Ivar Aasen Norsk Ordbog

purla, v.n. (ar), sprudle, vælde frem; risle. B. Stift. Sv. porla; Eng. purl. Jf. bulla (budla). Ellers i en anden Form: puldra, Østl., ogsaa buldra, Solør; paa Sdm. paula: hvirvle, boble (jf. pupla). Hertil et Subst. Pulder (Puldr), m. Vandhvirvel, Skvulp af noget som falder i Vandet. Østl. Nogle St. Bulder (Buller). Paa Sdm. Paul. “Dæ sokk, so dæ sto Paul’en ette di”.

purra, v.a. (ar), opægge, tirre; ogsaa: narre, spille En et Puds (Por). B. Stift.

Purre, m. 1) Borre (s. Borre). 2) et Lokkenavn til Katten. Nordre Berg.

purren, adj. lidt hidsig eller vred. Hall. Ved Trondh. “pørris”: lidt fortumlet af Søvn (= svevnrusken).

Pus (uu), f. Vandpuds, Pøl af Vand eller Dynd. Helg. Jf. Pøyla.

Puse, m. Kat. Lokkenavn ligesom Purre. Nogle St. Puus, ogsaa Piis. – Puse skal ogsaa betegne en Herremand, En som lever mageligt og paa en stor Fod. Tel. (?).

pusen, adj. opsvulmet, opblæst; angreben af Opblæsning i Indvoldene. Hall. Gbr. Østerd. Ellers i anden Form: posen (oo), Sdm. Ork., og posen (o’), Tel. Ogsaa i svenske og danske Dial. pusen, af et Verbum pusa; s. pusna.

Pusk (u’) n. Smuds, vedhængende Støv (omtr. som Rusk). Hard. Nordl.

puska, v.n. (ar), pille, ruske i noget; ogsaa: pynte, tilrede. Puska seg til: ordne sig lidt, rede sit Haar osv. B. Stift, Nordl. Nogle St. pjuska.

puskutt, adj. uredet, ujævn, oprusket, f. Ex. om Haar. Nogle St. pusken (puskjen). Jf. ruskutt.

pusla (u’), v.n. (ar), pusle, sysle med Smaating; plukke, pille. Nogle St. putla. Hertil Pusl, n. smaat Arbeide; Pillerie.

Pusling, m. en seenfærdig Person. Smaal.

pusna (uu), v.n. (ar), svulme op; angribes af Opblæsning. Gbr. Østerd. Ellers afvig. posna (oo), Sdm., og posna (o’), Tel. (S. pusen). Sv. Dial. pusna og pusa; danske Dial. puse; tydske Dial. pfansen og pfausten. (Weigand 2, 436). – Heraf Pusning, f. Opsvulmen, Opblæsning.

[Puss (uu), n. et Puds (= Por, Pretta). Nyt Ord; Nt. Putze, T. Possen (Weigand 2, 405). Hertil pussa, v.a. narre, spille et Puds. pussig, adj. pudseerlig, løierlig.

Puss (uu), m. Pung, Skindpung; især Testikelpung (scrotum) paa Dyr. Hall. Vald. G.N. puss; Eng. purse; jf. Fr. bourse.

[pussa, v.a. pudse, T. putzen.

Pust (uu), m. 1) Pust; dybt Aandedræt. Skjota Pusten: puste ud, standse og hvile lidt. Østl. 2) en kort Hvile i et Arbeide; s. pusta. I “Kinnpust” synes Ordet at betegne en Forhøining eller noget opblæst, ligesom T. Pausbacke (Bausbacke). Jf. ogsaa G.N. pústr: Kindhest.

pusta (uu), v.n. (ar), 1) puste, blæse; aande stærkt. Sv. pusta; Nt. puusten. – 2) hvile en Stund for at puste ud eller lette Aandedrættet. – Hertil Pusterom, n. Hvile, Leilighed til at aande frit; egentl. Aanderum.

Puta, f. en Pude, et Hynde; en liden udstoppet Valk. Sv. puta. Forskjelligt herfra er Puta med Betydning: Skjøge (?), i en gammel Vise (hos Bugge, S. 47). G.N. púta; Fr. putain. Ogsaa i en anden Form “Puke” (Landst. 162), som vel er et andet Ord: Puka, dvs. Djævelinde; jf. Puke, m.

Putevær, n. Pudevaar, Overtræk til en Pude.

putla, s. pusla.

<PB N="575">

putra (u’), v.n. (ar), 1) boble, syde, koge sagte. Tel. Østl. I Nordl. potra (o’). Jf. purla, bulla. – 2) mumle, hviske, tale sagte. Nordre Berg. Nordgl. og flere. Sv. puttra. Jf. mutra, mulla. – 3) signe, læge ved Fremsigelse af visse Ord og Formularer (= runa, fessa). Sogn. Paa Sdm. paatra. Hertil Putrekall, el. Putrekjerring, om en som besfatter sig med at signe. Afvig. Paatrekall, Paatrekjæring, Sdm.

Putring, f. Syden; Mumlen, o.s.v.

Putt, m. en Pyt, en Vandhule. Østl. Nogle St. Pytt. (Jæd. og fl.). G.N. pyttr; Sv. putt, Nt. Putte, af Lat. puteus.

[pyk, adj. fiin, stadselig, prægtig. (Ved Bergen). Holl. puik: fortræffelig.

Pylsa (y’), f. Pølse, Mad som er indstoppet i Tarme af Dyr. Afvig. Pulse, Vald. Formodentlig et nyere Ord. Jf. Kurv.

pyngja, v.n. (er, de), sye eller lappe skjødesløst, saa at Tøiet bliver ujævnt og rynket. Sdm. Formodentlig af Pung.

Pynt, m. en Pynt, Odde, Landspids. Holl. punt (Spids); Eng. point, Fr. pointe.

pynta, v.a. (ar), pynte, smykke; ogs. ordne, tilrede. Sv. pynta. Nyere Ord (jf. T. putzen,m Lat. putare). – Hertil Pynt, n. et Pynt, Smykke; en festlig Dragt, f. Ex. for en Brud. – pynteleg, adj. net, fiin, tilpyntet. Pynting, f. Udpyntning, Udsmykkelse.

pysa (y’), v.a. (ar), plukke, sanke, opsamle. Sdm. meget brugl. f. Ex. “pyse Bær”, “pyse Konn”, dvs. Jf. pesa og pitla.

Pysja, f. en uanseelig Tingest; et Dyr med ujævnt eller busket Haar, og deslige. Sdm. Tel. Jf. Pose.

Pyskje, n. Krat; s. Byske.

Pyskjegras, Vikker; s. Pesa.

Pytt, Vandpyt; s. Putt.

pyve (y’), for upp-yver, s. upp.

Pæl, s. Peil. – Pæla, s. Pela.

pæla, v.n. slæbe, trælle, arbeide meget. Smaal. Rom. (pæle). I svenske Dial. påla (Rietz 512). Jf. bala. Hertil Pæl, n. Møie,, Slæb og Slid.

[pæn, adj. = væn, fin, fager.

Pæning, s. Pening.

Pæra, f. Pære (Frugt). Holl. peer; Ital. pera. – Pæretre, n. Pæretræ.

pæsa, v.n. puste, stønne, aande tungt. Østl. (Solør og fl.). I svenske Dial. päsa, og pysa (Rietz 516). Jf. pesa. – Fra Sfj. er meddeelt et andet pæsa, v.a. (er, te); snappe, gribe, fange (?).

Pæta, f. en liden Ørred. Skien (?).

Pøk, m. Skindpose, Skindbælg af et mindre Dyr, f. Ex. et Lam (jf. Hit). Sdm. G.N. poki: Pose; Ang. pocca, Eng. poke: Taske. (Jf. Pose). Pøk er ogsaa en spøgende Benævnelse paa en Smaadreng; see Pøyk. Ogsaa med Begrebet: Stivnakke, egensindig Karl. Ryf.

Pøkjefisk, m. Fisk som er speget eller saltet paa en egen Maade; Suurfisk (= Rakfisk). Nordl. Vel egentl. Pøkelfisk, af T. Pökel, Holl. pekel: Saltlage.

Pøs, m. Pøs, Skibsspand.

Pøyk, m. Smaadreng, Pog. Nordl. (Jf. Pøk). Sv. pojke. (Af det Finske).

Pøyla, f. Pøl, Pyt, Mudderhul. Sfj. og fl. Nt Pool, T. Pfuhl. I lignende Betydning ogsaa Pøys og Pøyta. Jf. Pus.

pøysa, v.n. (er, te), svulme op, udvide sig (= pusna). Hall.

Pøyta, f. Pyt, Søle, Mudderpøl. Sdm. og flere. Jf. Pøyla.

R.
Ra, s. Rad. – ra, v. s. rada.

Rabb, n. Krat; Dvergebirk, s. Rape.

Rabb, m. en høi Banke eller Jordryg; en langstrakt Vold, især med Steengrund. Næsten alm., dog mest brugt i de nordlige Egne. Afvig. Rabbe, Tel., ogsaa Ribbe, Rbg. Jf. Robb, Rime, Rinde, Rande. Hertil Rabbemark, f. ujævn Mark, opfyldt af høie Banker.

Rabba, f. Kaalrabi, Kaalrod. Berg. Stift. (Mest i Fleertal). Andre St. Kaalrabbe og “Kaalrabi” (jf. Kaalrot). Sv. Dial. rabba, T. Kohlrabe, af Lat. rapa. Hertil: Rabbefræ, n. Kaalrabifrø. Rabbekaal, n. Blade af Kaalrabi. Rabbereit, m. liden Ager til Kaalrabi.

rabba, v.n. snakke, pludre (= radda, ravla). Tel.

Rabbekjørr, s. Rapekjørr.

rabbutt, adj. ujævn, fuld af Banker og Forhøininger; s. Rabb.

Rad, n. (f?), en stor Banke af gruset eller stenig Jord; en jævn og langstrakt Jordryg. Jarlsberg og Smaal. i Formen “Ra”, dog mest som Stedsnavn. Maaskee egentl. Gruusdynge; jf. Rade. G.N. röd, f. S. ogsaa Radveg.

Rad, f. Rad, Række, Linie hvori flere Ting ere opstillede. Ogsaa med Omlyd: Rod (o’), Ro’, Søndre Berg. og fl. G.N. röd (pl. radir); Sv. rad. Standa i Rad: staae i en Række, jævnsides. Taka etter Rad: tage Tingene efter den Orden hvori de staae, altsaa fortløbende, uden at gaae noget forbi. (Hedder ellers: andfares, fyre tvert, fyre Ende, etter Roka).

rad, adj. 1) snar, hurtig, rask, f. Ex. til at gaae. Tel. Hall. og fl. i Formen ra’; paa <PB N="576"> Sdm. rad’e. G.N. hradr; Ang. hræd; jf. Eng. rather (snarere). – 2) let, magelig, som man snart bliver færdig med. I Ork. afvig. radt (ratt), f. Ex. “ei ratt Eng te slaa”. – 3) lige, direkte, som gaar lige frem; om ei Vei. Eg gjekk rade Vegen. Sdm. og fl. Ogsaa i en anden Form: radige Vegen. Østl. (Smaal. og fl.). Sv. Dial. rad. I denne Betydn. støder Ordet nær sammen med det tydske gerade. Jf. radt.

rada, v.a. (ar), 1, 1) skynde paa, faae til at haste. (Af rad, adj.). Rada seg: haste, skynde sig. Hall. og fl. (ra’ se). G.N. hrada. – 2) strække sig i en vis Retning; især om Vinden. Han radar seg ut igjenom Fjorden, dvs. følger Fjordens retning, stiller sig i samme Linie som Fjorden. Nordre Berg. Ogsaa i Nordl. “Han ra’a beint ut Fjoren”. Jf. rad, 3.

rada, v.a. (ar), 2, sætte i Rad, ordne eller opstille i en Række (af Rad, f.). “Rade Loss’a”: lægge flere Læs i en Rad. Sdm. Om et andet rada, s. radda.

rada, adj. ond, slet; s. rata.

Radd, m. Knegt, Krabat. Østl. Nogle St. Ragg. Sv. Dial. radd: Pjalt.

radda, v.n. (ar), snakke meget, ramse, vrøvle. Rbg. Tel. Hall. Paa Sdm. rodda (o’), Jf. G.N. rödd: Stemme. I Inhd. raadaa, som forudsætter Formen rada. (Sv. Dial. rada, radda). Jf. rabba, ralla, rassa og røda. – Raddestav, m. en Snakker, Snakkebroder. Tel.

Radding, f. Snak, Vrøvl.

rade, adv. 1) ligefrem. Oftere radt. 2) jævnlig, stedse, stadigt. Vald. Gbr. (rae). Isl. hrada: hurtigt.

Rade, m. Huggespaaner, Dyne af smaa Stumper eller løst Affald af ophugget Træ. Brugt i Formen Rae, Ndm. og Raadaa, Indh. (Indr. Stjordal). Sv. Dial. radä: Levning, Skelet (Rietz 520). Jf. Rad, n.

raden, adj. retløbende, som gaar lige frem. Ganga radne Vegen. Vald. og fl. S. rad 3, Andre St. radig, rakk, raken.

raden (slet, ond), s. raten.

Radesjuge, s. Ratesjuke.

radfør, adj. rask, hurtig; ogsaa: flink; driftig. Tel. og fl. (rafør’e). I Gbr. raførd. G.N. hradfœrr.

radføtt, adj. letfodet, rap.

radgjengd, adj. rask til at gaae, hurtig. Hall. (ragjængd).

radhendt, adj. rask paa Haanden, lethaandet. Mandal og fl. (rahænt).

radig, adj. 1) retløbende (= rad, raden). 2) rask, let, hurtig. Rbg. og fl.

Rading, f. Ordning, Opstilling i Rad eller Række; s. rada, 2.

radla, snakke osv. s. ralla.

radlege. adv. hurtigt, snart (= radt). Det gjekk radle(ge). Hard. og fl. (med tydeligt d). G.N. hradlega.

Radleike, m. Raskhed, Hurtighed. “Raleikje”, Mandal og fl.

radløypen, adj. rask til at løbe. Hall.

radmælt, adj. som taler hurtigt. Rbg. og fl. (ramælt’e).

Radsetning, f. Opsætning i Rader.

radsluttig, adj. rask til at dømme el. fatte en Beslutning. Hall. (Nyere Ord):

radt (ratt), adv. 1) snart, hurtigt. Det gjekk radt. (Mere alm. end rad, adj.). – 2) stadigt, sikkert, uden Standsning. Lesa radt: læse flydende, uden Anstød. Han kann det radt: han kan fremsige Stykket heelt og ordlydende, uden at glemme noget. Nordre Berg. – 3) ligetil, ligefrem, uden Omvei. Sigle radt til Byen. Det gjekk radt i Veggen; radt upp i Taket; radt innpaa Beinet osv. Ogsaa: ganske, netop, akkurat. D’er so hardt, at d’er radt som Stein. Det vog radt ei Mork. Nhl. og fl.

radvaksen, adj. hurtigt opvoxende. Smaal. og fl. (ravoksen).

Radveg, m. let og magelig Vei. I Jarlsberg betegner det især den Vei, som gaar igjennem Strækningen “Ra’e”, s. Rad, n.

radvinn, adj. let, magelig, som man snart bliver færdig med. Num. Hall. Sogn. Mest i Neutr. “ravint”.

radvoren (o’), adj. noget rask, hurtig.

Rae, s. Rade. – rae, adv. s. rade.

rafsa, v.n. (ar), 1) pløie løseligt, ikke dybt. Gbr. (Gausdal). 2) sluske, arbeide skjødesløst og med Hast. Mere alm. Sv. rafsa. Ogsaa v.a. snappe, rive til sig. Trondh.

Raft, f. den nederste Deel af Taget er befæstet til Langvæggen. B. Stift. “Upp under Raft’a”: op til Taget over Langvæggen. Sdm. og fl. See følg. Jf. refta, Utrefte, Ræve, Raav. Om en anden Betydning, s. Rafte.

Raft, m. 1) Lægte, tynd Stok. Jæd. Ogsaa: en Stang. Buskr. (Jf. Rafte). G.N. raptr. – 2) Sparre, Tagbjælke. Sæt. Tel. Gbr. Indh. Deels det samme som “Sperra”, deels ogsa om Lægter, som lægges tværs over Langaaserne til Underlag for Tagfjelene. Jf. Sv. raft; Eng. rafter. – 3) den øverste Stok i Langvæggen (= Raftestokk). Trondh. Nordl. (Jf. Raft, f.).

Raftall, m. 1) Overstokken i en Sidevæg (= Raftestokk). Nfj. Sdm. Nordl. – 2) Bindestok i Tværvæggen (= Raftluk). Ndm. Forklares af nogle som “Rafthald”; men Udtalen passer ikke dertil.

Rafte, m. et af Langtræerne i en Slædebund (lige over Mederne). Østl. (Rom.). Afvig. Raft, f. Gbr. (Gausdal). Andre St. Rim (i’).

Raftekrok, m. en av de Kroge, som støtte Sidestokkene i et Tørvtag. Tel. Andre St. Krokraft og Torvkrok.

Rafteskjegg, n. Tagskjæg, den nederste Kant <PB N="577"> af et Tag (= Utrefte). Nhl. Udtales ogs. Raffskjegg og Ravskjegg.

Raftestokk, m. den Stok, som ligger øverst i Sidevæggen og saaledes tjener til Underlag for Sparreværket eller Taget. Trondh. Stift. Ellers kaldet Raft (s. foran), Raftall (Sdm. og fl.), Raftlægja (Vald. Gbr.), Stavlægja (Hard. og fl.), Gar(d)lægje (Tel.), Aalastokk (Sogn).

Raftluk (uu), m. Bindestok i en Tværvæg; den Stok som berører begge Raftestokke og danner Underlag for Gavlen. Gbr. Vald. I Hall. Raftsluk (som dog ogsaa skal betyde Raftestokk). Andre St. kaldet Samhald. Jf. Raftall.

Raftlægja, f. s. Raftestokk.

raførd, s. radfør.

raga, v.n. (ar), rave, vakle, slingre til Siderne. Berg. Nordl. Tel. og fl. Har tildeels Bøiningen: -er-de, saaledes Præs. rager (ragje’), i Nordre Berg. (Jf. riga). Sv. ragla, i Dial. raga.

raga, v.n. flakke om; s. rakka.

Ragat, n. Udfeielse, Bortjagelse. “Dei fekk Ragat”: de maatte pakke sig. Sdm. Maaskee for Radgata (= Beinvegen), men vel snarere et fremmedt Ord. I svenske Dial. ragata: bortjage; ogsaa larme, buldre.

Rage (gj), m. en høi og smal Ting; en opløben Karl. Ogsaa kaldet “Ragabaust”. Hall.

ragen (ragjen), adj. ravende, svaiende; meget høi og smal. Ryf. og fl.

Ragestraa, n. tyndt og bøieligt Græstraa; især Gulax, Anthoxanthum. Paa Sdm. Ragjestraa (s. raga). Paa Voss: Ragepunt, Aira flexuosa.

Ragg, n. Haar; især om grovt og ujævnt Haar; f. Ex. paa Gjeder. Mest brugl. søndenfjelds. Sv. ragg. Jf. Eng. rag: Pjalt. – Hertil: raggad, adj. haaret, beskaffen med Hensyn til Haarvæxt.

Ragg, m. Krabat (= Radd). Smaal.

Ragge, m. Haarsok, Overstrømpe. Helst brugt i Fleertal: Raggar (ligesom Leister, Loddar, Luggar og fl.). Ellers ogsaa kaldet Raggesokk, m. I Lighed hermed: Raggevott, m. Vante af Haar el. grov Uld. Østl.

ragla, v.n. (ar), 1) rave, vakle. Lidet brugl. s. rigla. – 2) vrøvle, snakke taabeligt. Smaal. (jf. ravla). Hertil Ragl, n. Sludder, Vaas. Jf. Regla.

Ragn, i nogle Personsnavne (Ragna, Ragnhild, Ragnald, el. Rognald). henføres til Goth. ragin, n. Raad, Dom; jf. G.N. regin: Magter, Guder.

rahent, s. radhendt.

Raie, Stang; s. Reia, Ræja.

rak, drev; s. reka.

Rak, n. 1, 1) Drivning, svag Blæst eller Bør. Sfj. Hedder ellers Rek, af reka (rak). – 2) omdrivende Ting; Stumper som drive paa Vandet eller kastes op paa Strandbredden. Nhl. Sfj. Nordl. (Jf. Tangrak). Saaledes ogsaa om Vrag af Skibe (Holl. wrak, Eng. wreck); dog bruges dette ofte i den mere fremmede Form “Vrak”. – 3) Vragning; Tilbagedrivning. Brugt i Talemaaden “slaa Rak paa”, dvs. vrage, forkaste. Vald. Ellers noget fremmedt; jf. Rat, rata, ræta. – 4) Skrab, Udskud, Vraggods. Hall. Vald. og fl. Jf. Avrak. – 5) Beenrad, Aadsel, død Krop. Nordre Berg. (meget brugl.). Ogsaa om et meget udmagret Dyr (jf. Krake); saaledes “Vaarsrak”, om Dyr som ere afkræftede af Fodermangel om Vaaren.

Rak, n. 2, Væge i et Lys, Lysevæge. (Ljosrak, Kjerterak). Berg. Nordl. og fl. (Isl. rak. Hører formodentlig til rekkja (dvs. opløse, G.N. rekja (rakti), da saadanne Væger ofte tillaves af opslidt Liintøi.

Rak, m. Saft (?). Et dunkelt Ord, som kun forekommer i Forbindelse med “Smak”, for Ex. “Dæ ha hverken Rak eller Smak”, om daarlige Fødemidler. Østl.

rak, adj. 1, rank (= bein); som gaar i ret Linie, uden Krumninger; f. Ex. om Træ. Voss, Hall. Gbr. og fl. Sv. rak. Jf. rakleg og strak. Ogsaa i Formen rakk, for Ex. rakke Vegen: den lige Vei (= rade Vegen). Smaal. Egentlig: udstrakt, s. rekkja, rakna, raken.

rak, adj. 2, suur, gjennemsyret; om Fisk som ved en vis Behandling er bleven meget mør eller blød og tillige har faaet en skarp syrlig Smag. Østl. Ogsaa i Formen raka, i Gbr. raakaa. Hertil Rakfisk, fornemmelig om Ørred, “Rakaure” (rak Aurride); sjeldnere om Sild (i Trondhjem kaldet Surskild). Vel egentlig: gjennemblød; jf. Rake og Isl. rakr: fugtig.

raka, v.a. (ar), 1) rage, skrabe sammen; samle Hø med en Rive. Afvig. raakaa, Gbr. Ork. Indh. G.N. raka; Sv. raka. Ogsaa v.n. røgte Hø, arbeide med Høet (= høya). Indh. og fl. – 2) afrage Haar eller Skjæg; barbere. (Ogsaa G.N. og Sv.). – 3) tildække ved en Sammenragning. Raka Gløderna: dække Gløderne paa Ildstedet med Kul og Aske. Nogle Steder raka Vermen, og raka Ljoset (Ljøs’e). Jf. kara og skara. – Particip rakad: afraget, aldeles blottet. D’er so reint, som det var rakat: der er ikke en Smule at finde. I lignende Betydning “ei rakande Utid”, om en fuldkommen Mangel, f. Ex. paa Fisk i Søen. (Paa Sdm. “ei rakandes Otid”).

Rakar, m. 1) En som rager Hø (= Raksterdeigja). 2) en Barberer.

Rakaure, s. rak, 2.

Raka-var, s. Rakvar.

Rake, m. Fugtighed, Væde, i Ting som ikke ere rigtig gjennemtørrede, f. Ex. Hø. Gbr. i Formen Raakaa (som netop svarer til <PB N="578"> “Rakje” og er forskjelligt fra Raake). Oftere “Vaatraakaa”. Isl. raki.

rake (el. raket), adv. lige, ret fremad (= beint). Sfj. Sogn (?), Hall. (rakje). “Vinden sto’ rakje nora”. Sfj. “Rakje upp”: ret opad. Hall. see raken.

Rakedans, m. Omdrivning. Mere brugt i en anden besynderlig Form: Rakedis (ii), m. Berg. og Nordl. Sjeldnere Rakedeis, som maaskee er rettere (s. deisa). Koma paa Rakediis: blive flyttet eller henslængt paa urette Sted (om Gods eller Tøi); komme paa Omflakning uden Tilsyn (om Kreature), o.s.v. Jf. Rek og reka.

Rakekniv, m. Ragekniv.

Rakelauv, n. affaldet, visnet Løv.

raken (rakjen), adj. lige, ret, som gaar i ret Linie (= bein). Hall. Jf. rake, rak, rakt. (Isl. rakinn: stadig).

Rakfisk, s. rak, 2.

rakje, s. rake. – rakk, adj. s. rak.

rakk (rækkede), s. rekka.

rakka, v.n. (ar), flakke, vandre omkring. B. Stift, mest i Forbind. “rakka og reisa”. I Sogn: raga. Ellers rakla, ratla, reka og fl. (Sv. Dial. rakka).

rakka, v.a. (ar), fæste et Seil til Masten ved en Rakke (s.d.). – Et andet “rakka”, om at tilsmudse, er indkommet i Byerne fra Nedertydsk.

Rakkar, m. 1) Rakker, Natmand. Nyere Ord; Nt. Racker, af racken: feie, udskuffe Skarn (Weigand 2, 451). – 2) et Slags Kortspil, hvori den, som beholder de sidste Kort paa Haanden, siges at “faa Rakkaren”. som Skjældsord Rakkarknigt, m. Rakkarmerr, f. og fl.

Rakke, m. 1, en Hund; især Han-Hund (i Modsætning til Tik, eller Bikkja). Berg. Tel. Nordl. og flere. (Mest alm. Rakkje). G.N. rakki. (Jf. T. Bracke: Sporhund). Ogsaa om andre Handyr, især Han-Ræv (modsat Reva). Shl. og fl.

Rakke, m. 2, Rakke, Ring hvorved et Seil fæstes til Masten, anbragt i Midten af Raaen. Mest alm. Rakkje. G.N. rakki; Sv. rack. – Rakketovla (o’), f. en af de smaa Blokke eller Led, hvoraf Rakken tildeels er sammensat. (Paa Sdm. Rakketole, o’, s. Tovla). Rakketraassa, f. et Toug i Rakken til at bruge, naar Seilet skal stryges i en Hast.

Kakkekjessa, f. Chærophyllum (= Hundkjeks). Hall. I Tel. Rakkesløkja.

Rakkerova, f. Eqvisetum. Tel. (Tinn).

rakla, v.n. (ar), 1) flakke, vanke omkring (= ratla, rakka, reka). – 2) vakle i sine Beslutninger, være ustadig, upaalidelig. Hall. – 3) kludre, arbeide daarligt; ogsaa: gaae seent og møisomt, færdes med Besvær, saasom paa en daarlig Vei. Tel. Østl. Hertil Rakl, n. Kluderværk; daarlig Gang, m. m. Rakleføre, n. daarligt Føre. Rakleveg, m. en Vei hvor man ikke kan reise hurtigt.

rakleg, adj. rank af Væxt, retvoxen, opret (= rak); om Personer. Berg. Sæt. og fl. (rakkleg).

rakna, v.n. (ar), 1) rækkes ud, aabne sig, tabe sin Bøining; om en Krog eller Bugt, som er udsat for Strækning. Alm. Sv. rakna. Nærmest til rekkja (s. rak). Jf. dragna, togna, slitna. Om Personer: give efter, frafalde sin Beslutning. Hertil Udtrykket “Skjelm som raknar”, dvs. den, som nu svigter, skal hedde Skjelm. (B. Stift). – 2) opløses, trevles op; om Tøi eller Vævning, hvori Traadene falde fra hinanden. Det raknar upp. (Jf. rekkja upp). G.N. rakna. – 3) komme sig efter en Afmagt eller Besvimelse, sandse sig, komme til Bevidsthet. (Vel egentl. rette sig op igjen). Ork. i Forbindelsen: rakna med seg (ogsaa “raknast mæ’ se”). G.N. rakna vid. Andre St. rekkjast med seg, og: raada med seg.

Rakster (Rakstr), m. 1) Ragning; det Arbeide at rage Hø. Nogle St. Rakst. (Isl. rakstr). Taka seg Rakster: lade sig leie til at rage i Høslætten. – 2) Afragelse, Blottelse; Barbering. Sjeldnere (s. Avrakster). – 3) Affald paa Ageren; løse Kornstraa som kunne samles ved Ragning. Østl.

Raksterdeigja, f. Kvindfolk som er leiet til at rage Hø. I Nordre Berg. “Rakstadeia” (jf. Isl. rakstrarkona). I samme Betydn. “Rakstekulle”, Østerd.

Raksterfolk, n. Folk som rage Hø.

Raksting (for Rakkstading), m. Indbygger af Rakkestad (i Smaalenene).

rakt, adv. ligefrem (= rake). S. rak.

rakt, part. udrækket, udstrakt; optrevlet, m. m., see rekkja.