Ivar Aasen Norsk Ordbog

Øybue, m. Øeboer. Ryf.

øyda, v.a. (er, de), 1) gjøre øde (af aud); rømme, forlade (et Sted). Øyda Huset: gaae bort fra et Huus, saa at der er ingen tilbage. Dei øydde Garden: de gik allesammen, saa at ingen var hjemme paa Gaarden. Nordre Berg. (øyde, øye, øya). G.N. eyda. – 2) blotte, gjøre lens (aud). Øyda seg fyre Pengar: blotte sig for Penge, udgive sin sidste Skilling. B. Stift. – 3) øde, forøde, forbruge; ogsaa: ødelægge, gjøre Ende paa. (Alm.). Dei hadde øydt ei Tunna: de havde forbrugt (eller tømt) en Tønde. Øyda Nista si: gjøre Ende paa sin Reisekost. Øyda upp: forøde, opbruge, faae Ende paa; ogsaa: bortødsle. Øyda ut: udrydde, tilintetgjøre. Particip øydd (upp-øydd, ut-øydd): forødet. – Reflexiv øydast (-est, -dest): blive øde eller blottet; ogsaa: formindskes, forsvinde. Det øydest ut: det døer ud, det bliver altid sjeldnere. (Mest alm. øyest).

Øyda, f. 1) Tomhed, øde Tilstand. (Af aud). – 2) en øde eller ubeboet Strækning, et tomt Rum. (Sjeldnere). – 3) Forødelse, Ødelæggelse. Ogsaa om noget som bevirker Forødelse; f. Ex. Suvløyda, eller Smørøyda, om haardt Brød hvortil man behøver megen Suul.

Øydar, m. en Forøder. Det kjem Øydar etter Avlar (Ordsprog): efter en Samler kommer gjerne en Adspreder. Tel.

Øyde, n. øde eller forladt Tilstand. (Mest alm. Øye). G.N. eydi. Oftest i Forbindelsen: liggja i Øyde, og: leggja i Øyde.

Øydegard, m. 1) en ubeboet Plads med enkelte Huse (Sommerhytter, Hølader). Rbg. (Aaserall), i Formen Øyegar, Øygar. – 2) en forladt Gaard, et Sted som engang har været beboet. Alm. – 3) et lidet Gaardbrug; maaskee oprindelig: en ny Gaard i en Ødemark. Østl. (Øyegar, Øgar). Ordet forklares tildeels som en Fjerdingsgaard, dvs. 1/4 af en “fuld Gaard” (full Gard), eller Halvparten af en “halv Gaard”. Ellers forekommer ogsaa i det Vestenfjeldske adskillige Gaarde med Navnet “Øygar” eller “Øggar’en”, endskjønt nogen Anledning til Navnet ikke er bekjendt. I Matrikulen har det faaet Formen “Ødegaard”.

Øydehus, n. tomt eller forladt Huus.

øydelagd, adj. ødelagt; tilintetgjort. – øydeleggja, v.a. (legg, lagde), ødelægge; ogsaa: bortødsle, forspilde. Nyere Ord (jf. leggja i Øyde). Øydeleggjar, m. en Forøder; Forspilder.

Øydeland, n. 1) et øde eller ubeboet Land. G.N. eydiland. – 2) en Forøder, Ødeland.

Øydeleite, n. et øde Rum, en Strækning uden Bosteder osv. Tel.

Øydeluft, f. usund Luft i et Rum som har staaet længe tomt og tillukket. Nogle St. Øydnelukt.

Øydelus, f. Møl; ogsaa Træluus, Væggesmed. Tel. Hall. (Øye-).

Øydemark, f. Ødemark; Ørken. G.N. eydimörk.

øyden, adj. 1) forødende (= øydsam). – 2) øde, forladt. Mest i Neutr. øydet (øyde, øye). – 3) blottet, lens; f. Ex. “øyen fyre Pengar”. Hard. og fl. Hedder ellers aud.

Øydeskog, m. ubeboet Skovmark. Tel.

Øydestad, m. et ubeboet, forladt eller folketomt Sted.

Øyding, f. Forødelse; Blottelse.

Øydna, og Øydn, f. Tomhed, Stilhed, øde Tilstand. B. Stift. Hertil Øydnetev (-tæv), m., Øydneange (-aangje), m., og øydnelukt, f. det samme som Øydeluft. Sdm. og fl.

Øydnad, m. Forødelse, Forarmelse, Ruin. Sfj. (Øynna).

øydsam, adj. 1) ødsel, som forøder meget. 2) spildsom, udrøi, som bevirker Forødelse. (øyesam).

Øydsla, f. Forødelse, Formindskelse; ogsa: Ødselhed, Sløserie. I B. Stift udtalt Øytla, Øttla, Øltle.

øydslesam, adj. ødsel. Tel.

øye, s. øyda, øygja, øgja.

Øye, s. Øyde og Øyda.

<PB N="963">

Øyebunad, m. Klædedragt eller anden Skik, som bruges hos Øeboerne. Saaledes ogsaa Øyevis, Øyemaal og fl.

Øyefolk, n. Øeboere, Folk fra Øerne. Saaledes ogsaa: Øyemann, Øyegut, Øyekona og fl. S. Øy.

øyeleg, s. øgjeleg. – øyen, s. øyden.

Øygar, s. Øydegard.

øygd, adj. 1) beskaffen med Hensyn til Øine; f. Ex. storøygd, blaaøygd, brunøygd og fl. G.N. eygdr. (Af Auga). – 2) opdaget. Particip af øygja.

øygja, v.a. (er, de), øine, opdage, faae Øie paa. Hall. Num. (Præs. øygji, øye; Imperf. øygde). Andre St. øygna; jf. tekkja, timja.

Øygje, n. Øine i Kortspil. (Maaskee kun den danske Form af Auga).

øygjeleg, adj. synlig, som man kan øine. Hall.

øygla, v.n. (ar), skotte til Siderne, kaste skelende Blik. Tel. I Hall. ygla, som dog maaskee er et andet Ord; jf. G.N. ygla: rynke Panden.

øygna, v.a. (er, de), øine, kunne see med blotte Øine, opdage (saasom i lang Frastand). Temmelig alm. (Jf. øygja). Nogle St. øgna og ygna (y’). Sv. ögna. – Ogsaa brugt i Betydn. stirre, gloe efter noget. Nfj.

øygnast, forfærdes; s. øgnast.

Øygning, f. Øiesyn, det at man kan øine noget.

Øying, m. Øeboer. Mest i Sammensætning som Utøying og Nordøying. Ellers Øybue, Øyværing, Øyemann.

Øyk, m. (Fl. Øykjer), Øg, Dyr af Hesteart; Hingst eller Hoppe. Saaledes mest alm., uden Forskjel paa Kjøn eller Alder. Paa nogle Steder betegner derimod Øyk en Hoppe, hvorom see Øykja. G.N. eykr: Lastdyr; Sv. ök: Arbeidshest. – I Sammensætning oftest med Formen Øykje, saaledes Øykjebeite, n. Græsning for Heste. Øykjebyte, n. Hestebytte. Øykjefar, n. el. -fet, n. Spor efter Heste. Øykjefoder (-foer), n. Hestefoder; ogsaa: Vinterfoder for en Hest. Øykjemagt, f. Hestekraft. Øykjeskap, n. Hesteskikkelse. Øykjeslag, n. 1) Hesterace. 2) Hestespor (Østl.). Øykjeverde, n. Værdie for en Hest; Pengesum som man kan kjøbe en Hest for. (Nogle St. “Øykjevyre”, for -vyrde; s. Verde). – Sjeldnere med Formen “s” som: Øyksemne, et Føl. Øyksmat, m. Foder-Portion for en Hest. (Sdm.). Øykstrug, det samme som Hestetruga. (Voss).

øykja, v.a. (er, te), forøge, lægge mere til (= auka). Valders (øykje). – øykjast, v.n. forøges, formere sig. Indh. (øykjes).

Øykja, f. en Hoppe (= Merr). Hall. Ellers i Formen Øyk, m. i Indh. og ligesaa i nogle sydlige Egne, som Lister og Siredal (Øyg). Altsaa med en Modsætning imellem det naturlige og det grammatiske Kjøn, ligesom ved Ordet Saud.

øykjekjær, adj. begjærlig efter Selskab, om Heste. Hadeland. Jf. økesam.

øykjelaus, adj. som ikke har Hest. Øykjeløysa, f. Mangel paa Hestehjælp.

Øykt, f. 1) Stund, Arbeidsstund, Tiden imellem to Maaltider; altsaa en Tid af tre eller fire Timer og omtrent en Fjerdedeel af Dagen. Mest alm. Økt og Ykt (y’); ellers Øykt, Hard. Sæt. Hall., og afvigende Øft og Oft, i Trondh. Stift. G.N. eykt; Sv. Dial. ökt. – 2) Tiden ved Klokken 3 eller 4 efter Middag, en Hvile- og Spisetid midt imellem Middag og Aften (s. Øyktarbite). Mandal, Nedenæs. I Østerd. med Formen Oft (o’). G.N. eykt. I Indherred (Snaasen og fl.) deles en Sommerdag, med Hensyn til Køernes Græsning, i to “Ofter”, nemlig Forsoft (= Morgonbeite) og Kveldsoft (= Kveldsbeite). I Nordland siges ogsaa tildeels “Forøkt” om Formiddagen, og “Ette-økt” om Dagens sidste Halvdeel. I de vestenfjeldske Egne deles derimod hver Halvdeel af Dagen i to Øykter, saa at det i alt bliver fire, nemlig Morgon-, Middags-, Nons- og Kvelds-øykt.

øykta, v.n. (ar), 1) hvile, slutte Arbeidet for at holde Maaltid. B. Stift (økta, ykta). Tildeels ogsaa om at tage en liden Hvilestund i Midten af en Øykt. (Sdm.). – 2) passe paa Tiden, stunde, vente efter noget. Hall. (Jf. munda). Synes ogsaa opfattet som “øygte”, dvs. at see efter noget.

Øyktarbite, (i’), m. Mellemmad, Maaltid ved Klokken 3 el. 4 efter Middag (omtr. som Non, Undorn, Aftansverd). Mandal. (Øktabede).

Øyktardag, m. Midaftens Tid, omtrentlig ved Klokken 5 e. M. Hard. (Tydelig udtalt). I Sætersd. Øyktedag. Ogsaa i Nedenæs: Øktedagen (maaskee lidt tidligere).

Øyktarmun (u’), m. Forandring som en Ting kan faae paa nogle faa Timer. B. Stift. (Yktamun).

Øyktarverk, n. Arbeide som kan fuldføres paa tre el. fire Timer. Hedder oftere Øyktarbeid (Øktarbeid), n. Saaledes Øyktarslætte, n. om et Engstykke til at afmeie.

Øyktemund, n. sædvanlig Tid til at slutte Arbeidet og holde Maaltid. “Yktemund”, Sdm.

Øykting, f. 1) Standsning, Hvile i Arbeidet. 2) Venten; s. øykta.

Øyland, n. Øeland, en stor Øe.

Øylending, m. 1) en Øeboer. (Sjelden). 2) et Slags nordlig Vind (Nord Nordost). Lofoten.

Øyning, m. Indbygger af Inderøen i Trondhjems Stift. Jf. G.N. Eynir og Eynafylki.

<PB N="964">

Øyr, f. (Fl. Øyrar), Sandbanke, Slette eller Flade som strækker sig noget ud i Vandet, især paa Siden af en Elvemunding. Alm. G.N. eyrr (eyr). Tildeels ogsaa om en Banke i en Elv (= Grande), et Lag af opskyllet Sand eller Smaasteen. Ork. og fl. (Jf. Verbet øyra). – Hertil mange Stedsnavne: Øyr, Øyri, Øyrarne.

øyra, v.a. (er, te), 1) udgrave eller opskylle Grunden (om Vandet); oplægge Dynger af Sand og Grus, danne Banker. Trondh. Nogle St. øra (øre); ellers ogsaa aura (Jf. gropa). – 2) tildække med Sand eller Gruus, opfylde med Gruusjord (Aur). Sogn, Hall. Andre St. aura.

Øyra, n. (Fl. Øyro), 1) Øre, Høreredskab; ogsaa Ørespids eller Ørets Forlængelse opad (paa Dyr); tildeels ogsaa om Gjællerne eller Gjællelaaget paa Fiskene. – 2) Øre paa Kar, fast Hank eller Haandfang. – 3) Hjørne, Snip; især om Kanten af et Fiskevod (Notøyra). – Formerne ere noget forskjellige (ligesom ved Auga), bedst bevarede i Tel. Hall. og Vald. Den bestemte Form (Øyrat) lyder som “Øyra” (Søndre Berg. Tel. og fl.), sjeldnere “Øyra’e” (Tel. Vald.). Fleertal bøies i de vestlige Egne som Hunkjønsord, altsaa Øyror (Øyre) og Øyrorna (Øyrunna, Øyrenne). I de nordligere Egne gaar Ordet ganske over til Hunkjønsord, altsaa “ei Øyra” el. “ei Øyre”. G.N. eyra, pl. eyru (jf. Ght. óra, n. Goth. auso, n.). I Sammensætning forekommer Formen Øyrne (Øyrna, Ørne), dog kun i faa Tilfælde; s. Øyrehaar, Øyrestav. (Jf. Auga og Augne). – Talemaader: Reisa Øyro: spidse Ørene, blive opmærksom (om Dyr); uegentl. bryste sig, gjøre sig til. Leggja Øyro: slaae Ørene ned (som Tegn paa Vrede); om Dyr, især Heste. Leggja Øyrat til: lytte, høre med Opmærksomhed. Leggja ein under Øyrat: give En et Ørefigen. Hava gode Øyro: være meget opmærksom, lytte nøie. Hava tjukke Øyro: være ligegyldig, ikke skjøtte om hvad man hører. Eg sit i det upp under Øyro: jeg er ganske overvældet (el. overlæsset) deraf. Eg skal segja honom det upp i Øyro: dvs. for hans egne Øren, til ham selv. Baade upp i Øyro og paa Baket: baade i Ens Nærværelse og i hans Fraværelse.

Øyra, f. s. Øyra, n. og Øyre, m.

Øyrartange, m. den yderste Spids af Banken ved en Elvemunding (s. Øyr). Sædvanlig Øyratangje (-taangje).

øyrd, adj. beskaffen med Hensyn til Ører; f. Ex. langøyrd, slutøyrd, lapøyrd. Oftere øyrt.

Øyre, m. (f.), en vis Jordskyld (omtr. som en Skylddaler), udgjørende 24 “Marklag” og beregnet som en Trediedel af et “Spann”. Trondh. Stift. Ofte i Formen “Øre” og med vaklende Kjøn, maaskee oftest Femininum. Jf. Lausøyre og Livaure. G.N. eyrir (pl. aurar) er egentlig en Vægt (1/8 Mark), dernæst en Myntsum (omtrent som en Daler) og endelig: Gods eller Eiendom. Ordets Brug er altsaa fordunklet og forvansket, vel nærmest ved Sammenstød med det nyere Ord “Dalar”. Ligesaa i Svensk, hvor “öre” er blevet Neutrum og nedsat til Betydning af en Penning (Centime).

Øyrebein, n. Tværbenet bag ved Gjællerne i en Fisk. Sfj. Helg. og fl. Nogle St. Øyrnebein; paa Sdm. Ørnebein.

Øyreblokka, f. Ørelap, Øreflig.

Øyrebolk, m. Hjørnestykke i et Fiskevod. Sfj. og fl.

Øyredask, m. et Slag paa Øret; ogsaa figurl. en uventet Skade, et Tab foraarsaget ved Uforsigtighed, og deslige. Ellers i anden Form: Øyrefik (ii) og Øyretæva (Øretæve, Smaal.). Jf. Lørung og Killem.

Øyredott (o’), m. en Fornemmelse som af en Tilstopning i Ørene.

Øyrefik, m. Ørefigen; s. Øyredask.

Øyrehaar, n. Haarlok nærmest ved Øret. I Søndre Berg. Øyrnahaar.

Øyrehol (o’), n. Ørehul, Øregang.

Øyrehuva, f. Barnehue, Rundhue med Fliger som gaae ned over Ørene.

Øyreklaade, m. Ørekløe; figurl. Nysgjerrighed efter at høre noget.

øyrelaus, adj. 1) øreløs. 2) bedøvet af larm eller Skraal.

Øyreløysa, f. Bedøvelse; ogsaa: Tværhed, Uvillighed til at høre.

Øyrerot, f. den inderste Del af Øret.

Øyresaur, m. Ørevox, Smuds i Øret. I Hard. Øyrnasaur.

Øyreskjel (-skjæl), f. et Slags store stribede Muslinger, Kammusling (Pecten maximus). Ogsaa kaldet Kjerringøyra (Trollkjerringøyra). Sjeldnere Harpeskjel.

Øyresnipel (i’), m. Øreflip, nederste Ørelap B. Stift. G.N. eyrasnepill.

Øyrestav, m. en høiere Stav i et Trækar, udskaaren til Hank eller Haandfang. Paa Sdm. Ørnestav.

Øyrestyng, m. et slags store Insekter; s. Styng. I Sogn Øyrnastyng.

Øyretopp, m. Ørespids (paa Dyr).

Øyretot (o’), n. Susen for Ørene. Sdm. og fl. Ogsaa kaldet Øyresus.

Øyretæva, f. s. Øyredask.

Øyreverk, m. Smerte i Ørene.

Øyrevitne, n. Ørevidne. Lidet brugl.

Øyring, f. Udhuling i Grunden af Vand; s. øyra.

Øyring, m. indbygger af et Sted som hedder Øyr; f. Ex. Vikøyring, Lærdalsøyring osv.

Øyrnasaur, s. Øyresaur.

øyrutt, adj. fuld af Banker eller Sandgrunde. Nordl. (øyratt).

øys, s. ausa. – Øysla, s. Øydsla.

<PB N="965">

Øystra, f. m. stor Øse, en Skaal til at øse med. B. Stift. Ellers oftere Øyster (str) og Øster, f. Trondh. Nordl. Andre St. Auster.

øystre, adj. østre, østligere. Sæt. Vald. og fl. Paa øystre Sida: paa den østlige Side. G.N. eystri. Jf. Aust. I Sammensætning tildeels øyster (øster), saasom i Øysterdalen (G.N. Eystridalir, pl.) hvoraf: Øysterdøl, m. Indbygger af Østerdalen.

Øytla, s. Øydsla.

Øyværing, m. Øeboer (= Øybue). Nordl. (Modsat Fjordværing). Ogsaa: Indbygger af Distriktet “Øyer” i Gudbrandsdalen.