Ivar Aasen Norsk Ordbog

Vær, m. (2), Maaltid; s. Verd.

vær, adj. værende, virkelig (?). Dunkelt i visse Talemaader, saasom: Det vardt ikkje vært, dvs. der blev ikke noget af det, det blev forhindret. Sdm. Eg veit ikkje, um det var nokot vært i det, dvs. om der var Sandhed i det, om det virkelig var saa. Num. Hall. (Let at forvexle med “verdt”, som ogsaa lyder vært). Ellers lidt anderledes i nogle Sammensætninger, som gladvær, blidvær, grannvær, hvor det dog tildeels gaar over til værug og væren (gladværug), godværug, godværen). Jf. voren og værug.

vær, adj. (2), værd; s. verd.

vær, v. (værger), s. verja.

væra, v.a. (er, te), bringe til Ro, formaae <PB N="949"> til at være eller forblive. Oftest: væra seg: dvs. slaae sig til Ro, forblive paa et Sted. Nordre Berg. Han vil ikkje væra seg her: han vil bort herfra. Hadde dei berre vært seg der: hvis de kun havde blevet rolige paa Stedet. (F. Ex. om Dyr). Jf. G.N. vær(r): rolig, og væra: Hvile.

væra, s. vera. – værast, s. vedrast.

Værbror, s. Verbroder.

Være, n. 1) Væren, Ophold. I Sammensætning som Vedvære, Nærvære, Samvære. – 2) Forvaring, ellers hvad man har i sin Forvaring. Det bid ikkje i mitt Være: det findes ikke hos mig, ikke blandt alt hvad jeg har. Sdm. Hører nærmest sammen med Vær, n. (2). – 3) Forfatning, Tilstand; s. Verde. – Være skulde vel ogsaa have Betydningen Bosted, da dette tildeels hedder Husvære og Værelse.

Være, n. (2), s. Verde.

Værelse, n. 1) Bosted, Huusmandsplads (= Husvære). Gbr. og fl. 2) Værelse, Huusrum. (Nyt Ord). S. Være.

Værfar, s. Verfader.

Værhauk og Værhellar, s. Vederhauk.

Væring, m. 1, Rug som saaes om Vaaren, Sommerrug. (Modsat Vetterrug). Tel. og Østl. Ogsaa kaldet Værling. Ork. Formod. af Vaar.

Væring, m. 2, Indbygger (= Vær). Ofte sammensat med Stedsnavne, som Saltværing, Ranværing, Rissværing, Stadsværing, Eikværing, Spindværing. Sjeldnere med Fællesnavne som Fjordværing og Øyværing.

Værk, s. Verk. Værkje, s. Vyrke.

Værkonn, s. Vederkorn.

værlaus, adj. hjemløs, eller ogsaa forsvarsløs; om Barn som har mistet sine Forældre. Tel. (Landst. 555). Jf. Værstad.

værleg, s. vederleg. Værleik, s. Vederleik.

Værmaal, s. Vedermaal.

Vær-ring (?), s. under Værslag.

Værskap, m. (n.), Lystighed, lystigt Selskab, Gjæstebud. B. Stift, Nordl. og fl. (Maaskee egentl. Verdskap: Beværtning; s. Vert). – Værskapsmann, m. en lystig Selskabsmand. Værskapsvisa, f. Selskabssang.

værskaatt, s. vederskaatt.

Værslag (?), n. en vis Sygdom. Smaal. Hertil værslegen (værslien), adj. angreben af denne Sygdom. Jf. Værring, m. en Ring som er funden i Jorden; fordum brugt som Middel mod “Værslag”. – Dette “Vær” synes snarest at være Veder (Veir, Luft), men kunde maaskee ogsaa være en Forkortning af Dverg.

Værstad, m. Hjem, sikkert Opholdssted, Blivested. “Han ha’ ingen Værsta”. Nedenæs og fl. Jf. værlaus.

Værstøe, s. Vederstøde.

vært, s. vær, verd, væra.

værug, adj. forhaandenværende, tilværende. Mest brugl. i B. Stift i Formen værig; f. Ex. Ingen værig Ting: ingen mulig Ting. Paa nokon værig Stad: paa noget tænkeligt Sted. Alle værige Slag: allehaande Ting. (Jf. bidig). Tildeels ogsaa i Formen “værdig”, maaskee med begrebet: værd at tænke paa. Med anden betydning i gladværug og godværug; s. vær. I Modsætning til “uværug” skulde det ogsaa betyde rolig eller taalmodig. Jf. G.N. vær(r): rolig; ogsaa taalelig, passende at være i.

værug, adj. (2), værdig; s. verdug.

væsa, v.n. sladre (= vasa). Nordl.

væsa, v.a. (er, te), 1) forfriske, opvarme (ligesom svæsa). Hard. Hall. – 2) forsyne med Klæder (= væda, vøda). Nfj. Particip væst (= vædd). Vel egentlig: udrustet til Strabadser (Vaas). Jf. G.N. væstr: udmattet af Strabads.

væsen, adj. svag af Kræfter. Hard. I Ryf. veisen. (Sv. Dial. ves, vesen). Jf. vesall.

Væsing, f. Forfriskelse; s. væsa.

Væska, f. Taske, Skindpose. Østl. Sv. väska.

Væska, f. (2), Vædske; s. Væta.

væskja (?), v.n. fortørres af Vinden; om Kornstraa. Væskjing, f. Fortørrelse. Gbr. (Fron).

væsna, v. s. versna.

væst, s. væsa. Væstarr, s. Vederhauk.

væta, v.a. (er, te), væde, befugte, gjøre vaad. G.N. væta (af vaat). Væta Fingrarne: røre ved noget som er vaadt. Væta Halsen: læske sig, drikke lidt. Væta seg: afsætte Vædske, blive vaad eller fugtig. Væta seg ut: udsætte sig for Væde, komme ud i Vand eller Regn saa at Klæderne blive vaade. (Meget brugl.). – Particip vætt (ut-vætt).

Væta, f. 1) Væde, Vaadhed, Fugtighed. Faa Væta or Klædom: tørre Klæderne. G.N. væta. – 2) Regn, fugtig Veir (= Vaatveder). – 3) Vædske, vaade Varer. Nogle St. særskilt om Mælk og Valle. (Sogn og fl.).

Vætebolk, m. en Tid med Regnveir.

vætefull, adj. vædskefuld; vandig.

vætelaus, adj. tør, fortørret. Væteløysa, f. Fortørrelse, Tørke.

Væting, f. Vædelse, Udblødning.

Vætt, f. en vis Vægt (i forrige Tider), svarende til 6 “Spann” eller 3 Vaager. Jæd. G.N. vætt: Vægt. Jf. Vegt.

vætt, part. Vette. – Væv, s. Vev.

Vævskjøt, s. Vevskyt.

Vø, s. Vid. – vø, s. vøda.

vøda, v.a. (er, de), udruste til Vadning, forsyne med tæt Fodtøi. Sdm. (Norddalen). Oftest vøda seg (vø’ se): tage Støvler paa osv. Ellers paa Sdm. “vøde” om at forsyne med Klæder, især Reiseklæder; altsaa ligt væda (s.d.). Saledes ogsaa “vøde <PB N="950"> paa se”: tilpakke sig med Klæder. Particip vødd: a) forsynet med Fodtøi, tæt om Fødderne; b) udrustet med Klæder (= vædd). “Vøde” synes altsaa her at omfatte to Ord, nemlig vøda af vada (vod), og væda af Vaad.

Vøding, f. Beklædning; s. vøda.

Vødning, f. Reisedragt, Uveirsklæder. Sdm.

Vøl, m. 1) Art, Skik, Egenskab (omtr. som Lag). Hall. – 2) Udseende, Mine, et vist Udtryk i Ansigtet. Smaal. Østerd. Dunkel Form, af nogle opfattet som Vørd el. Vyrd (?).

vøla, v.a. (er, te), bøde, reparere, sætte i Stand; ogsaa: tilrede, pudse, pynte. Meget brugl. i de vestlige og nordlige Egne. Ellers i en anden Form: vela (ee), Jæd. Hall. Gbr. G.N. véla, dog ogsaa vœla (Dipl. 1, 352. 2, 375. 3, 266. 431). Ofte forbundet med “um”. Vøla um i Huset: feie og flye op i Huset. Vøla um seg: vaske og pynte sig. Vøla Klæde: sætte Klæder i Stand. Ein skulde vølt honom (spotviis): man skulde have tugtet (pryglet) ham. Jf. ferda, fli, fjelga, hema, stella. Om et andet “vøle”, s. vyrda.

Vøla, f.1, Istandsættelse (= Vøling).

Vøla, f. 2, en Hob, Dynge, stor Mængde eller Masse. Sogn, Voss, Shl. I Nordl. tildeels Vøle, n.

Vøler, pl. Redskaber; s. Vel.

Vøling, f. Tilredelse. Jf. Vølsla.

Vølleik, m. Mine, Udseende (omtrent som Vøl). Smaal.

Vølsla, f. Istandsættelse, Reparation; ogsaa Tilredelse, Reengjørelse osv. (s. vøla). B. Stift. Hedder ogsaa Vøling og Vøla.

vølt, part. repareret, pyntet; s. vøla.

vøna, v.n. (er, te), formode, vente, haabe. Oftere vønast, Tel. (Af Von). I Hall. venast (ee): tænke, formode. G.N. vænast: have Haab om. Jf. vona og ørvænast.

Vønd, s. Vond. Vøndul, s. Vondul.

Vøne, n. Rimelighed (?). Hertil Vønes eller “vøns”, hvorom s. Uvøne.

vønen, adj. dristig i sine Forventninger; ogsaa: fordringsfuld, ubeskeden. Tel.

Vør, s. Vær (m.). vøra, s. vyrda.

vøre (skulde være), s. vera.

vørlaus, s. vyrdlaus.

Vørr (ø’), f. Læbe, ydre Deel af Munden. Hall. (Hoel). Vilde paa andre Steder maaskee hedde Vorr (o’). G.N. vör, vörr, f. Hertil smaavørrad, storvørrad og fl.

Vørt, s. Vyrter. Vørve, s. Vodve.

Vøs (ø’), m. en svag Lugt. vøsa, v.n. (ar), lugte, dufte. Hall.

Vøtur, s. Vetter. Vøu, s. Voda.

Vøv, s. Vev. Vøve, s. Vodve.

vøyk, s. veik.
Y.
Y, Vokal, har i nogle Ord lukt Lyd, f. Ex. Syn, lysa, styra, ny, nytt; i andre Ord aaben Lyd (y’), som: Fyl, fyre, myken, yver, spyrja. I sidste Tilfælde vil Lyden paa nogle Steder falde nær sammen med “ø”, medens den ellers er tydelig adskilt derfra.

ybben, adj. bister, barsk, vranten. Sogn. (Isl. ybbinn). Jf. ubben og yven.

ydda (y’), v.n. (er, e), skyde ud, spire, vise sig som en liden Od eller Spids; f. Ex. om Planteskud. B. Stift. (Af Odd). Jf. brydda.

Ydde, n. en liden Od eller Spids. Nhl.

Ydding, f. Udskydning, Opkomst.

yfsa, v.n. (er, te), danne et Tagskjæg; ogsaa fornye eller reparere Tagskjægget paa et Huus. B. Stift. Af Ufs.

Yfse, n. Tagskjæg (= Ufs). Hard. (Ypse). Hertil Yfsedryp (y’), n. Tagdryp (= Ufsedropar). Yfsekrok, m. = Torvkrok.

ygla, s. øygla. – ygna, s. øygna.

yksna (y’), v.n. (ar), løbe efter Tyr, gaae i Brunst; om Køer. Hall. og fl. – yksna, adj. tyregal, parrelysten. Smaal. Trondh. og fl. Nogle Steder yksne, saaledes paa Sdm. “laupe yksne”: løbe tyregal. G.N. yxna. Hertil: ut-yksna, adj. som har udløbet. (Hall. og fl.). Yksne-ku (-kyr), f. tyregal Ko.

yksnast, v.n. ophidse sig selv til Vrede (ligesom Oxen). Nordre Berg. Omtr. som ylmast.

Yksne (n.), Oxer, Stude. Egentlig kollektivt, men bruges ofte som Fleertal og opfattet som Yksner, saaledes i den bestemte Form: Yksne(r)ne. B. Stift. G.N. yxn, yxni, n.

Yksnegras, n. Orchis maculata. Hadeland.

Ykt, s. Øykt. – ykta, s. øykta.

Yl (y’), m. Varme, varm Luft; især om en mild eller noget svag Varme. Temmelig alm., men tildeels udtalt omtrent som “Øl” (Østl. Trondh.). G.N. ylr. Jf. ylja. Halda Ylen: holde sig varm, bjerge sig for Frost. Paa Østl. betegner Yl tildeels ogsaa Damp eller Dunster som stige op fra Grunden.

yla, v.n. (er, te), hyle, tude; ogsaa jamre eller græde høit. Sogn, Hall. Gbr. og fl. (Andre Steder ula og hyla). G.N. ýla. Hertil Yl, m. og Yling, f. Hylen.

Ylja, f. Olie; s. Olje.

ylja (y’), v.a. og n. (ar), 1) varme, opvarme (i en svagere Grad). Tel. Hall. G.N. ylja. – 2) v.n. varme fra sig, <PB N="951"> udstraale el. afgive Varme. Gbr. Trondh. (Nogle St. ølja). Ogsaa: dampe af Hede. Shl. og fl. Tildeels med Bøiningen: yl, ylde (og maaskee ulde). Det var so heitt, at det yljade (el. ylde). Jf. Yl. – Particip yljad: opvarmet, eller noget varm, lunken. Hall. og fl.

ylja (y’), v.n. (yl, ulde, ult), mylre, vrimle. Hard. “Dar var so fullt, at da ulde aa tuste” (s. tysja). Synes snarest at være en Afvigelse af yrja.

Yljar, Fodsaaler; s. Il (Iljar).

ylla, v.a. (er, te), flosse, tilberede Uldtøi saaledes at det bliver flosset eller ligesom noppet. B. Stift. Egentlig sætte Uld paa. (Af Ull). Particip yllt (upp-yllt). Jf. steinyld.

yllast, v.n. (est, test), blive laadden, faae Laad eller Uld. Sauden yllest uppatter, dvs. faar ny Uld (efter Klipningen). B. Stift.

Ylling, f. Flos, Laad eller Lu paa Klæder.

ylmast (y’), v.n. (est, dest), blive olm eller ophidset; ogsaa: være i en bitter Stemning, nære en Uvillie som man vanskelig kan skjule. Eg veit ikkje kvat han gjeng og ylmest fyre. B. Stift. (Af olm). Jf. ulma.

Ylmoe (y’), m. Solrøg (= Ylrøyk). Paa Helg. Ølmo, ogsaa Aalmo (s. Moe). I Gbr. Ølmos (?).

Ylrøyk (y’), m. Solrøg, synlige Dunster som opstige fra Jorden i varmt Veir. Østl. Lyder tildeels Ølrøyk, i Hall. ogsaa Aalrøyk. (Det sidste giver et andet Begreb, nemlig: Røg som er udbredt overalt).

Ym (y’), m. en svag Lyd; ogsaa en dunkel Fornemmelse. Sæt. I Tel. Øm. Jf. ymja.

ymis (yy), adj. 1) afvexlende, forskjellig, ikke altid ligedan. 2) i Fleertal: forskjellige, adskillige, nogle, visse. Alm. dog med omvexlende Form: ymis, i de sydvestlige Egne; derimod: imis (imiis), Rbg. Tel. Hall. Sdm. og fl., vel ogsaa ymsen (imsen). Fleertal deels ymise eller imise, deels sammendraget: ymse (y’), ømse, el. imse (i’) og emse. I ymse Høve: i forskjellige Tilfælde. Paa ymse Sidor: paa forskjellige Sider. (“Paa imisa Side”, Sdm.). Han var so ymis, dvs. saa maadelig, noget blandet, ikke altid god. G.N. ýmiss (Fl. ymsir); Sv. ömse. Skotsk emmis, immis: variable (Jamieson). Ordets Oprindelse el. Sammensætning er dunkel.

ymiskvar (?), adj. snart en, snart en anden; ogsaa: mangen en. “imse-kor”, Vald.

ymisleg, adj. noget forskjellig eller omvexlende. G.N. ýmislegr.

Ymisskap, m. Forskjellighed.

ymist, adv. af og til, afvexlende, paa forskjellig Maade. Det gjeng so ymist. Afvig. imist, Tel. Hall. Sdm. osv., ymse (y’), Søndre Berg., imse (ims, ems), Trondh.; ogsaa i en Dativform “imsaa” (ymsom?), Sdm. G.N. ýmist; Sv. ömsom.

ymja (y’), v.n. (ym, umde), mumle, brumme. Hard. (G.N. ymja). Jf. øma og umla.

Ymmer, m. Søfugl; s. Imbre.

ymsa (y’), v.a. og n. (ar), omvexle, omskifte. Afvig. imsa, Hall. Vald., ymsna, Nhl. Ymsa seg: forandre sig. I Hall. “imse se”: blive urolig eller hidsig, begynde Klammerie. – Ellers i Formen ymsast, v.n. omvexle med hinanden, skiftes om at udrette noget. (Sv. ömsa). Afvig. ymsnast, imsnas. Tel.

ymse, adv. afvexlende; s. ymist.

ymsen, forskjellig; s. ymis.

Ymsing, f. Omskiftelse. Lidet brugl.

ymta (y’), v.n. (ar), ymte, tale løselig om noget. Tel. Hall. Jf. øma, umla.

Ynde, n. Fornøielse, Lyst, Glæde. Lidet brugl. G.N. yndi. (Jf. una). Ogsaa: Behag, Tykke. Ho er etter ditt Ynde. (Landst. 125).

yndefull, adj. yndig, behagelig.

yndelaus, adj. utækkelig, flau, kjedelig.

yndeleg, adj. behagelig, hyggelig.

Yngd, f. Ungdom, Ungdomstid. I Yngdi: i Ungdommen, i Opvæxten. Koma seg att-i Yngdi: faae yngre Folk til Selskab; ogsaa: gifte sig med et yngre Menneske. B. Stift.

yngja, v.n. (er, de), 1) yngle, faae Unger. Meget brugl. ved Siden af “unga”. I Spøg ogsaa om at faae mange Børn. – 2) ruge, udklække Æg; om Fugle. Ork. Jf. bræda, verma, klekkja.

yngja, v.a. (er, de), forynge (af ung). Kun i Forbindelsen: yngja upp-atter, og mest alm. i Formen yngjast, dvs. blive ligesom ung igjen. Han yngjest upp-atter: han seer ud som om han var bleven yngre.

yngre og yngst, s. ung.

ynka, v.a. (ar), ynke, beklage. Oftere ynkast, v.n. ynkes, røres, Nyere Form; jf. Sv. ömka, G.N. aumka. (S. anka). Hertil Ynk, m. Ynk, Sorg. ynkeleg, adj. ynkelig. ynksam, adj. medynksom. Ikke alm.

ynskja (y’), v.a. (er, te), ønske, længes efter, ogsaa: tilønske, f. Ex. Lykke. I Tel. tildeels yskje (y’). Imperf. lyder sædvanlig “ynste”, Supin. “ynst”. G.N. œskja; jf. Ang. vyscan, Ght. wunskjan, T. wünschen.

ynskjande, adj. værd at ønske.

Ynskje (eller Ynske), n. Ønske, Begjæring; Bøn. I Tel. tildeels Yskje.

ynskjeleg, adj. ønskelig.

yppa, v.a. (er, te; el. -ar), 1) løfte, hæve, lette op. Sogn, Hall. og fl. G.N. yppa. (Af upp). Yppa seg: reise sig, lette sig op. – 2) yppe, opvække, bringe paa Bane. Mere alm. (Oftest med Bøiningen: ar). Hertil ogsaa: yppast, v.n. opkomme, opstaae; især om en Strid.

yppare, adj. bedre fortrinligere. (Egentl. høiere). Det var ikkje yppare Slaget: ikke just <PB N="952"> nogen bedre Sort, ikke altfor godt. Berg. Stift. Superl. ypparste (yppaste), er mindre brugl.

Ypping, f. Opløftelse; s. yppa.

Yr (yy), n. 1) fiin Regn, som ligner Dugfald; især Taageregn, de smaa Draaber som falde af en Taagesky. Nordre Berg. Trondh. Nordl. G.N. úr (jf. yra). – 2) Regn som viser sig langt borte, smaa Byger i Horizonten. Gbr. – 3) smaa Hvirvler i Vandfladen over en Fiskestiim; en Bevægelse i Vandet ligesom af smaa Regndraaber. Sdm. Andre Steder Revja, Uppfar, Avgjerd.

yr, adj. vild, urolig; s. ør.

yra, v.n. (er, de), 1) dugge, falde som Dugperler eller fiin Regn. Det yrer av Skodda: det dugger af Taagen. Nordre Berg. og fl. G.N. ýra, ýrast. Imperf. lyder oftest yrte (yy). – 2) vise sig som Regnbyger i lang Frastand (= ela, kjøva). Gbr. Hall. (Sv. yra: drive). – 3) opskyde Hvirvler i Vandfladen; om en Fiskestiim (= revja). Sdm. (Jf. Yr). – 4) strømme igjennem Legemet; om en pludselig Fornemmelse, saasom af Kulde, hede eller Smerte. Helg. “Dæ yre i Kroppen” el. “i Hau’e” (Hovedet). “Dæ yrte i Tennenn’”: det gik som en Kuldestrøm igjennem Tænderne. – 5) mylre, vrimle; s. yrja.

Yra (y’), f. Elletræ; s. Øra.

Yre (y’), n. en stor Hob eller Dynge (jf. Yrja); ogsaa: Banke af stenig Jord (?). Tel. (Vinje). Lidet brugl.

yren, adj. taaget og fugtig, om Luften.

Yreregn, n. Støvregn, meget fiin Regn. Sfj. Ryf. og fl. S. yra.

Yrgja (?), f. en Ring af vredne Vidier, hvormed noget fæstes (= Kverva, Spenning). Indh. Helg. Salten. Oftest udtalt Ørja, i de nordligste Egne “Orja”. Jf. Ora, Orveld. Sv. Dial. örja og yrga, v. tilsnøre. Jf. T. würgen.

Yring, f. 1) Taageregn; s. Yr. 2) Strømninger i Legemet; s. yra, 4.

yrja (y’), v.n. (yr, urde, urt), vrimle, mylre, komme i stor Mængde. Tel. Det var so fullt, at det urde (u’). Afvig. yre (yy), yrte. Østl. I Hard. derimod ylja (ulde).

Yrja, f. 1) Vrimmel, stor Mængde; ogsaa: Hob, Dynge, Masse. Sogn og flere. Paa Østl. Yrju. (Ørju, Smaal.). – 2) vedvarende Blæst med tykt eller taaget Veir. Rbg. Tel. og fl. Hertil Austyrja, Vestyrja, Kaldyrja. Andre St. kaldet Gyrja.

yrk, adj. bestemt til Arbeide; om en Dag, s. vyrk. Sdm. Trondh. Nordl. Nogle St. yrken (ørkjen), Indh. Neutrum lyder sædvanlig yrrt (ørt) for yrkt; f. Ex. “yrrt aa heilagt”, dvs. baade Søgnedage og Helligdage. (Sdm.).

Yrka, f. Søgnedagene; s. Vyrka.

Yrke (eller Yrkje), n. 1) Arbeide. Sjelden; s. Lagyrke. (Sv. yrke). – 2) Arbeidsredskaber, Værktøi. Nordl. Ogsaa kaldet Andyrkje. – 3) Materiale, Stof, Emne, for Ex. Tømmer til en Bygning. Trondh. Nordl. (tildeels Ørkje). Ellers: Vyrke.

yrkelaus (kj), adj. 1) ørkesløs, ledig. – 2) forlegen for Materiale.

Yrkeløysa (kj), f. 1) Ørkesløshed. (Ikke meget brugl.). 2) Mangel paa Materiale (= Vyrkeløysa).

yrkja, v.a. (er, te), virke, tillave. Meget sjelden; s. matyrkja. G.N. yrkja. Jf. Orka.

Yrkna (y’), f. Hunnen af Aarfuglen, Urhøne. Tel. (Mo). Ogsaa i Formen Yrkn, Lister. Ellers kaldet Orrhøna, s. Orre.

Yrma, f. Hunslange med Unger, Slangemoder. Nordre Berg. I Tel. Yrmla; andre St. Orma (af Orm).

Yrmling, m. en liden Slange, Ormeunge. Tel. (Vinje). G.N. yrmlingr.

yrva (y’), v.a. (er, de), skjæfte en Lee, binde den til Skaftet. Sdm. Af Orv.

Ysma (y’), f. Dunkelhed i Luften; disig, taaget Luft. Hard. Nhl. Skal paa nogle Steder hedde Ysja.

ysmen, adj. disig, uklar. Hard.

yst (yderst), s. ytst.

ysta (y’) v.n. (er, e), lave Ost, opvarme Mælk for at Osten kan skille sig fra Vallen. Brugt i de sydligste Egne og paa Østl. (Sv. ysta). Andre Steder kjæsa og blengja.

Ystabbe (yy), m. = Einstape. Ryf.

Ystekjetel (y’), m. Ostekjedel.

Ystel (y’), m. færsk Ost, Osteklumper som ved Opvarmelse udskille sig af Mælken. Tel. Hall. Gbr. (Andre St. Kost og Kjuka). Ogsaa en enkelt Klump eller Kage af færsk Ost. Vald.

Ystelsoll, m. Madrett af Mælk med istrøede Osteklumper. Hall. og fl.

Ysting (y’), f. Ostelavning.

Yt (yy), m. et Stød; s. yta, 2.

yta, v.a. (er, te), 1) sætte ud, flytte bort, skyde lidt tilside. Sogn og fl. G.N. ýta. (Af ut). – 2) støde, give et Stød eller Tryk (= skuva). Gbr. Hall. Dei hadde ytt han i Koll: stødt ham overende. – 3) afhænde, skille sig ved, overlade til nogen osv. Ryf. Tel. og fl. Sjeldnere i Betydn. yde, afgive, kaste’ af sig. Particip ytt.

Yta, f. den udvendige Deel; især om den ydre og ringere Deel af Veden i Naaletræerne (= Geita). Ork. Østerd. Rom. Jf. Sv. yta: Overflade.

ytarste, s. ytraste.

Ytefura (u’), f. Fyrretræ med liden eller ingen Kjerneved (Adel). Trondh.

yteleg, adj. let at afhænde (yta). Rbg.

yterlege, adv. langt ude (= utarlege); ogsaa: yderlig, overmaade. Mandal (yderleg). S. ellers ytleg og ytre.

<PB N="953">

Yting, f. Støden, Skubben; s. yta.

ytleg, adj. noget vestlig (= utleg), om Vinden. Trondh. Nordl. Vel egentl. yterleg.

ytra (yy), v.a. (ar), 1) sætte længere ud, fjerne bortflytte. Tel. og fl. Ellers kun: ytra seg, dvs. komme længere ud; ogsaa: blive mere vestlig, om Vinden. – 2) udlade (sig), yttre. Han torde ikkje ytra seg med det. (Ikke alm.).

ytraste, adj. yderst, fjernest, sidst. Nordl. Ellers i en anden Form: yttarste, eller yttaste. B. Stift, Hall. “Drygja ut i dæ yttaste”: opsætte noget til det sidste Øieblik. Jf. utarst.

ytre, adj. ydre, som er længere ude; ogsa: nærmere ved Havet eller Kysten; f. Ex. ytre Leidi: det Farvand som er næst ved Havet. (S. ut). Hertil høre nogle Sammensætninger med Formen “yter”, som: Yterdyr (-dør), f. yderste Dør (= Utdyr). Yterplagg, n. Overklædning. Ytersida, f. den ydre Side. Nordland. Jf. yterlege.

Ytring, f. Flytning udad; s. ytra.

ytst, adv. yderst, længst ude. Lyder sædvanlig som yst (yy). Ytst ute: længst ude (mod Havet). B. Stift. Ytst og øvst: yderst i den øvre Kant.

ytst (yst), adj. yderst, som er længst ude (el. mod Vest). mest i den bestemte Form; f. Ex. ytste Garden; ytste Øyarne. G.N. ýztr, ýzti. Jf. ytre og ut.