Ivar Aasen Norsk Ordbog

sju, s. sjau.

sjua, v.n. (ar), 1) suse, give en susende Lyd. B. Stift. Afvig. soga, Ryf. – 2) hysse, tysse; sige “sju” (dvs. tys). Smaal. Ogsaa: huje med en svagere Lyd. Jf. hua.

sjuk, adj. syg, angreben af Sygdom. G.N. sjúkr; Sv. sjuk; Ang. seoc, Goth. siuks. (Nogle St. siges oftere klen eller laak). Uegentlig betegner sjuk ogsaa: misundelig, gjerrig, lumpen. Jf. Sykja.

sjukall, adj. sygelig, svagelig. Hall. Afvig. sjukaal, Tel.

Sjukdom, m. Sygdom.

Sjuke, m. Syge; især omgaaende Sygdom. Rbg. og Tel. (Sjukje). Hedder ogs. Sjuka, f., men mest alm. Sykja.

Sjukehus, n. Sygehuus. (Sv. sjukhus).

Sjukeseng, f. Sygeseng.

Sjukfar, s. Stykfader.

sjukleg, adj. sygelig, som har svag Helbred. Jf. sjukall.
Sjukling, m. et sygt eller sygeligt Menneske. Nhl. og fl. (Sv. sjukling). Andre St. Sjuking og Sykjing.

sjukna, v.n. (ar), blive syg eller sygelig. Lidet brugl.

sjukvoren (o’), adj. noget sygelig.

Sjun, f. (n.), Syn; s. Sjon.

Sjund, f. s. Sjon og Sjaund.

sjur (for stjurd), s. styrd.

Sjursmess, den 23de December (= Tollaksmessa). Trondh.

Sjurta, s. Skyrta. – Sjæl, s. Saal.

Sjærne, s. Hjerne og Stjerna.

Sjø, s. Sjo. – Sjøa, s. Sjoan.

sjøa, v. s. sjoa, sjoda og skjøda.

sjøføre, s. sjoføra.

sjøl, s. sjølv. – sjøldaa, s. sjeldan.

sjølv, pron. adj. selv. Skulde her rettest hedde sjelv (oprindl. sjalv); men ordets Form er noget fordunklet, da det mest almindelig hedder sjøl (ø’), og kun i Fleertal og den bestemte Form: sjølve. Imidlertid bruges dog ogsaa sjølv, Hard. og fl. Nogle St. sjel (e’), Lister, Mandal. I Rbg. og Tel. derimod: sjav (for sjalv) med fuld Bøining, nemlig sjav’e, m. sjov (oo), f. sjavt, n. og sjave, pl. G.N. sjalfr (Isl. sjálfr); Sv. sjelf; Eng. self, Ang. seolf. – Særlige Betydninger: 1) selv personlig, i egen Person; ogsaa: selv alene, uden Hjælp; selvdreven, uden Paavirkning, m.m. Han var der sjølv. Barnet gjeng sjølv. (I Tel. “Dæ gjeng’e sjavt”). Det jamnar seg sjølv (det jævnes af sig selv). Gjera aat seg sjølv: arbeide for sig selv, til sit eget Brug. Vera fyre seg sjølv: være fraskilt, afsondret; ogsaa: afsides, i Eenrum. Vera med seg sjølv: være ved fuld Sands og Samling; tildeels ogsaa: være alene. – 2) den fornemste, den styrende el. raadende. Han sjølv: Huusbonden, el. Formanden. Ho sjølv: Huusmoderen. (I Tel. ho sjov). Dei sjølve: Mand og Kone i Huset. Hedder ogsaa Sjølvefolket (Sjølvefolkje), Hall. og fl. – 3) den egentlige, rette, virkelige. Sædvanlig forved Substantivet og i den bestemte Form; f. Ex. i sjølve Byen, dvs. i den egentlige By (i Modsætning til Omegn eller Forstæder). Sjølve Garden: Gaarden selv i Modsætning til dens Marker osv. Sjølve Huset: Huset foruden Indbo, og deslige. I dette Tilfælde bruges ogsaa et Slags Komparativform “sjølvare”, f. Ex. sjølvare Huset osv. Nordre Berg. og fl. – Dativ sjølvom (i Neutr. sjølvo) bruges mest i Forbindelsen:av sjølvo(m) seg, dvs. af sig selv, uden Paavirkning. Det gjeng av sjølvo seg. Han kjem av sjølvom seg. I begge Tilfælde fordunkles Formen ofte til “sjølo”, el. “sjølaa seg”. (I Tel. sjave seg). – Et Genitiv sjølvs (sjøls) bruges tildeels i Forbindelse med Possessiv; saaledes “sjøls min”, dvs. min egen; “sjøls sin”, dvs. sin egen. Gbr. Ork. (G.N. sjalfs sín). Af andre Forbindelser mærkes: sjølv eine, dvs. alene. (Lidet brugl. I Tel. sjav eine). sjølv-annan: selv anden, med een i Følge. sølvtridje: selvtredie, som har to andre med sig. Saaledes ogsaa; sjølvfjorde, sjølvfemte og fl.

sjølvare, selve; s. sjølv.

sjølvbeden, adj. 1) frivillig, uopfordret. Han kunde gjera det sjølvbeden (sjølbeen), dvs. af egen Drift, uden Paamindelse. – 2) selvbuden, som kommer uden Indbydelse.

Sjølvbeite, n. selvvoldt Forlegenhed. Hall.

sjølvbergad, adj. forsynet for sit eget Behov, selvhjulpen. Nogle St. oftere sjølvbyrg, sjølvhjelpen (sjølvhjelpt), sjølvplattad.

sjølvbyrg, adj. 1) selvhjulpen. Nordl. (sjølbørg). I Ork. sjølbørt (for sjølvbyrgd?). – 2) stolt, selvtilfreds.

sjølvbøygd, adj. bøiet af Naturen, krumvoxet; om Tær. I Hall. ogsaa Sjølvbøyg, m. en naturlig Krumning.

sjølvdaud, adj. død af Sygdom, ikke dræbt; om Dyr. (sjøldaue, sjøldau).

Sjølvdaude (?), m. Døsighed, tilfældig Sløvhed. “Sjøldaue”, Ork. I Guldalen: Sjøldoe (o’). “Gaa i Sjøldoa”: gaa i en Døs, uden at tænke eller sandse.

sjølvdaaen, adj. selvdød (= sjølvdaud). Ork. (sjøldaain). Jf. daaen.

Sjølvdraap, n. Selvmord.

sjølvdøya (sjøldøy), v.n. døe af Sygdom; om Dyr. Hedder ogsaa sjølvdauda (sjøldaua).

Sjølveigar (sjøleigar), m. Selveier.

Sjølvfostring, m. en leiet Fisker eller Arbeider, som holder sig selv med Kost. B. Stift

Sjølvfylgja, f. Selvfølge, naturlig Følge.

Sjølvføding, m. eenlig Person med egen Huusholdning. Voss. (Sjølføing).

Sjølvgivnad, m. en naturlig Følge, noget som giver sig selv. Sogn og fl.

sjølvgjeten, adj. = sjølvsagd. Num.

sjølvgjeven, adj. sikker, utvivlsom.

sjølvgjord, adj. selvgjort; meget let at gjøre, næsten færdig af sig selv. Mest i Neutr. (sjølgjort).

sjølvgod, adj. selvgod, indbildsk.

Sjølvhaldar, m. = Sjølvfostring. Nordl.

Sjølvhjelp, f. Forsyning for eget Behov.

sjølvhjelpen, s. sjølvbergad.

sjølvkallad, adj. selvkaldet.

sjølvkjær, adj. selvkjær, egenkjærlig.

sjølvklok, adj. selvklog.

sjølvmint (-minnt), adj. beredvillig, som paaminder sig selv, eller gjør sin Skyldighed frivilligt, uden nogen Opfordring. Temmelig alm.

Sjølvnøyding, f. Selvbetvingelse.

sjølv-onnug, adj. flittig, stræbsom af egen Drift, uden nogen Tvang. Tel. i Formen sjavonnig.


sjølvplattad, adj. = sjølvbergad. Hall.

sjølvraadug, adj. selvraadig; egensindig. Egentlig: fri, uafhængig; men i denne Betydning siges hellere sjølvraadande, el. sjølvraaden. (Jf. sjølvstyren).

Sjølvros (Sjølroos), f. Selvros.

Sjølvræda, f. Frihed til at raade sig selv; ogsaa: Selvraadighed. Sdm. (Sjølræde). “Han gjeng i Sjølrædinne”: han tilbringer Tiden i fuld Frihed, efter eget Behag. (Især om en Yngling, som endnu ikke er tilholdt til Arbeide). G.N. sjalfrædi, n.

sjølvsagd, adj. utvivlsom, sikker, som tilsiger sig selv. Mest i Neutr. (sjølsagt).

sjølvsaadd, adj. selvsaaet.

sjølvskapad, selvdannet, naturlig.

sjølvskyldig, adj. fordringsfuld, ubeskeden, som anseer sig fortjent til stor Opmærksomhed. Sdm. Andre St. velverdig.

sjølvslutt (el. -sluttad), adj. sluttet eller ophørt af sig selv. I Berg. Stift oftere “sjølbegjeve(t)”.

sjølvstyrd, adj. som styrer sig selv, el. gaar paa Slump. Det gjeng sjølvstyrt: det gaar som det kan; det gaar vildt, el. uden Ledelse. I Tel. sjavstyrt.

sjølvstyren, adj. selvraadig, egensindig. I Tel. sjavstyren.

sjølvsynt, adj. aabenbar, som viser sig selv.

Sjølvsøkkja, f. en ustyrlig eller farlig Person. Hall. (Hoel).

Sjølvtad (?), n. Gjødselvædske i Engen nærmest ved Fæhusene. Lister (Kvinesdal) i Formen Sjelta’, og Sjeltag. I Siredal: Sjelta, f. (for Sjelvtada?). Andre St. Sæta. Jf. Losig, Tadsig.

sjølvtamd, adj. selvtæmmet, øvet eller forbedret ved egen Flid.

Sjølvtekt, f. Selvtægt, det at tage sig selv til Rette. Lidet brugl.

sjølvtridje, s. sjølv.

sjølvvalden, adj. selvforvoldt, som En har paadraget sig selv. Oftere sjølvvalda(d).

Sjølvvild, f. 1) Frihed til at følge sin Villie. “Gaa i Sjølvildinne”: gaae ledig og raade sig selv. Nfj. (s. Sjølvræda). – 2) en frivillig Gjerning, noget som man gjør af egen Drift, uden Tvang. Tel. i en afvigende Form: Sjavvil, og Sjavile, f. (G.N. sjalfvili, m. fri Villie). – 3) Unødvendighed, noget som ikke behøves. Meget brugl. i Tel. i Formen Sjavile. “Ei stor Sjavile”: en meget unødig Ting, noget som man godt kunde undgaae. “Ei Sjavils Sut”: en unødig Sorg. (Landst. 736). “Dette æ Sjavile”: dette er for megen Umage, for stor Opmærksomhed (f. Ex. om en overflødig Beværtning). Jf. sjølvvita.

sjølvviljande, adj. frivillig.

Sjølvvilskap, m. Unødvendighed; en unødig Gjerning. “Sjavilskap”, Tel.

sjølvvis (ii), adj. selvviis, selvklog.

sjølvvita (i’), adj. unødig, som ikke behøves. Gbr. Østerd. Hedder ogsaa “sjølsvita” og bruges omtrent som Sjølvvild.

Sjølvvyrdnad (y’), m. 1) Selvagtelse; Omhu for sit Rygte. 2) Selvgodhed, Indbildskhed. “Sjølvørna”.

Sjøreie, s. Sjoreide.

sjørsk, adj. stolt, storagtig. Smaal.

Sjøvaak, s. Snjovaak.

Sjøveir, s. Sjoveder og Sjovær.

ska, v. s. skada, skoda og skula.

Skabb, n. Skab, Hudsygdom med Kløe. Eng. scab; Lat. scabies. Skabbsykja, f. Skabsyge (Faaresygdom).

Skabb, m. en stenig Jordplet (= Skrabb, Skalle). Smaal.

skada, v.a. (er, de), skade, gjøre Skade el. Meen. Ofte forkortet ska; Præs. skar (for skader), nogle St. skadar (skada’); Imprf. alm. skadde; Sup. skadt. G.N. skada(ar), og skedja (skaddi). – Parti. skadd: beskadiget.

Skadd, m. en liden Sik (Fisk). Hall.

skadda, v.n. (ar), berøre noget løselig (= snerta). “Dæ skadda ne paa Golv’e”. Hall.

Skadda, s. Skodda.

Skade, m. Skade, Tab, Ulykke. Mange St. Skae. G.N. skadi. Det gjeng ut paa Skade: det fører til Skade; der skeer en Ulykke. D’er tvo Skadarne og ingi Boti: dobbelt Skade og ingen Erstatning. Hava Skaden tapt: faae god Erstatning for sin Opoffrelse, have Fordeel i Stedet for Tab. B. Stift. – I Sammensætning med Adj. har Ordet tildeels kun en forstærkende Betydning, for Ex. skad-dyr: meget dyr; skadsterk: frygtelig stærk; skadgod (ska’go): fortræffelig; skadrik (skarik): uhyre rig osv. Gbr. og fl.

Skadebot (oo), f. Opreisning, Erstatning.

Skadedraap, n. et frygteligt Nederlag; ogsaa: det at Dyr blive dræbte i Utide.

Skadedyr, n. Dyr som gjør Skade.

Skadeferd, f. Færd eller Foretagende, som kun er til Skade. (Skafær).

skadelaus, adj. skadeløs; ogsaa: uskadt.

skadelaust, adv. uden Skade.

skadeleg, adj. skadelig; fordærvelig.

Skadetak, n. et Greb eller Angreb, som forvolder Skade. (Skatak).

Skadeveder, n. Storm eller Uveir, som kan gjøre Skade. (Skaveer).

Skadeverme, m. Ildebrand, Skadeild.

skadsam, adj. skadelig, som medfører Tab. Trondh. G.N. skadsamr.

[skaffa, v.a. (ar), skaffe; anskaffe. Ogsaa v.n. skaffe sig Mad; holde Maaltid. Nyt Ord, af T. schaffen (skabe). Skaffar, m. en Skaffer; Gjæstgiver.

Skafsæing, m. Indbygger af Skafsaa i Telemarken.

Skaft, n. 1) Skaft, Haandfang paa et Redskab. G.N. skapt. Fleertal tildeels Skoft.
(B. Stift og fl.). Jf. skjefta og Skjefting. – 2) en liden Stang; f. Ex. en Lakstang. Hall. – 3) Væverskaft; en af de Stænger hvorpaa Syllerne i en Væverstol ere opstillede. (Havaldskaft). Jf. Einskjefta, Tviskjefta.

skaftlaus, adj. skaftløs.

Skag, n. et Sted som ligger aabent eller udsat for Vinden. (Vindskag). Shl.

skaga, v.n. (ar), rage frem, strække sig ud; om en Odde eller Landtunge. Nordl. G.N. skaga.

Skage, m. 1) en fremstikkende Odde af Landet, et Næs. Nordl. Sdm. (Skjagje, Skaje; Fl. Skaga’). G.N. skagi. (Jf. Snage). Tildeels ogsaa om et Rev, en Grunding, som gaar ud fra Landet. – 2) en høi, fremragende Ting; ogsaa om et stort Dyr. Østerd. i Formen Skaga, nogle Steder Skaua.

Skagge, m. en Udkant, et afsidesliggende Engstykke, og desl. Tel. (Skaggje).

Skak, n. en stærk Rystelse; s. skaka.

Skak, m. et Slags Si (Sil) med et Net i Bunden, en Humle-Si at bruge ved Brygning. Vald.

skaka, v.a. (skjek, skok, skjeket), 1) ryste stærkt, støde, skubbe frem og tilbage. Præs. mest alm. skjæk (skjæk’e); nogle Steder skak’er. Imperf. skook; Fleert. skoko. Supin. skjekje (e’), ogsaa skjikje (i’); nogle St. skakje. G.N. skaka (skek, skók, skekit); Sv. skaka; Eng. shake. – 2) skage, skjætte, rense Liin fra de vedhængende Stilke. Smaal. Rom. Heraf Skoka. – 3) øse, aftømme. I Forbindelsen skaka upp: opøse nybrygget Øl af Gjæringskaret. Heraf Uppskoka. – 4) v.n. ryste, bæve. (Sjeldnere). – Skaka seg: ryste, skubbe sig. Skaka paa Herdarne: trække stærkt paa Skuldrene. Skaka i Hop: ryste sammen (sikka). Skaka ned: nedryste, f. Ex. Frugt af Træer.

skakall, adj. rystende, som foraarsager Rystelse; f. Ex. om en haard og ujævn Vei. Der er skakalt: der er en haard Vei at kjøre paa. Jf. skaksam.

skakande, adj. rystende, stødende.

Skakar, s. Skaketein.

Skakebolle, m. og Skakedrykk, m. Smagedrik af nybrygget Øl (Uppskoka).

skaken, adj. rystende (= skakall).

Skaketein (el. Skaktein), m. Rystestok pa en Kværn; en liden Stang, som er fæstet til Mølletragten (Teina), saaledes at den nedre Ende berører den omløbende Møllesteen og derved bevirker en stadig Rystelse i Mølletragten, saaat Kornet kan strømme jævnt nedad. B. Stift og fl. Ogsaa kaldet Skakketein, Sdm., Skakvond (-vaand), Tel., Skakvol (o’), Vald., Skakmungel, Helg. (jf. Mondul), og Skakar, Rommerige. (I svenske Dial. skakvand). – Skjelva som ein Skaketein: skjælve voldsomt.

Skaking, f. idelig Rystelse; f. Ex. ved Kjørsel; s. skaka.

Skakk, n. (?), s. Skaak.

skakk, adj. skak, skjæv; i Særdeleshed: 1) hældende til Siden; f. Ex. om en Stolpe; 2) ilde afpasset, ikke ligedan paa begge Sider; 3) fordreiet, forvreden. Jf. skaa, skeiv, vind. G.N. skakkr. Sv. Dial. skakk og skank. Heraf skjekkja.

skakka, v.a. sætte skjævt; s. skjekkja. – skakkast, v.n. blive skjæv.

Skakke, m. 1) Skjævhed; Punkt hvor noget er skjævt. (Skakkje). – 2) en skjæv Stilling eller Retning. Standa paa Skakke: staae skjævt. Ganga paa Skakke: gaae skjævt. Altid med haardt k (ikke kj); altsaa vel et gammelt Dativ (Skakka), eller ogsaa Femininum. I Hall. siges ogsaa “gaa ette Skokko” (Skøkkom): gaae i skjæv Retning.

skakkføtt, adj. skjæv i Fødderne.

skakkhald (-hall), adj. brøstholden, som ikke faar sin fulde Deel. Nordl.

skakkladd, og skakklastad, adj. skjævtladet, hældende af en Uorden i Ladningen; om Baad eller Fartøi.

skakklendad, adj. skjæv i Lænderne eller Krydset; f. Ex. om Heste. Gbr. og fl.

skakkmynt, ajd. skjævmundet.

skakkryggjad, adj. skjævrygget.

skakksett, adj. sat i skjæv Stilling; skjævt bygget eller ladet (= skakkladd); ogsaa ligt skakksnudd.

skakksnudd, adj. forvendt, fordreiet; ogsaa: vant til en skjæv Gang eller Stilling. Noget lignende er “skakkjøyrd” (skakk-køyrd). Tel.

skakkstyrd, adj. skjævtgaaende, uheldig, uordentlig; f. Ex. om Huusholdning. Mest i Neutr. (skakkstyrt).

skakkstyrt, adv. skjævt, uheldigt, uden rigtig Orden. Det gjeng skakkstyrt. B. Stift.

skaksam, adj. rystende, som forvolder Rystelse (= skakall).

Skaksaald, n. et Sold, som man kan holde imellem Hænderne. Nordl.

skakt, adv. skjævt, i skjæv Stilling; ogsaa: uheldigt, uden rigtig Orden.

Skakvond (-vaand), m. s. Skaketein.

Skal, n. Skal, Hylster, Overhinde; f. Ex. paa Frugter, Æg osv. Afvig. Skval, Gbr. Vald. (Jf. Skurn, Skinna, Rus). Sv. skal. Hava Valet og taka Skalet: have frit Valg og dog vælge det daarligste.

Skal, m. Rudskalle (?), et Slags Fisk. Buskr.

skal, v. s. skula.

skala, v.a. (ar), 1) afskalle, skrælle. Lidet brugl. 2) udplukke, udsøge af en Mængde; f. Ex. skala det turraste ut-or: utskille det tørreste. Nordre Berg. – S. ogsaa skarda.

Skalberg, n. en Bjergart, som let lader sig smuldre og kløve i Skiver. Østl.


Skald, m. Digter, Poet. I historisk Fortælling. (G.N. skáld, n.).Ligesaa Skaldskap, m. Poesie.

skaldra, v.n. (ar), skralde, skramle. Berg. Stift. Egentl. skallra; jf. skjella, skrella, skrala. – Skaldring, f. Skrald, en skarp klirrende Lyd; f. Ex. af nedkastede Plader.

Skalk, m. 1, en Skalk; især med Begrebet: en listig Person, En som gjør Puds eller driller Folk. G.N. skalkr: Skjelm. (Jf. Goth. skalks: en Tjener). – Skalkelag, n. Anlæg til List og Drillerie. Skalkeraad, f. listige Raad, Intriger. Skalkestrik (i’), n. Skalkestykke. Skalkevisa, f. en lystig Vise. (Paa Sdm. Skalkavise).

Skalk, m. 2, Stump, Endeskive af et Brød. (Ogsaa svensk og dansk).

skalkast, v.n. gjækkes, fjase. Lidet brugl.

skalkutt, adj. skalkagtig. (Sjelden).

skalla, v.a. (ar), 1) tilhugge Tømmerstokke i Enderne. Nordl. Trondh. – 2) rense Hamp for vedhængende Stilke. Gbr.

skal-laus, adj. skalløs, fri for Skal.

Skalle, m. 1) Pande, Forhoved (= Enne). Alm. i de vestlige og nordlige Egne. Jf. skollutt og G.N. skalli: skaldet Hoved. – 2) Hjerneskal, den øverste Deel af Hovedet. Rbg. Tel. Østl. (Afvig. Skadde, Sæt.). Ofte ogsaa om Hovedet i det hele. Jf. Skolt og Skjelta. Sv. skalle. – 3) en tør og stenig Forhøining paa Jorden; f. Ex. i en Ager. B. Stift; ogsaa i Sæt. (Skadde). – 4) en Banke eller Forhøining i Vandet, en høit liggende Fiskegrund (= Klakk). Nordre Berg. Nordl.

Skallebotn, m. ujævn Bund, med Banker eller Forhøininger.

Skallefisk, m. Fisk som holder sig paa høi Grund. – Skalleseid, m. et Slags stor Sei. Ryf.

Skallereim, f. Nakkerem i et Bidsel. Østerd.

skallutt, adj. ujævn, fuld af stenige Forhøininger; om Jord.

Skalma, f. Frugtbælg; s. Skolm. – Skalmegras, n. Vikker, Fugleærter. Sdm.

Skaltenner, pl. en Tandsygdom blandt Hestene. Smaal.

Skam, f. 1) Skam, Beskjæmmelse. Mest alm. Skamm; ellers ogsaa Skomm (o’), Rbg. Tel. G.N. skömm (skammir). Standa til Skammar: staae til Skamme. (Tel.). Jf. Skjemd. – 2) Undseelse, Blusel. D’er ikkje Skam i honom: han undseer sig ikke ved nogen Ting. Jf. skjemmast og skamlaus. Ogsaa om noget som man undseer sig ved eller blues for. Eg heve so litet til aa bjoda, at det er berre Skam. Jf. Gardskam. – I Sammensætning bruges Skam (ligesom Naud og Mein) til Forstærkelse af et Ords Betydning, især til at beregne, at noget er usædvanligt eller for meget; f. Ex. skamhogga, skamriva; skamstor, skamtung o.s.v.

Skam (el. skamm), adj. kort, kortvarig. Skal forekomme i Nordl., tildeels i Formen “skammer”, dog kun sjelden. G.N. skammr. I Hard. kun i en Dativform “Fyre skamre Stunde sian”, dvs. for kort Tid siden. Jf Skamtid og skamt.

skambita, v.a. bide voldsomt, flænge, rive. Part. skambiten (i’).

skamdjerv, adj. uforskammet dristig.

skamdyr, adj. usædvanlig dyr.

Skamfall, s. Skarnfall.

skamfara, fordærve; s. skamføra.

skamfeit, adj. overordentlig fed. Jf. lytefeit.

Skamferd, f. Skamfærd, Ufærd. Tildeels med Formen “Skamma(r)fær”.

skamfila, v.a. (ar), skamfile, forslide.

skamfull, adj. skamfuld. Jf. skamlaus.

Skamfyla, f. en fræk, uforskammet Person. Hall.

skamføra, v.a. (er, de), fordærve, skjæmme, skade ved en voldsom behandling. Rbg. I B. Stift: skamfara (-fer, for); ellers oftere skamfera (ar), som vel snarest er udgaaet fra skamferda. G.N. skamfœra. (Sv. Dial. skamfera og skamfara). Particip skamførd, skamfaren og skamferad (-feert).

skamgod, adj. usædvanlig god. Mest i Spøg ligesom naudgod og skadgod.

skamhard (-har), adj. usædvanlig haard.

skamhoggen, adj. skjæmt eller fordærvet ved Hugst; om Træ eller Skov.

Skamkaup, n. Kjøb for Spotpriis.

skamlaus, adj. 1) ulastelig, som man ikke har nogen Skam af. F. Ex. om Klæder: Dei er vel skamlause, dvs. man kan bruge dem uden Skam. Han fekk so god Løn, at det var skamlaust. Nordre Berg. og fl. G.N. skammlauss. – 2) skamløs (om Personer), blottet for Undseelse, uforskammet. Mere alm. (I denne Betydning ville nogle sige “skamfull”).

skamlaust, adv. med Sømmelighed, uden Skam. Detta kann ein bruka skamlaust.

skamleg (el. skammeleg), adj. skammelig, som er til Skam. – skamlege, adv. paa en skammelig Made. “Han foor so skammele’ aat”.

skamliten, adj. usædvanlig liden.

Skamløysa, f. 1) ulastelig Tilstand, det at man ikke behøver at skamme sig (s. skamlaus). Med Skamløysa: uden Skam. – 2) Skamløshed, det at man ikke blues ved noget. Mere alm. – 3) en skamløs Person.

skamma, v.a. (ar), s. skjemma.

Skammel, m. Skammel (= Skor, Krakk).

skamnaken, adj. meget ilde klædt.

Skam-ord, n. skammelige el. fornærmelige Ord; ogsaa: et ondt Rygte. Trondh. og fl.

Skamplagg, n. Klædningsstykke som er til Skam (el. skal bæres til Straf).

Skampris, m. Spotpriis.

skamraska, v.a. (ar), overvælde, behandle voldsomt, mishandle. Berg. Trondh. Nordl.
(G.N. raska: forrykke, forstyrre). Part skamrastad.

skamrik, adj. uhyre rig.

skamriva, v.a. forrive, rive til Skade. – skamriven (i’): forreven.

skamskjella, v.a. overvælde med Skjældsord.