Ivar Aasen Norsk Ordbog

støkken, adj. 1) skjør, sprød, som let brister. I Nordre Berg. stekkjen; i Ork. stokkjen. – 2) sky, let at skræmme. Jæd. og flere. (støkkjen).

støkkja, v.a. (er, te), 1) afbrække, støde et Stykke af. Sogn og fl. I Tel. stekkje. – 2) fælde, udgyde. Støkkja Taaror: græde. Num. (Jf. G.N. stökkva: stænke). – 3) skræmme, skrække; ogsaa: jage, drive; f. Ex. “støkkje Fisk”: drive Fisken hen til en Fiskeplads. Østl. (Hadeland). Jf. stokka. – Particip støkkt (støkt).

støkkna, v.n. blive skjør eller sprød (støkken). Nogle St. stekkna.

Støl, m. 1, Malkeplads i en afsides liggende Græsgang. I de nordlige Egne kun om selve Pladsen med de derpaa staaende Hytter (Sel); i de sydligere Egne (Sogn, Hall. Tel. osv.) ogsaa om de omliggende Marker og altsaa det samme som Sæter. Den oprindelige Form er Stodul (o’) el. Stødul (G.N. stödull); deraf ogsaa Sto’ul, Tel. (Tinn), Staul, Tel. (andre St.), Støil (el. Støyl), Sæt. Sdm. og Stul, Gbr. Ellers alm. Støl (m. langt ø).

Støl, m. 2, 1) en liden Jernkrog eller Krampe (= Kjeng). Jæd. – 2) et Led i en Kjæde; en af Pladerne paa et “Stølebelte”. – 3) en Tomme eller enkelt Deel i et Hestemaal (omtr. som Stolpe). Paa Sdm. Støil. Den gamle Form ellers usikker.

Støle, Stilk; s. Styl.

Stølebelte, n. et Bælte som er belagt med smaa fiirkantede Metalplader. B. Stift.

Støl-eld, m. Vagt-Ild paa en Malkeplads. Nhl.

Stølsbud, f. Mælkehytte (= Sel) paa en Sæter. Hall. og fl.

Stølsbøle, n. s. Sæterbol.

Stølsvoll, m. Græsplan omkring en Malkeplads. Hall. og fl.

Stømn, s. Stomn. – stømna, s. stomna.

Stømor, s. Styvmoder.

støna, v.n. (er, te), gaae blindt hen, fare taabeligt frem. Sdm. (støne). Støn, m. en Taabe, Dumrian.

stør, stiv; s. styrd.

støra, v.a. (er,de), tilskynde, raade, anbefale; ogsaa: lokke, forlede eller opægge. Dei størde meg til det. Sdm. (meget brugl.). Ved Trondhjem bruges stæra og stere (steer’) i lignende Betydning. (Jf. ogsaa styra og stæla). – Hertil størast, v.n. tilskynde hinanden; opmuntre sig selv indbyrdes; blive dristigere. Sdm. I Ork. stæres. Jf. G.N. stœrast: blive overmodig.

Støra, f. Sidetræ i en Væverstol. (Mest i Fleertal, ligesom Leinar og Stolar). Sogn, Vald. Tel. ogsaa Jæd. og flere. Ellers i anden Form: Styra, Gbr., Støa, Sogn; Støer, pl. Rom. (Maaskee for Stødra?).

størd, tilskyndet; s. støra.

Størhus, n. Kogehuus, Ildhuus; ogsaa Kjøkken. Østl. og ved Trondhjem. Tildeels afvigende Størøs, Østerd., og Sturus, Smaal. I svenske Dial. störhus, sterhus, sters osv., forklaret som Stegerhuus (Rietz 671). Hos os synes Ordet hellere at udgaae fra det gamle Starvhus (Arbeidshuus).

Støring, f. Tilskyndelse; s. støra.

større, s. stor og stort.

størst, adj. størst; s. stor. Mest alm. udtalt støst (støsst). Største-Parten: den største Deel

Støt, m. s. Støyt.

støtt, s. stutt, stødt og stydja.

Støv (Omkvæd), s. Stev.

støva og støvda, s. stødva.

støvja, s. stevja.

støyg, s. stødug. – Støyl, s. Støl.

støypa, v.a. (er, te), 1) nedstyrte, støde, kaste. Støypa seg ut i: styrte sig ud, f. Ex. i et Bad. Indh. og fl. (Af stupa, staup). G.N. steypa. Vel ogsaa: smøge af eller paa; s. Støypekufta. – 2) støbe, gyde i en Form (= renna). Mere alm. Jf. støyta. – 3) malte Korn, lægge i Blød til Malt. Tel. og flere. (S. Staup). Sv. stöpa. – Particip støypt, nogle Steder støyft.

Støypar, m. en Støber.

Støype, n. Maltning (= Staup). Buskr.

Støypekufta, f. Kufte eller Overtrøie, som kan paatrækkes over Hovedet, ligesom en Skjorte. Indh.

Støypeskeid, f. Støbeskee, Jernskee at bruge ved Støbning. Hedder ogsaa Støypeskjel (-skjæl), f. B. Stift; og Støypesleiv, f. Smaal.

Støyping, f. Støbning.

støyra, v.a. og n. (er, de), 1) opsætte Korn paa Stavrer (Staur) til Tørring. Ryf. Nhl. og flere, ogsaa ved Trondhjem. – 2) nedramme, nedsætte Pæle eller Stavrer; f. Ex. til en Hesje. (Oftere staura). – 3) pilke, støde med en Kjæp eller Stikke. Hard. og fl. Ogsaa: gaae plumpt eller klodset frem (= staura). Hall. og fl.

støyreful, adj. noget plump, men ogsaa slu og listig. Hall.

støyren, adj. plump; aabenmundet. Hall.

Støyring, f. det Arbeide at opsætte Korn til Tørring paa Ageren.

Støyt, m. 1) Stød, haardt Sammentræf. Ogsaa figurlig: Modgangsstød, Tab, Skade. – 2) Mærke efter et Stød; Saar, Bugle. – 3) Portion, Slump som bliver udstødt eller udhældet. Taka seg ein Støyt, dvs. en Slurk, en Drik. – 4) Klods at støde med; saaledes ogsaa: en liden Flik paa en Skosaale. (Taastøyt). Østl. Spotviis: en ubehændig, taktløs Person. (Tverstøyt). – 5) Anstød, noget som stopper eller staar i Veien; f. Ex. om Steen i en Ager. –
6) en Bjergtop med en steil eller tvær Side. Østerd. i Formen Støt.

støyta, v.a. (er, te), 1) støde, ramme haardt. G.N. steyta; Goth. stautan. Ogsaa: gjøre Meen eller Smerte ved Stød; f. Ex. støyta seg; støyta Foten sin osv. – 2) styrte, kaste (= støypa). Støyta seg i Vatnet. Støyta i seg: drikke stærkt (jf. Støyt). Ogsaa om at støbe, især Talglys. “Støyte Ljøs”, Nordre Berg. – 3) knuse, støde til Pulver (= stappa). – 4) frembringe ved Stød; f. Ex. støyta Hol paa; støyta eit Stykke utor. – 5) v.n. støde an imod noget, træffe en Hindring. Baaten støytte paa ein Stein. Ogsaa om taktløs Tale eller Opførsel. Jf. Han kom støytande med det.

Støytar, m. en Støder (til en Morter osv.).

Støyteregn, n. styrtende Regn.

Støyting, f. Støden, Stødning.

støytsam, adj. plump, ubehændig, taktløs. Hedder ogsaa støyten; dog lidet brugl.

støytt, part. stødt; skadet ved Stød; ogsaa: støbt (jf. skumstøytt, talgstøytt).

støyve, s. stødva.

Su, f. en So, et Hun-Sviin. Helg. Trondh. og flere, dog lidet brugl. undtagen i enkelte Talemaader, saasom: Dei hava korkje Ku elder Su, dvs. de have ingen Kreature. “Su’a bryt, aa Ungann nyt”, dvs. de unge lide for de gamles Brøde. Indh. (Jf. Sugga). G.N. sýr (jf. Formerne Kyr og Ku). Mere alm. bruges Su om et skiddenfærdigt Menneske; paa Sdm. Sud (Skitsud).

Su, s. Sud. – sua, s. suga.

subba, v.n. (ar), søle, arbeide i Væde og Fugtighed; gaae i vaade Klæder osv. Mest brugl. i de sydlige Egne. Hedder ogsaa svabba og sabba. Hertil Subb, n. og Subbing, f. Sølerie, ureenligt Arbeide. (Isl. subb). Ligesaa: Subb, m. og Subba, f. en Søler, Sjasker.

subbutt, adj. sølet, fugtig; ogsaa ureenlig. Hedder ogsaa subben. Jf. sufsutt.

Sud (uu), f. 1) en Fuge i en Baad eller Fjelevæg, en Sammenfældning hvori den ene Kant skyder ud over den anden, ligesom i et Tegltak. Mest alm. Su; i Nfj. og Sdm. Sud. G.N. súd. (Jf. Sudtak og syda). – 2) en Skure langs ad den underste Kant paa en Tømmerstok, saaledes afpasset at den dækker en tilsvarende Forhøining paa den underliggende Stok i Væggen. Tel. (Su). Andre St. Mosefella. – 3) en Side. Valders. “Paa hi Su’e”. “Paa kor si Su”: paa hver sin Side. Sv. Dial. sud.

Sud, f. (2), Bølgedrag, stor Bølgegang paa Strandbredden. (S. Dragsud og Suddrag). Mest alm. Su. Maaskee af sjoda, ligesom Soda og Saud, f. Jf. Eng. suds: skummende Vand, Vask osv.

Sud (u’), m. (n.), Syd, Sydkanten. Brugt i Formen Su, Syd, Sø; s. følgende. (G.N. sudr, n.). Sigla i en Sud, dvs. i en sydlig Retning. Ganga til Suds (Syds, Søss): blive mere sydlig; om Vinden.

sud (u’), adv. syd, mod Syden; ogsaa: i Syd. Lyder forskjelligt, saaledes: su, Tel. Num.; syd (y’), Nfj. Sdm.; ellers mest alm. sør eller sø; egentlig suder, men fordunklet ved Overgang til Komparativformen sydre. Jf. sunn (synn). G.N. sudr; Ang. sud, Eng. south; Ght. sund; derimod T. süd, Holl. zuid, Sv. söder. – sud-etter, adv. syd over, mod Syd. (Nogle St. sytt’e, el. søtt’e, maaskee for sud-til). – sud-etter, adv. syd over, mod Syd. (Nogle St. sytt’e, el. søtt’e, maaskee for sud-til). – sud-i, adv. i Syd; paa Sydsiden. (su-i, Tel.). – sud-paa, adv. paa Sydkanten (af Landet).

Sud-aust, m. Sydost. (Søaust osv.).

sudbær, adj. noget sydlig, om Vinden. “søbær, Helg. Namd.

Sudd (u’), m. en Visk eller Kvast med Skaft, f. Ex. til at vaske Fisk med. Trondh.

Suddrag (uu), n. Havbølgernes Fremstyrtning og Tilbagetrækning paa Strandbredden. B. Stift, Ryf. og fl.

sudhall, adj. hældende mod Syd.

Sudkant, m. Sydkant.

sudleg, adj. sydlig. (Mange St. sørleg).

Sudlending, m. Sydlænding, Sydboer.

sudlengst, adj. sydligst. Tel.

sudrøn, adj. sydlig, om Vinden. Nordl. og Trondh. i Formen sørrøn. (G.N. sudrœn: som er fra Syden). Sudrøna, f. sydlig Vind. “Sørrøna”, sjelden.

Sudsida, f. Sydside. (Su’sia, Sørsia osv.). Den sydligste Deel af Horizonten, benævnes ogsaa Sudkraa, el. Sudro, f., mest paa Østl. i Formen Sørro (Sø-ro).

Sudskjella, f. en jævn og kjølig Vind fra Sydkanten. “Sydskjelle”, Sdm.

Sudskotung (o’), m. s. Skotung.

Sudstemna, f. Sydgaaende.

Sudtak (uu), n. Brædetag, hvori enhver Fjel skyder lidt ud over Kanten af den nedenfor liggende. S. Sud, f.

sudtekkja, v.a. tække med “Sudtak”. Particip sudtakt. Jf. syda.

sudvend, adj. hældende mod Syd. “sørvend”, Østl. (Rom.). – Sudvenda, f. en Hældning imod Syd. “Sørvenda”, Rom.

Sudvest, m. Sydvest.

Sud-æsing, m. En som boer søndenfor en Aas. “Søæsing”, Hall.

Sud-ætt, f. Sydkant; ogsaa Vind el. Veir fra Sydkanten. Egentl. Suder-ætt; afvig. Sørætt, Sørægt. (B. Stift). G.N. sudrætt. – I Nordl. ogsaa “Sør-rot”, f. om langvarig Søndenvind.

sufsa, v.n. søle, pladske (= subba). Sufs, n. Søle, Ureenlighed. Lister (i Formen Sups). – sufsen, og sufsutt (supset), adj. fugtig, sølet, ureenlig. Siredal og fl.

Suft, f. 1) Saft, Suulvædske (i Madvarer).
Tel. – 2) Smule, Gran. Nfj. og flere. Paa Sdm. Syft (y’). “Inkje Syft’a”: ikke det allermindste.

sufta, v.a. befugte. Det suftar seg: det bliver fugtig, udsveder Saft. Tel. (Vinje). Sv. Dial. söfta.

suftig, adj. saftig, vædskefuld. Tel.

suga, v.a. og n. (syg, saug, soget), 1) suge, indsøbe med sammenpresset Mund. Inf. nogle St. sua (sue). Supinum alm. sogje (o’). G.N. suga, el. sjuga (sýg, saug, sogit). – 2) patte, die; egentl. suge Vædske af. Suga Moder si. Han syg endaa: han er endnu ikke afvant. Jf. søygja. – 3) trække, drage til sig; f. Ex. om en Strøm: Han syg aat seg Vatnet. (Heraf Sog). Ogsaa: æde, nippe til sig; om Fiske eller Sødyr. Jf. Grunnsog. Uegentlig: Det syg Mergen or Kroppen (om Anstrengelse eller Sygdom). Det syg fyre Bringa: det klemmer eller trykker for Brystet. Jf. Sog.

Suga, f. Die, Patte. I Udtrykket: giva Suga; dvs. give Die. – Sugebarn, n. Pattebarn (= Sogbarn). Hall. Sugemoder, f. Amme (= Sogmoder). I Valders “Sugarmor”.

Sugar, m. 1) Sliimaal (= Sleipmakk). – 2) et Slags Polyp (s. Strøms Søndmørs Beskr. 1, 204).

Sugg, m. 1) en stor og før Karl. Østl. Sjeldnere Segg. Andre St. Sogg. – 2) en Søler, s. sugga.

sugga, v.n. gaae seent, nøle, søle. Hall. Andre Steder sigga og sagga. Hertil Sugg, m. og Sugga, f. en seenfærdig Person.

Sugga, f. 1) So, Hun-Sviin (= Su). Jæd. Rbg. Tel. (Sv. sugga). Andre St. Syta og Purka. – 2) en før og fyldig Kvinde. Nordre Berg. Ogsaa En som er seenfærdig; s. sugga.

Suging, f. Sugning (= Sog).

Sugl (Suul), s. Suvl.

Sukk, m. 1) et Stød, en Rystelse; s. sukka. – 2) Suk, Aandestød (= Andvarp). – 3) en kort Bøn, især i Verseform; Riimbøn, Hjertesuk.

sukka, v.n. og a. (ar), 1) skvulpe, klukke; om Vædske i et Kar. Nhl. Nogle Steder sukla. (Jf. svakka). – 2) sukke, drage et Suk (= andvarpa). Sv. sucka. (Jf. Eng. sigh, Nt. suchten, T. seufzen). – 3) vove, driste sig til. Sukka til: slaae til (= leggja til). Det var ein Storm, men endaa hadde han sukkat til og rott ut. B. Stift. – 4) v.a. ryste eller støde et Kar (omtr. som sikka). Nhl. – 5) hidse en Hund. Østl. (Solør og fl.). Det sidste nærmer sig til søkja.

Sukka, f. en Huulning eller Sænkning (jf. søkka); især om et Sted hvor Ryper eller andre Fugle have skjult sig i Sneen og ved deres Uddunstning foraarsaget en Synkning i Sneefladen. Hall. Tel.

Sukker, n. Sukker. (Ital. zucchero). Betonet Sukk’er. – Sukkerkorn, n. liden Sukkerklump.

Sukl, n. blandet eller klumpet Vædske; for Ex. om Tykmælk med megen Valle. Berg. Nordl. og fl. Hedder ogsaa Sukk, Hall. Vald. Andre St. Sutr, Sudder.

sukla, v.n. skvulpe. S. sukka.

Sul, n. see Suvl.

Sul (uu), f. 1) Halsaag (Klave) til et Sviin. Gbr. Toten, Rom. G.N. súla. – 2) Løbet paa en Skydebue. Tel. (Vinje). Begrebet synes egentlig at være: en Trekant. I nogle Stedsnavne dunkelt.

Sula, f. 1) en Kløft (saasom paa et Træ, eller paa visse Redskaber). Helg. Saaledes ogsa: Vinkelen imellem et Menneskes Fødder (= Skrev, Klov). Nordl. og Namd. – 2) en Støtte eller Stolpe med en Kløft oventil. Nfj. Nordl. (Jf. Marsula). Ogsaa om en kløftet Stang. (Halmsula, Ristarsula). Jf. Neip og Tjuga. G.N. súla: Stolpe (T. Saúle). – 3) en gaffelformig Kløft eller Ramme, hvorpaa man ophasper Fiskesnøret, idet man trækker det op af Søen. Berg. Trondh. Nordl. – 4) Hjørnetougene paa et Fiskevod (som nemlig i udspændt Stilling danne en smal Vinkel). Senjen. (I B. Stift Geilar). – 5) en vis Søfugl, s. Havsula.

sula, v.n. (ar), tage lange Skridt, strække ud (= skreva, klova). Nordl. s. Sula, 1. Ogsaa i Tel.

sula, v.a. (ar), 1) binde Halsaag paa; s. Sul. – 2) ophaspe et Fiskesnøre; s. Sula, 3. Nogle St. syla (-er, te). Sula upp: slutte med Fiskeriet, reise hjem fra Søen. Berg. Nordl.

suldra, søle; s. sulla.

Sule, m. en dygtig Karl. Hall. Ellers Sular, Ryf. Sole, Sdm.

sulka, v.a. (ar), smudse, tilsøle, besudle. Temmelig alm. Sv. solka.

sulkutt, adj. smudset, ikke ganske reen.

sulla, v.n. (ar), 1) nynne, synge sagte. B. Stift. Jf. surla, hulla. – 2) lege, holde sig lystig. Tel. Ogsaa: svæve omkring, tumle sig. (Landst. 751). – 3) søle, røre i noget (Isl. sulla). Hedder ogsaa: suldra. Hall. Hertil maaskee Sull, i Forbindelsen “gaa um Sull”: blive spildt eller ødelagt. Hall.

sulla(d), adj. drukken, fuld. Sdm. Nordl.

sulna, s. sundla. – Sult, s. Svolt.

Sulting, m. en Gnier. “Sultingje”, Tel. Vel egentl. Svolting.

Sulu (Svale), s. Svola.

sum, conj. som (ligesom); s. som.

Sum (u’), n. Svømning. Koma paa Sumet (Summ’e): komme i svømmende Stilling, vade til man ikke længere naaer Bunden. Num. Tel. Afvig. Saam, “koma paa
Saam’e”, Tel. Nogle St. Svaam, Østerd. (?). “Kjøre til Svaams”: drive en Hest til at svømme. (Jf. sumd, symja og Sund). Hertil Sumfot og Sumfugl.

sum (u’), adj. nogen, endeel; eller (i Fleertal) komme, nogle. I Eental kun kollektivt om en mindre Deel af en Mængde. Sædvanlig med Subst. i den bestemte Form, f. Ex. sum Fisken, el. sum utav Fisken, dvs. en Deel af Fisken. Sum Skogen er stor, og sum utav honom er smaa. (“Sum’e ‘ta’ naa”, Nordre Berg.). Mest alm. i Neutrum, f. Ex. sumt Folket; sumt Kornet; sumt av di (dvs. en Deel deraf); sumt er gamalt, og sumt er nytt osv. Ligesaa i Fleertal. Sume Dagarne; sume Stykki osv. Nogle St. “some”, ogsaa “summe”. G.N. sumr (pl. sumir); Ang. sum, Eng. some; Goth. sums. – Afvig. sumle (for sumlege), Nhl. Jf. G.N. sumlegir; Sv. somlige.

Sumar (u’), m. (og n.), Sommer, den varme Aarstid. Nogle St. Summar, ogsaa Somar (og Somaar), Tel., Samar, Østl. Saamaar, Gbr. Ork. Med andet Kjøn: “eit Sumar”, Rbg. Tel. G.N. sumar, n. (og sumarr, m.); Ang. sumer. Fleertal sædvanlig Sumrar (nogle St. Sumbra). I Sumar: i denne Sommer. I Sumar var: forleden Sommer. Jf. i Fjor Sumar (forrige S.), og: i fyrre Sumar (næstforrige S.). Ein Sumaren, el. ein av Sumrom: en af de sidste Sommere. Til Sumars: til Sommeren. En Dativform Sumre (Sumbre) bruges i Forbindelsen “av Sumre”, dvs. efter “Sumarmaal” (s.d.), f. Ex. fem Vikor av Sumre, dvs. fem Uger efter 14de April. I Sammensætning omvexlende Sumar og Sumars; saaledes Sumar(s)-bunad, -dag, -føre, -natt, -plagg, -sol, -varme, -veder (veer), og fl.

sumarbær, adj. (om en Ko) som har kalvet om Sommeren.

Sumardraatt, m. Udbytte af Sommeren; især af Mælkevarer.

Sumarfugl, m. Fugl som man kun seer om Sommeren; Trækfugl.

sumarhoggen, adj. fældet om Sommeren.

sumarleg, adj. sommerlig; om Veiret osv.

Sumarmaal, n. den Tid hvorfra Sommerhalvaaret regnes, nemlig den 14de April. Ogsaa kaldet “Sumarnæterna” (Dativ Sumarnottom). Modsat Vetternæterna.

Sumarnæter, pl. s. Sumarmaal.

Sumarsbolk, m. en Deel af Sommeren; ogsaa: Sommermaanederne.

Sumarshalva (el. -holva), f. Sommer-Halvaaret. Ogsaa kaldet Sumarsida (Østl.), Sumarsparten (Berg.), Sumartalet (Trondh.).

sumarslang, adj. sommerlang. I Forbind. ein sumarslang Dag.

Sumarvinna, f. Høslæt (= Slaatt).

sumd, adj. svømmedygtig, som kan svømme (symja). Nogle St. symd (y’), Sdm. og flere, ogsaa: synd (y’), Rbg. G.N. syndr. Jf. Sund og sunda.

sumde, s. symja. – sume, s. sum.

Sumfot, m. Svømmefod (paa Fugle). Ryf. Oftere Sumlabb. I Tel. Sundleiv.

Sumfugl, m. Vandfugl. Tel. (Hvidseid).

sumla, v.n. (ar), 1) pladske, røre i Vand eller Vædske; saaledes ogsaa: svømme, bade sig. B. Stift. Jf. svamla. – 2) rode, røre i en Masse; sløse, ødsle med noget. Han heve til aa sumla med: han har noget at rutte med; han svømmer i Overflod. – 3) søle, spilde Tid (jf. rota); være længe oppe om Aftenen Østl. (Sv. Dial. sumla). – 4) v.a. ødsle bort, forøde. Han hadde sumlat det burt. Ogsaa: røre sammen, bringe i Uorden. Nordl. (G.N. sumbla). See ogsaa svimra.

Sumlabb, m. s. Sumfot.

Sumling, f. Pladsken (s. sumla); ogsaa Ødselhed; Sølerie; Tidsspilde osv. Nogle St. Suml (Summel), n. Østl.

sumlug, svimmel; s. svimrug.

[Summ, m. Sum (Lat. summa).

sumpa, v.a. (ar), røre sammen, forvikle. “sumpe i Hop”, Tel.

Sumpa, f. Røre, Forvikling; en uordentlig Masse. Tel. og fl.

Sumper, m. i Forbind. “kome i Sumpren”, dvs. komme bort, blive glemt eller spildt. Sdm. Jf. forsumprad.

sumrast, v.n. (ast), blive Sommer; faae et sommerligt Udseende.

sumstad, adv. sommesteds. Nogle St. sumstaden (sumesta’n) o g sumestads. Hedder ogsaa “sume Stader”, og i Dativform (sumom Stodom) “sumaa-stodaa” (o’), see Stad.

sumtid, adv. somme Tider, stundom. Ogsaa adskilt “sume Tider”; nogle Steder “sume Tiderna”, forkortet “sumti’en”.

Sumul, s. Simla.

Sund, n. 1, Svømning (= Sum). Koma aa Sund: komme til at svømme. Rbg. Nedenæs. G.N. sund. Ogsaa det samme som Sundmage.

Sund, n. 2, et Sund, smalt Farvand eller Indløb. Nogle St. afvig. Synd, Sdm. Ndm. G.N. sund; Ang. sund, Eng. sound. – Paa Østl. betegner Sund ogsaa: et Færgested, Overfartssted i en Aa.

sund, adj. revnet, hullet, ikke heel. Nyere Form, s. sunder.

sunda, v.n. (ar), svømme (= symja). Ogsaa v.a. lade svømme (= sundrida). Østerd. Ellers i anden Form: synda, Hall. Vald. (G.N. synda: svømme).

Sundag, m. Søndag, første Ugedag. Nogle St. afvig. Syndag (y’) og Søndag (især Østl. og nordenfjelds). Oprindelig Sunn-dag, d.e. Solens Dag (jf. Maandag), G.N. sunnudagr, Ang. sunnandäg.
Jf. Kvitsunn. – Til Sundags: til Søndag. Sinne Sundag: s. Sinn. – Sundagshelg, f. Søndags-Døgnet, regnet fra Løverdags Aften. Sundagskveld, m. Søndagsaften.

sunder (sundr), adv. sønder, itu, i Stykker; ogsaa: adskilt, fra hinanden. Mest alm. forkortet til sund (nogle St. sunn) og ofte i Forbindelse med “i”, nemlig: i sunder (i sund), f. Ex. Det gjekk i sunder. G.N. sundr, og í sundr; Ang. sunder; Goth. sundro. (Jf. sundra, v.). – I de vestlige og nordlige Egne gaar Ordet over til et Adjektiv sund, med Betydning: brusten, revnet, hullet (brugt som Modsætning til “heil”), og med fuld Bøining, f. Ex. “ein sund’e Sko”; “eit sundt Glas”; “nokre sunde Klæde” osv. Saaledes ogsaa i Sammensætning, f. Ex. sund(e)hoggen, sundthogget, sundehogne. Nogle Steder synd (synd’e), i Neutr. syndt; Sdm. og flere. Den ældre og rettere Form er derimod: sunder (uden Bøining), d. Ex. sunderhoggen, sunderhogget, og i Fleert. sunderhoggne. Hertil mange Sammenstillinger med Particip, som: sunder-broten (o’), -flakt, -hakkad, -klipt, -kløyvd, -krasad, -riven, -sigen, -skoren, -slegen (e’), -sliten, -støytt, o.s.v. Særskilt kan mærkes: sunderbytt: deelt i flere Parter. sunderhavd: adskilt, tagen i Stykker. sunderlagd: lagt fra hinanden; ogsaa: deelt, skiftet. (Afvig. “sunn-lagt”, Trondh.). sunderlamrad: forslidt ved langvarig Gnidning; f. Ex. om Kjøretøi. (“sunn-lamra”, Trondh.). sunderskjeken: revnet af Rystelse. sunderteken: tagen i Stykker, sønderlemmet.

sundla, svimle; s. svimra.

Sundleiv, m. Svømmefod paa Fugle. Tel. (Vinje). S. Sumfot.

Sundmage, m . Svømmeblære i Fiskene. Østl., ogsaa i Nordl. (Lof.). Ellers kaldet Sund, Nedenæs; ogsaa Sogmage (o’), Hard. (Jf. Flatmage). Isl. sundmagi.

Sundmann, Færgemand. Østl.

Sundpengar, pl. Færgeløn.