Ivar Aasen Norsk Ordbog

Sending, f. 1) Sendelse, Afsenden. Ogsaa: en Levering, en Deel eller Portion som sendes paa een Gang. – 2) en Gave, eller noget som bliver En tilsendt. Undertiden spotviis om en dygtig Irettesættelse, en “Sandsekage”. – 3) Løben, Renden; Kapløb (s. senda, 4). – Sendingar, pl. betegner ofte fornemmelig: Sendegaver, el. Sendemad (= Forn, Føring, Beining).

Sending, m. Sendemand, En som er sendt i et Ærinde (= Utsending).

Senegras, s. Sina.

Seng, f. 1) Seng, Rum til at ligge i; ogsaa: Sengested, Sengkarm. I G.N. skrevet sæng, og sæing. Fleertal deels Sengjar (Nordre Berg.), deels regelret: Sengjer (Sengje). Jf. Kvila, Lega. – 2) Sengedyne, Fjæderdyne. Saaledes Yverseng (Overdyne) og Underseng (Underdyne). B. Stift og fl. (hvor “Dyne” kun betegner en mindre Pude). – 3) et Bed i en Have eller Ager, en Rude til Plantning; f. Ex. Næpeseng. Sv. säng. – I nogle Forbindelser betegner Ordet kun Barselseng (s. nedenfor); saaledes: fara i Seng, dvs. komme i Barselseng. Derimod: ganga i Seng, el. til Seng (ogsaa: til Sengs), dvs. lægge sig til Hvile. Taka nokon paa Sengi: besøge En medens han endnu ligger, el. før han er opstaaen. Halda Sengi: ligge tilsengs for Sygdom. – Nogle Sammensætninger have oftest Formen Sengjar (sædvanlig Sengja, og nogle St. Sengje); saaledes Sengja(r)bol (oo), n. Straa til at ligge paa. Voss og fl. I Tel. Sengjebos (o’), n. Sengja(r)kona (o’), f. Barselkone. B. Stift. Sengja(r)lega (r’), f. Barselsygdom, Svaghed efter Fødselen. Sengja(r)mat, m. Barselkost, Mad som sendes til en Barselkone fra hendes Nabokoner. Nordre Berg. Ndm. Ork.

Sengbotn, m. Sengebund.

sengfast, adj. sengeliggende for Sygdom eller Svaghed. Hedder ogsaa sengbunden, og sengliggjande.

Sengferd, f. Barselseng, Barselsygdom. “Sengfær”, Trondh. og fl.

Sengfot (Sengjafot), m. Sengefod.

Senghus, n. Sengstue, Værelse med Senge; især for Gjæster. Nordl. Ogsaa udtalt Sennhus, formod. for Sengj(a)hus. – Paa Sdm. Sengjabud, f. et Klædeværelse med Senge.

sengja, v.n. (ar), gaae til Sengs. Sjelden. Paa Østl. “senge”.

Sengkleve (e’), m. Sengkammer.

Sengklæde, n. Sengklæder. Nogle Steder Sengjaklæde.

Senglag, n. Sengkammeratskab, Leie i samme Seng. Ogsaa “Sengjalag”.

Sengnøyte, n. Sengkammerat. Vald. Jf. Kvilenøyte.

sengra, v.n. (ar), lugte af Svidning. Vald. Maskee egentl. svide. Jf. Isl. sangr (sangt): sveden; T. sengen: afsvide.

Sengra, f. Lugt af noget som svides eller brænder. Hall. Jf. Engra og Sem.

Sengrom (el. Sengjarrom), n. Sengerum.

Sengskor (o’), f. Skammel eller Fodtrin paa Siden af en Seng. I Hall. “Sengjeskør”.

Sengstokk, m. Sengekant, Sidefjel i en Seng. Mange St. Sengjastokk.

sengsøkja, v.a. (er, te), søge Seng hos, ligge sammen med. Han hadde sengsøkt henne.

Sengvarme, m. Sengevarme.

Sengvær, n. Dynevaar, Tøi til en Sengedyne. (Sengjavær, B. Stift).

Senk, s. Søkk.

Senn, (n.), Gang. Kun i Forbindelse med “i” og “um”. I Senn: paa een Gang. Eitt i Senn: eet ad Gangen, hvert for sig. Alle i Senn: alle paa een Tid. Um Senn: efterhaanden. Nokot um Senn: lidt efter lidt. – Afvig. i Send, Sæt. Hall.; i Senna, Smaal.; um Senda (el. Senna), Solør. (Betonet Senn’a, som et Feminin, el. som Neutr. pl.). G.N. senn, og í senn; Sv. i sender. Jf. Send og Sinn.

seppa, s. sipa.

ser (ee), adv. 1) for sig selv, særskilt, fraskilt. Nfj. Sfj. Hall. og fl. 2) særdeles, synderlig. Hard. Voss. – Eg kann ikkje faa det seer: jeg kan ikke faae det adskilt fra det øvrige. (Nfj.). Jf. ser-kvar. Det var seer godt: særdeles godt. (Hard.). Afvig. sers, og sjers (ee), Indh. (Snaasen), i Betydn. udmærket. Paa Sdm. særs, f. Ex. “faa særs Mat”, dvs. faae anden Mad end de andre Folk i Huset. (Jf. sera, v.). Ellers bruges ogsaa “i seer”, el. (som i Dansk) “i sær”, dvs. fornemmelig, i Særdeleshed. (Jf. serlege). Egentlig Dativ i Pronomenet “seg”, ligesom i Udtrykket “D’er ser likt” (s. seg). Jf. ogsaa sær, adj. – I Sprogprøver fra Selbu (Trondh.) findes “ser” med Betydning: saa, saaledes (jf. “ker”: hvorledes), og som Adj. med Betydning: slig, saadan.

sera (ee), v.a. (ar), give En noget særskilt, noget andet end de øvrige. “Ho sera fe honom” hun lavede anden Mad for ham end for de andre. Tel. (Silgjord). Af ser.

serdeiles, adv. særdeles. Voss, Hard. og fl.
Ogsaa: serdeildes (ee), Hard. Vald. Andre St. særdeiles. G.N. sérsdeilis: særskilt, særlig.

Serfelle, n. et usædvanligt Tilfælde, en særegen Leilighed. Hall.

ser-havd, adj. fraskilt, adskilt fra det øvrige. Nfj. og fl.

Sering (ee), f. særskilt Anretning for en Person (s. sera). Hertil maaskee “Siringsnavn”, hos Landstad 168, altsaa Seringsnamn: Kjendingsnavn?

Serk, m. (Fl. Serkjer), Særk; Skjorte. Mindre brugl. G.N. serkr.

serklok (ee), adj. noget selvklog eller særsindet. Voss, Hard.

ser-komen (o’), adj. frakommen, adskilt fra de øvrige. Nfj. og fl.

ser-kvar, som adj. hver for sig, særskilt. Mest i Neutr. ser-kvart, Namd. Indh., se-kort, Gbr. Hedder ogsaa: ser og kvar. “Dem gjekk seer aa kvar”: de gik hver for sig, hver sin Vei. Indr. G.N. sérhverr.

ser-lagd, adj. lagt til Side, el. fra hinanden. Jf. serhavd.

serleg, adj. særegen; særskilt. Hall. og flere. G.N. sérlegr. – serlege (serle’), adv. i Særdeleshed, især.

serlynd, adj. særsindet. Tel.

serskild, adj. særskilt, fraskilt for sig selv.

ser-teken, adj. udtagen, fraskilt.

Sess, m. Sæde, Plads at sidde paa. G.N. sess. Søkja Sessarne sine: optage sine sædvanlige Pladse eller Sæder; om en Samling af Mennesker.

sessa, v.a. (ar), skikke til Sæde, anvise Plads. Sessa seg: tage Sæde. – Sessing, f. det at skikke Folk til Sæde.

Sesseløysa, f. Mangel paa Sæde eller Siddeplads.

Sessetre, n. s. Skarnstokk.

sest (siger sig), s. segjast.

Set (e’), n. 1) Sætten, Udsætning; f. Ex. af Fiskergarn. – 2) et Sæt, det som sættes paa een Gang. Fyrste Setet, o.s.v. – 3) Rad, Række; ogsaa Gang el. Omgang. Tvau try Set: to eller tre Gange. Hall.

Seta (e’), f. 1) Sidden; Stillesidden. (Af sitja, sat). Det vardt ikkje lang Seta: man fik ikke sidde længe. G.N. seta. Jf. Kveldseta. – 2) Ophold paa et Sted. Sjelden; s. Heimeseta, Husseta. – 3) Sæde, Sted at sidde paa. Det syner Seta etter honom: man kan see Stedet hvor han sad (f. Ex. i Græsset). – Ordet hedder tildeels Sota (o’), B. Stift, og ellers Setu, Gbr., Sutu, Ork., Soto (oo), Namd. – I Tel. og Hall. bruges nogle Sammensætninger med “Setu” (Sete); saaledes: Setuarbeid, n. Arbeide som man udfører siddende. Setubud, f. en beboelig Hytte. Setuhus, n. Huus til Beboelse. Setustova (o’), f. Dagligstue. (I Hall. Setustugu; i Vald. Setostogo). Setu-sel, n. Mælkestue paa en Sæter. Tel. – Paa andre Steder henføres disse Ord til Sæte, n.

seta, v. s. setja. – Setar, s. Setjar.

Sete (e’), m. 1) Bagdeel paa Legemet, Podex; egentlig: det som man sidder paa. (Sv. säte, n.). Vera saar i Seten: være øm i Sædet, have ondt for at sidde. – 2) en liden Flade i en Klippe eller paa en Bjergtop. Tel. (nogle St. Sate). I Gbr. Seta (Sæta). – 3) i Sammensætning: Beboer (Opsidder), s. Busete og Haasete.

setekjær (e’), adj. siddekjær, som gjerne vil sidde. I B. Stift sotekjær (o’).

Setel (e’), m. (Fl. Setlar), Seddel, Billet, Note; Dokument; f. Ex. Dalarsetel, Stemnesetel, Bygslesetel. Mest alm. Set’el; sjeldnere Sedel (som egentlig er rettere). Jf. Sv. sedel, T. Zettel, af Lat. schedula. Afvigende Fl. “Seslar”, Rbg. – Setelbok, f. Tegnebog, Lommebog.

seten, part. s. vanseten.

setetrengd (e’), adj. trængende til at sidde, træt, mødig. (Til Seta, f.).

setja, v.a. (set, sette, sett), at sætte. Inf. lyder deels settja, settje, deels sekja (sekkje); mangesteds ogsaa seta (e’) el. sæta. Præsens paa nogle St. set’e (for seter), andre St. set (e’). Imperf. overalt: sette (ikke satte). Konjunktiv setje. Imperativ set, i Fl. setje. G.N. setja (set, setti); Goth. satjan. – Betydningen er meget omfattende: 1) sætte, faae til at sidde. Af sitja, el. nærmest af Formen sat (sad). Setja eit Barn paa ein Stol. Setja seg paa Benken, paa Hesten, i Baaten osv. Setja atter: lade sidde, sætte efter sig; f. Ex. Ho gjekk ut og sette Barnet atter. – 2) hensætte, stille, faae til at staae eller være paa et Sted. Set Fatet paa Bordet. Setja Hatten paa seg. Setja Garn: udsætte Garn i Søen. Jf. setja Seglet: stille Seilet noget lavere, fire det lidt nedad. – Ogsaa: fæste, anbringe paa noget. Setja Knappar i; s. Merke paa; s. Laas fyre o.s.v. – 3) besætte, belægge, fylde. Setja Baaten hall, dvs. lægge Ladningen skjævt. Setja Huset fullt med Kjerold. Setja Gata med Stein osv. Jf. baksett, framsett, steinsett, fullsett. – 4) overføre, flytte, befordre. Setja ein Mann i Land. Set meg yver Sundet. – Ogsaa: sætte i Forvaring, sætte fast. Setja inn Kyrna: sætte Køerne paa Stald. Han sette meg: han satte mig i Forlegenhed, saa jeg vidste intet at svare. (B. Stift). “Dei vardt sette”: de bleve arresterede. (Søndre Berg.). – 5) plante, nedsætte. Setja Tre, setja Næpor, Potetor osv. Ogsaa: opstille, oprette, bygge. Setja ein Stolpe, ein Mur, eit Gjerde. Han sette Huset paa same Tufti. Setja Bu: bosætte sig. – 6) lave, tilberede ved en Blanding el. Sammensætning. Setja Deig; s. Blekk, m.m. Ogsaa: tilsætte, paasætte. Setja Gang paa Ølet. S. Eld paa Halmen. Figurlig: meddele, indgive, indgyde. Setja Liv i Laget; setja
Mod, Harm, Hat, Rædsla i Folk. – 7) foranstalte, føre, bringe i en vis Stilling eller Omstændighed. Setja i Stand, i Lag, i Gang, i Verk; setja i Faare, i Knipa, paa Spel osv. Setja Folk i Hop: sætte Splid imellem Folk. – 8) bestemme, anordne. Setja Pris paa Varorna; setja ein Dag, ei Tid, eit Kor (Vilkaar). Jf. setja Ting; setja Retten. – 9) ansætte, beskikke. Setja ein Mann til Formann, til Verja, til Lærar osv. Ogsa: skikke, føre, lede. Setja i Skule; setja til Boki, til Arbeid. Setja nokon paa Vegen, el. paa Faret, dvs. sætte En paa Sporet, give ham den første Underviisning. – 10) tilbyde, fremlægge. Han sette ein Dalar paa det: han vilde vædde om en Daler. (Østl.). Setja likt i mot: byde lige meget. Setja i Vedd: sætte i Pant. Ogsaa. overlade, henstille. Eg set det til deg: jeg henstiller det til dig selv. – 11) v.n. stævne, styre hen (især i fuldt Løb, i stærk Fart). Han sette til Skogs, til Fjells, til Havs. Eg sette beint yver Fjorden. Dei sette paa honom: de stormede ind paa ham. – 12) klemme, drive paa (med Styrke). Kun i visse Forbindelser, som: setja aat, el. s. inn i, dvs. klemme dygtigt til. Setja paa: strække, trække stærkt. Setja i Hop: binde stærkt sammen. Jf. setja i og ropa (skrika, graata, læja): hæve Stemmen, skraale. – Ellers med egen Betydning i visse Forbindelser; saaledes A, Reflexivt. Setja seg: a) sætte sig; b) klares, danne Bundfald; om Vædsker; c) foresætte sig; f. Ex. Eg hadde sett meg det. Setja seg atter: sidde efter; unddrage sig, ikke ville følge. S. seg avstad (el. stad): sætte sig i Fart, tage Tilløb. S. seg mot: gjøre Modstand. S. seg til: blive siddende, slaae sig til Ro. (Hedder ogsaa: setja seg fyre). – B, med Partikler. Setja av: afsætte. S. fram: fremsætte; sætte Mad paa Bordet; sætte en Baad paa Land. S. frampaa: støde paa Grund. S. fyre: foresætte. Setja i: hæve Røsten (s. ovenfor under 12). S. ned: nedsætte; ogs. begrave. S. nedre: dække, skjule ved at sætte noget ovenpaa. S. paa: a) strække, s. 12; b) vise, føre hen paa, s. 9; c) tillægge Kreature til Fodring. (I Søndre Berg. setja med). S. stad (dvs. avstad): a) kaste, slænge; b) udstyre, pynte. S. til: a) befale, paalægge. Han sette meg til aa gjera so. b) sætte Livet til, omkomme. D’er so kaldt, at ein kann reint setja til. S. upp: a) opsætte; optegne, skrive, forfatte; ogsaa: digte, sammensmede (f. Ex. han hadde sett upp ei Lygn); b) slibe, skjærpe (en Ragekniv); ogsaa: ophidse, opflamme; c) gjøre Væddemaal (Uppset). Setja uppunder seg: afsætte Mælk i Yveret; om drægtige Køer. (Hedder ogsaa: setja ned i Spenarne). Setja ut: udsætte; sætte Garn i Søen; ogsaa: udlaane, udleie. S. yver: overflytte, føre over, f. Ex. med Færge.

setjande, adj. 1) som man kan sætte. 2) som adv. ansættende, løbende, i fuld Fart. Han kom setjande. B. Stift.

Setjar, m. en Sætter, Opsætter; f. Ex. Steinsetjar, Famnesetjar.

Setjing, f. s. Setning.

Setkvist, m. Aflægger, Kvist at plante.

setna, v.n. (ar), sætte sig (om Vædske), klares, afsætte Bundfald. Hedder ogsaa: setnast. G.N. setna: synke. Particip setnad: klaret (jf. skirnad).

Setnad, m. 1) Sætning; f. Ex. Avsetnad, Uppsetnad. – 2) Besætning, Udfyldning; en Række af opsatte Mælkekar (Mjølkesetnad). Hall. og fl.

Setning, f. 1) Sætten, Hensættelse; Maade at sætte paa. Hedder tildeels Setnad, og oftere Setjing, f. – 2) en Sæt, en Række som er udsat paa een Gang; f. Ex. Garnsetning. Ogsaa: et Lag, en Stabel; saasom af Fladbrød. (Braudsetning). – 3) Bestemmelse, Regel, Forskrift. (G.N. setning). Ogsaa en Sætning i Talen; en særskilt Mening.

Sett, m. Aftale; s. Sætt.

sett, part. 1) sat, stillet; f. Ex. framsett, uppsett osv. 2) fæstet, anbragt; ogsaa: fanget (s. setja 5). 3) besat, ladet, fyldt. Han er vel sett, dvs. har fuld Ladning, om en Baad; ogsaa om En, som er meget drukken. 4) bestemt, fastsat. Paa sette Timen: i det bestemte Øieblik. (B. Stift). 5) beskikket; f. Ex. innsett, tilsett.

sett (ee), s. sjaa og sedd.

Setta, f. en liden Kornhob paa Ageren, bestaaende deels af 12, deels af 8 (eller vel egentlig 6) Neg. Brugl. ved Trondhjem. I Ork. Sjetta (Sjett). Hører formodentlig sammen med “sette”.

sette (ee), adj. sjette (6te). Nogle St. oftere: sjette, i Sogn sekste. G.N. sétti. – Sette-kvar: hver sjette. Setteparten: den sjette Deel. Sjølv-sette: selvsjette. Halvsette: 5 1/2.

Settung, m. et Kornmaal, som udgjør en Sjettedeel af en Fjerding (altsaa 1/24 Tønde). Valders, Toten og fl. dog tildeels anseet som 1/18 af den nubrugelige Tønde, da nemlig det gamle Tøndemaal var større. Hedder ogsaa Setting, Smaal. og fl. (Sædvanlig med e’). G.N. séttungr: en Sjettedeel, især af en Mæle.

Sev (e’), n. 1, Siv, høit Græs i Vand el. Sumper. Mest alm. “Sæv”. G.N. sef; Sv. säf. Betegner tildeels en egen Art, nemlig Lysesiv (Juncus conglomeratus), ellers kaldet Veikjesev, da Marven deraf bruges til Væge i Tranlamper. (Eng. Dial. seaves).

Sev (e’), n. 2, en Vandaare i Jorden, en liden Kilde. Tel. (Sæv). Jf. sevja og seven.

sevast (e’), v.n. (ast), formildes, sagtnes, blive stillere. Sdm. sædvanlig “sævast”, dog ikke meget brugl. G.N. sefast.

seveleg (e’), adj. spagfærdig, lempelig, mild.
Sdm. (sæveleg). Sv. säflig; i Dial. ogsaa säver (Rietz 717).

seven (e’), adj. blød, fugtig, opblødnet; om Jorden. Helg. (Vefsen). “D’æ so blautt aa sæve(t)”. Sv. Dial. säver. Jf. Sev og sevja.

sevja, v.n. (ar), 1) sive, pible frem, flyde sparsomt; om Vand i Jorden. Tel. (Vinje og fl.). – 2) blive fugtig eller vædskefuld. Det sevjar: der kommer Saft i Træerne, der bliver “Save”. Hall. – 3) sagle over Foderet, æde eller tygge langsomt; om Dyr. Sdm. (Norddalen). Ogsaa: skrabe Saft af Træer (= sava). Gbr.

Sevja, f. Saft eller Vædske, som kommer i Træerne om Vaaren. Nhl. Hall. og flere. Nogle St. Sivju og Søvje. Jf. Save (som sædvanlig kun betegner Saftlaget under Barken).

sevja(d), besvogret; s. sivjad.

sevjefull, adj. saftfuld; om Træer.

Sevjetid, f. den Tid da der kommer Saft i Træerne (om Vaaren).

Sevjing, m. s. Sivjung.

Sevmerg, m. en svampagtig Substants i Siv, anvendt til Væger.

Sevmyr, f. Sumpjord med Sivgræs.

Sevrot, f. Sivrod i Vand eller Dynd.

Sevveik, m. Lampe-Væge af Sivmarv (Sevmerg) eller Lysesiv. Sædvanlig udtalt “Sæveik”. B. Stift.

Si, n. Taver, Trevler af opplukket Tougværk, anvendt til Tætning i Baade og Fartøier. Nordre Berg. Nordl. (Dunkel Herkomst). Andre St. Driv.

si (adv.), altid, stadigt; ogsaa: overalt. Kun i Sammensætning, som: siregna, sirenna, sivaat, sibreidd. G.N. sí, adv. Ang. og Ght. sin, f. Ex. Ang. singréne = sigrøn. Om et andet “si” s. sid.

si, pron, s. sin.

sia, s. sidan. – Sia, s. Sida.

sibreidd, adj. jævnt udbredt overalt, f. Ex. om Hø paa en Eng (sibreidt); ogsaa: belagt eller dækket overalt; om Jorden. Ryf. Tel. Smaal. Nogle Steder “sibreia”, og “einbreia”.

Sibreidsla, f. fuldkommen Overdækkelse. “Dæ ligg i Sibreitla”: det ligger jævnt udbredt over det hele Rum. Ryf.

sid, adv. seent, silde. Usikkert i Forbindelsen “seint og si(d)”, eller “seint aa sie”, dvs. endelig, omsider. Hall. (Andre St. seint og sidan). Ellers brugt i nogle Sammensætninger i Formen “si” (Sikast, Sigro, Sirunna); jf. sidlege. Komparativ sidre (sire) nævnes i ældre Skrifter (f. Ex. “Olsoke sire”, dvs. den senere Olafsdag); men kun Superl. sidst er i fuld Brug. Ellers forekommer sid (si) som conj. dvs. siden, efterat. (s. sidan). Jf. T. seit.

sid, adj. sid, nedhængende, som rækker langt ned; f. Ex. om Klæder, Haar, Tag paa et Huus, m. m. (Mange St. si, si’e). G.N. sídr. (Jf. Ang. síd: bred). – Nogle St. ogsaa: lavtliggende, sumpig; s. sidlendt.

Sid (i’), m. s. Sed. – sida (i’), v. s. seda.

Sida, f. 1) Side, Legemsdeel imellem Ryg og Bryst. (Mange St. Sia, Sie). G.N. sída. Ogsaa Ribbeensstykke af et slagtet Dyr. Ei Kjøtsida, Fleskesida; Nautsida, Saudsida og fl. – 2) Flade som vender udad til høire eller venstre; Sideflade, f. Ex. paa et Fartøi. Jf. Bergsida, Strandsida. – 3) en bred Flade i Almindelighed; f. Ex. paa en Skive, en Dug, et Blad osv. Liggja aa Sida: hvile paa Siden, med den brede Flade nedad; om en Skive. (Modsat: liggja aa Rør, aa Egg, el. paa Kant). – 4) Retning, Stævne, Kant. Paa hi Sida aat Elvi. Paa nørdre Sida. Paa alla Sidor. Jf. Solsida, Havsida, Baksida. Ogsaa om en fjernere Deel af et Rum. Leggja til Sida (ogs. til Sides): lægge tilside, sætte af Veien. – 5) Part, Vegne, Vedkommende. Paa mi Sida: for min Deel, eller paa mine Vegne. Kvar paa si Sida: hver for sit Vedkommende. Jf. Fadersida, Modersida.

sidan, adv. og conj. 1) siden, senere, derefter. Mest alm. sia; ellers: sida, Nfj. Sdm., sian, Voss, Hard. Helg., siaa, Sogn, Nhl.; ogs. med “ne”: siane, Hard. Jæd. G.N. sídan. – 2) conj. siden, efterat; eller efter en vis Tid. D’er lenge, sidan eg var der. Me hava ikkje seet det sidan i Fjor. – 3) da, efterdi, eftersom. Sidan det no er gjort, so fær det so vera. – Forekommer ogsaa i Formen “si” (sid?), f. Ex. “D’æ lengje si’ dæ va gjort”, Tel. (s. sid). I enkelt Fald kunde “sida” maaskee opfattes som sidar (G.N. sídar); saaledes “seint og sida”, s. seint. Ligesaa i Ordsproget: “Dæ fær væl, ein bida, naar ein fæ noke sida”, dvs. det er godt, at man bier, hvis man faar noget godt senere. (Nfj. Sdm.).

sidbrynt, adj. som har side eller meget nedslagne Øienbryn.

sidbukad, adj. sidbuget.

Sidd (ii), f. Sidhed, Længde nedad. Isl. sídd. D’er høvelegt paa Siddi: det er passende sidt. (I Nordl. paa Sidn’a).

Sidebein, n.s. Sideriv.

Sidefall, n. et Fald til Siden. Hedder ogs. Sidesleng, m.

Sidekot (o’), n. et lidet Aflukke paa den ene Side. “Siekot”, Smaal.

Sidemann, m. Sidemand, Nabo.

Sideriv (i’), n. Ribbeen, Sidebeen.

Siderom, n. Rum paa Siden.

Sidestyng, m. Sidesting; Smerte i Siden.

Sidestøyt, m. et Stød fra den ene Side; ogsaa: et Stød i Siden.

Sideveg (e’), m. Sidevei; Fortoug osv.

Sidevegg, m. Sidevæg, Langvæg.

Sidevind, m. Vind fra Siden.

Sidgro, f.s. Sidrune.


sidhærd (sihært), adj. langhaaret.

sidig (i’), s. sedug.

Sidkast, n. Slutning, seneste Tid. I Forbindelsen “paa Sikaste(t)”: paa det sidste. Nhl. Isl. sídkast.

sidklædd, adj. klædt i side Klæder.

sidlege (el. sidla?), adv. silde, seent. Sjelden, saasom i gamle Vers i Formen “sille”. I Hard. sirle, f. Ex. “Æ du ute aa gjeng’e so sirle?” Det sidste er egentlig siderlege (el. sidarlega); G.N. sidarla, sidla; jf. sid, adv.

sidlendt, adj. dybt liggende, lav, sumpig. Østl. Sv. sidländ.

sidna, v.n. (ar), blive sidere.

si-drjupa, v.n. (dryp, draup), dryppe idelig. Tel. (s. si).

sidrukken, adj. bestandig drukken. “Han gjekk sidrukkjen heile Dagjen”. Tel.

Sid-rune (u’), m. Korn som først voxer op om Høsten; enkelte grønne Spirer i mellem det modne Korn. “Sirune”, Sæt. Tel.; afvig. Siraanaa, Ork. Ogsaa i Formen Siruna (u’), og Sirunna, f. Sogn og fl. Paa Sdm. kaldet Sigro, f. egentl. Sidgroa. Jf. sid, adv. og Rune.

sidst, adv. 1) sidst, senest, i Slutningen. Sidst uppaa (sist-paa): tilsidst; til Slutning. – 2) sidste Gang forhen. Sidst me funnost. Daa han var her sidst. – 3) mindst. Det var no det, som eg sidst vilde.

sidst, adj. 1) senest, sildigst. Mest brugl. i Formen sidste (alm. udtalt siiste), f. Ex. sidste Gongen; sidste Dagen o.s.v. Han laag paa sitt sidste, dvs. paa Dødsleiet, nær ved Døden. – 2) sidst eller bagest i en Række. Han var med dei sidste som komo. – 3) nærmest foregaaende. Takk fyre sidste Gongen, el. sidste Laget; ogsaa blot “fyre sidste” (sædvanlig betonet: sist’e). Jf. sid.

sidt, adv. sidt, langt nedad.

Sidtak, n. Tag som rækker langt ned paa den ene Side. Nogle St. Sidtoka (o’), f.