Ivar Aasen Norsk Ordbog

gaavmild, s. givmild.

Ged, n. s. Gjed. – De Ord, som begynde med gei (gjei), ere her skrevne uden “j”; forøvrigt er “ge” skrevet “gje” efter Udtalen.

Geil (Gjeil), f. (Fl. Geilar), 1) en Vei med Gjærde paa begge Sider (især fra Fæhusene til Udmarken); en Gyde, Fægang. Næsten alm. Nogle St. Gil, Gilar, Orkd. og fl. (Jf. Gota). G.N. geil. – 2) et smalt Rum imellem to Huse; et Smug (= Smog, Smette, Krop). Hall. Vald. Sogn. See ogsaa Geila. – 3) Hjørnetoug paa et Vod (Not); et Par Toug, som ere fæstede i Voddets Hjørner og ved den anden Ende ere knyttede til Trækketouget, saa at de tilsammen danne en spids Vinkel. B. Stift. Kun i Fleertal (Geilar). I Ryfylke: Gilar.

Geila, f. et smalt aabent Mellemrum i en Skov; ogsaa en lang Fordybning i Jorden. Hall. “Ei Grasgjeile”: en lang og smal Græsplan.

Geim, m. stærk Damp; s. Gim.

gein (gabede), s. gina.

geina, v.n. løbe skjævt, svinge til Siden; ogsaa: falde ind i Talen, gjøre Afbrydelser og Indvendinger. Hall. (gjeine). I Solør betegner det: gaae lige imod eller ind paa (gegna?). Jf. Andgeina.

Geip, m. Griin, sure Miner.

geipa (gjeipe), v.n. (ar), 1) vrænge Munden, grine, gjøre Grimaser. Jf. gleipa. I svenske Dial. gepa. (G.N. geipa, sladre, vaase). – 2) skyde Læberne ned, flæbe, græde; om Børn. Østl.

Geiping, f. Grimaser; Flæben.

geipla, v.n. snappe efter Veiret. Tel.

Geir, m. 1, i Mandsnavne som Asgeir, Hallgeir, Oddgeir, Tjodgeir, Torgeir (eller som første Led i Geirleiv, Geirmund, Geirulv), lyder tildeels som “gjei” (Rbg.) og mere alm. som gjer (jerr). Er at henføre til G.N. geirr: et Spyd (Ang. gár, Mht. gér). Kvindenavnet Geirtrud (Gjertru) betegner tildeels ogsaa en Fugl, nemlig Sortspette (Picus martius). Voss. I Hall. Gjertusfugl; nogle St. Jertrusfugl.

Geir, m. 2, en liden Makreel, den mindste Makreel som fanges i Garn. Nordre-Berg. ogsaa paa Lister. Andre St. Spir og Pir.

Geire, m. Strimmel, Kile; smal Stump af Klæde eller Skind. Tel. Hall. G.N. geiri; Sv. Dial. gere; Skotske Dial. gair. Særskilt om Overlæderet i Hudsko (jf. Bjore); ogsaa om en langagtig Plet i Træ, saasom af begyndt Forraadnelse. Tel. I Hall. ogsaa om en Strimmel Jord, f. Ex. “ein Grasgjeire”.

Geirvorta, f. Brystvorte (paa Mandfolk) Tel. Hall. G.N. geirvarta.

Geis, m. Damp, stærk Uddunstning; f. Ex. af gjærende Øl (Ølgeis); ogsaa: Kvalme, Opstød fra Maven. B. Stift.


geisa (gjeise), v.n. (ar), dampe, uddunste; ogsaa om Ræben eller Opstød Ogsaa meddeelt i Betydn. larme, støie. (Fra Num.). G.N. geisa, bruse, storme frem. Jf. gøysa.

Geiske, og Geiskor, s. Geitskor.

Geisl (Gjeissel), n. en Svøbe, en Pidsk. Tel. (Sv. gissel; T. Geisel). Jf. G.N. geisl, m. en Stav.

Geisle, n. Straale, Solstribe, f. Ex. fra en Aabning i en Væg, Tel. G.N. geisli. Jf. Gisl (= Gil).

geispa (gjeispa), v.n. (ar), gabe (uvilkaarligt), trække Veiret med en stærk Gaben, saasom i træt eller søvnig Tilstand. G.N. geispa; Sv. gäspa. (Jf. T. gähnen, Eng. yawn). Hertil Geisp, med Gaben. Geisping, f. vedholdende Gaben.

Geit (Gjeit), f. 1) en Gjed (capra). I Fleertal kollektivt, omfattende Bukke, Gjeder og Kid. Fleertal har halvlyd: Gjeit’er, og gaar saaledes over til Gjeit’ar, Gjeit’a, Gjeit’e. G.N. geit, pl. geitr. – 2) Patte, Moderbryst. (Ved Trondhjem). Opfattet som Mælkegjed, især hvor man taler til Smaabørn. – 3) som Øgenavn for kvinder, med Begreb af Egensindighed og Taabelighed. – I Sammensætn. deels med a (ar), som Geita(r)-haar, -horn, -klauv, -spæl; deels med “e” (oprindl. a), som: Geite-beite, -fjos, -garde, -hus, -mark, -raas, -veg; ligesaa: Geitedravle, -mjølk, -rjome, – smør. Ofte ogsaa uden Vokal, som Geitsmale, see nedenfor.

Geita, f. den yderste Ved i Naaletræerne; den blødere Ved nærmest ved Barken. (Modsat Adelved). Næsten alm. Jf. Yta. (Isl. geit). Navnet maaskee af Farven, som sædvanlig er noget blaagraa, ligesom Haaret paa endeel Gjeder.

Geitel (?), s. Hardgeitel.

geiten, adj. haard, stiv, som har nogen Lighed med Gjedehaar. Kun om Uld, altsaa i Feminin: geiti (gjeite, Gbr. gjeita, Sdm. og flere).

Geit-fe, n. Dyr af Gjedeart (Buk, Gjed, Kid). Nogle St. Geitskrøter, n.

geithalsad, adj. smal i Halsen; om Heste.

Geitivel (Gjeitivilblome), Anemone, eller især Pulsatilla vernalis. Gbr.

Geitklauv, f. 1) Gjedeklov. 2) Bukkeblad. Gbr. Ndm. – 3) = Tiritunga. Toten.

Geitkvann, f. – Jol, Sløkja. Nhl.

Geitlegg, m. – Krossvid. Solør.

Geitol, og Geitaul, s. Jol.

Geitost, m. Ost af Gjedemælk.

Geitrams, f. Geitskyrpa.

Geitskinn, n. 1) Gjedeskind. 2) en vis Jordskyld: en Fjerdedeel af en “Hud”. Lister.

Geitskjegg, n. 1) Gjedeskæg; smalt Hageskjæg. 2) Navn paa visse haarformige Lav-Arter.

Geitskor (Gjeisskor), m. Dueurt, Epilobium angustifolium. Sogn, Hall. Sæt. og flere. Ogsaa Gjeiskur (u’), Tel., Gjeisko, Tel. Gjeiske. Sdm. Gjeiskje, Nhl. Ellers kaldet Mjølke, og flere. Kan opfattes enten som Gjede-sko, eller Gjede-Skore, da Skore ogsaa er et Plantenavn.

Geitskyrpa, f. Lilie-Konval. Buskerud. (Gjeiteskjørpe). Ogsaa kaldet Gjeiterams. Tel.

Geitslag, n. Gjedeart, Gjedeslægt.

Geitsleip, en Snegl. Ork.

Geitsmale, m. Gjeder, Fæ af Gjedeart (indbefattende Bukke og Kid). B. Stift.

Geitsymra, f. Anemone; s. Kvitsymra.

Geitunge, m. en liden Gjed.

geitøygd, adj. mat i Øinene, f. Ex. af Søvn; egentlig: gjed-øiet.

geivla (gjeivle), v.n. gumle, tygge langsomt og med Møie. B. Stift. G.N. geifla. Geivling, f. langsom Tygning.

Gidd (i’), m. Veirsol; s. Gil. – (Ogsaa i Ordene med “gi” udtales g som gj).

gidda (i’), v.n. (ar), bæve, ryste, dirre. B. Stift, Nordl. og fl. I Tel. gidra (giddre). Mere afvig. gitla, Nhl.

Gidder, m. s. Gidn, og Gil.

Gidding, f. Bæven, dirrende Bevægelse.

Gidn (Gjiddn), f. det Tilfælde, at Tingene i nogen Frastand synes at bæve, naar man nemlig seer dem igjennem en stærk opstigende Damp. B. Stift. Oftest sammensat: Vaargidn, Saagidn. I Tel. hedder det Gidder (Gjidd’er), m.

gidra, s. gidda.

Gift, f. 1) Given; noget som gives. Mest i Sammensætning, især Utgift, Avgift. Egentlig hører hertil ogsaa Giftarmaal, m. fl. see nedenfor. – 2) Portion, som gives paa een Gang. Sjelden, som i: kortgift. Nordl. – 3) Fodring for kreaturene. Sfj. Ellers: Gjæv, Gjæft. (Det tydske Gift, n. udtrykkes her ved Forgift. Jf. (Eiter).

gift, adj. (part.), gift, ægteviet.

gifta, v.a. (er, e), gifte, give til Ægte. giftast, el. gifta seg: gifte sig. Gifta seg atter (el. upp-atter): gifte sig paany. Afvig gipta, Søndre Berg. Nogle St. gypta. G.N. gipta, gifta.

Gifta, f. Ægtemage. Det var fyrste Gifta hans: hans første kone. Det var der, han fekk Gifta si fraa, o. s. v.

giftande, adj. som kan giftes, er voxen eller skikket til Ægteskab.

giftarblind, adj. i Spøg om En, som er meget forelsket eller tænker meget paa Giftermaal.

Giftardagar, pl. Forlovelsesdage.

Giftarmaal, n. Giftermaal, Indtrædelse i Ægteskab.

Giftartankar, pl. Giftetanker, Tilbøielighed til at gifte sig. Ogsaa Giftarhug, m.

Giftar-øl, n. et lidet Bryllup. Tel. (I disse
Ord udtales Formen “ar” overalt tydeligt, maaskee fordi man har henført dem til Verbet gifta, i Stedet for til Subst. Gift).

Gifte, n. omtr. = Gifta, f. (Landst. 101).

Gifting, f. Giftermaal.

Gigja (Gjija), f. en Fiolin (= Fela). Sogn. G.N. gígja. (Fr. gigue: Dands).

gigla, v.n. (ar), vakle, rave, staae løst. Hall. Jf. gidda.

Gigt, s. Ikt.

Gikk, m.s. Gil og Gjekk.

Giksel, m. liden Regnbue, s. Gil, m.

Gil (i’), n. Bjergkløft, Klipperevne, dyb Fure i en Fjeldside; saaledes ogsaa: en Rende som er fremkommen ved Jordskred. Tildeels udtalt: Gjeel. Afvig. Gyl (Gjøl), med Dativ pl. “Gyljaa” (for Giljom), Sdm. I andet kjøn Gil, f. med Fleertal Giljar, Søndre Berg. G.N. gil, n. Eng. Dial. gill. Jf. Geil.

Gil (ii), m. 1, Veirsol, Bisol; en lysfarvet plet i Skyerne nær ved Solen. Nordre Berg. Sdm. Isl. gíll? (gýll, Haldorson). Hedder ellers: Gisl, Gitl, Nordl. Ork. Gidd, Ryfylke; Gidder, Tel. Gikk, Jæd. (Andre St. Ur, Solulv, Solhøve). Et Par andre ord: Giksel (i Gbr.) og Gjell (i Østerd.), betyde noget lignende, nemlig en afbrudt Regnbue, ellers kaldet Vederstuv, Vederhovud, Elhovud.

Gil (ii), m. 2, Øl som staar i Gjæring, ikke endnu er afgjæret. Berg. Stift. Hertil Gil-saa, m. eller Gil-kar, n. det Kar, hvori Ølet gjæres (= Gangekjer). G.N. gilker. Jf. Holl. gijlen: gjære; gijl: gjærende Øl.

Gila, f. Fabel, æventyrlig Fortælling. 2) Spøgerie, underligt Syn. Hard.

Gilar, pl. s. Geil.

gild, adj. 1) gyldig, gjældende. (jf. tvigild, brodergild). Dei vilde ikkje taka det fyre gildt, dvs. ansee det som gyldigt. “Dei vil ikkje bere haanaa upp fyre gildt”: de ville ikke lyde ham, vise ham Respekt. Sdm. G.N. gildr (f. Ex. Dipl. 1, 204); Sv. gill. (Til gjelda). – 2) dygtig, duelig, fuldgod, paalidelig. Ein gild Hest. Gild Bunad. Gilde Folk (saasom til Arbeide). Meget brugl. Ogsaa: betydelig, noget stor; f. Ex. ein gild Farm; eit gildt Fiske. – 3) ypperlig, fortræffelig, som man har Fornøielse af. No var du gild Gut. Det var gild Gjenta. I Berg. Stift ogsaa: Gildebarn, Gildegut, Gildetaus, som smigrende Navne for Børn. – 4) prægtig, stadselig; f. Ex. om Klæder. Østl. – 5) glad, fornøiet, eller ligesom stolt af noget. Sfj. Nfj. Sdm., ogs. Nordl. Eg vardt baade gild og glad. Han var so gild av det (el. utav di). No er eg gild av deg, o. s. v.

gilda, v.a. (ar), gjøre glad eller stolt. gilda seg: glæde sig; ogs. bryste sig, gjøre sig til. Me hava ikkje stort til aa gilda oss av. Ogs. gildast. Nordre Berg.

Gilda, f. Glæde, Fornøielse; ogsaa: Noget at være stolt af. Nordre Berg.

Gilde, n. Selskab, Sammenkomst til Fornøielse. Mest i Forbind. “Gjestebod og Gilde”. Ellers lidet brugl. G.N. gildi (egentlig med Begreb af Sammenskud el. Contingent).

Gilder, n. Fælde, Snare; s. Gildra.

gildra, v.n. (ar), 1) opstille en Fælde eller Snare (for Dyr). G.N. gildra. – 2) opstable, opsætte noget saaledes, at det rager høit op; ogsaa sætte noget alt for løst, saa det let falder ned. – 3) rage høit op; s. hildra.

Gildra, f. Fælde, Snare for Dyr; Bjørnefælde med ladede Geværer (Selvskud). Sv. giller. (G.N. gildra). – Ogsaa om et høit Stillads, s. Gilja.

Gildring, f. 1) Opstilling af Fælder. 2) en løs Opstabling, s. gildra. 3) Stillads, f. Ex. ved en Bygning, Hall.

Gildskap, m. 1) Gyldighed. (Lidet brugt). 2) Værd, Fuldkommenhed, Dygtighed; s. gild.

gildsleg, adj. dygtig, tilfredsstillende, ret god. I Rbg. og Tel. gildskleg (gjilskle).

gildt, adv. heldigt, ret godt. Det gjekk rett gildt. Det munar gildt, o. s. v.

gilja, v.n. (ar) beile, frie. I Folkeviserne (Landst. 147. 149. 258. 401). Ogsaa Svensk. G.N. gilja, lokke, forlokke.

Gilja, f. et Stillads paa Strandbredden, hvorfra man kan iagttage Fiskens Løb i Vandet; mest brugelig ved Laxefiskerie. B. Stift, ogs. Ryf. I Sfj. Gildra. Andre Steder Mara. – Kunde maaskee høre til “Gjelgja”, men synes dog at have en Forbindelse med Gildra.

Gilkar (ii), og Gilsaa, s. Gil, m.

gilskleg, s. gildsleg.

gilutt (i’), adj. om Fjelde og Bjergsider med dybe Kløfter (Gil). Nogle Steder gjilette, gjelet, gylette.

Gim (i’), m. Damp, Uddunstning, f. Ex. af noget som koger; ogsaa Lugt af Væxter, Blomster og deslige. Nhl. Voss. I Sogn Geim. Jf. Eim, Im.

gima (i’), v.n. (ar), dampe, lugte. Nhl. Hall. Nogle St. gimast.

Gima (ii), f. Aabning, Munding; f. Ex paa en Pose. Tel. G.N. gíma. Ogsaa i Svensk.

Gimber (Gjimbr), f. (Fl. Gimbrar), Gimmer, ungt Faar som endnu ikke har havt Lam. Afvig. Gymber, Sogn, Hall. og fl. Ymmer, Indh. G.N. gimbr (?), gymbr. I Sverige gimber, gimmer osv. (Rietz 193). Eng. gimmer.

Gimberlamb, n. Lam af Hunkjønnet (modsat Vederlamb). Nogle St. Gimbrelamb, Gymbralamb.

Gimling, m. Skillevæg imellom to Rum i et Huus. Sdm. Jf. Gjølming.


Gimpa, f. Benævnelse paa en stærk eller haardfør Kvinde. Sdm. (Gjimpe). Maaskee for Gjempa, da nemlig “Gamp” ogsaa bruges om stærke Mandspersoner.

gimt (el. gim?), adj. om Øl, stærkt, berusende. Nhl. Til Gim. (Dog findes G.N. gint i lignende Betydning).

Gin (i’), n. en liden Aabning, f. Ex. i en Væg. Tel. G.N. gin, Gab.

Gin (i’), el. Gjen (ee), f. Art, Natur, Egenskab. Hall (Hoel). Dunkelt, maaskee for Givn, s. Givnad.

Gina (i’), v.n. (ar), være aaben, utæt, saa at Lyset glimter igjennem. Tel.

gina (ii), v.n. (gin, gein, ginet, i’), gabe, aabne sig; have Aabninger som man kan see igjennem. Sdm. “Dæ gjin’e gjønaa Veggjen”. “Dæ gjein ut myllaa Fjølaa” (dvs. det glimtede imellem Fjelene). G.N. gína (gín, gein, ginit): gabe. I Sogn forekommer gina (=er, te?) med Betydn. gabe paa noget, gloe, stirre. Jf. gyna, glina, glisa.

gingen, s. gjengen. gingo, s. ganga.

Gining, f. Aabning, Rift, Revne.

ginne, s. gjerna.

ginsk, adj. ypperlig, fortræffelig. Mandal. (S. Fritzner under: ginn). I samme Betydning ogsaa ginskleg (ginsleg?). Jf. gjøn.

Gip (ii), m. 1, en vis Ferskvandsfisk. Hall. (Krøderen). Efter Strøm (Egers Beskr. 123) det samme som “Kulmund”, Salmo carbonarius.

Gip (ii), m. 2, om en uheldig Fisker, En som kommer hjem med intet. Sdm. Ellers: Lunn, Steikjar, Vassfis.

gipa (ii), v.a. (ar), vende et Seil eller rette det imod Vinden. Hard. og fl. (I Skrifter forekommer: gibbe). Holl. gijpen.

Gipa (i’), f. Skaar, Rift, et stort Saar (= Flerra). Hard. (ogsaa Gjepa). Jf. Sv. mungipa: Mundvig. Hører vel sammen med geipa til et Stamord gipa.

gippa, vippe op; s. gjeppa.

[Gips, m. Gips. (Lat. gypsum).

gipta, s. gifta.

Gir (ii), m. 1, Gjæring (især i Madvarer), Opløsning, Overgang til Forraadnelse. Ndm. (Jf. Gjær). – Ogsaa om en Strømning i Vandet. Sdm. (sjelden). I Nfj. Straumgir, om Linien imellem Hovedstrømmen og en Bagstrøm paa Siden.

Gir (ii), m. 2, stærk Lyst, Lidenskab, Opbruusning i Sindet. Sdm. Romsd. Ndm. Det sette Gir i honom: det satte hans Sind i Bevægelse. Dei fekk ein Gir i seg: de bleve ganske hidsige paa det. Jf. gjer (adj.), gira, girug. G. Sv. gire (Begjærlighed); T. Gier.

gira, v.n. (er, te), lyste, hige efter noget, vente med Længsel. “han sto aa girte ette da”. Hard. (Jf. G.N. girna).

Gira, f. lystigt Paafund, Spøg, løierlige Gebærder osv. (Helst i Fleertal). “Girur”, Tel. (Vinje). – Hertil slutter sig ogsaa Girekopp, m. lystig, spøgefuld Person. Ryf. giren, adj. morsom spøgefuld. Ryf. girutt, adj. lystig, fuld av Paafund. Tel.

girug (i’), adj. 1) begjærlig, tragtende efter noget. Helst sammensat, som: ljosgirug, æregirug, hemnegirug. Ogsaa i Formen girig (gjerig). Jf. gjer. – 2) gjerrig, begjærlig efter Vinding. (Ofte i en Mildere Betydning). Sv. girig. – 3) flittig, travl, som arbeider længe og hviler lidet. Meget brugl. (Jf. gridug). Ogs. i Sverige.

Girugskap, m. Travlhed, Flittighed; ogsaa Gjerrighed. (Oftere Girugheit, f.).

Gis (Gjiis), m. Fnisen, Haanlatter. Hall.

gisa (ii), v.n. (er, te), fnise, lee ad noget. Hall. Andre St. glisa.

gisen (i’), adj. gisten, utæt, læk (om Kar); ogsaa om Ting, som staae noget adskilte (jf. gistent), altsaa ligt glisen og grisen. Tildeels udt. gjesen. Isl. gisinn. Sv. Dial. gissen.

Gisl, m. 1, Gidsel (= T. Geißel, obses). G.N. gísl. Lidet bekjendt. Ellers brugt som Mandsnavn, især i Formen Gisle. Hertil hører vel ogsaa Gils, i Hergils, Torgils, Øygils, ofte forvansket til: gjuls, jus, gjis, f. Ex. Torjuls, Torjus, Torjis o. s. v. (Munchs Maanedsskrift 3, 64).

Gisl, m. 2, Veirsol, Bisol; s. Gil, gisla.

gisla, v.n. (ar), lure, speide, passe paa Leilighed til noget. Han gjeng og gislar etter det. Nordre Berg. med Udtalen: giltle (gjilsle), som ogsaa kunde være gitla (jf. gjæta); dog synes Ordet nærmest at høre til G.N. gísl, dvs. en Bevogter, Lurer (jf. Gjætsl). Maaskee ogsaa Gisl om en Bisol (s. Gil) har havt det samme Begreb. Jf. gissa.

Gisling, f. Luren, Speiden; s. gisla.

gisna (i’), v.n. (ar), blive utæt (gisen), blive læk af Fortørrelse.

Gisning, f. 1) Fortørrelse, Lækhed. 2) s. Gissing.

gissa, v.n. (ar), 1) gjætte, gjøre Gisninger. (Jf. gita). Sv. gissa; Holl. gissen; Eng. guess. – 2) lure efter noget, ligge paa Luur. Hall. Vald. Jf. gisla.

Gisse, n. Gisning. Paa eit Gisse: paa Slump, efter en Gjætning. Gbr. og fl. – Gissemaal, n. Maal efter Øiesyn, eller paa Slump, Gissemil, f. en omtrentlig Miil, ikke opmaalt. Num. og fl. Gissetime, m. omtrentlig Time (modsat Klokketime).

gissen, adj. nem til at træffe det rette ved Gisning.

Gissing, f. Gjætning, Gisninger. Ogsaa i Formen Gisning.

gista, v.n. gjøre Besøg paa et Sted. Hard. Num. Ellers gjesta (= vitja). G.N. gista. Hertil Gisting, f. og Gistnad, m.
Besøg, Gjæstefærd. Hard. I Hall. Gistning, f.

gistent (i’), adj. som har aabne Mellemrum imellem Tænderne (= romtent). Hedder ogsaa glistent, og gristent.

gita (i’), v.a. og n. (git, gat, gjetet), at gjætte, osv. Ogsaa udtalt gjeta, dog sædvanlig med den Lyd (ee), som udgaar fra det aabne “i” (ligesom i giva). Jf. Sv. gitta (dvs. kunne), D. gide; derimod G.N. geta. Imperf. Fl. gaato, gaate, Sæt. goto, Hall. Supinum sædv. gjete’, gjiti; afvig. gote (o’), B. Stift. – Betydning: 1) faae, komme til, kunne. Tel. Soli gat ikkje skina (Landst. 302). Han gat ikkje standa (Landst. 248). Synes ellers at være bortfaldt, ligesom ogsaa i den gamle Betydn. avle, undfange (jf. gjetet, Landst. 159). – 2) antage, forestille sig. Eg gat um det var aldri so langt, so skulde eg gjenget, dvs. hvor langt det end var, skulde jeg dog have gaaet. Ryf. – 3) gjætte, sige efter Gisning, paa Slump. Git, kor mange det var. Gita Gaator. (Gaata kommer af Formen gaato, ligesom Gaava af gaavo, gav). – 4) nævne, omtale, berøre i Talen; ogsaa: sige, f. Ex. Han gat ikkje eit Ord. Eg torde ikkje gita det. Eg heve ofta høyrt gjetet detta. Me hava ikkje høyrt annat gjetet (dvs. noget andet er os ikke bekjendt). Meget brugl. især nord og vest i Landet. G.N. geta. Sv. Dial. gäta.

gitande, adj. værd at nævne.

Giting (i’), f. Gjætning.

gitla (i’), v.n. bæve, ryste (=gidda). Nhl. Om et andet gitla s. gisla.

Gitord (Gjetoor), n. Rygte, Ry, Omtale. Det gjeng Gitordet av deim: der gaar et stort Rygte af dem, de ere omtalte vidt og bredt. B. Stift, Tel. Østl. og maaskee alm. – Ein Gitords Mann: en meget navnkundig Mand.

gitviis, adj. nem til at gjætte noget.

Giv, f. en Portion; s. Gjæv.

giva (i’), v.a. (giv, gav, gjevet), at give. Inf. ogsaa gjeva, forkortet gje, gji (i’). Sv. gifva (ge’); G.N. gefa; Ang. gifan. Imperativ: giv (gi’, gje). Ind. Præs. ogsaa ofte forkortet: gi’, el. gje. Imperf. ofte: ga’; Fl. gaavo, gaave, Sæt. govo, Hall. gove (o’), Voss; guve (u’), Sdm. (sj.). Imprf. Konj. gjøve, Tel. gove (o’), Nhl. Supinum; gjeve, givi, ogsaa gitt; afvig. gove (o’) i Søndre Berg., ogsaa go’ (o’). – Betydning: 1) give, lade faae, overlade. (Med Gaven i Akkus. og Modtageren i Dativ). Giva Bornom Mat. Giv meg nokot med deg. – 2) give til Eiendom, forære. Eg fekk det fyre inkje; han gav meg det. – 3) uddele, overrække; f. Ex. giva Kort. Særskilt om at give Kreaturene Foder. Giva Kunom (Ku’naa’): fodre Køerne. D’er snart Tid til aa giva. – 4) afstaae, yde; betale. Han gav tie Dalar i Skatt. Eg minnest ikkje kvat eg gav fyre det. – 5) afgive, frembringe, tilbyde. D’er kleen Jord, ho giv so litet. Det gav ikkje stort av seg. – 6) lade skee, tillade, gjøre at. I Ønsker med Konjunktiv; f. Ex. Gud give, han maa friskast. Ellers meget brugl. i Imperativform (giv, gje’) svarende til det danske “gid”, f. Ex. Giv han maa koma! Giv det var gjort! Giv det var so vel! – Af de mange Forbindelser, hvori dette Ord ellers bruges, kunne følgende mærkes. A, Reflexive Udtryk. Giva seg: a) begive sig, slaae sig til noget. G. seg til Sjoen. G. seg i Lag med nokon. b) flytte tilside; ogsaa: bøie sig, glide ud, svigte. c) sagtne, stilles, formildes. d) give tabt, ikke længere gjøre Modstand; ogsaa lide Tab eller Svækkelse; f. Ex. Han gav seg ikkje stort fyre det (dvs. det gjorde ham ikke stor Skade). e) jamre sig, vaande sig for Smerte. Han berre laag og gav seg. Giva seg atter: blive tilbage paa et Sted. G. seg fraa: skille sig fra. G. seg fyre: forblive rolig. G. seg til: a) nøle, blive i Ro; b) indlade sig paa, give sig i Færd med noget. G. seg undan: vige tilside, flytte sig lidt. Saaledes ogsaa: Giv deg hit: kom nærmere hid. Give dykk innar aat Bordet, o.s.v. – B, Med Partikler: Giva atter: gjengjælde. G. etter: give Slip; ogs. føie sig. G. imillom: lægge noget til, i en Byttehandel. G. paa: drive paa, gaae dygtig løs paa noget. G. til: tillægge, tilskyde; ogs. opoffre. Eg skulde giva myket til, um det var ugjort. G. um: skjøtte om, ændse. Han giv ikkje um det. Sogn Hall. og fl. (Ogsaa: han giv seg ikkje nokot um det). G. upp: opgive, lade fare. (Mindre brugl.). G. upp atter: gjøre en ny Uddeling, rette paa en Feil i Uddelingen. – C, Med enkelte andre Ord. Giva godt: give gode Ord, være venlig og føielig. Giva vondt: vise Trods eller Fiendskab. (Tel. og fl.). Giva Brjost: give Die. (Hedder ogsaa: giva suga). G. Fanget: omfavne. G. Munnen: kysse. Giva Kaup: sætte rimelige Vilkaar, være lempelig. G. Ljod: være stille, saa at Ens Tale kan blive hørt. G. Rom: gjøre Plads, flytte sig lidt tilside. G. Tid: vente lidt, ikke haste for meget. G. seg Tid: fare langsomt og mageligt frem. – Afledninger: Gift, Gaava, gjæv, adj. Gjæv, f. Gjæva, Gjæft.