Ivar Aasen Norsk Ordbog

Sakførar, m. Sagfører, Prokurator.

Sakførsla, f. Sagførsel; Rettergang.

sakk (sank), s. søkka.

sakka, v.n. (ar), blive lavere, synke, slappes. Shl. Nordl. (Holl. zakken).

saklaus, adj. sagløs, uskyldig. (Modsat sakad). G.N. saklauss.

Sakløysa, f. Uskyldighed.

sakna, v.a. (ar), savne, mærke at man har tabt noget. G.N. sakna; Sv. sakna. Eg hadde mist det i Gaar, men eg saknade det fyrst i Dag. Sidst me talde deim, so saknade me ein (dvs. mærkede vi at een var borte). Sakna Verdi: tabe sin Sandsning ved at falde i Søvn (jf. orminnast). Sdm. (sakne Vær’a). – Particip saknad: savnet. Han verd eingong sakna(d): man vil engang beklage, at han er borte.

Saknad, m. Savn, Fornemmelse af et Tab. G.N. saknadr. Ein stor Saknad: et føleligt Savn, et Tab som vækker Sorg. – Saknaddaude, m. et Dødsfald som vækker Savn og Sorg i en videre Kreds.

saknadlaust, adv. uden Savn.

Saks, n. 1, en Kniv; især om de store Knive som bruges til at flække Fisk med (= Fiskekniv). Nordl. G.N. sax, n. et kort Sværd.

Saks, n. 2, et Slags smaa Saar el. Sprækker i Huden af Frost. Hall. – Ellers noget som er ophakket eller smaaskaaret; see saksa.

Saks, f. s. Soks.

saksa, v.a. (ar), hakke med Øxe eller Kniv, ophugge, f. Ex. Kjød. Nordre Berg. Nordl. Isl. saxa. – Saksebrya, f. Hakketrug. Saksemat, m. Indmad som man hakker til Kjødpølse. (Paa Sdm. Saksamat).

Saksevatn, n. Vand med Myrmalm eller med en farvet Hinde paa Overfladen. Smaal. (Dunkelt).

Saksing, f. Hakken, Sønderhugning.

saksøkja, v.a. (er, te), sagsøge. Saksøkjar, m. Sagsøger, Citant.

sakt, s. sagt. – Sal, s. Sadel.

Sal, m. Sal, stort Værelse; især over en Stue eller i anden Etage. G.N. salr. Synges ogsaa at betyde Bygning, s. Veggjesal. (Jf. Gaardsnavnet Uppsalar).

Salsglas, n. Vindue i en Sal. Salshøgd, f. den anden Etage i en større Bygning. Jf. Loft.

sala, s. sadla. – Sala, m. s. Sele.

salfatt, s. sadelfatt.

[salig, adj. salig; s. sæl.

salla, v.n. (ar), aftage, stilles; f. Ex. om Vinden. Lister. Ogsaa i en anden Form: salna, Rbg. I danske Dial. salle.

Salla, f. en flad Klump eller Klat Sdm. (Saille). Ikke meget brugl.

Salme, m. Psalme. Nogle St. Salm, m. og Salma, f. G.N. salmr, af Gr. psalmos. – Salmebok, f. Psalmebog. Salmetal, n. Register i Psalmebøger. Salmetone, eller Salmenote, m. Melodie for en Psalme.

salna, s. salla.

Salsaa (Jordmaal), s. Saaldsaad.

Salt, n. Salt; Kjøkkensalt.

salt, adj. salt, smagende af Salt.

salta, v.a. (ar), salte, bestrøe med Salt. – Saltar, m. En som nedsalter Fisk. Saltarbud, f. Søbod hvori Fisk indlægges til Nedsaltning. Salting, f. Nedsaltning; Maade at salte paa.

Salta, f. en fugtig Jordplet, en liden Myr. Smaal. (Lyder ogsaa Sælte).

Saltbrim (ii), n. Skorpe af udtørret Saltlage i Kar. Nhl. Ved Trondh. Saltbræm, n. Andre St. Saltskova, f.

Saltfisk, m. saltet Fisk. Saaledes Saltsild (i B. Stift Saltesild), s. Spegesild.

Saltgras, n. Bukkeblade (Menyanthes). Tel. Maaskee til Salta. Dog skal det paa nogle St. hedde “Salgras”.

salt-ilen, adj. saltagtig af Smag; især om Vand. Fosen (saltile Vatn).

Saltkjer, el. Saltkjerald, n. Saltkar.

Saltkorn (-konn), n. Saltkorn.

saltlaus, adj. blottet for Salt; ogsaa: usaltet, flau. Saltløysa, f. Saltmangel.

Saltskova (oo), f. s. Saltbrim.

saltsprengja, v.a. (er, de), strøe lidt Salt paa. saltsprengd: halvsaltet, lindsaltet.

Saltstein, m. rundagtig og glat Steen til at knuse Salt med.

Saltsære, n. et lidet Saltkar. Sogn (Justedal). Sv. Dial. saltsir. T. Salzierchen. I Lighed hermed ogsaa “Mjølsære”.

saltvoren (o’), adj. saltagtig.

Saltværing, m. Indbygger af Salten (G.N. Salfti) i Nordland.

salva, v.a. (ar), salve, smøre med Salve. Det salvar seg: det afgiver Vædske. Salving, f. Salvelse, Bestrygning.

Salve, m. Salve, Smørelse. Nogle Steder Salva, f. – Eng. salve. T. Salbe osv.

[Salveet, m. Haanddug. Fr. serviette.

Sam, n. Enighed, Samdrægtighed. (Langtonet).
Nordre Berg. D’er ikkje nokot godt Sam med deim: de forliges ikke godt. Andre St. Samnad. Jf. Usam. Nærmest af semja (samde). – Et lignende ord bruges i Sammensætning som en Forstavelse med Begreb af Forbindelse eller Fællesskab (ligesom saman), f. Ex. Sameiga, Samhelde, Samtykkje. I enkelte andre Ord betyder det: jævnt eller ligelig (f. Ex. samdrøg, samgod, sammogen) og hører saaledes nærmere til følgende Ord.

sam, adj. samme, selvsamme, ikke nogen anden; ogsaa: uforandret, eens, ligedan. Altid i den bestemte Form (same), f. Ex. same Vegen; same Gongen; same Slaget. Tildeels afvig. sama, søndenfjelds; saamaa (saammaa), Gbr. Ork., og samre, Tel. Hall. (Uden Hensyn til Kjøn eller Kasus). G.N. samr, sami. D’er det same: det kommer ud paa eet; ogsaa: det er ligegyldigt, det gjør intet til Sagen. Det gjeng fyre det same: det gaar ogsaa an; det er omtrent lige godt. Med same (el. med det same): ved samme Leilighed; ogsaa: i det samme, just, netop; f. Ex. Eg saag det, med same eg var innkomen. Jf. sams og samt. – I den ubestemte Form bruges sam som en Endelse med et dunkelt eller noget svævende Begreb, omtrent som: forbunden med, tilbøielig til, stadig eller udholdende i noget; f. Ex. mødesam, heftesam, vaagsam; sparsam, hjelpsam, strævsam; vindsam, regnsam o.s.v. (G.N. samr; Sv. sam; D. som). Ofte forlænget til samleg (sameleg), f. Ex. langsamleg.

sama, v.n. og a. (ar), 1) passe, sømme. Rbg. Tel. Det samar seg ikkje: det er ikke passende. G.N. sama (samir). Jf. søma. – 2) finde passende, være tilfreds med. Eg samar det. Siredal.

sam-aldrad, adj. jævnaldrende, lige i Alder. Hall. – I alle Sammensætninger af dette Slags er “sam” korttonet og lyder som “samm”.

saman, adv. sammen, tilsammen. Med de sædvanlige Betydninger: i Forbindelse; i Følge eller Selskab; i Fællesskab; ogsaa: i Berørelse; i samlet Masse, eller i sammensluttet Stilling, ligesom “i Hop” (see Hop). Nogle St. udtalt saman (Rbg. Tel. Hard. Voss); andre St. sama, og tildeels samen. G.N. saman; Sv. samman. I Forbindelse med et Talord bliver det tildeels forvansket ved et Slags Adjektiv-Bøining, f. Ex. tvo-samne, tri-samne osv. Saaledes ogsaa: allesamne (for allesaman), og i visse Fald: ollesomaa (o’), Sdm., oddesomen (o’), Sæt. (vel nærmest at opfatte som øllsømun, n. pl.). Jf. einsmall, for einsaman. – Ordet kan sammensættes med mange Participier, f. Ex. samanblandad, -bunden, -dregen, -fallen, -grodd, -havd, -komen, -lagd, -rørd, -sett, -slegen, -teken osv. Dog ere disse Ord ikke meget brugelige, da man i daglig Tale hellere siger “i Hop” end “saman”.

Samandrag, n. Sammendrag.

Samanheng, m. (n.), Sammenhæng.

Samankoma (o’), f. Sammenkomst.

Samansetning (o’), f. Sammensætning.

Samanskot, f. Sammenskud.

Samar, s. Sumar.

Samband, n. Forbindelse, Forening. Gjera Samband: forene sig, indtræde i en Forbindelse. Hall. G.N. samband.

Sambeite, n. fælles Græsgang, Udmarker som ikke ere udskiftede. Sfj. Hall. og fl.

samblaa, adj. blaa overalt (uden noget Farveskifte). Sæt. og fl.

Sambroder, s. Samsystkin.

Sambruk, n. Brug i Fællesskab; et Brug med flere Eiere. Østerd. og fl.

Sambygding, m. Landsmand, Person fra samme Distrikt eller Bygd. (Sjelden).

Sambyrding (-børing), m. et Slags stor Førselsbaad. Romsd.

Sambøle, n. det at flere Personer boe sammen eller ligge i samme Værelse. Hall.

samd, adj. 1) forligt, kommen overeens med nogen. (Particip af semja). Dei vaaro samde um det. Hall. – 2) sammenpasset, afpasset til hinanden; f. Ex. om et Par Møllestene. B. Stift.

samdjup, adj. lige dyb overalt. Hall.

samdrøg, adj. 1) jævnstærk, lige godt skikket til at drage. Mest i Fleertal, f. Ex. om to Heste. – 2) samdrægtig, enig; om to eller flere Personer. Hall. og fl.

Samdøger, n. et Døgn, en Dag og en Nat tilsammen. Nordre Berg. Nordl. og flere. (Andre St. Jamdøger).

Same, m. passende Forhold, Orden, rigtig Skik. Tel. Jf. sama.

same, adj. s. sam.

Sam-eiga, f. Fællesskab; s. følg. – sameigeleg, adj. fælles for flere Eiere. (Lidet brugl.). G.N. sameigin, sameiginlegr.

Sam-eign, f. Fællesskab i Eiendom; ogsaa: fælles Eiendom; Skov eller Marker som tilhøre flere Naboer i Fællesskab. Søndenfjelds oftere Sameiga. (Nogle Steder Hopeeign).

sameleg, adj. passende, anstændig, sømmelig. Rbg. Tel. (Af sama, v.). Jf. sømeleg.

sameleides, adv. sammeledes, paa samme Maade. Alm. udtalt sameleis. Afvig. samelei, samalein, Hall. Vald. Egentl. same Leid.

samestad, som adv. sammesteds. (Egentl. same Stad). Nogle St. samestads (-stass).

samfeld, adj. sammenhængende, uafbrudt. (Lidet brugl.). G.N. samfeldr.

samfelt, adv. stadigt, uden Afbrydelse.

samfengd, adj. blandet, ikke adskilt eller sorteret; om Naturprodukter, som ere indsamlede uden Forskjel og saaledes udgjøre
en Blanding af stort og smaat, eller af bedre og slettere Gods. Nogle St. samfengen (-fengjen); paa Sdm. samfingjen. G.N. samfenginn. Han fekk det samfengt, el. samfenget (samfingje): han fik det blandet, uden Sortering; figurlig: han fik høre baade godt og ondt; han fik dygtig Skrub iblandt.

samfengen, s. samfengd.

Samfiske (-fiskje), n. Fiskerie som drives af flere Personer i Fællesskab. – Samfiskarar, pl. m. Folk som fiske sammen. Nordl.

samfløytt, adj. lige rask eller flink som en anden. Dei vaaro samfløytte, dvs. lige dygtige i Arbeidet. Voss.

samføra, v.a. (er, de), lempe efter en vis Plan. Samføra seg: raadslaae, raadføre sig for at komme til en fælles Plan. Hall. Jf. G.N. samfœrr: overeensstemmende.

samgaarutt, adj. jævnt stribet, som har lige og parallele Striber (Gaarar). Hall.

samgod, adj. jævngod, lige god overalt. Tel.

samgraa, adj. graa overalt, jævngraa; for Ex. om Haar. Buskr.

Samhald, n. Enighed; s. Samhelde.

Samhald, m. den øverste af de lange Stokke i en Tværvæg (= Bandstokk, Røystemoder). Nordre Berg. Ogsaa kaldet Samhaldar. Sogn.

Samhelde, n. Enighed, Sammenhold, god Forstaaelse. G.N. samheldi, samhald.

samheldig, adj. enig med nogen. Vera samheldige: være enige, holde med hinanden. B. Stift.

Samhug, m. Medfølelse, Sympathie. samhugast, v.n. have Medfølelse. Lidet brugl.

Samhøve, n. Overeensstemmelse, Harmonie. samhøveleg, adj. indbyrdes overeensstemmende. Lidet brugl.

samkjøm, adj. overeensstemmende, som passer sammen. Det vardt ikkje samkjømt: det kom ikke til at stemme overeens. Tel.

Samkjøme, n. Overeensstemmelse, Harmonie. Tel. Ikke meget brugl.

Samkoma (o’), f. Sammenkomst.

Samkoming (o’), f. Fuge i en Væg; Sammenfældning. Smaal.

Samkvæme, n. Samkvem, Omgang. (Mest alm. Samkvæm). Samkvæmesskaal, f. Velkomstdrik, den første Skaal i et Gjæstebud. Vald.

samla, s. samna.

Samlag, n. 1) Omgang, Samliv. Hava Samlag: holde Selskab, omgaaes meget. G.N. samlag: Forbindelse. – 2) Fællesskab, Meddeelagtighed; ogsaa: særdeles Fortrolighed, el. nær Forstaaelse. – 3) Selskab, Forening til et vist Formaal. Hall. og fl.

samlaga, v.a. (ar), afpasse, lempe, bringe til Overeensstemmelse. Samlaga seg: raadføre sig for at slutte en Overeenskomst. Hall. og flere. Particip samlagad: afpasset, ordnet saa at alt stemmer overeens.

Samlega (e’), f. Sengeselskab, Leie i samme Seng. Hall. (Samlegu).

samlege, adv. tilsammen. I Forbind. “alle samle’”. Hall.

Samling, s. Samning.

Samlivnad (i’), m. Samlevnet, stadig Omgang. Hedder ogsaa Samliv, n. Hall. og fl.

Samloga (o’), f. Fællesskab. Rbg.

samlynd, adj. ligesindet, lig i Sindelag. Tel.? G.N. samlyndr.

sammalen, adj. 1) sammenpasset ved Malning; om Møllestene. 2) malet sammen af to Slags Korn; om Melet. 3) malet paa simpleste Maade, uden Sortering eller Sigtning.

sammogen (o’), adj. jævnt moden; f. Ex. om en Ager, hvor alt Korn er lige modent. Tel. (mogjen).

samna, v.a. (ar), samle, bringe sammen. Nhl. G.N. safna og rettere samna, af saman. Mere alm. ombyttet med en nyere Form: samla. Saaledes bruges ogsaa Samling (for Samning), f. i Betydn. 1) Samling, samlet Mængde. 2) Orden, Rede; ogsaa: Bevidsthed, fuld Sands.

Samnad, m. Enighed, fredeligt Samliv (= Sam). Gbr. Af semja.

samnemnd, adj. kaldet med samme Navn. Samnemne, n. et Fællesnavn. (Sjelden).

Samning, f. Samling; s. samna.

Samnøyte, n. Bordselskab. Hava Samnøyte: spise sammen. Hall. G.N. samneyti: Samfund osv.

sampa, v.a. sammenføie, fælde sammen. Ryf.

samraud, adj. rød overalt, eller allesteds lige rød. Tel.

Samraad, f. Raadførsel, Raadslutning; Overeenskomst.

samraada (seg), v.a. (er, de), raadføre sig, overveie en Sag med hinanden. Hedder ogsaa samraadast. (Sv. samrådas). Part. samraadd, forenet, kommen overeens med nogen. Mest i Fleertal.

samringja, v.n. (er, de), ringe sammen til Gudstjeneste. Ogsaa G.N.

samrøra, v.a. (er, de), mænge eller jævne ved Sammenrøring. Hall.

sams, adv. 1) i Blanding, om hinanden, uden Forskjel (omtr. som samfengt). Østl. 2) eens, af samme Slags. Tel. og fl. 3) i Samhold, i Enighed. Ogsaa brugt som Adjektiv, dog uden Bøining; egentlig et Genitiv af sam.

samsa, v.a. (ar), sætte i Orden, opstille eller sammenstille. Buskr. (Sv. Dial. samsa: samle, forene).

samsaltad, adj. saltet paa een Gang, eller overalt lige meget. Hall.

samsengjast, v.n. (ast), lægge sig sammen i een Seng. Sæt.

samskyad, adj. jævnt skyet overalt. Tel.

Samslaatt, m. Høslæt, som udføres af flere
Personer i Selskab, uden særskilt Udmaaling. Hadeland og fl.

Samsod (o’), n. Sammenkogning, blandet Masse. – samsoden (o’), adj. sammenkogt. Tel. (samsoen).

Samspel (e’), n. Sammenspil.

samstavast, v.n. (ast), stemme overeens; s. samstevjast. Ogsaa: passe sammen, f. Ex. om forskjellig Mad. Tel.

samstelt, adj. sammenholdig. Vera samstelte: være enige om et Forehavende. B. Stift.

samstendig, adj. 1) stadig, lig sig selv. – 2) i Fleertal: enige, samdrægtige. Hall. Voss.

Samstevja, f. Overeensstemmelse, Harmonie. Hall.

samstevjast, v.n. (ast), passe godt sammen, stemme overeens, harmonere. Hall. Voss. Ellers i Formen samstavast. Ryf. Tel.

samstor, adj. jævnstor, lige stor overalt; f. Ex. om Træer i en Skov. Hall.

Samstræv, n. Fællesskab i et Arbeide; fælles Anstrengelse. Takk fyre Samstrævet, siges til Afsked, naar et Arbeide er sluttet. Søndre Berg. Hedder ogsaa Samtræl (n.) og Samslæp.

samstundes, adv. i samme Stund, i det samme, strax. Tel. Hall. Østl. G.N. samstundis.

samsura, v.n. (ar), passe sammen; om forskjellig Mad eller Drikke. Sdm. “Dæ vil ikkje samsure”: det vil ikke blande sig, man befinder sig ilde deraf. I lignende Betydn. samstevjast (Hall.) og samstavast (Tel.).

Samsystkin (-syskjen), n. pl. Heelsøskende, Børn af samme Forældre. (Modsat Halvsyskin). Saaledes ogsaa: Samsyster, f. Heelseøster. Sambroder (bror), m. Heelbroder. Tel. og fl. Sv. samsyskon, samsyster, sambroder.

Samsæte, n. Selskab eller Naboskab i et Sæde. Hava Samsæte: sidde sammen. Sæt. G.N. samsæti.

samsøkkja, v.a. (er, te), lægge jævndybt, fælde Stokkene i en Væg saaledes, at Fugen danner en horizontal eller vandret Linie. Hall.

samt, adv. idelig, uafbrudt. Alm. i Forbind. “jamt og samt”. Jf. sam.

samtakt, adj. tækket med et heelt eller sammenhængende Tag; om en Bygning som bestaar af flere Dele.

Samtale, m. el. Samtal, n. Samtale. G.N. samtal.

Samtid, f. Samtid, nærværende (el. daværende) Tid. Lidet brugl.

samtidig, adj. lige oplagt, lige tilbøielig eller lysten (s. tidig). “samtiug”, Hall.

samtrivast, v.n. (trivst, treivst), befinde sig vel tilsammen eller i Selskab.

Samtræl, n. s. Samstræv.

Samtykke (-tykkje), n. Samtykke, Bifald; ogsaa: Enighed. G.N. samþykki.

samtykkja, v.a. (er, te), 1) samtykke, bifalde et Forslag. G.N. samþykkja. – 2) være tilfreds med, tage til Takke, modtage et Tilbud. Eg baud honom det, men han vilde ikkje samtykkja. B. Stift.

samtykt, adj. tilfreds, fornøiet med noget; i Fleertal: enige, forligte om noget.

samvaksen, adj. jævnt opvoxen, ligelig udviklet; f. Ex. om Skov. Hall. og fl.

samvederleg, adj. stadig eller vedholdende med samme Slags Veir. “Dæ vardt samveerle’”: der blev ingen Forandring i Veiret. Sdm.

samvelta, v.a. (er, e), pløie en Ager fra modsatte Sider, for at Mulden kan holdes bedre samlet i Midten. Buskr.

Samvera (e’), f. s. Samvære.

Samvitende, n. el. Samvit (i’), n. Samvittighed; Selvbedømmelse med Hensyn til Ret og Uret. Ordet er usikkert, da det sædvanlig bruges i en fremmed Form “Samvittigheit”, f. Jf. Sv. samvete, n. G.N. samvizka; egentl. Medvidende, efter Lat. conscientia.

Samvokster, m. jævn Opvæxt, ligelig eller samtidig Udvikling. Jf. samvaksen.

Samvære, n. Omgang, Samliv; Ophold paa samme Sted. Søndre Berg. og fl. I Hall. “Samveru”, f. (G.N. samvera).

san, el. sa’n, dvs. sagde han; s. segja.

Sand, m. 1) Sand, smaakornet Steengruus. G.N. sandr. 2) en Sandbanke; ogsaa en sandig Strandbred. I dette Tilfælde med Fleertal; f. Ex. ned paa Sandarne. – Gaardsnavnet Sande er en gammel Dativform.

sanda, v.a. (ar), bestrøe med Sand.

Sand-aur, m. sandig Gruusjord.

Sandbotn, m. Sandgrund i Vand.

sanddraga, v.a. udjævne nye Møllestene ved at male Sand i dem. Selbu (sanddraagaa).

Sandfall, n. Bakke med Sand som efterhaanden styrter ud.

Sandflo, f. Sandlag i Jorden.

Sandfok (o’), n. Sandfog; Sandflugt.

Sandgrunn, m. sandig Grund.

Sandhus, n. Sandhuus, Sandæske.

Sandkli, n. Sandmudder paa Jorden efter en Oversvømmelse. Solør.

Sandkorn, n. Korn el. Gran af Sand.

Sandlende, n. sandig Jordbund.

sandlendt, adj. sandig, rig paa Sand.

Sandmakk, m. s. Fjøremakk.

sandmala, v.a. (-mel, mol), skjærpe en Kværn ved en Malning af Sand eller Muslingskal (Skjelsand). B. Stift.

Sandmel (-mæl), m. Bakke af løs Sand. Ogsaa kaldet Sandbrekka, Sandbraut, Sandbakke.

Sandmige (gj), m. et Slags Musling, som af og til udsprøiter Vand fra sit
Leie i Sandbunden.

Sandmo, m. Sandhede, stor Flade med sandig Grund.

Sandskjebba, f. et Slags Flyndre, Pleuronectes Flesus (?). Nordre Berg. Ellers nævnes ogsaa Sandskjøva, Sandskrubba og Sandskraa, uvist om samme Art.

Sandskjel (-skjæl), f. Sandmusling.

Sandskræ (?), f. et Slags liden Ferskvandsfisk. Hedemarken.

sandutt, adj. sandig (jf. senden); ogsaa: tilsmudset med Sand.

Sandvaag, m. Bugt med sandig Bund.

Sand-øyr, f. Banke af opskyllet Sand ved en Flodmunding.

sangra, v.n. (ar), klynke, pibe, give en langtrukken, hvinende Lyd; tale med klynkende Stemme. Jæd. Rbg. Smaal. Gbr. I B. Stift: saangra. (Jf. Isl. sangra: brumme). Hertil Sanger (Sangr), n. og Sangring, f. Klynken, klynkende Stemme. sangren, adj. klynkende.

Sank, n. Mælkevarer, som hjembringes fra Sæteren. Nedre Tel. (I svenske Dial. sank, el. samke, om Ost og Smør).

sanka, v.a. (ar), sanke, samle. I Berg. Stift saanka. Egentl. for samka, af Roden “sam”. G.N. samka; Sv. samka. – Sanka seg: samle sig, strømme sammen. Hedder ogsaa sankast; saaledes sankast paa: stimle hen til, omringe, indeslutte. Sanka Soll, s. Soll.

Sankar, m. En som sanker, samler.

Sanking, f. Sankning, Indsamling.

Sann, f. i Forbind. “mi Sann”, omtrnt som: min Tro (et Forsikkrings Udtryk), f. Ex. han skal, mi Sann, faa det. B. Stift. (Sv. Dial. min sann). Nogle Steder blot “Sann”, f. Ex. ja Sann; el. nei Sann. Rbg. (Aaserall og fl.). Maaskee at opfatte som “i Sann” (i Sandhed); jf. G.N. sannr, m. Sandhed. Ellers høres ogsaa Formen sant (ja sant; nei sant).

sann, adj. sand, troværdig; rigtig; ogsaa: virkelig, ikke fingeret. Tildeels med Formen sonn, f. Hard., og satt, n. Sætersd. G.N. sannr (sönn, satt). Eg veit ikkje sannare aa segja). Segja som sant er: sige hvad der virkelig er Tilfældet; f. Ex. Eg sagde, som sant var, at eg hadde ikkje Pengar. Udraabet “d’er sant” betegner her ligesom i Svensk og Dansk en pludselig Erindring el. Paamindelse om noget.

sanna, v.a. (ar), sande, bekræfte, bevidne. G.N. sanna. Hann fekk sanna det: han fik erfare, at det var sandt. Sanna etter: tale En efter Munden, sige Ja til alt.

sanndrøymd, adj. som drømmer om en Hændelse, der siden virkelig indtræffer. Eg vardt sanndrøymd: det gik som jeg havde drømt.