Ivar Aasen Norsk Ordbog

plaassa, v.n. slæbe, trælle. Hall.

Plaaster (Plaastr), m. (og n.), Plaster. Sv. plåster, af Lat. emplastrum.

plaata, s. Plata. – plega, s. plaga.

plent, adv. plat, ganske aldeles; ogsaa: vist, sikkert, uden Tvivl. Han er plent aaleine (jf. plett). Plent naken. Plent sunderriven, o.s.v. Eg lyt plent gjera det. Berg. Stift, Rbg. Tel. Hall. og fl. Dunkelt Ord, s. følg.

plent, adj. 1) nøiagtig, punktlig, akkurat. Tel. Rbg. Ogsaa: net, vakker, pyntelig. Rbg. – 2) forsigtig, tilbageholden; ogsaa: bly, undseelig. Søndre Berg. Ryf. Jæd. Jf. var, grannvar.

plenta (seg), v.a. (ar), være tilbageholden eller undseelig; afholde sig. Hard. Shl. Ryf. Jæd.

Plenta, f. Forsigtighed, Afholdenhed.

plentra, s. planta.

plett, adv. ganske (= plent), i Forbind. “plett eismadd’e”: ganske alene. Sæt. Andre St. plitte (i’) og blett. Jf. moderaaleine.

[Pligt, f. Pligt (Nedertydsk. Om et andet Pligt, s. Plitt.

plikka, v.a. plukke; s. plukka.

Plina (i’), f. en Rift, et lidet Saar. Smaal. i Formen Plinu.

Plita (i’), f. Græsplet, Grønning imellem Skov el. Klipper. Nhl. Sogn, Sfj. Sdm.

Plitt (i’), m. Tilliefjel; en liden Fjel til Fodstykke i Bagrummet eller Forrummet i en Baad. B. Stift, Nordl. Nogle Steder Pligt (?). Afvig. herfra er Pligt, m. Bagrum i Baad eller Skude. Østl. Det sidste er Nt. pligt, og Holl. plecht: Bagrum, eller et Halvdæk over Enderummet.

plitta (i’) seg: holde sig; s. platta.

Plog (oo), m. 1) Plov, Pløieredskab. G.N. plógr. (Jf. Ard). Tildeels ogsaa for Plogonn; f. Ex. Tett fyre Plogen, dvs. kort før Pløiningen. Heraf pløgja. – 2) Plovhøvel, en Høvel at udskjære Falser med. – 3) Fordeel, Interesse, eller noget som man søger sin Fordeel ved. Sdm. og fl. “Dæ va no hass Plog”: dette var nu det, som han tragtede efter. (Ligesaa Isl. plógr, efter Haldorson). Dette Ord støtter sig ikke til de romanske Sprog, men er derimod fælles for de slaviske og germaniske.

Plog-aas, m. Plovaas (= Ardaas).

Plogdrætte, n. Trækketøi (Skagler, Hammel m. m.) til Plov. Nogle Steder Plog-greide, n.

Plogfot, m. den bageste Stolpe eller Opstander i Ploven. Rbg.

plogfør, adj. duelig til at pløie med; om Heste.

Ploghald, n. Greb eller Haandtag paa en Plov. Paa Sdm. Plogkylp.

Plog-il, f. Grundstykke i en Plov. Sæt. Jf. Il og Aurskida.

Plogjarn, n. Plovskjær, Plovjern.

Ploglekkja, f. Plovlænke.

Plognad, m. Pløining; s. Plogonn.

Plog-onn, f. Pløinings-Arbeidet om Vaaren; Pløiningstiden (= Vaaronn). Ogsaa kaldet Plogvinna, Pløgsl og Pløgning; paa Sdm. Plognad. Jf. Plog.

Plogskjere (e’), m. Langjern i en Plov; ellers kaldet Riste.

Plogskjøra, f. Plovskrabe. Mandal.

Plogstyre, n. Plovstjert.

Plogtoga (o’), f. Lænke i en Plovhammel. “Plogtugu”, Gbr.

Plogvinna, f. Pløining (= Plogonn).

Ploma (oo), f. 1) Blomme (Frugt). Sv. plommon; Nt. plumme, Eng. plum; Lat. prunum. – 2) Rødme i Kinderne, en rød Plet. B. Stift.

Plome-tre, n. Blommetræ.

plomutt, adj. rød i Kinderne.

Plugg, m. Pløg, Pind, Nagle. Mest brugl. paa Østl. Sv. plugg; Nt. plugge. Hertil plugga, v.a. fæste med Pinder. Pluggsyl, m. = Pinnesyl

plukka, v.a. (ar), plukke, pille, afrive; ogsaa: sanke, opsamle. I Nhl. tildeels plikka; jf. pilka. Ogsaa G.N. plokka, og Ang. pluccian, men udledes ellers af Ital. piluccare; jf. Lat. pilare. (Diez R. W. 1, 321). – Heraf Plukk, n. Smaating, noget som er sammenplukket.

Plunder, n. Besvær, Bryderlie. Østl. s. plundra. – plundersam, adj. besværlig, møisom.

plundra, v.a. 1) plyndre, røve. Sv. plundra; Eng. plunder. – 2) udpresse, sammenskrabe. Plundra i Hop nokot Pengar, osv. – 3) v.n. slæbe, trælle, have megen Møie. Østl.

pluta, s. pruta.

plykkja, v.n. glippe med Øinene. Hall.

Plyss, n. Plyds (Tøi). Fr. peluche.

plystra, fløite; s. blistra.

pløgd, part. pløiet; s. pløgja.

pløgja, v.a. (er, de), 1) pløie, bryde med Plov. 2) tilskjære med en Plovhøvel, false. – Inf. lyder tildeels pløia (pløye), og Præs. pløier (pløye); andre St. tydeligt pløgja (plø-ja) og pløgjer (plø-je); Nordre Berg. og fl. G.N. plœgja; plœgir. Imperf. pløgde, og Supin. pløgt; nogle St. pløigde, pløigt. Imperativ: pløg. I Sogn en afvig. Form: pløva, i Lighed med “Plov” for Plog.

<PB N="571">

pløgjande, adj. skikket til at pløie.

Pløgjar, m. en Pløier, Plovkarl.

Pløgning, f. Pløining. Oftere Pløgjing. Saaledes: Pløgjingsbord, n. Planker som ere tykke nok til at falses med Plovhøvel. B. Stift.

Pløgsl, f. Pløining; ogsaa et pløiet Jordstykke. Østl. (Rom.).

Pløma, f. Blomst (= Blom). Nhl. ligt Verbet pløma (= bløma), dvs. blomstre.

Pløsa, f. 1) en let eller porøs Klump; om Brød og Kager. Gbr. Jf. pløsen. – 2) Vable, Vandblegne. Smaal. Vel ogsaa Pløysa, da det i Solør hedder “Pleise”. (Jf. Bløra, Blaasa). – 3) Kile paa Vristen i Skindhoser. Hall. (Pløsu). Sv. Dial. plös: Kile, m. m. (Rietz 507).

pløsen, adj. pludset, opsvulmet; ogsaa: vid, el. udbuget, om Klæder. B. Stift. Jf. Nt. plüssig: opblæst, hoven.

pløsutt, adj. fuld af Vabler. Smaal.

po, s. upp-or, og upp-aa.

Podda, f. Padde; s. Padda.

Poddelokk, m. Spergel (Urt). Nedenæs.

Poka (o’), f. Kopper, Børnekopper (Sygdom). Oftere Smaapoka. Brugt i den nordlige Deel af Landet (jf. Bola, Kveisa). Nogle St. Puku (Trondh.). “Paasette-Poka”: de indpodede Kopper. Sdm. Jf. Brendepoka. I danske Dial. Pokker; T. Pocke, Eng. pock, pox. (Til det sidste hører vel ogsaa Formen “Paks”, om venerisk Syge. Østl.). – Pokemerke, n. Ar efter Kopperne (= Smaapoke-ær). Pokesetel, m. Vaccinations-Attest.

poka (o’), v.a. (ar), vrante. Poka seg: blive fortrydelig eller vranten. Hard. Ogsaa: trække sig tilbage af Fortrydelse (omtr. som furta). Tel. Hertil Pok, m. En som let blvier fortrydelig. poken (o’), adj. vranten, suurseende. Hard., pokjen).

pokka, v.n. knurre, mukke. Hall. Andre St. tildeels pukka.

Pol (oo), m. Pol; om Nordpolen, tildeels ogsaa om Polarstjernen. Af Lat. polus.

[polera (ee), v.a. (ar), polere, glatte. Fr. polir. Polering, f. Politur.

Poll, m. en liden rundagtig Fjord; en Pig med smalt Indløb. Berg. Nordl. ogsaa Hall. og fl. Isl. pollr. I lignende Betydn. ogsaa Pott, m. Nfj.

polsk (oo), adj. polsk, henhørende til Landet Polen (Polonia). Hertil Polskdans, som dog sædvanlig hedder Pols- eller Paalsdans.

Poppel, m. Poppeltræ. Af Lat. populus.

Por (o’), n. Puds, Skalkestreg (= Pretta). Sdm. “Han gjore me eit godt Por”. G. Sv. par. Jf. Isl. pöróttr: skjelmsk.

pora (o’), v.n. pirke, stikke, støde (omtr. som pota). Ork. i Formen “paaraa”, altsaa noget usikkert.

Pors (o’), m. Pors (Myrica), en Buskvæxt. Afvig. Poss og Post, Trondh. G.N. pors; Sv. pors; T. Porsch og Porst.

Porselin (o’), n. fiint Steentøi. Mere alm. Postelin, og nogle St. Bastelin. Sv. porslin; af Fr. porcelaine.

Port (oo), m. Port. Af Lat. porta.

Pose (o’), m. 1) Pose, liden Sæk. Nogle St. Possa, Paasa, Paasaa (Trondh.). G.N. posi; Sv. påse. Jf. Puss og Pøk. – 2) en Fold, Bugt, stor Rynke; paa Hud eller Klæder. Han er so feit, at det heng Posarne paa honom. Jf. Kyta. – 3) en liden tyk Tingest; om Dyr og Mennesker; saaledes: Uksepose, Tjorpose; jf. Gorpose, Eiterpose, Sinnepose.

posen, opsvulmet; s. pusen.

posna, s. pusna.

Post (o’), m. 1) Stilling, Plads; især Vagtpost, Feltpost. Sædvanlig udtalt Paast. Nyere Ord, af Lat. positus (= positio), dvs. Stilling. – 2) Post, Befordring af Breve osv. Hertil flere Sammensætn. som Post-førar, Posthorn, -hus, -mann, -pengar, -veg og fl. – 3) Samling af Breve eller Blade, som sendes ved Post; ogsaa Nyhed, nykommen Tidende. – 4) Støtte, Stolpe; især i Vinduer. Glaspost. (T. Pfoste). I denne Betydning henføres Ordet til Lat. postis. – 5) Pumpe, Vandspring. (I Byerne).

Postel (o’), m. Postille, Samling af Prædikener. Oftere Huspostel. Egentl. Postilla, f. af de latinske Ord: post illa verba (dvs. efter disse Ord), i Begyndelsen til en Forklaring af en Text. (Diez 1, 329). Weigand 2, 406. Wackernagel 227).

Postelin, s. Porselin.

Pot (o’), n. Stikke, noget at støde med. Sdm. “Eit lite’ Pot”.

pota (o’), v.n. og a. (ar), 1) stikke, bore, støde med en Kjæp eller Stang. B. Stift, Tel. og fl. Sv. peta. Pota Tennerna: stange Tænderne. – 2) mede, fiske med Stang paa Søen. Sdm. Andre St. kippa, kylpa. (Jf. meita). – 3) rode, grave i Jorden. Smaal. Sv. påta. Jf. bauka. – 4) strikke, knytte paa en vis Maade. Jæd. i Formen poda. (Folkevennen 14, 72). I svenske Dial. påta. – 5) knurre, mukke, give spydige Ord. Trondh. (Selbu).

Potar (o’), m. En som fisker med Stang; s. pota. Potarfisk, m. Smaafisk som fanges paa Stang. Potartroda, f. Medestang for Smaafisk (Smaasei). Sdm. (Potatrode). Andre St. Kippetroda.

Poteta (ee), f. Kartoffel, Jordæble. Nylig indkommet Ord; Eng. potato; Sp. patata (Diez, R. W. 2, 159). Nogle St. Potata; forkortet Tata, Nhl. Helg., og Pota, Sogn. Søndenfjelds oftere: Jord-eple (el. Eple); i Hall. og Vald. Kantoffel. – Hertil Potetegras, el. Potetelauv, n. Kartoffelblade. Potetereit, m. Kartoffel-Ager. <PB N="572"> Poteterus, s. Rus. Potetesmør, n. en Blanding af stødte Poteter og Smør.

Poting (o’), f. Støden, Gravning; Fiskerie med Stang, o.s.v., see pota.

potra, s. putra.

Pott, m. en liden Pude under “Hyvret” i en Hestesæle. Sæt. Tel. (Andre St. Seleball). Pottestad, m. Stedet hvor Puderne berøre Hesten (paa hver Side).

Pott, m. (2), s. Potta og Poll.

Potta, f. 1) Potte, Kande, Krukke. Holl. pot; Fr. pot. – 2) Pottemaal, Halvkande. I denne Betydn. nogle St. Pott, m.

Potul (o’), m. Stikke; Tandstikker, og deslige. Helg. i Formen Pøtaal.

prakka, v.a. (ar), 1) prakke, skrabe sammen, udpresse. Sv. pracka; Holl. pragchen: tigge. – 2) besvære, plage, uleilige. Trondh. (Fosen og fl.). Hertil: prakkad, part. besværet, trykket; ogsaa forlegen. Ork. Prakk, n. Besvær, Uleilighed. Prakkar, m. en Puger, Styverfænger; nogle St. ogsaa: en Bissekræmmer.

pranga, v.n. (ar), skakre, handle med Smaating; ogsaa skrabe Penge sammen, omtr. som prakka. B. Stift (praanga).

Prat, n. Snak, Samtale.

prata, v.n. (ar), snakke, tale med hinanden; især løseligt eller uden noget bestemt Formaal. Sv. prata; Nt. praten, Eng. prate. – Pratar, m. en Snakker. Prating, f. megen Snak. pratsam, adj. snaksom.

Praam, m. 1) Pram, Førselskude. Sv. pråm; Holl. praam. – 2) en Baad, en liden Færge eller Ege paa et Overfartssted. Rbg. Tel. ogh fl. G.N. prámr. Hertil Praamstod (o’), f. Landingssted ved en Indsø. Tel. s. Stod.

preika, v.n. (ar), prædike. Nogle Steder preka (ee). Forkortning af predika, af Lat. prædikare: forkynde.

Preika, f. Prædiken. Nogle St. Preka og Preik. Jf. Messa.

Preikedag, m. Dag da der holdes Prædiken i en Kirke.

preikelaus, adj. om en Søndag, da ingen Prædiken holdes paa Stedet.

Preikestol, m. Prædikestol.

Preina, f. Puds, Skalkestreg. Hall. Jf. Pretta. – preinast, v.n. drilles, gjøre hinanden Fortræd.

[prekevera (seg): bjerge sig, rede sig ud. (Egentl. præcavere). Nordre Berg.

Prel (Preel), m. Stang, hvormed et Seil holdes udspændt. Sdm. Andre St. penta. Dunkelt. Jf. Priel.

Prent, n. Prent, trykt Skrift.

prenta, v.a. (ar), prente, trykke i en Presse. Afvig. plenta, Helg. Holl. prenten, Eng. print; jf. Fr. empreinte: Aftryk. – Figurl. Prenta i seg: indprente sig, minde sig med Flid.

Prenting, f. Prentning; Bogtrykkerie.

Presenning, m. Seildugs-Tæppe. Hollandsk.

Prest, m. Præst. G.N. prestr, af Gr. og Lat. presbyter (den ældre).

Prestebol (oo), n. Jord som er tillagt et Præstekald. “Prestebol-gods” betegner paa mange Steder: beneficeret Gods; men dette skulde egentlig hedde: Prestebords Gods, dvs. Mensal-Gods.

Prestedøme, n. præstelig Værdighed.

Prestegard (el. Prestgard), m. Præstegaard.

Prestegjeld, n. Præstekald; Embedsdistrikt for en Præst, ofte bestaaende af flere Sogne. Jf. Gjeld.

Prestekall, n. Præstekald (som Embede).

Presteskifte, n. det at en Præst afgaar, og en anden kommer i Steder.

Prestetaka, f. en v is Afgift til Præsten. Sogn (Evindvig).

Prestgull, n. = Balderbraa (Blomst). Ork. Andre Steder kaldet Prestekrage.

Prestkona (-kaana), f. Præstekone.

Præstlæra, f. det theologiske Studium.

Prestløysa, f. Vacance i et Præstekald.

Prestreida, f. visse aarlige Afgifter til Præsten. Lidet brugl.

Prestveg, m. Vei til en Annexkirke.

Prestvigsla, f. Præste-Ordination.

Pretta, f. et Puds, en Skalkestreg. Mest i de nordlige Egne (Nordl. Trondh. Sdm.). G.N. prettr, m. Skotsk prat og pret. Jf. Preina, Por, Spikk.

pretta, v.a. (ar), drille, narre, gjøre et Puds. (Sjelden). S. uprettad.

prettefull, adj. skalkagtig, tilbøielig til at drille eller gjøre Puds.

Prettemakar, m. en Pudsmager, Gjæk.

pretten, adj. 1) skalkagtig. Nordl. 2) prippen, som let bliver fornærmet. Tel.

prettevis (ii), adj. listig, nem til at opfinde Puds eller Drillerier.

Priar, m. 1) et Reb, hvormed et Seil fæstes til Masten, anbragt i Midten af Seilets nederste Kant. Nhl. Sogn, Fosen, Nordl. (Paa Sdm. Kabbe). – 2) et Reb, hvormed Seilet rykkes sammen i Storm. Sdm. (Jf. Handsyfte). Oprindelsen uvis.

Priel, m. Pleiel. Smaal. Lidet brugl.

prigg, adj. frisk, modig, kjæk; om Børn. Smaal. I tydske Dial. prick.

Prikk, m. Prik, Punkt; liden Plet. (Fleertal tildeels Prikkjer). Nt. prik; Eng. prick.

prikka, v.n. (ar), 1) punktere, sætte Prikker. 2) pusle, sysle med et ubetydeligt Arbeide. Hertil Prikkedag: en Dag som kun anvendes til Smaasysler i Huset. Shl.

prikkutt, adj. besat med Prikker, smaaplettet, spraglet.

prilla, v.n. (ar), fingre, spille med Fingrene. Hall. Hertil Prillarhorn (o’), n. Horn til at blæse i, forsynet med Fingerhuller ligesom en Fløite.

Prim, n. (Ost), med flere Sammensætn. <PB N="573"> som Primbræda, Primmat, Primtukke; – s. Brim.

Prim, n. (2), Fjas, taabelige Paafund.

prima, v.n. (ar), sysle med unyttige Ting, bruge unødige Ceremonier; ogsaa: have underlige Indfald, snakke taabeligt o.s.v. B. Stift og fl. (Jf. vasla, tøva, tulla). Sv. prima: vaase. Jf. Eng. prime: gjøre Forberedelser; Lat. primum: Begyndelse.

Primstav, m. en gammeldags Kalender; en Stok med Mærker for Maanederne eller Dagene i Aaret. Sv. primstaf. Afvigende Brimstav, Vald. Andre St. Rimstav og Ringstav (?). – Et andet Ord er “Primstav” for Brimstav: Rørestang til Brug ved Ostelavning. Hall.

prina, v.n. skrige; s. rina.

Prins, f. Skræppe, Randsel. Sdm. og fl. Sv. Dial. prins og prinsel; jf. T. Ränzel. – Prinsalag, s. Skreppelag.

Prins, m. Prinds (Lat. princeps).

Pris (ii), m. 1) Priis, Værdsætning paa Varer. Af Lat. pretium. 2) Ære, Anseelse, Fortrin. Bera Prisen: ansees som bedst.

prisa, v.a. (ar), sætte Priis paa, ære, rose; ogsaa nyde eller bruge rigelig. Prisa Høgdi: holde høit mod Vinden for at have stort Rum til at drive paa. Nordl. Prisa Leggjerna: løbe af al Magt. Sdm. Prisa Maten: æde dygtigt. Tel. Prisa Sumaren: gaae tyndklædt, eller gaae barfodet. B. Stift.

prissa (i’), v.n. trodse, søge at tiltvinge sig noget. Sdm. Vel egentl. pressa (= persa).

Prjona, f. Knappenaal, Fæstenaal. Sæt. Afvig. Prjøne, Hall. Vald. Hertil Prjøneknapp: Knappenaalshoved. I Tel. forekommer ogsaa Prjone om Rakler el. Knopper paa Træer. Jf. Isl. prjónn, m. Strikkepind; D. Preen, og T. Pfriem: Syl.

Profeet, m. Prophet. (Græsk).

Prokka, v.a. pille, kradse (= kroppa). Nhl.

Prov (oo), n. 1) Prøve; Prøvestykke, f. Ex. af et Slags Tøi. B. Stift og fl. – 2) Beviis; Vidnesbyrd. Lidet brugl. G.N. próf, af Lat. proba. Jf. prøva.

prova, v.a. (ar), bekræfte, bevidne. (G.N. prófa). Ikke meget brugl.

Provest, m. Provst. B. Stift. Hedder ogsaa Provast, Rbg. og ellers Proest, Prost. G.N. prófastr; Ang. profost, prafost, af Lat. præpositus (foresat).

prud, adj. smuk, anseelig, prægtig. Tel. (Moland), i Formen “pru’e”. G.N. prúdr. Jf. Eng. proud: stolt. S. pryda.

prumpa, v.n. fjerte (= frata).

prunka, v.n. prunke, bramme, (Sjelden). Prunkestova (o’), f. Stue som kun bruges ved festlige Anledninger. B. Stift.

pruta, v.n. (ar), 1) prutte, forlange en Nedsættelse i Prisen. Alm. Nogle Steder pluta. (Nordl.). Sv. pruta. – 2) kives, trætte, gjøre Modsigelser. Vald. Ogsaa ellers om at gjøre Vanskeligheder, være altfor smaalig o.s.v.

Prutemun, m. noget som kan afpruttes; egentlig Forskjellen imellem Sælgerens Forlangende og Kjøberens Tilbud. Sv. prutmån.

pruten, adj. smaalig, gnieragtig.

Pruting, f. Prutten, Aftingelse; ogs. Gnierie, smaalig Nøiagtighed.

prutla, v.n. kludre (= bratla). Guldal.

pryda, v.a. (er, de), pryde, smykke; være til Prydelse eller Hæder. (Nogle St. prya, prye). Particip prydd. – Meget brugl., medens derimod Stamordet prud er næsten ubekjendt.

Pryda, f. Prydelse, Forskjønnelse; ogsaa Ære, Hæder. G.N. prýdi.

prydeleg, adj. som er til Prydelse, smuk, herlig, prægtig.

Prydeverk, n. Arbeide som er til Prydelse.

Prydnad, m. Forskjønnelse, Zirat.

pryla, v.a. (er, te), prygle. Nyt Ord efter T. prügeln. “Pryle Bygd’a”: tigge og trygle om noget hos sine Naboer. Sdm.

Prysel (y’), m. et Slags Laas, bestaaende af en Skruemoder, som er stillet saaledes, at den tilsvarende Skrue kan bruges som Nøgel. Sdm. Namd.

prysja (y’), v.a. (ar), forvikle, bringe i Urede. Tel. (Vinje). – Prysja, f. en Forvikling, Knibe, Forlegenhed. Ogsaa i Formen Pryssa, Hard. Shl.

Pryss, m. et Slags Flydholt, indført fra Pommern (?). Nhl. I Ryf. Prøys. (Vel egentl. Preusser).

Pryssa, f. Knibe; s. Prysja.

Pryssing, m. et Slags varmende Drik; Svededrik. Nordre Berg.

prøva, v.a. (er, de), prøve, forsøge, gjøre Forsøg med; ogsaa: opleve, erfare, lære at kjende ved Erfaring. Nyere Ord, nærmest af Prov. Jf. freista og røyna. Bøiningen vaklende; nogle Steder Præsens “prøvar”, men Imperf. sædvanlig: prøvde, og Particip prøvd.

Prøva, f. Prøve, Forsøg; ogsaa Prøvestykke (= Prov).

Prøveklut, m. Stykke at forsøge med. (Egentlig for En som skal lære at sye).

Prøveset, n. første Udsætning af Fiskergarn paa et Sted. Nordl.

Prøvetid, f. Prøvetid.

Pudding, m. Budding. Eng. pudding.

puffa, v.n. (ar), udblæse Røg eller Damp; især pludseligt eller stødviis. Eng. puff. Vel egentl. puva (Isl. púa), men nærmest dannet efter Lyden. Hertil Puff, m. et Røgpust, f. Ex. af et Skud.

Puke, m. 1) en ond Aand, en Djævel. Østl. (Solør og fl.), ogsaa Romsd. G.N. púki; Sv. puke; jf. Eng. puck; D. Pokker. – 2) en Pengepuger; dog ogsaa i god Betydning: en rig Person, en Pengemand. “Ein Rike-Pukje”, Sdm. Gbr. Om et <PB N="574"> Hunkjønsord Puka, s. Puta. – Pukeskit, m. = Draugspy. Trondh. (Selbu).

pukka, v.n. knurre, mukke. Jf. pokka.

puldra, sprudle; s. purla.

Puls, m. Puls, Slagaare. Af Lat. pulsus: Slag. Jf Livaader.

Pulver, n. Pulver. Af Lat. pulvis.

pum, for upp-um, s. upp.

Pumpa, f. en Pumpe, Vandpost. Fr. pompe.

pumpa, v.a. pumpe, trække Vand.

Pumpesot (oo), n. Pumpesod, Pumpens Grundlag i et Fartøi. Nordl. Sv. pumpsot. Formod. nedertydsk, af Sod: en Brønd; Ang. seáð (som her skulde hedde Saud).

Pund, n. Pund, en vis Vægt. Tildeels om Skaalpund (2 Marker), men mest alm. om Bismerpund (dvs. 24 Marker). G.N. pund, af Lat. pondus. Ogsaa om det engelske Pund Sterling (Mynt). Figurl. Aandsgaver, Talenter.

Pundar, m. Bismer, Stangvægt. G.N. pundari.

punder, for upp-under; s. upp.

Pung, m. Pung, liden Pose. G.N. pungr; Goth. puggs. Ogsaa Testikelpung (Scrotum), især i Fl. (Pungarne). Jf. Puss.

punga, v.n. (ar), i Forbind. punga ut: aabne Pungen, betale mange Penge.

Punga, f. Vandlilie (Nymphæa). Ork.

Puns, n. (og m.), Punsch (Drik). Eng. punch. (Ostindisk).

Punt, m. en Græsart; s. Bunt.

Puntleder (e’), n. et Slags tykt Læder. Sv. buntläder.

pupla (u’), v.n. 1) boble, sprudle (= bulla). 2) sladre, pludre, ramse. Nordre Berg. Jf. purla og putra. Hertil Pupling, f. og Pupl, en Sprudlen; ogsaa Sladder.

Purka, f. en So (= Su, Sugga). Mange St. brugl. Fr. porc, Lat. porcus: Sviin. – purkeful (uu), adj. slu, listig under et Udseende af Dumhed. Østl. Purkeskinn, n. et Tæppe af Svinehud. I Hall. “Burketuku”. Purketistel, m. Blødtidsel, Serratula. Gbr.