Ivar Aasen Norsk Ordbog

sanneleg, adj. rimelig, passende; ogsaa: middelmaadig af Størrelse, el. desl. Gbr. Sdm. og fl. Vel egentlig: antagelig, eller som kan bekræftes; af sanna.

sannelege, adv. sandelig, i Sandhed.

sannferdeleg, adj. sandfærdig, sanddru. (Sædvanl. sannfærleg). Nyt Ord.

Sanning, f. 1) Bekræftelse, Vished. Eg fekk ikkje nokor Sanning paa det. – 2) Sandhed, Virkelighed; den rette Forklaring eller Lærdom. Brugl. søndenfjelds. Vita Sanningi: vide det rette. Segja si Sanning: sige oprigtigt hvad man veed. Sv. sanning. (G.N. sannindi). Ellers mest alm. i en fremmed Form: Sannheit, f.

Sannleike, m. Troværdighed.

sannordig, adj. sandfærdig, som siger Sandhed. (Lidet brugl.). G.N. sannordr. I Hall. forekommer “sannørtug”, som synes at forudsætte et gammelt Sannørde, G.N. sannyrdi, n. sand Tale.

sannrøynd, adj. utvivlsom, bekræftet ved Erfaringen.

Sannsoga (o’), f. en sand eller virkelig Historie. G.N. sannsaga. Ogaa ironisk om en Fabel. Tel. (Tinn). Jf. Sv. sannsaga: digtet Fortælling.

sannsogoll (o’), adj. sandfærdig, som siger sandt. Ork. G.N. sannsögull.

sannspaadd, adj. som spaar sandt, el. hvis Formodning findes at være rigtig. Han vardt sannspaadd: det gik som han havde forudsagt. Sv. sannspådd. I lignende Betydning ogsaa: sannsagd. Nordl.

sannspurd, adj. bekjendt ved en paalidelig Beretning (ikke blot af et løst Rygte).

sanntalande, adj. sandfærdig, troværdig. Nogle St. ogsaa sannsvallande.

sanntenkt, adj. klog, som tænker eller dømmer rigtigt.

sansa, v.a. (ar), sandse, mærke. Ogsaa sansa seg: besinde sig. Nyere Ord, ligesom Sans, m. Sands, Bevidsthed, eller Besindelse. Vel nærmest efter Fr. sens, af Lat. sensus. – Sansekaka, f. Sandskage, en skarp Tiltale eller Paamindelse.

Sar, s. Sorr (Sor).

sarra, v.n. (ar), gaae seent eller slæbende (= sagga, sigga). Tel. Hall.

sarsa, v.n. (ar), slaae, baske. “sarse te”: slaae til. Hall. – Sars, m. en Dask, et Slag.

Saspon, s. Sodspon.

Sate, m. en liden Flade paa en Bjergtop eller i en Klippe. Tel. Jf. Sete.

satt, s. sann. – saud, s. sjoda.

Saud, f. Sydning, det at noget syder eller koger. Rbg. (Aaserall). Taka Sau(d): lade sig syde, smelte, mænge sig. Hava Sau(d): have Klem, virke kraftigt. Andre St. Sode.

Saud, m. (Fl. Sauder), et Faar. Egentlig et Dyr af Faareslægten, uden Hensyn til Kjøn; imidlertid er det kun i Fleertal at denne Betydning er herskende, medens derimod “ein Saud” sædvanlig bruges om
Hundyret alene (ligesom Søyda), uagtet Ordet har Hankjøns Form. Mest alm. Sau; ellers Saud, Nfj. Sdm., Saug, Solør, Toten (Vardal), So (o’), el. Saa, Østerd. G.N. saudr; Sv. Dial. såd, sau, sö (s. Rietz 568). Uegentlig bruges Saud ogsaa om et meget godmodigt og føieligt Menneske, tildeels med Begreb af Eenfoldighed eller Sløvhed. (Jf. Godsaud). I Sammensætning deels Saud (Sau), deels Saude (Saue, Saua); sjeldnere Sauds. Saaledes: Saudbukk, m. en Væder. (Kun paa Østl.). Saudfjos (oo), n. Faarestald. Saudgarde (Saugare), m. Rum for Faar i et Huus. (Paa Østl. Saudbinge, m.). Saudhage, m. Græsgang for Faar. Saudekjøt, n. Faarekjød. Saudekvi, f. Faarefold. Saudelag, n. Faarenatur; Eenfoldighed, Sløvhed osv. Saudelit (i’), m. Uldens naturlige Farve. Saudmjølk, f. Faaremælk. Saudskap, n. Faareskikkelse. Saudskinn, n. Faareskind. Saudskjæra, f. Uldsax. Saudslag, n. Faarerace. Saudsykja, f. Faaresygdom; Skab osv. Saudtalle, m. Faaremøg.

Saudblom, s. Soveblom.

saudfengen, adj. føielig, godtroende, let at narre. Sdm. (saudefingjen).

Saudlok (o’), m. et Slags Bregner. Tel.

Saudskjel (Sauskjæl), f. Hjertemusling (Cardium). Nordl. Jf. Bekra.

Saudspreng, m. = Kviteblad. Indh.

Saudsymra, f. Anemone (= Kvitsymra).

Saudtunga, f. = Fuglefræ. Num.

saug, sugede; s. suga.

Saug, n. Beklemmelse; s. Sog.

saukjan, s. sjauttan.

Saula, f. Søle, Dynd, Mudder. Nedenæs (meget brugl.). Jf. Søyla.

Saum, m. 1) Syen; Maade at sye paa. Læra Saum: lære at sye. (Klædesaum, Seglsaum, Skosaum). G.N. saumr. – 2) Søm, Punkt hvor to Stykker ere sammensyede. (G.N. saumr; Eng. seam; T. Saum). Ogsaa om Naglesøm, f. Ex. om de Punkter, hvor Fjelene ere naglede til Indholterne i en Baad. – 3) Nagler hvormed Fjele eller Bræder fæstes; især om korte Jernnagler. (Jarnsaum). Jf. Spikar og Ro.

sauma, v.a. (ar), sye, forbinde med Traad. (Sjeldnere om at fæste med Nagler; jf. søyma). G.N. sauma; Sv. sömma. (Imprf. ofte: saumte, og Particip saumt. B. Stift). Sauma paa: sye til; fæste udenpaa. Sauma ut: udsye, brodere. – Saumar, m. En som syer. Sauming, f. Syen.

Saumlod (o’), f. Nagletog, Spigerform. Østl. (Saumlø).

Saumnaal, f. Synaal.

Saumslaa, f. Lægte eller Stage, hvortil en Række af Fjele nagles fast, f. Ex. i en Brædevæg. Nogle St. kaldet Upplengja.

Saumsmun, m. Sømmerum paa et Stykke Tøi; den Kant som gaar ind i Sømmen. Nogle St. Saummon. (Nordl.).

Saumtraad, m. Traad at sye med.

saup, søbede; s. supa.

Saup, n. Kjernemælk, Smørvalle. Temmelig alm. (Jf. Bleng). G.N. saup (?). – Han syd upp som ei Saupgryta: han er et Bruushoved, En som let bliver opflammet. (Sigter til den Egenskab ved Kjernemælken), at den lettelig syder over, naar den skal koges).

Saupost, m. Ost af Kjernemælk.

Saupsmak, m. Smag af Kjernemælk.

Saur, m. 1) Smuds, Ureenhed; f. Ex. paa Hænderne. Tel. og flere. (Jf. Golvsaur). Nogle St. mest om Sliim eller Voer i Øinene. (Hard. Nhl.). G.N. saurr. – 2) Frø af Ukrud iblandt Kornet; ofte ogsaa om Ugræs i Agrene. Tel. (Tinn).

saura, v.a. (ar), 1) tilsmudse, gjøre ureen. 2) fylde med Gruus, lægge Forladning i en Mine. Hard.

Saur-and, f. Sump-And, et Slags smaa Ænder. Sdm. (Sauraand).

Saurflekk, m. Smudsplet.

saurutt, adj. s mudset, skidden. Tel.

[Saus, m. Dyppelse osv. (Fr. sauce). – sausa, v.a. (ar), overgyde med et Slags Saft. Part. sausad, f. Ex. om Tobak.

Sav, n. Affald eller Indvolde af Fisk, benyttet til Mading, f. Ex. ved Hummerfangst. Mandal.

sava, v.n. (ar), 1) skrabe Saft af Træer (s. Save). – 2) gnave, gnide, skamfile, f. Ex. et Toug. Nordl.

Save, m. 1, Saft i Træer; Saftlag som danner sig under Træernes Bark om Vaaren og som efterhaanden stivner og bliver til Træ. Næsten alm. (Jf. Sevja, som tildeels har samme Betydning). G.N. safi; Sv. safve. Jf. Eng. sap.

Save, m. 2, en Stakkel med Hensyn til Kræfter, en svag Krop. Smaal. i Formen Sava.

Savenæver (-nævr), f. fiin Birkenæver, af unge Træer. B. Stift.

Saving, f. Gnaven, Gnidning; s. sava.

savla, v.n. søle, sudle. Smaal.

Savløypa, f. Træstamme, hvis Bark er afflækket. Nordl.

saa, adv. s. so. – Saa, f. s. Saad.

Saa, m. 1) et stort Vandspand med to Hanker, indrettet til at bæres af to Personer. Søndenfjelds. (Andre St. Stamp). Sv. så. Eng. Dial. soe, sae. (Jf. Fr. seau). – 2) et meget stort, aabent Trækar (Stavkar); f. Ex. til Brygning. (Rostesaa, Gilsaa, Borkesaa). B. Stift og fl. Andre St. Kar og Kjer. G.N. sár (sá), synes at have begge Betydninger. – Nogle St. Saar (Saaren), Num. Hall. Fleertal tildeels Sær (Sæ), Tel.; ellers Saaar. I Sammensætn. tildeels Saas (Saass),
f. Ex. Saasband.

saa, v.a. (r, dde), saae, udstrøe, f. Ex. Korn i en Ager. G.N. sá; Ang. sávan. Saa seg: forplante sig ved Frø; om Væxter. Saa under: saae i upløiet Jord, nedpløie Sæden. – Particip saadd. Jf. tunnsaadd, tjukksaadd.

saaande, adj. s. saahæv.

Saabivn (i’), f. Luftbølger; tynde opstigende Dunster, som vise sig nær ved Jorden i en bævende eller bølgende Bevægelse; især over Agrene i Pløiningstiden. (Af biva). Vald. Hedder ellers: Saabrign (af briga el. brega), Hall. Saadgidn (af gidda), Hard., Saagidn (Saagjidden), Sogn og fl., Saagidder, m. Tel., Saagitl, Nhl. Ogsaa kaldet Solgidn og Solgitl (Shl.), Vaargidn (Vald.). Vel egentl. til Saad, n. (Sæd), altsaa Saadbivn osv.

Saabrign, f. s. Saabivn.

Saad, n. Sæd, Udsæd; Sædekorn. Søndre Berg. og fl. (Andre St. Sæde). G.N. sád. (T. Saat). I eenlig Stilling lyder det som “Saa”, men i Sammensætning ofte “Saad”, f. Ex. Saadbing, m. Kasse til Sædekorn. Hard. Nhl. Flere af de følgende Ord med “Saa” skulde vel ogsaa egentlig have Saad.

Saad, f. Saad, tynd Trevle eller Flise af Kornets Skal; Klid i Meel eller Meelmad. (Mange St. Saa). G.N. sád, f. Sv. sådor, pl. – Ogsaa ofte brugt om en meget liden Portion, en Smule; saaledes: Mjølsaad, Matarsaad, Braudsaad. Dei hadde ikkje Saad i Huset: ikke den mindste Smule, nemlig af Mad. Han hadde ikkje smakat ei Saad, o.s.v.

Saadag, m. en passende Dag til at saae Korn.

saadlaus, adj. 1) velmalet, fri for Saader. 2) aldeles blottet for Mad (Meelmad). Dei var reint saadlause (saalause).

Saadskifte, n. Sædskifte.

Saadslag, n. Art af Sæd, el. Sædekorn.

saadutt, adj. saadet, fliset, grovt malet; om Meel eller Meelmad.

Saaerla, f. den gule Erle (Motacilla flava). Hall. og fl. Afvig. Saaella (Saailla), Buskr., Saalinilla (og Saaninilla), Smaal. (Jf. Linerla). Ogsaa kaldet Saarina, Hadeland.

Saafræ, n. Frø til at saae; ogsaa om Korn. Nogle St. Saafrø; egentl. Saadfræ.

saafør, adj. tjenlig til Sæd; s. saahæv.

Saagauk, m. Vendehals (Fugl), Jynx Torquilla. Østl.

saagaa, s. saga og sigad.

Saagidder, og Saagidn, s. Saabivn.

Saagylta (gj), f. en stor Larve, som om Vaaren ofte forefindes i Agrene; Torbist-Larve. Smaal. Tel. Ogsaa kaldet Saakjetta, f. Shl. (?); Saakall, og Saamakk, m. Mandal. Andre Steder Aakerkjetta og Moldukse.

saahæv, adj. tjenlig til Udsæd, spiredygtig; f. Ex. om Korn. Tel. Andre St. saafør, eller saaande. (Jf. fræv og kjøm). – Ogsaa om Jord som er skikket til at saae i.

Saahæve, n. Leilighed til at saae eller avle Korn. Tel. (Vinje).

Saailla, s. Saaerla.

Saaing, f. Saaning, Maade at saae paa.

Saakast, n. en Strimmel eller Rude i en Ager; en “Teig” at saae i. Østl. (Rom.).

Saakorn, n. Sædekorn. Hedder ogs. Saadkorn (Saadkodn. Hard.). G.N. sádkorn.

Saal, n. en Stakkel, Stymper; en sløv el. seenfærdig Person. Nordl. Trondh., ogsaa i Hall. og fl. Vaklende i Kjøn, tildeels f. og m. Afvig. Saale og Sole, m. Ork. Jf. Sæling og sælug.

Saal, f. Sjæl, Aand. Tel. og fl. (jf. saalast). Mere alm. i en anden Form: Sæl, og tildeels “Sjæl”. G.N. sál. (Ang. sável; Goth. saivala). Sv. själ. Ved Efterligning af Ordets Brug i Bøgerne er den danske Form bleven mere sædvanlig i Sammensætning, som: Sjælefred, Sjælehjelp, Sjæleføde osv.

saal, adj. s. sæl.

saalad, adj. assjælet, død. Hall. (saala). G.N. sáladr.

saalast, v.n. (ast), døe, opgive Aanden (= andast). Hall. Sfj. Andre St. sælast. (Sogn). G.N. sálast.

Saalaup, m.. Æske eller Kar, hvoraf Korn udsaaes paa Ageren. Shl. Tel. Rom. Andre St. Saakopp, Saakornbytta og fl.

Saalaa, s. Sele.

Saald, n. 1) Sold, Kar med hullet Bund til at sælde i. Nogle St. Saal (Tel.). G.N. sáld; Sv. såll. Heraf sælda. – 2) et Kornmaal, som udgjør omtrent en halv Tønde. Voss og fl., ogsaa i Gbr. Et Saald er 5 “Askar”; den vossiske Aske (Askje) er lig den sognske Mæle, nemlig en Tiendedeel af en gammeldags Tønde. G.N. sáld, = 6 mælar. S. følg.

Saaldsaad, n. et Stykke Jord (Ager), hvori man kan udsaae omtrent en halv Tønde Korn. Sogn, Voss. I Indre-Sogn forklaret som Ager til Udsæd af 6 Mæler Korn og derfor ogsaa kaldet Seksmæling (m.), medens Halvdelen af samme hedder Trimæling. Paa Voss opgives Viddemaalet til 56 Alen i Længde og Bredde, altsaa 3136  Alen. Formen er noget vaklende; sjeldnere “Saaldsaa” (som i Justedalen), sædvanlig Saldsaa, og tildeels i andet Kjøn: Salsaa, f. med et Fleertal “Salsæ”, som dog maaskee tilhører et afledet Ord: Saaldsæde, n. G.N. sálds sád; s. Saald.

Saalebot, f. Velgjerning; s. Sælebot.

Saalung, m. Indbygger af Distriktet Soløer,
som i daglig Tale hedder “Saaler”, men i gamle Breve Soløyar, “i Soløyom”.

saalutt, adj. klodset, ubehændig, tosset. Nordl. (saalatt). S. Saal, n.

Saam, Svømning; s. Sum.

saam (svømmede); s. svemja.

saam, adj. mørkladen, fortagtig; dunkel af Smuds osv. Tel. G.N. sámr. Ogsaa i Formen saamen: mørk, dunkel, f. Ex. om Luften. “Saame’ Veer, Hard. Hall.

saama, v.n. (ar), maabe, døse, være sløv eller seenfærdig. Voss. Jf. saamutt.

Saamakk, s. Saagylta.

saamaa, s. sam. Saamaar, s. Sumar.

saamblakk, adj. smudsig blakket; mørkblakket. Tel.

saameleg, s. someleg.

saamen, s. saam og saamutt.

Saaming, m. en sløv, seendrægtig Person. Voss. Jf. saama og Sæma.

saamleg, adj. dunkel, mat; ogsaa: noget mørk eller smudsig i Farven. Tel. Rbg.

saamutt, adj. dorsk, sløv, seenfærdig. Nordl. (saamatt). I lignende Betydn. saamen, Rbg. Voss. Jf. saama.

Saan (Søn), s. Son.

saana, v.n. (ar), tabe sin Smag, dovne, suurne; især om Fisk. Sdm. ogsaa i Nordl. Noget lignende er “sina”. (Lof.). Jf. legna, ulna.

Saanad, m. Saaning, Udsæd. (Korttonet som Saannad). Sdm. og fl.

Saand (?), n. Malt-Ovn, s. Sonn.

Saang, s. Song. saangra, s. sangra.

saanka, s. sanka.

Saapa, f. Sæbe. Sv. såpa; Eng. soap; Lat. sapo. (Jf. T. Seife). – Saapebola, f. Sæbeboble. Saapesjodar, m. Sæbesyder; ogsaa: en Stymper. I sidste Betydn. ogsaa Saapedolk, m. Smaal.

saapa, v.a. (ar), bestryge med Sæbe.

Saapaa, s. Sope.

Saar, n. Saar, Rift i Huden eller Kjødet. G.N. sár.

saar, adj. 1) saaret, som har faaet Saar. Han er baade sjuk og saar. Vera saar paa Foten: have Saar paa Foden. (Derimod: vera saar i Foten: have Smerte i Foden). G.N. sárr. – 2) øm, som føler Smerte. Vera saar i Fingrom; saar fyre Brjostet osv. Ogsaa om Lemmer, hvori man føler Smerte. D’er saart, naar ein tek paa: det smerter naar man rører derved. (Alm.). – 3) kjælen, som taaler lidet. Paa saaraste Sida: paa den svage Side, paa det Punkt hvor man taaler mindst. (Hedder ogsaa: paa Saaresida). I Østerd. om Jord eller Ager, hvor Kornet lettelig fryser. Der er saart fyre Frost (= frostnæmt). Om Personer: pirrelig, let fornærmet; s. ordsaar. – 4) bitter, smertelig. Ein saar Graat: bitter Graad. Ein saar Saknad: et smerteligt Savn. – Neutrum saart bruges tildeels substantivisk; saaledes: faa saart, dvs. faae Smerte, faae et Stød eller Slag som smerter. Ligesaa: gjera saart, dvs. gjøre ondt; behandle En saaledes, at det smerter ham.

saara, v.a. (ar), saare. Part. saarad: saaret, beskadiget. Lidet brugl.

saararmad, adj. øm i Armene (efter en Anstrengelse).

Saarband, n. Forbinding paa Saar.

saarfingrad, adj. 1) øm i Fingrene. – 2) karrig, gnieragtig. Jf. smaasaar.

saarføtt, adj. som har Smerte eller Svie i Fødderne; saasom efter langvarig Gang. Paa Østl. oftere saarbeinad (saarbeint).

saarhendt, adj. øm i Hænderne (= handsaar); ogsaa: saaret eller forreven i en Haand.

saarhjartad, adj. 1) bekymret, ængstlig. Hall. og flere. 2) ømfølende, som lettelig finder sig krænket. Østl. (saarhjerta).

saarhugad (u’), adj. bekymret, bedrøvet. Lidet brugl.

Saarina, s. Saaerla.

saarka, v.a. (ar), gjøre Smerte, gjøre ondt (saart), saasom ved at støde et sygt eller saaret Lem. Guldalen.

saarkalen, adj. kuldskjær, ømfølende for Kulde. Vald.

Saarke, m. Udslæt, Hudsygdom. Rbg. Tel. Hall. (Saarkje).

saarleg, adj. noget øm eller smertende; ogsaa: smertelig. – saarlege, adv. s. saart.

Saarleike, m. Ømhed; Smerte.

Saarlækjar, m. Saarlæge.

saarmynt, adj. øm eller hudløs i Munden.

saarna, v.n. (ar), blive ømmere, begynde at smerte.

Saarsauke, m. Udslæt, Blegner, udbrydende Saar (= Saarke). “Saarsaukje”, Hard. Sdm. Gbr. og fl. G.N. sársauki: Smerte.

saarskinnad, adj. ømskindet.

saarspenad (e’), adj. øm i Patterne; om Køer, som maa malkes lemfældigt. Tel. og fl. (saarspæna).

saart, adv. bittert, med Smerte; ogsaa. haardt, tungt, med stor Møie. Han fekk kjenna det saart. Dei angra saart paa det. Me hava strævat saart fyre det: det har kostet os megen Møie.

saartent (-tenn), adj. øm i Tænderne, for Ex. efter Nydelsen af suur Frugt.

saarutt, adj. fuld af Saar.

saarvoren (o’), noget øm eller kjælen.

saarøygd, adj. suurøiet, som har Betændelse i Øinene.

Saasband, n. Baand (Gjord) til et stort Kar (s. Saa). Jf. G.N. sásgirdi.

Saat, n. Opsætning; s. Uppsaat. Faa Høy i Saat: faae Høet sammenraget, lægge det op i smaa Stakke (s. Saata). Nordre Berg.

Saat, f. Fiskeplads paa Strandbredden; et Sted hvor man kan fiske med Stang. Tel.
Egentl. Sted at sidde paa, at sitja (sat, saato). Jf. G.N. sát, f. Baghold.

Saata, f. en liden Stak, en høi og smal Dynge; især af Hø, som er sammenraget mod Natten for ikke at vædes af Duggen. Afvig. Sæta, Østl. G.N. sáta; Sv. såte, m. – Saatehøy, n. Hø som kun er halvtørt eller lidet tørret. Saatestad, m. Plads for en Høhob.

saata, v. sammenrage; s. sæta.

Saataa, s. sete

Saatid, f. Tid til at saae (Korn), Pløiningstid. S. følg.

Saatime, m. Sædetid (= Saatid). Sdm. (Norddalen). G.N. sádtími, = sádtíd.

saatt, adj. s. rangsaatt.

saavaalt (?), adj. besværligt, f. Ex. om Føre. Østerd. (Tønsæt).

Saaveder (-veer), n. Veir at saae i.

saavoren, s. sovoren.

se, 1) for desse, s. denne. 2) for skilde (skulde), s. skula. S. ogsaa seg, og sjaa.

Se, m. s. Sed. – sea, s. sidan.

Sed, m. (f.), (Fl. Seder), Sæder, Skik, Brug. Mest alm. Se, dog ogsaa Si (i’) og Sid (i’), Sdm. Nfj. Lidt vaklende i Kjøn og Fleertal, tildeels Sedar (Sea). G.N. sidr, pl. sidir; Ang. sidu, Ght. situ, Goth. sidus. Formen Sid (i’) er altsaa oprindelig, men falder noget ubekvem i Skrift, hvor flere Slags Ord med “sid” støde sammen. (Jf. Sv. sed; Holl. zede).

seda, v.a. (ar), oplære i gode Sæder, danne, opdrage. Mest alm. sea, ogsaa sida (i’), f. Ex. “Ho heve sida’ Bonn’a sine væl”, Sdm. G.N. sida. – Particip sedad: oplært, dannet (med Hensyn til Opførsel). G.N. sidadr.

Sedarbrigd, s. Sedskifte.

sedd (ee), part. (af sjaa), seet, bemærket. I Neutr. sett; Fl. sedde. Afvig. fra G.N. sénn (séinn), pl. sénir. – Han er ikkje all, der han er sedd: man kjender ham ikke ret ved blot at see ham; der ligger meget skjult hos ham. (Neutr. kunde maaskee skrives: seet).

Seding, f. Tilvænnelse til gode Sæder, Opdragelse, Dannelse (s. seda). Oftere: Uppseding.

sedlaus, adj. plump, grov i Opførsel. G.N. sidlauss; Sv. sedelös.

sedleg, adj. sædelig; om Opførsel. Jf. sedug.

Sedløysa, f. Raahed, Grovhed.

Sedskifte, n. Forandring i en tilvant Skik; Afvexling, Afvigelse fra den daglige Brug. Tildeels Sedaskifte. I lignende Betydn. Sedarbrigd (Sidabrigd), f. Sdm.

sedug, adj. sædelig, som har gode Sæder, opfører sig sømmeligt. Mest alm. seug (se-ug); ellers sedig, sidig (i’), Sdm. Nfj., seau, Trondh. G.N. sidugr; Sv. sedig. – Sedugskap, m. Sædelighed. Hedder oftere Sedugheit, f.

Sedvane, m. Sædvane, tilvant Skik. (Jf. G.N. sidvandi).

seg (ee), pron. reflex. (for tredie Person): sig, ham selv o.s.v. Har lignende Overgang som “meg” og “deg”, nemlig til: sæg (Søndre Berg. Trondh.), se (Hall. Vald. Gbr. Sdm. Ork.), og sei (Østerd. Smaal.). G.N. sik; Isl. sig. Ordet gjælder for alle Kjøn og tillige for Fleertal. Efter den almindeligste Brug gjælder det ogsaa for Dativ saavelsom Akkusativ, da den gamle Dativform ser (G.N. sér) nu bruges mest som Adverb (s. ser) og kun paa faa Steder som Pronomen, saasom i Udtrykket: D’er ser likt, dvs. det er indbyrdes ligt; det ene er som det andet. Nhl. (Andre St. se likt). Desuden træder “seg” ogsaa i Stedet for det gamle Genitiv “sin”; saaledes: seg imillom, dvs. imellem sig, indbyrdes. (Dog forekommer ogsaa “sins imillom”, Gbr. og “sin imyljo”, Hall.). – Ved adskillige intransitive Verber tilføies ofte “seg” uden nogen synderlig Nødvendighed, f. Ex. det hender seg; det kjem seg so; det fell seg so; han stend seg; han tegjer seg, og fl. Ved transitive Verber kan det ofte ombyttes med Endelsen “st”, f. Ex. laga seg = lagast, skilja seg = skiljast, undra seg = undrast. – En vis afvigende Brug forekommer ofte i Trondhjems Stift (ligesom i Islandsk), nemlig at man ogsaa benytter “seg” i en Bisætning, hvor det ikke svarer til Bisætningens, men kun til Hovedsætningens Subjekt; f. Ex. “Han sa’, at dæ gjore seg vondt” (dvs. at det gjorde ham ondt). “Ho trudde, dei snakka’ um seg” (dvs. at de talede om hende selv).

sega (e’), gaae seent; s. sigga.

Sege (e’), m. Muskel, Trevleknippe i Kjød. “Segje”, Tel. Ofte i Forbindelsen “Sin og Segje” (Fle. Sinar og Segar). G.N. segi. Jf. Vodve.