – Skogarstykke n. S.-stykke. Smaal.: Skäuärstykkjy.

Skogartegla f. slankt Skovtræ. Sogn.

Skogartinde m. Snip af tæt Skov opad en nøgen Bjergside. Shl. Nhl. Sfj. og fl.: Skooga-.

Skogarvarme m. Skovbrand. Vestfold: Skäuärvärme.

skogarveksa v.n. overgroes af Skov. Nfj.: skoogavekse. Jf. grasveksa, mosaveksa.

Skogband n. øvre Skovkant. Gul.

Skogbard n. Skovkant. Hall.: -bal.

Skogbjuge f. se Bjuga.

skoggjengjen adj. overvokset med Skov, om tidligere England. Tel. Hard.

skoggrodd (oo) adj. skovbevokset. Tel.

Skoging m. En som har sin Bolig i Skoven, f. Eks. Rydningsmand. Rom.: Skäuing.

Skogkrat n. Kratskov. Gbr. Se Krat.

Skogkrull m. liden Lund. Totn: Sköu-.

Skoglur (uu) m. Skovangelica. SHelg.

Skogmann m. = Flaatt. Vestfold: Skäu-.

Skogmor (oo) f. et mægtigt Skovtræ. Tel. Fl.: -moorir. – Skogskong m. d. s. Stjør.

Skogmun (u') m. Herlighed bestaaende i Skov. Sæt.: -mune og -mone (o').

Sko-gnag (oo) n. se Gnag.

skogra (o') v.n. ryste under Skoggerlatter, skoggerlee. Dal. Li. Sæt. "Skoggra o læ". – skoggrelæ v. d. s. – Skoggrelaatt m. Skoggerlatter. Jf. skjegra.

Skog-rast f. skovbevokset Jordryg. Ndm.

Skog-rave m. Skovstrimmel. NØsterd.: Sköuwraaghaa; SØsterd.: Sköu(w)räavä.

Skogreft, Skogryfte se Skogarrifte.

Skogrjupa f. = Lidrjupa. Ndm.: Skogryyp'.

Skogskjor (oo) f. = Skrikja, Garrulus glandarius. Agder og fl.: Skogskjeer. Sv. Diall. skogskata.

skogrenna v.n. dække sig med Skov; om Landskab. Tel. Num. "De skoogrænne foort her".

Skogskræma f. Skovskræmsel, -utyske. Tel.

Skogsnar n. 1) smal Tange (Næs) af Skov. Tel. Smaal. Follo. 2) Krat. Num. Se A.

Skogstut (uu) m. Skovangelica. Trondh.

Skogvallmo m. den hvide Gjøgeurt, Orchis alba. Oslo. "Vallmo" er Convallaria.

Skogvilska f. Forvildelse i Skov. Vestfold: Skäu-. – skoig, skoleg se sko v.

"Skoka (o') f. Redskab osv." A. Skookoostool m. = Skakstol. Totn; Skukustool, Rom. Skukuhand (-hann) f. Redskab til at skage Liin med. Ringerike.

Skoka (o') f. 1) stærk Rystelse; Kamp. Dyst = Tak; ogsaa: dygtig Tugtelse, Prygl. Sogn, Hard. Røldal, Shl. Ryf. Vald. (ØSlidre): Skoko. "Baot´n ha faott äi go^u Skoka", Baaden er ilde tilredt. "Eg took 'an ei Skoka"; Ryf. og fl. "Du hev äi go^u Skoka i Vænte". "Han fekk taka ei Skoka mæ Moor si". "Gjeva äin äi Skoko"; Vald. Hertil: "Joleskoka, Skurskoka". 2) voldsomt Uveir. Sogn; Ndm. (Ædøy): Skaakaa, "Veerskaakaa". 3) nybrygget Øl = Uppskoka. – Skokudrykk (o') m. en Drik af "Uppskoka", Tel.; Skoko- Vald.; Skoke- Rbg.; Skogedrikk Li.; Skakedrykk d. s. Vestfold (Lardal), A. – Skokubolle m. = Skake-, VTel. (dd); Skuku- ØTel. (Bø). – Skokori f. Anfald, "Rid", af Febergysen. Vald. – Skokevaand m. = Skakvond. Tel. (Moland).

Skokka (o') f. Skjævhed = Skakke m. Maaske kun i "(gaa) ette Skokkun (aa#-ø)", dat. = "(gaa) paa Skokko"; se skakk. Hall.

Skokl (o') f. = Skaak; se flgg. Odal.

Skokla (o') f. 1) = Skaak, Skokl. Vald. Hedm. 2) Plovdræt dvs. Skaglestænger + Hammel til Plov el. Ard. Hedm. Ma. Se Skokul.

skokla (o') v.a. spænde Hest for "Skokla", Plovdræt, Tel. (Rauland). skokla seg, om Hest: gaa ind i "Skjækje". Tel.

"skokla (o') v.n." A. Vald. 2) grassere; = tura. Vesteraalen. Skaakkle i Gaarann".

Skokle m. Plovdræt = Skokla 2). Sæt. Smaal. – Skokl(e)aas m. = Skaakaraas.
Trondh. – Skoklearm m. = Skaak. Smaal. – Skoklekalv m. tynd Skoklearm; ogsaa Bi-Skagle ved "Tvidrætte". Smaal. – Skoklegreida f. alt Tilbehør til een Hests Dragning af Ard, Plog eller Tømmer. Tel. Jæd. – Skoklereid n. d. s. VTel. Se Reid. – Skoklereidskap m. d. s. Tel. – Skokleskin (i') n. "Skokklesjeeni", n.def., en Tørketid om Vaaren mens "dei hell paa mæ Skoklane o are Greiur". VTel. (Mo). – skoklesky adj. om Hest: sky for Skaglestængernes Berørelse af Benene. Østl. Tel. Ma. – Skoklehumul m. Hammel mellem Skaglestænger. Hedm. Rom. Smaal. Hall. – Skokl(e)tre n. = "-humul. Helg. – Alle hører eg. til Skokul.

Skoklut m. Uldklud som Soldaten har at vikle om Fod, istedenfor Strømpe. Ofte trækker den sig op og dingler om Ankelen. "Slænge som ein Skookkluut"; Tel. Hall.

"Skokul (o') m." A. Skaakul (-öl); Ndm. (Øre); Skaakaal Senja; Skukul, foran Ageslæde, se Skakle, STrondh. NTrondh. Skogedl, Fl. Skogla, Dal. Jæd. Mange Steder bruges kun Flertal, om det hele Plovdræt, mens Skaak er den enkelte Skaglestang; dette Fleertal bliver da let til Skokla f., Skokle m. Se disse.

Skol (o') n. Skal. Dal. Li. Se Skul.

"Skol (o') n. 1) Skyl". A. Østl. (ö#-aa).

"skola (o') v.n. (ar), skylle; pladske; skvulpe". A. Dal. Jæd. Rbg. Tel. Finmark. "Vatni skola ivi"; Tel. "Han spyydde so de skola 'po^u 'an"; Sæt. Rom. Innh. og fl.: skaalaa. "Dæ ræng(n)de saa dæ skaalaa". skaalaarængn(e) v. skylregne. Rom. Innh.

Skola (o') f. Skyllen, Vask. Hard. Kollfoteskola.

Skola (o') f. 2, Afskyl og Affald fra Maaltid = Skuler. Gul. og Innh.: Skooloo.

Skola-kro (o', oo) f. Krog af Værelset bag Døren; den mindst anseede Del af Værelset; Skammekrog. Shl. (Etne): Skolekroonoo f. defin.

Skolavatn (o') n. Skyllevand. Ryf.

Skole (o') m. Afskyl osv. = Skola 2, Skuler. Ndm.: Skaale; Østerd.: Skolje (aa#-ö) og Skulje.

Skoll f. Larm, Bulder, Støi af høirøstet Snak og dl. Hall. "Dai høyrde Skoll´ee". Til skella. G. N. sköll, f. Skoggerlatter.

"skolla v.n. (er, te), synes osv." A. Oslo, Vestfold, Smaal. "Dæ sköllär saa nære". sköylde (ar), Gbr. (Sel). "Dæ sköylda som æin Sta". "2) skrolle". A. Hall. "skjolle" d. s. Ndm. Gbr. se skjolda. G. N. skolla svæve. – skollast v. synes. Smaal. "Saa kann dæ skölls".

skollast v. (ast), blive skaldet. VAgder.

Skolle (o') m. tør stenig Banke i Ager el. Eng = Skalle. Li. (Eikin, Fj.). "Skinskodde".

Skolle (o') m. høirøstet snakkesalig og i Talen vidtsvævende Person. Dall. Jf. Skoll.

skollen (o') adj. som skroller. Hall. "Dæ staar skaalle (skaallint, skølleent) detta "Huuse", staar saaledes at det skroller stort.

skollrøytast (o')? v.n. (ast), miste Haaret fuldstændigt; mest om sygt Fæ. Li. (d), Dal. (td). skollrøyte d. s. Østl. (ö#-aa). skøyllrøyte NGbr. Lyder dog oftest skaall- i Li. og Dal. og hører da til skaalda.

"skollutt (o') adj. 1) skaldet". A. Agder, Tel. Vestfold. skoddutt, IAgder og IVTel.

Skolm (o') m. tykt Skal. Helg. Se skolmast.

"Skolm (o') f. Kjæft osv." A. 4) letsindigt og støiende Kvindfolk = Flak, "Sköye". Vestfold, Østerd.

"Skolma f. Frugtbælg". A. Ndm. Tynd Bælg, som den der omslutter Parret af Kaffebønner. Tel. 2) Skjæl eller haardt Lag som danner sig udenpaa noget. Tel. (Eidsborg, Selljor). 3) se Stytting.

skolma (o') v.n. (ar), 1) afskjælles = skolna; om Hud, Maling, Iis og dl. SHelg.Ndm. "Iis´n skaalma synn"; Ndm. "Skaalm' a(v)"; Helg. 2) om Fæ som af Skyhed skiller sig fra Hjorden og farer vidt omkring. Num. Vald. Rom. Ringerike, Hadel. Land, Hedm. og Gbr.: skaalme og skölme. – Hertil: Skolma f. Dyr som skolmar. Skölm d. s. Totn. skolen adj. tilbøielig til at s., til Skolming; ogsaa sky, nervøs = skvetten. skolmutt d. s. 3) v.n. og a. rive Arbeide fra sig, arbeide raskt og noget skjødesløst = flusa, flysja. Stjør.: "skölm' aav"; "han skölma dæ fraa sæg".

skolma v. skule = skulma. Rom. Num.: skaalme.

Skolmar m. rask men skjødesløs Arbeider, River. Stjør. Gul. Helg. Til skolma.

skolmast (o') v.n. (ast), afskjælles = skolma. Mest om Træer som miste Omfang ved at Bark og "Yta" afskjælles. Helg. (aa).

skolmen og skolmutt adj. se skolma.

skolna (o') v.n. afskjælles". A. Vesteraalen. "Iis´n skaallna ifraa", løsne fra (f. Eks.) et Kar som opvarmes. – Skolo se Skorda.

"Skolorm". A. Skoon- Tel. Skaan- Nhl.

"Skolp m. 1," A. Li. 2) Kasteskovl. Li. Ma.

Skolp m. 3, = Gløys, Baus. Nhl. "Eg datt aa fekk häile Vasskolpn yve meg". Til skvelpa? Jf. skolpa; Isl. skólp, n. Skyllevand.

skolpa v. (ar), buse frem med Ord. "Skolpa utor seg". – Skolp m., Skolpa f. En som s. Rog.

Skolsop (o', o') n. Vand hvori Mælkekarrenes og Silens indre Sider er afskyllede efter Siningen. Ryf. Shl.; Jæd.: Skaalsaap. Skulsau(p)b d. s. Dal. – Skolsope (o', o') m. lidt Skolsop. IRyf. SBerg. Skolsopa f. d. s. Shl. – skolsopa (o', o') v.a. "s. Byttedne", skylle Mælkekarrene, saa Produktet vorder Skolsope. Ryf. Jf. silloga.

"Skolt (o') m." A. 2) Bane paa Hammer og Slægge. Nfj. 3) i "Hjulskolt" = Nav.

skoløypa (oo) v.n. = sko-renna, skorra. Sæt.

Skoløyping (oo) m. et Stykke Hornkvæg i dets anden Sommer. Innh. og fl. Skoløypingskviga, -ukse.




Skolv m. og f. Skovl. Gbr. (Aa). Se Skovl.

Skomak (oo) n. = Skognag. Se maka. Ma.

Skomakar (oo) m. 1) Øretvist, Forficula auricularis. Smaal. 2) = Furebukk. Se d.

Skoms (o') f. (og m.), et sky nervøst og forvirret Væsen; om Personer og Dyr. Østerd. (Tynset, Rendal, L. E.). "E Sköms (Skaams) te Kjærring, te Ku". – skomsen adj. omtr. = kvekken, skvetten. Østerd. "Skaamsen aa rædd". Ogsaa: skomsutt adj.: "Skömsete aa rædd". Østerd. – ?Sköns f. = Skoms. skönsete adj. = skomsutt. skönse v. være en Sköns. Totn (Vardal). Jf. skamseleg.

Skon (o') f. 1) Mule + Næse hos Dyr, især Hest. Hard. Voss, Sogn, Nhl. Shl. Maaske overalt: Skaan (ikke "Skaon"). 2) mandhaftig Kvinde. Sogn (Vik). Skona "Skaana" f. d. s. Vik.

skona v. (ar), speide; kige. Ndm. (Tingvoll og fl.): skoon'. Jf. (?) skaanaa.

"Skoning f." A. Vald. og Li.: Skoodning.

Skoning (oo) f. (og m.) bred Kantning med Foder nedentil paa et Skjørts Underside. Østl. Mest: Skoonning. Se Sko(r)duk.

"Skonk (o') f." A. 2) storknoglet mindre veldannet Hunvæsen; især Dyr med store Laar- og Hofteben. Tel. Østl. og Voss: Skaank; Østl. (Odal, Solør og m. fl.): Skoonk (som "Goong"); Østl.: Skönk. – skonkutt adj. storknoglet især i Bagparten, lig en Skonk. Tel. og Østl.: skaankute, skoonkete, skönkete ("skønkutt" Hall. og Vald.?). – skankeleg adj. d. s. Tel. Sæt. skankjen d. s. Nhl. Voss. skanete d. s. Smaal. – skaankevæksen og -voksen (aa#-ö) adj. dannet som en Skonk. Vestfold.

Skonorm se Skolorm.

Skop (o') n. a) det at "skopa". b) Rystelse. SætB. "Skop i Hugjn". Se flg.

skopa (o') v.n. (ar), 1) fare afsted med overflødige Hop, Løften af Akslerne og Kast af Kroppen; fare tosset vimset og uskjønt afsted. VTel. Rbg. "Dænna Kyyri skopar fyri dei andre stødt o jamt". 2) v. impers. støde imod, støde saa det hopper; omtrent = skumpa, skuppa. Ma. (Bj.). "Her æ saa liite Snø, dæ skopa neepaa St^eua o Staena". – skopa seg v.- = skopa 1); særlig: gaa omkring med modige Fagter som indbyder til Dans eller Kamp. Sæt. "Han fo^ur o skopa seg utive Tili". G. N. skopa, løbe, rende; Sv. Diall. skopa, hoppa, leka. Jf. skumpa, skuppa, skupsa osv.

Skopa (o') f. 1) Hunvæsen som "skopar", se foreg. 2) uroligt larmende og utækkeligt Kvindfolk. Hard. Røldal, VTel. (Mo, Skafsaa) og Sæt. (Bykle): Skopa; VTel. (Vinje, Rauland, Laardal, Kvits. Selljor): Skopu; Sæt. og VTel. (Moland, Niss.): Skope. "Ho æ saa goustæ av seg, d'æ ei goo Skope"; Nissedal.

skopall (o') adj. i høi grad ujævn og stødende, om "Føre" og Vei (dog ikke Landevei); = skumpall. Sæt. Ma. (Bjelland). "D'æ skopaalt idag; skopaalt Føre"; Ma.

Skope m. Mandfolk som "skopar seg". Sæt.

skopen adj. tilbøielig til at "skopa" 1), til Skoping f. Tel. Rbg. "Ei skopi Kyyr".

Skopp (o') n. Rystelse. Ma.; se Skupp.

Skoppa (o') f. 1, 1) tynd dækkende Plade: Vingedække paa Insekter, Finering paa Møbler. A. Ryf. Bamle. 2) liden rund lidt konveks Skive; som a) den øverste Plade i en todeelt Knap. Bamle, Vestfold. b) Been- eller Træskive som overdrages med Tøi, til Knap. "Beins., Tres.". Vestfold (Dramn og fl.). 3) Hale paa Krebsdyr. YSdm. (Harham). Hertil skoppe v. svømme, om Krebsdyr. YSdm. – Skoppetroll n. A. Bamle.

Skoppa f. 2, næseviis Person (Kvinde) som er fremme overalt og gjør Fortræd. Tel. (Selljor og Østre): Skoppe. Forskjelligt fra "Skopu", Selljor.

Skor (o'), i "Oor aa Skor", se Or.

"Skor (o') f. 1, Huulning". A. 3) Indsnit, Skure = Skora; som paa en Bismer. Hard. Li. "Dæ kjæm atte i sama Skor´æ". Li. "D'æ i siiste Skor´æ", i sidste Øieblik, paa det yderste; Hard. Li. Ogsaa: "D'æ pao siista Merk´na (mæ´an)"; Hard.

"Skor (o') f. 2, Skammel". A. Tel.; Stjør. og Smaal.: Skör. "Skör" i Smaal. = "Altarskör"; ogsaa: Knæfald om Alteret = Blæja 3). "Haa mange Skörer var'e idag?" 2) kløvet Stok, som anbringes foran Sæng i Sæter til at sidde og stige op paa. Vestfold (Hov). 3) liden Stol Bænk eller Skammel med eller uden Rygstød til at sidde paa i Kirken. Tel. (Selljor), med Fl. Skarir; Ndm.: "Kirkjeskaar". 4) Træskammel med Huulrum i = Kisteknakk. Ndm.

"Skora (o') f. Skure". A. Skooroo NTrondh.

Skora (o') f. Gjed; Fællesnavn for Buk og Gjed medens "Geit" bruges kun om Hundyret. Ndm. (Kvernes, Øre): Skaaraa. Se Hornskora, Sag. – Skaar(aa)skinn n. Gjedeskind. (Christie har: "Skor, Ged; Skoraskinn Gedeskind).

"skora (o') v.a. (ar), 1)". A. skara, Ndm. "2)". A. skara Ndm.? Namd.? Hertil: Skari m. = 5; et Snees? Namd. SHelg.

Skora (o') f. breed Teen eller Rage. VTel.: Skoru, -a, -e; Sæt.: -e. I "Eldskora" og "Braudskora". A.: til skora.

Skoraflis (o', ii) f. Huggespaan. Tel. og fl.

Skorafløy m. Huggespaan. Ndm.: Skaara(a)-.