Ivar Aasen Norsk Ordbog

Føysing, f. Jagen, Drivning osv., s. føysa.
G.
G, Bogstav (Ge, m.), har i visse Stillinger en særegen blødere Lyd, nemlig i Forbindelsen “gj” og foran Vokalerne e, i, y, æ og ø, hvor det udtales ligedan som “gj”, undtagen i de ubetonede Stavelser. Efter den hos os tilvante Maade er her skrevet “gj” foran e, æ og ø, men kun “g” foran i og y, samt ei og øy, da Skrivemaaden “gj” her syntes mest ubekvem.

ga, v. s. ganga. – ga, for gav, s. giva.

Gadd, m. 1, Pig, Spids, Braad. (Ikke meget brugl.). I Nordl. Gadde. G.N. gaddr. Sv. gadd.

Gadd, m. 2, fortørret Fyrretræ, som indeholder megen Harpix og derfor kan staae længe uden at raadne. Nordl. og Trondh. (Ogsaa i svenske Dial.). Heraf gjedda.

Gadd, m. 3, Spor, optraadt Vei; s. Gald.

Gaddfura (u’), f. Fyrretræ med tørre afstumpede Grene (s. Gadd). Sfj. Paa Sdm. Gjeddefure.

[Gaffe, m. en gammel Væder. Hard.

[Gaffel, m. en Gaffel. (Nedertydsk).

gag, adj. tilbagebøiet, krummet bagud; f. Ex. om Halsen paa Fugle. Tel. Hall. G.N. gagr (Egilson). Ogsaa om Redskaber, som ikke staae ganske ret i Skaftet, f. Ex, en Kniv, som bøier noget opad, eller en Hakke, som vender lidt fremad. I denne Betydning siges ogsaa: gagskjeft. (Hall.).

gaga, v.a. (ar), bøie bagud. gaga seg: bøie Hovedet bagud, sætte Nakken høit;
f. Ex. om Fugle. Tel. Jf. gagla.

Gaghals, m. tilbagebøiet Hals. – gaghalsad, adj. om Dyr, som bøie Halsen opad, bære Hovedet høit. Hall.

Gagl, f. Vildgaas, Graagaas (Anser segetum). Tel. og fl. I Hall. Gogl; ved Mandal Gaul, som dog ogsaa skal betegne en egen Art Gjæs, som aarlig trækker langs Kysten paa en vis bestemt Tid. (Af ældre Forfattere opstillet som Anas Bernicla. Strøm, Egers B. 116. Wille, Sillejord 146). G.N. gagl, n. Gaaseunge (?).

gagla, v.n. kneise, strække sig opad. Hall.

Gaglereip, n. en Rad af flyvende Gjæs (= Gaasereip). Tel. I Hall. Goglereip.

Gagn, n. 1) Gavn, Nytte, Fordeel. G.N. gagn; Sv. gagn. 2) Redskab, Middel. Kun sammensat, som Bakstergagn, Eldgagn, Vevgagn; tildeels omdannet til et andet Ord: Gogn, f. – Genitivet Gagns bruges meget, men lyder ofte som “Gangs”. Gjera Gagns Arbeid: gjøre noget som duer. Han vardt ikkje Gagns Menneskja meir: han blev ikke længere duelig til noget Arbeide. Til Gagns (te Gangs): til Gavns, ret dygtigt. Som Ønske “te Gangs”: vel bekomme! Smaal. (sjelden).

gagna, v.n. (ar), gavne, nytte. Det gagnar litet.

Gagnbeine, m. Redskaber, Ting som kunne bruges til Værktøi. Sdm. I Nhl. Gagnvelde.

gagngjerande, adj. gavnlig; duelig.

gagnlaus, adj. 1) unyttig, gavnløs. 2) uvirksom; uduelig til Arbeide; ogsaa til Avling (impotens). Ofte udtalt ganglaus.

gagnleg, adj. gavnlig, nyttig; ogsaa: dygtig, rigelig, ret tilstrækkelig; f. Ex. ei gagnleg Skuring.

gagnlege, adv. dygtigt, til Gavns. Ofte i Formen “gangle’”. Nordl. og fl.

Gagnløysa, f. 1) Unytte; unyttigt Arbeide. 2) en uduelig Ting; ogsaa om en uduelig Person.

Gagnvelde, n. s. Gagnbeine.

Gagnvid (-ve’), m. Gavntræ, Emner til visse Redskaber.

gagskjeft, adj. s. gag.

gakk, s. ganga. “Ein Gakk-med”, En som vil være med i allehaande Selskab.

gala, v.n. (gjel, gol, galet), 1) gale, synge; om visse Fugle, især Hanen og Gjøgen. Inf. ogsaa gaalaa, Gbr. Ork. Præsens lyder mest alm. gjæl, jæl’e. Imprf. gool, Fl. golo. Supin. gale, ogsaa gjele, gjæle, Trondh. (G.N. gala; gel, gól, galet). – 2) klinge, give Lyd. Han slengde Steinen, so det gol i Galden: saa det rungede (klang) i Grunden. Valders. – 3) tale høit eller Skraalende, gjøre Snak og Larm over noget. Dei fingo nokot til aa gala yver. No heve han fenget det, som han gol etter. Jf. Galder.

Gald, m. 1) Grund, Plads; nærmest om haard Grund eller et Sted, hvor Jorden er bleven fast sammentrampet ved idelig Betrædelse; saaledes ogsaa: en optraadt Plads i Sneen (jf. Trokk). Sogn, Hall. og flere. Afvig. Gall, Sdm. Østerd., og Gadd, Solør. G.N. galdr og gaddr. – 2) Klippevei, steil Vei i en Klippe eller Bakke (omtr. som Kleiv). Hall. Vald. Jf. Navnet Galdarne i Lærdal.

galda, v.a. (ar), 1) galdre Hamp, udplukke Hanhampen (s. Galde). Gbr. og fl., nogle St. galla i Smaal. galdre. – 2) vrage, vælge, udplukke en Deel af noget. Tel. Hall. Hertil galden, adj. kræsen, tilbøielig til at vrage. Tel. – Om et andet galda s. gjelda.

Galde, m. Gallerhamp, Hanplanter i en Hampe-Ager. Gbr. (Vaage). Andre St. Galle, Østl., afvig. Golle. Gbr. (Fron). Sv. gallhampa. Synes at støtte sig til et gammelt gald, adj. dvs. ufrugtbar (= gjeld), D. gold, Sv. gall, i Dial. gald.

Galder (Galdr), m. (og n.), 1) Trolddom, Hexerie. Egentlig Tryllesang. G.N. galdr. – 2) Skraal, Raab, skrigende Tale; ogsaa Gjenlyd. Nordl. (udtalt: Gall’r, Gaill’er). Nærmest til gala, men kan ogsaa jævnføres med gjella.

galdra, v.n (ar), 1) hexe, gjøre Trolddom. (Sjelden). – 2) skraale, skrige; ogsaa: give Gjenlyd. Nordl.

Galdring, f. hexerie; ogs. Skraal.

galdtrakkad, adj. stærkt betraadt, sammentrampet, haardtraadt. Sdm.

galen, adj. 1) gal, afsindig. G.N. galinn. Vel egentl. forhexet (ved Tryllesang), og saaledes Particip af gala (jf. Rydqvist, Sv. Spr. L. 1, 172). Ogsaa med Begrebet: voldsom, rasende; om Vind og Veir. Ein galen Storm. Eit galet Veder (Veer). – 2) vred, forbitret, hidsig. Han vardt galen paa oss. – 3) vild, ustyrlig, tøilesløs. Ein galen Ungdom. Dei ero so ville og galne. Ogsaa med Begreb af Lyst el. Begjærlighed. Han var so galen etter Drykk. (Jf. vill). – 4) ufornuftig, taabelig, tankeløs. Han er ikkje galen, som illt ottast, dvs. den Mand er ikke dum, som frygter for et Uheld. Nhl. og fl. – 5) urigtig, feilagtig, daarlig. Ein galen Veg. Ei gali Vis (en Uskik). Eit galet Tilstand, o.s.v. I nogle Egne udtales det “gælen” (dog med haardt g). Den bestemte Form, som altid er korttonet (som gallne), bruges tildeels i Sammensætning, f. Ex. Galneferd, f. naragtig Adfærd. Galnefolk, n. gale Mennesker. Galneheia, f. et vildt, uroligt Pigebarn.

Galenskap, m. 1) Galskab, Raserie. (Sv. galenskap). 2) Vildskab, overgiven Munterhed. 3) Daarskab, Dumhed. “Dæ va Gælenskapen dæ”: det var netop Feilen. Ork. Tildeels forkortet: Galskap.


galet, adv. 1) ubesindigt; ogsaa: urigtigt, galt. Han foor so galet fram. Det var reint galet gjort. – 2) slemt, ilde, daarligt. Det gjekk so galet. Det stod galet til. Udtales mest alm. gale; nogle St. gæle.

Galge, m. Galge, Hængepæl. (Sædv. udt. Galgje, Galje, Fl. Galga’). G.N. galgi. Ogsaa i Spøg, om en høi, langvoxen Karl.

Galing, f. Galen, Skraal.

Gall, n. Galde; Galdeblære. Afvig. Galder, n. i Valders. G.N. gall. D’er Gall i alle, dvs. Enhver har lidt Galde i sig; selv den taalmodigste kan engang blive vred. (Ordsproget lyder ogsaa “D’er Galle i alle”, og kunde da maaskee støtte sig til G.N. galli, m. Feil).

gal-laaten, adj. overgiven, lystig. Tel.

Galle, m. s. Galde. gallen, s. galda.

Galler, n. s. Galder.

gallsint, adj. yderst hidsig. Nhl.

gallsprengd, adj. galdesprængt, f. Ex. om Fisk.

Galning, m. En som er forstyrret i Hovedet. Ellers oftere om en vild, overgiven, ubesindig Person. Ogsaa om Galskab eller Fjas. Fara med Galningar: gjøre Narrestreger. “Gælninger”, Østl.

Galningskap, m. overgiven Munterhed; ogsaa Fjas, Daarskab. Paa Sdm. “Galningsheit”.

Galt, m. Orne, Han-Sviin. G.N. göltr (galtar). Nogle St. Galte (G.N. galti). Ellers: Rone, Gosse; jf. Gylt. – Galtartonn, s. Svinerot. Jf. Aakergalte, Grasgalte.

gama, v.a. (ar), more, fornøie. gama seg: more sig. Tel. (Vinje). Ligesaa: gamast, v.n. spøge, skjemte. gamande, i Udtrykket: D’er ikkje gamande med det, dvs. det er ikke at spøge med. Jf. Gaman, gamaste.

Gamaldom, s. Gamalskap.

Gamalfynne, s. Fyrne.

gamall, adj. gammel. Nogle St. gammal (gammall’e) og gaamaal; i Hunkjøn tildeels gomol (o’). G.N. gamall, m. gömul, f. Fleertal gamle (gammle, gamble). Bst. Form: gamle. I Stedet for Komparativ bruges eldre, med Superl. eldst. – Betydning: 1) som har været længe, el. levet længe. Eit gamalt Hus; eit gamalt Tre; gamle Folk. Jf. gamle Kjenningar; gamall Kjendskap; vera gamall i Garden (have været længe i Huset). Sjeldnere overført paa Alder eller Levetid: i sin gamle Alder, el. paa sine gamle Dagar, dvs. i sin Alderdom. – 2) kommen til en vis Alder; f. Ex. tvau Aar gamall. Jf. aarsgamall, aattedaggamall. – 3) tidligere tilkommen (i Modsætning til noget nyere). Den gamle Stova; Gamle-Baaten; den gamle Vegen. Gamle-Aaringen: forrige Aars Afgrøde. Gamle-Snjoen: det ældste eller nederste Sneelag. Gamle-Folket: det ældste af to Par Ægtefolk i en Gaard. – 4) forhenværende, forrige. Det gjeng sin gamle Gang. Bruka si gamle Viis. Alt med det gamle. – 5) hørende til en forbigangen Tid; gammeldags, antik (= forn). I gamle Dagar. Gamle-kararne, el. “dei gamle”: Oldtidens Mænd. – Substantivisk: Gamlen, den gamle, den ældste Mand paa Stedet. Gamla (f.), om den ældste Kvinde. Ellers med Substantiv Gamleguten: den gamle Karl; ogsaa: den forrige, den bekjendte. Gamlekjella: Gamle-Moer; ogsaa brugt om Solen, om Jorden, om Havbølgen o.s.v. (Romsd. og fl.). Gamle-Eirik, og Gamle-Sjur: Benævnelser paa Fanden.

Gamalmenne, n. gammelt Menneske. (Modsat Ungmenne). Lidet brugl.

Gamalskap, m. Alder (Gammelhed). Ogs. kaldet Gamaldom, m. dog lidet brugl.

gamalvoren, adj. gammelagtig, noget gammel efter Udseende. Trondh.

Gaman, n. Fornøielse, Morskab, Lystighed; ogs. Spøg, Skjemt. Nogle St. forkortet: Gama, Rbg. Tel. og fl. Gaamaa, Gbr. Ork. G.N. gaman; Sv. gamman.

Gamanferd, f. Morskabsreise.

gamanlaus, adj. blottet for al Fornøielse. gamanlaust, adv. uden Spøg.

gamansam, adj. morsom, lystig, spøgefuld. “Gamasam’e”, Rbg. Tel.

Gamansegn, f. lystig Historie.

Gamanvisa, f. morsom Vise.

gamast, v. s. gama.

gamaste, adj. morsomst, lystigst. Mandal. (Noget Adj. “gam” er ikke forefundet).

Gamber, m. et Slags stor Fugl (?). I et gammelt Folkesagn, hvor en Dame siges at ride paa en “Gambr”. Sdm. G.N. gambr, Struds (jf. gammr, en Grib).

Gamberhorn, n. et Slags store Horn, tilskaarne som Kar til at gjemme noget i. Sdm. Vel egentlig Drikkehorn (jf. Strøm, i Norske Vidensk. Selsk. Skrifter 1784, p. 164). Navnet maaskee af en udskaaren Figur paa Hornet.

Gamling, m. gammel Mand. Mest i bst. Form: Gamlingen, ligesom Gamlen; see gamall.

Gamme, m. Jordhytte, Finne-Stue. Nordl. (Nogle St. Gamma, f.). G.N. gammi.

Gamp m. en Hest. Alm. dog mest søndenfjelds. (Især om stærke og dygtige Heste). Jf. Sv. kamp.

Gampesyra, s. Høymola.

Gams, n. Spøg, Skjemt, Fjas. Smaal. og flere. Ogsaa i Formen Gamsing, f.

gamsa, v.n. (ar), spøge, skjemte, fjase. Smaal. Tel. og fl. Ogsaa i svenske Dial. (Rietz 183). G.N. gemsa. Fra Tel. ogsaa meddelt i Betydn. gramse, famle.

Gamsing, m. en lystig Fyr, en Spøgefugl; ogsaa en Ordgyder. “Gamsingje”, Telem. Hedder ogsaa Gams, m.

gamsutt, adj. fuld af Fjas, spøgefuld.


Gan, n. 1) Gjæller i en Fisk (= Tokn). Gbr. Østerd. Indr. (I Sverige gan, f.). – 2) Hoveder og Indvolde af Smaafisk, især af Sild. Berg. og Trondh. (jf. gana). Synes egentlig at betyde: Gab el. Svælg (s. Rietz 184).

Gan, m. s. Gand.

gana, v.n. (ar), strække Halsen, see høit op, sætte Næsen i Veiret. Hall. Tel. Vel egentl. gabe. Sv. gana (Rietz, 184). Jf. gina, T. gähnen.

gana, v.a. (ar), 1) tage Hovedet af Fisk; tilrede Sild ved at afknibe Hovedet, saaledes at Indvoldene følge med. B. Stift og flere. – 2) afkappe, hugge Toppen af Træer. Rom. Paa Hadeland ganne: hugge Løv af Træer. – 3) indfælde, sammenfælde Fjele ved en bredbundet Fals (see Ganing). Smaal.

Ganar, m. En som “ganer” Fisk; s. gana.

Gand, m. 1, en Pind, en tynd eller tilspidset Kjæp. Meddeelt fra Jarlsberg. Paa Helg. Gann (el. Gan): en Hvirvelteen (?), et Legetøi som ellers kaldes Snurrbasse, Snørekall el. Sorphøna. I Hall. Gand, om en høi og mager Karl, en opløben Dreng. I Shl. betegner Gand et Slags Fisk, s. Gandarrota.

Gand, m. 2, et Slags Trolddom. (Fordum især tillagt Finnerne). Berg. og Trondh. I Nordl. Gann, ogs. Gan, Helg. Maaskee egentlig en Tryllestav, jf. det foranførte Gand. (G.N. gandr er lidt dunkelt). Setja Gand i: forhexe. “Dæ va reint ‘ta Gand’a”, dvs. det var ganske som forhexet. Sdm. Dunkelt i Udtrykket: “so surt som Gand”, dvs. overmaade suurt. Shl. Jf. Gandeple.

ganda, v.n. (ar), hexe, gjøre Trolddom. Sjelden. Ved Trondh. ganne, gann’.

Gandarrota (o’), f. den grønne Læbefisk (= Berggylta). Shl. Ogsaa Gand, m. om den samme eller en lignende Art.

Gand-eple, n. et Slags meget sure Æbler. Shl.

Gandferd (?), f. Følge af Hexer eller onde Aander, som tænkes at ride i Luften (= Jolereid, Oskereid). Helg. Oftest udtalt Gangfar, el. Gangfal, sjeldnere Gannfar (s. Ferd). Træffer sammen med G.N. gandreid, som maaskee endnu kan være i Brug; s. Evensens Samlinger, 1784, p. 9.

Gandfluga (u’), f. Troldflue, fabelagtig Flue, som tænkes udsendt for at stikke Dyr eller Mennesker. Nordl.

Gandkjer, n. Kar til Trylledrik (?). “Gannekjer”, Landst. 10.

Gandskot, n. et Slags Forhexelse. Ndm.

Gandtrumba, f. Tromme, som Hexemestere siges at bruge. “Gantrumma”, Helg.

Gandvisa, f. Tryllesang. (Hammonds Missionshistorie, 32).

Gand-øskja, f. Æske med Tryllemidler.

Gang, m. 1) Gang, Gaaen; Fodvandring. Afvig. Gaang, B. Stift og fl. Vera aa Gange: være paa Færde, i Bevægelse. Lyder som “aa gaangje”, Nordre Berg. Paa Sdm. ogsaa “aa gaagnaa”, vistnok af et gammelt Dativ: á göngunum. – 2) glidende Bevægelse, Fart, Fremskriden. Faa Baaten paa Gang. Det gjeng sin jamne Gang (f. Ex om et Arbeide). – 3) Stigning, Opsvulmen, Opbruusning. Jf. Sjogang, Brjostgang. Særskilt om Gjæring. Setja Gang paa Ølet: faae Øl til at gjære. Ogsaa om selve Gjæringsstoffet (= Gjær, Kveik). – 4) Gangrum, Indgang til et Værelse; Entree. (Jf. Gong, f. og Sval). – 5) Vei, Gangsti (f. Ex. i en Have); ogsaa Løb, Rende, Kanal. – 6) Malm-Aare, Ertsgang i et Bjerg. (Nedenæs og flere). – 6) en malet List eller Linie paa Siden af et Fartøi. Nordl. – 8) en Kant med en afvigende Farve, paa Duge eller Tørklæder. Tel. Hall. – 9) Klædning, et Sæt af Klæder (Overklæder); ogsaa kaldet “Klædegang”. Østl. Jf. Gangverja. – 10) Bund eller Saaler i Fodtøi. B. Stift. Jf. Gong, f. Gonga, f.

ganga, v.n. (gjeng, gjekk, gjenget), at gaae. Formerne lyde forskjelligt; saaledes Inf. ganga, Hard. Voss; gaanga, Nhl. og flere, gange Rbg. Tel. Hall. Vald. gang’, Trondh.; og dernæst i en kortere Form: ga, Hard. Nhl. Ndm. Ork. Helg. og gaa, som er mest alm. Imperativ: gakk! i Fl. gange (gangje); nogle St. kun forkortet: ga el. gaa! Indik. Præs. gjeng’e (gjæng), Tel. Rbg. Jæd. Hard. Voss, Sdm., ogsaa: gjæ’, Sdm., ellers: gaar, mere alm. Fl. ganga, gaa. Impf. gjekk (ee), tildeels “gjikk”; i Fl. gingo, gjinge, Hall. Vald. Nhl. og fl. Konj. ginge (gjengje, gjøngje, Tel.). Supin. gjenge(t), sædvanlig gjengje (og gjingje), B. Stift og fl., ellers gangje, Hall. Vald., forkortet: gjee, Nhl. Sdm. og gaatt, mere alm. (Jf. gjengen). G.N. ganga (geng, gékk, gengit); Ang. gangan (geong); Eng. go, Holl. og Nt. gaan. – Betydning: 1) gaae, bevæge sig fremad med Fødderne; om Dyr og Mennesker. Tildeels ogsaa om Fremskridning uden Fødder; saaledes om Fiskene; f. Ex. Laksen gjeng upp i Elvi. Jf. renna, siga. – 2) glide afsted formedelst Tyngde, Tryk eller drivende Kraft; f. Ex. om Vand, om Jordskred, om Fartøi paa Vandet. Ogsaa med Betydn. seile; f. Ex. Han gjekk upp um Neset, dvs. han seilede saa høit mod Vinden, at han fik Næsset i Læ. – 3) være i Bevægelse, f. Ex. om en Maskine, en Mølle, et Uhr. Det gjekk Brjostet paa honom, dvs. hans Bryst bevægede sig stærkt (af tungt Aandedræt). Særskilt om gjærende Vædske. Faa Ølet til aa ganga, dvs. gjære, komme i Gjæring. – 4) skride
fremad, komme længere. Om Tiden; om Sol og Maane; ogsaa om et Arbeide, en Sag. – 5) gaae paa en vis Maade, føie sig, lykkes, løbe af. Det gjeng fort, seint, traatt, vel, illa. – 6) gjælde, være gangbar. Den Prisen, som gjeng og gjeld. Det gjeng fyre det same: det kommer ud paa eet, gjælder lige meget. – 7) strække sig, naae, række. Vatnet gjekk upp aat Husom. Fjorden gjeng langt inn i Landet. – 8) komme i en anden Stilling, løbe over, forandre sig. Vinden gjeng til Nords, dvs. bliver nordlig. Det gjeng i Hop: det krympes sammen. Det gjekk i sunder, gjekk laust, og flere. Jf. Det gjekk Hol paa, dvs. det revnede, der blev Hul i det. Borken tek til at ganga: Barken begynder at løsnes (= svada, flaga, laupa). – 9) gaae bort, forsvinde, blive forødet eller medtaget. Det gjeng etter kvart, som det kjem. Det gjeng myket fyre eit Aar, o.s.v. – I Forbindelse med visse Partikler: Ganga atter, a) tilstoppes; b) blive overgroet (s. attergjengen); c) forfalde, forværres. – Ganga av: a) blive tilovers; b) gaae itu. G. av seg: faae Ende. – G. fraa: a) fragaae, negte; b) gaae udenfor (om en Undtagelse); f. Ex. naar det gjeng fraa den yngste, dvs. naar man undtager den yngste. (B. Stift). – G. fyre seg: foregaae, indtræffe; ogsaa: gaae an, kunne lykkes. – G. fyre det: omkomme, sætte Livet til. (“Gaa før’ dæ”, Trondh. Helg.). – G. heim-atter: gaae hjem; ogs. gaae igjen (efter Døden). G. ned: glide ned; glide ind (om Mad). – G. paa: taale, udholde; f. Ex. D’er hardt aa ganga paa. – G. til: a) foregaae, tildrage sig; b) medgaae, blive forødet; c) omkomme, sætte Livet til. (B. Stift). – G. um, a) løbe over, vende sig; om Vinden; b) glide ud af Fugerne; om Fjele, Staver i Kar, og desl. – G. undan: a) undflye, undkomme; b) lendse af for Vinden. – G. upp: a) stige, svulme op, om Vandet i Frost; b) løsnes, slides løs (om Baand); ogsaa optøe, brækkes (om Iis); c) brænde op; om et Huus. – G. ut: a) gaae ud, falde bort; b) komme ud (med), komme vel fra noget; f. Ex. Han segjer ikkje meir, en han gjeng ut med; c) føre til noget, faae et vist Udfald; f. Ex. Det gjeng ut paa Skade. (Jf. Utgang). – G. ved: vedgaae, tilstaae. – G. yver: gaae over, faae Ende. – Afledninger ere: Gang, Gonga, Gong, Gjenge, gjengd; desuden Avgang, Framgang, Fraagang o.s.v.

gangande, adj. 1) gaaende, som er i Gang. 2) skikket til at gaae paa. Isen er ikkje gangande.

Gangar, m. 1) Fodgjænger. Han er ein kleen Gangar, dvs. ikke stærk til at gaae. – 2) Gangar, om en Hest. – 3) et Musikstykke til at gaae efter, et Slags Marsch.

Gangbein, n. Gangbeen, Læg, Fod.

Gangdag, m. fordum en Helligdag, da man gik i Procession med det hellige Kors; særlig den 25de April.

Gangekjer (e’), n. Kar, hvori man lader Ølet gjæres (= Gilsaa). Tel. og fl.

Gangferd (Gangfar), s. Gandferd.

Gangfisk, m. Legefisk, drægtig Fisk (modsat Gjeldfisk). Valders (Gøngfisk). Sv. Dial. gangfisk.

gangfør, adj. førlig nok til at gaae.

Gangføre, n. Føre for Fodgjængere. Eit godt Gangføre. Ogsaa: Gangeføre; i B. Stift: Gaangefør(d), f.

Gangglas, n. Vindue, som kan lukkes op. Smaal. Nogle St. Hekteglas.

Gang-jarn, n. Gjænge eller Hængsel af Jern.

Gangklæde, n. Klæder at gaae i. (Modsat Sengklæde). Nogle St. Igangsklæde.

Ganglag, n. Maade at gaae paa. Nogle St. Gangelag, Gaangelag.

Ganglim (i’), m. Ganglem; Bov eller Laar af Dyr.

gangljos, adj. saa lys (Tid), at man kan see Veiene. (gaangeljøst. B. Stift).

Gangrom, n. Rum til at gaae i; en Gjennemgang (i et Huus som er meget opfyldt). Nogle St. Gaangerom.

Gangsperra, f. Stivhed eller Lamhed i Benene efter stærk og langvarig Gang. Synes at være alm. Afvig. Gongsperr, Gaangsperr, B. Stift; Gangspir, Sogn.

Gangstig, m. Gangsti, smal Vei.

gangstød, adj. sikker i sin Gang. Tel. og fl.

Gangvad, n. et Slags Line, hvormed man fanger Helleflynder. Nordl. Skal ogsaa hedde “Gagnva(d)” og er saaledes noget dunkelt.

Gangverja, f. en Klædning, især et Sæt Overklæder, f. Ex. Trøie og Buxer. Berg. Stift, mest i Formen Gaangverja. G.N. gangverja.

Gangverk, n. Gangværk i en Maskine; ogsaa Maskine i Almindelighed.

Ganing, f. 1, Tilredning af Sild ved at aftage Hovederne; s. gana.

Ganing, f. 2, en indskaaren Fals (Grøyping), som er bredere i Grunden end i Kanterne. Smaal.

Gann, s. Gand og Garn.

ganne, s. gana. Ganner, s. Gorn.

gantast, v.n. spøge, fjase, gjækkes. Nordl. ogsaa Østl. dog ikke meget brugl. (Jf. glanta, glenta, gamsa). Sv. gantas (Rietz 184). Isl. ganta (Haldorson).

Gap, n. Gab, Aabning, Hul.

Gap, m. 1) en meget nysgjerrig Person, en paatrængende Tilskuer. Tel. og fl. (Isl. gapi). – 2) en Sladrer; En som gjerne bruger plumpe eller fornærmelige Ord. (Omtr. som Flaakjeft). Østl. – 3) en Taabe, Tosse, Dumrian. Berg. Trondh. Nordl. Meget brugl. Jf. gapen.

gapa, v.n. (er, te), 1) gabe, holde Munden
aaben. (Afvig. gaapaa, Gbr. Ork.). G.N. gapa. – 2) stirre, gloe, see efter noget med stor Nysgjerrighed. – 3) skvaldre, tale plumpt eller fornærmeligt. Jf. gløypa. Gapa upp: aabne Munden. gapande: gabende, aaben. Med gapande Kjeft.

Gapa, f. en taabelig Kvinde. B. Stift.

Gapar, m. en nysgjerrig Person.

Gapelag, n. dumme, tossede Manerer.

gapen, adj. 1) meget nysgjerrig, paatrængende, næsviis. Tel. og fl. – 2) aabenmundet, som ikke kan tie. Østl. – 3) dum, taabelig, tosset. B. Stift og nordenfjelds. Nogle St. gaputt, “gapaatt”, Trondh.