Ivar Aasen Norsk Ordbog

rømast, v.n. (est, dest), blive mere rummelig, udvides; fortyndes. Det tok til og rømdest: der blev lidt mere Rum.

Rømd, f. 1) Rummelighed, Vidde; tilstrækkelig Plads. (Af rom, adj.). Afvig. Rymd, Nhl. Sfj., Rømn, Nordl. – 2) i Seiladsen: en gunstig Stilling for Vinden. Hava Rømdi: have Vinden paa eller nærved Bagsiden. – 3) et frit eller aabent Rum. Koma paa Rømdi: komme ud i det frie, paa fri Fod; ogsaa: komme ud i Verden, ud iblandt Folk. (Sv. rymd).

rømd, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Rum. Baaten er høvelege rømd: Baaden har et passende Forhold i Rummene (Roerpladsene). I Nordl. sædvanl. rømt. – 2) part. udvidet, slappet, løsnet (s. røma 2). – 3) bortrømt, flygtet.

Røme, n. Rum (el. egentlig Oprømmelse). I Sammensætning som Umrøme, Trongrøme, Utrøme. I Hall. Ryme (Rymme), om en Mark eller Strækning; saaledes Aasryme, Skogryme, Fjellryme.

Røme, el. Rømme, m. s. Rjome.

rømeleg, adj. rummelig, vid, som giver magelig Plads. Nogle St. rymeleg.

Røming, f. Udvidelse; Oprømmelse. Ogsaa: Rømning, Flugt.

Røming, m. 1) Rømningsmand, Flygtning. Tel. – 2) om Baade, med Begreb af Rum, f. Ex. Trirøming, Halvfemterøming og fl.

<PB N="627">

røn, adj. kommende fra en vis Kant; om Vinden. Kun i Sammensætning; som austrøn, vestrøn, nordrøn, sudrøn, landrøn, innrøn, utrøn, framrøn. Ofte i Neutr. f. Ex. Det vardt vestrønt. Nordl. Trondh. Nordre Berg. G.N. rœnn (vestrœnn og flere). Hertil et Subst. Røna, f. s. Landrøna, Utrøna. Jf. Ght. nordróni (nordlig), sundróni (sydlig) osv. Grimm, Gr. 2, 180.

Røn, m. s. Ryn. – røn, s. rynja.

Rør, f. Kant, Bryn, yderste Rand af en Flade; f. Ex. Bordsrør: Kanten paa et Bord. Nordl. Trondh. Sdm. (meget brugl.). Tildeels afvig. Røyr, Nordl. Skiva stend aa Rør: Skiven staar paa Kanten, opreist, f. Ex. ved en Væg. (Jf. aa Egg). Døyva Rørerna: afglatte de skarpeste Kanter.

Rør, pl. s. Ro. – rør, v. s. ro og rydja.

røra, v.a. (er, de), 1) røre, bevæge, sætte i Bevægelse. Røra seg; røra Føterne osv. G.N. hrœra (Ang. hréran, Ght. hrórjan). Jf. røyva, som tildeels træder i Stedet for røra. – 2) røre ved, berøre; gjøre noget ved. Me faa ikkje røra det. Det hadde ingen rørt det. – 3) omrøre, mænge, f. Ex. med en Stang eller Stikke. Røra i Hop: røre sammen, blande. Røra upp: oprøre, grumse. Røra Vellingen osv. (Vexler ikke med røyva). – 4) omvælte, opvende Hø som ligger udbredt til Tørring. Indh. (Snaasen). Andre St. kaa og snu. – 5) v.n. vrøvle, snakke frisk væk uden nogen rigtig Orden. Østl.

Røra, f. 1) Røre, Suppe, sammenrørt Masse. (Mjølrøra, Eggjerøra, osv.). 2) Uorden, vild Sammenblanding; Chaos. Det laag alt i ei Røra. 3) Forvirring, Tummel, Opløb.

rørande, adj. 1) passende at røre ved. D’er ikkje rørande: man bør ikke røre ved det. 2) rørende, gribende.

rørd, part. rørt, berørt; omrørt.

Røre, n. Rum; s. Røde.

Rørekolla, f. og Rørekopp, m. en Vrøvler, Vaaser.

røren, adj. 1) vrøvlende, kjedelig ved forvirret Snak. 2) slusket, skjødesløs; see rørsam.

Rørestikka, f. Rørestang.

Røring, f. Omrøring osv, s. røra.

rørleg, adj. rørlig, bevægelig.

rørsam, adj. skjødesløs (i Tale eller Arbeide), tilbøielig til at forvikle eller forblande Tingene.

Rørsla, f. Rørelse, Bevægelse.

rørutt, adj. forvirret, uordentlig; ogsaa: urolig, støiende. Gbr. og fl.

Røs, n. s. Rus. – røs, v. s. rysja.

røseleg, adj. 1) stor, anseelig, fremragende; f. Ex. om Bygninger, ogsaa om Dyr, m. m. Sogn, Hall. Nordl. og fl. I Smaal. røseleg. – 2) storladen, som har et stolt eller myndigt Udseende. Indh. (Jf. G.N. hrœsinn: pralende).

røsen, adj. forfærdelig, frygtelig; f. Ex. om en Storm. Sdm. Jf. rysen.

Røslyng, s. Ryslyng.

Røst, f. 1, en Række af Strømbølger, et Søstykke som er oprørt af Strøm. Nordl. (Lof.). G.N. röst: Havstrøm. (Jf. Rost).

Røst, f. 2, Røst (= Maal); Stemme; især Sangstemme; ogsaa et Raab af et usynligt Væsen (i Folkesagn). Skulde hellere hedde Røyst. G.N. raust.

røsta, v.n. (ar), stemme op, istemme, nynne en Melodie. “Han gjekk aa røsta’ aa saang”. Tel. Sæt. og fl. (Egentlig røysta). Ogsaa v.a. røsta seg: give Lyd, lade sig høre, raabe osv. Hall.

Røste, Tagvinkel; s. Røyste.

Røstemor, s. Røystemoder.

Røsulv, s. Rossigle.

røta, v.a. (er, te), skaffe Rødder (Rot). Sædvanl. røta seg: skyde Rødder, fæste Rod; om Væxter. Hedder ogsaa røtast. G.N. rœtast.

Røte, n. 1) Rod, Klynge af Rødder. – 2) Bregner (= Telg, Burkne). Gbr. – 3) Slægt, Familie. Eit godt Røte: en vakker Slægt. (Oftest ironisk, om Folk som man ikke lider).Ogsaa: Art, Beskaffenhed (ligesom Rot); jf. Illrøte, Urøte.

Røte, m. Hob, Mængde; s. Rote.

Røting, f. Rodfæstelse; Rodvæxt.

røtt, adj. beskaffen i Roden; ogsaa: rodfæstet, som har slaaet Rødder; f. Ex. om flyttede Træer.

røug, s. rødsam. Røur, s. Røda.

Røv, n. Rørelse i Vandet; s. Revja.

Røv, m. s. Rev og Riv.

Røv (ø’), m. det nederste Lag i en Korn-Hesje; en Rad af Neg, som staae opreiste saaledes at Toppene bøie sig over den nederste Stang i Hesjen (s. Hesja). Sdm. Formen dunkel, maaskee for Rev (e’).

røva (ø’), v.a. (ar), røve, plyndre. (Sv. röfva). Nyere Form; vel egentl. røyva; jf. Nt. roven, T. rauben; Eng. reave. Hertil Røvar, m. en Røver. Røvarlag, n. Røverbande. Røvarskap, m. Røverie.

Røva (Hun-Ræv), s. Reva.

Røvekaup (-kjøp), n. Kjøb til en Spotpriis, Røverkjøb. Sv. röfvarköp.

Røveleike, s. Revbjølla.

røvja (paa Sjoen); s. revja.

røvla, tøe bort; s. revla.

Røvtroda, f. den nederste Stang i en Hesje; s. Røv.

Røy, f. (Fl. Røyar?), Tiurhøne, Hunnen af Tiurfuglen (s. Tidur). Sv. Dial. røj, ry. Hertil Røyegg, n. Tiurhønens Æg. Røyunge, m. Tiur-Unge.

røyda, v.n. (er, de), have et rødligt Udseende (= rauda). “Dæ røye paa dæ”, Gbr. Vel egentl. gjøre rødt.

Røder (Røyr), f. en Flodfisk, som ligner Ørred og har rød Bug. (Salmo alpinus). <PB N="628"> Mest alm. Røyr; afvig. Røye, Opl. (?), Rye, Smaal. G.N. reydr.

røye, s. røgja og røyda.

Røyk, n. liden Hob eller Stabel, f. Ex. af Tørv. Jæd. Jf. Rauk.

Røyk, m. Røg, Uddunstning af brændende Ting; ogsaa ellers om synlig Damp. Vaatrøyk, Frostrøyk, Ylrøyk osv. G.N. reykr (af rjuka). Uegentl. om en Formodning, et dunkelt Rygte. Dei hadde fenget ein Røyk av det. Ligesaa om en tilsyneladende Storhed eller Høihed. Han vil upp i Røyken: han vil holde sig høit, leve paa en stor Fod.

Røykange, s. Røykluft.

Røykfloke, m. Røghvirvel. Ogsaa kaldet Røykvase, Røykdott og fl.

røykfri, adj. fri for Røg.

Røykhetta, f. Røghætte, Røghat.

røykja, v.a. (er, te), 1) røge, tilrøge, udsætte for Røg. Røykja Huset. Røykja Fisk osv. – 2) faae til at ryge, brænde for at frembringe Røg. Røykja Eine: brænde Enebærkviste. Røykja Tobak, el. r. Pipa: røge Tobak. – 3) v.n. frembringe Røg. Dei røykte uppunder honom: de gave ham et Røgbad. G.N. reykja.

røykja, v.a. opstable, sætte i smaa Stakke (= rauka). Jæd og fl.

Røykje, n. Røgning, Ild som tændes blot for at give Røg, f. Ex. til at fordrive Myg. I Østerd. Røykje (Røke). Andre St. Røykbrising, Røyknying og fl.

røykjeleg, s. røkjelege.

røykla, v.a. sætte Korn i smaa Hobe paa Ageren (= rauka). Stjordalen (røkla, røkkel’). Hertil Røykling (Røkling), m. en liden Kornstak (= Rauk).

Røykluft, f. Røglugt. Hedder ogsaa Røykange (-aangje), og Røyktev (-tæv).

Røykning, f. Røgning; Gjennemrøgning. Oftere Røykjing.

Røyksopp, m. Røgsvamp (Lycoperdon).

Røykstaal, n. en meget stor Røgmasse, et Røghav. Jf. Staal.

Røykstova (o’), f. Røgstue (= Rotstova), Ljorestova).

Røyksup, m. Røgfang, Rør til Afledning af Røg. Sogn. Vald.

røykt, part, røget, tørret i Røg. Hertil Røyktesild, Røyktelaks og fl. B. Stift.

røykutt, adj. tilrøget, sværtet af Røg. Nogle St. røykjutt (røykjaatt).

Røykvase, m. s. Røykfloke.

Røyn, f. Erfaring; Prøve (= Røynd, Røyne). Nordl. Jf. G.N.- raun.

røyna, v.a. (er, de), 1) mærke, erfare, lære at kjende af Erfaring. Eg heve røynt det lenge. Naar ein røyner det, so veit ein det. Temmelig alm. dog mest brugl. vest og nord i Landet. (Ofte i Imperf. røynte). G.N. reyna; Sv. röna. – 2) udforske, udfritte. Eg heve røynt honom ut: jeg har udspurgt ham nøie. Siredal. – 3) prøve, forsøge, sætte paa Prøve. Røyna Isen (prøve om den er stærk nok). Røyna seg: forsøge, sine Kræfter, anstrenge sig. – 4) angribe, anspænde, tage haardt paa, f. Ex. om Arbeide, eller om Sygdom. Eg tykte, det røynde honom: jeg syntes, at det angreb ham meget. Det røyner ikkje so litet: der behøves ikke saa liden Styrke til at taale det. (B. Stift). Jf. freista, leita paa, taka aat. – 5) upersonl. røyna paa: behøves, gjælde, komme an paa. Han gjekk fraa, daa det røynde paa: han unddrog sig, da det kom til Alvor. Det røyner ikkje paa: det behøves ikke. – 6) reflexivt og upersonl. røyna seg: vise sig ved Erfaring, bekræfte sig. Det røyner seg so. Oftere i Formen røynast. Det kann so røynast: det er nok alt for sandt. B. Stift.

Røynande, n. et Forsøg, en Prøve; Styrkeprøve. Hall. (Røynand).

Røynd, f. Erfaring; Virkelighed. Til Røyndar: i Virkeligheden. “D’æ be’re te Røynda en te Sjunda”: det er bedre end det seer ud til at være. Jæd. (Jf. Ryne).

røynd, part. prøvet, forsøgt; ogsaa: erfaren, bevandret. D’er betre i røyndo en i syndo. S. Røynd og Ryne.

Røyndom, m. Prøve, Forsøg. Det held ikkje, naar det kjem i Røyndomen, dvs. naar det rigtig gjælder om. Ryf. Jæd.

Røyne, n. Forsøg. (Lidet brugl.).

Røyne (2), i nogle Stedsnavne, som Røyneberg, Røynestad, Røynestrand, er formod. et gammelt Røyne, n. (Rønneskov), af Raun.

røyneleg, adj. virkelig, kjendelig, som man let kan erfare. Mindre brugl.

Røyning, f. Prøve, Anspændelse, Angreb.

røynsam, adj. ivrig i at forsøge; ogsaa: anstrengende, haard, besværlig.

Røynskap, m. Erfaring (= Røynsla).

Røynsla, f. Prøve, Forsøg; Anstrengelse; ogsaa: Erfaring, Iagttagelse; en afgjort Sag, en Kjendsgjerning.

Røyr, f. 1, (Fl. Røyrar), Lyske, Huulningen imellem Laar og Underliv. Mange St. brugl. (I Ork. Rør). Vondt i Røyrom: Smerte i Lyskerne, Tegn til Brok. Isl. hrœrar, pl. Sv. Dial. rör, D. Røre. I Nordl. i en anden Form “Reis”, f. (Paa Dyr hedder det Svange).

Røyr, f. 2, (nogle St. n.), 1) Rør, Rørvæxt; egentlig en Vandplante (Arundo); men ellers ogsaa det samme som Røyrgras. G.N. reyrr, m. Ght. rór, Goth. raus. – 2) Stilk, Stængel (af visse udenlandske Væxter); Spanskrør, Spadserestok. – 3) Rør, Pibe, huul Cylinder. Omnrøyr, Vindrøyr, Vatsrøyr. Ogsaa, dog sjeldnere, om en lukket Rende.

Røyr, f. 3, et Slags Fisk; s. Røyder.

røyra, v.a. (er, de), omvikle, surre, omvinde med Traad eller Baand. F. Ex. røyra ein Ongul: fæste en Fiskekrog til Snoren ved en tæt Omvinding af Traad. Temmelig <PB N="629"> alm. (jf. røyrga). G.N. reyra. Particip røyrd (nogle St. røyr’e). Han gjekk med en røyrd Fot: med en Forbinding om Foden.

røyrga, v.a. (ar), omvikle, omvinde (= røyra). Nhl. Maaskee egentlig: ombinde med Straa eller Rør (Røyr).

Røyrga, f. Omvikling, Baand at omvikle noget med. Nhl.

Røyregras, n. Rørgræs (Phalaris arundinacea). Nævnes ogsaa Røyr).

Røyring, f. Omvinding; Punkt hvor noget er tilsurret eller forbundet. Røyringtraad, m. Traad at omvinde eller tilsurre med.

Røyrkval, m. et Slags stor Hval (Balæna Boops). Egentlig Røyderkval. G.N. reydr.

Røyrrot, f. Rod af en Rørvæxt.

Røyrslag, n. Art af Rør.

Røyrstav, m. Rørstok, Spadserestok af et vist Slags Rør.

Røyrtak, n. Rørtag, Halmtag.

Røys, f. (Fl. Røysar), en Steenhob, sammenkastet Dynge af Steen. Temmelig alm. G.N. hreysi, n. hreysar, pl. Sv. röse, n. I lignende Betydn. Rus, f. Indh. Jf. Ruva og Rulla.

røysa, v.a. reise, opreise; s. reisa.

Røysekatt (eller Røyskatt), m. Hermelin (Mustela Erminea). G.N. hreysiköttr. Jf. Lekatt, Kvitkatt.

Røysn, f. noget stort eller udmærket, noget som man kan skryde af; en stor Bedrift osv. Sdm. Jf. G.N. rausn: Pragt, Overflod.

Røyspost, m. en vis Urt, Origanum vulgare (?). Gbr. Toten.

Røyst (?), f. Stemme, s. Røst.

røysta, v.a. bygge Tag (= rausta). Nordl. I Smaal. røste. Af Raust.

Røyste, n. Gavl i et Huus, Tagvinkel, den øverste tilspidsede Deel af Tværvæggen. Nordl. Lidt afvig. Røste, el. Ryste (y’), og tildeels Røst. Trondh. (I Sæt. Raust). I Ndm. ogsaa Røste om Tagryggen (= Raust). – Andre Steder: Brjost, Bjorlad, Ram, Ramlægje.

Røystekabbe, m. en af de korte Stokke øverst i en Tværvæg. Nordl. Ork. Ndm. (Røstekabbe). Andre Steder Sneidkubbe, Bjorladstokk.

Røystekraaka, f. den øverste og korteste Stok i en Gavl. Nordl. Andre St. Kraaka og Gauk.

Røystemoder, f. den øverste af de lange Stokke i en Tværvæg; den Stok hvorfra Gavlen (Røystet) begynder. Indh. (Røstemor). Andre St. Samhald.

Røysting, f. 1) Tagreisning, Anlæggelse af et Tag. Nordl. og flere. – 2) Gavl (= Røyste). Ork. i Formen Røsting.

røysutt, adj. fuld af Steendynger; om ryddet Mark.

røyta, v.a. og n. (er, te), 1) gjøre raadden, faae til at raadne. Alm. Væta røyter Klædi: Fugtigheden gjør, at Klæderne raadne. Regnet røytte upp Høyet osv. Sv. röta. Hører sammen med roten og Rot (o’) til et forældet Stammeverbum rjota (raut). – 2) rødne, faae noget til at opløses eller skille sig (s. faa). Røyta Hamp: lægge Hampestraa i Blød, for at Trevlerne skulle løsnes. (Sv. röta; Eng. Dial. rait). Røyta Skinn: udbløde Skind, indtil Haarene blive løse. Hertil ogsaa røytast: opløses ved Rødning, adskille sig. – 3) afpille, blotte, afrydde; ogsaa: udplyndre. Me hava røytt av det meste. Dei hadde mest røytt honom: taget altsammen fra ham. G.N. reyta: rive, plukke. – 4) v.n. fælde Haar, gjøre Haarskifte. Østl. (I Smaal. røte). Hesten held paa og røyter. Jf. reka. – 5) søle, være skjødesløs. Han fer og røyter med det: han behandler det ilde, skjæmmer det ud. Hall. Liggja og røyta: ligge længe, sove mere end man behøver. B. Stift, Tel. og fl. (Jf. roten i Betydn. doven). Ogsaa: skryde, prale (saa at det er modbydeligt at høre). Han gjekk og røytte av det. B. Stift.

Røyta, f. 1) Fugtighed, noget som foraarsager Forradnelse; Veir hvori Hø og Korn er udsat for at raadne. (Sv. röta). – 2) Rødning, f. Ex. paa Hamp eller Hør (= Faaing); ogsaa Haarløsning paa Skind. (Elvarrøyta, Kalkrøyta). – 3) Afskrabning, Blottelse, Afrydning. Han fekk ei gild Røyta: et dygtigt Smæk, et betydeligt Tab. – 4) en vis Sygdom, hvor hvorved Haar eller Hud falder af; jf. Gomrøyta. – 5) om et modbydeligt Skryderie. Ogsaa: en Praler, Storskryder; ligesom Røytar, Røytekopp, Røytestamp. B. Stift.

Røytebolk, m. en Tid med fugtigt Veir eller Mangel paa Tørring.

Røytehaar, n. Haar som ere aftagne ved Rødning; s. røyta 2.

røyteleg, adj. modbydelig, kjedelig. Tel.

røytesam, adj. fugtig, som virker til Forraadnelse; f. Ex. om Veiret.

Røytesole, m. Mellemsaale i en Skobund. Nfj. (Paa Sdm. Soleverja).

Røytestamp, m. 1) Kar hvori Skind nedlægges til Rødning. 2) en Storskryder; s. Røyta.

Røytestilla, f. fugtigt og stille Veir.

Røytetorvol, s. Torvvol.

Røyteveder (-veer), n. varmt og fugtigt Veir.

Røyting, f. Rødning; Afryddelse; Haarfældning osv. see røyta.

røytt, part. rødnet; afhaaret, blottet; ogsaa forarmet, ruineret.

Røyunge, s. Røy.

røyvd (?), adj. opsvulmet, hullet, porøs. Brugt i Neutr. (røyvt), f. Ex. om Brød. Ryf.

røyva, v.n. (er, de), være stor, optage <PB N="630"> meget Rum (= ruva). Tel. Sdm.

røyva, v.a. (er, de), 1) røre, bevæge. Han vann ikkje røyva Foten: h. formaaede ikke at røre Foden. Røyva seg: bevæge sig. Berg. Stift, Hall. Gbr. og fl. G.N. hreyfa (el. hreifa?). – 2) berøre, røre ved; gjøre noget ved. Eg torde ikkje røyva det. Meget brugl. blandt andet i Nordre Berg. hvor “røra” derimod er et sjeldent Ord i denne Betydning. Particip røyvd: rørt, berørt. Det hadde ikkje voret røyvt: det var aldeles urørt.

Røyve, n. 1) Ulden af et Faar. (Eit Ullarrøyve). Søndre Berg. Nordl. og fl. Afvig. Reive, Jæd. G.N. reyfi. Ogsaa om Ulden paa Faaret selv; hertil Ordsproget: D’er kleen Saud, som inkje ber sitt eiget Røyve. Uegentlig om en Overklædning, en Reisedragt og deslige. Nordl. – 2) Væxt, Grøde, Korn paa en Ager, m. m. D’er stort Røyve paa Aakren i Aar. Hall. – 3) Størrelse, Vidde, Omfang (= Ruv). Tel. og fl. Jf. ruva og røyva, v.n.

røyven, adj. stor, bred, som optager meget Rum; s. ruven.

Røyving, f. Rørelse, Berørelse.

Røyving, m. en stor og anseelig Karl (see røyva, v.n.); ogsaa: En som gjerne vil gjøre Opsigt eller vække Opmærksomhed. Tel. (tildeels i Formen Røyvingje).
S.
sa, Forkortn. 1) for sagde, s. segja. – 2) for dessa, s. denne.

sabba, v.n. (ar), 1) gaae seent og slæbende. Smaal. – 2) søle (= svabba, subba). Sabb, m. en Søler, seenfærdig Person.

[Sabel, m. Sabel, Kaarde,

Sadel, m. Sadel, Sæde til Ridning. Mest alm. Sal (Sael); ellers Sadl, Sogn; Sail, Sdm., Søil (Søyl’e), Sæt. Tel. Sv. sadel; G.N. södull, Angl. sadol; Ght. satal. – Sadelbrugda, f. opadbøiet Kant paa en Sadel. Hall. (Salbrugda). Sadelknapp, m. Sadelknap. (Nogle Steder Salsknapp). Sadelmakar, m. Sadelmager. Sadelreide, m. Ridetøi.

sadelfatt, adj. indbøiet i Ryggen, sveirygget. “sailfatt’e”, Sdm. Andre St. “salryggja”; s. seilryggjad.

Sadelsvorta, f. et Slags And med Tværstriber paa Ryggen. Østerd. (Salsvorte).

sadla, v.a. (ar), sadle, lægge Sadel paa. Mest alm. sala.

Saft, f. Saft, Vædske. Jf. Save, Suft.

Sag, f. Sav, Skjæreredskab med tandet Blad. Flere Slags, som Vatssag, Handsag, Grindsag, Stingsag osv. Afvig. Sav, Mandal; Sog (o’), Tel. (Vinje). G.N. sög (sagir). Sv. såg; T. Säge. Ogsaa: et Savbrug, en Bygning hvori en Tømmersav er opstillet.

saga, v.a. og n. (ar), save, skjære med Sav. Afvig. saagaa, Gbr. Ork. G.N. saga. Uegentlig: skjære med Møie, rive, gnide; spille daarligt paa Fiolin, og deslige. – Sagar, m. En som saver. Saging, f. Savning.

Saga, f. Fortælling; s. Soga.

Sagbenk, m. Stokkeleiet foran en Tømmersav. I Smaal. Sagban (Sagba’).

Sagblad, n. Savblad.

Sagbruk, n. Savbrug, Tømmersav med tilhørende Bygning.

Sagbukk, m. Stillads for en Haandsav.

sagd, part. sagt; s. segja. Jf. avsagd, fraasagd, tilsagd, utsagd.

Sagfall, n. Vandfald for en Sav.

Sagflis, f. Savspaaner. Ogsaa kaldet Sagtafs, n. Ork., Sagemask, n. Sdm., Sagnugg, Tel.

sagfør, adj. tjenlig til at opskjære til Planker; om Træer. Østl.

sagga, v.n. (ar), gaae sagte, nøle. Tel. Jf. sigga og sugga.

Sagmann, m. Saver, Savskjærer.

Sagskurd, m. Savning, Arbeide med Sav.

Sagstol (el. Sagestol), m. Savelad.

Sagstøde, n. passende Plads eller Vandfald til en Sav. “Sagstøe”, Vald.

[sagt, adj. stille, spagfærdig. Østl. Efter Nt. sagt (sacht), T. sanft, Eng. soft. – sagta, v.a. dæmpe, stille. – sagte, adv. 1) sagte; 2) sagtens, vistnok, uden Tvivl (= fulla). I Søndre Berg. sagta; andre St. sagt.

Sagtimber, n. Savtømmer, Plankeved.

Sagtonn, f. Savtand.

Sagvelta, f. Tømmerplads ved et Savbrug. Smaal. og fl.

Sak, f. 1) Sag, Søgsmaal, Proces. Føra Saker (Sakjer). Vinna ei Sak osv. Afvig. Sok (o’), Tel. (sjelden). G.N. sök, pl. sakar (sakir); Ang. sacu. Jf. saka. – 2) Skyld, Beskyldning. Giva Sak: beskylde. (Lidet brugl.). Jf. saklaus. Oftere: Anliggende, Gjøremaal; hvad der paaligger eller vedkommer en Person. Det vardt mi Sak: det maatte jeg selv svare for. Det var ei lett Sak; el. det var ingi Sak: det havde ingen Vanskelighed. – 3) Gjenstand for en Forhandling, Punkt som skal udvikles eller afgjøres; Tvistepunkt o.s.v. Sjeldnere om en Grund eller Aarsag; s. Orsak. – Betydningen af Gods eller Tøi er her fremmed og hører egentlig ikke til dette Ord.

saka, v.a. (ar), 1) klage, beklage. Saka seg: beklage sig, besvære sig over en vis Mangel
eller Forhindring. Nordl. (Egentl. beskylde, give Sag, s. sakad). G.N. saka: anklage. Jf. sekta og orsaka. – 2) skade, hindre, gjøre Uleilighed. Upersonligt: Det sakar inkje, dvs. det hindrer ikke. Tel. G.N. saka. – 3) opgive, forskyde; i Spil om at bortkaste enkelte Kort. B. Stift. Sv. saka (Rietz 555). Jf. forsaka (dvs. afslaae). – Efter Ang. sacan (anklage) og Goth. sakan (stride) har Ordet engang havt stærk Bøining (sek, sok, seket) og er saaledes Stamord til Sokn og søkja.

sakad, adj. skyldig, som ikke kan frikjendes. B. Stift og fl. (saka). Afvig. saakaa, Indh. G.N. sakadr. I Nordl. tildeels: sakande (vel egentl. som kan beskyldes). Sakad Mann maa tegja: den skyldige nødes til at tie, dvs. det nytter ham ikke at trodse.