A. abaakt, abækt se avbaagt, avbægt abjona

duldra v. n. 1. drøne stærkt men dumpt; om fjern Torden, underjordisk Larm og dl. – Duldr m. fjernt Drøn. Tel. (Mo, Moland).

duldra v.n. 2. kludre; = tøva. Hard.

Dule m. sløv og slap Person. Ndm. Se dula. Daalaa, Selbu. – daalaavoorin adj. lig en D. Selbu.

dulen (u') adj. 1) om Steder; indesluttet af Skov el. Høider; luun. Shl. Sfj. Ogsaa: "ein Dule Plass (Gar)"; Ryf. Til Dul. (G. N. dul f.). dølen d. s. Fosn. Se ogsaa dølen. 2) om Lyd; dæmpet ved Overdækning eller Afstand; hul. Nhl. Shl. "Da leet so dule". – "dulen adj. drøi osv." A. dølin, Romsd. Ndm.

dulig og dulug adj. = dulen 1). Hard.

dulka v.n. (ar) 1. neddysse, faa dulgt. Tel.: "dulke nee"; Rbg.: "dulke burt".

dulka v. 2. puffe, støde. Vestfold.

Dulka f. liden Fordybning i Landskabet = Dolp. Hall. – dulkutt adj. fuld af Dulkor.

Dull m. 1) en haard Bylt af Klæder = Dall. Tel. (Bø). 2) et ganske lidet Spand, helst til "Kjæse": "Kjæse(r)dull, Vasslerdull". Hall. (Aal, Gol, Nes). Jf. Dylla. Se A.

Dulla f. en liden rundagtig noget tung Figur eller Tingest. a) liden rund Kvinde. Stjør.; Hard. Jæd. og fl.: "Dudla"; Søndenfjelds: "Dulle". Ogsaa Dulta se d. b) = Dalla. Nfj. Dalla: Dulla = Dall: Dull. Dylla d. s. Voss. "Høy-dydla", liden Byrde af Hø.

dulla v.n. og a. 1) pusle = dulta. Nfj. Sfj.; Hard.: "dudla". 2) famle paa; kramme; fingre unødigt = dalla, dalka. Sogn, Jæd. "dudla dæ tee"; "dudla vekk", søle (tumle, vrøvle) bort, Sogn. "dulle ihop", vikle el. rulle klodset sammen; bylte; til Dull. Tel. (Bø). 3) = drala. Nfj. Sfj. "Dinna Saudn æ eit Dulle-Beist so ikkje vil følje". 4) "løbe med korte Skridt". A. Hall. og fl. – Dull n. det at dulla. – Dull m. en (Hest) som dullar. Hall. og fl. – Dulla f. en Kvinde som dullar. Ndm. og fl.

dulmen adj. disig. Jæd. Ryf. Jf. dolmen.

Dulp f. liden fugtig Hulning i Jorden = Dolp. Smaal. Dulpe f. d. s. Smaal. Hall. – Dulp m. d. s. Vestfold. "Vassdulp".

dulpa v.n. (ar) 1) dukke eller plumpe i. Shl.? Hall. "Han dulpa n'i Aanee". 2) pulsere voldsomt som i en Værk; støde, "hamre". Hall. Shl. "Dæ dulpa i Skalla; dæ dulpa aa verkji i Fingji"; Hall. Jf. dylpa. Sv. Diall.: dulpa, dolpa, dälpa osv. dvs. vippe, dykke, dyppe. Jf. Dolp, Delp, Steindolp, -dulp, -dilp. – Dulp m. 1) et Plump; et Stød. Shl. Hall. 2) Lyden af et Plump; et stærkt Kluk. Hall.

"dulram adj." A. Shl. Sæt. "Dai ere so dulrame um Luytei sei" (Lyti sine); Sæt.

dulse (te ein) v. = dolsa. Tel. (Bø, Sellj.).

Dulsmaat(e) n.? m.? = Dulsmaal. "I Dulsmaate", Ryf. "I Dølsmaate", Vald. NGbr. ØTel. "I Dölsmaater" og "i Dölsmaatom" Østerd. (Tynset med et "tykt" S som minder om ls og rs). Omtrent: "i Döhlmoote", Østerd. (L. Elvdal).

dulsint el. dyl- adj. fuld af indædt Arrighed; "indædt". Ndm.: "dølsint".

Dult m. haard Bylt = Dull. Ryf.

Dult m. et svagt Puf. Se dulta.

Dulta f. en tyk og tætbygget Kvinde. Hard. og fl. Jf. Dulla, Dolt. – dulten adj. tyk og tætvoksen. Sogn, Nhl.

dulta v.n. og a. (ar) 1) give smaa lydløse Puf. Voss, Hard. NGbr. Tel. Østerd. Trondh. "dulta te ein", jf. delta. 2) "dulte nee" knuge ned en elastisk Ting. Tel. (Vinje). "dulta ihop" = dolta. Dal. (Ogna). – dulte v. smaatrave. Tel. A.

dultra v.n. 1) trippe puslende omkring = dulta. A. Nfj. Sdm. "Gaa aa dultre aa gjere inkje noke". 2) = dulla, drala. Nfj. Sdm. – Dultr(a) f. Kvinde som dultrar. Trondh.

Dulv og Dulv´r m. stor, svær Figur; vældig Karl; omtrent = Brand. Smaal. Follo, Vestfold.

dulva v. slaa tungt = dolva. Rbg. ØTel.

"Dumba f." A. 2) Avner. Shl. 3) Gran = Dust. NGbr. "Kaar-æi Doombe".

Dumbebing m. = Agnebing. Shl.

dumben adj. disig, taaget; ligesom: støvet. Tel. (Mo, Skafsaa). "D'æ doombi i Veiri".

"dumla v.n. (ar) søle, tumle, sløse". A. Shl. Hard. Sfj. Røros. "Dumla noko burt" v.a. 2) larme dumpt; drønne dæmpet, svagere end dultra. Tel. (Selljor, Kvitseid). "Toora doomlar". 3) v.a. forstyrre i Arbeidet; forplumre; forvirre. Sogn (Aardal). "Du dumla meg burt". Jf. duvla. – Duml, i "Hum´l aa Dum´l", Hulter til Bulter. Trondh. – Dumlegrei(d)a f. = Duml. Sogn.

dumla 2. v.n. (ar) om Luften (Veiret): blive tyk og stille; blive mørk og noget fugtig, blive dumleleg adj. Tel. (Heiddal og fl.) "Væe doomlar; doomlolegt Væ".

dumlutt adj. uklar = dumleleg. Østerd. Trondh. – dumlen adj. d. s. A. Tel. Hall. Ork. Helg.

"dumm adj." A. 3) døvstum. Agder, Hall. fl.




Dumma f. døvstum Kvinde. Shl.

Dumma f. = Dimma. Ma. og fl.

dummast v.n. (ast) blive uklar, dunkel, mat; om Luft, Lys og Lyd. Røros. Af dumm 2) (Smaal, Røros).

Dumme m. en Døvstum. Hall.

"Dumming m." A. 2) = d. foreg. Agder, Hall. og fl. 3) i kjælende Tiltale til Dyr: "Stakkärs Doomming!" Smaal. Ogsaa: Stakkärs Doommen! Snill Doomme! Smaal.

dummleitt adj. mat eller uklar i Farven. Røros.: "-lett".

dummsynt adj. = dimmsynt. Trondh.

dummøygd adj. = dimmsynt. STrondh.

"Dump f. = Dokk". A. Doomp, Østerd.; Daamp, Romsd,; Doomm, Namd.

Dumpa f. liden "Dokk". Sogn. – dumputt adj. fuld af Dumpor.

dumpa v.n. (ar) 1) gaa tungt og ujævnt og stødende. Li. (Eikin, Fjotland). G. N. dumpa støde; Sv. Diall. dumpa, dompä dvs. gå tungt, skumpa. Jf. dampa. Hid: Dump m. En som dumpar; dumpen adj.; dumpeleg adj. "dumpeligt Gjængje", tung stødende Gang. Li. – 2) være paa Nattefrieri, Dump n. eller Dumping f. Tel. Sæt. Ordet involverer intet uanstændigt, saaledes som i Sv. og D. Diall. Dumpefjos n. (ogsaa hos Landstad).

dumpl(a) v.a. søle bort = dumla. Ndm.

dumsa? v.n. (ar) undersøge med Lugtesansen, lugte (paa), snuse (paa). Ndm. (Stangvik, Halse, Surndal): "dooms paa". Ogsaa: betænke sig; jf. dømsa, døma.

dumskjen adj. disig. Romsd. Sdm.

dumta v.a. afstøve, slaa Støv af noget = dufta. Innh. (Skaun). "Doomt Sækkj'n". Jf. Dumt.

Dun m. Sværm, Stiim. Østerd. (Tynset, LElvdal). "En hel Doon mæ Føsk" (med tilbagetrukket, supradentalt, om rn mindeende N). Ogsaa "Dooning" (dvs. Dugnad?) Røros. G. N. dunn Flok. Jf. Dun-kril, Dune. – Dunfugl m. Fugl som gjerne viser sig i større Flok. Tel. (Rauland). "Doonfugle". Hedder Dønefugl i Morgedal i Tel., af døne dvs. dyna; se d. Fra Laardal i Tel. er meddelt "Doonjefugl" (Dungje-).

"Dun (u') m. Drøn". A. Doon (og Dun?) Shl. Ned. – Dune m. Sfj. Daanaa, Gul.

Dun (o') m. 3) Autoritet som følger den der er vant til at blive adlydt eller hørt; Myndighed; Vægt; Fynd. Sogn (Aurland). "Da fyle Dun mæ han". Vel samme Ord som foreg. Ogsaa Dyn m.; jf. Dyv.

"duna (u') v.n. (ar) drønne". A. Sæt.; dona (o') VAgder; doona, Tel.; daanaa, Gul. 2) frembringe Drøn ved Hamren og dl.; dundre. Sdm.; Trondh.: daanaa. "Dvergjn duna aa buka paa Stein'n". 3) falde med Drøn; tumle. Agder, Tel. "Heila Tyl(f)tæ ska for meg dona"; Ma. "Lat. doona dæ!" lad staa til, lad skure! Ryf. Røldal. 4) larme, braute. Tel. og fl. 5) tilbringe Tiden sammen selskabeligt eller samvirksomt; leve saa eller saa i Selskab eller Samvirksomhed; leve; "have det = drysja, dundra, tura, stuka. Ma.: "dona". – doona v. sysle (Ryf. Sogn Nhl. Hard.) maaske hid; Bet. er mindre i Veien end Vokalen, idet særlig i Hard. og Sogn Ord som "muna" lyder med Mellemlyd af (o') og (u'), ikke "moona"; det kunde være laant søndenfra, fra Tel. eller Ryf.

"Dunder, Fanden". A. "Te Dunders", Rbg. Shl. "Te Dundis", Ma.

"dundra v.n. (ar) dundre". A. dunnr, Namd. Helg. og fl. "Tol'a dunre". "Lat dundra da!" = lat doona dæ! se duna. Sogn, Nfj. 2) have det = duna, drysja. 5). VAgder. A. "Kosse dundra de dær heima?" B. "Aa jæu Mænn, me dundra herlig gott". Jf. (?) Sv. Dalmaal: "dudra dvs. supa i flera dagar"; se dog ogsaa dunna.

Dundra f. 1) svær og kraftig Kvinde. Ryf. Ma. Ned. Vestfold, Busk. Hall. Vald. Hedm. Solør. Dunn'r f. d. s. Solør (Eidskog), Oslo. Duure f. d. s. Hedm. Vestfold, Ringerike, Num. Smaal. 2) svær Kvinde som bevæger sig med megen larm. Trondh.

Dundresmid m. En som arbeider med megen Larm og liden Effekt. Berg. "Dundursmee" i Ullensvang i Hard.

dungla v.n. (ar) om Veiret: være ubestemt, snart truende med Regn, snart klarnende. Hall. (Aal, Nes). "Dæ dungla væl so længji te dæ kjæm Regn". "Kann hænda dæ dungla aavr idag". Vel enslags Aflydsform til dingla, dangla dvs. hænge og slænge. Jf. hangla. Anderledes A.

dunglast v.a. forhales; drage hen, d. ud. Hall. (Aal). Sjelden. "Dæ dunglast førr me komo te". Se dungla.

Dunk m. en Masse af smaat Affald af Hø, Halm, Huggespaaner eller dl.; omtrent = Mod, Bos, Mask. Num. Hall. Busk. "Høydunk; Fliisedunk".

dunken (kj) adj. 1) lidt fugtig og tung, halvtør; om Hø, Klæder. Dal. Li. ØTel. 2) om Luften: lummer; fugtig-hed og tung; indestængt, kvalm. Totn, Vestfold, Ø- og VTel. Se dynkjen. 3) kvalm, ufrisk, lidt muggen; om Madvarer som har henstaaet længe. STrondh. "Mjölkja (Kaka) e dunkji". Jf. Dunk, dynkje dvs. mugne, og Sv. Diall. dunken dvs. fugtig, muggen.

Dunkesmak m. kvalm eller lidt muggen Smag. STrondh. Østl. Hedder "Doontj" i Uppdal i STrondh.

Dunkje m. stor Hob el. Masse. Hall. (Gol).

"Dunmold f." A. Li. Dal. – dunmyld adj. bestaaende af Dunmold. Dal. Li. "dunmyllte Joor; d. Aagr".

"Duns m. 1", A. 2) tungt Puf eller Stød.
Hall. Røros. Sv. Diall. duns, stöt. "Bekreduns", et Stang af en Vædder.

"Duns m. 2, Damp af Jorden". A. Røros, Shl. 2) en varm Luftstrøm (Dunst). Smaal. 3) Tyngde og Uklarhed i Hovedet ("Dunster"). Hall. Sogn, Voss, Hard. Agder. 4) Afsmag; liden Usmag. STrondh. (Meddal).

Duns m. 3, svær kvabset Krop. Agder.

dunsa v.n. 2, dampe op af Jorden. Røros.

dunsa v.n. 3, (ar) 1) svinge tungt og i noget lange Bølger; gynge, om Hængedynd, om kvabsede Folks Gang eller Kjød. Ø- og VAgder. 2) "dunsa fram", "koma dunsande" styrte tungt frem, dumpe el. plumpe frem; støde, stange. Berg. Hall. Se A.

Dunsa f. Hængedynd = Dinsa. VAgder. Og "Flod-Dunsa" dvs. Flot-. Ma. – Dunsedikje n. d. s. Li. Dunsemyr f. = Dinsemyr. Ned.

Dunsel m. et grovt Sengetæppe; ofte af sammenvævede Kludestrimler = Fillerya. Sdm.

dunseleg adj. mat og tung; ufrisk; om Folk og Luft (lummer). VAgder: "dunselig" og "-ligan" (Kvin og fl.); og dunsela (Holum, Søgne). Shl.: "dunsale". Jf. Duns 2, 3.

dunsen adj. 1) lasket og tung. Rbg. Voss, Nhl. 2) betynget i Hovedet. Berg. Agder. 3) lummervarm. Smaal. Tel.

Dunt m. 1. et Stød; en Dunk. SætV. Se denta, dynta.

Dunt m. 2. Bylt; især Bylt af Reisesager. Hall. (Gol, Aal, Nes) "Duunt". I Num. er Doont Reisetøi overh., som i Sogn. Jf. de følgg. og se denta, dynta.

dunta (u') adj. fyldig og tætvoksen = dynta. Sogn, Nfj. (Gloppen, Breimn); Sdm. (Hjørungfjord). – Dunta f. tætvoksen Kvinde. Sdm. Nfj. Tel. – dunteleg adj. som en Dunta. Tel. Se denta.

dunta (u') v. (ar) 1) give smaa Stød? SætV. Se Dunt 1. 2) gaa smaat og planløst frem og tilbage; gaa og pusle; sysle med smaa Arbeider = stulla. Sogn, Ryf. Røldal, Jæd. Gbr. Vald. 3) "dunta seg te" gjøre istand sin "Dunt", pakke sammen sine Smaasager; gjøre sig reisefærdig, Voss. Udtales paa mange (de fleste) Steder "doonta" og tør være paavirket i Form og Bet. af Doont, Don A.; i Valdres og Voss har det (u') medens "Don" lyder næsten "Do^un" paa Voss. Jf. dutta, dynta. Se denta.

duntra (u') v. = dunta 2) Sfj. Hall. (Gol. "duuntre"). 2) duntrast v. imp. "dæ duntrast førr me komo te", Tiden gik med planløst smaat Arbeide, før vi kom i Gang; det drog hen. Hall. (Aal, Gol).

Duntul m. liden Bylt = Dunt. Hall. (Gol). Duntil, Hall. (Aal, Nes), Vald. – Duntedl Støder, Kjernestang? Sogn. Se denta.

Dupp m. 1) Dypning dvs. et enkelt Dyp; dypt Nik; Nedbøining, Dukning. Gbr. Østl. Sæt. 2) Dyppelse til Mad. Trondh. Shl. A. "Livradupp". 3) Nik, Blund. Af duppa = dubba, duva. A. Shl. Gbr. 4) let Gjenstand (Kork, Fjær) som anbragt paa Fiskesnøre dukker under, naar Fisken napper. Rom.

dupst adv. pludselig = blupst. Shl. Ryf.

"Dur (u') Dør". A. – Duragaupa f. den nærmeste Stok over Dørkarmen, hvilken Stok er noget "upp-i-hoggen" for Dørens Skyld. Hall. (Aal). Og Dur-, Hall. Døragöupa, Shl.; Dyrgäupa, Sogn, Hard. ("Dør-"). Dørgöupe, Hall. (Nes, Gol). – Duraglott m. smal Aabning, idet Døren staar paa Klem. Hall.: oftest Dør-; Birid, Gbr.: Døra-. – Døraglytt m. d. s. Voss. – Døraglap n. d. s. Voss. Dörglöp? d. s. Helg. – Dur(a)gust m. Luftdrag igjennem Dør. Hall. – Durahogg n. = Durhogg. Tel. (Vinje). – Durakinn f. Tel. (mange Steder). – Duratro(d) (o') f. Tærskel. Landstad. – Durekarm m., Dureski(d) f., Durestokk m., Sæt.

dura (uu) v.n. (er, te) hvile sig; betænke sig = dusa; ogsaa slumre lidt = durma, dorma. Jæd. Dal. SGbr. Hedm. Totn. Og duura seg; Dal. G. N. dúra sove lidt. – Dure f. se Dundra.

Durl n. lidet Traadnøgle. I- og YSogn. Se durla.

durla v.n. og a. 1) vikle, rulle sammen; særlig karde Durlar el. Darlar. Dal. VAgder. Jf. Durl. 2) arbeide uden Færdighed og Fremgang, kludre. Berg. Ma. 3) søle (bort); kludre (bort). Berg. I Sfj. (Jølstr) omtr. dörle. "Han dörla burt alt da han aatte". – Durl m. en Kludrer, Søler. Ogsaa Durle og Dörle m. Sfj. Jf. durra (dudra).

Durle m. = Darle. Jæd. Dal. VAgder.

durma v.n. slumre = dorma. – Durm m. Blund = Dorm. Rbg. Tel. Jf. dura, dusma.

durmeleg adj. døsig; slap. Rbg.

durra v. svøbe osv. se dudra.

Durra f. uordnet Hob; forviklet Masse. NRyf. (fra Karmt ind til Suldal). "Ei Ga(r)n-Durra". "Ei heile Durra mæ Timm'r, mæ Vee, mæ Folk". Jf. Dussa f. og durra v.

Durskida f. hvert af Sidestykkerne af Dørkarmen. "Beitskida" er den Planke som er fældet ind i Stokkenderne ved Siden af Dør eller Vindu. Hall. (Aal).

"Dus (uu) m." A. 2) en Slump, en Klat. Hard.

"Dus (uu) n. = Dov, Logn". A. Romsd. Ndm. "Han slo i eit lite Duus, so mykje eg fekk ro". 2) = Svime. "Eg slo an i Duuse mæ eitt Slag". Sogn (Ladvik). 3) Standsning for at betænke sig; Grunden. Sogn.

dus (uu) adv. = dust. Shl. Jf. dusa, styrte. duust d. s. A. Voss. "Han fo^ur d^eust utyve".

"dusa v.n. (er, te) 1) hvile". A. Gbr. "Gaa aa duuse", gaa sløvt omkring. Sfj. (Jølstr). "2) sagtnes, stilles". A. Ndm. Innh. "Han duuse paa mæ Vinna". – ”3) styrte, som
ved et Slag". A. Hard. "Duusa mot Veggjn". 4) slaa voldsomt (til). Shl. Ryf. "Hu duuste tee 'an"; ogsaa (ar). 5) grunde, betænke sig = stussa. Voss, Sogn, Nfj. Tildels (ar). "Han duusa 'kje pao da". G. N. dúsa (ar), hvile. 6) dække for Øinene. NGbr. Præs. Indic.: "dusa"; Imperf.: "duuste". "Duuse aa gøyme" lege Gjemsel, idet En "duusa", de andre "gøyme se".

"dusa v.n. (ar) "drikka og dusa". A. Shl. Sæt. Tel. doose d. s. Hall. Hertil Doos m. en Svirer. Hall. 2) ødsle. Meddelt fra Sdm.

Duse (u') m. Klynge, liden tæt Hob = Krull 2); især: liden Lund af smaa Træer. Sogn, Voss, Nhl. Hard. "Dyyri sto^u i äin Duse" (Aurland i Sogn; sjelden). "Ein Duse mæ Tre; Skogaduse, Bjørkaduse, Ollerduse, Aoreduse), Sprakaduse".

[Duse m. Dusin. Tel. Dysing, Li.

"dusen (uu) adj." A. 2) betænkende sig; forsagt. Voss.

duska v.n. (ar) 1) styrte, falde pludseligt = dusa. Hard. "Duska i Golve". 2) give en dump Lyd som af et tungt Fald = dunsa. Ndm. "Han datt saa de duska", eller "saa de (sagde) dusk", (Verbet brugt interjektionalt). 3) "duske te ein", give en Øredask. Hall. 4) holde ilde Hus, rutte. NGbr. – Dusk m. dump Lyd = Duns. Ndm. Jf. duska 1) A. Ndm. – "duskande galen", ustyrligt vilter. Berg.

Dusm n. 1) Støv. Shl. (Fitja, Stord, Finnaas, Fjellber), YSogn (Ladvik). 2) Disighed = Dusma. Hard. 3) f. Fnug; Gran. "Ei lita Dusm". Nfj. Jf. Dust, dysja, Dysm.

Dusma 1, f. varm Disighed, noget lettere end "Ysma, Ysja" og ikke ganske saa tør som "Moe". Hard. (Kvamm). Jf. d. foreg. og Disma.

Dusma 2, f. lystig og støiende, næsten halvfjantet Kvinde, mere tosset end Dusta (Tel.) Tel. (Kvitseid, Selljor).

dusma v.a. og n. (ar) 1) drysse, strø ned; spilde; sløse. Nhl. Sfj. Nfj. Sdm. I Sdm. maaske oftest dysme. "Dusma da burt, dusma mæ da. 2) afgive Støv "Dusm", støve. Shl. – Dusm m. en Sløser. Nfj. – Dusma f. d. s. Nhl.

?dusma v.n. = dorma, durma. Tel. Usikkert.

dusmen adj. 1) mørk og disig; mørk; taaget og stille. Hard. Voss, Sogn. 2) døsig = durmeleg. Rbg. Og dusmeleg, Rbg.

Duss m., duss' v., Duss' f. se dissa.

"dussa v.n. sysle". A. Shl. Især med vaade Arbeider, ved Smitte fra sussa.

Dussa f. 1) uordnet Hob, Dynge. Rog. "Ei svær´e Dussa mæ Brev"; "ei Budda mæ Brev", er ordnet lagvis. Jf. Durra. 2) svær, noget kvabset Kvinde. Voss, Sogn. – dussen adj. fyldig og lidt kvabset. Sogn. Jf. Duse m., Drussa f.

"dust (u') adv. = radt, alt". A. Ndm. Innh. Røros. "Han slo dust i Hel se". "De kom saa dust inn paa 'aam" = braadt. Og duus og duust se d.

Dust (u') n. (m.) støiende Leg og Lystighed = Leven. Rbg. Tel. Dal. "Halle Dust; halle Dustarlag" n. Til dusta.

"dusta (u') v.n. (ar) 2) feie". A. Shl. "3) v.a. udstrøe, drysse". A. Tel. Rbg. Sæt. "4) jage, drive". A. Rbg. Sæt. "Eg ska duste deg unde Bo^uri". 5) tumle, boltre sig = duska. Rog. Agder, Tel. 6) gjøre Opsigt, gjøre sig gjeldende, være "en Støver" = gøyva. Ryf. Sæt. duste seg d. s. Sæt. Se dysta, døysta. 7) have Virkning (Effekt); due; strække til; komme op imod. Gbr. Hall. Vald. Oslo og fl. "Dæ dusta kji mæ di", det duer ikke. "Dæ dusta kji før 'o", han udrettede intet. – dusten adj. tilbøielig til at dusta, især 5) og 6), til Dusting f. Tel. Agder, Rog.

Dusta f. 1) tosset lystig, sandseløst larmende, uopdragen og noget naragtig Kvinde; jf. Dusma. Tel. Rbg. og fl. Ogsaa Dysta. 2) Fjante. Smaal. – Dustekolle f. d. s. Tel. – dusteleg adj. som en Dusta. Tel. – Dustelæte n. en Dusta's Adfærd eller Lader; f. Eks. tossede Løier. Tel.

Duste m. Dusk, Kvast til Pryd. Hall.

"Dusting m. Fjante". A. Totn, Tel.

dustra v. n. støvregne. Røros.

dustutt adj. halvfjantet. Smaal.: "dustete".

dus-vas (uu) adj. famlende af Betænkelighed, forsagt og vægelsindet? Kun forefundet med Negtelse. "Ikkje duusvas", med raskt og kraftigt Tilgreb, uforsagt, foretagsom. Nfj. (Breimn og fl.). "Dus" til dusa; "vas" maaske til vasa, forvikle.

dutla v.n. (ar) 1) pusle, smaasysle = dutta, dunta; Shl.; Sfj. (Førde, I- og YDale) omtrent: "dutle"; Nfj. og Sdm. omtrent: "duhltje". 2) "dutla burt (vekk)", søle bort. Midtre Sogn, Nfj. "Dutla burt sine Mune". "dusla (?) "dultle", græsse, gaae og æde", A. turde være samme Ord dvs. pusle, gaa stille for sig selv, = stulla. Jf. dutta; Isl. dutlungar Indfald, Luner. – Dutlar m. Pusler, Søler; Dutlebrok (oo) f. d. s. – dutlen adj. tilbøielig til at dutla, til Dutling f. Se denta, dynta.

Dutt n. Smaasyssel, Puslen. Shl.

dutta v.n. (ar) 1) give gjentagne smaa Stød eller Puf. Gbr. Hedm. Vestfold. Se denta, dynta, dytta. 2) pusle = dunta, og næsten = dussa, hvilket dog maaske er mindre planløst. Shl. Hard. – dutten adj. "Han æ so dutten, da kjem kje noko fraa Nevane hans". Shl. Hard.

Duv (uu) m. "d'æ reint paa Duuv´in", det er rigtig storartet, glimrende, overflødigt. Helg. (Bindal). Ogsaa: "De va Stoorduuvin!" d. s. Helg. Jf. "Duv m. Tryk". A. Duu`vi?

"duva v.n. og a. (ar) duve; nikke af Søvn;
bøie ned; dyppe". A. Rog. Shl. Nhl. Gul. "Duv'aat Segle" = duva S. Namd. Nordl. – duven adj. ludende. Nhl. Rogaland.

duva v.n. 2. (ar) føre et tungt dumpt lydende Slag; klemme til. "Duve tee ein". Ogsaa: lade staa til (slaa til). Tel. (Laardal, Kvitseid, Selljor) "Han duvar tee mæ de hoss d'æ laga". Mindre brugt end dyvja (og dulve, dolve). "I duvenes Traav eller Sprang", i dundrende Trav, travende af yderste Evne. Vestfold, Bamle.

duva v.n. (ar) blæse svagt, lufte. Vald. (Aurdal, VSlidre). Lidet brugt. Og døva?.

"Duvedrykk m." A. Rog.: "Duuedrykk".

duveleg adj. og adv. rigelig; dygtig; mere end ventes kunde. Hall. (Gol, Aal, Nes); "E fekk duuvele Kødn, Æplo". "Ein d. kar". "Ein d. vaksin Kar". "Dæ va d. gjort; d. stort". "dugle(g)" dvs. som duer, bruges mindre. Til duva 2?.

Duveslag n. et Slag som fælder. Tel.

Duvl (u') n. noget som hindrer, er i Veien for Ens Arbeide; især brugt kjælende til og om Smabørn. Voss, Sogn. Til duvla.

duvla (u') v.a. (ar) 1) gjøre at En ingen Vei kommer, hindre. Voss. "Du duvla meg i Arbäie!" Til Duvl, Boie? Jf. fordubla? 2) se dubla. – duvlast v.n. se dubla.

Duvlehol (u' o') n. Hul i Is, over Strøm, over en Steen og dl. = Ilehol. Nfj. (Innvik, Stryn). Ogsaa: "Duble-, Døvle-, Døble-". Nfj. Jf. Dyvle, Holdivle, Udivle.

Duvling og Duvlungje se Dublung.

Duvning m. Dyppelse, Sauce. Sæt. Til duva.

Duyr m., duyra v. se dudra.

dvala v.n. (ar) om Vind: stilles pludselig, gjøre et brat Ophold. Nfj. Sfj. "Han dvala att' i Fjella". – Dval m. pludseligt Vindstille; øieblikkeligt Ophold. "Rosedval", Ophold mellem Vindbyger. Nfj. Sfj. – Dvala f. Stilnen. Nfj. Jf. G. N. dvala opholde; dvöl f.

dvalna v.n. = dvala. Sfj. (YDale) "Han dvalna ao". Maaske ogsaa: løie af.

"Dvale m. Dvale. Vale Ma." A. Shl. – Valadrykk, Shl. "Valdrykk", Tel.

dvaa (av) v.n. (r, dde) glide over, gaa over, dampe bort, ikke blive til noget; om Uveir og andet truende (lovende). Tel. (Vinje, Laardal, Kvitseid). "De dvaadde av mæ Regnee". "De dvaar nokk av mæ Gifta". Ogsaa dvaa-ast av, Vinje.

"dvelja, dveljast v. forløbe". A. STrondh.: "dvæles, dvaldes". – Et "dvæla (te)" er meddelt fra Nhl. (Samnang) og Nfj. om "Skodd" (Taage eller Skyer) som ligger tungt ned over Høiderne. "Da ligg aa dvæle uppi Fjedle (Fjella)".